På kanten af kaos
-
Upload
stine-sorensen -
Category
Documents
-
view
242 -
download
3
description
Transcript of På kanten af kaos
PÅ KANTEN AFSpeciale i Kommunikation foråret 2010
Mette Julie Lindhardtsen
Stine Mølgaard Sørensen
Vejleder: Jørgen Lerche Nielsen
Dette er en redigeret udgave
KAOS
ABSTRACTThis master thesis examines how a focus on social interaction can be useful when dealing with project
management under nonlinear conditions. It explores the general discrepancies between planning and
Another issue that this study addresses is the resource-based view of knowledge. It challenges the
resource-based view of knowledge by discussing Ralph D. Staceys approach to knowledge. Stacey
argues that knowledge is a phenomenon, which emerges from interaction between humans in the living
present. This approach deals with the way social interaction contributes to the creation of knowledge
and the evolving of projects.
have been examined by using qualitative case studies and an abductive research methodology. Six
interviews were conducted with two project teams consisting of both leaders and members. The
obtained empirical data shows different situations where a focus on the social interaction is needed.
The closing analysis of this thesis discusses which competences are useful when focusing on the social
interaction.
The conclusion indicates that focusing on social interaction when dealing with project management
under nonlinear conditions can be effective in order to understand how knowledge arises and how
and discuss contradicting opinions and an ability to combine previous experiences with potential new
chaos”, creating knowledge and evolving projects.
5
I afhandlingen er reglerne for det grammatiske komma anvendt. Specialet udgør i alt 193.268 trykenheder.
5
FORORDNærværende kandidatafhandling er udarbejdet som afsluttende projekt på cand.comm. studiet ved
Roskilde Universitet. Afhandlingen er påbegyndt i efteråret 2009 og afsluttet i foråret 2010, og er
kulminationen på fem års studier.
Bag afhandlingen ligger en tidskrævende og intens proces, som for os begge har været en
erkendelsesrejse, der har medført både personlige og faglige udfordringer og udvikling.
Vores vandring i erkendelsens univers ville ikke have været mulig for os at foretage alene, hvorfor vi
ønsker at takke følgende personer for deres provokation, inspiration og hjælp på rejsen:
En stor tak skal lyde til vores vejleder Jørgen Lerche Nielsen. Tak for yderst inspirerende samtaler, din
intellektuelle gavmildhed og din evne til at se, hvad vi mener, før det er gået op for os selv. Det har været
en stor fornøjelse.
Tak til Sanne Rossen for analytiske kommentarer, og gennemlæsning af afhandlingen, til Jeppe Kuld for
til Bente Halkier og Sanne Knudsen for et velstruktureret og yderst inspirerende specialekursus!
En speciel tak skal endvidere lyde til de personer, vi har interviewet i forbindelse med afhandlingen. Tak
for jeres tid og tanker.
Mette Julie Lindhardtsen Stine Mølgaard Sørensen
6 7
Indholdsfortegnelse
FORORD ....................................................................................................................................5
KAPITEL 1 INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING ..................................................................9
...........................................................................................................10
....................................................................................................................10
............................................................................................................11
................................................................................................................11
...............................................................................................12
..........................................................................................12
..................................................................................................12
KAPITEL 2 METODE ..................................................................................................................15
....................................................................................................................16
..................................................................16
2.3 CASESTUDIER .................................................................................................................17
...........................................................................................................18
.....................................................................................18
.....................................................................................................19
...................................................................20
.....................................................................................21
.....................................................................................................................21
.................................................................................................22
......................................................................................22
.......................................................................23
.......................................................................23
...............................................................................................................23
KAPITEL 3 SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE ...................................................25
....................................................................................................................26
................................................................................................26
...............................................................................................27
..........................................................................................................27
.......................................................................28
...........................................................................28
6 7
......................................................................................................................29
.................30
......................................................................................................................31
..................................................................................................31
......................................................................................32
..........................................................................................32
.........................................................................................................33
....................................................................................................................34
KAPITEL 4: ANALYSE 1. DEL ....................................................................................................35
....................................................................................................................36
....................................................................................................36
..............................................................................................................36
...............................................................................................................37
...................................................................................38
4.3.1 TID ............................................................................................................................38
4.3.2 RUM..........................................................................................................................40
....................................................................................................................42
...............................................................................................42
...........................................................................................43
.....................................43
....................................................................................................................44
................................................................................................45
.......................................................................................46
.........................................................................46
.................................................................47
....................................................48
................................................................................49
..............................................................................50
....................................................................................51
....................................................................................................................52
KAPITEL 5 ANALYSE 2. DEL .....................................................................................................53
....................................................................................................................54
..............................................................................54
.......................................................................................................................55
...........................................................................................57
.................................................................................57
..........................................................................................................58
5.4.2 SAMTALER ...............................................................................................................59
...................................................................................................60
8 9
.......................................................................................61
.................................................................................................62
....................................................................................................................62
KAPITEL 6 KONKLUSION .........................................................................................................65
....................................................................................................................66
..................................................................................66
...........................................................................................66
...................................................................................................67
.....................................................................................................67
KAPITEL 7 AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER ........................................................................69
....................................................70
KAPITEL 8 LITTERATUR ...........................................................................................................71
KAPITEL 9 BILAG ......................................................................................................................77
8 9
KAPITEL INDLEDNING OG PROBLEMSTILLING
Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres under, og ikke mindst kigge nærmere på de reflekterende mennesker, der tager del i projekterne.
1
”
10 11
1.1 LÆSEVEJLEDNINGI specialet udgør hvert kapitel en lille del af en større helhed. Derfor vil vi gerne opfordre læseren
til at starte med at læse konklusionen, da denne netop udgør en væsentlig del af specialets del-
helhedsorientering. Selvom vi tilstræber et holistisk billede, er vi nødt til at dele specialet op i kapitler
og afsnit, men dette tjener udelukkende et formidlende og pædagogisk formål, og derfor har vi valgt at
strukturere vores speciale på følgende måde:
Kapitel 1problemformulering. Denne tager sit udspring inden for rammerne af social interaktion, projektudvikling
og vidensdannelse under nonlineære vilkår.
Kapitel 2endvidere præsentere afhandlingens analysestrategiske opbygning.
Kapitel 3 - danner rammen om afhandlingens teoriafsnit, hvor vi præsenterer vores vidensanskuelse og
ser nærmere på viden som et fænomen, der skabes i den sociale interaktion.
Kapitel 4
bør fokuseres på i den sociale interaktion i forhold til udviklingen af projekter.
Kapitel 5
dannelsen af viden under nonlineære vilkår.
Kapitel 6 - udgør afhandlingens konklusion og dermed svaret på problemformuleringen.
Kapitel 7
1.2 INDLEDNINGDa vi i sommeren 2009 begyndte at diskutere emnet for nærværende speciale, var et gennemgående
tema i vores samtaler, at projekter altid ændrer sig undervejs, og derfor sjældent forløber som
planlagt. Denne problematik er ikke kun kendetegnende for vores projekter på RUC. Når vi talte med
projektdeltagere fra både store og små - private såvel som offentlige - organisationer, kunne de alle nikke
genkendende til, at der altid opstår uforudsigeligheder, som resulterer i en evaluering og genforhandling af
de foreløbige planer.
Vi undrede os derfor over, om der var en diskrepans mellem planlægningen og udførelse, eller om der lå
andre faktorer til grund for, at projekter bare aldrig forløber som planlagt - ej heller dette speciale. I vores
søgen efter svar stødte vi på den amerikanske teoretiker Ralph D. Stacey, som introducerede os til en ny
At specialet handler om viden, kommunikation og udvikling af projekter ligger i en naturlig forlængelse
af vores tid på RUC. Vi har begge en baggrund fra den Samfundsvidenskabelige Basisuddannelse,
men valgte efterfølgende to forskellige overbygningsfag foruden Kommunikation. Stine har således
læst Virksomhedsstudier og har beskæftiget sig med ledelse og organisering. Mette derimod har læst
10 11
været med til at præge og inspirere os. Undervejs er vi trods forskellige fagretninger, projekter og erfaringer
gentagne gange stødt på fænomenet viden. Et fænomen, der er centralt og allestedsnærværende, men
det følgende vil favne. Men der har ikke været tvivl om, at viden skulle være omdrejningspunktet for vores
afhandling.
1.2.1 MÅLGRUPPE
men også at skabe debat om, hvorledes viden som et fænomen i det hele taget kan opfattes som
en genstand for inspiration, fremdrift og udvikling. I forhold til formidlingen af dette vil selve specialet
udelukkende være henvendt til censor og vejleder, mens vores artikel ”Ser du muligheder i misforståelser” vil være henvendt til den praktiserende målgruppe.
1.3 PROBLEMFELT
og et svar på, hvorfor projekter aldrig forløber som planlagt, støder vi på en verden hvor turbulens,
uforudsigelighed og kaos hersker. Disse særlige kendetegn mener vi, dækker over de vilkår, hvorunder
udviklingen af projekter og dannelsen af viden skal praktiseres. Alligevel mener vi ikke, at det er svært
planlægning, beregninger, kontrol og dokumentation. Alt sammen noget, vi mener er et levn fra
organisationsstrukturer, der går meget langt tilbage i tiden, hvor arbejdsmetoderne var præget af lineære
tilgange. Det tyder derfor på, at der i forsøget på at kortlægge projektorganisering og de menneskelige
ressourcer ligger en indbygget forventning om, at optimering af de forretningsmæssige resultater til
stadighed kan ske ved at reducere usikkerheden og med en standardisering af viden. Disse metodiske
tilgange kan være en solid hjælp, og de er meget brugbare i situationer, hvor sammenhængen mellem
årsag og virkning er tydelig. Men derimod kommer de ofte til kort, når disse sammenhænge er
udviskede, netop under nonlineære vilkår.
nonlineære vilkår gør, at morgendagen er svær at forudsige, og derfor kan man heller aldrig garantere, at
Vi tror derfor, at det er nødvendigt at rette opmærksomheden mod de vilkår som projekter praktiseres
mennesker, men også kræver viden. At viden er noget vi efterspørger, er heller ikke nyt, det er noget
vi alle mener at gøre brug af. Interessen for viden og ikke mindst information i økonomiske og sociale
processer er sammenfattet i begrebet videnssamfundet, som dækker over, at samfundet skal basere sin
12 13
fremgang og udvikling på viden. Dette er imidlertid ikke uproblematisk, da vi mener, at viden ikke lader sig
indfange og ej heller er noget, der opfører sig særlig homogent. Men hvorledes får vi så adgang til den
det er nødvendigt at se på, hvilke muligheder for udvikling af projekter og dannelse af viden, der ligger i
den sociale interaktion. Derfor lyder vores problemformulering som følger:
1.4 PROBLEMFORMULERING Hvorledes kan fokus på den sociale interaktion bidrage til udviklingen af projekter og dannelse af viden under nonlineære vilkår?
1.4.1 FORSKNINGSSPØRGSMÅL
1.4.2 BEGREBSAFKLARING
I det følgende afsnit vil vi forklare de begreber, vi har brugt i specialet, nemlig social interaktion, projekter,
viden og nonlineære vilkår. Vi nærer ingen forhåbninger om at kunne give en objektiv udlægning af
begreberne, men med hjælp fra socialkonstruktivistiske overvejelser forsøger vi at give et bud på en
indgangsvinkel til den valgte problemstilling.
Social interaktion
Vi opfatter social interaktion som en udveksling af gestus-respons mønstre, hvor mening skabes og
forhandles igennem handlinger og med symboler i det levende nu. Samtidig mener vi, at social interaktion
social interaktion kontinuerligt produceres og potentielt transformeres i den fortløbende proces mellem
mennesker, kan de sociale interaktionsmønstre ikke indfanges og lagres (Stacey, 2001: 175).
Projekter
Vel vidende, at projekter er et begreb, der spænder inden for et bredt felt, vælger vi at se på projekter
udført i forhold til vidensintensivt arbejde. Vi ser vidensintensive organisationer som højteknologiske
vi et vidensintensivt arbejde som et, der efterspørger effektive problemløsere, som selvstændigt og
værende:
projektorganisering
12 13
til at være den omkringliggende organisering i og omkring et projekt, og projektorganisering udgør
således både styring og ledelse af et projekt. I projektorganiseringen indgår projektmedarbejdere, der er personer med direkte relation til projektet, og som i samlet betegnelse vil udgøre selve projektgruppen, der vil være ledet af en projektleder. Med udvikling af projekter mener vi succesfuldt at bevæge sig
Viden
sociale interaktion imellem mennesker (Stacey, 2001: 98). Viden dannes i den lokale, detaljerede
hverdagsinteraktion som en fortløbende proces af reproduktion og potentiel transformation på en og
samme tid (Stacey, 2007, 413).
Nonlineære vilkår
B, er en nonlineær proces et forløb uden slutning og uden en bestemt orden i forløbets rækkefølge.
I nonlineære processer er der dermed heller ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem årsag og
dem bliver fjern eller endda helt forsvinder (Stacey, 2007: 13-14).
16 17
2.1 INDLEDNINGVi vil i dette kapitel redegøre for vores videnskabsteoretiske ståsted, vores metodiske overvejelser samt
vores undersøgelsesdesign. Vi er inspireret af den socialkonstruktivistiske tilgang, hvilket både har
medført kvalitative casestudier og et abduktivt undersøgelsesdesign.
vilkår. Vilkår, der peger i retning mod nonlinearitet, hvilket afviger fra de lineære og traditionelle metoder,
projektorganisering ellers har en tendens til at gøre brug af. I arbejdet med anomalier fokuserer vi på at
fremstille mere indsigtsfulde og begrundede perspektiver til besvarelsen af problemformuleringen
dialektisk proces, hvor den teoretiske konstruktion, de videnskabsteoretiske betragtninger samt de
metodiske greb alle har betydning for de konklusioner vi tilvejebringer.
2.2 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKTVi er hovedsageligt inspireret af den erkendelsesteoretiske socialkonstruktivisme, som bygger på, at
virkeligheden formes af erkendelsen af den. Her er det centralt, at samfundets forskellige fænomener
er dannet gennem historiske og sociale processer (Rasborg, 2004: 351ff). Det ontologiske afsæt vil
vores viden opnås - er endvidere subjektiv (Larsen, 2005: 140). Hermed repræsenterer vores afhandling
ikke virkeligheden selv, men derimod virkeligheden, som den er fremtrådt for og konstrueret af os,
og det genstandsfelt, vi har iagttaget (Larsen, 2005: 129). Dette speciale er derfor et udtryk for vores
iagttagelser af den sociale interaktion, projektudvikling og vidensdannelse i forhold til nonlineære vilkår.
Vores konklusioner er som følge heraf et udtryk for vores sprogliggørelse af den måde, hvorpå den
sociale interaktion bidrager til udviklingen af projekter og dannelsen af viden under nonlineære vilkår.
Vores problemstilling er således en konstruktion udviklet af os som iagttagere. Konstruktionen kunne
være valgt anderledes, og vores iagttagelser er derfor ikke udtryk for en objektiv og universel sandhed,
men udelukkende en sprogliggørelse af vores tilvejebragte studier, formet af vores situerethed og
på at gengive et objektivt sandt billede af verden, men derimod skal den udelukkende opfattes som en
begrebsliggørelse af, hvorledes det, vi har set og hørt, konstituerer mening for os. Vi er bevidste om, at
den iagttagelse, vi har gjort, ikke er foretaget fra et archimedisk iagttagelsespunkt, hvor alle iagttagelser
kan holdes op mod hinanden, hvorefter sandheden vil stå frem. Dette fordi vi som iagttagere er bevidste
om, at vi ikke kan se, hvad vi ikke kan se, hvorfor vi aldrig vil kunne forstå verden til bunds. Vi er kastet
ind i en verden, hvor den sociale virkelighed er skabt i interaktion, forhandling og udveksling af symboler
med andre, hvorfor afhandlingen kun kan sprogliggøre det, som er stået frem for os (Kirkeby, 1994). Vi
har derfor intet ønske om at tale med ekspertens stemme for til sidst at ende ud med lineære kausale
løsninger, forklaringsmodeller, konklusioner og værktøjer, der skal kunne skabe orden og udsige noget
objektivt sandt om social interaktion, projektorganisering og vidensdannelse. Derimod ønskes det blot at
problematisere de observationer, vi har gjort os, og at give disse observationer plads til at udfolde sig og
fortælle noget om, hvordan projektorganiseringens udfordringer kan imødekommes inden for vores valgte
rum og kontekst.
16 17
Socialkonstruktivismen tror på evig foranderlighed, en overbevisning, som vi mener har en central
betydning, da vores genstandsfelt, i form af projektorganisering og dets mangfoldige deltagere, i
højere grad skal søge at anerkende den diskontinuitet, som præger vilkårene for projektarbejdet. I
socialkonstruktivismen opfattes viden som konstrueret af de mennesker, der indgår i bestemte sociale
sammenhænge (Rasborg, 2004: 351). Dette syn på viden placerer sig parallelt med den vidensopfattelse,
vi tillægger os gennem Ralph D. Stacey (Jf. side: 13). I og med at socialkonstruktivismen både er anti-
essentialistisk og anti-realistisk, anerkender vi en verden, der er et produkt af sociale processer, og der
ligeledes et essentielt begreb i socialkonstruktivismen, der arbejder med det dialektiske forhold mellem
personlighedsstrukturer og sociale strukturer som grundlæggende for netop social interaktion
(Rasborg, 2004: 352).
Der hersker mange forskellige videnskabsteoretiske paradigmer, hvoraf socialkonstruktivismen er et
af dem. Der vil derfor altid være andre opfattelser af, hvad viden er, men vores er altså funderet i den
socialkonstruktivistiske forståelseshorisont, og set ud fra den pragmatiske betragtning, at vi undersøger
social interaktion i projektorganisering under nonlineære vilkår.
2.3 CASESTUDIER
fordel kan fokusere på, i udviklingen i projektorganiseringen. Senere i dette afsnit vil vi præsentere vores
to cases, men først vil vi argumentere for valget af casestudier som metode. Vi har valgt at anvende
casestudier, da vi mener, at denne metode gør det muligt at dykke ned i en mere lokal forståelse af
verden. Vi kan således få et indblik i, hvordan projektorganisering udfoldes i praksis, og hvordan enkelte
de to cases at udlede universelle sandheder om social interaktion, projektudvikling og vidensdannelse.
Derimod ønsker vi blot at bruge de to cases som udgangspunkt for at kunne pege på mulige
Vores konklusioner skal derfor kun ses som en subjektiv indsigt i social interaktion, projektudvikling og
vidensdannelse inden for den kontekst og det rum, hvori vores valgte cases optræder
indebærer den antagelse, at vi ser nonlineære vilkår og projektorganisering som eksisterende kulturelle
ontologiske eksistens af begreberne. I stedet ønsker vi at problematisere, hvordan der i de valgte cases
bevirker, at vores blik er rettet imod genstandsfeltet på en sådan måde, at afhandlingen ikke kan favne og
problematisere selve eksistensen af de fænomener, vi undersøger. Derimod bliver afhandlingen et udtryk
for, hvordan meningen og betydningen af social interaktion for udvikling af projekter og vidensdannelse er
fremtrådt for os i de to valgte cases.
18 19
2.3.1 PRAKSISFELT
Tidligt i forløbet af dette speciale ønskede vi at undersøge vores praksisfelt nærmere. Vi foretog derfor tre
korte pilotinterviews (Bilag 2-4), med ledere i forskellige virksomheder. Dette gjorde vi for at få et indblik i,
hvilke udfordringer de forbandt med projektarbejde. Disse interviews havde primært til formål, at hjælpe
direkte i specialet, dog drager vi dem kort i spil, i konstruktionen af vores interviewguide.
I forbindelse med vores udvælgelse af cases gjorde vi os overvejelser både i forhold til antal og
af projekter under nonlineære vilkår, mente vi, at det var relevant at inddrage to forskellige projekter, da
multiple cases kan give mere variation og præcision af den undersøgte problemstilling (Neergaard, 2001:
21). Da vi undersøger selve projektprocessen, var indholdet af projektet ikke et udvælgelseskriterium. Vi
mente dog, at det kunne være interessant at se på forskellige typer af projekter, eller forskellige typer af
2.3.2 PRÆSENTATION AF CASES
Vi valgte at inddrage to cases af meget forskellige karakterer i vores empiriske undersøgelse. Vi vil her
kort præsentere de to organisationer samt de projekter, vi har fået indblik igennem vores interviews.
Case 1 – Organisation X
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
18 19
Case 2 – Organisation Y
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
2.3.3 INTERVIEWGUIDE
Vores empiri består således af kvalitative interviews af projektledere og deltagere fra to forskellige
virksomheder. Udgangspunktet for det empiriske casestudie af projektorganisering var, at lade empirien
”tale”. Derfor er afhandlingen ikke blevet til før efter vores samtaler med udvalgte aktører i projektet, for
som Latour siger:
Dog havde vi inden mødet med projektdeltagerne arbejdet meget med den teoretiske del af social
interaktion og vidensdannelse, og de heraf konstruerede problemstillinger, hvorfor dette lå i baghovedet,
da vi talte med projektdeltagerne fra de to cases. I overensstemmelse med vores inspiration fra det
socialkonstruktivistiske paradigme fandt disse samtaler sted i form af semi-strukturerede kvalitative
interviews, hvor meningen bliver skabt i de sociale processer mellem intervieweren og den interviewede
(Larsen, 2005: 136).
I det følgende vil vi redegøre for vores overvejelser i forbindelse med undersøgelsen. Vi har ladet os
inspirere af Steinar Kvale’s syv trin1 i tematiseringen af vores interviewundersøgelse (Kvale, 2005: 95),
da disse på fornuftig vis hjælper os med at tillægge interviewene en åben ramme uden at miste fokus
projektorganisering italesættes og udføres i spændingsfeltet mellem det, vi indledningsvist antager, og
1
gennemgår (Kvale, 2005: 94)
20 21
det, vi observerer i og om den sociale interaktion. Derfor har vi opstillet nogle iagttagelsesfelter for vores
interviewguide, og disse illustreres nedenfor. (Jensen et al., 2005: 219). Vi mener, at vi ved at spørge ind
(Bilag 2-4) som inspiration til vores interviewguide (Bilag 5). Idet vi beskæftiger os med nonlinearitet
og foranderlighed, udviklede vi vores spørgsmål og tematiserede disse til en åben interviewguide.
Interviewguiden giver os en struktur, som udelukkende tjener et pædagogisk formål, da den hjælper os
med at huske på de iagttagelsesfelter, vi gerne vil have belyst under interviewet. Samtidig åbner den op
for muligheden for den enkelte projektdeltagers italesættelse og mening omkring projektorganisering i
opstå undervejs i interviewet. I skemaet herunder redegør vi for iagttagelsesfelterne og uddyber den
indsigt og de erfaringer, vi forventede at tilegne os gennem vores interviews med projektdeltagerne. Den
fulde interviewguide er altså udarbejdet på baggrund af de overvejelser, vi redegør for i dette skema
Skema 1
2.3.4 KONSTRUKTION AF INTERVIEWGUIDE
Vi ville gerne fremstå interesserede og imødekommende overfor interviewpersonerne, deres erfaringer
og holdninger. Dette indebar blandt andet, at vi havde et ønske om at få den interviewede til at slappe
om, hvem vi var, og hvad vores afhandling gik ud på. Herefter oplyste vi om interviewets fortrolighed, og
om, at materialet fra interviewet kun ville blive tilgængeligt for os, vejleder og censor. Endvidere sørgede
vi for, at der var plads til lidt hyggelig ”small talk” i starten, inden vi begyndte at optage samtalen. Efter
Iagttagelsesfelt Undersøgelsesområde Formål
Aktiviteternes struktur Hvilken type opgaver udføres,
benyttes projektplaner, milestones,
delmål, forretningsgange.
At undersøge, hvordan projektet
styres og ledes.
Aktiviteternes tidslige
organisering
Tidsstyring, deadlines, ressourcer. At undersøge, hvordan den
tiden.
Aktiviteternes rumlige
organisering hvor, mødelokaler, afstand,
sociokulturelle rum.
At undersøge de fysiske rammer
for interaktionen, og hvilken
sociale interaktion.
Artefakter og
dokumenter
Vidensdelingsværktøj,
projektstyringsværktøj, intranet,
nyhedsbrev, opslagstavle,
Teamroom.
At undersøge tilgangen og
brugen af forskellige værktøjer i
processen.
Deltagelsesmønstre Interaktionsmønstre, forhandling,
symboler, evaluering, dialog, magt
misforståelser, kompromisser,
kollationer, relationer, fysisk nærvær
og fællesskab.
At undersøge, hvordan
projektdeltagerne indgår i den
sociale interaktion i forhold til,
hvad der kan påvirke samarbejdet.
20 21
interviewet talte vi kort med den interviewede, således at vedkommende havde mulighed for at stille
spørgsmål til os, og ligeledes for at runde interviewet af på en god måde. Samtlige tiltag blev gjort med
henblik på at skabe fortrolighed og åbenhed imellem os og den interviewede, så denne i mindre grad
skulle overveje sine svar.
eksakte problemfelt. Under interviewene spurgte vi ikke direkte ind til den enkeltes fortolkning af social
interaktion og vidensdannelse, og derfor indgik begreberne ikke eksplicit i vores interviewguide. Dette
fordi snævert formulerede spørgsmål kun levner ringe mulighed for en samtale indenfor de interviewedes
referenceramme, hvorfor vi i stedet spurgte indenfor nogle ”rum” og emnefelter, i hvilke interviewpersonen
selv kunne være med til at fastlægge dagsordenen. Vi forsøgte dermed at få skabt en så åben
dialog som muligt, da dette ville hjælpe os til at bevare en større sensitivitet overfor det undersøgte
genstandsfelt (Silverman, 2004: 156).
2.4 VORES ROLLE SOM FORSKEREVores strategiske overvejelser vedrørende det at interviewe tager udgangspunkt i Margretha Järvinen,
der, i denne sammenhæng, at vi som forskere selv er del af meningsproduktionen (Järvinen, 2005).
Det er vigtigt at understrege, at vi ikke benytter den interaktionistiske forståelse af, at formålet med
det kvalitative interview er at analysere vores egen rolle som deltagere i den sociale interaktion, hvor
viden skabes. Derimod inddrager vi blot dette perspektiv for at understrege vores bevidsthed om vores
indvirkning på den tilvejebragte empiri.
Vores rolle i forbindelse med interviewene af projektledere og projektdeltagere kan anskues således,
nogle forventninger til, hvad vi forventer af dem, og vil derfor forsøge at leve op til disse forestillede
ikke var sikker på, at han kunne bidrage med noget i forhold til vores studie af projektorganisering (Bilag
8, minut: 15.00). Dette kunne være et udtryk for, at han ikke mente, at hans erfaringer og rolle i projektet
var tilstrækkeligt, og at han dermed ikke var i stand til at svare fyldestgørende på vores spørgsmål.
Med henblik på at få det bedste ud af interviewsituationen, er vi som specialestuderende også indstillede
over vores tilgang til feltet. I det interaktionistiske perspektiv på interviewundersøgelser er det en vigtig
pointe, at mennesker skaber mening omkring omverdenen i den social interaktion (Järvinen, 2005: 29).
Interviewproduktet bliver i sidste ende et resultat af socialt situerede aktiviteter, hvor både interviewerne
og interviewpersonerne medvirker til interviewets udformning. Vores empiri er således tilvejebragt i
samspillet mellem os og interviewpersonen, og dynamikken i denne interaktion vil altså påvirke vores
data.
2.5 ABDUKTION I nærværende afhandling har vi valgt at arbejde abduktivt. Vi har således taget afsæt i vores
pilotinterviews og den empiriske undren, vi havde til at begynde med, og som vi præsenterede i
22 23
(Riis, 2001), og den metode mener vi er hensigtsmæssig, når vi taler om dannelsen af viden. I forhold til
vores vidensopfattelse kan viden ikke være noget i sig selv og kan derfor hverken hentes ud af en bog
eller indsamles i den fysiske verden. Når vi i vores abduktive tilgang kombinerer teori og praksis, mener
vi, at vi danner nye kombinationer af det kendte og det ukendte, og dermed har vi potentiale til at skabe
omgange har været i felten, og i mellemtiden er vendt tilbage til de anvendte teorier for netop at opnå en
dualistisk forståelse af genstandsfeltet. Vi startede som sagt ud med meget tidligt i forløbet at foretage
nogle korte pilotinterviews, hvorefter vi gennem teorien læste os ind på feltet og de bagvedliggende
ideer omkring social interaktion, viden og projektorganisering. Derefter har vi som ekspliciteret nedenfor
været i kontakt med vores interviewpersoner af to omgange. Alt sammen i et forsøg på at danne os en
nuanceret forståelse af vores genstandsfelt.
2.5.1 TILBAGE TIL FELTET
At vende tilbage til feltet gentagne gange betegner Bourdieu som ”dobbelt objektivering”, hvilket øger
2004: 252). Denne metode blev dog ikke valgt for at få en mere sand empiri, da vi som før nævnt har en
socialkonstruktivistisk tilgang. Derfor er det ikke relevant at skelne mellem sandt og falsk, idet sandheden
er vores subjektive konstruktion, som udledes gennem analysens forskellige faser (Collin, 2003). Derimod
skal den valgte metodiske fremgangsmåde udelukkende ses som en måde, hvorpå det blev muligt for
os at udvide vores forståelse af, hvordan social interaktion bidrager til projektudvikling og vidensdannelse
under nonlineære vilkår. Helt konkret betød det, at vi i vores anden interviewrunde fokuserede på at
spørge ind til uddybelser, vi havde behov for i forhold til ting, som blev taget op i det første interview. Vi
fokuserede på, hvorledes processen var forløbet siden sidst og ikke mindst hvilke tanker projektlederen
havde gjort sig i den forbindelse. Hermed opnåede vi en uddybende indsigt i de meget komplekse
2.5.2 MENINGSKONDENSERING
Efter vi havde afsluttet interviewene valgte vi at foretage en meningskondensering (Bilag 6-9, 11, 13). Vi
hørte interviewene igennem og noterede relevante udtalelser og emner, mens interviewene stadig var
friske i vores erindring. Vi har ikke transskriberet alle vores interviews ord for ord, derimod har vi lavet
grundige referater baseret på citater fra interviewene2. Dog er vi bevidste om, at dette materiale, ikke
er et udtryk for andet end en dekontekstualiseret samtale, altså en samtale taget ud af sin kontekst,
hvor kun ”ordet” er gengivet i overensstemmelse med interviewpersonernes udsagn (Kvale, 2001: 68). I
den proces er vi derfor stødt på de begrænsninger, der ligger i en transformation fra tale til skrift. Dette
2Når vi efter et citat refererer til et bilag, henviser vi til bilagets nummer samt ca. minuttallet for det sagte. Dette minuttal henviser endvidere til den
22 23
fordi vores nedskrevne materiale ikke kan opfange det kropslige niveau, altså de tegn, der er forskellen
mellem det talte og det nedskrevne sprog. Når det nedskrives og genlæses, kan det derfor være svært
respondenterne kommunikerede i øjeblikket (Kvale, 2001). Dette har vi både anvendt til skabe overblik
og indsigt i det omfattende materiale, og ikke mindst til at navigere i interviewet, når vi gerne ville høre
det igen for at sikre indhold og forståelsen heraf. Ligeledes gjorde vi det, da vi i vores anden runde af
interviews tog nogle uklarheder og uddybninger op igen, for på den måde at sikre, at vi havde fortolket
indholdet i overensstemmelse med interviewpersonens mening og intention.
2.6 ANALYSESTRATEGISKE OVERVEJELSERVi ønsker med dette afsnit at gøre rede for de analysestrategiske rammer for analysen. Vi mener
nemlig, at vores metodologiske og analysestrategiske overvejelser har betydning for, hvad det er, vi kan
undersøge, samt hvad undersøgelsen i nærværende speciale, egentligt kan sige noget om.
I stedet for at benytte prædeterminerede kategorier til at undersøge vores problemstilling, lægger vores
metodiske overvejelser i højere grad op til, at vi fokuserer på de for os fremtrådte kategorier (Andersen,
1999). Denne dekonstruktion, mener vi, kan hjælpe os til at forholde os kritisk og analyserende til et
felt, vi gennem vores interviewpersoner selv er blevet en del af. Den analysestrategiske fremgangsmåde
lægger i særlig grad op til den kritiske tilgang, som giver os mulighed for at bevæge os ud over det givne
og åbenlyse i de fortællinger, der trådte frem i interviewene. Ved hjælp af denne arbejdsmetode kan vi
både undersøge, hvad der foregår i en bestemt situation, samt hvordan situationen bliver skabt mellem
projektdeltagerne i den lokale og detaljerede sociale interaktion (Heede, 2003).
2.6.1 FREMGANGSMÅDE FOR ANALYSEN
Efter vi havde foretaget vores meningskondensering, kategoriserede vi det sagte efter de
iagttagelsesfelter, vi havde udarbejdet på baggrund af vores anvendte teori. Samtidig var vores
måde, hvorpå vi kan analysere enkelte situationer i de to cases, og derved opnå en forståelse for den
sociale interaktion i projekterne. Samtidig mener vi, som tidligere nævnt, at den abduktive tilgang tjener
vores analyse det formål at adskille helheden i enkelte dele og undersøge deres indbyrdes relationer
til hinanden (Andersen, 2003: 237). Vi har valgt at opdele vores analyse i to. I første del gør vi brug af
fokusere på, i forhold til udviklingen af projekter. I anden del af analysen udfolder vi disse områder i den
sociale interaktion og viser, hvorledes at vi mener, at et fokus herpå kan bidrage til udviklingen af projekter
og dannelsen af viden under nonlineære vilkår.
2.7 AFGRÆNSNINGI vores bestræbelser på at imødekomme vores spændende problemformulering, beskæftiger vi os
med projektorganisering, social interaktion og viden. Vi er af den overbevisning, at disse fænomener
24 25
betragtninger udelades på denne bekostning, har vi valgt kun at studere en lille del af den sociale
interaktion i forhold til projektorganisering. I vores analyse af de to cases har vi som nævnt fokus på
den sociale interaktion, men i denne forbindelse afgrænser vi os fra at gå i dybden med en analyse
af hvordan samværet og projektorganisering påvirker den enkelte. Samtidig er det ikke vores hensigt
at se på, hvordan bestemte meninger dannes og, hvad der ligger til grund for bestemte diskurser i
projektgrupperne. Vi har således hverken inddraget diskursanalyse og ej heller psykologiske perspektiver
i dette speciale.
I arbejdet med Stacey har vi erfaret, at han anvender megen plads i sine værker på at tage skarp
afstand fra den systemteoretiske tradition. I nærværende afhandling har vi imidlertid fundet inspiration
iforskellige systemiske teoretikere. Dette mener vi at kunne retfærdiggøre, da de inddragede teoretikere
interagerer. Vi mener således, at de bidrager med perspektiver på vores praksisfelt og hjælper os med
at forstå, hvordan den sociale interaktion kan have betydning for projektorganisering. Det har således
betydet, at vi har brugt litteratur, der af og til bryder med vores anvendte vidensteori, da de inddragede
teoretikere tilkender sig en anden vidensopfattelse. Dog har vi ikke ladet os afskrække af denne
disharmoni, idet teoretikerne har budt på andre begavede betragtninger i forhold til vores problemstilling.
Derved har det nærmere gjort diskussionen mere indholdsrig og nuanceret frem for fordummende. Vi
er således bevidste om denne nuance, og vi vil bestræbe os på at forholde os ekspliciterende hertil
undervejs i afhandlingen.
24 25
KAPITEL SOCIAL INTERAKTION OG VIDENSDANNELSE
Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but perpetually constructed.
Ralph Stacey
3
”
26 27
3
udviklingen inden for vidensforskningen, og de betragtes ligeledes som nogle af grundlæggerne af feltet. Vi mener dog, at der sket meget på
3.1 INDLEDNING
én af mange vigtige ingredienser i succesfuld projektorganisering, herunder udvikling af projekter. I
opstår i den kontinuerlige interaktion mellem mennesker. Derfor er vi blandt andet optaget af den sociale
interaktion, som vil være i fokus både i nærværende kapitel, men også senere i vores analyse, hvor vi vil
se nærmere på social interaktion i forhold til udvikling af projekter. Inden vi når så langt vil vi, som lovet,
fordybe os i spørgsmålet om, hvorledes viden dannes, og hvorledes man kan omtale ”dette” som et
fænomen.
I fordybelsen ønsker vi først at indlede med et klassisk3 syn på viden, som har været til stor inspiration for
feltet (Jensen et al., 2005: 58). Det gør vi ved hjælp af to japanske organisationsforskere, Ikujiro Nonaka
og Hikotaka Takeuchi, som er optaget af, hvordan personlig viden kan gøres til eksplicit organisatorisk
viden. Vi mener, at de er relevante at inddrage, fordi de blandt andet illustrerer den frugtbare udvikling,
der er sket inden for vidensteorien. Det er efterfulgt af Ralph D. Stacey, som forholder sig kritisk til den
445), hvor Stacey argumenterer for, at dannelse af viden skal forstås som et fænomen, der kun kan
opstå i den fysiske sociale interaktion mellem mennesker. Som et led til dette præsenterer vi først hans
teori om komplekse responsive processer, efterfulgt af teleologierne, og afslutter med en indføring i hans
brug af symboler, alt sammen med det formål at forklare vidensdannelse.
3.2 NØGLEN TIL FREMTIDEN Viden har længe været og er stadig genstand for megen undren og forskning, og en stor del af den
klassiske videnslitteratur, vi har studeret, har oftest haft et udgangspunkt i organisationsteorien,
blandt andet artikuleret gennem læringsteori og organisatorisk udvikling (Jensen et al., 2005: 37).
og ”ledelsesteoretikere”, og på den måde kan det spores, hvor interessen for viden i det senmoderne
samfund blandt andet har sit ophav. I et større samfundsmæssigt perspektiv er den øgede interesse for,
hvad viden er, og hvorledes det skabes, også vedkommende. Som sagt hersker der konsensus omkring,
at industrialiseringen er et historisk fænomen, og at vi i Vesten bevæger os mod en æra, hvor viden har
fået en central placering i det, vi kalder videnssamfundet (Wenger 2004, Tsoukas 2005, Stacey 2001).
decentralisering betyder, at vidensmedarbejderen skal dygtiggøres til at agere problemløser under disse
nonlineære vilkår (Stacey, 2001: 1). Men før vi vil diskutere disse nonlineære vilkår nærmere mener vi,
26 27
3.3 VIDEN SOM RESSOURCEI denne diskussion er et par, som man ikke bør gå udenom Nonaka og Takeuchi. Deres bog: ”The Knowledge Creating Company”
Set fra dette perspektiv er organisatorisk vidensdannelse en kontinuerlig dynamisk proces mellem tavs
forenklet sagt tilføjer et dialektisk perspektiv imellem tavs og eksplicit viden. I den dialektiske proces er
det derved muligt at omdanne den personlige tavse viden til eksplicit og, vigtigst af alt, anvendelig viden.
Ifølge Nonaka og Takeuchi er dannelsen af viden i organisationer medvirkende til at gøre en organisation
konkurrencedygtig. Hermed udtrykker de et behov for, at data, information og viden skal have den
egenskab at kunne overføres fra ét individ til et andet. I den dialektiske transition mener de, at det er
muligt at gøre tavs viden eksplicit. Transitionen sker gennem sproget, og dermed er viden placeret i et
60).
Det centrale for blandt andre Nonaka og Takeuchi4, og andre indenfor feltet, er en opfattelse af viden,
som noget, der tager form som en ressource og kan eksistere i sig selv med mulighed for tilpasning. Et
kritikpunkt, der især knytter sig til denne rationelle opfattelse af viden, er manglende konkretisering af,
hvad begrebet ”tavs viden” egentlig indeholder, da det netop er forudsætningen for at kunne gøre det
eksplicit (Jensen et al., 2005: 44).
3.3.1 VIDENSDELING
Skal man anskue denne klassiske vidensopfattelse i et organisatorisk perspektiv, handler det om
er det muligt at gøre viden tilgængelig for alle, der måtte have brug for det. Et forsøg på at gøre
netop dette er udviklingen af vidensdelingsværktøjer. Et eksempel herpå kan være en Wiki, en intern
platform, der er inspireret af Wikipidia. Her kan alle medarbejdere tilføje information til det fælles
elektroniske opslagsværk. Disse værktøjer har til opgave at indsamle og dokumentere viden. Mange
projektstyringsværktøjer bygger efter vores opfattelse også på ideer om, at viden kan gøres eksplicit
5 foreligger der helt konkrete metoder
for, hvorledes alle tænkelige situationer skal håndteres, dokumenteres og afrapporteres, således at intet
på, hvordan Nonaka og Takeuchis vidensforståelse bliver anvendt og praktiseret, idet alle erfaringer og
hændelser gøres tilgængelige for andre deltagere i projektet. Dermed ikke sagt, at tavs viden er gjort
eksplicit, men forsøget er gjort. Et andet interessant aspekt af det anvendte projektstyringsværktøj er
4
5
28 29
titlen i sig selv, som beskriver projektorganisering i ”kontrollerede omgivelser”. Allerede efter vores første
interview kunne vi fastslå, at dette projekt langtfra tog afsæt i kontrollerede omgivelser. Eksempelvis
udtaler projektlederen at:
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
Dette må betragtes som en indikation på alt andet end kontrollerede omgivelser. Som allerede antydet
vælger vi at forholde os kritisk til den klassiske rationalistiske opfattelse af viden som en ressource, der
kan gøres tilgængelig, delbar og eksplicit. Dermed forholder vi os også kritisk til de ledelsesmetoder,
og de dertilhørende metoder til projektorganisering, som er knyttet hertil. Det gør vi, fordi vi mener,
at de vilkår, som projektorganisering skal eksekveres under, ikke kan håndteres med statiske og
endimensionelle værktøjer. Derimod mener vi, at de vilkår kræver, at viden ikke sidestilles med information
af interaktionsmønstre mellem mennesker i nuet.
3.4 KOMPLEKSE RESPONSIVE PROCESSER Hvis ikke viden skal opfattes som en enkeltstående ressource, som kan deles, foreslår Stacey, at man
responsive processer - egen oversættelse):
Relating between diverse people in their local situation is understood as the process in which knowledge is reproduced and
potentially transformed” (Stacey, 2001: 6).
Stacey bruger denne teori om komplekse responsive processer til at anskue individer og grupper, og til
at forklare, hvorledes viden opstår, nemlig i komplekse responsive processer mellem mennesker. I disse
processer er indlejret en fortløbende gengivelse og potentiel forandring af mening, som netop er opstået
i den sociale handlen mellem mennesker. Det er dels i gengivelsen og dels i forandringen af mening, at al
social interaktion bliver til komplekse responsive processer.
I teorien om komplekse responsive processer vælger vi især at fremhæve to ting, der er med til at
forklare, hvordan viden kan karakteriseres som social interaktion, og hvorfor verden kan betragtes som
systemteoretiske syn på viden. Endvidere vil vi gerne se nærmere på hans arbejde med symboler, som
giver en dybere forståelse af menneskets komplekse interaktionsmønstre, og men som også forklarer,
hvorfor nonlineære vilkår er et vilkår for projektorganisering.
3.4.1 MENNESKET I ORGANISATIONEN
Stacey er først og fremmest optaget af de processer, som eksisterer i organisationerne, og det faktum,
at planlagte aktiviteter altid udvikler sig anderledes end planlagt. Som sagt mener vi, at vilkårene
for projektorganisering i organisationer kan karakteriseres som nonlineære og dynamiske. I denne
karakteristik udgør menneskets adfærd og tilstedeværelse i organisationer en central rolle. Stacey
hævder, at:
”An organisation is the process of communicative interaction and power relating between people” (Stacey, 2001: 337).
28 29
Det essentielle er her, at den menneskelige interaktion og magtrelationerne er det, der udgør en
organisation. Denne betragtning er væsentlig, da viden ligeledes opstår i den sociale interaktion,
og således er både grundlag for selve organisationen, men også for vidensdannelse. Det betyder,
at organisatorisk forandring, læring og vidensdannelse er det samme som forandring i den sociale
interaktion (Stacey, 2001: 189). Derfor mener vi, at det er afgørende at have fokus på selvsamme
interaktion.
I teorien om de komplekse responsive processer henter Stacey inspiration fra kompleksitetsforskningen.
Her anskues viden som et fænomen, der bryder frem i menneskers samvær og danner komplekse
interaktion processer, som samfundet, organisationen og individet er indlejret i. Men det er altså i
”Knowledge creation is then understood as an active process of communication between humans. It follows that knowledge is not stored, but
perpetually constructed” (Stacey, 2001: 6).
Dermed gør Staceys vidensforståelse op med idéen om, at viden kan være noget i sig selv. Derimod
er viden bundet til den sociale interaktion mellem mennesker. Når viden ikke kan være noget i sig selv,
har det også den betydning, at artefakter som bøger, databaser, manualer og så videre kun udgør
repræsentationer af viden. Det afgørende er her, at viden opfattes som et fænomen, der opstår i nuet og
optik må vi nødvendigvis rette fokus mod fænomenerne.
3.5 TELEOLOGIER Til at forklare fænomener anvender Stacey tre former for teleologier. Teleologier betegner, hvad der
ligger til grund for fænomener (Stacey, 2001: 163). Stacey introducerer tre kategorier af teleologier,
nemlig den rationalistiske, den formative og den transformative. Det gør han med det formål at forklare,
hvordan og under hvilke vilkår nyt skabes (Jensen et al., 2005, 59). Samtidig er Staceys udlægning af
teleologierne også et opgør med den systemteoretiske opfattelse af viden. Stacey kritiserer det, han
kalder ”mainstreamlitteratur”6 for ikke at kunne forklare, hvordan viden opstår (Stacey, 2001: 14). Han
af viden, er der ikke tale om dannelse af viden. Mainstreamlitteraturen taler om, hvordan vi som
mennesker lærer, og hvordan viden for individet opstår, men ifølge Stacey er dette ikke dannelsen af
viden i sig selv, da det kun er dannelsen af viden for den eller dem, der ikke kendte det tidligere:
”It [mainstream literature] can only explain how already enfolded knowledge becomes unfolded by the system. Within its own terms this
systems view does not, indeed cannot, explain how completely novel knowledge arises” (Stacey, 2001: 28).
Staceys hovedkritikpunkt går på, at alle mainstreamteorierne bygger på en grundlæggende
disse teorier er altså i højere grad på, hvilken prioritet det sociale har overfor det individuelle, en slags:
6Stacey forsøger at samle den kritiske masse, han gør op med i begrebet ”mainstreamlitteratur”. En masse som blandt andet består af
disse omtaler vidensdannelse på. Alle repræsenterer forskellige traditioner, men fælles er, at de ikke med egne termer kan forklare, hvorledes
viden dannes (Stacey, 2001: 14).
30 31
niveaudeling mellem det individuelle og det sociale ikke er muligt:
”Agency is, thus neither located in an individual, nor in the collective, nor in both. Instead it is patterning process,
simultaneously individual and social” (Stacey, 2001: 98).
Vores handlen tager således ikke udelukkende udspring i enten det sociale eller det individuelle, men
er en gensidig og kontinuerlig interaktion mellem individer. Som sagt bruger Stacey teleologierne til at
udfolde denne adskillelse.
3.5.1 RATIONALISTISKE, FORMATIVE OG TRANSFORMATIVE TELEOLOGIER
De tre overordnede kategorier for teleologierne er den rationalistiske, den formative og den
transformative. Det er ikke hensigten at udfolde disse med alle deres nuancer, men mere at nå frem
til en dybere forståelse af den helhed, som vidensskabelse og foranderlighed indgår i, hvor især den
den samhørighed, det individuelle og det sociale skaber. Vores inddragelse af Staceys teleologier skal
lægges til grund for den vidensopfattelse, vi tilkender os. Dermed er teleologierne ikke noget, som vil
blive anvendt direkte i vores analyse, men vi mener dog, at denne noget abstrakte udlægning er en
forudsætning for forståelsen af, at viden kun kan karakteriseres som værende betinget af den sociale
interaktion.
Både den rationalistiske og den formative teleologi repræsenterer, ifølge Stacey, den opfattelse,
systemteorien har af viden. Den rationalistiske og den formative teleologi bygger på ideer taget
der fokuserer på naturen og menneskelig handling. Disse to systemer kan ikke observeres ud fra
ensartede forudsætninger, da naturen er underlagt nogle helt andre vilkår mennesket, som har en sjæl
den rationalistiske teleologi, hvor motivation er grundlaget for al menneskelig aktivitet, som er drevet
af menneskets selvstændige og rationelle beslutninger. Den rationalistiske teleologis tankegods om
7 repræsenterer i form af erkendelsen
bygger sit teoriapparat på.
Den formative teleologi henter inspiration fra formteorien og biologien, og er den anden part af den
dualitet, som Kant arbejder med. Den formative teleologi er baseret på en idé om, at systemer har
et iboende potentiale, de ikke kan løsrives fra. Eksempelvis vil genetikken kunne karakteriseres som
formativ, da studiet af vores arvemasse handler om at afkode vores DNA, og på den måde bestemme
DNA’en et iboende potentiale (Jensen et al. 2005: 65). Den formative teleologi bygger på en lineær
kausalitet, og på, at tingene er formgivet på forhånd. Det åbner imidlertid ikke op for en indføring
i, hvorledes viden dannes, men forklarer kun, at potentiel eksisterende viden har mulighed for en
7
genstand for nogle faktorer, som har indvirkning på individets holdning til arbejdet. Han skelner mellem to slags faktorer: Motivationsfaktorer
og vedligeholdelsesfaktorer. Motivationsfaktorerne indeholder blandt andet ansvar, anerkendelse og personlige udviklingsmuligheder, hvor
30 31
åbenbaring i systemet (Stacey, 2001: 26-28). I forhold til vores videnskabsteoretiske udgangspunkt
stedfæstede vi tidligere, at vi mener at virkeligheden formes af erkendelsen af den, og at vi dermed ikke
Den rationalistiske og formative teleologi er overordnet set et udtryk for en opdeling af det individuelle og
sociale, som Stacey opponerer kraftigt imod. Det er altså ikke muligt, ifølge Stacey, at frembringe noget
nyt i den dualitet, som den rationalistiske og formative teleologi repræsenterer. Dette skyldes, at der
fokuseres på iboende potentialer og kausalitet, og at der skelnes mellem det individuelle og det sociale,
når det kommer til vidensdannelse i organisationer (Stacey, 2001: 39). Til at gøre op med denne dualitet
anvender Stacey det, han kalder for den transformative teleologi, og som skal erstatte de to foregående
teleologier. Essensen er, at viden som fænomen i stedet skal behandles ud fra et perspektiv, hvori
relationen mellem det individuelle og det sociale er betinget af evig afhængighed, og hvor det ikke er
muligt at skelne individet fra det sociale (Stacey, 2001: 93). Hvis man skal forstå, hvordan viden dannes,
skal man se det som et fænomen, der er under evig dannelse uden et determineret bestemmelsessted.
Dannelsen sker med en blanding af det kendte og det ukendte, og det er denne evige variation,
som skaber noget, der ikke har eksisteret før (Stacey, 2001: 163). I forhold til menneskers interaktion
Interaktionsmønstret mellem mennesker er dermed under evig transformation, idet der ikke skelnes
mellem et individuelt eller socialt niveau, men det er en bevægelse i sig selv, hvor mening dannes i nuet
(Stacey, 2001: 60). Viden skabes i nuet i den sociale interaktion imellem mennesker, og netop derfor
er viden ikke noget, der kan eksistere i sig selv. Det kan ej heller lagres, ledes eller akkumuleres. Men
derimod handler det om at se et potentiale i den sociale interaktion, og udvikle den måde, hvorpå man
indgår i relationer med andre individer.
3.6 SYMBOLER
optik er mediet i den kropslige sociale interaktion. Mennesket kommunikerer altså med hinanden i
mediet af symboler, og symbolerne er den responsive kropslige interaktion (Stacey, 2001: 116). En del
af de komplekse responsive processer er kommunikativ handlen, der som sagt består af symboler. Til at
8, og Stacey kategoriserer symboler i henholdsvis
abonnerer på det materielle, med blandt andet skriften som værktøj (Stacey, 2000: 341). Disse aktive
symboler er til sammen genstand for mening og viden. I det følgende vil vi forklare de tre slags symboler
nærmere.
3.6.1 PROTOSYMBOLER
Symboler er kropslige interaktioner, og indgår i et relationelt mønster af gestus og respons, hvor
følelserne er indholdet i den udveksling, der foregår. Når en gestus udtrykkes, fremkalder den oftest en
8
32 33
respons og en følelse i den anden som for eksempel et smil eller andre ansigtsudtryk. Karakteristikken af
protosymbolerne er blandt andet, at det trækker på betydningen af ”proto”, som på latin kan oversættes
være kontekstafhængige, og det vil sige, at faktorer som den menneskelige interaktion, tiden, stedet og
at disse gestus-responsmønstre produceres i interaktionen mellem mennesker, og at de derfor ikke er
genstand for forudsigelighed, da man i kraft af blandt andet magtrelationer og evalueringer ikke kan
responsmønster af protosymboler opstår noget fuldstændig nyt hvert øjeblik. Men det tager afsæt i
konteksten, og de erfaringer, man som individ har med menneskelig interaktion (Stacey, 2001: 103-104).
3.6.2 SIGNIFIKANTE SYMBOLER
kan også fremkalde en respons hos en selv. Det betyder, at man som individ bliver bevidst om andres
eksistens, og den bevidsthed skaber et grundlag for interaktion. Den talende gestus er her væsentlig,
sin gestus og respons efter situationen, og på den måde arbejde aktivt med den respons, det måtte
fremkalde i de andre projektmedarbejdere. Det kunne være en gestus i form af et smil, frygt, eller andre
følelsesmæssige tilstande, men også en sproglig reaktion kan fremkaldes. Endnu en gang er konteksten
afgørende, og interaktion er her igen en udveksling af gestus-responsmønstre, hvor mening skabes
og forhandles igennem symboler i det levende nu (Stacey, 2001: 107). Netop forhandling er ganske
interessant, da dette er en stor del af menneskelig interaktion. Bevidst eller ubevidst forhandles der i den
om interaktionen mellem mennesker, og derved bliver dette til et medie for viden.
væsentlige, og her kan man placere forståelsen og betydningen af symboler i forlængelse af den
transformative teleologi, som netop vægter den evige afhængighed af hinanden og det sociale, og hvor
(Stacey, 2001: 116). Som tidligere nævnt refererer det til, at viden og social interaktion er betinget af
hinanden. I kraft af denne dialektik kan viden ikke isoleres til et objekt og være noget i sig selv, derimod
er det et fænomen, der skabes i nuet. Hermed er vi fremme ved den tredje og sidste symboltype, som er
3.6.3 REIFIEREDE SYMBOLER
medie, og udfoldes på papiret samt i databaser og dokumenter, og de kan tilmed lagres og gemmes.
Skriften henviser til andre symboler i det talte og skrevne sprog, og derved skaber det en kontekst,
som er løsrevet fra kroppen. Derfor er det en repræsentation af viden, men ikke viden i sig selv. Det
32 33
er artefakter, og disse er et uundværligt hjælpemiddel i skabelsen og opretholdelsen af den sociale
interaktion.
af informationen, og betyder, at i det øjeblik, man åbner en bog eller downloader et dokument, vil ens
individuelle evne til at forstå og fortolke træde i karakter. Det betyder, at man i anvendelsen vil gøre brug
dannelsen af viden i sig selv, men det kan derimod sammenspillet mellem alle tre slags symboler.
skaber mening og viden i nuet. Den kropslige aktivitet, som symboler kræver, har mange nuancer og
aspekter, og fordrer brugen af alle slags symboler i den sociale interaktion (Stacey, 2001: 116). Dog
interaktion og dermed potentiale for vidensdannelse.
3.7 TEORI OG PRAKSISI vores arbejde frem mod svaret på, hvorledes projektorganisering kan optimeres under nonlineære
projektudvikling og vidensdannelse kan tage form heri. Et arbejde, som i ovenstående er baseret
på en noget abstrakt og teoretiske baggrund. Vi vælger at se på social interaktion, projektudvikling
forbindelse ser vi det derfor relevant at åbne op for en diskussion af teori overfor praksis.
I samme ombæring er det også relevant at nævne, at noget af den kritik, vi møder af Stacey netop
overbevisning, at Staceys bidrag til vidensteorien er både tankevækkende, og at det er et udtryk for
et radikalt opgør med den systemiske teoriopfattelse, der hidtil har domineret på området. Men vi er
9 i, at udfoldelsen af komplekse responsive processer ikke byder på en simpel
guide til, hvordan man bedst muligt faciliterer og interagerer i den sociale interaktion. Vores mål med
nærværende speciale har ej heller været at konstruere ti praktiske løsningsforslag. Men derimod er det
hensigten at problematisere, hvordan viden og social interaktion anskues, og hvordan alt dette i forhold til
9 ”Complexity Science, Systems Thinking and
Pragmatic Sensibility” kritisk til Stacey, idet han mener, at Stacey forholder sig meget teoretisk til både viden og den sociale interaktioner i
organisationer.
34 35
projektorganisering med fordel kan tænkes ind i nye rammer, og ikke mindst hvilke fokusområder, dette
måtte indebære.
I diskussionen omkring teori og praksis siger den britiske økonom Marc Casson:
that, on the basis of experience, a certain course of action produces good results (...)” (Casson, 1993: 427).
projektorganisering og Staceys udfoldelse af teleologierne. Det virker umiddelbart svært at forholde sig
til, hvordan disse begreber hver især kan tilføre hinanden noget anvendeligt. Sagt med andre ord virker
det lidt for abstrakt at inddrage et punkt på dagsordenen til næste projektmøde der hedder ”hvorfor
opfører fænomener sig som de gør og i hvilken retning bevæger de sig”. Ingenlunde er det noget, vi
må det understreges, at en kritik baseret på for lidt eller for meget teori er nem at iscenesætte, men det
afgørende er at anvende Stacey med denne nuance i bevidstheden. Derfor skal vi ikke æde ham råt og
Hvilket ifølge Staceys optik ikke fører til dannelse af viden, for hertil er også transformation påkrævet. Vi
mener heller ikke, at forskellen mellem teori og praksis kan stilles så sort-hvidt op, og mange vil også
placere sig imellem disse to yderpunkter. Således, vil vi i arbejdet med den abstrakte vidensdannelse og
konkret det projektarbejde forsøge at mestre denne vekselvirkning.
3.8 OPSAMLING
rationalistiske teleologier, hvor individet og det sociale er separeret, har hidtil været rammesættende
og ifølge Stacey ligeledes begrænsende for forståelsen af vidensdannelse. Vi argumenterer for, at
den transformative teleologi kan favne både hvorledes viden skabes og trives, nemlig i de komplekse
responsive processer, hvor viden konstant reproduceres og transformeres i interaktionen mellem
der kan lagres i skriften. Symbolerne er ikke viden i sig selv, men det er den dynamiske kommunikative
interaktion, hvor mening opstår på baggrund af reproduktion og transformation af symbolerne. Derfor
hvordan viden skabes og hvordan projekter udvikles under nonlineære vilkår.
34 35
KAPITEL ANALYSE 1. DEL
Er projektet på kanten af kaos er der imidlertid ikke nogen garanti for ikke at miste balancen og falde til en af siderne, hvor enten stabilitet eller anarki hersker.
4
”
36 37
4.1 INDLEDNINGDenne første del af vores analyse tjener det overordnede formål at bringe vores empiriske studier i
spil, og derigennem opnå et indblik i den sociale interaktion i projektorganiseringen. I den proces vil vi
indledningsvist komme nærmere ind på de nonlineære vilkår, for derefter at udfolde projektorganisering
i praksis. Derudover vil vi kort diskutere, hvorfor social interaktion bør være mere i fokus, når vi taler om
projektorganiseringen. Vores fokus vil blandt andet være på, hvorledes forskellige situationer kan være
hensigtsmæssige at rette blikket på, når vi i anden del af analysen skal svare på, hvordan et fokus på den
sociale interaktion kan bidrage til udviklingen af projekter og dannelsen af viden.
Når vi analyserer de valgte udsagn fra vores interviews, er det den interviewedes subjektive udlægning
tilstand, som den interviewede oplevede dem, da de fandt sted. Da projektorganisering er en fortløbende
Alligevel mener vi, at de historier, der bliver fortalt, kan bruges til at forstå nogle af de udfordringer og
vilkår, projektdeltagerne møder i projektarbejdet.
4.2 NONLINEÆRE VILKÅR Vi vil i det følgende udfolde vores forståelse af de nonlinearitet, som vi mener er et vilkår for
projektorganisering. Indledningsvist kommer vi med nogle generelle betragtninger om de nonlinearitet,
i metoden. Dermed tager vi nu hul på det analytiske arbejde med vores empiri, og vi er af den
4.2.1 FRA A TIL B
Et passende begreb til at udtrykke de vilkår, som gør sig gældende for projektorganisering, er
ved deres modsætning, og dermed tage udgangspunkt i begrebet linearitet.
”En lineær relation som en matematisk ligning. Dette bruges ofte til simple kausale sammenhænge, hvis x så y, dvs. en
deterministisk relation mellem to variable” (Jensen et al., 2005: 243).
Linearitet er derfor kendetegnet ved repetition og forudsigelighed. De lineære tilgange til organisering
af arbejdet henter inspiration fra den positivistiske tankegang, som søger at afdække kausale
sammenhænge. Screener man i den forbindelse ledelses- og organisationslitteraturen, mødes
man først og fremmest af et næsten trivielt eksempel, som udspringer af industrialiseringen og den
begyndelsen af det 20. århundrede vejen til en effektiv og ikke mindst hierarkisk forretning. Det havde en
36 37
for hver enkelt arbejdsopgave af produktionen, for derefter at kunne bestemme, hvilke arbejdsmetoder,
der var mest effektive, og hvor hurtigt de enkelte opgaver kunne udføres (Taylor, 1911: 85). Han
havde altså en helt klar opfattelse af, at hvis arbejdet kunne skemalægges, kunne det optimeres.
så opgaverne blev udført på den mest hensigtsmæssige måde i forhold til tid og bevægelse (Taylor,
1911: 85). Denne måde at tænke skematisk i planlægningen af produktionen var på mange måder
i 1920erne med stor succes. Taylors teori har været til stor inspiration op gennem tiden. Det er hans
brugt værktøjer med denne lineære forståelse af arbejdsprocesserne i planlægningen af projekter og
de mennesker, der er tilknyttet den, handler rationelt. Det er med den overbevisning muligt at forudsige,
hvad, hvor og hvornår i forhold til produktionen, uden at tage højde for den menneskelige adfærd. Hvis
man eksempelvis ser på kommunikation, er der en forståelse af, at meddelelser kan sendes friktionsfrit
fra afsender til modtager. Samtidig er der er stor enighed om vejen og målet i processen for at nå fra A til
B (Helder, 2009: 59).
I modsætning til den lineære proces er en nonlineær proces et forløb uden slutning og uden en bestemt
orden i forløbets rækkefølge. Det vil sige, at når der startes ved A, er det ikke på forhånd bestemt, om
næste punkt hedder B eller C. Dermed er nonlineære processer svære og til tider umulige at forudsige.
Ligeledes er sammenhængen mellem årsag og virkning ikke til at få øje på, som det er tilfældet ved
lineære processer. Et velkendt eksempel herpå kan være ”Sommerfugleeffekten”, som har sit ophav
i kaosteorien, og taler om, hvorledes små udslag som en sommerfugls vingeslag kan forårsage store
virkninger i form af en orkan i USA (Tsoukas, 2005: 238). I projektorganiseringen bliver vilkårene først
selvstændige individer, er deres handlinger ikke givet på forhånd. Dog er der, som vi præsenterede
i kapitel 3, ifølge Stacey nogle gestus-responsmønstre, der gør, at alle sociale relationer ikke er
fuldstændig utilregnelige. Men pointen er, at der i den måde, vi omgås hinanden på, aldrig vil være to
identiske situationer, og at vi derfor aldrig med hundrede procent sikkerhed kan vide, hvordan en anden
person vil reagere på noget, vi siger eller gør. Dog vil der i de enkelte nonlineære processer til tider
være elementer af linearitet til stede. Man kan for eksempel sige, at man, indenfor en given kontekst,
der er afgrænset af tid og rum, med meget stor sandsynlighed kan forudsige, at der vil blive afholdt
et projektmøde kl. 13.00, og hvad der er på dagsordenen. Når vi taler om forskellen mellem lineære
og nonlineære processer, skal det understreges, at der ikke er tale om enten/eller, men snarere om en
gradbøjning af nonlinearitet, hvor der endda kan tales om, at linearitet kan forekomme, men hvor det
afgørende er graden af uregelmæssigheder. Nonlinearitet er reglen - linearitet er undtagelsen (Tsoukas,
2005: 238).
38 39
4.3 NONLINEARITET I VORES CASESI analysen af vores empiri har vi, som tidligere nævnt, valgt at bibeholde iagttagelsesfelterne, ud fra hvilke
vi konstruerede vores interviewguide (Jf. skema 1, side: 20). Når vi ser på nonlineære vilkår i forhold til
de to cases, er det især vores overvejelser om deres udsagn inden for felterne ”Aktiviteternes tidslige
Men med den teknologiske udvikling følger muligheden for at kommunikere på tværs af store afstande
i løbet af meget kort tid. Vi kan således tale med hele verden på samme tid, uden så meget som at
10, og peger på, at de sociale
til projektorganisering handler det om at fokusere på projektdeltagernes mange handlinger, som er
adskilt af både tid og rum. Denne fragmentering mener vi i høj grad er medvirkende til, at vi kan tale om
nonlineære vilkår, og derfor vil vi gerne i det følgende fokusere på tiden og rummet i vores cases.
4.3.1 TID
Allerede under et netværksarrangement11 i efteråret 2009 blev vi opmærksomme på, at tid var en af de
største udfordringer for de projektledere, vi var i dialog med. Dette går tilbage til udgangspunktet for
denne afhandling, hvor vi i indledningen undrede os over, hvorfor projekter aldrig forløber som planlagt.
Tid bliver i alle vores interviews omtalt som problemfyldt og som noget, der fylder meget i forhold til
gennem forsinkelser i leverancerne fra leverandøren, som gentagne gange hverken overholder de aftalte
det tidsmæssige aspekt som en konstatering af, at:
”Tid er der aldrig nok af (…) Med nogle ting kommer vi helt klart til at overskride tidsplanen. Vores egen tidsplan” (Bilag 7, minut: 8.42).
hvilket ifølge projektlederen betyder at, alle misforståelser skal registreres, og der skal udfyldes en
har en meget struktureret måde at planlægge og organisere på. Blandt andet har de en fast dagsorden
til møderne samt en fastsat procedure for, hvad man skal gøre, hvis planerne ikke holder. En anden
kommunikationshastigheden ikke længere er begrænset af rummet (Bauman, 2001: 154). Som en
næsten triviel gentagelse af de andre store sociologers værker fra slutningen af forrige århundrede12 taler
10
11
12
38 39
Bauman om den kompleksitet, globaliseringen har medført. Men det interessante er, at Bauman synes
at se en form for modreaktion i samfundet, der forsøger at skabe orden i kaos (Bauman, 2001: 163). Det
”Dette skyldes at kampen for orden selv er den vigtigste hindring for sin egen succes, idet de fænomener, der er karakteristiske
for uorden, netop udspringer af de handlinger, som snævert fokuserer på og i deres opgaveløsning er rettede mod
enkeltstående problemer” (Bauman, 2001: 170).
Netop fordi vilkårene er nonlineære, kan alle konsekvenserne ved de valg, man træffer, ikke afdækkes,
lineære kausale disciplin kan i værste fald blive til et benspænd, fordi man derved overser nye løsninger.
(Bauman, 2001: 170).
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
Det ville aldrig have været muligt at forudse, hvilke konsekvenser sådan en beslutning ville få for
hele projektet og de fastsatte deadlines og ikke mindst budgettet. Men vi mener også, at de i den
efterfølgende proces foretager nogle yderligere valg i et forsøg på at holde tidsplanen, men dette
mislykkes også. Blandt andet vælger de at inddrage en fjerde part i processen, men det vil vi komme ind
på senere. Det primære er, som vi fortolker det, at de udelukkende fokuserer på enkeltstående problemer
foregå på baggrund af totalt anarki, hvor man fuldstændig ser bort fra den kontekst, som beslutninger
og valg tages i. Det er umuligt at træffe beslutninger uden at overveje mulige fordele og ulemper, og
modereres Baumans optik handler det i højere grad om ikke udelukkende at stole blindt på lineære
årsag-virkningssammenhænge.
da dette er et mål i sig selv for alle projekter. Men vi mener, at det faktum, at de til tider er så fokuserede
på at få leverancerne i hus til tiden, gør at de netop ramler ind i utilsigtede problemer. I vores anden
Hun fortæller, at:
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
I forsøget på at få tingene til at ske hurtigere, har kunden nu overdraget nogle af opgaverne til en fjerde
eksisterende leverandør, så de kan sikre, at de resterende opgaver leveres til tiden. Men uden succes.
Deres umiddelbare og kausale løsning på manglen af tid virker altså ikke som forventet, da leverandøren
engang forsøger at løse problemet med et andet initiativ, som ligeledes baseres på ideen om, at det er
leverandøren, der bærer skylden for forsinkelserne. I den forbindelse fortæller projektlederen, at de er
begyndt at have to forskellige tidslinjer for at undgå at skrive for mange rapporter og holde for mange
møder i styregruppen på grund af forsinkelser:
hedder det så medio maj (…) vi har den plan, vi viser for leverandøren, og vi har en plan, vi viser for kunden” (Bilag 11, minut: 24.41).
Der er altså en erkendelse af, at de planer, som bliver lavet, ikke holder, og derfor er løsningen at lave en
40 41
intern tidsplan, hvor der kalkuleres med forsinkelser fra leverandørens side. Disse to eksempler illustrerer
meget godt, hvordan projektet er forsøgt overført til en lineær forståelsesramme med en kausal og meget
fast struktureret planlægningsmetodologi. Da den første løsning på problemet ikke fungerer, vælges der
lighedstegn mellem de to er stort. Hermed understreges Baumans pointe om, at der i denne processen
frem mod at løse et problem, ensidigt fokuseres på en konkret løsning, og dette skaber en fare for at
overse andre løsningsmuligheder. Det er ikke muligt for os at bidrage med et konkret løsningsforslag
hertil, da dette ville være et forsøg på at mestre den lineære årsag-virkningsmetodologi. Men vi er af
interaktion, og dermed inkludere frem for at ekskludere. Dette mener vi kan være et område af den
sociale interaktion, hvor et fokus kunne være givtigt i forhold til udviklingen af projektet.
opgaver påvirker projektets tidslige organisering. Dog er deres planlægning ikke i så høj grad afhængig af
bliver de deadlines de sætter mere eller mindre deres egne. Dette betyder langtfra, at deres projekt
forløber efter planen, da de stadig forstyrres af ministerrokader, krævende generalsekretærer og andre
administrative opgaver.
som en helhed. Vi er klar over, at deadlines er nødvendige for at undgå totalt anarki, og vi mener ikke,
at planlægning og tidsestimering skal afskaffes. Men ved at anerkende fra projektets start, at der i den
tidslige organisering er risiko for fejlberegning, bliver en overskreden deadline ikke en fejlmargen, der som
er, at der i den tidslige organisering skal tages højde for, at vilkårene for projekter er nonlineære, og at
man derfor skal holde sig for øje, at de deadlines, der er sat, ikke nødvendigvis kan overholdes. Denne
erkendelse, mener vi, kan være et af de første skridt på vej til at få en dybere indsigt i, hvorfor projekter
måske aldrig udvikler sig i overensstemmelsen med planerne. Derfor mener vi, at selve begrebet
kontrolleres netop i kraft af de nonlineære vilkår.
4.3.2 RUM
nye medarbejdere, når man sidder så langt fra hinanden.
(Bilag 9, minut: 15.55).
Dette bevidner om et rum, som er fragmenteret i kraft af, at arbejdet skal udføres på et internationalt
plan, hvor det kan være svært at etablere et fysisk møde, men også bare at komme i kontakt med de
40 41
Hvidvaskningsloven gør det umuligt at overføre faste beløb til ikke-danskere med udenlandske konti.
Dette medfører, at de oprindelige planer bliver sat ud af funktion, og at man pludselig skal gentænke hele
lønningsprocessen, før man kan gå i gang med selve projektet. Dette er bare nogle enkelte eksempler
på, hvordan en fragmentering af rummet er medvirkende til, at den sociale interaktion skifter alt
afhængigt af det rum, den udfolder sig i.
og fremmest fordi der er mange forskellige parter involveret, og fordi leverandørens medarbejdere sidder
langt fra kundens hovedkontor. I et forsøg på at imødekomme både budgettet og tidsplanen ønsker
kunden derfor, at medarbejdere skal sidde og arbejde hos dem:
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
Leverandøren når ikke de fastsatte deadlines og holder ikke deres aftaler. Dette har skabt en mistanke
om, at leverandøren muligvis ikke bruger så meget tid på projektet i forhold til det, der er lovet leveret.
forsøger at lægge skylden for de udeblevne resultater på leverandøren og dennes rumlige placering.
Igen vil vi hævde, at tilgangen til projektorganiseringen baseres på et lineært syn på processer i
projektorganisering. Uanset hvor meget vi forsøger at kontrollere vores omgivelser, er det umuligt at
leverandørens medarbejdere til at sidde hos kunden, kunne man stadig ikke monitorere og styre, at de
ikke arbejder på andre projekter, og dermed sikre, at de leverer som aftalt. Den rumlige organisering,
såfremt leverandørens medarbejdere sad hos kunden og arbejdede, ville det lette arbejdsgangen og
fra deres arbejdsfællesskab, hvori de henter megen faglighed i forhold til deres arbejde, og dermed ville
de miste en vital mulighed for dagligdags hjælp og inspiration. Vi ved selvfølgelig heller ikke, hvad der ville
være bedst, men vi mener, at vilkårene er væsentligt mere nonlineære, end at årsagen til lav performance
direkte skyldes den rumlige organisering, som leverandøren ikke vil indordne sig under.
dette ej heller fungerer optimalt. Ingen af løsningsmodellerne er mere rigtige eller forkerte end den anden,
og det er netop de komplekse og nonlineære vilkår, der gør, at der ikke er garanti for, at samme lokalitet
er lig med øget produktivitet og et bedre samarbejde.
4.4 OPSAMLINGVi har i dette afsnit argumenteret for, hvorfor vi mener, at vilkårerne for projektorganisering er nonlineære.
Linearitet er kendetegnet ved gentagelse og forudsigelighed, men i den sociale interaktion er det umuligt
42 43
og Bauman, sket en ændring af både tid og rum, hvilket tilføjer yderligere kompleksitet til den sociale
tegn på, at tingene ikke er konstant lineære, da de møder uforudsigeligheder - planerne skrider, og de
ønskede lineære løsninger fejler. Hermed mener vi, at de ikke kan have fuld kontrol over alle projektets
på. I forsøget herpå, mener vi, at den sociale interaktion i høj grad skal indtænkes. Når vi senere i denne
del af analysen udfolder vores empiri, vi vil pege på dele af den sociale interaktion, som vi mener skal
være i fokus. Men først vil vi udfolde vores genstandsfelt yderligere og diskutere, hvilke betydninger det
har for den sociale interaktion at organisere sig i projekter.
4.5 PROJEKTORGANISERING
tilpasses de nonlineære vilkår, som vi lige har ekspliciteret ovenfor. Dette behov synes at blive mødt
gennem projektorganisering, hvor der er mulighed for at sammensætte en arbejdsgruppe med de faglige
kompetencer, der passer til det enkelte projekts opgaver. Her er hovedprincipperne viden, improvisation,
læring og netværk. Vi forstår, som nævnt i vores begrebsafklaring, projekter som værende selvstændige
og det sociale hverken kan afvikles eller skilles ad, idet det har en kontinuerlig og dialektisk indvirkning
på hinanden. Derfor kan de mennesker, der indgår i projektet, og de erfaringer, der gøres, ikke reduceres
til noget enkeltstående. Dog mener vi alligevel, at vi i vores empiriske studie af projektorganisering kan
projektforløb, og her er en afslutning et nødvendigt onde. Ligesom det er et præmis for nærværende
speciale. Men vi vil til hver en tid hævde, at de mennesker, som er involveret i projektorganiseringen, er
historisk præget, og tager de tilegnede erfaringer med sig i deres videre arbejde. Derfor vil et projekts
resultater have potentiale for at leve videre i de mennesker, der var en del af projektet, men også i
organisationen som en del af den videre drift. Den menneskelige erfaring vil derved ikke blive afviklet, det
vil kun projektet.
4.5.1 FLYGTIGE RELATIONER
metoder. Denne tilgang til organisering af arbejdet kritiseres af sociologen Richard Sennett, der er mildt
organiseringen i projektgrupper er svækkende for individet og dets behov for den sikkerhed og tryghed,
realm of tragedy to enact human relations as a farce” (Sennett, 1998: 106).
Hans pointe er, at vi grundet den hastige omstilling i både tid og rum ikke kan skabe dybe relationer,
42 43
da disse skabes over tid. Denne ”desorganisering” af tid, medfører, at de sociale relationer bliver
er der ingen idé i at forsøge at lære hinanden at kende (Sennett, 1998: 98). Dette mener vi er en vigtig
pointe, da vi er enige med Sennett i, at det tager tid at skabe relationer, hvori den enkelte føler sig tryg
opblomstringen af projektarbejde, og at projektorganisering er en hensigtsmæssig måde at organisere
sig på, når man skal agere under nonlineære vilkår og skabe viden. Hvis man vel og mærke har fokus
på den sociale interaktion. I den sociale interaktion mener vi derfor, at et fokusområde kunne være
etablere dybe relationer både i opstartsfasen men også efterfølgende kan de være svære at vedligeholde.
4.5.2 PROJEKTSTYRINGSVÆRKTØJER OG FORANDERLIGHED
Af tendenser, der bevæger sig mod strømmen i forhold til et øget fokus på den sociale interaktion, har
vi fundet, at meget af den tilgængelige projektlitteratur koncentrerer sig om selve styringen af projekter.
Her gøres projekter via diverse modeller og metoder til genstand for styring og kontrol (Stacey, 2007:
394). Dette kommer også til udtryk i vores interviews under iagttagelsesfeltet ”Artefakter og dokumenter”,
der skal underrettes i hvert enkelt tilfælde af overskridelse af deadlines, budgetter og så videre. Blandt
eksempler på styringsværktøjer, der hjælper med at ensrette arbejdsgangene og udstikke retningslinjer
i forhold til kommunikationen. Viden bliver i denne forbindelse ofte opfattet som en ressource, der
projekterne sig automatisk. Som tidligere nævnt mener vi, at ovennævnte værktøjer kun kan fungere
optimalt under en tilstand af linearitet. En sådan tilstand forekommer kun i afgrænsede tid og rum, og er
derfor ikke til stede konstant. Derved kommer disse ovennævnte projektstyringsværktøjer hurtigt til kort,
når det gælder planlægning af arbejdsgange i videnssamfundet, hvor der er tale om nonlineære vilkår, og
hvor uforudsigeligheden stor.
Vi var i afsnittet om nonlineære vilkår inde på, at det er de uforudsigelige sociale relationer og
interaktionsmønstre, der gør, at der ikke kan planlægges stringent efter projektstyringsværktøjernes
”de klassiske projektværktøjer bygger på erfaringer med, hvordan et projekt forløber, og hvad der skal løses på forskellige tidspunkter, for at
man kan opnå sit mål. Der ligger en klar målbeskrivelse, og der ligger en forudsætning om linearitet af delopgaver, der kræves løst i bestemt
rækkefølge, for at man kan opnå målet” (Jensen et al., 2005: 117).
Arbejdet med projektorganisering og udviklingen af projekter vil altid være præget af uforudsigelighed.
Kunsten for projektlederen bliver derfor at bruge menneskets foranderlighed som et aktiv, der: ”skaber
Som vi nævnte i Kapitel 3 er enhver menneskelig interaktion og udveksling af forskellige symboler
44 45
kontekstafhængig. Det må også siges at gøre sig gældende i forhold til projektorganisering, da
det i højere grad kræver unikke metoder for at nå frem til det endelige resultat, men det er også
er problematisk at anvende projektorganiseringsmetoder, der ikke favner diversiteten og stiller
spørgsmålstegn ved usikkerheden for processen. I et forsøg på at forstå, hvordan den sociale interaktion
vi vil forklare i det følgende afsnit. Dette er en metode til at opnå indsigt i de forskellige tilstande og
processer, som gennemstrømmer projektorganiseringen.
4.6 OPSAMLINGVi mener, at projektorganisering er en fornuftig måde at organisere sig på, da det netop kan hjælpe
sociale interaktion, da organiseringen i projekter ofte er kortvarig og brydes, når projektet slutter. Richard
at samarbejdet bør være et fokusområde i den sociale interaktion, når vi senere vil se udviklingen af
projekter og dannelsen af viden under nonlineære vilkår. Men nu vil vi først udfolde vores empiriske
erkendelser ved hjælp af kompleksitetsmatrixen.
4.7 KOMPLEKSITETSMATRIX
tankeproduktion mere konkret. Matrixen fungerer således som analyseredskab, og den skal hjælpe os til
vil gøre os i stand til i analysens anden del at diskutere, hvorledes fokus på den sociale interaktion kan
bidrage til udviklingen af projekter og dannelsen af viden. Med andre ord bruger vi kompleksitetsmatrixen
til at forstå nogle af de processer, et projektforløb under nonlineære vilkår vil gennemløbe i sin levetid,
både teoretisk, men også i praksis. Ydermere ser vi også et potentiale i, at matrixen kan fungere som et
hjælpemiddel til at opnå indsigt i de komplekse processer, interaktionen mennesker imellem forårsager
44 45
13
4.8.1 SIKKERHED OG ENIGHED
Kompleksitetsmatrixen bygger på to begreber, som er ”enighed” og ”sikkerhed”, der er opstillet i et
niveauet af enighed om mål og middel internt i projektgruppen. Vi mener, at det er relevant at diskutere
enighed og sikkerhed. I forhold til projektorganisering forstår vi enighed som et udtryk for generel
konsensus omkring en beslutning eller et problem, der måtte være i projektgruppen. Det skal altså ses
som en fortløbende proces, hvor det handler om at få etableret et fælles epistemologisk udgangspunkt,
der åbner op for, hvordan viden i det hele taget opnås. Begrebet sikkerhed bliver straks en smule
vanskeligere, for man fristes hurtigt til at tale om en form for lineær kausal objektiv sikkerhed. Men i tråd
med det, vi har beskrevet tidligere, og ikke mindst med vores socialkonstruktivistiske overbevisning,
mener vi, at graden af sikkerhed vil være baseret på et erfaringsgrundlag fra tidligere projekter, men også
et erfaringsgrundlag for social interaktion. Derudover skal det vurderes, hvad man i organisationen kan
kalde for sikker viden. Usikker viden hænger meget ofte tæt sammen med forskning og udvikling, da nye
Tæt
på e
nigh
edLa
ngt
fra
enig
hed
Tæt på sikkerhed Langt fra sikkerhed
1Teknisk rationelle beslutninger
2MagtKompromisForhandlingKoalitionerLobbyisme
3IdealismeVision
4AnarkiKaos
5’Kanten af kaos’BrainstormingFejlfindingEmergensIntuitionRefleksiv praksis
13
46 47
påvirke graden af sikkerhed, og derfor skal sikkerhed omkring viden placeres i sin kontekst. Eftersom
viden er et fænomen, som skabes i den sociale interaktion, vil det i udpræget grad også handle om,
hvorledes der iblandt deltagerne interageres og forhandles omkring viden. Som sagt er den sociale
interaktion grundlæggende uforudsigelig, men det betyder ikke, at alt er nyt. Derimod er interaktionen en
man således i en projektorganiserings kontekst italesætte sikkerhed.
En kritik af kompleksitetsmatrixen kunne dog være, at den noget ensidigt kun forholder sig til sikkerhed
og enighed. Der tages hverken højde for tidsestimeringen eller projekternes budgetter, som vi er klar over
også indvirker på projektforløbet. Både tid og ressourcer vejer tungt, når projektplaner skal eksekveres.
Hvilket vi også indledningsvist i afhandlingen berettede om i mødet med både konstruktionen af vores
himlen, må selv de bedste ideer og løsninger nogle gange fravælges i mangel på enten tid eller penge.
Samtidig, for at gentage en næsten udvandet pointe, er projekter præget af stor uforudsigelighed, og
projektorganisering. Derfor kan det virke modsigende i sig selv at præsentere endnu en. Matrixens fokus
er ikke styring af processerne, men nærmere forståelse. Vi mener derudover, at det først handler om
skemaer og matrixer kun udtryk for små skridt på vejen mod en dybere forståelse for den kontekst, de
indskriver sig i. Men vi mener dog, at kompleksitetsmatrixen kan sige noget om den sociale interaktion,
kunne være hensigtsmæssigt i forhold til udviklingen af projekter og dannelsen af viden.
4.8.2 BEVÆGELSEN MELLEM ZONERNE
Når vi i vores analyse af empirien, set i forhold til kompleksitetsmatrixen, kommer med eksempler fra
vores to cases, skal det understreges, at vi taler om øjebliksbilleder af de to projekter. Et projektforløb er
bringe den faglige viden i spil iblandt deltagerne, der tæller, for på den måde at søge transformationen. I
I forhold til projektorganisering under stor foranderlighed er det derfor yderst relevant at betragte
forandring som ”normalt” (Hildebrandt, 2009: 56), og erkende, at det er i den dynamiske bevægelse
analysen at udrede, hvordan vi mener, fokus på den sociale interaktion kan bidrage til udviklingen af
46 47
projekter og dannelsen af viden.
4.8.3 ZONE 1 – RATIONELLE BESLUTNINGER
nærmest fraværende, og man må formode, at der i sådanne projekter trækkes på tidligere erfaringer og
projektstyringsværktøjer, da man i dette stadie af projektet har kendskab til både mål og metoder. Derfor
placerer sig tæt op af det, vi tidligere diskuterede omkring linearitet, hvor envejskommunikation og Taylors
tale om et forsøg på at reducere kompleksiteten, hvor de ved hjælp af struktureret planlægning håber på
at udforme planer, der er til at gå til. Eksempelvis var projektlederen under det andet interview i gang med
at udforme et beslutningsgrundlag (Bilag 11, minut: 13.30). Her beskriver hun tre forskellige valg og deres
mulige konsekvenser, altså kausale scenarier, som skal fungere som beslutningsoplæg for projektets
styregruppe. Et af scenarierne er:
”at reducere bemandingen, så vi er der to dage om ugen resten af året for eksempel, og det vil få de her konsekvenser for fremdriften. Vi får
Således bliver de komplekse beslutninger om projektets videre forløb forsøgt bestemt, og det
bliver ”vedtaget”, at der ikke kan ske andet end de tre scenarier, som projektlederen har opstillet.
Denne fremgangsmåde, mener vi, kan være en smule problematisk, da projektorganisering først og
fremmest bygger på mennesker, og den menneskelige interaktions uforudsigelighed gør, at man ikke
kan gennemtænke alle scenarier. Tilgangen til viden vil her være i overensstemmelse med det, vi
kategoriserede som den klassiske vidensopfattelse, hvor en lineær kausal årsag-virkningssammenhæng
vil præge processen. Når dette er tilfældet, vil viden opfattes og omgås som en ressource, der kan
opfattes som en proces, hvor repræsentationer af viden tages i brug og nye produceres. De kan derved
er, at viden behandles som et fænomen, der opstår i den sociale interaktion, og dermed kan denne
og ledelse af et projekt, fordi man nødvendigvis må længere ud mod usikkerheden og uenigheden for,
48 49
enighed og sikkerhed. I forhold til den sociale interaktion gør den store enighed og sikkerhed, at der ikke
fællesskabet forventer det. Samtidig bliver eksisterende opfattelser af viden, mål og metoder ikke kritisk
diskuteret, da medlemmerne af projektgruppen som sagt er enige om, hvor projektet skal hen, og hvilken
vej, der er den smarteste. Som tidligere nævnt er det i de modsætningsfyldte forhold, Stacey mener, at
udvikling og viden skabes. Hvis alle er enige på forhånd, bliver der ikke stillet kritiske spørgsmål, og der
er derfor fare for et ensidigt syn på projektet og dets udvikling.
dokumentere det historiske projektforløb. Sommetider vil det også være frugtbart at trække på de ideer,
4.8.4 ZONE 2 – DEN POLITISKE SIDE AF PROCESSEN
konsensus om sikkerheden af den viden, der ønskes skabt gennem projektet. Men der er stor uenighed
om de metoder og den strategi, man skal betjene sig af. Anita Mac forklarer, at projektgruppen i denne
skaber uenighed om fremgangsmåder og mål i forhold til, hvordan projektet skal gribes an. Her handler
det derfor i høj grad om de sociale interaktioner, symboler, magtrelationer og evalueringer, men også
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
”Samarbejdet mellem leverandør og kunde er ikke anstrengt, men heller ikke spor godt” (Bilag 6, minut: 17.15). Hos kunden overvejer de at inddrage andre leverandører for at kunne få bragt projektet
i hus uden at overskride tidsplanen yderligere. Det fremgår i interviewet, at der foregår forhandlinger i
tilstedeværelse.
der bliver diskuteret på formødet, som ikke bliver diskuteret på efter-mødet” (Bilag 6, minut: 17.45).
Leverandøren bliver ekskluderet fra visse elementer af beslutningsprocessen, og dermed de
på, hvad de fortæller leverandøren, så dobbeltspillet ikke bliver afsløret. Samtidig udtrykker
projektlederen, at de fra kundens side føler sig nødsaget til at handle på denne måde, da de tvivler på
leverandørens hæderlighed, og derfor ønsker at inddrage andre leverandører for at få arbejdet færdigt til
tiden (Bilag 6, minut: 17.45).
48 49
hvilket gør, at man må forhandle, hvad man i gruppen anerkender som viden, og hvilke metoder, det
måske burde stoppes, er dette ikke en mulighed:
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
Det er altså på et højere plan i kundens virksomhed blevet besluttet, at projektet under alle
omstændigheder skal gennemføres. Denne beslutning påvirker projektgruppens interne forhandlinger, da
én af de mulige løsninger på projektet bliver elimineret.
hvilke løsninger der tjener projektet bedst, og derved ser bort fra projektdeltagernes særinteresser for
tilfælde er ansat af kunden og derfor ikke kan se bort fra kundens ønsker. Alligevel mener vi, at casen fra
4.8.5 ZONE 3 – VISION OG MISSION
vi, at projektets eksterne omgivelser skaber stor usikkerhed for projektet, men internt er der etableret
start, har graden af enighed i gruppen endnu ikke relevans. I opstartsfasen er store kick off-møder eller
workshops på dagsordenen, hvilket giver plads til at drømme uden at tage højde for tid og budgetter,
3, hvis visionerne mister deres relevans undervejs i forløbet. Dette kan være forårsaget af ændrede
markedsforhold, recession, organisatoriske ændringer med mere. Men også hændelser på mikro-
106). Et rammende eksempel er problemorienteret projektarbejde, som vi kender det fra RUC, hvor de
læste teorier og den tilvejebragte empiri.
fokuserer på politik, interne uenigheder, forhandling over for ekstern usikkerhed, visioner og missioner. I
danne handlingsgrundlag for projektdeltagerne, og derved udtrykke et højere formål med projektet. Hvor
det handler om at se individet og organisationen som et hele.
50 51
4.8.6 ZONE 5 – PÅ KANTEN AF KAOS
til projektorganisering er det heller ikke helt tilfældigt, at den er illustreret således. Dette fordi mange
af både stabilitet og tilfældighed, og det er i dynamikken mellem disse paradokser, at potentialet for
hvor det især handler om vidensdannelse, faglig integration, improvisation, dannelse af nye ideer
interaktion er det vigtigt at forholde sig åbent til nye input og ikke anse det for nogen forhindring, hvis
”vi ikke ved, hvad det er vi ikke ved, men burde vide [og hvor] vi ved ikke, hvem af dem, vi ikke kender, der har relevant viden”
(Jensen et al., 2005: 178).
fra sikkerhed om udfaldet og den omverden det indskriver sig, og langt fra enighed om, hvordan projektet
skal udføres. Men samtidig er det nødvendigt at koordinere meninger i de komplekse relationer mellem
deltagerne i projektgruppen, for ikke at miste overblikket totalt og derved ende i en tilstand af anarki.
Det betyder ikke nødvendigvis, at projektlederen skal konstruere løsningerne på projektet. Han/hun
skal nærmere favne uvidenheden ved at forsøge at skabe sammenhæng i alle de forskellige meninger,
der kommer på bordet. Igen handler det om at skabe et ”sikkert” rum, hvor der stadig er plads til at
spontanitet og kreativitet kan udfolde, da det er i et sådant rum, at projekter udvikles og viden dannes.
Et godt empirisk eksempel på, at noget frugtbart og uventet er opstået i den sociale interaktion kommer
14, som hun skulle facilitere.
Til at begynde med fortæller hun, at der var en vis skepsis omkring workshoppens relevans i sig selv,
men projektlederen besluttede alligevel at gennemføre den på trods af modstanden fra de inviterede
deltagere. Resultatet viste sig ifølge projektlederen at blive meget bedre end forventet. Årsagen var, at
alle ni deltagere gjorde det muligt at:
”komme op på et rigtig, rigtig højt indsigtsmæssigt niveau, som gjorde os i stand til at træffe en meget kompleks beslutning (…).
Beslutningen var kompleks, løsningen var simpel” (Bilag 6, minut: 45.55).
Dette, mener vi, er et godt eksempel på, hvordan erkendelse opstår i processen og på, at de
tilstedeværende anvender hinandens kompetencer til at bringe indsigten op på et højere plan. Det
ironiske i denne situation er dog, at projektlederen beretter om, at ovenstående endnu ikke er blevet
effektueret, grundet leverandørens manglende ressourcer (Bilag 6, minut: 47.40). Dette vidner om, hvor
hurtigt noget kan ændre sig fra at være verdens bedste idé til at lande i skrivebordskuffen sammen med
alle de andre gode erkendelser, der bare ikke lige er ressourcer til.
50 51
dannes. Men pointen med kompleksitetsmatrixen er, som tidligere nævnt, nærmere at undersøge, hvor
har så meget at byde ind med, da disse ofte fastholder bestemte tilstande og derfor ikke giver plads til
stabilitet skabt gennem strukturer og kaos skabt gennem det totale fravær af strukturer. Kunsten for
et al., 2000: 146). Er projektet på kanten af kaos er der imidlertid ikke nogen garanti for ikke at miste
balancen og falde til en af siderne, hvor enten stabilitet eller anarki hersker.
4.8.7 ZONE 4 - KAOS OG ANARKI
har overtaget projektet og hverken kreative løsninger, forhandlinger eller planlægning vil være effektive
dette for mange projekter. Ifølge Anita Mac er årsagerne hertil mange, men oftest er det, hvis antallet af
fælles meningsdannelse, da alle sjældent kan mødes. Endvidere kan radikale ændringer i omverdenen
have stor betydning, og måske helt fjerne eksistensgrundlaget for projektet. Den anarkistiske tilstand kan
også forekomme på et individuelt niveau, hvor deltagerne arbejder efter egne dagsordner, og uenigheden
Et øjebliksbillede, som vi har observeret i vores empiriske materiale, og som vi vil dristige os til at kalde
tidspunkt i processen kommer frem til en frygtelig erkendelse.
[ Dette er fjernet på grund af fortrolighed ]
et øjebliksbillede hænger sammen med, at de ret hurtigt kommer ud af denne anarkistiske tilstand, og
mener vi også, at årsagen til den periodiske anarkistiske tilstand kan skyldes den fragmentering i både
disse.
14Som nævnt i metoden, er mange af de detaljerede oplysninger hemmeligholdte, og dermed er det ikke muligt at forklare workshoppens
omstændigheder og formål nærmere.
52 53
4.9 OPSAMLING
præg af interne uenigheder og usikkerhed i forhold til resultaterne af projektet. En af udfordringerne
overskredne deadlines næsten har ført til en eksklusion leverandøren. I begge cases bliver der talt om,
hvordan samtaler ansigt-til-ansigt er hensigtsmæssige for samarbejdet, og i den forbindelse mener
vi, at det er vigtigt at fokusere på de kommunikative kompetencer. Yderligere har vi gennem vores
analyse af empirien vist, at megen kommunikation foregår gennem mails, rapporter og referater, hvilket
i nogle situationer har skabt uklarheder og besværliggjort samarbejdet. Vi mener derfor, at man skal
interaktion og projektudvikling.
og sidste del af analysen.
52 53
KAPITEL ANALYSE 2. DEL
I hverdagskonversationerne lurer faren for
udviklingen af projekter. Men denne trussel er ikke nødvendigvis farlig. Vi mener, at der i
nytænkning og herigennem både muligheder for, at projekter udvikles og viden skabes.
5
”
54 55
5.1 INDLEDNING Det, vi hidtil har forsøgt at gøre og gerne vil blive ved med lidt endnu, er at udfordre nogle af de
indgroede forestillinger og antagelser omkring viden såvel som projektorganisering. Målet er at være
åbnende og ekspliciterende. Dette indebærer en analyse af, hvorledes den sociale interaktion kan
hensigt at være negative eller omstyrtende. Vi ønsker at addere frem for at subtrahere. Det, vi ønsker at
bidrage med, er en udvidet og nuanceret bevidsthed om den sociale interaktion, da vi mener, at dette
er udviklende for projekter samt vidensdannelse. Vi ønsker her at træde et skridt tilbage i forhold til den
første del af analysen, hvor vi ved hjælp af kompleksitetsmatrixen studerede projektorganiseringen i
de lokale situationer i vores cases. Nedenstående vil således være en analyse og diskussion af vores
udviklingen af projekter, hvor det især var problemerne med samarbejdet samt planlægning og kontrol
af projektarbejdet, der trådte frem for os. I den følgende del af analysen vil vi derfor udfolde den sociale
interaktion og diskutere, hvordan et fokus på netop dette kan hjælpe med udviklingen af projekter og
er væsentlige at se nærmere på. Disse områder har vi valgt at kalde ”Bevidstheden om samarbejdet”,
5.2 BEVIDSTHEDEN OM SAMARBEJDET
at en måde, hvorpå der kan skabes fokus på den sociale interaktion, ved opnå en bevidsthed om
af viden, men også den sociale interaktion i sin helhed. Det er netop i samarbejdet, at den sociale
interaktion kommer til udtryk gennem de rammer, som er opstillet for projektet. Samarbejde er, som
social interaktion, et komplekst fænomen og vi vil ikke begive os ud i en længere udredning heraf.
Men i dette speciale mener vi, at samarbejdet skal forstås som en gruppe af projektdeltagere, som
må projektdeltagerne have en indsigt i de uendelige gestus-respons mønstre, hvori der skabes mening
og forhandles gennem symbolerne. Derfor vil vi i dette afsnit rette et fokus mod protosymbolerne og de
udviser, og ikke mindst stor betydning for, hvorledes den bliver afkodet og evalueret. Altså i det hele
taget den måde, projektdeltagerne samarbejder og er sammen på. Et af vores iagttagelsesfelter i
vores interviewguide, var ”Deltagelsesmønstre” og i den første del af vores analyse af de to cases,
projektorganiseringen.
derfor mener vi, at det er en barriere for den dynamiske sociale interaktion. I vores samtaler med
projektlederen forekommer det os, at projektlederens opfattelse er, at alle projektets deltagere er
inddraget på lige fod. Der er altså delte meninger omkring den samme situation, hvilket kan skyldes, at
de i forhandlingerne af mening omkring, hvad det vil sige at være en del af gruppen, har de ”fejlfortolket”
54 55
ikke muligt for nogle af projektdeltagerene. Men på trods af, at det altså er projektdeltagerens individuelle
opfattelse af forløbet, mener vi, at følelsen af at være ekskluderet kan begrænse lysten til at deltage.
Det fremstår for os, som om denne projektdeltager ubevidst er blevet hægtet af, hvilket netop viser en
mangel på indsigt i samarbejdet, dette mener vi kan have konsekvenser for udviklingen af projektet. Som
risikerer at gå glip af denne deltagers indblik og gode idéer. Samtidig er vi af den overbevisning at en
bevidsthed om samarbejdet kunne have gjort en forskel.
Som vi var indepå i den første del af analysen mener Sennett, at det er vanskeligt at skabe dybe relationer,
på tværs af tid og rum (Sennett, 1998: 106). Samtidig var vi inde på, at dybe relationer er vigtige for, at
projektdeltagernes interne relationer har betydning for udviklingen af projektet, er det vigtigt at have
er givtigt for samarbejdet og udviklingen af projektet, at projektdeltagerne mødes ansigt til ansigt. Dette
væsentlig pointe er, at disse eksempler er præget af kontekstuelle omstændigheder, hvilket har afgørende
fra ”hovedkontoret”, hvor andre projekter ville lide under udefrakommende indblanding. Men under alle
udvikling, som ellers var gået i stå, på grund af udfordringerne i at samarbejde over store afstande.
5.2.1 MAGT
kompleksitetsmatrixen og vores empiri har vi især observeret fænomenet i de mønstre af samarbejde,
bevidner om komplekse relationer, hvor magt på mange måder indgår, og vi mener at se magt som et
”tema”, der er allestedsnærværende. Vi mener derfor også, at det er relevant at dvæle lidt ved begrebet
magt for at forstå, hvilken betydning det har for projektorganisering og for den sociale interaktion i det
hele taget. Ifølge Stacey er magt ikke en egenskab, den enkelte kan besidde. Derimod er det in- og
eksklusionsdynamikker, som er indlejret i alle menneskelige relationer og interaktioner (Stacey, 2007:
dannelsen af grupperinger og tilhørsforhold. Dette skaber en slags ”vi”-identitet i eksempelvis en
projektgruppe, da der gennem interaktionen er nogle former for handlen, der bliver mere legitime end
andre. Dermed opstilles sociale regler inden for gruppen. Nogle af disse regler er eksplicitte og muligvis
er for eksempel en form for usagt aftale om, at man ikke afbryder, mens en anden taler. Hvis det sker, er
det netop et udtryk for, at de ”gængse” gestus-responsmønstre brydes, da der handles uventet i forhold
til de ”aftalte” sociale regler.
56 57
En teoretiker, der har beskæftiget sig meget med magt, er Basil Bernstein15. Han bruger begrebet kontrol
i forhold til de indre magtrelationer i interaktionen (Bernstein, 2001: 72). Kontrol er, ifølge Bernstein,
bestemmende for de legitime kommunikationsformer og derigennem også, hvilke legitime positioneringer,
på, hvis man skal inkluderes i den føromtalte ”vi”-identitiet. Dette kalder Bernstein for rammesætning
(Bernstein, 2001). Selv formulerer Bernstein rammesætning som: ”Hvem der kontrollerer hvad” (Bernstein, 2001: 80). Rammesætningen er altså nogle kriterier for, hvad der er legitimt at sige og gøre i
forhold til den sociale orden, som i eksemplet fra tidligere om ikke at afbryde, mens andre taler. Ligeledes
er rammesætningen bestemmende for, hvilken viden, der værdsættes, og hvad der kan realiseres
og kunden har skabt en form for ”vi”-identitet, idet de er enige om, at man overholder deadlines. Det at
levere for sent er altså ikke en legitim måde at handle på. Men leverandørens gentagende forsinkelser
”truer” denne legitime handlemåde.
leverandøren ethundrede procent, gennem eksempelvis en opsigelse af kontrakten, da dette ville
være kontraktbrud. De vælger derfor at eksludere leverandøren, fra alt det, der er muligt uden, at det
strider med kontrakten. Dette kommer til udtryk i de møder, der bliver afholdt uden leverandørens
tilstedeværelse og de to forskellige tidsplaner, som vi var inde på i den første del af analysen. Som nævnt
mener vi, at udvikling sker gennem deltagelse og inddragelse i den sociale interaktion, derfor kunne en
denne ekskludering af leverandøren, eller i bedste fald en forståelse af, at leverandørens perspektiver på
projektet også er legitime, da alle kan bidrage med noget. Vi er klar over at magtrelationerne er svære,
samarbejdet kan åbne op for en bevidsthed om den måde, hvorpå de tolker hinandens gestus og
deadlines, og se på hvilke misfortolkninger i gestus-responsmønstrene, der kunne ligge til grund for de
Vi mener derfor, at samarbejdet er et vigtigt område af den sociale interaktion, der bør være fokus på,
da det gør en stor forskel for projektets udvikling at alle projektdeltagerne for mulighed for, og føler sig
motiverede til at deltage og bidrage med deres erfaringer og ideer. Under alle omstændigheder mener
vi, at det handler om at være bevidst om den måde, hvorpå samarbejdet og den sociale interaktion
udspiller sig i projektgruppen. Dette fordi forskellige situationer kræver forskellige metoder, og derfor kan
samarbejde ikke udføres på autopilot. I arbejdet med at vitalisere samarbejdet og skabe rum for interaktion
mener vi, at det også handler om den allestedsnærværende deltagelse, samarbejdet bygger på.
15
indre relationer i disse” (Bernstein, 2001:72). Vi har valgt kun at inddrage hans begreber om kontrol, da vores primære fokus er på den sociale
56 57
5.3 KVALIFICERET DELTAGELSEEt andet område i den sociale interaktion, som vi er overbeviste om, kan tilføre
deltagelse mener Wenger:
”Den sociale oplevelse af at leve i verden som medlemskab i sociale fællesskaber og aktivt engagement i sociale foretagender.
Deltagelse er i den forstand både personlig og social” (Wenger, 2004: 70).
Vi mener derfor at deltagelse er allestedsnærværende, da vi som individer, selvom vi fysik er alene, altid
tænker relationelt. Vi kan altså ikke komme uden om, at være placeret i en social verden, og vores tanker
tænkes derfor altid i forhold til deltagelse i en social begivenhed (Wenger, 2004). Wenger taler om, at
Som vi lige var inde på i afsnittet omkring samarbejde, er det væsentligt at være bevidst om de relationer
at det er i disse relationer at viden skabes. Netop fordi både det negative og det positive er to sider af samme sag, kan det danne grundlag for nye indsigter og erkendelser, og dermed vidensdannelse
(Stacey, 2001: 235).
eller involvere os i kollegaens nye hund. Til gengæld skal vi være mere opmærksomme på den helhed,
deltagelse indskriver sig i, eftersom deltagelse både former vores oplevelser af fællesskabet og også
alle kan bidrage med noget, således at man bringer alle deltagerne i spil. Derfor er det i denne proces
henimod at vitalisere det sociale samvær vigtigt, at man som projektleder, men også som projektdeltager,
diversiteten og forskelligheden i de fællesskaber, man allerede er en del af, har man muligheden for at se
i rummet her og nu. Stacey peger på, at diversiteten og forskelligheden er fremtrædende for den sociale
5.4 KOMMUNIKATIVE KOMPETENCERVi har i de to foregående afsnit argumenteret for, at det er vigtigt at have fokus på samarbejdet og
vil kræve kommunikative kompetencer i at iagttage og forstå den sociale interaktion, man selv tager
del i. Iagttagelsens disciplin fordrer utallige kompetencer, når det kommer til at højne bevidstheden
og indsigten i den sociale interaktion. Vi mener derfor, at fremtiden efterspørger nye kommunikative
kompetencer på mange niveauer, og vi har her valgt at fokusere på evnen til at undre sig, og på samtaler
og misforståelser. Dette fordi det i den sociale interaktion netop er vigtigt, at man er opmærksom på alle
58 59
(Kanter16
at han intet vidste. Det, at man som projektdeltager ikke ved noget, er langtfra en selverkendt dumhed,
tilgang. Erkendelsen af uvidenhed er generelt et værn mod dumhed, men også mod at drage forhastede
”Engagement og opbakning fra ledelsen er afgørende for at udvikle ideer og forsøge at danne mening i de
muligheder, der ligger i det, vi endnu ikke ved” (Jensen et al, 2005: 178).
Netop bevidstheden om det, vi ikke ved, at vi ikke ved, er det Stacey kalder ”kanten af kaos”, hvilket som
mener vi, at man må fokusere på evnen til at håndtere det uventede og det foranderlige. Dette kan blandt
andet komme til udtryk igennem evnen til at undre sig.
5.4.1 AT UNDRE SIG
vigtigheden i at undre sig og forholde sig kritisk til indholdet af og tankerne om de sociale praksisser, som
man selv er en del af.
af informationerne om samme sociale relation. Med andre ord er det projektgruppens kontinuerlige
evaluering af projektforløbet, og den deraf affødte ændring af metoder, tilgange og strategier i et forsøg på
som et dilemma mellem risiko og muligheder, og det er gennem tilstedeværelsen af risici, at muligheden
er det således vigtigt at forholde sig kritisk til, hvordan man i projektgruppen kommer frem til erkendelser.
selv, da der stilles spørgsmålstegn ved de metoder og vaner, der ellers har tendens til at blive taget for
16
58 59
til en udvikling af projektet i sig selv, idet man gennem diskussion af eksisterende metoder kan opnå nye
erkendelser.
overbevisning og gennem praktisk eksperimenterende handlen vurderer holdbarheden heraf. En lidt
Dewey som:
”Aktiv, vedholdende og omhyggelig overvejelse over enhver overbevisning eller formodning i lyset af de grunde, der støtter den og de videre
konklusioner, den drives mod” (Dewey, 1910: 6, oversat af Brinkmann, 2006: 120).
spørgsmål (Jensen et al., 2005: 175). Det er dog ikke muligt for os at konkretisere præcis, hvilke
spørgsmål, der skal stilles, da dette afhænger af konteksten i det enkelte projekt. Men pointen er,
genererer erfaring, som kan bruges til at håndtere kommende nonlineære situationer i forhold til
projektorganisering. Dewey argumenterer for, at et samspil mellem dagligdagens erfaringer, den praktiske
tænkning er undersøgelsen indlejret, og det er i undersøgelsen, at situationen kan ændres fra at være
ubestemt, usikker og meningsløs til at være bestemt, sikker og meningsfuld. Netop det, Stacey ville
kalde for en balancering på kanten af kaos. Det ”bestemte” og ”sikre” skal dog ikke forstås i forhold til
det, vi i kompleksitetsmatrixen præsenterede tidligere, hvor adjektiverne bestemt og sikker blev tillagt
skal projektdeltageren være i stand til at håndtere en form for mental utilpashed og forstyrrelse. Dette
mener Dewey indeholder en nærmere undersøgelse af ”fakta”, ved hjælp af de erfaringer man gør sig i
samværet med andre, og som danner grundlaget for evnen til at respondere på det foranderlige (Dewey,
1919: 13; Elbrønd, 2008: 37). Denne proces er ligeledes, hvad Stacey beskriver som en veksling mellem
det kendte og det ukendte, hvor sammensætningen af det historiske og fremtiden er det, man skal favne
i forsøget på at håndtere foranderlighed. Her er det vigtigt at balancere på grænsen mellem det kendte
og det ukendte, så projektet holder sig åbent for nye ideer og løsninger uden at komme ud i en tilstand af
anarki, hvor uforudsigeligheden bliver faretruende for projektets udvikling.
5.4.2 SAMTALER
blandt andet nye måder at tale sammen på og nye måder at indgå i sociale relationer på. Da vi er af den
overbevisning, at dette er fundamentalt for projekters udvikling, mener vi, at det er vigtigt at fokusere
både på dynamikken i hverdagens lokale konversationer og på de samtaler og sociale interaktioner, som
60 61
vi, hvordan leverandøren ikke blev inviteret med til alle møder (Jf. side: 42; 49). Tanken er, at det er
at fremstille de rigtige eller forkerte interaktionsmønstre, men for at pege på en kilde til samtalernes
på samtalen, er langtfra ment som en øget kontrol eller en formalisering af selve samtaleformen. Det ville
være et paradoks i sig selv, da vi mener at samtalen og socialiteten bryder frem i nuet, og at disse derfor
ikke kan planlægges.
“However, in an unpredictable world, the outcomes of an action cannot be known in advance. It is necessary to act
and then deal with the consequences” (www.siliconyogi.com).
Så selvom der ikke kan planlægges, handler det ikke om at famle i blinde og afvente konsekvenserne.
Det er i højere grad tænkt som en vej til at opnå forståelse for dagligdagens uendelige interaktioner, og
mest af alt er det en vej til at blive bekendt med de processer, som blokerer og/eller giver næring til den
dynamiske samtale. Dette er, hvad vi mener kan være udviklende for projektorganiseringen og skabelsen
tidligere nævnt kan hindre samarbejdet. Mål og ønsker skal ekspliciteres, og nås disse, kan man tale om
nonlineære vilkår, den omgives af.
5.4.3 MISFORSTÅELSER
I afsnittet omkring bevidstheden om samarbejdet var vi inde på, hvordan et fokus på gestus-
af projektet. Men i kraft af de nonlineære vilkår, mener vi, at det er umuligt at undgå dette fuldstændigt.
Samtidig mener vi ikke, at misforståelser altid er drænende for projektarbejdet. Dette kan virke en smule
paradoksalt, eftersom misforståelser i den kommunikative interaktion ikke synes at være at foretrække,
nærmere ønskes de som regel undgået:
“There is usually some degree of misunderstanding in human communication. This is the analogue of random mutation” (Stacey, 2007: 259).
Der kan således være en pointe i, at paradokser og misforståelser indeholder et forandringspotentiale.
Ved ikke at udrydde misforståelser i forsøget på at skabe orden og harmoni i den sociale interaktion,
balance mellem for lidt og for meget, og det er her, evnen til at respondere på det foranderlige kommer
i spil. Stacey argumenterer for, at projektgrupper, hvor kommunikationen sjældent giver anledning til
misforståelser, er funderet på veletablerede måder at tale sammen på, og det kan betyde, at samtalerne
bliver ensformige. Er samtalerne fyldt med misforståelser, er de genstand for dårlig kommunikation, og
at skabe misforståelser i interaktionen. Derimod kan det være et led i den nuancerede forståelse af den
sociale interaktion i projektgruppen. Misforståelser er derfor ikke noget, man skal frygte, men nærmere
noget, man gennem dagligdags erfaringer, skal udvide forståelsen for.
De kommunikative kompetencer omhandler således både en spørgelyst til, og opmærksomhed på,
de uventede svar i samtalen, svar, der beriger og udvikler projekter, og som kan være medvirkende til
dannelsen af viden.
60 61
17
Wenger, at tingsliggørelse er, når en tanke om et bestemt objekt eller en bestemt mening gøres til et udtryk for den bestemte genstand uden
at være det. Tingsliggørelse er på den baggrund lig de umiddelbare sandheder, individet tager for givet og ”stivner” i tingslighed qua sin
meningsskabelse. Ethvert individ skaber på den baggrund ifølge Wenger: ”(…) abstraktioner, værktøjer, symboler, historier, udtryk og begreber
(…)[der tingsliggøres i stivnet form]” (Wenger, 2004: 73).
5.5 INDDRAGELSEN AF ARTEFAKTERI vores arbejde med den måde, mennesker indgår i sociale fællesskaber med hinanden på, har vi
som udelukkende har kroppen som omdrejningspunkt. Noget, vi ikke har behandlet så dybdegående,
er de materielle symboler, vi i projektarbejdet omgiver os med, og som udgør en stor del af selve
projektorganiseringen. De kan ligeledes have stor betydning for en optimering af den sociale interaktion
betegnelse for alt, hvad der er udtrykt gennem skrifttegn, lyd og billeder, og lagret som artefakter i form
kropslige handlinger, udtrykt igennem kontekstuelle gestus-responsmønstre (Stacey, 2001: 108). I
Wengers forståelse af deltagelse, kan fællesskaber blandt andet beriges af ”importeret” indhold fra andre
sammenhænge. Dette gælder både i andre ”levende” fællesskaber, men også igennem inddragelse
af det, Wenger kalder for tingsliggørelse,17 og som vi mener at kunne sidestille med de netop omtalte
de et hjælpemiddel, som projektdeltagerne kan anvende i deres kommunikative interaktion som et led i
dannelsen af mening og viden (Stacey, 2001: 116). I vores opfattelse af viden har det den konsekvens,
kontekst med referencer til sig selv, som er adskilt fra den menneskelige interaktion
eller viden i sig selv. De får kun mening, når symbolet anvendes som et artefakt i den kommunikative
interaktion (Stacey, 2001: 188). Eksempelvis er en personalehåndbog, som står på hylden eller er lagret
i en intern database, ikke genstand for nogen mening, førend den tages ned fra hylden eller hentes frem
dannes, nedfældes, lagres og hentes frem til anvendelse igen, er der imidlertid en del interessante
udtryk for ”vores” meningsfyldte koder. I dette tilfælde ville konstruktionen af selve personalehåndbogen
være fyldte med meningsfyldte koder. I processen mod at nå eventuelle modtagere, sker der både en
dekontekstualisering og igen en rekontekstualisering, når symbolerne hentes frem hos modtageren/ den
nye medarbejder. Det afgørende er begrebet kontekst, og som det gjorde sig gældende med dannelsen
hvilke omgivelser det hentes frem igen, og endnu vigtigere, hvorledes det igen får mening i den sociale
62 63
er det derfor vigtigt at være bevidst om den proces, et enkelt dokument skal igennem for at nå frem til
modtageren og udgøre en del af meningsskabelsen i den sociale interaktion.
5.5.1 DET FYSISKE MØDE
I kraft af, at artefakter ikke kan danne mening i sig selv er det en nødvendighed, at de indgår som en
del af den sociale interaktion. I vores empiriske arbejde er vi stødt på hændelser, der bevidner om,
interaktion for at opnå den fulde mening. Et eksempel på et forsøg på at imødekomme det i praksis er,
korrekt.
”Selvom vi har kommunikeret frem og tilbage over mail, så synes jeg ikke resultatet hænger sammen, så er der et behov for at mødes”
(Bilag 9, minut: 14:30).
”er der en helt anden synergi i at mødes face to face” (Bilag 6, minut: 51:46), end for eksempel udelukkende at kommunikere via mails. Disse to
fremhævede eksempler er, hverken enestående eller overraskende for nogen parter. Det væsentlige
hurtigt kommer til kort, hvis de skal emanciperes fra afsender og den sociale interaktion i det hele
er det nødvendigt have dette i bevidstheden ved anvendelsen af dem. Helt konkret betyder det, at
når en projektdeltager sender et dokument til en kollega, kan hun ikke forvente, at meningen af det
skrevne bliver direkte overført til modtageren. Alt dette fordi de- og rekontekstualiseringsprocessen
indeholder så uendeligt mange variabler for forståelse. Derfor giver det mening at tillægge denne
den sociale interaktion kan give anledning til misforståelser, og dette kan selvfølgelig også forekomme i
5.6 OPSAMLING
gennem vores casestudier fandt frem til, og hvorpå vi mener et fokus kunne være relevant. I en stræben
efter at forstå, hvordan den sociale interaktion kan bidrage til udviklingen af projekter og dannelsen af
viden, er det nødvendigt at have kendskab til og bevidsthed om samarbejdet i projektgruppen. Derfor
symboler kan give os indsigt i de fortløbende processer af gestus og respons, der hele tiden forhandles
og genforhandles for at skabe mening omkring det der samarbejdes om, men også selve samarbejdet.
kræver kommunikative kompetencer. Det er væsentligt at kunne favne uforudsigeligheden og se
mulighederne i eventuelle misforståelser, der måtte opstå i dynamikken mellem menneskers forskellige
erfaringer, som til tider bryder med forventede gestus-responsmønstre. Dette kan alt sammen være
en kilde til at opnå indsigt i den sociale interaktion. Samtidig indeholder kommunikative kompetencer
62 63
kan stå alene. De kræver deltagelse og kan være et hjælpemiddel i forhandlingerne omkring mening, og i
dannelsen af viden i den sociale interaktion.
64 65
KAPITEL KONKLUSION
Titlen på dette speciale, du netop har læst er “På kanten af kaos”. Det er den fordi, at vi mener, at det er på kanten af kaos, at projekter udvikles og viden skabes gennem de sociale interaktioner i projektgruppen. For, at opholdet på kanten af kaos ikke skal ende i anarki, skal man som projektdeltager beherske utilpasheden ved ikke at kende til næste skridt.
6
”
66 67
6.1 INDLEDNINGVi er nu nået til den afgørende ”destination” af specialet, og tiden er inde til at fremlægge vores
hvordan social interaktion udmærker sig ved at være kilden til, hvordan viden skabes og projekter
udvikles under nonlineære vilkår. I den anledning er vi nu rede til at svare på vores problemformulering
i en konklusion. Som vi nævnte i metoden vil vores konklusioner ikke være en manual for, hvordan et
projekt skal bedrives til punkt og prikke. Denne konklusion er snarere et udtryk for vores betragtninger af,
hvilke mulige områder i den sociale interaktion, der kunne fokuseres på for at udvikle projekter og danne
viden. Men før vi når så langt, vil vi dog først gentage vores problemformulering, således at den står frisk i
erindringen. Den lyder som følger:
Hvorledes kan fokus på den sociale interaktion bidrage til udviklingen af projekter og dannelse af viden under nonlineære vilkår?
6.2 FOKUS PÅ SOCIAL INTERAKTION Vi viste i vores første analysedel, at nonlinearitet er reglen og linearitet er undtagelsen, når vi ser på de
processer, der omgiver projekter og projektorganisering. Vi karakteriserede de nonlineære vilkår som
en proces, hvor årsag-virkningssammenhænge er udviskede, og forudsigeligheden fraværende. En af
grundene til, at vi kan tale om nonlineære vilkår hænger sammen med, at mennesket og det sociale
udgør et hele, hvis handlinger ikke er givet på forhånd. Ligeledes består projektorganisering af mennesker
og deraf den måde, vi danner komplekse interaktionsmønstre på. Mønstre, som hverken kan kortlægges
og forudsiges. Ud fra den betragtning, at interaktionen er et mønster af responsive processer betyder
det også, at enhver gestus på en eller anden måde vil modtage en respons (selv tavshed er en respons),
og først og fremmest vil reaktionen herpå ikke være kendt, men ej heller vil ens egen respons være
efterfølgende. Som Hildebrandt så præcist formulerer det: ”Maskiner er komplicerede, men mennesket er komplekst”mellem mennesker, der er medvirkende til at projektorganisering altid vil være præget af uforudsigelighed
og dermed nonlinearitet. Den øgede globalisering med tid- og rumforskydningen har kun gjort
projektorganiseringens vilkår vanskeligere, da fragmenteringen af tid og rum giver nye udfordringer til den
sociale interaktion. Eftersom de nonlineære vilkår er forårsaget af den sociale interaktion, mener vi, at det
giver mening at fokusere på, hvad den selvsamme uforudsigelige sociale interaktion, som udspiller sig i
projektorganiseringen, kan gøre for udviklingen af projekter og vidensdannelsen.
6.3 UDVIKLING AF PROJEKTERVi har gennem vores analyse af de empiriske tilvejebragte erkendelser vist, hvor projekterne i de
andre perspektiver på den relationelle sociale interaktion, og derved fokuseret på udviklingen af projektet.
I og med projekter ustandseligt formes, opløses og formes på ny, skaber det en stor udfordring for de
projektdeltagere, som skal indgå i midlertidige konstellationer af projekter, og samarbejde om at løse en
66 67
kompleks udfordring. Idet projekter skal nå et fastlagt mål handler det i stor udstrækning om at fokusere
på den udvikling dette gennemgår, og hertil mener vi, at den sociale interaktion indtager en afgørende
sig kritisk, favne det ”negative” og inddrage nye vinkler og metoder, selvom de ikke umiddelbart ser ud til
at passe som fod i hose. Dette mener vi stiller et krav om en allestedsnærværende deltagelse i gruppen
samt en bevidsthed og en villighed til at tage del i den mangfoldighed, man møder i projektarbejdet. Det
handler med andre ord om, at tro på, at den mangfoldighed man møder kan bidrage med indsigter og
6.4 VIDENSDANNELSE
interaktion førend, at disse symboler giver mening. Det kan være menneskelige interaktion i den forstand,
at en projektdeltager henter et lagret dokument frem. I den proces frem mod meningsskabelse mellem
bevidsthed om alt fysisk materiale, som distribueres rundt blandt projektdeltagerne aldrig kan være fri for
indlejrede meningsfyldte koder. Det kan både være meningsfyldte koder fra den, som har konstrueret det
og den som efterfølgende skal anvende det. I empirien viste vi eksempler på at inddragelsen af artefakter
ikke var nok i sig selv, og vi mener derfor, at det er essentielt for dannelsen af viden at inkludere det
fysiske møde mellem mennesker. I denne optik er det ikke nok bare at skubbe information rundt, men det
er afgørende, at dokumenter, håndbøger med mere inddrages aktivt i den sociale interaktion og derved
på udviklingen af projekter, men det er også her, at viden dannes i den lokale deltaljerede
det om at have øje for det konverserende liv i projektgruppen. Heri vil den sunde samtale med både
dens homogene og divergerende kvaliteter komme i spil, således at der ikke udelukkende og entydigt
fokuseres på det, der allerede virker men det, der udvikler og skaber resultater. Vi mener derfor, at
eventuelle mistolkninger af den gestus og respons, der kan opstå blandt projektdeltagerne, kan være
vitaliserende for dannelsen af viden. Det mener vi fordi, at det er i spændingsfeltet mellem det kendte og
6.5 PÅ KANTEN AF KAOS
kanten af kaos, at projekter udvikles og viden skabes gennem de sociale interaktioner i projektgruppen.
68 69
utilpasheden ved ikke at kende til næste skridt. Her må man nødvendigvis henlede opmærksomheden
på nuet, og formå, så godt som man nu kan, på en og samme tid at balancere imellem det kendte og
det ukendte. Denne balancegang mellem to yderpunkter kræver en evne og villighed til altid at inddrage
sine erfaringer, men aldrig gøre som man plejer. Vi mener derfor, at et fokus på den sociale interaktion
kan skabe udvikling og viden i projektorganiseringen, hvis man som projektdeltager kan forholde sig
undrende til dynamikken, som er indeholdt i de uendelige interaktionsmønstre af menneskelige relationer.
68 69
KAPITEL AFSLUTTENDE BEMÆRKNINGER
Vi er fanget af vores eget sprogbrug og vores egen situerthed, hvorfor vi er tvunget til at acceptere, at vi kun kan se det, der vil ses, og høre det, som vil høres.
7
”
70 71
7.1 REFLEKSIONER OVER VORES VIDENSPRODUKTIONVi har ikke ønsket at fastfryse vores observationer af projektorganisering, social interaktion og
vidensdannelse i en yderligere konklusion, end den netop konkluderede. Dette fordi vi er bevidste
om, at vi ikke kan sprogliggøre, forstå, eller erkende den fulde sandhed af vores observationer af
projektorganisering og social interaktion i forhold til ny vidensdannelse og nonlinearitet. Derfor vil en
yderligere konklusion ikke afspejle andet end et statisk billede af vores iagttagelser. Dette skyldes, at vi er
fanget af vores eget sprogbrug og vores egen situerethed, hvorfor vi er tvunget til at acceptere, at vi kun
kan se det, der vil ses, og høre det, som vil høres. (Kirkeby,1994) Vores sanser er afgørende for, hvordan
vi ser og oplever ”tingene”, da en ting ikke optræder ”rent”, men er påvirket af blikket, der hviler på den
(Wenneberg, 2000). Endvidere er det en erkendelse, at vi på en og samme tid fungerer som deltagere
og observatører i det felt, vi forsøger at forstå, fordi vi indgår i en konserverede og interagerende proces
med både interviewpersoner, vejleder og hinanden. Derfor har det, vi siger, hører og svarer afgørende
betydning for den respons, vi vil modtage, og dermed også den fortløbende proces, som vi har forsøget
at indfange små glimt af (Stacey, 2007: 440-441).
Vores samlede erkendelse, historie og følelser medfører et bestemt og særligt syn på social interaktion og
projektorganisering, og vi er bevidste om, at blinde pletter opstår i den forbindelse. Dog er disse ”blinde
pletter” ikke nogen, vi selv har adgang til, da de ligger uden for vores erkendelse (Wenneberg, 2000).
Selvom vi i afhandlingen forsøger at problematisere projektorganisering og social interaktion, kan vi aldrig
hvorfor vi ikke har opfanget og erfaret andet end en smule af det, vi observerede - måske tillagde vi det
endda en betydning, som var fejlagtig, da vi aldrig vil kunne forstå en begivenhed til bunds, fordi den altid
er dybere end iagttagelsen. (Kirkeby, 1994) Så selvom vi i vores analyse er oprigtige, kan vi ”(…) aldrig spejle verden i helt de samme former og farver, som denne stod frem (…)” vi observerede den. Men da vi ikke har adgang til det, der ikke åbenbarede sig for os, vil nærværende
afhandling, dog for os fremstå som ”sandheden” om projektorganisering og social interaktion i forhold til
en højere sandhed, da denne er skjult for os. Dette er den formaliserede konsekvens af, at vi ikke kan
forklare præcist, hvad kernen er, da praksis ikke lader sig indfange af italesættelse (Bramming, 2001). Vi
har gennem afhandlingen forsøgt at problematisere vores observationer, men vi kan kun lade det være
op til læseren at producere sin egen erkendelse og tolkning.
70 71
KAPITEL LITTERATUR
En del bøger synes at være skrevet ikke fordi forfatteren ville lade os noget vide, men fordi forfatteren ville lade os forstå, at han vidste noget.
Johann Wolfgang von Goethe
8
”
72 73
8.1 LITTERATURLISTEAggerholm et.al. (2009): Intern kommunikation
Andersen, Ib (2003): Den skindbarlige virkelighed – om vidensproduktion inden for samfundsvidenskberne”, Samfundslitteratur, 2.udgave
Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier - Foucault, Koselleck, Laclau og Luhmann, Nyt fra Samfundsvidenskaberne
At tænke sociologisk,
Brinkmann, Svend (2006): John Dewey. En introduktion,
Casson, Marc (1993): Cultural determinants of economic performance, Journal of Comperative
Research Article Complexity Science, Systems Thinking and Pragmatic Sensibility
organisationer,
Konstruktivisme, Samfundslitteratur Roskilde Universitetsforlag
Dewey, John (1910): How we think,
Making social science matter,
Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - På tværs af fagkulturer og paradigmer, Roskilde Universitetsforlag
The consequences of Modernity,
Sociology,
Heede, Dag (2003): Det tomme menneske- en introduktion til Michael Foucault, Museum Tusculanum
Helder, Jørn (2009): Klassisk kommunikation, i Helder, Jørn og Nørgaard, Jens (Red)(2009): Kommunikationseori – en grundbog
Modtageren som medproducent,Samfundslitteratur
Motivation to work, John Wiley and Sons, Inc., New York
Hildebrandt, Steen et al. (2009): Ledelse - begreber, udfordringer, erfaringer, Systime
Jensen, Sisse Siggaard et al. (2005): Viden, Ledelse og Kommunikation, Samfundslitteratur
Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv - interview, observationer og dokumenter,
72 73
Kaspersen, Lars Bo (2004): Anthony Giddens
Verden, ord og tanke,
Bedre ledelse – en praktisk guide,
Kvale, Steinar, (2001): InterView – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview,
Kvale, Steinar, (2005): InterView – en introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1. udgave 12.
Latour, Bruno, (2002): A prologue in form of a dialog between a Student and his (somewhat) Socratic Professor
Larsen, Sune Holm (2005): Socialkonstruktivisme som forskningsmetode, i Nygaard, Claus (Red) (2005): Samfundsvidenskabelige analysemetoder,
Projektkompetence,
Sociologiske feltanalyser i Fuglsang,Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - På tværs af fagkulturer og paradigmer, Roskilde Universitetsforlag
The Management of projekts, Thomas Telford House, London
The Knowlede-Creating Company - How Japanese Companies Create the Dynamics of Innovation,
Problemorienteret projektarbejde – en værktøjsbog,
Gentagelsens metamorfose om organisering af den kreative gøren i den kunstneriske arbejdspraksis, Handelshøjskolen i København, Institut for organisation og arbejdssociologi,
Rasborg, Kåre (2004): Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi,Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne - På tværs af fagkulturer og paradigmer,
Roskilde Universitetsforlag
Metoder på tværs, Om forudsætningen for sociologisk metodekombination, Jurist og
74 75
Rorty, Richard (1982): Consequences of Pragmatism,
Sennett, Richard (1998) The Corrosion of Character – The Personel Consequenses of Work in the New Capitalism,
Silvermann, David (2004): Qualitative research - Theory, method and practice,
Stacey, Ralph (2007): Strategic Management and Organisational Dynamics - The challenge of complexity,
A Complexity Perspective on Researching Organinzations - Taking experience seriously, Routledge
Stacey, Ralph (ed.) (2005B): Experiencing Emergence in Organisations: Local interaction and the Emergence of Global Pattern, Routledge
Stacey, Ralph (2001): Complex Responsive Processes in Organizations. Learning and knowledge creation. Complexity and emergence in Organizations,
Stacey, Ralph et al. (2000): Complexity and management - Fad or radical challenge to systems thinking?, Routledge
and London
Tsoukas, Haridimos (2005): Complex Knowledge- Studies in Organizational Epistemology,
Wenger, Etienne, (2004): Praksisfællesskaber - læring, mening og identitet, Dansk oversættelse af Bjørn
Wenneberg, Søren Barlebo (2000): Socialkonstruktivisme – Positioner, problemer og Perspektiver, Samfundslitteratur
ARTIKLERDørge, Henril (2009): Tempotabet, Weekendavisen, nr 49, 4. december 2009, side 2
Elbrønd, Marianne (2008):
Elkjær Bente: (2000): Human Resource Development International, Volume 3, Number 3, 1 September
Kanter, Rosabeth Moss (2009): What Would Peter Say?, Harvard Business Review, november 2009, 87, 11
Mac, Anita (2009): Projektarbejdet skal styres,
Research Article Complexity Science, Systems Thinking and Pragmatic Sensibility
74 75
Ralph Staceys Agreement & Certainty Matrix,School of Business, York University, Toronto, Canada: http://www.plexusinstitute.com/edgeware/archive/
think/main_aides3.html
WEBKILDER
18.2.10 kl.: 13.40
www.silicontogi.com http://www.siliconyogi.com/andreas/it_professional/sol/complexsystems/
www.sune-larsen.dk
http://www.sune-larsen.dk/Artikel%20Erhvervspsykologi.htm Den 27.03.10 kl.: 14.00
www.codynamics.net
http://www.codynamics.net/science.htm Den 01.04. 2010 kl.: 16.45
www.ruml.au.dk
www.drfd.hbs.edu
76 77
KAPITEL BILAG 9
”Den mest hæderlige rolle i samtalen består i at give andre lejlighed til at sige noget.
Bacon, Francis (1561-1626)