Abstract - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/75195226/upload_BA.docx · Web viewMoreover, to shed...

Bachelorprojekt Maj 2014

New Labour & Conservative PartySyn på EU-medlemskab, britisk identitet & tilhørsforhold

New Labour & Conservative Party – view on EU-membership, British identity & a sense of belonging

Maj 2014

Marie Louise Gadensgaard & Marianne Dige Svenningsen

Studie nr: MG94337 & MS93308

Vejleder: Sune Liisberg

Antal anslag:

Europæiske studier & engelsk

Aarhus School of Business and Social Sciences

AbstractThis bachelor thesis is called “New Labour and Conservative Party – view on EU-membership,

British identity, and a sense of belonging”. We find this subject interesting, since the UK has

1


had difficulties with finding its place in Europe. Therefore, we wanted to analyse into depth

how the parties have developed in connection with the above-mentioned subjects. The point

of departure is speeches from the Prime Ministers John Major, Tony Blair, Gordon Brown and

David Cameron. Moreover, to shed light on the speeches we have used Benedict Anderson’s

theory on Imagined Communities, Michael Billig’s theory on Banal Nationalism, Thomas H.

Eriksen’s theory on We-hood and Us-hood, and Anthony D. Smiths’ theory on National

Identity. In addition, our thesis is based on Stuart Hall’s study of Foucault’s work on discourse

analysis.

Through our analysis we have discovered that there has been a development in both parties

in connection with their view on UK’s membership of the EU, the British identity, and the

sense of belonging. The development in the articulation of these subjects between Blair and

Brown was great. Blair wanted to strengthen the relationship between the UK and the EU and

sought to establish a more united identity and a sense of British belongingness towards the

EU. Brown on the other hand did not give words to bridging the gap between the UK and the

EU, given that his main focus of attention was to strengthen the British identity. Hereby, the

most prominent development in their different governments was that Blair dedicated most of

his attention towards establishing a positive outlook on the EU, where Brown wanted to

emphasize the British identity and nationalism. There has also been a development between

Major and Cameron in connection with how they talked about the UK’s membership of the EU,

the British identity and the sense of belonging. They both believed that the UK was strongest

within the European community, but still they also had focus on the British identity and what

makes it special. However, an interesting development between the two Prime Ministers is

that Major did not regard it as a possibility for the UK not to be a member of the EU, whereas

Cameron believes that the power should rest with the people and therefore, he has announced

that if he gets re-elected, there will be a referendum on the UK’s membership of the EU.

Consequently, we have through our analysis come to the conclusion that both New Labour

and Conservative Party, to some extent, are EU-sceptic and that the British identity and the

sense belonging to the UK is of great importance. (Characters 2.186)

Indholdsfortegnelse

Indledning (Marie Louise & Marianne).............................................................................................5

2


Opgavens fokus og struktur (Marie Louise & Marianne).............................................................6

Metode (Marie Louise & Marianne).................................................................................................... 8Empiri (Marianne)................................................................................................................................................ 8

Teoribaseret tilgang (Marie Louise).............................................................................................................. 9

Diskursanalyse (Marie Louise)...................................................................................................................... 10

Teori (Marie Louise & Marianne)...................................................................................................... 11Anthony D. Smith – National Identity (Marianne)...................................................................................11

Michael Billig – Banal Nationalisme (Marianne).....................................................................................13

Benedict Anderson ”Imagined Communities” (1991) (Marie Louise)..............................................14

Thomas Hylland Eriksen ”We and Us: Two modes of group identification” (1995) (Marie

Louise).................................................................................................................................................................... 15

Analyse (Marie Louise & Marianne)................................................................................................. 17

New Labour - Tony Blair 1997-2007 (Marie Louise)..................................................................17Historisk kontekst.............................................................................................................................................. 17

Syn på EU-medlemskabet................................................................................................................................ 18

Britisk identitet og tilhørsforhold................................................................................................................ 20

Opsummering...................................................................................................................................................... 21

New Labour - Gordon Brown 2007-2010 (Marie Louise)..........................................................22Historisk kontekst.............................................................................................................................................. 22



Opsummering...................................................................................................................................................... 26

Udviklingen i New Labour fra Blair til Brown (Marie Louise).................................................27

Conservative Party - John Major 1990-1997 (Marianne)..........................................................28Historisk kontekst.............................................................................................................................................. 28



Opsummering...................................................................................................................................................... 32

Conservative Party - David Cameron 2010 – (Marianne)..........................................................33Historisk kontekst.............................................................................................................................................. 33



Opsummering...................................................................................................................................................... 37

Udvikling i Conservative Party fra Major til Cameron (Marianne)........................................37

Diskussion - Folkeafstemning om EU medlemskabet (Marianne).........................................39David Cameron.................................................................................................................................................... 39

3


Tony Blair.............................................................................................................................................................. 41

Syn på EU-medlemskabet, britisk identitet og tilhørsforhold............................................................42

Opsummering...................................................................................................................................................... 43

Perspektivering - UK Independence Party, EU-skepsis og britisk identitet (Marie Louise)........................................................................................................................................................ 44

UKIP og dets udvikling...................................................................................................................................... 44

Baggrunden for den britiske EU-skepsis....................................................................................................45

EU som en trussel imod den britiske nationalisme................................................................................46

Styrkelse af den britiske identitet................................................................................................................ 47

Opsummering...................................................................................................................................................... 48

Konklusion (Marie Louise & Marianne).......................................................................................... 48

Referenceliste.......................................................................................................................................... 51

Indledning (Marie Louise & Marianne)

4


Historisk set har Storbritannien aldrig været ”hjemme” i Europa. Dette skyldes først og

fremmest det Britiske Imperium, som eksisterede udenfor Europas grænser, men samtidig

blev dette også styrket grundet konflikter med Frankrig og senere Tyskland i de to

verdenskrige (Djursaa & Werther 2011: 151). Derfor afviste Storbritannien også blankt de

første invitationer om at være med til at danne det daværende Europæiske Kul- og

Stålfællesskab, idet de frygtede, at de ville afgive for meget suverænitet(Garnett & Lynch

2012: 356). I 1961 kom Storbritannien dog på andre tanker, eftersom EU stormede frem, og

dermed følte Storbritannien, at de gik glip af noget, ved at stå udenfor det europæiske

fællesskab. Derudover voksede Storbritanniens samhandel med Europa også, hvilket gav

Storbritannien et økonomisk incitament til at søge om optagelse. Det var dog først i tredje

forsøg, i 1971, at Storbritanniens ansøgning gik igennem, hvormed de officielt blev medlem af

EU i 1973 (Garnett & Lynch 2012: 357). Storbritanniens sene tilslutning til EU skabte

problemer allerede fra begyndelsen af deres medlemskab. De fik først og fremmest titlen som

”den akavede partner”, og derudover var især de første to årtier præget af store

uoverensstemmelser i forhold til størrelsen af Storbritanniens ydelse til EU’s samlede budget

(Djursaa & Werther 2011: 156).

Grundet dette akavede partnerskab, som Storbritannien altid har haft i forhold til det

europæiske fællesskab, finder vi det interessant at belyse, hvilken udvikling henholdsvis New

Labour og Conservative Party har gennemgået i forhold til måden, hvorpå de har italesat

deres syn på EU-medlemskabet, britisk identiet samt tilhørsforhold siden 1990. Ydemere

finder vi denne udvikling interessant, da Storbritannien står overfor en mulig forestående

folkeafstemning, omhandlende deres EU-medlemskab. Hvorfor vi antager, at en udvikling i de

to største partier har fundet sted, eftersom Storbritannien er gået fra at søge om optagelse i

EU hele tre gange, til nu at skulle stemme om deres fremtidige medlemskab. Dette har derfor

udmundet i vores problemformulering, som er følgende:

Hvilken udvikling har de britiske partier New Labour og Conservative Party gennemgået siden

1990 i forhold til deres syn på EU-medlemskabet, britisk identitet og tilhørsforhold?

Opgavens fokus og struktur (Marie Louise & Marianne)

5


Opgaven omhandler syn på Storbritanniens EU-medlemskab, britisk identitet samt

tilhørsforhold. Vi har i opgaven valgt at have fokus på fire politikere i Storbritannien, der

siden 1990 har haft premiereministerposten. Disse fire politikere er henholdsvis John Major,

Tony Blair, Gordon Brown og David Cameron. Tony Blair og Gordon Brown er fra partiet New

Labour, hvor John Major og David Cameron er fra partiet Conservative Party. Det er hermed

de to største partier i Storbritannien, som bliver repræsenteret i denne opgave. I

diskussionsafsnittet er udgangspunktet den muligt forestående folkeafstemning om EU-

medlemskabet. Her inddrages taler fra henholdsvis Cameron og Blair, da de repræsenterer to

modstridende synspunkter. Slutteligt vil partiet UK Independence party (UKIP) blive

inddraget i perspektiveringen, da netop dette EU fjendtlige parti, har haft stor fremgang de

seneste år.

Vi har valgt at have fokus på premiereministre i Storbritannien siden 1990, da vi mener at

deres italesættelse af syn på Storbritanniens EU-medlemskab, britisk identitet samt

tilhørsforhold, afspejler de generelle holdninger omkring disse emner indenfor hvert af

partierne. På den måde analyserer vi New Labour ud fra, hvorledes Tony Blair og Gordon

Brown har italesat syn på Storbritanniens EU-medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold,

hvor Conservative Partys udvikling analyseres på baggrund af John Major og David Camerons

synspunkter. Eftersom vi har haft et ønske om, at New Labour og Conservative Party skulle

repræsenteres ligeligt i vores analyse, har vi valgt at tage år 1990 som udgangspunkt. Dette

har vi gjort, idet New Labour siden 1990 har haft 13 år ved magten og Conservative Party 10

år. Inden 1990 sad Conservative Party 18 år i regeringen, hvorfor analysen ville kræve et

mere omfattende afsnit med Conservative Party, hvis denne periode var medtaget, end hvad

der er tilfældet nu (Rasborg 1999: 26). Hermed er vores opgave afgrænset, idet den tager

udgangspunkt i fire politikere, to fra hvert parti, samt deres holdninger til emnerne.

Endvidere er der, ved fokus på tilhørsforhold, både belyst det tilhørsforhold som det britiske

folk har til Storbritannien, samt det tilhørsforhold de har til det europæiske fællesskab.

Yderligere forholder vi os ikke direkte til de forskellige ideologier, som de to respektive

partier repræsenterer. Hvorfor fokus ligger på det, som de forskellige premiereministre

italesætter i de udvalgte taler og ikke på, hvordan deres udsagn stemmer overens med deres

politiske ideologi.

For at belyse vores emne har vi valgt at inddrage fire overordnede teorier, som er

henholdsvis: Benedict Andersons teori fra 1983 om ”Imagined Communities”, Thomas

6


Hylland Eriksens teori fra 1995 ”We and us: Two modes of group identification”, Anthony D.

Smiths teori fra 1991 om ”National Identity” samt Michael Billigs teori fra 1995 om ”Banal

Nationalism”.

I opgaven vil vi først beskrive den anvendte metode. Her gør vi rede for den tilgang, som vi

har valgt at bygge opgaven op omkring. Yderligere indeholder afsnittet en beskrivelse af den

empiri, vi har valgt at tage udgangspunkt i, og som har sat os i stand til at belyse vores emne,

samt en begrundelse for hvorfor netop denne empiri er relevant. I det efterfølgende afsnit

redegør vi for den anvendte teori, begreberne og de overordnede tilgange i dem. Dernæst

følger analysen, hvori vi, ud fra den valgte empiri, belyser og analyserer den udvikling, der har

fundet sted i New Labour og Conservative Party siden 1990 i forhold til deres syn på

Storbritanniens EU-medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold. Dette gøres ved først at

belyse den italesættelse hver af de to politikere, fra henholdsvis New Labour og Conservative

Party, har haft til ovenstående emner. Dernæst belyses den udvikling der har fundet sted

mellem henholdsvis Blair og Brown samt Major og Cameron. I diskussionsafsnittet arbejder vi

videre med resultaterne fra analysen og diskuterer, hvordan holdningerne i henholdsvis New

Labour og Conservative Party er til den muligt forestående folkeafstemning omkring EU-

medlemskabet. Her undersøger vi også, hvilke konsekvenser hver af partierne ser

folkeafstemningen have. Vores diskussion baseres på de resultater, som vi nåede frem til i

analysen, hvorfor vi ikke har valgt at medtage teori i diskussion afsnittet. Dette har vi ikke, da

fokus her omhandler, om udviklingen i de to partier har været medvirkende til at

Storbritannien nu står overfor en mulig folkeafstemning omkring deres EU-medlemskab.

Dernæst følger et afsnit, som perspektiverer vores emne og vores resultater til det EU

fjendtlige parti i Storbritannien, UKIP. Her belyser og diskuterer vi, hvorfor netop dette parti

har haft fremgang de seneste år. Dette gør vi ved, at undersøge baggrunden for den EU-

skepsis, som eksisterer i Storbritannien samt belyse hvilke elementer UKIP har benyttet sig af

for at appellere til den britiske befolkning. Vores perspektivering, har vi valgt at basere på det

samme teori som vi anvendte i vores analyse. Dette har vi valgt, idet vi mener, at resultaterne

bedst kan sættes i relief til hinanden, hvis de har haft samme udgangspunkt. Slutteligt følger

en konklusion på opgaven, hvori vi skriver, hvilke resultater vi har fundet frem til, og hermed

svarer på det spørgsmål, vi stillede i problemformuleringen.

7


Metode (Marie Louise & Marianne)

Empiri (Marianne)

Vi har i vores opgave valgt at tage udgangspunkt i taler fra de fire politikere, der siden 1990

har haft premiereministerposten i Storbritannien. Opgaven har herved fokus på, og er

afgrænset til, de holdninger, som afspejles i politikernes taler og den udvikling der, ud fra

talerne, har fundet sted i måden, hvorpå partierne italesætter EU-medlemskabet, britisk

identitet og tilhørsforhold. Grunden til at det netop er taler, vi har valgt at tage udgangspunkt i

er, at vi mener at de fire premiereministre igennem deres taler, illustrerer de holdningerne,

der er internt i deres partier omkring identitet og EU-medlemskabet. På den måde

eksemplificerer talerne de generelle holdninger og tendenser, der er indenfor henholdsvis

New Labour og Conservative Party. Hermed er det også er ud fra italesættelsen i talerne, at vi

er i stand til at analysere, hvilken udvikling partierne har gennemgået i deres syn på EU-

medlemskabet, britisk identitet og tilhørsforhold.

De taler vi har taget udgangspunkt i, stammer hovedsageligt fra hver af politikernes

regeringstid, men enkelte af talerne er udenfor politikernes regeringstid. Vi har valgt, at

medtage enkelte taler udenfor premiereministrenes regeringstid hvor de er særligt relevante,

i forhold til at belyse udviklingen partierne har gennemgået i forhold til EU-medlemskabet og

britisk identitet. Herved har udvælgelsen af taler ikke blot været på baggrund af, hvornår de

er holdt, men særligt på relevant fagligt indhold. I alt har vi 17 taler, hvoraf 4 af dem er holdt

af John Major, 5 af Tony Blair, 4 af Gordon Brown og 4 af David Cameron. I

diskussionsafsnittet har vi udvalgt 2 taler fra Tony Blair og David Cameron, fordi de fra hver

deres side af det politiske spektrum, har haft en fremtrædende holdning til den muligt

forestående folkeafstemning om EU-medlemskabet, dens betydning og konsekvenserne deraf.

Yderligere har vi i perspektiveringen valgt, at tage udgangspunkt i UKIP’s politik

omhandlende ”Restoring Britishness”, idet partiet i dette tydeliggør, hvad deres holdning til

den britiske identitet er, samt hvilken indflydelse medlemskabet i EU har på den.

I forhold til at kigge kritisk på vores empiri kan der argumenteres for, at vores konklusion

ville have været anderledes, hvis vi havde valgt nogle andre taler. Ligeledes kunne det have

påvirket opgavens resultater, hvis det ikke blot var premiereministrenes taler, der blev taget

udgangspunkt i, men også deres baglands synspunkter. Dette har vi ikke valgt, eftersom det

8


ville være for omfattende for denne type opgave og yderligere, ville det også være svært at få

et indblik i baglandets holdninger. Derfor har vi valgt, som tidligere nævnt, at tage

udgangspunkt i de fire premiereministre fra henholdsvis New Labour og Conservative Party,

ud fra den betragtning at der har været en udvikling i deres italesættelse af syn på EU-

medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold.

Teoribaseret tilgang (Marie Louise)

Denne opgave er lavet på baggrund af en teoribaseret tilgang. Vi har valgt fire teorier, som

hver især har et bud på, hvordan man skaber identitet, og yderligere belyser, hvilken rolle

nationalidentitet og nationalisme spiller. Herved mener vi, at det er gennem disse teorier, at vi

kan belyse og analysere, hvordan udviklingen i New Labour og Conservative Party har været

siden 1990 i forhold til syn på EU-medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold.

De fire teorier vi anvender i vores opgave til at belyse vores problemstilling er, som tidligere

nævnt, ”Imagined Communities”, ”We and us: Two types of group identification”, ”National

Identity” samt ”Banal Nationalism”.

Andersons teori ”Imagined Communities” er relevant i forhold til vores problemstilling, idet

den argumenterer for, at nationalisme og nationalidentitet spiller vigtige roller i samfund i

dag. Herudover fokuserer Andersons teori på individers forestillede fællesskaber, hvilket vi

finder relevant at sætte i sammenhæng med den britiske befolkning. Yderligere har vi valgt at

anvende Eriksens teori om ”We and us: Two types of group identification”, idet der heri

argumenteres for, at ethvert samfund bliver defineret ud fra hvad det ikke er, hvilket bevirker,

at der bliver en opdeling af ”we-hood” og ”us-hood”. Dette aspekt er interessant i forhold til

vores opgave, da det også er New Labour og Conservative Partys syn på EU, vi vil undersøge

for hermed at se, om hver af partierne anser EU som en kontrast til Storbritannien og på den

måde som en del af ”us-hood”, eller som en del af den britiske identitet tilhørende begrebet

”we-hood”. Smiths teori ”National Identity” mener vi, er vigtig at medtage i vores opgave, da

denne beskriver hvilke elementer, der er relevante i forhold til at definere et individs

nationalidentitet. Slutteligt er Billigs teori om ”Banal Nationalism” god til at belyse vores

problemstilling, idet den beskriver nationalisme, de forskellige grader af nationalisme og

nationalismens betydning. Disse fire teorier er alle vigtige for vores analyseproces, da de

sætter os i stand til at belyse vores problemstilling og se hvilken rolle forestillede

9


fællesskaber, tilhørsforhold, national identitet og nationalisme spiller i partierne New Labour

og Conservative Party.

Udover den teoribaserede tilgang benytter vi os også i opgaven af den diskursanalytiske

tilgang. Dette er tilfældet, da vi undersøger en bestemt fremstilling af italesættelsen af syn på

EU-medlemskab, britisk identitet samt tilhørsforholdet til både Storbritannien og EU.

Diskursanalyse (Marie Louise)

Der er mange bud på, hvad en diskurs er, og derfor er diskurs samt diskursanalyse et meget

omdiskuteret felt. Overordnet set beskæftiger diskursanalyse sig med at undersøge, hvad der

tales om i en given kontekst og særligt, hvordan der tales om det. I denne opgave har vi valgt

at tage udgangspunkt i Stuart Halls arbejde Representation: Cultural representations and

signifying practices fra 1997, hvori Hall beskriver, hvorledes Foucault, i sin diskursive tilgang,

havde fokus på, hvordan viden produceres igennem diskurser, og hvordan sandhed etableres

(Hall 1997: 42-43). Foucault bruger udtrykket ”regime af sandhed” til at beskrive, hvordan

ethvert samfund i dag er styret af bestemte diskurser, der beskriver, hvad der anses som

værende sandt. Det er disse diskurser, der sætter individer i stand til at skelne imellem, hvad

der indenfor den givne diskurs er rigtigt og forkert(Hall 1997: 49). Foucaults fokus var på

denne måde ikke på sprog, men på diskurs som et repræsentationssystem. Ligeledes var det

måden, hvorpå viden blev produceret gennem regler og praksisser, samt i hvilke historiske

kontekster de opstår, der interesserede Foucault. Hermed var diskurs, ifølge Foucault, en

bestemt forståelsesramme eller vidensfelt, hvorfor diskurs er en social ramme, der

konstruerer emner og definerer, hvordan der må tænkes og tales om et givent emne. Sådanne

diskurser bruges til, at styre andres adfærd og opstille regler for hvad der er acceptabel

adfærd (Hall 1997: 44). Da diskurser har indflydelse på, hvordan der må tænkes og tales om

emner, så indebærer diskurser magt, fordi de beskriver, hvordan ideer må udføres i praksis.

Foucault mener altså, at magt og viden hænger sammen, da den der har viden, også har magt

(Hall 1997: 47). Dette bevirker, at det er vigtigt, at stille sig kritisk overfor den viden der

arbejdes med, samt at stille spørgsmålstegn ved, hvordan den er frembragt, og i hvilken

kontekst den er opstået (Hall 1997: 51).

10


Netop Halls læsning af Foucaults diskursanalyse har vi valgt, idet denne stiller sig kritisk

overfor måden, hvorpå begrebet diskurs bliver anvendt. Ifølge Hall er Foucaults teorier om

repræsentation og mening meget brugbare, men samtidig argumenterer Hall for, at den

vigtighed Foucault tillægger diskurs kan underminere den betydning materielle, økonomiske

og strukturelle faktorer har. Dermed anvender Hall begrebet om diskurs på en mindre snæver

og mere kritisk måde, end hvad Foucault gjorde, hvilket vi finder mere brugbart i forhold til

vores opgave (Hall 1997: 51).

Teori (Marie Louise & Marianne)

Anthony D. Smith – National Identity (Marianne)

Anthony D. Smith udformede i 1991 sin teori ”National Identity”. I denne argumenterer han

for, at et individs nationalidentitet bliver dannet i et politisk samfund, indeholdende fælles

institutioner, regler og pligter, som er gældende for alle medlemmer af det givne samfund.

Hermed er individets nationalidentitet dybt afhængig af den nation, som det identificerer sig

selv med og har et tilhørsforhold til (Smith 1991: 9). Smith argumenterer også for, at

nationalidentiteter er afhængig af det forhold, som man har til sin nation. En nation er, ifølge

Smith, defineret ud fra de fem nedenstående karaktertræk:

1. Et historisk territorium eller fædreland

2. Fælles myter og historiske minder

3. En fælles offentlig kultur

4. Fælles love, regler og pligter for alle medlemmer

5. En fælles økonomi med mulighed for bevægelighed for medlemmerne (Smith 1991:

14).

Disse fem karaktertræk udgør tilsammen definitionen af en nation. Idet et individs

nationalidentitet er afhængig af dets forhold til sin nation, grundlægges denne på baggrund af

nogle af de fem karaktertræk. Derfor er det forskelligt fra individ til individ, hvilke faktorer

der ligger til grund for dets egen nationalidentitet, da denne er grundlagt i individets

definitionen af dets nation. Et individs nationalidentitet er dermed multidimensionelt, idet det

11


ikke kan simplificeres til, at bestå af et enkelt element, men derimod kan bestå af flere

forskellige karaktertræk (Smith 1991: 14).

Det første karaktertræk som Smith nævner er, at en befolkning og dets territorium skal høre

sammen. Hermed sagt at det territorium som befolkningen identificerer som værende en del

af deres nation, ikke bare er et hvilket som helst stykke jord, men derimod det areal som

udgør deres fædreland. Ydermere er det historiske land påvirket af den indflydelse, som både

terræn og befolkning har haft på den igennem generationer (Smith 1991: 9). På denne måde

bliver fædrelandet et opbevaringssted for historiske minder og associationer. Det bliver til det

sted, hvor ens forfædre har kæmpet, ens myter stammer fra og hvor ens helte har levet,

arbejdet og kæmpet. Hermed skabes der fælles myter og historiske minder, som ifølge Smith

er det andet karaktertræk (Smith 1991: 9).

Derforuden må en nation, som det tredje karaktertræk, have en kultur og en offentlig ideologi,

som befolkningen er fælles om og som binder nationen sammen, hvorfor det giver dem en

fælles forståelse og forhåbning for deres fædreland. For at gøre en kultur fælles inkorporeres

denne i befolkningen via en socialiseringsproces, som ifølge Smith udformes igennem

uddannelsessystemet og medierne (Smith 1991: 11). Det fjerde karaktertræk, som Smith

baserer nationalidentitet på er, at der skal være lighed mellem medlemmerne. Dette gøres

officielt ved at tildele et statsborgerskab, da dette involverer både offentlige, juridiske og

politiske rettigheder, som kun er gældende for medlemmerne af den pågældende nation

(Smith 1991: 10). Det sidste karaktertræk, som Smith anvender i forbindelse med begrebet

nationalidentitet er, at nationen skal have en fælles økonomi. Med dette mener han, at

befolkningen skal være bundet af de love, som er gældende indenfor det afgrænsede

territorium, samtidig med at individerne stadig har fri bevægelighed (Smith 1991: 10).

Ovenstående karaktertræk er alle med til at danne et individs nationalidentitet. Det er altså

ikke muligt at adskille begreberne nation og nationalidentitet fuldstændigt, da de er

afhængige af hinanden, idet et individs nationalidentitet er afhængig af dets definition af sin

nation (Smith 1991: 14).

12


Michael Billig – Banal Nationalisme (Marianne)

I sin teori ”Remembering Banal Nationalism”, fra 1995, skelner Michael Billig mellem to

grundantagelser i forhold til nationalisme. Den ene refererer han til som værende ”banal

nationalisme” og den anden som ”hot nationalisme”. ”Banal nationalisme” betyder i sin

grundform dagligdagsnationalisme, og med dette forstås der, at det er en form for

nationalisme, som mange tager for givet og derfor glemmer, idet den ikke bliver truet.

Modsætningen til ”banal nationalisme” er ”hot nationalisme”. Denne mener, at nationalisme

opstår, når der er forstyrrelser i samfundet, som truer den ”banale nationalisme”. Hermed er

”banal nationalisme” noget, som en befolkning overser og dermed ikke tillægger en dybere

betydning, hvorimod ”hot nationalisme” er synlig, idet den ikke altid er tilstede (Billig 1995:

44-45).

Billig argumenterer for, at nationalismen er den ideologi, som er blevet den mest almindelige i

verden, da verden umuligt kan eksistere uden nationer. Nationalisme bliver på denne måde,

en form for tilhørsforhold da alle er bevidste om, hvilken nationalidentitet de har, men

dermed ikke sagt at alle identificerer sig selv med deres nation. Enhver nation har sin egen

hukommelse, som både består af at huske bestemte træk og begivenheder og samtidig

glemme andre. Dette betyder, at nationer har en tendens til, at glemme de aktuelle historiske

kontekster som de ikke bryder sig om, hvorimod de husker og endda hylder, de begivenheder

fra fortiden som de mener, har været med til at styrke deres nation. Hermed er nationers

hukommelse selektiv og ofte vælger de at have fokus på de positive historier frem for de

negative, da disse bringer en form for ubehag frem. Tilmed bliver nationalidentiteten i

nutiden ofte glemt, idet den er så dybt forankret i hverdagen, at den sjældent bliver lagt

mærke til. Der findes dog træk i hverdagen, som påminder om, hvilken nationalidentitet et

individ tilhører. Disse træk er mange og almindelige, hvilket bevirker, at de bliver en naturlig

integreret del af det sociale miljø, og derfor lægger individer ofte ikke mærke til, at de er der,

samt hvad de repræsenterer (Billig 1995: 37-38).

Et flag er, ifølge Billig, med til at skabe nationalisme. Hvorfor han fremhæver

flagets dobbelte betydning i sin teori: den fysiske og den symbolske. Et flag er et fysisk

produkt, som man både forbinder med sin nationale identitet samtidig med, at det fungerer

som en påmindelse om denne. Den symbolske betydning af et flag kommer ifølge Billig til

13


udtryk, når vi dyrker vores nationalisme. Dette sker oftest ved højtider, og når vi fejrer disse,

”flager” vi derfor med vores nationalisme. Hermed får højtider en særlig betydning fremfor

hverdage, da de skiller sig ud. Flaget bliver på denne måde en overordnet betydning for

”nationhood”, og dermed er det med til at binde nationen sammen (Billig 1995: 45).

Benedict Anderson ”Imagined Communities” (1991) (Marie Louise)

I bogen ”Imagined Communities”, udgivet første gang i 1983, argumenterer Benedict

Anderson for, at nationalitet og begrebet om ”nation-ness” er med til, at dominere den globale

politiske agenda nu og også vil gøre det i fremtiden. Dette er selvom, at begreberne nation,

nationalitet og nationalisme, på trods af flere forsøg, er svære at definere og dermed også

svære at analysere (Anderson 1991: 3). Ifølge Anderson er både nationalitet, nationalisme og

begrebet om ”nation-ness” særlige kulturelle fænomener, som er bestående af kulturelle

artefakter. For at forstå de kulturelle artefakter for en given nationalitet er det vigtigt, at man

tager i betragtning, hvilken historisk kontekst de er opstået i, hvordan deres mening har

ændret sig over tid, og hvorfor de i dag anses som særligt vigtige (Anderson 1991: 4). Disse

kulturelle artefakter kan få individer til at føle sig særligt forbundne til deres nation, hvilket

bevirker, at patriotiske følelser kan opstå. Denne patriotisme betyder, at individer kan få et

endnu stærkere følelsesmæssigt bånd til deres nation og i en sådan grad, at nogen er villige til

at dø for deres nation og deres forestilling omkring den (Anderson 1991: 141). Disse

patriotiske følelser kan endvidere betyde, at negative fortællinger om en given nation bliver

fortrængt, og at det positive omkring en nation bliver det centrale (Anderson 1991: 142-43).

Nationalisme kan ifølge Anderson ikke anses som en ideologi, men skal snarer forstås som

store kulturelle fællesskaber, der går forud for nationer, og som har grundlagt dem (Anderson

1991: 12). Dette leder op til, at Anderson definerer en nation som værende et forestillet

politisk fællesskab, der både er afgrænset og suverænt. Nationen er derfor et ”forestillet

fællesskab”, siden medlemmerne af en nation aldrig vil komme til at kende eller tale med alle

de andre medlemmer. Det til trods har medlemmerne af en nation en særlig bevidsthed om et

fællesskab, som de alle er en del af (Anderson 1991: 6). Dette kommer for eksempel til udtryk,

hvis medlemmer af en bestemt nation møder hinanden i en kontekst udenfor nationen. Her

kunne man tænke, at de vil føle et særligt bånd og kendskab til hinanden, fordi de er medlem

af den samme nation. Her er det ikke vigtigt, at medlemmerne af nationen ikke kender

14


hinanden på forhånd, for det er deres forestilling om det fællesskab, de begge er medlem af,

der er i centrum. Nationen bevirker hermed, ifølge Anderson, at dens medlemmer føler et

emotionelt bånd til hinanden, selvom de aldrig har mødt hinanden, og muligvis aldrig kommer

til det (Anderson 1991: 6). Et andet træk ved nationen som et politisk fællesskab er, at det er

afgrænset. Fællesskabet er afgrænset fordi, alle nationer har grænser; hvor en nation slutter,

begynder en anden. Dog kan disse grænser ændres, da de er elastiske, men nationer er stadig

afgrænsede fællesskaber. Hermed er der ingen nation, der menes at omfatte hele verden og

dens befolkning, men derimod er der mange nationer, der grænser op til hinanden. Ligeledes

så tænkes nationen som suveræn, grundet den historiske kontekst begrebet blev dannet i.

Særligt var det i oplysningstiden, hvor revolutioner bevirkede, at legitimiteten af det

guddommelige blev opløst. Efterfølgende lægtedes nationer om at være frie, og et symbol på

denne frihed er den suveræne stat (Anderson 1991: 7). Slutteligt så mener Anderson, at

nationen kan anses som et samfund, fordi der til trods for ulighed og udnyttelse i nationer er

en forestilling om et dybt forankret fællesskab, som alle er medlem af på et lige niveau. Det er

forestillingen om dette broderskab, der bevirker, at individer er villige til at dø for deres

nation (Anderson 1991:7).

Thomas Hylland Eriksen ”We and Us: Two modes of group identification” (1995) (Marie Louise)

Ifølge den teori som Thomas Hylland Eriksens fremsætter i ”We and Us: Two modes of group

identification” fra 1995, bliver ethvert samfund defineret ud fra, hvad det ikke er. Dette er en

bestemt måde at ordne verden på, hvor et samfund definerer sig ud fra kontraster så som

udenforstående, fremmede og andre der ikke er medlem af den givne gruppe. Sociale

identiteter og grupper er relationelle, og derfor er det forskellene fra andre grupper, der er

med til at definere deres identitet (Eriksen 1995: 427). Ydermere er grupper og

individuelidentifikation situationelle fænomener, og har dermed ingen objektiv eller

permanent eksistens, men kan ændre sig over tid og fra en kontekst til en anden. Eriksen har i

sin teori taget udgangspunkt i øen Mauritius, som er et helt unikt tilfælde. Her er der utallige

tilhørsforhold og gruppeidentiteter grundet mange forskellige nationaliteter og religioner.

Dog konkluderer Eriksen, at argumenterne i teorien er generelle, og kan bruges i

sammenhæng med andre samfund, da tilhørsforhold, gruppeidentitet og det at skabe

kontraster til andre forekommer alle steder i verden (Eriksen 1995: 428).

15


Eriksen argumenterer i sin teori for, at der er to former for tilhørsforhold: ”we-hood” og ”us-

hood”. For at følelsen af ”we-hood” kan opnås, skal der internt i en gruppe være en følelse af

samhørighed og overensstemmelse af værdier. Derudover skal en fælles opgave eller vision

være til stede, da også dette er med til at samle og styrke en gruppe internt. ”We-hood” er

dermed den definition, vi anvender, når vi omtaler den gruppe, som vi selv er en del af, og

denne kan derfor anses som værende en positiv selvbestemmelse (Eriksen 1995: 427). ”Us-

hood” er, modsat ”we-hood”, den negative selvbestemmelse idet, ”us-hood” defineres ud fra,

hvad gruppen ikke er. ”Us-hood” bliver på denne måde skabt ved at sammenligne gruppen

med eksterne agenter og negative kontraster. De grupper som ikke er en del af det interne

sammenhold, vil oftest blive anset som værende fjender eller trusler. Disse fjendebilleder kan

være med til at forstærke en gruppes identitet, og i en sådan grad at der er en sammenhæng

mellem det ydre pres fra eksterne grupper og det interne sammenhold i en gruppe. Dermed

styrkes det interne sammenhold i gruppen, når denne føler sig truet eller er under pres,

hvilket gør at det ofte ses, at bestemte grupper eller klasser i samfund har en tendens til at

finde sammen, hvis de er under pres fra deres omverden (Eriksen 1995: 427-428). I denne

forbindelse beskriver Eriksen også sit begreb ”de signifikante andre”. Dette begreb

forekommer særligt sammen med følelsen af ”us-hood”, fordi ”de signifikante andre” er en

dominerende kontrast. Yderligere er ”de signifikante andre” vigtige i forhold til

identitetsdannelse og nationalidentitet, da en sådan identitet, ifølge Eriksen, ofte bliver

defineret ud fra en dominerende kontrast. Dog er ”de signifikante andre” situationelle, og kan

hermed ændre sig alt efter, hvilken kontrast man sammenligner sig med, hvilket også

bevirker, at sammenligningen og identiteten vil blive en anden (Eriksen 1995: 431). Den store

forskel mellem de to gruppetilhørsforhold omhandler derfor, om en gruppe definerer den selv

ud fra interne (we-hood) eller eksterne faktorer (us-hood).

Generelt argumenterer Eriksen for, at det er lettere for en gruppe at opnå en følelse af ”us-

hood”, end det er at opnå en følelse af ”we-hood”, men at de to tilhørsforhold samtidigt er

gensidigt afhængige af hinanden (Eriksen 1995: 434). På denne måde skabes, forstærkes og

vedligeholdes identitet ved at danne en kontrast til andre, men også gennem solidaritet og

kulturelt fællesskab internt i fællesskaber (Eriksen 1995: 435).

16


Analyse (Marie Louise & Marianne)

I dette afsnit vil vi foretage en analyse af henholdsvis New Labour og Conservative Party.

Analysen vil, for begge partier, begynde med den historiske kontekst, hvori hver af de fire

premiereministre kom til magten. Efterfølgende vil vi analysere de fire politikeres syn på EU-

medlemskabet, samt deres italesættelse af henholdsvis britisk identitet og tilhørsforhold til

både EU og Storbritannien. Slutteligt vil vi kommentere på den udvikling, der har fundet sted i

New Labour fra 1997-2010 og i Conservative Party fra 1990-2013, i forhold til ovenstående

fokus.

New Labour - Tony Blair 1997-2007 (Marie Louise)

Historisk kontekst

Tony Blair blev premiereminister for Labour partiet efter at have siddet 18 år i opposition til

Conservative Party. Labour var nu blevet til New Labour, hvilket betød, at partiet havde

bevæget sig væk fra dets socialistiske udgangspunkt, hvorfor det nu besidder liberalistiske

såvel som socialistiske værdier (Rasborg 1999: 29-30). Denne udvikling bliver kaldt ”den

tredje vej” og betød en fornyelsesproces af de socialdemokratiske principper. Årsagen til at

denne udvikling fandt sted i Labour partiet, var for at gøre partiet mere valgbart ved at

appellere til en bredere vælgerskare, end partiet førhen havde været i stand til (Rasborg

1999: 7). Det var dermed i et nyt og reformeret Labour parti, at Blair trådte til som

premiereminister. Under Blairs regeringsperiode begyndte Storbritannien i højere grad at

orientere sig internationalt. Dette nye fokus betød, at New Labour både ønskede et tæt

samarbejde med EU og USA. Samarbejdet med USA bevirkede, at Storbritannien blev kaldt

”den akavede partner” i EU, idet landet ikke entydigt samarbejdede med det europæiske

fællesskab (Garnett & Lynch 2012: 364). Endvidere valgte Storbritannien i 2003, med New

Labour som regeringsparti, at deltage i invasionen af Irak, med USA i spidsen. Dette gjorde, at

det anstrengte forhold til EU blev endnu mere anspændt, da Storbritannien havde valgt at

støtte USA’s position til krigen frem for EU’s. I 2001 og 2005 vandt Blair

premiereministervalget igen. I Blairs sidste regeringsperiode havde han markant mindre

opbakning end i de forrige, hvilket blandt andet var grundet befolkningens manglende

opbakning til beslutningen om at invadere Irak (Djursaa & Werther 2011: 165).

17


Syn på EU-medlemskabet

Allerede ved tiltrædelsestalen den 2. maj i 1997 gjorde Blair det klart, hvad fokus i den nye

New Labour regering skulle være: ”[…] it shall be a government, too, that gives this country

strength and confidence in leadership both at home and abroad, particularly in respect of

Europe.” (Blair 1997). Herved blev det tydeligt, at New Labour ønskede at blive en del af

internationale samarbejder, og at det især var et samarbejde med EU, der var i fokus. Denne

holdning blev yderligere understøttet ved, at Blair sagde: ”We know protectionism and

isolation won’t deliver lasting prosperity in a global economic age.” (Blair 1998). Blair

fremhævede på denne måde nødvendigheden af, at Storbritannien skulle indgå i samarbejder

med andre lande, da dette var en måde, hvorpå landet kunne få mere indflydelse global set.

Ønsket om at fremme samarbejdet mellem Storbritannien og EU var særligt karakteristisk for

Blairs politik under sin regeringsperiode, hvorfor han gennem sine taler forsøgte at formidle

budskabet om, at et tættere samarbejde med EU var i landets interesse. Et eksempel på dette

ses i en tale om det britiske folk, hvor Blair sagde følgende: ”When British people see a strong,

dynamic Britain influencing Europe, they support our stance. When they see the possible benefits

[…]” og ”When they see the potential […] they know Europe can be a force for good.” (Blair

1998). I disse citater tydeliggøres det, at Blair ønskede at være mægler mellem det britiske

folk og EU. Yderligere blev det også gjort klart, at det britiske folk har ændret holdning til

samarbejdet, grundet de gode resultater EU har opnået. På denne måde formåede Blair, på

den ene side at understrege potentialet i EU-samarbejdet samtidig med, at han roste det

britiske folk for at være i stand til at se det. Igen var dette et forsøg på at skabe en god

stemning omkring det europæiske samarbejde og at få briterne til at identificere sig positivt

med det. Endvidere kan man i følge Eriksens teori ”We and Us: Two modes of group

identification” argumentere for, at Blair forsøgte at skabe ”we-hood” frem for ”us-hood”

omkring det europæiske samarbejde. Dette blev gjort for, at briterne skulle have en positiv

selvbestemmelse i forhold til EU og de andre medlemslande. EU skulle på denne måde indgå i

det samme fællesskab som Storbritannien. Hermed skulle det britiske folk ikke anse EU som

en dominerende kontrast og dermed som en ”signifikant anden”, som Storbritannien ikke

kunne identificere sig med (Eriksen 1995: 431).

Selvom Blair, overordnet set, talte positivt om EU, kom han dog også med kritik af den: ”Being

18


pro-Europe does not mean that we are content with the way it is. We believe it needs radical

reform.” (Blair 1999). Hermed sagde Blair, at New Labour partiet anså EU som en god

samarbejdspartner for Storbritannien, men at unionen havde brug for forandring og for en ny

kurs. For at understøtte muligheden for at EU kunne reformere unionen, sagde Blair: ”There is

one here for Europe now, if we have the courage to take it”. (Blair 2005). Ved at italesætte

behovet for en reform på denne måde tydeliggjorde Blair, at New Labour ønskede, at

Storbritannien skulle være en aktiv del af EU, på trods af, at unionen havde brug for

reformering. Desuden sagde Blair ”we” om medlemslandene, hvilket betød, at de skulle stå

sammen og i fællesskab reformere unionen. Ved italesættelsen af medlemslandene som ét

samlet folk, forsøgte Blair igen at styrke den interne fællesskabsfølelse og dermed Eriksens

”we-hood” (Eriksen 1995: 427). Udledende anvendte Blair kritikken af EU til at skabe et bånd

medlemslandene imellem, samt gøre reformeringen til et fælles projekt. Ydermere

sammenlignede Blair også den reformering, Labour partiet havde undergået, med den reform

der, ifølge ham, burde være EU i vente. Dette kommer til udtryk i Blairs udsagn: ”Europe has to

find its own way – a new third way [...]” (Blair 1998). Den udvikling Labour partiet har

gennemgået, hvorved det blev til New Labour, kaldes, som tidligere nævnt, ”den tredje vej”

(Rasborg 1999: 7). Ved at bruge samme begreb omkring den strukturændring Blair mente, at

EU havde brug for, så tydeliggjorde han, at en sådan forandring også er mulig for EU. Ved

denne sammenligning formåede Blair at vende kritikken af EU til noget positivt, ved at gøre

det britiske folk opmærksomme på, at EU, ligesom New Labour, kunne forandre sig. Herved

forsøgte han at videregive det positive syn på EU medlemskabet, som New Labour havde, til

den britiske befolkning.

Blairs syn på Storbritanniens EU-medlemskab var yderligere præget af det samarbejde, han

ønskede at have med USA (Djursaa & Werther 2011: 156). Dette ses i følgende udsagn: ”We

have finally done away with the false proposition that we must choose between two diverging

paths – the Transatlantic relationship or Europe [...] I firmly believe that it is in Britain’s interest,

but it is also in the interests of the US and of Europe.” (Blair 1999). På denne måde er EU ikke

det eneste fællesskab, som Blair ønskede, at den britiske nation skulle være en del af, da han

ligeledes anså USA som en vigtig international partner og derfor også som et yderligere

fællesskab. Dette kan sættes i forbindelse med Anderson teori ”Imagined Communities”

eftersom, at Blair forsøgte at skabe ”forestillede fællesskaber”, som briterne skulle knytte sig

til. Hermed ønskede Blair ikke blot, at det britiske folk skulle være en del af et fællesskab med

19


hinanden, men at de også skulle indgå i det europæiske og det amerikanske fællesskab

(Anderson 1991:6).

Britisk identitet og tilhørsforhold

Skabelsen af et britisk tilhørsforhold til EU spillede en primær rolle i Blairs taler, idet dette

var en måde, hvorpå han kunne gøre det britiske folk mere engagerende i unionen. Forsøget

på at etablere et britisk tilhørsforhold til EU bliver tydeligt i en af Blairs taler, hvor unionen

omtales således: ”This is a union of values, of solidarity between nations and people, of not just

a common market in which we trade but a common political space in which we live as citizens.”

(Blair 2005). I denne forbindelse kan Eriksens begreb om ”we-hood” igen anvendes idet, Blair

gennem citatet forsøgte at skabe en følelse af tilhørsforhold mellem Storbritannien og EU.

Dette gjorde han ved at forklare, at samarbejdet, udover at være et økonomisk samarbejde,

også er et politisk og kulturelt projekt (Eriksen 1995: 427). Tilhørsforholdet bliver yderligere

fremmet ved, at Blair omtalte EU’s borgere som ”The people of Europe” , hvorved det bliver

klargjort, at de er ét samlet folk (Blair 1998). Følgende citat peger ligeledes på Blairs ønske

om, at briterne skulle have identitet i ikke blot at være en del af det britiske folk, men

yderligere at være EU-borgere er, hvor han sagde: ”I want my children to grow up comfortable

as both British and Europeans.” (Blair 1998). Her indikerede Blair, at han sidestiller det at

være briter med at være europæer, hvilket igen må betyde, at Blair ønskede, at briterne skulle

finde identitet og tilhørsforhold i det europæiske samarbejde. Fremhævelsen af

Storbritannien og EU som ligeværdige satte Blair i stand til at opbygge et fællesskab mellem

de to, hvori der var intern sammenhørighed. Denne interne sammenhørighed havde baggrund

i EU’s værdier og principper, som Blair i en af sine taler omtalte som værende ”vores” (Blair

1998). Dette kan igen karakteriseres ved Eriksens positive form for selvbestemmelse, da

fællesskabet mellem Storbritannien og EU havde fokus på at identificere sig ud fra interne

faktorer (Eriksen 1995: 427).

Til trods for at Blair, igennem sine taler i regeringsperioden, havde særligt fokus på at skabe

et britisk tilhørsforhold til EU, så talte han også om det særlige ved det britiske folk. Dette

kom blandt andet til udtryk i følgende citater, hvor Blair sagde om Storbritannien: ”I looked at

my own country. A great country. Wonderful history. Magnificent traditions. Proud of its past. ”

og ”Almost old-fashioned.” (Blair 2007). Her nævnte Blair direkte, hvad der er specielt ved

20


Storbritannien, og hvorfor briterne skal være stolte over deres nationalidentitet. Ifølge Smiths

teori ”National Identity” er det netop også den nation, som et individ identificerer sig med og

har tilhørsforhold til, der ligger til grund for den nationale identitet. Ligeledes er det blandt

andet en fælles historie, samt traditioner og myter, der er med til at definere en nation, hvilket

også er nogle af de træk, Blair fremhæver ved Storbritannien (Smith 1991: 14). En anden

måde, hvorved Blair fremhævede det særlige ved den britiske nationalidentitet er, hvor han i

en tale nævnte de britiske værdier:” […]creativity, tolerance, fairness and democracy[…] ”(Blair

1998). Her gjorde han det klart, hvad der repræsenterer den britiske nationale identitet og

Storbritannien. Dette kan igen sættes i forbindelse med Smiths teori, idet en nation også

skabes ud fra en fælles kultur indebærende fælles normer og værdier (Smith 1991: 11).

Ved Blairs afsættelsestale i 2007 ses der et sidste stærkt eksempel på, at Storbritannien og

briterne blev karakteriseret som noget helt specielt. “This country is a blessed nation. The

British are special. The world knows it. In our innermost thoughts, we know it. This is the

greatest nation on earth.” (Blair 2007). I dette citat demonstrerede Blair, at Storbritannien er

en helt særlig nation, og at medlemmerne af den føler et emotionelt bånd til hinanden ud fra

det faktum, at de er briter. Herved kan man argumentere for, at det britiske folk tilhører det,

som Anderson i sin teori ”Imagined Communities” betegner som et ”forestillet fællesskab”, da

de er bevidste om, at Storbritannien er noget helt unikt (Anderson 1991: 6). De føler et

emotionelt bånd til hinanden, fordi de sammen har skabt og er en del af ”the greatest nation

on earth” (Blair 2007). Hermed var ”de forestillede fællesskaber” ikke udelukkende tilstede,

når Blair omtalte Storbritannien og internationale samarbejder, men også Storbritannien

alene. Ifølge Billigs teori ”Banal Nationalism” kan man forklare, hvorfor Blair valgte at

fremhæve briterne og det særlige ved deres nationalidentitet. ”Hot nationalisme” kan siges at

være til stede i det britiske samfund, idet EU truer den britiske identitet (Billig 1995: 44-45).

Dette kan være et bud på, hvorfor Blair italesatte den britiske identitet, eftersom han ikke

ønskede, at den skulle glemmes og erstattes med en fælles europæisk identitet. Det til trods

for, at Blairs primære fokus var at fremme samarbejdet mellem Storbritannien og EU.

Opsummering

I Blairs regeringsperiode havde New Labour et særligt internationalt fokus, hvor både

samarbejde med EU og USA kom på agendaen. Fokus var især på det europæiske samarbejde,

21


hvor Blair i sine taler forsøgte at fremme fællesskabet og skabe tiltro til at et sådan

samarbejde var i Storbritanniens interesse. Endvidere var skabelsen af tilhørsforhold, til

særligt EU af betydning, da dette var en måde, hvorpå Blair kunne overbevise det britiske folk

om, at Storbritannien fortsat skulle indgå i det europæiske samarbejde. Ved forsøget på at

etablere et tilhørsforhold mellem det britiske folk og EU, gjorde Blair det klart, at han ønskede

at briterne, ud over at identificere sig med Storbritannien, også skulle have et tilhørsforhold

til EU. Fokus i Blairs premiereministerperiode var ikke udelukkende på det europæiske

samarbejde og skabelsen af tilhørsforhold hertil, men yderligere også på den britiske

nationalidentitet, samt det unikke ved det britiske folk. Dette blev der lagt vægt på for at slå

fast, at der er noget helt særligt ved det britiske folk og at de ikke bør glemme deres

nationalidentitet. Der er på denne måde en kontrast mellem, hvordan Blair forsøgte at

fremme internationale samarbejder og få briterne til at føle tilhørsforhold til disse, samtidig

med at han italesatte tanken om, at Storbritannien er en hel unik nation. Dog forblev det

essentielle i Blairs regeringstid at fremme det europæiske fællesskab og skabe et britisk

tilhørsforhold hertil. Blair gik af som premiereminister i 2007, efter at have siddet i

regeringen i 10 år, hvorefter han lod politikeren Gordon Brown overtage (Djursaa & Werther

2011: 165).

New Labour - Gordon Brown 2007-2010 (Marie Louise)

Historisk kontekst

Gordon Brown blev i 2007 premiereminister for Storbritannien, efter at New Labour allerede

havde været i regeringen siden 1997. Brown havde været med fra begyndelsen, idet han

inden etablereingen af det nye parti havde samarbejdet med Blair om at reformere Labour

partiet og danne det nye udgangspunkt, New Labour (Rasborg 1999: 7). Det var i dette

nyetablerede New Labour parti, at Brown blev valgt til at være partiets nye leder, samt

Storbritanniens premiereminister. Overordnet set benyttede Brown sig af konservative

værdier, hvilket eksempelvis betød, at han havde et særligt fokus på vigtigheden af

opretholdelse af den britiske levevis. Måden hvorpå Brown førte udenrigspolitik, var med

bevidstheden om, at det var i Storbritanniens interesse at indgå i internationale samarbejder.

Dog blev disse internationale samarbejder kun omtalt minimalt af Brown i sin

regeringsperiode og overordnet set, var han, ligesom en stor del af det britiske folk, kritisk

22


overfor overgivelse af suverænitet til supranationale institutioner, herunder også EU (Garnett

& Lynch 2012: 366-67). Endvidere var Browns regeringsperiode præget af den økonomiske

krise, som ramte Storbritannien i 2007. Dette betød, at Brown kun havde været

premiereminister i nogle få måneder, før han blev stillet overfor opgaven om at få

Storbritannien godt igennem krisen. Medierne havde manglende tiltro til, at Brown kunne

magte denne svære opgave, hvilket bevirkede, at den britiske befolkning også stillede sig

kritiske overfor hans kompetens. Derforuden blev Browns overordnede kommunikative

evner kritiseret af medierne, hvor det især var hans evne til at appellere til det britiske folk,

som blev objekt for kritik (Djursaa & Werther 2011: 35).


Internationale samarbejder var overordnet set ikke et fokuspunkt i Browns taler. Dog forblev

New Labours udgangspunkt, med at orientere sig internationalt, det samme under Browns

regeringsperiode (Garnett & Lynch 2012: 362). Igennem Browns tid som premiereminister

blev det gjort klart, at han ikke udelukkende var positiv omkring Storbritanniens EU-

medlemskab. Dette syn havde Brown allerede inden sin regeringsperiode begrundet, da han i

en tale kommenterede på Storbritanniens rolle i verden, efter 2. Verdenskrig: ”[…] Britain lost

confidence in itself and its role in the world and became so unsure about what a confident post-

imperial Britain could be that too many people defined the choice in Europe as either total

absorption or splendid isolation. And forgot that just as you could stand for Britain while being

part of NATO, you can stand for Britain and advance British national interests as part of the

European Union.” (Brown 2006). Ved denne udtalelse gjorde Brown det klart, at

Storbritannien ikke ville absorberes ind i EU, men derimod ville være en selvstændig del af

fællesskabet. I den forbindelse kan Eriksens teori ”We and Us: Two modes of group

identification” anvendes, idet Brown i ovenstående citat laver en klar opdeling mellem

Storbritannien og EU. Denne skarpe opdeling fremmer den negative selvbestemmelse og

skaber herved ”us-hood”, (Eriksen 1995: 427-28). På denne måde identificerede Brown

Storbritannien som nation, ud fra hvad den ikke er, hvilket i dette tilfælde er EU. Yderligere

kommer EU til at fremstå som en ”signifikant anden”, hvilket ofte forekommer sammen med

”us-hood” (Eriksen 1991: 431).

Selvom Brown ikke italesatte internationale samarbejder ret meget, gjorde han det stadig

klart, at det ikke var en mulighed for Storbritannien at isolere sig fra dem. Dette blev

23


eksempelvis tydeliggjort i en tale, hvori Brown sagde: ”[…] whether it’s environmental,

economic or security cooperation, we will hold fast to the partnerships with our closest ally

America, our membership of the European Union, the Commonwealth and our commitment to

the United Nations.” (Brown 2007c). I dette citat gør Brown det yderligere klart, at USA er

Storbritanniens tætteste samarbejdspartner, hvilket ikke stemmer helt overnes med, at landet

er medlem af det europæiske fællesskab. Derforuden er det også med til at underminere EU-

medlemskabet, da EU bliver sammenlignet og tilsidesat med de andre samarbejder

Storbritannien er en del af. Brown har i sine taler ikke fokus på EU-medlemskabet, og endda

stiller han selv spørgsmålstegn ved Storbritanniens rolle i EU, hvor han blandt andet siger, at

en stærk nationalidentitet vil hjælpe med at svare på spørgsmål som ”[…] it helps us deal with

issues as varied as what Britain does in Europe […]” (Brown 2007b). Dette citat indikerer, at

Brown er kritisk overfor EU-medlemskabet, hvilket kan ses, da det ikke er et retorisk

spørgsmål, som han efterfølgende svarer på. Browns syn på EU var under hans

regeringsperiode tvetydigt. På den ene side fortsatte New Labour sin politik med at fremme

samarbejdet med EU, men på den anden side var Browns italesættelse af samarbejdet uklar

og tenderede til at være kritisk (Garnett & Lynch 2012: 366-67). Ligeledes distancerede

Brown sig fra EU-medlemskabet ved at udnævne USA som den foretrukne samarbejdspartner.


Browns vision som premiereminister blev allerede tydelig i hans første tale, som blev afholdt

den 27. juni 2007. I denne definerede han sin vision som værende følgende: ”[…] safeguarding

and advancing the British way of life.” (Brown 2007a). Herigennem gjorde Brown det klart, at

de nationale interesser skulle være i fokus, samt beskyttelsen og opretholdelsen af det

britiske folks levemåde. Dette kan sættes i forbindelse med Andersons teori ”Imagined

Communities”, idet Brown italesatte den britiske nation som et unikt fællesskab. Fællesskabet

er forestillet, eftersom det britiske folk blev italesat som noget helt unikt, som kun

Storbritanniens indbyggere kunne være en del af. Til trods for at medlemmerne af

fællesskabet aldrig vil komme til at kende hinanden, vil de stadig være en del af samme

specielle fællesskab og føle tilhørsforhold hertil (Anderson 1991: 7). Ligeledes siger Brown

følgende om Storbritannien: ”What defines modern Britain is not just peoples rising aspirations

but their recognition that the world around us is fragile and uncertain.” (Brown 2007a). I dette

citat kan der argumenteres for, at Brown betragtede Storbritannien som en ø-kultur. Dette

24


peger på, at der er tale om et fast afgrænset territorium, som yderligere stemmer overens med

definitionen på et ”forestillet fællesskab” (Anderson 1991: 7).

Centralt i Browns taler var, at han ville fremme de britiske værdier og tilhørsforholdet til

Storbritannien. Brown mente endda, at dette var løsningen på de forhindringer, som

Storbritannien stod overfor på daværende tidspunkt, men også i fremtiden. ”When we take

time to stand back and reflect, it becomes clear that to address almost every one of the major

challenges facing our country […] you must have a clear view of what being British means, what

you value about being British and what gives us purpose as a nation.” (Brown 2006). Ved denne

udtalelse argumenterede Brown for, at hvis Storbritannien ville have succes i fremtiden og

være en global leder, måtte det britiske folk stå sammen og genfinde de britiske værdier.

Dette kan sættes i forbindelse med Smiths teori ”National Identity”, da det netop er den

britiske nationalidentitet, som Brown ønskede at styrke. Ligeledes var det den genfundne

nationalidentitet, der ville kunne styrke tilhørsforholdet til Storbritannien. En styrkelse af

denne ville, ifølge Brown, sætte det britiske folk i stand til, at håndtere de udfordringer de

som nation skulle møde (Smith 1991: 9). Endvidere sagde Brown i en tale, at den britiske

nationalidentitet er speciel, grundet Storbritanniens unikke historie. Heri kommenterede han

på, hvorfor det britiske folk har patriotiske følelser for deres land. ”One reason is that Britain

has a unique history […] from the 2,000 years of successive waves of invasion, immigration,

assimilation and trading partnerships, from the uniquely rich, open and outward looking culture

[…]” (Brown 2007b). Dette kan ligeledes sammenlignes med Smiths teori, eftersom Brown her

illustrerer, at det er Storbritanniens unikke historie, der gør den britiske nationalidentitet

speciel. Yderligere er denne med til at binde nationen sammen og hermed styrke den. Dette

kan også være ideen bag, hvorfor Brown valgte at nævne den britiske nations historie, for

herved at styrke tilhørsforholdet til den (Smith 1991: 9).

Brown havde en særlig måde at hylde den britiske nationalidentitet på, hvilket var

gennemgående for hans taler. En måde hvorpå det blev tydeligt, at Brown ønskede at fremme

den britiske nationalidentitet og i særdeleshed fejre den, var hvor han i en tale argumenterede

for, at Storbritannien skulle have en nationaldag. Denne dag skulle have til formål at fejre det

britiske folk som nation og minde folket om, hvem de er, samt hvad de står for (Brown 2006).

Endvidere mente Brown, at ”union jack” skulle hænge i enhver have. ”[…] the flag should be a

symbol of unity, part of a modern expression of patriotism.” (Brown 2006). På denne måde

25


skulle flaget være et evigt symbol på, samt en påmindelse om, hvem briterne er og hvilke

værdier de, som et folk, repræsenterer. Brown nævnte specifikt de britiske værdier, hvor han

i en tale sagde: ”British tolerance, the British belief in liberty and the British sense of fair play.”

(Brown 2007b). Forslaget om at indføre en britisk nationaldag, de evigt flagrende flag i

haverne, samt nævnelsen af de specifikke britiske værdier, er et klart eksempel på det, som

Billig i sin teori ”Banal Nationalism” kalder for ”hot nationalisme”. Denne ”hot nationalisme”

kan argumenteres for, at være opstået i det britiske samfund, grundet EU’s forsøg på

europæisk integration, hvilket havde haft den konsekvens, at den ”banale nationalisme” i

Storbritannien var truet (Billig 1995: 44-45). Hermed mente Brown, at den britiske nations

tilhørsforhold til Storbritannien skulle være stærkere, og at dette skulle gøres ved at have små

påmindelser i hverdagen, så som ”union jack”, til at minde dem om deres nationalidentitet.

Ifølge Billigs teori kan flag være med til at binde en nation sammen, hvorfor det også er

relevant for Brown at foreslå at bruge ”union jack” (Billig 1995: 47). Denne måde at lægge

vægt på vigtigheden af den britiske nationalidentitet og tilhørsforholdet til Storbritannien,

blev også tydeliggjort i en tale, hvor Brown sagde: ”[…] for years we didn’t think we needed to

debate or even think in depth about what it was to be a British citizen. But I think more and

more people are recognizing not just how important their national identity is to them but how

important it is to our country.” (Brown 2007b). Herved kan det ses, at det igennem tiden er

blevet vigtigere for det britiske folk, hvorledes de identificerer sig med deres nation. På denne

måde har det ikke altid været nødvendigt for det britiske folk at tænke over deres

nationalidentitet, men nu, i nye tider, er det vigtigt for dem og for deres land. Dette kan igen

sættes i sammenhæng med Billigs teori og begrebet ”hot nationalisme” idet, dette bevidner

om, at der er noget der truer det britiske samfund og nødvendiggør, at der bliver lagt vægt på

nationalisme og nationalsymboler (Billig 1995: 44-45).

Opsummering

Brown var premiereminister i Storbritannien indtil 2010, hvorefter han trådte tilbage fra

posten til dels på grund af den økonomiske krise, hvilket havde bevirket en manglende

opbakning fra befolkningens side (Djursaa & Werther 2011: 35).

I Browns regeringsperiode var der særligt fokus på vigtigheden af at genfinde og opretholde

den britiske nationalidentitet. Denne så Brown som vigtig, idet den var grundlaget for, at det

britiske folk som nation kunne stå sammen og overkomme de problemer Storbritannien

26


skulle møde. Ydermere blev internationale samarbejder italesat forholdsvis lidt, men når de

blev nævnt, var det tydeligt, at der var en klar opdeling mellem Storbritannien og de

internationale samarbejder. I tilfælde hvor EU dog blev nævnt, blev det klart, at

Storbritannien ikke ønskede at blive absorberet ind i EU og dens kultur, men derimod

ønskede at være sin egen og bevare det unikke ved Storbritannien som nation. På denne måde

var det, under Browns regeringsperiode, kendetegnende for New Labour, at nationale

interesser var i fokus og at det specielle tilhørsforhold, som det britiske folk har til

Storbritannien, var af særlig vigtig karakter.

Udviklingen i New Labour fra Blair til Brown (Marie Louise)

Da Labour partiet fik magten i 1997, med Blair som premiereminister, var det i et nyt og mere

liberalistisk parti. Dette indebar, som tidligere nævnt, at partiet havde særligt fokus på at

etablere et globalt Storbritannien, der profilerede sig nationalt såvel som internationalt.

Under Blairs 10 år lange regeringstid var det særligt dette fokuspunkt, der var i centrum

(Garnett & Lynch 2012: 362). Derudover var ønsket om at forbedre forholdet mellem den

tilsyneladende EU-skeptiske befolkning og EU en hjertesag for Blair. Dette betød, at han i sine

taler, ikke havde fokus på at italesætte, hvorfor det britiske folk er unikt, men hvorfor et

samarbejde mellem Storbritannien og EU er nødvendigt. På denne måde forsøgte Blair også at

få det britiske folk til at føle ikke blot et tilhørsforhold til Storbritannien, men også til EU og de

andre medlemslande. Dette primære synspunkt, hvori EU-samarbejdet var centralt, spillede

ikke på samme måde en rolle i Browns taler. Han havde et væsentligt mindre internationalt

perspektiv end Blair havde og italesatte derfor ikke internationale samarbejder i lige så høj

grad. Det centrale i Browns politik var at sikre de nationale interesser samt at fremme den

britiske identitet. Dette var gennemgående for Browns taler og stod i kontrast til Blairs taler,

idet disse forsøgte at fremme fællesskabet mellem EU og Storbritannien, hvor Brown i højere

grad ville gøre det interne bånd i den britiske nation endnu stærkere. Fremtiden for

Storbritannien var, set ud fra Blairs taler, at engagere sig internationalt, hvor Brown mente, at

Storbritanniens klare styrke var i den britiske identitet og det stærke tilhørsfold det britiske

folk har til denne. Trods disse to, næsten kontrastsive, holdninger omkring tilhørsforhold og

italesættelse af britisk identitet, så var de to politikker som de to premiereministre

gennemførte ikke radikalt forskellige fra hinanden. Perspektivet i New Labour fra 1997-2010

27


forblev internationalt, da der var grundlæggende enighed om, at Storbritannien ikke kunne

stå udenfor samarbejder og isolere sig fra omverdenen (Djursaa & Werther 2011: 37). Den

store forskel var dog, at Blair, modsat Brown, havde det som en hjertesag at fremme det

europæiske fællesskab og det britiske tilhørsforhold hertil, hvor Brown i højere grad

koncentrerede sig om det unikke ved den britiske identitet.

Conservative Party - John Major 1990-1997 (Marianne)

Historisk kontekst

John Major overtog premiereministerposten fra Margeret Thatcher i 1990 midt i en

valgperiode, idet Thatcher blev tvunget til at gå af grundet manglende opbakning fra

befolkningen (Djursaa & Werther 2011: 26). Da Major blev indsat som premiereminister, var

EU-skepsismen høj, hvilket blandt andet skyldtes Thatchers måde at føre EU-politik på i sin

regeringstid. Denne stil fortsatte Major i begyndelsen af sin regeringstid, men han blev dog

mere EU-entusiastisk efter, at han blev genvalgt i 1992, hvilket blandt andet kom til udtryk, da

han gennemførte Maastricht traktaten. I 1995 var de interne stridigheder i Conservative Party

dog vokset, hvorfor Major valgte at udskrive et partiledervalg. Baggrunden for dette valg var

øjensynligt, at Major ville forsøge at samle partiet og dermed være sikker på fortsat

opbakning. Kun én kandidat, den tidligere statssekretær for Wales, John Redwood, stillede op

imod Major. Major vandt valget og blev derfor siddende som leder af Conservative Party og

som premiereminister. De sidste år af sin regeringstid begyndte Majors EU-skepsis igen at

vokse (Garnett & Lynch 2012: 404-405). Generelt blev Major anklaget for kun at være EU-

entusiast, når der var noget på spil, såsom gennemførelsen af Maastricht traktaten, hvorimod

han blev anset som værende EU-skeptisk, når det europæiske fællesskab ikke havde den store

betydning (Garnett & Lynch 2012: 408-410).


Kort inden valget i 1992 afholdte Major sin tale ”Building a New Britain”, hvori han klargjorde

sit synspunkt for fremtidens Storbritannien i EU. ”Ladies and gentlemen, this Party took Britain

into Europe. It is where our future lies. I said I wanted us to be at the heart of Europe. And I

28


meant it.” (Major 1992). Hermed herskede der ingen tvivl om, at Major ønskede, at

Storbritannien skulle spille en central rolle i EU. Dette betød dog ikke, at Major var fuldblods

EU-entusiast, idet han udmærket var klar over, at Storbritanniens sene medlemskab af

unionen stadig medførte problemer. ”Only a cloud-borne idealist would deny the debits to our

membership. We joined late. We didn’t make the rules. A lot of them didn’t suit us.” (Major

1993). Ved dette udsagn fik Major sit budskab klart igennem. Han ønskede, at Storbritannien

fortsat skulle spille en aktiv rolle i EU, da han også ville være med til at forme fremtidens EU

og dermed ændre de ”regler”, som han ikke var enig i. Endvidere var Majors vision om at være

en del af EU en måde hvorpå, han kunne fremme de britiske interesser, og samtidig

indikerede han klart og tydeligt, at Storbritannien ikke skulle være et passivt medlem af

unionen.

Selvom Major ikke altid var EU-entusiast, hersker der ingen tvivl om, at han aldrig så det som

en mulighed, at Storbritannien skulle melde sig ud, da han mente, at et Storbritannien som var

medlem af EU var stærkest. Dette blev tydeliggjort i en tale, hvor han sagde: ”[…] outside the

Community? Doing our own tiny thing, splendidly adrift? It’s just not on. Outside Europe Britain

can survive; inside we will thrive.” (Major 1993). En udmeldelse fra britisk side ville betyde, at

Storbritannien ville stå alene, hvilket ikke var i Majors interesse. Hermed mente han, at

Storbritanniens muligheder var størst inden for EU. Dette kom blandt andet til udtryk i en af

Majors taler fra 1993, hvori han stillede sig spørgende overfor, hvad Storbritanniens

alternativer til EU-medlemskabet var. ”I know there are those who have many objections to the

Community. But I notice they offer no satisfactory alternative. What are the theoretical options?

There are three: - to leave altogether […] - to form some kind of association with an American

free trade area […] - third, to stick at ”a Common market and no more”[…]” (Major 1993). I

dette udsagn var Majors synspunkt tydeligt. Selvom alt hvad EU foretog sig, ikke var i

Storbritanniens interesse, var deres alternativer hverken mange eller brugbare. Derudover

synes briternes EU-skepsis, ifølge Major, at bunde i frustration. Dette ses blandt andet i

følgende citat: ”So what really moves the opponents of Britain’s full participation in the EC? As

much as anything it is frustration.” (Major 1993). Majors vision var at give Storbritannien

indflydelse i EU, hvilket, ifølge ham, kun kunne gøres som medlem af unionen. Netop derfor

var ovenstående udsagn nødvendige, fordi Major gerne ville holde sig på god fod med EU og

dets medlemmer. Ved at fremsætte de tre valgmuligheder, som Storbritannien havde, forsøgte

Major at indikere, at det var essentielt for Storbritannien at være med i et fællesskab. Med

29


Andersons teori ”Imagined Communities” er det dermed muligt at argumentere for, at EU-

fællesskabet, som Major ønskede at briterne skulle forblive i, er ”forestillet”, idet alle

medlemmerne ikke kender hinanden. Derudover synes Major at fremhæve nødvendigheden

af, at det ikke var en mulighed, at Storbritannien stod alene og dermed uden for fællesskabet

(Anderson 1991: 12). Dette betød, at Major forsøgte at mindske briternes EU-skepsis ved at

appellere til forestillingen om et fællesskab. At denne brobygning fandt sted på samme

tidspunkt som gennemførelsen af Maastricht traktaten, havde øjensynligt en sammenhæng.

Derforuden var perioden, hvor talen er fra, også kendetegnet som værende Majors mest EU-

entusiastiske, hvilket også har en sammenhæng med Majors mere EU-venlige udsagn (Garnett

& Lynch 2012: 408-410).

Storbritanniens medlemskab af EU har siden sin begyndelse været et problematikområde.

Dette har altid været offentligt kendt, og derfor stillede Major sig ofte kritisk over for, hvad

EU-medlemskabet betød for Storbritannien samt EU’s udvikling (Garnett & Lynch 2012: 357).

Hvor Major tidligere havde forsøgt at bygge bro mellem briterne og EU, var han derimod i

sidste del af sin regeringstid mere fordømmende overfor EU og dets indflydelse. ”It’s not the

Europe we joined and it’s not a Europe we can accept […] Britain is a great nation. Of course, we

must be in Europe. But we are in Europe to help shape it – not to be shaped by it.” (Major 1996).

Med dette udsagn var det tydeligt, at Majors EU-entusiasme var langt væk. Ligeledes var

Major begyndt at fokusere mere på, hvad EU kunne gøre for Storbritannien og ikke omvendt.

”We believe Europe must become more flexible and responsive. That the only realistic future is a

partnership of nations, not a United States of Europe.” (Major 1996). I dette udsagn italesatte

Major et skel mellem Storbritannien og EU. Endvidere har briternes EU-skepsis altid haft

grundlag i deres frygt for at afgive for meget suverænitet (Forster 2002: 1-2). Dette var Major

bevidst om, og derfor gjorde han det også tydeligt, at han ikke ønskede et Europa bestående af

forenede stater, men derimod et samarbejde mellem medlemslandene. Ved at opstille et skel

mellem Storbritannien og EU kan der argumenteres for, at der ifølge Eriksens teori skabes

”us-hood”, hvilket er den negative selvbestemmelse (Eriksen 1995: 427). Derudover formår

Major at få EU til at fremstå som en stor kontrast til Storbritannien, da han omtaler EU som en

dominerende magt, som briterne ikke skal indordne sig fuldstændigt efter. EU kan derfor,

ifølge Eriksens teori, defineres som ”en signifikante anden”, idet en sådan kontrast er vigtig i

forhold til identitetsdannelse og især dannelsen af nationalidentitet (Eriksen 1995: 431).

Majors bevidsthed om at de britiske interesser var de vigtigste, og at EU derfor måtte ændre

30


sig til fordel for Storbritannien, var meget gennemtrængende. Dette synspunkt formåede

Major at have i de sidste år i sin regeringstid, og derfor var EU-skepsismen stor, da Major gik

af som premiereminister i 1997.


Storbritanniens interesser og værdier var vigtige for Major, hvorfor han ønskede at fremme

den britiske identitet og tilhørsforholdet til Storbritannien. Dermed ikke sagt at EU ikke

spillede en væsentlig rolle i Majors måde at føre politik på, men offentligt forsvarede han ofte

de britiske interesser mere end EU’s. Denne holdning blev især tydelig, da han i en tale sagde:

”And for my part, I shall put the interests of our country before any agreement. Not any

agreement before the interests of our country.” (Major 1991). Hermed blev briternes interesser

det centrale i Majors EU-politik, fordi han ikke var villig til at gennemføre noget i EU, som

hans bagland ikke ville kunne støtte op omkring. Samtidig kan man også argumentere for, at

der i Majors udsagn var en form for nationalisme. Hvis en nation ikke føler sig truet, er der

ifølge Billigs teori ”Banal Nationalism” ingen grund til at ”flage” med sin nationalisme og dens

interesser og værdier. Eftersom Major har følt det nødvendigt at slå fast, at intet er vigtigere

end Storbritannien, kan der, med baggrund i Billigs teori, argumenteres for, at den britiske

nationalisme har været truet. Når den bliver truet gør man noget aktivt for at sikre sig, at den

forbliver ubeskadiget, hvilket blandt andet er tilfældet i Majors ovennævnte udsagn (Billig

1995: 45).

Storbritannien har altid været et land, som har været stolt af sine bedrifter og ikke mindst sin

position i verden. Eftersom denne position ikke har været nær så fremtræden i de sidste

årtier, har det for briterne været svært at finde et ståsted og ikke mindst et holdepunkt. Dette

er de britiske politikere bevidste om, hvorfor det også har virket vigtigt for mange af dem at

italesætte Storbritanniens fortsatte storhed og dermed styrke briternes tilhørsforhold til

deres nation (Djursaa & Werther 2011: 151-156). Eftersom EU er et fællesskab, hvor

medlemslandene kan argumenteres for at være ligeværdige, kan der nemmere opstå uklarhed

om, hvorvidt dette fællesskab er med til at gavne landenes nationale interesser (Garnett &

Lynch 2012: 365). Derfor har Major igennem sin regeringstid også været meget bevidst om, at

den britiske nationalfølelse og nationalidentitet skulle plejes. ”The Single Market was a British

idea; breaking open state monopolies was a British idea. CAP reform and enlargement have been

31


British goals.” (Major 1993). Selvom det for mange kunne virke som om, at de enkelte lande

ikke havde den store indflydelse i EU, forsøgte Major her, at skabe bevidsthed omkring, at

mange af de store tiltag i EU er sket på baggrund af britisk indflydelse. På denne måde styrker

Major den britiske nationalidentitet, idet han prøver at vække de nationalistiske følelser i

briterne. Dette kan ifølge Smiths teori om ”National Identity” blandt andet gøres ved at

italesætte og mindes en fælles kultur og historiske minder (Smith 1991: 14). Den fælles kultur

kommer her til udtryk i form af de tiltag, som britisk indflydelse har været med til at skabe,

hvorimod de historiske minder bliver fremprovokeret, idet Major taler om Storbritanniens

storhed samt vigtigheden af dens indflydelse og eksistens i verden. Desuden er det vigtigt for

Major, at briterne føler, at deres kulturarv er en vigtig del af deres historie, og at briterne

forstår, at denne har været med til at præge Storbritannien til at være, hvad det er i dag. ”Our

standards and values are Britain’s heritage. It is we who are the traditional builders of national

recovery and renewal.” (Major 1992). Hermed italesætter Major både storheden af den

britiske nationalidentitet, og samtidig formår han også at skabe en følelse af ”we-hood”.

Denne positive selvbestemmelse er, ifølge Eriksen, med til at samle et folk og give dem

følelsen af, at deres tilhørsforhold til denne gruppe er vigtigt, og at deres fælles vision og

værdier er gode (Eriksen 1995: 427).

Opsummering

Major var igennem hele sin regeringstid meget favoriserende over for den britiske

nationalfølelse. Selvom han aldrig offentligt var direkte imod EU, har store dele af den

periode, hvori han var premiereminister, været præget af et mere EU-skeptisk synspunkt.

Dermed kan der argumenteres for, at Major kun var EU-entusiast, når EU havde en større

betydning. Dette kan især understøttes af Majors mest EU-entusiastiske periode, som fandt

sted i de år, hvor han var en af fortalerne for gennemførelsen af Maastricht traktaten.

Briternes generelle EU-skepsis synes derfor at have haft en god grobund under Majors

regeringstid, da han ofte stillede sig kritisk overfor, hvad yderligere indflydelse til EU ville

gøre ved det britiske samfund (Garnett & Lynch 2012: 358). Derfor italesatte Major ofte den

britiske nationalidentitet som værende vigtigere end noget andet. Han fik denne til at fremstå,

som det fællesskab briterne skulle støtte op omkring og dermed føle et tilhørsforhold til. Det

er dog vigtigt at pointere, at Major aldrig så det som en mulighed, at Storbritannien skulle

melde sig ud af EU, men derimod at briterne skulle forholde sig kritisk til mange af EU’s tiltag.

32


John Major tabte valget til Tony Blair i 1997, hvorfor han var nødsaget til at gå af som

premiereminister. Den næste kandidat fra Conservative Party, som blev premiereminister

efter 13 år i oppositionen, var David Cameron.

Conservative Party - David Cameron 2010 – (Marianne)

Historisk kontekst

David Cameron, som har været formand for Conservative Party siden 2005, vandt valget i

2010 og blev dermed premierminister i Storbritannien. Valget blev dog ikke vundet med et

flertal, hvilket betød, at Conservative Party var tvunget til at indgå i en koalitionsregering med

partiet Liberal Democrats. Liberal Democrats havde i valgperioden lænet sig mere op ad New

Labours EU-politik, og havde derfor et mere EU-entusiastisk synspunkt end Conservative

Party havde. Dermed var koalitionens EU-politik spået til at være mere EU-venlig, end hvad

Conservative Party var gået til valg på, men dette blev dog ikke en realitet (Garnett & Lynch

2012: 362-363). Conservative Party har, siden Storbritannien blev medlem af EU, proklameret

dem selv som værende ”partiet for EU”. Dette er dog ikke længere tilfældet, da forskellige

ledere for partiet, heriblandt Cameron, sidenhen har tilsluttet sig den mere EU-skeptiske lejr i

Storbritannien. Denne tilslutning har blandt andet været medvirkende til, at Cameron

offentligt har udtalt, at han anser EU som værende et overstatsligt samarbejde baseret på

handel, og at han derfor ikke vil lade mere suverænitet overgå til EU, uden at det har været til

folkeafstemning i Storbritannien (Djursaa & Werther 2011: 160).


Storbritanniens medlemskab i EU har ikke været det centrale emne i Camerons taler, hvilket

kan stemme overens med, at hans syn på EU ofte har været forholdsvist negativt. Et eksempel

på dette kan ses i en tale, hvor Cameron omtalte euroen: ”So let me say this: as long as I’m

Prime Minister, we will never join the Euro. And I won’t let us be sucked into endless bail-outs of

countries that are in the Euro either.” (Cameron 2011). Her blev det tydeliggjort, at Cameron

distancerede Storbritannien til EU’s integration, idet han ikke ønskede at være en del af en

fælles møntenhed. Denne distancering har udmundet i, at Cameron har lovet den britiske

33


befolkning en folkeafstemning, hvor de får mulighed for at bestemme, om de vil forblive

medlem af det europæiske fællesskab. Dette illustreres i en af Camerons taler, hvor han sagde

følgende:” […] we will give the British people their say in a referendum. That is our pledge. It will

be your choice: in or out.” (Cameron 2013b). I denne forbindelse kan Eriksens begreb om ”us-

hood” anvendes, da Cameron stiller sig kritisk overfor Storbritanniens EU-medlemskab og i en

sådan grad, at han giver den britiske befolkning muligheden for at melde sig helt ud af

unionen. Yderligere kan der ved dette udsagn argumenteres for, at Cameron stiller sig kritisk

over for EU-medlemskabet, hvilket forstærker det generelle negative syn på EU, som hersker i

Storbritannien. Denne negative kontrast til EU, som skaber ”us-hood”, tilvejebringer en

forstærket internt sammenhørighed blandt den britiske befolkning (Eriksen 1995: 427-428).

Ved at italesætte denne kontrast mellem Storbritannien og EU benytter Cameron sig af

eksterne faktorer til at definere den britiske identitet ud fra, hvad den ikke er, hvilket i dette

tilfælde er EU (Eriksen 1995: 431).


Før Cameron vandt valget, og dermed blev premiereminister i Storbritannien, afholdte han en

tale i 2009, som hed ”How Bad Things Are … How Good Things Could Be”. I denne fremlagde

Cameron sit synspunkt om, hvordan Storbritannien skulle blive den bedste nation i verden, og

samtidig erklærede han sin forkærlighed for nationen. Således kom den britiske identitet og

tilhørsforholdet til Storbritannien i fokus, allerede inden Cameron blev premiereminister.

Dette ses blandt andet i følgende citater: ”We will be tested. I will be tested. I’m ready for that –

and so I believe, are the British people.” og: ”I am not a complicated person. I love this country

and the things it stands for.” (Cameron 2009). Hermed herskede der ingen tvivl om, at

Cameron var en mand, der havde tiltro til Storbritannien. På samme måde kom det også til

udtryk, at det væsentligste som Cameron ville vinde valget på, var at love et nyt og bedre

Storbritannien. Dette betød yderligere, at der internt i den britiske befolkning skulle være

sammenhørighed hvor det at være brite var noget, som man skulle være stolt af. Det var også

derfor, at han italesatte ”britishness” som en følelse, der lever i briterne, og dermed er

medvirkende til at skabe et tilhørsforhold: ”Britishness is not mechanical, it’s organic. It’s an

emotional connection to a way of life, an attitude, a set of institutions. Make these stronger and

our national identity becomes stronger. To be British is to be open-minded.” (Cameron 2009).

Denne italesættelse skulle samle den britiske befolkning og dermed vække den britiske

34


nationalidentitet i de folk, som synes at have glemt den. Her kan man også argumentere for, at

Cameron benytter sig af Smiths teori ”National Identity”, idet han peger på det grundlæggende

i det britiske samfund så som de britiske institutioner (Smith 1991: 9). Ifølge Smith er den

nationale identitet baseret på emotionelle holdninger for et individs nation. Det er forskelligt

fra individ til individ, hvad der tillægges af betydning for dannelsen af ens nationalidentitet.

Ved at italesætte det at være brite som noget storslående er der ingen tvivl om, at Cameron

prøver at vække nogle positive følelser hos briterne (Smith 1991: 14).

Da Cameron blev premiereminister, indgik han, som nævnt, i en koalitionsregering med

partiet Liberal Democrats. Dette betød dog ikke, at han vægtede de britiske nationale

interesser mindre, end hvis Conservative Party havde haft magten selv, hvilket illustreres i

følgende citat: ”The state of our nation is not just determined by the government and those who

run it. It is determined by millions of individual actions – by what each of us do and what we

choose not to do.” (Cameron 2010). Camerons intention er, at borgerne skal have mere

indflydelse og dermed opnå et stærkere tilhørsforhold til nationen (Djursaa & Werther 2011:

28-29). Dette kommer også til udtryk i ovenstående citat, idet Cameron pointerer vigtigheden

i, at alle skal bidrage, og at befolkningens indflydelse har en betydning. Ydermere italesætter

Cameron Storbritannien, som et fællesskab alle briter er en del af. Dette fællesskab er for

Cameron noget, som er større end individerne i samfundet, hvilket blandt andet ses i følgende

citat: ”But citizenship isn’t a transaction in which you put your taxes in and get your services out.

It’s a relationship – you’re part of something bigger than you, and it matters what you think and

feel and do.” (Cameron 2009). Denne italesættelse forstærker ideen om et fællesskab, hvorfor

man igennem Andersons teori ”Imagined Communities” kan argumentere for, at Cameron ser

Storbritannien som et ”forestillet fællesskab”. Det er ”forestillet”, fordi alle individer ikke

kender hinanden, men samtidig er de samlet, og dermed har de et tilhørsforhold til hinanden

(Anderson 1991: 6). Ydermere er det afgrænset, idet Cameron også nævner et

statsborgerskab som værende en ”nøgle” til at være med i dette fællesskab. Dermed er det

kun folk, som har et statsborgerskab, der er en del af dette afgrænsede fællesskab (Anderson

1991: 7).

At den britiske nationalfølelse ikke har været den stærkeste i Camerons regeringstid, afspejles

i mange af hans taler. Dermed er denne følelse det frembrusende holdepunkt, som Cameron

gang på gang drejer talernes budskab hen på. Dette eksemplificeres i Camerons tale i følgende

35


citat: ”Some say that to succeed in this world, we need to become more like India, or China, or

Brazil. I say: we need to become more like us. The real us. Hard-working, pioneering,

independent, creative, adaptable, optimistic, can-do. That’s the spirit that has made this United

Kingdom what it is: a small country that does great things; one of the most incredible success

stories in the history of the world.” (Cameron 2011). Hermed forsøger Cameron at forstærke

ideen om Storbritanniens storhed ved at sige, at briterne ikke skal blive som alle andre, men

derimod blive ved med at være dem selv. På denne måde italesætter han briterne positivt ved

at nævne deres specifikke karaktertræk. Dette er ifølge Eriksens teori med til at skabe ”we-

hood”, hvilket bevirker, at der opstår intern sammenhørighed blandt den britiske befolkning

(Eriksen 1995: 427-428). Yderligere omtaler Cameron lande som Indien, Kina og Brasilien,

hvilket, igennem Eriksens teori, kan argumenteres for at være dominerende kontraster til

Storbritannien og dermed ”signifikante andre”. Disse er en del af den negative

selvbestemmelse og skaber også intern sammenhørighed, men på baggrund af eksterne

faktorer. Dette betyder, at en gruppe anvender en kontrast til at definere dem selv ud fra,

hvad de ikke er (Eriksen 1995: 431).

Igennem Camerons regeringsperiode har det været, og er det, vigtigt for ham at forsikre

briterne om, at nationale interesser er hans primære fokus. Hvorfor han også gør meget ud af

at italesætte Storbritannien som den bedste nation i verden. Cameron er ydermere tilhænger

af de traditionelle værdier, hvilket afspejles i, at han er formand for Conservative Party. Derfor

har han ofte omtalt Storbritannien som noget unikt. ”Whenever we’ve had the choice of giving

in to some shabby compromise or pushing forward to something better we’ve said: this is Great

Britain, the improbable hero of history, the country that doesn’t give in, that doesn’t give up, that

knows there’s no such thing as destiny – only our determination to succeed.” (Cameron 2013b).

Denne udtalelse afspejler en form for nationalisme, og derved kan man, ifølge Billigs teori

”Banal Nationalism”, anvende begrebet ”hot nationalisme” omkring ovenstående citat. ”Hot

nationalisme” er, ifølge Billig, tilstede når en nation føler sig truet, eller når der opstår

forstyrrelser i samfundet. Dette medvirker, at en nation føler sig nødsaget til at italesætte de

nationale særtræk, da disse ellers kan blive glemt (Billig 1995: 44-45). Idet Cameron gør

meget ud af at pege på italesættelsen af nationalismen i Storbritannien, kan der argumenteres

for at denne styrkes. Dette er tilfældet, da nationalisme skaber en form for tilhørsforhold til

den nation et individ tilhører, og hvis denne er meget omtalt, er det lettere at blive bevidst

omkring nationalismen (Billig 1995: 44-45). Grundet ovenstående kan man argumentere for,

36


at Cameron er medvirkende til, at den britiske nationalisme bliver vækket til live, da han

minder briterne om, hvem de er, hvad de kan, og hvor langt de er kommet ved at stå sammen

som en nation.

Opsummering

Cameron har, siden før han blev valgt som premiereminister, gjort meget ud af at italesætte de

britiske værdier og ydermere forsikre briterne om, at de vigtigste interesser var de nationale.

Dette har bevirket, at han har stillet sig kritisk overfor EU og Storbritanniens EU-medlemskab.

Derfor har det stærkeste budskab i Camerons taler omhandlet ”britishness”, hvilket har

medført, at den britiske nationalisme er blevet omdiskuteret og italesat meget. Ydermere har

Cameron i sine taler været meget fokuseret på, at den britiske befolkning skulle være klar

over, at han varetager Storbritanniens nationale interesser, hvorfor han ønsker at sætte

Storbritannien og tilhørsforholdet til nationen over alt andet. Denne forsikring afspejles

blandt andet i, at Cameron i januar 2013 lovede briterne en folkeafstemning, omhandlende

briternes fortsatte medlemskab i EU, hvis han vinder valget i 2015 (Cameron 2013a). Denne

udmeldelse er medvirkende til, at den EU-skepsis som altid har eksisteret i Storbritannien, nu

er officielt fremme i dagslyset. Om Cameron bliver den premiereminister, som får

Storbritannien ud af EU, afhænger af, om han vinder valget i 2015 og ikke mindst af, hvad

briterne stemmer.

Udvikling i Conservative Party fra Major til Cameron (Marianne)

Conservative Party var, som tidligere nævnt, det parti som fik Storbritannien med i EU. Derfor

har det også altid været vigtigt for Conservative Party at proklamere dem selv som værende

”partiet for EU” (Djursaa & Werther 2011: 160). Dette udgangspunkt har dog ændret sig siden

optagelsen i EU, hvilket både Major og Cameron har været frontfigurer for. Da Major overtog

premiereministerposten fra Thatcher i 1990, eksisterede der en stor EU-skepsis blandt den

britiske befolkning (Forster 2002: 75-77). Derfor forsøgte Major at profilere EU i et mere

positivt lys, hvilket blandt andet kom til udtryk i hans tale fra 1992, hvori han proklamerede

at hans vision var at få Storbritannien placeret i hjertet af Europa (Major 1992). Denne

attitude ændrede sig dog drastisk efter gennemførelsen af Maastricht traktaten, da Majors EU-

37


politik blev mere skeptisk i både tone og substans (Garnett & Lynch 2012: 358). Dette

medførte, at Major begyndte at fokusere mere på den britiske nationalidentitet samt

tilhørsforholdet til Storbritannien. Dermed afsluttede han sin regeringstid med at være mere

EU-skeptisk end nogensinde før. Da Cameron blev premiereminister i 2010 havde

Conservative Partys syn på EU ikke ændret sig synderligt fra Majors regeringstid. Allerede i de

første år af Camerons regeringstid lovede han, at det altid ville komme til en folkeafstemning,

hvis Storbritannien skulle afgive mere suverænitet til EU i fremtiden (Garnette & Lynch 2012:

363). Denne profilering af EU som en ”magttager” har ikke været med til at ændre den

generelle EU-skepsis, som eksisterer i Storbritannien, i en positiv retning (Garnette & Lynch

2012: 373). Når man tager dette i betragtning, er det som udgangspunkt svært at finde de

store forskelle i Majors og Camerons syn på EU-medlemskabet og den britiske identitet. Det

kendetegnende ved Majors regeringsperiode var dog, at han startede med at være EU-

skeptiker, hvorefter der var en kort periode, hvor han synes at være mere EU-venlig idet, han

gerne ville have Maastricht traktaten gennemført. Efter denne gennemførelse vendte Major

atter tilbage til sit udgangspunkt, hvorfor han igen blev mere EU-skeptisk i sine udsagn

(Garnett & Lynch 2012: 404-405). Cameron derimod har ikke på noget tidspunkt haft en

periode, hvor han har profileret sig som værende meget EU-entusiastisk. Den eneste tale som

Cameron har afholdt i sin nuværende regeringsperiode, som har haft generelle positive

holdninger til EU, har paradoksalt nok været talen fra januar 2013, hvori han lovede briterne

en mulig folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab (Cameron 2013a).

Dette stemmer dog meget overens med Majors måde at føre EU-politik på. Både Major, og nu

også Cameron, har nemlig begge udvist den tendens, at når EU ikke har en større betydning,

forholder de sig kritisk til det europæiske fællesskab. Omvendt forholder de sig mere

entusiastisk til det europæiske fællesskab, når der er noget at tabe. Dette er tilfældet ved

Camerons udmeldelse om en mulig fremtidig folkeafstemning, og dette var tilfældet tilbage i

1992, hvor Maastricht traktaten skulle gennemføres. Ydermere kan der også argumenteres

for, at Major aldrig så det som en reel mulighed, at Storbritannien skulle melde sig ud af EU,

hvorimod Cameron nu har lovet en folkeafstemning om en eventuel udmeldelse. Både Major

og Cameron har dog ikke på noget tidspunkt omtalt den britiske nationalidentitet negativt,

hvorfor denne også synes at være blevet styrket i begges regeringsperioder.

38


Diskussion - Folkeafstemning om EU medlemskabet (Marianne)

I dette afsnit vil vi diskutere Camerons udtalelse om en mulig forestående folkeafstemning af

Storbritanniens EU-medlemskab. Vores diskussion vil tage udgangspunkt i to avisartikler,

samt en tale fra henholdsvis Cameron og Blair. Derudover vil vi inddrage de resultater, som vi

kom frem til i analysen. Yderligere vil vi diskutere, om italesættelsen af henholdsvis EU-

medlemskabet, britisk identitet og tilhørsforhold har været medvirkende til, at Storbritannien

nu står overfor en mulig folkeafstemning.

David Cameron

I januar 2013 afholdte Cameron, som tidligere nævnt, en længe ventet tale omhandlende

Storbritanniens fremtidige samarbejde med EU (Watt 2013). I denne annoncerede Cameron,

at han vil give den britiske befolkning muligheden for at stemme om, de fortsat vil være

medlem af det europæiske fællesskab. Denne folkeafstemning skal, ifølge Cameron, finde sted

i 2017, såfremt han bliver genvalgt som premiereminister ved valget i 2015 (Faiola 2013). I

talen pointerede Cameron vigtigheden i, at en sådan beslutning ikke kan træffes i en periode,

hvor EU befinder sig i en krise, hvorfor folkeafstemningen først vil finde sted i 2017 (Watt

2013). Yderligere tilkendegav Cameron i talen, at han ikke mener, at en udmeldelse af EU er i

Storbritanniens interesse. Det til trods er han stadig af den overbevisning, at den britiske

befolknings mening skal tages i betragtning. ”It is time for the British people to have their say

[…] I say to the British people: this will be your decision.” (Cameron 2013a). Hermed er

Camerons budskab ikke til at tage fejl af: Magten skal tilbage til befolkningen, hvorfor de

sidder med den endelige beslutning.

Cameron har altid været meget fokuseret på at italesætte Storbritannien som en unik nation.

Derfor gør han meget ud af at distancere Storbritannien fra EU-medlemskabet: ”We can no

more change this British sensibility than we can drain the English Channel. And because of this

sensibility, we come to the European Union with a frame of mind that is more practical than

emotional.” (Cameron 2013a). På denne måde italesætter han Storbritanniens

nationalidentitet som noget emotionelt, hvor dets suverænitet og interesser altid vil komme i

første række. Dette betyder også, at Storbritannien ikke er følelsesmæssigt knyttet til EU idet,

deres bånd til deres egen nation er umådeligt stærkt og dermed ubrydeligt. Derudover består

39


medlemskabet af EU, ifølge Cameron, udelukkende af praktiske årsager. Hvorfor han også

mener, at en dybere politisk integration med EU ikke er i den britiske befolknings interesse.

Dette illustrerede han også i sin tale, i følgende citater: ”But people also feel that the EU is now

heading for a level of political integration that is far outside Britain’s comfortzone.” og ”The

result is that democratic consent for the EU in Britain is now wafer thin.” (Cameron 2013a).

Hermed hersker der ingen tvivl om, at Cameron ikke ønsker, at EU skal udvikle sig til at være

”et forenet Europa af nationer”, hvor der er politisk integration. Derimod mener han, at EU

skal bygge på et dybere økonomisk samarbejde, som også var dets udgangspunkt.

Yderligere synes det også vigtigt for Cameron at lade briterne vide, at der medfølger regler

ved medlemskabet af EU. Disse vil ikke altid stemme overens med det britiske folks egne

præferencer, men samtidig er det vigtigt, at de opvejer fordelene og ulemperne, sådan at de i

sidste ende er bevidste om, at det at være medlem gavner mere, end det skader. Dette betød,

at Cameron, i sin tale, sagde følgende: ”The fact is that if you join an organisation like the

European Union, there are rules. You will not always get what you want. But that does not mean

we should leave – not if the benefits of staying and working together are greater.” (Cameron

2013a). Ved dette udsagn indikerede Cameron, at beslutningen, som briterne skal træffe, ikke

udelukkende skal baseres på de negative elementer, som det britiske folk synes at associere

med EU. Ligeledes mener Cameron også, at beslutning skal have fokus på det positive, som EU

har beriget Storbritannien med. Derudover gjorde Cameron det tydeligt for briterne, at

beslutningen ikke indeholder nogen fortrydelsesret: ”If we left the European Union, it would be

a 1-way ticket, not a return.” (Cameron 2013a). Dette udsagn understøttede Camerons

budskab, hvilket er, at han vil give magten tilbage til befolkningen, men at han samtidig ikke

er villig til at lade briterne beslutte noget, uden at de har overvejet betydningen af deres

afgørelse. Hvorfor han også beder den britiske befolkning om at forstå alvoren ved en

eventuel udmeldelse. Slutteligt i sin tale udtalte Cameron følgende: ”That Britain’s national

interest is best served in a flexible, adaptable and open European Union that such a European

Union is best with Britain in it.” (Cameron 2013a). Denne afrunding af talen er med til at

forsikre briterne om, at Camerons intentioner er at beskytte de britiske interesser. Dette kan,

ifølge Cameron, lade sig gøre indenfor EU, hvis blot der forekommer ændringer.

40


Tony Blair

Eftersom Camerons tale var længe ventet, var det offentlig kendt, at han ville komme med et

bud på Storbritanniens fremtid i EU. Derfor valgte tidligere premiereminister Tony Blair, fra

partiet New Labour, at afholde en tale. I denne var Blairs klare budskab, at en udmeldelse af

EU ikke er en mulighed. Ifølge Blair er denne mulige folkeafstemning et eksempel på en

kortvarig politik og dermed en beslutning, der følger tidens tendens i Storbritannien, som er

at være EU-skeptisk: ”The short term politics are clear: being anti-Europe is today popular.”

(Blair 2012). Ydermere har det for Blair altid været en hjertesag at indgå i internationale

samarbejder og specielt samarbejdet med EU har stået højt på hans agenda. Derfor satte Blair

også meget fokus på den udvikling, som EU har gennemgået i sin tale, hvilket blev illustreret i

følgende citat: ”[…] the truth is the rationale for Europe today is stronger not weaker than it was

back 66 years ago when the project began. But it is different. Then the rationale was peace.

Today it is power.” (Blair 2012). På denne måde virkede det vigtigt for Blair at få den britiske

befolkning til at forstå, at EU har ændret sig. Dette er dog nødvendigvis ikke negativt, men

EU's primære fokus har, ifølge Blair, flyttet sig fra at omhandle fred til at fokusere på magt.

Det er netop denne magt, som EU er med til at give Storbritannien, som Blair ikke synes landet

skal være foruden. Dette adresserede Blair også flere gange i sin tale idet, han ikke blot

italesatte EU's udvikling, men yderligere satte fokus på den udvikling, som er sket verden

over. Ifølge Blair, er det derfor vigtigt for nationer at stå sammen for at følge med denne

udvikling. Dette er Storbritannien i stand til igennem dets EU-medlemskab. ”It really is that

simple […] In a world in which China and India will both have populations 20 times that of the

UK, we need the EU to help pursue our national interest. With it, we count for more. Without it,

we count for less.” (Blair 2012). I dette udsagn er det tydeligt, at Blair ikke anser

Storbritanniens egen ageren i verden for værende så betydningsfuld, som den kan være

indenfor EU. Igennem denne italesættelse, af EU som en medspiller i stedet for en magttager,

får Blair Storbritannien til at virke lille. Dette gøres ikke for at få briterne til at føle sig

hjælpeløse, men derimod for at få den britiske befolkning til at forstå alvoren af den

konsekvens som de må tage, hvis de vælger at melde sig ud af EU.

I sin tale havde Blair fokus på vigtigheden af samarbejdet med EU, hvilket han også

perspektiverede til internationale samarbejder rundt om i verden. Dette synspunkt stemmer

overens med Blairs generelle vision, nemlig at internationale samarbejder er essentielle.

Hvorfor han også stillede sig spørgende overfor, at Storbritannien nu øjner muligheden for at

41


gå imod strømmen. ”Everywhere nations are coming together in regional blocs. Is Britain going

to drift apart from the one on its doorsted?” (Blair 2012). Hermed hersker der ingen tvivl om,

hvad Blairs mening om den mulige folkeafstemning er, idet han er fortaler for, at nationer

sammen kan opnå mere, end de kan hver for sig. Derfor virker det også vigtigt for Blair, at

hans budskab når frem til den britiske befolkning, selvom han ikke længere er

premierminister. Ydermere er der en implicit advarsel i Blairs tale. Blair slår nemlig fast, at

briterne ikke skal gå videre med denne folkeafstemning, hvis de ikke ønsker at melde sig ud af

EU. ”There will be varying degress of politeness. But they will not thank us and will not

accomodate us. So don’t go down this path unless we are prepared to follow it all the way.” (Blair

2012). På denne måde forsøgte Blair at gøre den britiske befolkning bevidste om, at

udeforstående ikke vil støtte op omkring denne udvikling. Derfor kan man, ifølge ovenstående

citat, argumentere for, at Blair forsøgte at overbevise briterne om, at denne mulighed som nu

har åbnet sig, nemlig at melde sig ud af EU, ikke nødvendigvis bør tages blot fordi den

eksisterer. Selvom Blair, igennem sin regeringstid på internationale samarbejder, havde sit

fokus, har han altid haft de britiske interesser in mente. Disse interesser er, ifølge Blair, ikke

varetaget på bedste vis, når man ikke tager konsekvenserne af sine handlinger med i

overvejelserne bag sine beslutninger. Ifølge Blair, kan Storbritanniens interesser ikke

varetages på bedste vis, hvis det britiske folk tager beslutningen om at melde sig ud af EU.

Syn på EU-medlemskabet, britisk identitet og tilhørsforhold

New Labour og Conservative Party har, som vi også kom frem til i vores analyse, haft to

divergente synspunkter på EU-medlemskabet. Conservative Party har som udgangspunkt

profileret sig selv som værende ”partiet for EU”. Denne profilering har dog, med tiden ændret

sig, eftersom både Major og Cameron har forholdt sig mere kritisk overfor EU samtidig med,

at det er Cameron, som har lovet briterne en folkeafstemning. New Labour partiet har haft et

andet udgangspunkt end Conservative Party, idet at det ikke altid har været positivt stemt

omkring EU. Da Blair var premierminister, var han dog meget positiv overfor EU-

medlemskabet. Dette synspunkt ændrede sig dog, idet at Brown overtog

premierministerposten fra Blair, hvorefter han flyttede fokus fra EU-medlemskabet til den

britiske identitet samt briternes tilhørsforhold til Storbritannien. Hvorfor Brown gjorde

meget ud af at italesætte Storbritannien som den bedste nation i verden. Dog forholdte Brown

42


sig anderledes mindre kritisk overfor EU, end hvad Cameron har gjort. Derfor har New

Labour, som ikke startede ud med at være et særligt EU-entusiastisk parti, bevæget sig væk

fra dets skepsis omkring unionen til at støtte op omkring det europæiske fællesskab.

Udviklingen for begge partier har nu medført, at det er Conservative Partys leder, Cameron,

der har lovet den britiske befolkning en folkeafstemning. Derimod har den forhenværende

premiereminister Blair udtalt, at han ikke ser det som en mulighed, at Storbritannien skal

forlade EU.

Italesættelsen af den britiske identitet har været kendetegnende for begge partier. Dette

bevirker, at selvom det har været to forskellige partier, som skiftevis har siddet i regeringen,

er italesættelsen af den britiske identitet forblevet fremtræden. Major havde særligt fokus på

den britiske identitet, eftersom han blev premiereminister i en periode hvor EU-skepsismen i

Storbritannien var stor. Under Blairs regeringsperiode blev fokus endvidere på at italesætte

den britiske nationalidentitet dog mindsket, idet han havde mere fokus på internationale

samarbejder. Det til trods, formåede Blair stadig at italesætte den britiske identitet, hvilket

bevirkede, at den forblev stærk. Brown var meget fortaler for at styrke den britiske identitet

og har, af de fire premiereministre som vi har valgt at medtage i vores opgave, haft den mest

fremtrædende italesættelse af denne. Eftersom den britiske nationalidentitet blev styrket

under Brown, har det været vigtigt for Cameron at fortsætte denne stil, dog på sin egen måde.

Tilhørsforholdet til især Storbritannien har de 4 premiereministre også italesat meget.

Hvorfor man kan argumentere for, at dette tilhørsforhold har været med til at styrke den

britiske identitet. Blair havde dog lige så meget fokus på italesættelsen af briternes

tilhørsforhold til EU. Det til trods, har det tilhørsforhold, som har haft mest fokus siden 1990

været i forhold til Storbritannien.

Opsummering

Med ovenstående i betragtning kan der argumenteres for, at Storbritannien har været en

nation med divergente holdninger i forhold til EU-medlemskabet. Disse holdninger afspejles

nu både i blandt befolkningen, men har samtidig også været kendetegnende for de

premiereministre, som har siddet i regeringerne siden 1990. Derfor synes den mulige

forestående folkeafstemning, som Storbritannien står overfor, heller ikke at komme som en

43


overraskelse. Dette er tilfældet, eftersom italesættelsen af den britiske identitet samt

tilhørsforholdet til Storbritannien, har været i højsædet. Ydermere har italesættelsen af EU,

som oftest været mere kritisk end positiv, med undtagelse af Blairs premiereministerperiode.

Derfor synes det ikke underligt, at briterne har haft store problemer med at identificere dem

selv som europæere. Ligeledes kan man også argumentere for, at den britiske EU-skepsis er

influeret af den negative offentlige diskurs, som der generelt har været omkring EU-

medlemskabet.

Perspektivering - UK Independence Party, EU-skepsis og britisk identitet (Marie Louise)

I dette afsnit vil vi perspektivere vores emne omhandlende syn på EU-medlemskabet samt

britisk identitet og tilhørsforhold til det britiske parti UK Independence Party, som også er

kendt som UKIP. Afsnittet vil tage udgangspunkt i UKIP’s politik fra 2010 omhandlende

”Restoring Britishness”. UKIP har oplevet fremgang, hvorfor vi finder det interessant at belyse

årsagerne til dette. Disse vil vi belyse ved først at beskrive UKIP’s vision samt dets udvikling.

Dernæst vil vi undersøge baggrunden for den EU-skepsis, som vi i analysen slog fast, der

eksisterer i Storbritannien. Endvidere vil vi undersøge, hvilke elementer partiet har benyttet

sig af for at appellere til den EU-skeptiske del af befolkningen. Slutteligt vil vi opsummere,

hvorledes UKIP har været i stand til at appellere til den EU-skeptiske befolkning og derved

har oplevet fremgang.

UKIP og dets udvikling

UKIP er et højre-orienteret og EU-fjendtligt parti i Storbritannien. Partiet blev dannet i 1993

og er et såkaldt ”single issue party”, hvilket betyder at det kun har et enkelt område, det

adresserer (Djursaa & Werther 2011: 159). UKIP’s mærkesag er at få Storbritannien ud af EU-

samarbejdet, samt at genfinde det unikke ved den britiske identitet (UKIP 2010). Efter valget

til underhuset i 2010 blev UKIP det fjerde største parti i Storbritannien med 3.1 procent af

befolkningens stemmer (Djursaa & Werther 2011: 21). Det er dog ikke kun i den nationale

regering, at UKIP har oplevet fremgang, men også i Europa Parlamentet. Dette kan virke

paradoksalt, idet partiets mærkesag netop er at få Storbritannien ud af EU. Baggrunden for

44


denne fremgang er, at den EU-skeptiske del af den britiske befolkning har en tendens til at

stemme til netop Europa Parlamentsvalgene. Grunden til dette er, at de ser Storbritanniens

europæiske integration svækket eller helt ønsker den udebleven (Garnett & Lynch 2012:

398). Denne tendens har bevirket, at UKIP til det europæiske valg i 2009 fik 16,6 procent af

stemmerne, og blev tildelt 13 sæder i Europa Parlamentet (Garnett & Lynch 2012: 372). Dette

betyder, at UKIP har haft en stigende tilslutning fra den EU-skeptiske del af den britiske

befolkning.

Baggrunden for den britiske EU-skepsis

Med UKIP’s fremgang er det entydigt, at en del af den britiske befolkning er skeptiske overfor

det europæiske samarbejde og ønsker et selvstændigt Storbritannien, som ikke er medlem af

EU . Denne forholdsvis EU-skeptiske befolkning bevirker, at Storbritannien er et af de

medlemslande i EU, som er mindst positive overfor det overstatslige samarbejde (Djursaa &

Werther 2011: 161). Den måde hvorpå EU har udviklet sig, kan være med til at forklare,

hvorfor en del af den britiske befolkning forholder sig skeptiske overfor det europæiske

samarbejde. Denne udvikling er UKIP også særligt kritiske overfor, hvilket kommer til udtryk i

dets politik, hvor der står:”What the British people were told was merely a trading club now has

control over Britain’s trade deals, immigration and asylum policy, criminal justice, energy,

fishing, farming […]” (UKIP 2010). Oprindeligt skulle samarbejdet med EU være af ren

økonomisk karakter, hvor udviklingen nu yderligere har inkluderet et deltvist politisk

samarbejde. Denne beslutning om at udvikle det europæiske samarbejde er blevet taget

udenom det britiske folk. Derfor føler de sig overset og stiller sig kritiske overfor, hvad et

sådant samarbejde indebærer (Djursaa & Werther 2011: 163). Dermed har den EU-skepsis,

som eksisterer blandt den britiske befolkning, hvilket vores diskussion også har vist,

udmundet i en muligt forestående folkeafstemning omhandlende en eventuel udmeldelse af

EU. Folkeafstemningen kan hermed argumenteres for at være et resultat af, at EU har udviklet

sig til at indebære en dybere integration, hvilket den EU-skeptiske del af befolkningen ikke

har fundet nødvendig.

45


EU som en trussel imod den britiske nationalisme

I UKIP’s politik ”Restoring Britishness” fra 2010 rettes der henvendelse mod en krise, som

den britiske identitet står overfor. Dette blev illustreret i følgende citat: ”Perhaps for the first

time in living memory, the United Kingdom itself faces an existential crisis.” (UKIP 2010). Ved

denne udtalelse blev det gjort klart, at der skal gøres noget aktivt for at redde Storbritannien

samt det unikke, der kendetegner nationen. Løsningen på denne eksistenskrise er, ifølge

UKIP, todelt: Først og fremmest kræver den britiske identitetskrisen en udmeldelse af EU-

medlemskabet. Dette er påkrævet, eftersom UKIP er af den overbevisning, at medlemskabet af

EU er den direkte årsag til, at krisen er opstået. Derforuden skal Storbritannien efterfølgende

fremme den britiske identitet. Dette skal have til formål at styrke det unikke tilhørsforhold,

det britiske folk har til deres nation (UKIP 2010). Billigs begreb ”hot nationalisme”, fra hans

teori ”Banal Nationalism”, kan sættes i forbindelse med UKIP’s løsningsforslag til

Storbritanniens identitetskrise. Den nationalisme som UKIP forsøger at fremme i

Storbritannien er opstået, fordi EU truer hverdagsnationalismen. EU bliver hermed anset som

et forstyrrende element i det britiske samfund. Endvidere betyder EU’s indflydelse i

Storbritannien, at nationalismen er truet, hvorfor UKIP har særligt fokus på at fremme denne

(Billig 1995: 44-45).

Årsagen til at UKIP ikke mener, at Storbritannien kan være en del af EU-medlemskabet blev

fremhævet i politikken, hvor der stod: ”UKIP advocates independence from the EU because it is

irredeemably corrupt, undemocratic and artificial. By contrast, the United Kingdom has a proud

history of tolerance and respect for national identities, legal systems and cultures stretching

back for centuries […]” (UKIP 2010). I dette citat fremgik det, at Storbritannien og EU er

kontraster til hinanden, hvilket blev understøttet af, at UKIP sammenlignede Storbritanniens

positive særtræk med EU’s negative karakteristika. På denne måde blev EU fremstillet som en

negative modpol og endda som et fjendebillede til Storbritannien. Dette er sammenligneligt

med Eriksens begreb ”us-hood”, da UKIP anvender EU som et fjendebillede for at styrke det

interne sammenhold i den britiske nation. Hermed bevirker truslen af EU mod den britiske

identitet, at der i UKIP’s politik er fokus på at fremme den britiske nationalisme (Eriksen

1995: 427-428).

46


Styrkelse af den britiske identitet

Som tidligere nævnt var UKIP’s løsning til Storbritanniens identitetskrise delt i to. Efter at

have meldt sig ud af det europæiske fællesskab, skulle fokus være på at fremme den britiske

identitet. Dette skulle blandt andet gøres ved at have fokus på det unikke ved Storbritannien.

Storbritannien har, ifølge UKIP, en storslået historie, hvorfor netop dette emne også er belyst i

dets politik. Ved at lægge vægt på det specielle ved Storbritanniens historie, forsøger UKIP at

fremme en fælles nationalidentitet, hvorfor Smiths teori ”National Identity” kan anvendes.

Historiske minder og myter er med til at binde en nation sammen ved at skabe en fælles

nationalidentitet, hvilket stemmer overens med UKIP’s ønske om at genfinde den britiske

identitet (Smith 1991: 9). Det enestående ved Storbritanniens historie blev, i UKIP’s politik,

illustreret ved en sammenligning med de andre EU-medlemslande: ”Britain is a proud nation

state, which does not wish its identity to be diluted or trivialised. England has existed for 1,000

years, in sharp contrast to nation states like Italy and Germany which are not even 150 years

old.” (UKIP 2010). Hermed gøres det tydeligt, at Storbritannien ikke kan sammenlignes med

andre EU-lande, eftersom landet historisk set kan anses som overlegen de andre. På denne

måde forsøgte UKIP at appellere til det britiske folk ved at italesætte en fælles historie og få

dem til at identificere sig positivt med deres fædreland (Smith 1991: 9).

Illusionen om, at Storbritannien er de andre medlemslande af EU overlegen, blev yderligere

gjort klart i UKIP’s politik “Restoring Britishness”, hvor det følgende fremgik: ”Britishness is

further defined by attributes such as honesty, tolerance […] courage […] freedom of speech and

of expression, a love of history, courtesy/politeness/manners, a belief in merit, a good and clever

sense of humour, an inventiveness/creativity, a reversed disposition, and being English speaking

and law abiding.” (UKIP 2010). På denne måde er det ikke kun historisk set, at Storbritannien

adskiller sig fra resten af EU-landene, men det er også det britiske folk, der skiller sig ud. Ved

at nævne disse komplimenterende karaktertræk om den britiske befolkning kan der

argumenteres for, at UKIP, igennem Andersons teori ”Imagined Communities”, forsøger at

skabe et ”forestillet fællesskab”. Endvidere bevirker UKIP’s måde at fremhæve de britiske

karaktertræk som unikke, at den britiske befolkning bliver til et særskilt fællesskab, hvori det

britiske folk har en særlig bevidsthed om det fællesskab, de er en del af (Anderson 1991: 6-7).

Ved at italesætte EU som et fjendebillede, de historiske minder, særtrækkene ved den britiske

befolkning samt det unikke britiske folkefærd, styrkes det britiske tilhørsforhold og gør

47


ligeledes nationalismen mere fremtræden. Disse elementer, i UKIP’s politik, kan tilsammen

anses som værende appellerende for især den EU-skeptiske del af befolkningen. Dette er

tilfældet, eftersom UKIP tager afstand fra det europiske fællesskab og ønsker, at den britiske

storhedstid og den britiske identitet skal være det primære fokus.

Opsummering

Der er en grundlæggende mistro til EU-fællesskabet blandt den britiske befolkning, eftersom

de ikke har følt sig inkluderet i beslutning om at lade unionen udvikle sig yderligere.

Udgangspunktet var, at unionen skulle være et økonomisk samarbejde, men har sidenhen, og

uden at have haft den britiske befolknings holdning in mente, udviklet sig til i stigende grad at

være et politisk samarbejde. Denne mistro er også gennemgående for UKIP’s politik, hvorfor

det har været muligt for den EU-skeptiske del af befolkningen at identificere sig med partiet.

Yderligere har partiet benyttet sig af appellerende elementer, så som at fremstille EU som en

trussel mod Storbritannien, samt en fremhævelse af det unikke ved det britiske folk. Måden

hvorpå UKIP formåede at fremstille Storbritannien og EU som modpoler til hinanden, indebar

også en styrkelse af den britiske identitet og tilhørsforholdet til Storbritannien. Endvidere

kunne dette også anses som værende appellerende for en EU-skeptisk befolkning. Mistroen til

det europæiske samarbejde, fremstillingen af EU som en fjende samt en italesættelse af det

specielle ved den britiske identitet, kan argumenteres for at have været appellerende for den

EU-skeptiske del af den britiske befolkning, hvorfor UKIP har oplevet fremgang.

Konklusion (Marie Louise & Marianne)

Resultatet af vores analyse var, at både New Labour og Conservative Party har udviklet sig

betydeligt siden 1990 i måden, hvorpå de har italesat syn på EU-medlemsskabet, britisk

identitet og tilhørsforhold. Denne udvikling blev belyst ved at tage udgangspunkt i taler fra

henholdsvis Blair og Brown fra New Labour samt Major og Cameron fra Conservative Party.

Yderligere var det Halls gennemlæsning af Foucaults diskursanalyse samt teorier fra

Anderson, Billig, Eriksen og Smith vedrørende nationalidentitet, identitetsdannelse og

nationalisme, som blev anvendt til at analysere partiernes udvikling.

48


Forskellen mellem måden hvorpå Blair og Brown, fra New Labour, italesatte syn på EU-

medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold var markant. Særligt var det den betydning de

tillagde EU og det europæiske fællesskab, der differentierede sig fra hinanden. Gennem Blairs

taler var det fremtrædende, at han ønskede, at Storbritannien skulle have et internationalt

perspektiv, og at det især var EU, som han ønskede et tættere samarbejde med. Dette

bevirkede, at han forsøgte at skabe et positivt syn på EU, og endda forsøgte at fremme det

britiske tilhørsforhold til EU. EU var ikke et fokuspunkt i Browns taler, hvorfor skabelsen af et

britisk tilhørsforhold til EU heller ikke blev italesat. Ydermere havde Brown særligt fokus på

at styrke den britiske identitet. På denne måde udviklede New Labour, mellem Blair og

Brown, sig fra at være et parti, der havde et meget internationalt og EU-venligt fokus til i

højere grad at have fokus på at genfinde og styrke den britiske identitet. Conservative Party,

under regering af Major og Cameron, var både præget af ligheder og forskelle i måden, hvorpå

syn på EU-medlemskab, britisk identitet og tilhørsforhold blev italesat. Britisk identitet har

gennemgående spillet en central rolle for Conservative Party under begge premiereministre,

og det er særligt italesættelsen af det britiske folk som unikt, der har været i fokus. Ligeledes

har både Major og Cameron været EU-skeptiske. Forskellen mellem de to perioder er dog

særligt, at hvor Major aldrig så det som en mulighed for Storbritannien at stå udenfor EU, har

Cameron annonceret, at han vil give den britiske befolkning en folkeafstemning vedrørende

Storbritanniens EU-medlemsskab. Hermed har udviklingen i Conservative Party været, at

partiet fortsat har fokus på den britiske identitet samt tilhørsforholdet til Storbritannien,

hvilket har bevirket, at der ikke har været vægt på at fremme et positivt syn på EU.

Analysen ledte op til en diskussion omkring den mulige folkeafstemning, som den nuværende

premiereminister Cameron har annonceret. Gennem taler fra Blair og Cameron var det

tydeligt, at der er forskellige fremtrædende holdninger til folkeafstemningen og dens

konsekvenser. Blair mener, at en udmeldelse af EU kan have katastrofale følger for

Storbritannien, hvor Cameron er af den overbevisning, at det er op til befolkningen at

bestemme, om Storbritannien i fremtiden skal være medlem af EU. Endvidere omhandlede

vores diskussion, den EU-skepsis som synes at eksistere blandt den britiske befolkning og

slog fast, at denne er reel. Denne EU-skepsis blev yderligere perspektiveret til det britiske

parti UKIP. Igennem denne perspektivering viste det sig, at EU-skepsismen blandt andet

grunder i måden, hvorpå det europæiske samarbejde har udviklet sig. Dertil har UKIP’s politik

omkring ”Restoring Britishness” været i stand til, at appellere til den EU-skeptisk del af

49


befolkningen ved at udstille EU som en trussel imod den britiske nationalisme samt at

italesætte ønsket om, at styrke den britiske identitet. Denne baggrund for EU-skepsis i

Storbritannien samt de appellerende elementer, som UKIP har benyttet sig af, kan forklare,

hvorfor partiet har oplevet fremgang.

På baggrund af ovenstående resultater er det derfor muligt at konkludere, at New Labour og

Conservative Party har undergået en udvikling siden 1990 i deres syn på EU-medlemskab,

britisk identitet og tilhørsforhold. Yderligere blev der skabt en opmærksomhed omkring, at

der eksisterer en EU-skepsis i Storbritannien, som blandt andet er kommet til udtryk ved

Camerons folkeafstemning om EU-medlemskabet. Endeligt illustrerede perspektiveringen

også, at det britiske folk har en begrundet EU-skepsis, hvilket både kan have haft en

indflydelse på den udvikling, New Labour og Conservative Party har gennemgået samt

bevirket, at UKIP har fået flere vælgere.

ReferencelisteAnderson, B. (1991) Imagined Communities – Reflections on the Origin and Spread of Nationalism. London: Verso.

50


Billig, M. (1995) Banal Nationalism. London: SAGE.

Blair, T. (1997 – 2 May) Blair’s speech at 10 Downing Street. Available at: http://edition.cnn.com/WORLD/9705/02/blair.speech/ [Accessed 29 April 2014]

Blair, T. (1998 – 20 January) Change: A modern Britain in a Modern Europe. Available at: http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/20041011232658/http://pm.gov.uk/output/page1150.asp [Accessed 29 April 2014]

Blair, T. (1999 – 22 April) The Blair Doctrine. Available at: http://www.pbs.org/newshour/bb/international-jan-june99-blair_doctrine4-23/?print [Accessed 29 April 2014]

Blair, T. (2005 – 23 June) Tony Blair’s speech to the European Parliament. Available at: http://www.theguardian.com/politics/2005/jun/23/speeches.eu [Accessed 29 April 2014]

Blair, T. (2007 – 10 May) Blair’s speech: Full text. Available at: http://www.theguardian.com/politics/2007/may/10/labourleadership.labour2 [Accessed 29 April 2014]

Blair, T. (2012 – 28 November) Tony Blair urges UK to shape the future of Europe. Available at: http://www.tonyblairoffice.org/news/entry/tony-blair-urges-uk-to-shape-the-future-of-europe/ [Accessed 29 April 2014]

Brown, G. (2006 ) Speech to the Fabian New Year Conference . Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=316 [Accessed 29 April 2014]

Brown, G. (2007a) Gordon Brown’s acceptance speech. Available at: http://www.uksbd.co.uk/gb.html [Accessed 29 April 2014]

Brown, G. (2007b) Speech at a seminar on Britishness. Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=317 [Accessed 29 April 2014]

Brown, G. (2007c) Leader’s speech. Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=179 [Accessed 29 April 2014]

Cameron, D. (2010 – 1 December) How Bad Things Are … How Good Things Could Be. Vital speeches international, pp. 201-205.

Cameron, D. (2010) Leader’s speech. Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=214 [Accessed 29 April 2014]

51

http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=214



http://www.uksbd.co.uk/gb.html


http://www.theguardian.com/politics/2007/may/10/labourleadership.labour2

http://www.theguardian.com/politics/2005/jun/23/speeches.eu

http://www.pbs.org/newshour/bb/international-jan-june99-blair_doctrine4-23/?print

http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/20041011232658/http://pm.gov.uk/output/page1150.asp

http://webarchive.nationalarchives.gov.uk/20041011232658/http://pm.gov.uk/output/page1150.asp

http://edition.cnn.com/WORLD/9705/02/blair.speech/


Cameron, D. (2011) Leader’s speech. Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=313 [Accessed 29 April 2014]

Cameron, D. (2013a – 23 January) EU speech at Bloomberg. Available at: https://www.gov.uk/government/speeches/eu-speech-at-bloomberg [Accessed 29 April 2014]

Cameron, D. (2013b – 2 October) David Cameron’s speech at the Conservative conference. Available at: http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2013/10/david-camerons-speech-at-the-conservative-conference-full-text-and-audio/ [Accessed 29 April 2014]

Djursaa, M. and Werther, C. (2011) Rose and Crown Ideas and Identities in British Politics and Society, 3rd edn. København: Handelshøjskolens Forlag.

Eriksen, T, H. (1995) We and Us: Two Modes of Group Identification. Journal of Peace Research 32 (4), 427-436.

Faiola, A. (2013) Prime Minister Cameron promises Britain more freedom from European Union. The Washington Post, [online] 23 January. Available at: http://www.washingtonpost.com/world/europe/cameron-promises-britain-more-freedom-from-european-union/2013/01/23/35bc7bcc-6554-11e2-b84d-21c7b65985ee_story.html [Accessed 29 April 2014]

Forster, A. (2002) Euroscepticism in Contemporary British Politics – Opposition to Europe in the British Conservative and Labour Parties since 1945. London: Routledge.

Garnett, M. and Lynch, P. (2012) Exploring British Politics, 3rd edn. Edinburgh: Pearson.

Hall, S. (ed.) (1997) Representation: Cultural Representations and Signifying Practices. London: SAGE.

Major, J. (1991) Leader’s speech. Available at: http://www.britishpoliticalspeech.org/speech-archive.htm?speech=137 [Accessed 29 April 2014]

Major, J. (1992 – 1 April) Mr Major’s speech on the Conservative Vision. Available at: http://johnmajor.co.uk/page2431.html [Accessed 29 April 2014]

Major, J. (1993 – 22 April) Mr Major’s speech to Conservative Group for Europe. Available at: http://www.johnmajor.co.uk/page1086.html [Accessed 29 April 2014]

Major, J. (1996 – 11 October) Mr Major’s 1996 Conservative Party Conference Speech. Available at: http://www.johnmajor.co.uk/page849.html [Accessed 29 April 2014]

Rasborg, K. (1999) Anthony Giddens: Den tredje vej. Socialdemokratismens fornyelse. København: Hans Reizels Forlag.

Smith, A. (1991) National Identity. London: Penguin books.

52

http://www.johnmajor.co.uk/page849.html

http://www.johnmajor.co.uk/page1086.html

http://johnmajor.co.uk/page2431.html



http://www.washingtonpost.com/world/europe/cameron-promises-britain-more-freedom-from-european-union/2013/01/23/35bc7bcc-6554-11e2-b84d-21c7b65985ee_story.html

http://www.washingtonpost.com/world/europe/cameron-promises-britain-more-freedom-from-european-union/2013/01/23/35bc7bcc-6554-11e2-b84d-21c7b65985ee_story.html

http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2013/10/david-camerons-speech-at-the-conservative-conference-full-text-and-audio/

http://blogs.spectator.co.uk/coffeehouse/2013/10/david-camerons-speech-at-the-conservative-conference-full-text-and-audio/

https://www.gov.uk/government/speeches/eu-speech-at-bloomberg



UKIP (2010) Restoring Britishness – A cultural policy for an independent Britain. Available at: http://devolutionmatters.files.wordpress.com/2010/02/ukip-britishness.pdf [Accessed 29 April]

Watt, N. (2013) EU referendum: In-out choice by end of 2017, Cameron promises. The Guardian, [online] 23 January. Available at: http://www.theguardian.com/politics/2013/jan/22/eu-referendum-2017-david-cameron [Accessed 29 April 2014]

53

http://www.theguardian.com/politics/2013/jan/22/eu-referendum-2017-david-cameron

http://devolutionmatters.files.wordpress.com/2010/02/ukip-britishness.pdf

Abstract - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/75195226/upload_BA.docx · Web viewMoreover, to shed...

Documents

Transcript of Abstract - pure.au.dkpure.au.dk/portal/files/75195226/upload_BA.docx · Web viewMoreover, to shed...