KURT no 12

KUNST_KULTUR_RELIGION_IDENTITETFORÅR 2012

Den isra

elske d

røm

Befolkni

ngen k

ræver sin

ret

Hvad så

Danmark

?

En reg

ering ta

ger for

m

Alen i Ev

entyrla

nd

Debutan

ten tal

er ud

Grus i p

ropaga

ndamask

inen

Satiren

blomstre

r i Libye

n

Hip hop

hip ho

p hip h

op

Revoluti

onens

kunstn

ere

sætter liv

et på sp

il

Kan inte

gration

betale

sig?

Udsatte

og mino

riteter

er

en pro

fitabel f

orretnin

g

ā

KURT S001

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETVINTER 2008

Kunsten er transcenderende: Paul Brickhills åndehul i Zimbabwe har magiske kræfter Logik for burhøns: Ud

med ensretning og perfektionisme, billedkunstner Andreas Schulenburg gider ikke udrydde fejl Majoriteten

sætter dagsordenen: Interview med Najad M. Ahmed om at være i undertal Monokultur er unaturligt: Spørg

bare en gartner Revolution i Vega: Harlem rapperen Immortal Technique gejler op Se min smukke ghetto:

Libanesisk filminstruktør sættes løs i Mjølner-parken

EN KRAMMER TIL OBAMA

November 2005 # 1 Street Art issue

Byen inte

grerer k

unsten

integrer

er byen

Tema: S

treet_ar

t

Islamisk tr

ossamfund

er ikke

en militæ

rzone

Intervie

w med Imam Abu Laban

Pimpon

g

flytter

til sten

broen

Intervie

w med en

raketry

kker

En muter

ende

nordisk

identitet

Det Kong

elige Te

ater

tager ka

mpen op med

den fors

ømte virke

lighed

At s

kabe

tea

ter te

ater

som

man

byg

ger ki

rker

Euge

nio

Barb

a fo

rtæ

ller om

den

rom

ansk

e m

etod

e, v

erde

ns tea

tret

s m

angf

oldi

ghed

s pr

incip

005

Forår 2006 # 1 Street Art issue

Relig

iøse

rev

olut

ionæ

rer og

for

stok

kede

tilh

æng

ere

Forh

envæ

rend

e ov

erra

bine

r Ben

t M

elch

ior om

kon

serv

atis

me

og re-

serv

ered

e pl

adse

r i sy

nago

gen

007

Mun

go P

ark

søge

r as

yl p

å Sa

ndho

lm. T

eate

r om

de

usyn

lige

vi h

ele

tiden

kæ

fter op

om

029

Sier

ra4

på a

rabi

sk. Po

ltitie

t på

sko

lebæ

nken

029

Efte

rlysn

ing:

Pro

gres

sive

kræ

fter

Inte

rvie

w m

ed for

fatter

til

boge

n Is

lam

i Dan

mar

k Ad

am H

olm

019

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITETSommer 2006 # 3

Hvo

rdan

ser

en

terr

oris

t ud

?M

enne

sker

ettigh

eder

ne o

p af

lom

men

At b

ygge

tår

ne i A

mm

anKlo

den

rund

t –

hvor

dan

disk

uter

er v

i?Bru

nt s

ukke

r og

uto

pier

Unds

kyld

, m

en e

r de

r no

gen

der ha

r se

t fo

lkek

irken

?Im

ages

of th

e M

iddl

e Ea

stC

lota

ire K

Fot

o: P

atri

ck A

bisa

lloum

KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITETVinter 2006 # 4

Foto

: Jen

s Bur

au

Jeg

har fe

m fi

ngre

men

de

er ikk

e al

le e

ns

Hyb

ridi

dent

itet –

Vel

kom

men

i K

orea

klub

ben

Hvo

r ko

mm

er d

en b

læks

orte

DNA

fra?

På

rygg

en a

f id

eale

r –

sam

tale

med

Tøg

er S

eide

nfad

en

Ejen

dom

sret

ten

– ve

jen

til yt

ring

sfrihe

d?

– Deb

atku

ltur

i U

krai

ne Den

jur

idis

ke B

erm

udat

reka

nt

Shar

ia o

g fe

min

ism

e i M

elle

møs

ten

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETFORÅR 2007

Er fæ

ring

er N

orde

ns

mus

limer

? M

elle

m

hom

ofob

i, te

okra

ti o

g gr

inde

drab

Kuns

ten

som

Dan

mar

k ig

nore

rer

En v

erde

n til fo

rske

l – ø

st

og v

est fo

r St

oreb

ælt

Nus

rat Dja

han

– en

løg-

kupl

et m

oské

i Hvi

dovr

e

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETEfTERåR 2007

Hokus pokus jeg er i fokus – talkshow med mønsterbryder Erik Clausen

Næsten ikke et ord om tørklæder – samtale med Asmaa

Glad Teater – når spastikeren er et røvhul

Han stemmer på de røde, ryger det grønne, sælger det hvide og arbejder sort. Marwan – en ægte P.E.R.K.E.R.

fra øer af MIG til JEG-kollektivisme, KURT har taget pulsen på tendenserne i Europa

KUNST_KULTUR_RELIGION_ IDENTITETFORåR 2008

En muslim kan godt arbejde med svinelæder sålænge han ikke propper det i munden – interview med DR2 chef Arne Notkin

Integration og hemmelige udvisninger- hvor er sam-menhængen? Jonas Christof-fersen i sit Jura Hjørne

Hvis vi ikke kan lide dem kan vi jo bare lave dem om – kunstner og sam-fundskritiker Colonel om hykleri, kunstne-rens rolle og navlepil-leri

Aviserne får deres forsider på kort sigt, men samfundet taber på den lange bane – forsanger fra Outlandish Isam spiller op

KUNST_KULTUR_RELIGION_IDENTITETSOMMER 2009

Stilheden er kvælende: Tanzaniansk sangerinde bryder igennem lydmuren Frygt og bæven i terrorens tid:

Ex-PET chef Bonnichsen tør hvor andre tier Jesus i technicolor: Frelseren i pastel farvet cartoon Facebook

på hjul: Er du inviteret eller er natten en lukket fest? En lyserød elefant: Ghandi i rød plast I’ve got the war

– what do you have?: Libanesisk satiriker om kunst og krig


Jeg en menneskesmugler: Carsten Nagel drømmer om at gøre modstand. Og ind

imellem går drømme i opfyldelse Jeg sætter min hat som jeg vil: Følg bowlerens

uransagelige veje fra den britiske gentlemans isse til toppen af den bolivianske

kvindes hårpragt Speak out loud: Non fiktion er essentiel for at afsløre løgnen. Gå i

køkkenet med forfatter Monica Ali Manden med dokumentarpistolen: Kloaksystemer

er blevet nye hovedveje. Gå under jorden med palæstinensisk dokumentarinstruktør

Hvad kan man lære af Jasminrevolutionen?Spørgsmålet stilles oftest i disse måneder til andre arabiske lande, som i alt for man-ge årtier har døjet med megalomaniske og perverterede regimer. Hvad kan man lære af Tunesien, Egypten, Libyen og Syrien på vej. Som tommelfingerregel kan man med Bob Marley konkludere, at man kan snyde nogle mennesker nogle gange, men ikke alle mennesker hele tiden. I sidste ende står tyranner og undertrykkere for fald ganske enkelt, fordi de er i mindretal. Når util-fredsheden med årene bliver tilpas kraftig, kan selv ikke et velforsynet militær holde skansen. Man kan også endnu engang be-trygge sig om, at ethvert regimeskift er potentielt blodigt, og stort set altid er be-hæftet med en eller anden form for pris. I bedste fald en periode med et overgangsre-gime, i værste fald brutal borgerkrig. Man burde også med Irak og Afghanistan i frisk erindring vide, at importerede værdier og regimer gennem militær intervention sjæl-dent lader sig klone.

Interessant er det imidlertid at vende spørgsmålet og overveje om den frie ver-den kan lære noget eller mindes en tid, hvor noget større var på spil. For øjnene af os er der hele befolkninger, der med livet som indsats tager, hvad de føler er deres: retten til at være frie. Jasminrevolutionen eller enhver anden folkelig opstand besid-der en drivkraft, som i styrke ikke kan over-

gås af nogen form for magtapparat; folkets samstemmende vilje. Hvorfor er den stær-kest; fordi den er i flertal.

I vores del af verden skal vi ikke længere kæmpe for vores rettigheder til at være frie. Vi besidder dem i form af vores politiske styreform demokratiet, som også i mo-derne tid blev født af revolutionens svøbe. Historien gentager sig, og vi er forpligtede til på de bedst tænkelige måder at støtte de spirende drømme om frihed overalt i ver-den.

Men hvordan står det til med friheden og demokratiet på vores breddegrader. Demokrati er i sagens natur en politisk tilstand, hvor den enkelte borger har fri-heden til at kræve sine borgerlige rettig-heder indenfor rammerne af en gældende lovgivning, som i moderne tid tager afsæt i en grundlov. Disse krav bliver følgende ad-ministreret af folkevalgte repræsentanter valgt af et flertal på folkets vegne. Borge-ren vis frihed der er tale om kan være sort, hvid, gul eller rød og borgeren, som stilles til ansvar, hvis friheden misbruges, rig eller fattig.

Set i lyset af det seneste årtis udlæn-dinge politik i store dele af vesten forekom-mer demokratiet moralsk svækket. Som om nationalstaten sætter grænser for vores næstekærlighed. Set i lyset af finanskrisen forekommer demokratiet handlingslam-

met i forholdet til at definere ansvaret og håndhæve ganske almindelige retsprincip-per. Som om staten frygter finansverdenen og dens påståede betydning.

Når hjerter står i brand på Tahrir-pladsen antændt af en ung tunesisk grønthandler og når en syrisk fotograf bliver tortureret til døde, fordi han do-kumenterer et terrorregimes overgreb på sin egen befolkning er modet og viljen ikke til at overse.

Set i lyset af den slags mod og vilje bør vi derfor overveje, om vores frihed er ble-vet en metervare. Et trofæ i en montre, som er ved at støve til. Frihed, lighed og rettig-heder er tilkæmpede værdier, i en proces vi kalder civilisering. Men de bygger ikke på selvopholdelsesdrift – de skal vedlige-holdes. Nye generationers demokrati bør være en politisk kultur, som forpligter til handling og som afføder friheden til at tage ansvar – en levende tilstand, som afspejler de drømme den blev født af – det er vores fornemste pligt som sociale individer og som demokratiske mennesker.

Når vi således spørger os selv, hvad vi kan lære af jasminrevolutionen, er det et spørgsmål om måden, hvorpå vi skal hånd-hæve den gave som andre i disse dage dør for at få lov til at pakke op.

Pawel Wedrowski


Kærligheden er det største tabu Saudi Arabiens eneste kvindelige

filminstruktør, Haifaa Al-Mansour løfter sløret

Velkommen til! Canada insisterer på immigranter

Køb en krop – stjæl en sjæl Rejs ind i prostitutionsmiljøer verden over

Ingen gave er gratis Debat om donorkultur og magtrelationer mellem

Europa og AfrikaSon of God Michael Noer og filippinske Khavn de la Cruz laver ny film

RedaktionenLivjægergade 24. 5.tv.2100 Kbh. ØTelefon: 22 44 90 86Mail: [email protected]

Læs de første 11 numre af KURT på: www.kurtmagasin.dk

Ansvarshavende RedaktørAnnette Max Hansen Redaktion:Pawel Wedrowski, Dina Haffar, Celine Hastrup, Benjamin Enzenberg, Annette Max Hansen

Gæsteskribenter:Christine Rasmussen, Nader Arian, Gitte Broeng, Rasmus Poulsen

Fotografer:Isak Hoffmeyer, Annette Max Hansen, Niels Bak, Rasmus Poulsen, Morten Gøbel Poulsen

Grafik:Jens Burau (supergreen.dk)

Artikelforslag er meget velkomne og sendes til [email protected]

KURT udkommer 3 gange om året og pro-duceres af frivillige skribenter, fotografer og journalister. Artikler og illustrationer må ikke genoptrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT

S002 KURT

Den israelske drømPawel Wedrowski taler med Adam Holm om den israelske

protest bevægelse og en befolkning som kræver sin ret og

vil have noget for noget.

Hvad så Danmark?Christine Rasmussen rapporterer fra dagene efter valget

hvor regeringen konstitueres og gør status på integrations-

politikken og dens mulige fremtid efter en valgkamp der for

første gang i mange år skubbede temaet i baggrunden og

gjorde DF tavse.

Alen i Eventyrland Celine Hastrup taler med forfatter Alen Mexcovic som

debuterede med den anmelderroste Ukuele Jam – om at få

en chance til.

Grus i propagandamaskinen Morten Gøbel Poulsen har været i Libyen og taget tempera-

turen på den kunstneriske propaganda og en eksploderende

kunstscene efter Gadaffis fald.

Kunst i byens rum – byens rum i kunsten Rasmus Poulsen går gennem byen og følger graffitiens liv

i byrummet. Genoptryk af artikel første gang trykt i KURT

2005 i anledning af udgivelsen Gade Kunst.

Hip hop hip hop hip hop Annette Max Hansen har været i Egypten og mødt revolutio-

nens kunstnere og politiske rappere, der sætter livet på spil

og tager bladet fra munden.

Mangfoldighed i praksis Christine Rasmussen har været til konference om at udnytte

mangfoldigheden og kunsten at se den som potentiale

istedet for en byrde – en udfordring for europæiske byer

Kan integration betale sig? Dina Haffar kigger på sociale initiativer på markedsvilkår og

integration som en profitabel forretning .

S005

S009

S012

S016

S026

S024

S036

S083

Mit DanmarkCitatet Voxpop LyrikQuizzFotoreport

KURT anbefaler –Film_Galleri_Teater_Musik_Bog

S002

S021

S035

S022

S038

S034

S15

KURT S003

MIT DENMARK

Som en udefrakommende har jeg uundgåeligt set Danmark og den dan-ske kultur i relief af mit ‘oprindelige” land og min kulturelle baggrund. Jeg har oplevet og oplever stadig ting ved Danmark og den danske kultur, som overrasker mig efter næsten et kvart århundredes ophold i Danmark.

DET MILDE KLIMAI den lange efterårs- og vinterperiode ser jeg ikke meget til min ældre nabo, som er en enlig dame. Men om som-meren opholder vi os begge meget i vores fælles grønne have, og ind i mellem bytter vi en skål sommersa-lat med humus. Det har fået mig til at tænke på, at klimaet har en markant betydning for Danmark.

Det danske klima er hverken varmt eller koldt, men noget midt i mellem - mildt, akkurat ligesom dansker-nes sind - uden ekstremer. Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har oplevet to trafikanter, der er stødt sammen, kommer ud af bilerne og begynde at råbe og skrige og skælde hinanden ud. De kommer godt nok ud, men for at kigge på bilen og derefter pænt vente til politiet kommer og optager rap-port, for til sidst at udveksle visitkort og forsikringsselskabernes telefon-numre.

Det milde klima i Danmark kan sammenlignes med mange af de kul-turelle værdier, som vi danskere iden-tificerer os med. F.eks. det danske konsensussøgende politiske system som, jeg mener repræsenterer en midtersøgende linje. Uanset om man får en venstre- eller højre regering, så er det de midterste partier, der tegner regeringspolitikken.

Danskernes liberale verdensan-skuelse, der bl.a. kommer til udtryk i en vis tolerance, er et andet udtryk for det jævne temperament uden de ekstreme tilbøjeligheder. Nu skal jeg naturligvis passe på hvad jeg skriver, når jeg kigger tilbage på de sidste 10 års debatkultur, blokretorik og politik, som har været ret udansk efter man-ges opfattelse.

FLAD SOM LANDSKABETDen flade opbygning af samfundet og dets institutioner kan betragtes som typisk for Danmarks instituti-onskultur - både i det offentlige, men også i det private. De flade relationer mellem magthavere og ”undersåtter” minder mig om det danske landskab. Her tænker jeg på de korte fysiske af-stande og den korte afstand mellem det øverste og det nederste i Dan-mark.

Fladhed findes også i menings-forskellene. Konflikter i Danmark er omdøbt til ‘forhandlinger’, og for det meste fri for de store optøjer. I mod-sætning til de fleste lande i verden har den demokratiske proces i Danmark udviklet sig stille og roligt. Kongen gik i sin tid selv med til at opgive ene-vælden uden blodige konfrontationer.

I Mit Danmark bliver jeg også nødt til at fremhæve et andet af landets særlige kendemærker. Nej, jeg tæn-ker ikke på bacon og Lurpak smør. Jeg tænker på Danish Design. Hvad er det, der er så karakteristisk for det danske design? Er det ikke de rene lin-jer og former og de afdæmpede farver, som man kan genkende fra den dan-ske natur og klima?

DANSK IDENTITETDen særlige identitetsdebat opleves som aldrig før, og det skyldes ikke kun de nye befolkningsgrupper, som ser anderledes ud og har andre vaner, men også den globaliseringsproces, som er på hastig fremmarch. Spørgsmålet om hvem man er, og hvor man kommer fra er i og for sig god nok. Men der er en stor risiko ved det - risikoen ved at fastholde og forsøge at cementere sin tilværelse i nogle kategorier, som ikke må ændres. En fastlåshed i nogle selvskabte kategorier, der udelukker forandringer, som er nødvendige i en tid, hvor alt er baseret på konstant nedbrydning og genopbygning.

Frem for hele tiden at kigge på hvem vi er, og hvordan kan vi identi-ficere os ude fra en historisk defineret geografisk ramme, vil det være mere

konstruktivt at tænke på selvforstå-else frem for identitet. Det moderne menneskes drift er ikke længere bun-det af, hvor vi kommer fra, men sna-rere hvordan vi ‘nu’ opfatter os selv, og hvordan den selvopfattelse hænger sammen med vores placering i omver-den i ‘netop den konkrete situation’.

Vi har bedt Nader Arian

om at sætte ord på hans Danmark. Nader arbejder i Københavns Kommunes

Taskforce Inklusion, er født i Iran og har boet knapt 30 år i Danmark.

S004 KURT

DEN ISRAELSKE DRØM

PROTEST

– Israels økonomi blomstrer, men samtidig vokser den folkelige util-fredshed. Mange israelere føler, at de bliver stadig fattigere og hundredtu-sinder er gået på gaden for at pro-testere. Israel har aldrig oplevet så store demonstrationer, og teltbyer er skudt op over hele landet. Men hvad håber de protesterende at opnå? Hvor langt vil de gå? Og hvad er det for et 'andet Israel' de drømmer om?

KURT S005

PROTEST

Interview med Adam HolmAf Pawel Wedrowski

Parallelt med det arabiske forår, Stop Wall Street bevægelsen og finanskrisen har Israel udviklet sin egen synlige sociale protestbevægelse på tværs af forskellige befolkningsgrupper, som kræver den de-mokratiske ret til at blive hørt.

Israels eksistensberettigelse knyttes ofte til med påstanden om, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten. Tanken om, at andre arabiske samfund kunne tage ved lære af den is-raelske model, har derfor altid stået i stærk kontrast til de faktiske forhold. At Israels blotte til-stedeværelse på sin vis har været med til at opretholde og styrke de arabiske diktaturer er et trist paradoks. Muligvis udspringer den virke-lighed af en ganske særligt vinklet story-telling, som i globale medier og dermed i den globale bevidsthed er blevet Israel til del.

På den ene side Israels historiske lidel-seshistorie, som er lig med jødernes lidel-seshistorie – og som på grotesk vis kulmi-nerer med Holocaust. – en fortælling som næsten mytisk forklarer Israels moderne identitet og deraf, affødt på den anden side, konflikten omkring de besatte områ-der på vej til at blive Palæstina. Det er to sider af samme Shekel. Verdens opfattelse af Israel er i omfattende grad præget af de to elementer. En fortælling, som i høj grad afskærer mulighederne for at betragte Is-rael ud fra andre væsentligt mere normale målestoksforhold.

Det Arabiske Forår, som har bredt sig til også at omfatte Mellemøstens regimer, giver begejstrede anelser om spirende de-mokratier. Israel har ikke inspireret Det

Arabiske Forår. Tværtimod har der hersket udbredt frygt for, hvad en demokratisering af traditionelt fjendtligsindede samfund ville bringe af dårligdomme i kølvandet. Førhen kunne man slå hårdt mod hårdt og oven i købet et langt stykke af vejen legiti-mere sine handlinger med henvisninger til, at man bekæmpede diktaturer og terroror-ganisationer. I disse dage klapper verden begejstret af arabiske tyranners fald, mens Israel de seneste år bevidst som ubevidst har gjort alt, hvad der stod i dets magt for at bringe sig i uføre på den internationale

scene ved indi-rekte med sin kon-frontatoriske reto-rik og sit benhårde handlingsmønster at understøtte de selvsamme tyran-ner. I parentes be-mærket har resten af verden på sin vis gjort det samme.

Som bekendt er det imidlertid de rige og de smukke, som beslutter hvor lampen skal stå.

Sideløbende med sin rolle som det glo-bale demokratis enfant terrible har Israel trods alt altid haft egne sine sociale pro-blemer at slås med. Almindelige samfunds-strukturelle gnidninger i forbindelse med fordeling af goder. Værdimæssige diskus-sioner om det israelske samfunds fremtid. Med andre ord indenrigspolitiske debat-ter, som både udadtil og indadtil i årtier er blevet overskygget af det tilbagevendende spørgsmål om sikkerhed og statens geopo-litiske overlevelse.

Men også på de israelske breddegrader blæser nye vinde.

Adam Holm har besøgt landet som bol-trer sig i honning for at afdække grundene til at gader i Tel Aviv og andre større byer i længere tid har været prydet af teltlejre og demonstrationer. Måske i håbet om en højere social retfærdig balance. For at in-

spicere en lidet mediedækket nutid og få et mere nuanceret indblik i fremtiden – i et samfund, der sin spinkle størrelse til trods, fylder meget i den globale bevidsthed.

Hvordan kan den indsigt i israelske forhold som du søger at skildre, indsættes i et bre-dere perspektiv, hvad de nuværende revolu-tionære tilstande i mellemøsten såvel som europæiske og amerikanske borgerretsbe-vægelser angår?

Det man kan lære af protesterne i Israel er, at selv i et så presset land, hvad angår sikkerhed kultur og hele den udenrigspo-litiske situation, er der forholdsvis mange mennesker fra forskellige dele af befolknin-gen, som har et overskud, eller det nødven-dige underskud, til at kræve deres politike-re til ret og til at kræve, at der indfinder sig nogle sociale forandringer. Fordi de sociale forhold i landet er utilfredsstillende i en så-dan grad, at nogle ganske simpelt føler sig hægtet af – og det til trods for, at den isra-elske økonomi buldrer frem. Regnestykket for de mennesker er ganske simpelt – at hvis man i et samfund som det israelske kræver en indsats af sin befolkning i form af en 2-3-årig benhård værnepligt, så er man i den grad berettiget til at kræve noget igen. Og i mange menneskers bevidsthed er Israel skabt som et i udgangspunktet egalitært samfund. Det er et tilflugtssted, et slags helle, som helt fra Herzl´s (Theodor Herzl 1860-1904, født i Budapest på det tidspunkt del af det Østrig-Ungarske rige, initiativtager til den zionistiske bevægelse af 1897, som ansporede europæiske jøder til at drage mod det hellige land for dér at opkøbe jord og grundlægge en moderne jødisk stat. red.) tid og selvfølgelig med 2. Verdenskrig som kulisse repræsenterer vi-sionen om lighed for alle og modstykket til en verden, hvor der til stadighed lurede en fare for, at man blev skubbet ud til kanten, blot fordi, man var jøde. Det er akkurat det svigt, man mener at kunne spore i dag – en politisk virkelighed som gør vold på Israels grundlæggende identitet. Der er en voksende jødisk underklasse, fattige men-nesker, som ikke kan klare sig til dagen og vejen. Det er i den sammenhæng at politi-kerne bliver afkrævet et ansvar for hvis ikke samfundet kan tage vare på sine svageste, hvorfor skal et sådant samfund så forsvares overhovedet.

I samme åndedrag kan man konstatere, at store statslige midler ekspederes direkte ud i de besatte områder og andre udsatte ste-der, som afkræver en høj grad af sikkerhed stillet til rådighed. Det bringer os nærmere hele diskussionen om Israels identitet og le-gitimitet for handling som landets eksistens så desperat er bundet op omkring. På den ene side den enkelte israelers selvforståelse

Der er en voksende jødisk underklasse, fattige

mennesker, som ikke kan klare sig til dagen og

vejen.

S006 KURT

som borger i et samfund, hvor man er be-rettiget til at stille helt basale politiske krav om social balance og retfærdighed og på den anden side en kollektiv selvforståelse, hvor man som medlem af et nationalt fæl-lesskab stadigt konfronterer spørgsmålet om sikkerhed og territoriale grænser. I den splittede identitet er der fare for at næste-kærligheden bliver vingeskudt og kommer til at definere sig med Søren Krarups ord, som kærligheden til den genkendelige næste. Er Israel ikke akkurat stedet, hvor man ikke har råd til så amputeret en udgave af næ-stekærligheden? Du taler om dit møde med unge idealister som du fatter sympati for velvidende, at det er mennesker, som også har været igennem en ekstremt hårdhændet militæruddannelse. Kan man som jødisk demonstrant definere et perspektiv, der ikke er uheldigt påvirket af debatten om Israels sikkerhed?

Man fornemmer at protestbevægelsen har en anden dagsorden – at der er rykket noget ved forestillingen om os og dem. At spørgsmålet om skyld tager udgangspunkt i sociale forhold, og at det er rettet mod det politiske etablissement. Det opløser den traditionelle opfattelse af, at sikker-hedsspørgsmålet kan forklare alt. På den måde bli-ver det i mindre grad en konflikt mellem israelere og palæstinensere. Fordi selve kernen i protestbevægel-sen akkurat hand-ler om, hvad man overordnet kan stille henholdsvis borgere og regering til regnskab for. Dis-kussionen omfatter den klassegraduering, som er blevet tydelig i Israel de senere år, og som protestbevægelsen tager udgangs-punkt i og finder uacceptabel. På den måde repræsenterer protestbevægelsen en langt højere grad af kritisk selverkendelse, hvor man påpeger, at hvis et samfund dehuma-niserer sig selv i sine interne forhold er det vanskeligt at forestille sig en samtale med fjenden overhovedet. Det er en ny tilgang også til det nationale spørgsmål i den for-stand, at man ikke længere bare står hånd i hånd mod de andre ud fra et nationalt til-hørsforhold, men at det drejer sig om at stå hånd i hånd med hinanden som vælgere, der afkræver deres demokratisk valgte le-derskab et socialt ansvar.

Protestbevægelsen begyndte som et op-råb i forhold til sygehusvæsenet og de dra-stisk faldende standarder. Man begyndte at forholde sig kritisk til, at offentlige midler i uhørt omfang havner i forsvarsbudgettet, som i øvrigt bidrager til opførelse af bosæt-

telser osv. Den debat tog om sig i forhold til de studerendes vilkår, boligforhold mm. Det handler om en slags selvgenkendelse, som overskrider den klassiske israelske

nationale identitet – at man alle har været udsat for de samme tragedier – den jødiske lidel-seshistorie – plud-selig er man på ga-den og møder den anden i en ny gen-kendelse omkring noget konkret.Den nye genken-delse er interessant

i forhold til Israel som nation og dermed også i forhold til fredsprocessen. Israel har siden sin grundlæggelse været underlagt en benhårdt optegnet etikette, som beskriver et land i kamp om sin overlevelse. Det har på sin vis skabt en slags moralsk legitimi-tet omkring det palæstinensiske spørgsmål. Alt er tilladt så længe det drejer sig om lan-dets sikkerhed. Det er blevet brugt og misbrugt politisk og har aflejret sig i den generelle men-talitet. Ovenpå den gamle lidelseshisto-rie har man bygget en ny og ovenpå den bosættelserne. Hvis dette handler om et opgør med en form for historisk betin-get kynisme kunne det give anledning til nye forhåbninger omkring mellemøsten. Og der-med kan man vel sige, at man skal kunne genkende sig selv for at genkende sin fjende.

Den største demonstration i Israel no-gensinde (3. Sep. 2011 med deltagelse af over en halv million. red.) er bla. konse-kvensen af protestbevægelsens bestræbel-ser. En af protestbevægelsens frontfigurer, Stav Shafir, fortalte mig om en 89 årig polsk jøde, som under demonstrationen konsta-terede, at det var den vigtigste begivenhed i Israels historie siden grundlæggelsen af staten i ´48.

En stemme fra graven som præsenterer en forestilling om, at man har begået fejl og muligvis betrådt en forkert vej, styrker tanken om, at man ikke bare kan definere sig selv ved at glo indover den anden side af hegnet. For en udenforstående er det muligvis en simpel konstatering, men for israelere er det en decideret kovending i hele processen omkring en national selv-forståelse. Stav Shafir refererede ligeledes en anden oplevelse, som for nyligt havde åbnet hendes øjne for nødvendigheden af protestbevægelsen. Nogle civile israelere var blevet dræbt i Egypten og regeringen havde slået på tromme for en kollektiv. I

teltlejrene var den tragiske nyhed ble-vet mødt med sorg, men havde ikke formået at fjerne fokus fra den sam-lede sum af israelsk virkelighed. Det havde for Stav væ-ret et definerende øjeblik.

Det siger noget om bevægelsens op-rigtighed. At man ikke længere lader sig standse af en politisk delmængde, men hol-der fast i helheden. På den måde kan den israelske protestbevægelse sammenlignes

PROTEST

Man fornemmer at protestbevægelsen har

en anden dagsorden – at der er rykket noget ved forestillingen om os og

dem.

Den største demonstration i Israel nogensinde er bla. konsekvensen af protestbevægelsens

bestræbelser.

Adam Holm mødes med Stav Shafir, som har været en af protestlederne helt fra starten.

KURT S007

med de folkelige oprør, som har præget den arabiske verden. Et slags globalt nysyn. En kontrast til et fastgroet livssyn, som ikke har været produktivt. En sådan ideologisk omvæltning har en enorm pris. Og den er blevet betalt i de arabiske samfund, såvel under diktaturerne i Egypten, Tunesien og Libyen som undervejs i revolutionen. Den er også blevet betalt i Israel.

Det bringer os på sin vis nærmere vores egne breddegrader. For du taler om en række grundlæggende spørgsmål som man vel-sagtens kan stille sig i forbindelse med det seneste årti i dansk politik og samfund. At man med en langt mindre blodig kulisse har givet slip på et stykke anstændighed og dermed banet vejen for en anden og mindre rummelig selvforståelse.

Det man kan iagttage i Mellemøsten er et udtalt folkeligt krav om ærlighed, anstæn-dighed og medbestemmelse. Folket vil ta-ges alvorligt. I forbindelse med en dansk sammenhæng kan man postulere, at de folkevalgte lyver og bedrager. Men det er mindre sort /hvidt i Danmark, da langt fle-re elementer gør sig gældende. Danmark er ganske enkelt et friere rum. Vi er ikke poli-tisk undertrykte og lever ikke med en sta-dig sikkerhedsmæssig trussel om livet. Man kan sige, at dér hvor en åndelig ensretning dukker op, som byder en imod, bør man reagere og råbe op. Det kan vi ihukomme, når vi betragter Det Arabiske Forår og den israelske protestbevægelse.

Man kan konstatere, at der er opstået en række folkelige bevægelser i henholdsvis Is-

rael, Nordafrika og Danmark. I den hjem-lige andedam er Bedsteforældre for Asyl, Kirkeasyl, kunstnere som optræder i indig-nation, enkeltstående præster, som tager affære, nogle stærke eksempler. Den dan-ske baggrund er anderledes, men handler også om anstændighed og rettigheder. Om at børn ikke skal sidde i gudsforladte lejre og sygne hen. Om at mennesker på trods af kulturelle forskelle har en verden til fæl-les. Det er som om, vi for en stund glemte at kæmpe, troede at det hele gik af sig selv, at god moral har en iboende selvopholdel-sesdrift. Måske er det den lære vi kan drage af hinanden. At demokratiet vokser ikke af sig selv. At det politiske og det folkelige de-mokrati er to stykker af samme alen, og at demokratiet bliver kvalt, hvis afstanden mellem de to er for stor. At vi til tider skal holde i hånd, selvom vi til dagligt beholder den i lommen.

Akkurat. Og den demokratiske proces un-derstøttes ikke af lærebøger. Den bliver til, mens vi taler. Der findes ingen facitliste. Lige nu er der en masse mennesker, som ikke længere orker at have en dialog med medierne og politikerne. Man føler, at det er en dialog, som er orkestreret og ko-reograferet på forhånd. Man vil på gaden. Sidde ved rundborde. Tale til og med hin-anden. Som naboer, borgere og medansvar-lige for, at samfundet i sin demokratiske form skal fungere. Det oplevede jeg i såvel i Israel som i Libyen. Det danske demokrati kan spørge sig selv om det vil lade stå til, så længe forandringer ikke er tvingende nød-vendige, eller være på forkant. Det første plejer at være en omvej. Personligt er jeg

blevet mindet om, at vi faktisk besidder mod som mennesker. Lyset toner ud, dadlerne er sammensunkne i hjørnet som skamfulde rynker fra forti-den. Vi har i selvfed ro og mag opfundet fremtidens dagsorden, badet i anstændig-hedens vievand og med et let skælvende blik rettet mod mellemøsten. Det er svært erkendeligt, at vi i grunden betragter ver-den fra et halvvejs restaureret kælderrum i Nansengade, hvor man tilfældigvis kan nyde kaffe af næsten arabisk kvalitet. Orde-ne har været vidt omkring og sommetider er det vanskeligt at sætte hoved og hale på et broget væsen. Jeg kigger på Adam og vi smiler. Velvidende, at denne samtale hver-ken begyndte eller sluttede med os, trods alt – at ordene er uendeligt mange, at brud-stykker i en bunke skal rodes mange gange igennem førend de med en håndfuld held kan falde på plads, og det mod vi besidder hoppe henover vejen og op i førersædet for at bringe magten et stykke nærmere an-stændighed.

Blå Bog

Adam Holm er født I 1969. Han er historiker, an-melder og studievært. Adam Holm har som jour-nalist beskæftiget sig med den arabiske verden og rejste bla. rundt i Libyen under revolutionen. I September 2011 rejste han til Tel Aviv for at portrættere den israelske protestbevægelse som i skikkelse af teltlejre og demonstrationer var begyndt at præge Israel.

PROTEST

En af de mange teltlejre, som er skudt op under

protesten.

S008 KURT

REPORTAGE

HVA’ SÅ DANMARK?

Så var der valg. Danmark har fået en ny regering, et nyt flertal. Et fler-tal, der vil noget andet med inte-grationen.

Af Christine Rasmussen

KURT S009

Breakingnews. ”INTEGRATIONSMINI-STERIET NEDLÆGGES” – det kører i skrigende gult hen over skærmen på TV2 NEWS. Bevares, ikke alt der glimter i gult på NEWS er guld, men denne gang har det været nok til at få mig op af liggestolen og ind foran fjernsynet på denne højst uven-tede sommerdag. Sommer og 25 grader i oktober! Hvem skulle have troet der? Nåja- hvem troede før valget på en reel ændring i integrationspolitikken?

Før valget og under valgkampen er alle de større midterpartier - med undtagelse af De Radikale - faldet over hinanden for at forsikre om en fortsat stram integrations-politik. Angsten for vælgerne & integration er stor og bestemt ikke ubegrundet – en fast hånd og stadig strammere skrue på integrationsområdets har haft afgørende indflydelse på hele tre valg: i 2001, 2005 og 2007. Et radikalt udspil om at nedlægge Integrationsministeriet blev tidligt i valg-kampen pure afvist. Og nu står selvsamme ministerium ikke blot for fald. Føres rege-ringsgrundlaget til dørs gennemføres tillige en række lempelser: Bort med pointsystem og væk med ydelser som starthjælp og kon-tanthjælpsloft der især rammer minoritets-grupperne, tilknytningskravet reduceret til 26 år og asylansøgere får mulighed for at bo og arbejde uden for centrene efter ½ år. For blot at nævne et par stykker.

Som solen forsvinder og frarøver mig den sidste mulighed for lidt kulør i 2011, falder ministerkabalen gradvist på plads. Det bliver tydeligt at vi stadig har en mi-nister for integrationsområdet. Så radikalt - hverken i ordets egentlige forstand eller med partipolitisk adresse - er skiftet ikke: Socialdemokraterne har bibeholdt områ-det under egen kontrol ved den ny social- og integrationsminister Karen Hækkerup. Det tidligere integrationsministerium opsplittes på en række andre ministerier – hele fem siger de seneste rygter. Mest overordnet tegner justitsministeriet til at overtage sagsbehandling omkring immi-gration, statsborgerskab, mens socialmini-steriet overtager en del af værdipolitikken.

”Nu er der et nyt flertal og vi vil det på en anden måde”, siger Karen Hækkerup, da hun et par aftner senere bliver spurgt til skiftet. Den ny minister vil tale om in-tegration og til minoriteterne på en anden måde – og det er ikke noget hun griber ud at den blå luft. Der skal, siger Regerings-grundlaget skabes en ”ny balance hvor inte-gration prioriteres over eksklusion… [hvor] ansøgere skal mødes med ordentlighed og respekt”. Alle skal uanset baggrund føle sig velkommen i landet.

EN NY BALANCEDet lyder pænt. Og tilgang og tone på inte-grationsområdet har utvivlsomt betydning: ”Man kan ikke uden videre assimilere folk

uden at tænke på deres kulturelle baggrun-de, som de har med i bagagen,” siger Se-miha Hassan, medlem af foreningen One. ”Det vil være det samme som at putte disse folk ned i en skuffe og lukke skuffen efter dem. De føler sig ekskluderede, ensomme, smidt ud af samfundet og identitetsløse.”

Foreningen One samler unge stude-rende med anden etnisk baggrund, mange af dem ressourcestærke unge, unge der skal være med til at bære, betale og forme fremtidens samfund. ”Søren Pind har ikke rigtigt forstået, at en stor del af et menne-skes identitet ligger i hans eller hendes kul-turelle baggrund”, fortsætter Semiha. ”Så i stedet for at negligere folks kultur kunne han have været mere fornuftig og udvist større tolerance ved netop at anse dem for mennesker med deres egen kulturelle bag-grund, som skal inkluderes i det danske samfund, og dermed anvende deres kultu-relle baggrunde i denne proces.”

Semiha er optimistisk hvad angår den ny regering: ”Jeg håber, at de kan leve op til mine forventnin-ger, specielt hvad an-går behandlingen af udlændinge og folk med anden etnisk baggrund, som for-håbentligt vil kunne komme til at føle sig behandlet på lige fod med de etniske dan-skere.”

Kan de så det? Kan Karen Hækkerup indfri Semiha's forventninger? Hvor langt rækker den ny balance?

Sikkert er det i hvert fald, at balancen ikke er tilbage til de gode gamle 90-ere. Med den hellige ko i integrationspolitikken, 24 års reglen, bevaret, og krav om tilknytning-fastholdt ved 26 år, vil immigrationen fra 3-verdens lande fortsat være bremset. Det signaliseres, at nye krav for styrket inte-gration på arbejdsmarked og i uddannelse, træder i stedet for pointsystem. Og skulle nogen være i tvivl, slår regeringsgrundlaget med syvtommer søm det værdimæssige fundament for samfundets sammenhængs-kraft fast: ’Fælles accept af grundlæggende værdier, kønnenes ligestilling og ligeværd, adskillelse af politik og religion, demokrati og demokratisk børneopdragelse’. Gode gamle, vestlige værdier.

HVAD SIGER VÆLGERNE? LØFTEBRUD – ELLER DEMOKRATI.

I ugerne efter hin sommerdag i oktober bliver den nyslåede oppositions torden om ’løftebrud’ stadig højere. Den nu forhen-værende minister Søren Pind kan, med rynkede bryn og udsigt til et fragmenteret ex-ministerium, med god ret sige: ”Hvad sagde jeg.” Og vi er dem der overvejer, om Helle T. alligevel er blevet mast ved for-handlingsbordet og har åbnet en flanke hvor nationalkonservative politikere tål-modigt kan begynde at tygge sig ind på gruppen af altid vælgelsindede midter-vælgere. Et ’nok er nok’-segment har teg-net sig siden Ny Alliances hastige opsti-gen under valgkampen i 2007 og den lige så bratte deroute, da partiets ledelse ikke var sig opgaven voksen. ’Nok er nok’ har med det nyligt overståede valg ramt rege-ringskontorerne – måske endda medvir-ket hertil – men hvornår bliver ’nok’ for lidt? Hvor stram en integrationspolitik vil vælgerne fortsat have?

Torden om svegne valgløfter ledsages af faldende meningsmålinger. Helle og co. må være glade for at der er længe til næste valg. Bemærkelsesværdigt er integrationsområ-det helt fraværende i debatten. Tre uger efter regeringsgrundlaget har ingen bekla-get pointsystemets afgang eller arbejdende asylansøgere og diskussionen om afskaf-felse af fattigdomsydelser handler mest om hvorvidt pengene kan findes.

Er der sket løftebrud har det på inte-grationsområdet været af den rigtige art

– eller også har vælgerne blot endnu for travlt med ventetider på skadestuen, topskattelettelser og andre godter som gulerodska-

ge og pølser, der finder vej indi Folketingets åbningsdebat.

Med lidt god vilje skimtes 'nok-er-nok' segmentet da også i valgresultatet – helt dumme har de måske ikke været, derude på Crown Plaza, mens vi ventede på hvid røg fra sort tårn. Det var ikke en valgkamp domineret af integration og udlændinge debat, men alligevel stak udlændinge-spørgsmålet snuden frem da SFs bommert omkring 24-års-reglen ryddede forsiderne i– for oppositionen – nogle neglebidende dage. En bommert der straks blev søgt ud-nyttet af oppositionen, men måske især kom Enhedslisten og de Radikale til gavn. De to partier kom stærkt styrket ud af valg-kampen – af ikke mindst af tilstrømnin-gen fra desillusionerede SF-vælgere – og selvom mange andre forhold givetvis spil-ler ind, har de to partiers ønske om et mere åbent Danmark alt andet lige ikke ligget dem voldsomt til last.

REPORTAGE

Bemærkelsesværdigt er integrationsområdet helt fraværende i debatten.

S010 KURT

”Umiddelbart synes jeg at det er bedre at ministeriet er væk, man følte ikke at man var

en del af samfundet, når ens sag blev behandlet på et ministerium, hvor ”almindelige

danskere” aldrig kommer. Man føler sig bedre ”inkluderet” i samfund når man siger ”jeg

skal lige til Socialministeriet i morgen” end at sige ”jeg skal til Integrationsministeriet”.

Irene Hurtado har boet i Danmark i 10 år – hun er fra Argentina, det var kærligheden

der for ti år siden bragte hende til Danmark. Hun har på egen krop oplevet mødet med

den danske integrationsmaskine – i uddannelse, på arbejdsmarked og i det løbende i

mødet med dansk hverdag.Også Safia Ayuda, jurist, lægdommer og engageret i lokalt community-arbejde, er

positiv over for ministeriets nedlæggelse. Men herudover er der en god portion skepsis

at spore: ”I min omgangskreds har jeg op til valget mærket, at mange muslimer havde sat

deres lid til et regimeskifte i Danmark. Ikke mindst på grund af den hårde tone og poli-

tiske hetz, der fra en tidligere regering har været rettet imod danske muslimer. Folk så

frem til regimeskiftet med glæde. Til gengæld er stemningen efter valget en helt anden –

folk er SKUFFEDE, omend mange stadigvæk gerne vil give den nye regering en chance.”

Safia Ayuda peger bl.a. på regeringens manglende vilje til at at afskaffe 24-års reglen.

”Også valget af Villy Søvndal som udenrigsminister og hans fadæse med at tale om at

stemme imod oprettelsen af en palæstinensisk stat i FN, har skuffet mange muslimer i

Danmark. Flere har talt om, at de fortryder at have sat deres krys ved rød blok.”

Selvom muslimer som alle andre borgere er spredt over det fulde politiske spektrum,

mener Safia, at størstedelen af praktiserende muslimer i Danmark faktisk hælder til den

blå blok.Men at de ved dette valg i højere grad har sat krydset efter de røde partiers mere

inkluderende tone i debatten.

Jeg spørger til det påfaldende fravær af minoritetsrepræsentanter i debatten, og Safia

peger på, at ”mange enkeltpersoner af muslimsk observans, der før har ytret sig i debat-

ten og har stillet op til tidligere valg, har fået så mange slag over snuden, at de vælger

ikke at udtale sig eller diskutere politik offentligt.” Samtidig mangler medierne gode mi-

noritetskilder og tillid blandt minoriteterne. Optimistisk er hun dog for minoriteternes

fremtidige, politiske deltagelse: ”Flere danske muslimer er også ved at få lært, hvordan

man driver politisk lobbyvirksomhed og benytter sig praktisk af det danske demokrati-

ske system fx gennem høringsmøder, møder med folketingsudvalg, lokal aktivisme mm.”

Også Irene Hurtado er optimistisk: ”Det skal nok komme, … lad det være den fælles sag

for danskere og indvandrere at finde den bedste løsning for alle.”

Hvad synes de selv?De fleste debatter handler OM dem, men hvad synes

de selv? Dem som sammen med deres børn har ople-

vet integrationspolitikken og retorikken på egen krop

men stort set har været fraværende i debatten, både

før, under og efter valget. Hvad tænker de om rege-

ringsskifte, integrationsministerium og 24 års regel?

REPORTAGE

Endnu tydeligere skimtes måske i valg-resultatet konturerne af et Danmark da-gen derpå. Udlændingeområdet er et helt andet sted end i 2001: Der bliver givet flere opholdstilladelser end i 2001, men langt største delen går til arbejdskraftindvan-dring. De fleste danskerne møder i deres hverdag og omgangskreds dygtige kol-legaer, venner, måske en kommende æg-tefælle, der kommer i klemme i skiftende regler om opholdstilladelse og statsbor-gerskab, tusinder af kroner til garantier, pointoptjeninig osv.. Regler, der forekom-mer stadig mere meningsløse i takt med at krisen sætter behovet for konkurren-cedygtighed, en effektiv arbejdsstyrke og tilpasning til globalisering i relief. Samti-dig har 24-årsreglen og tilknytningskravet – policy matters siden 2001 – skarpt ned-bragt antallet af familiesammenføringer og dermed også de udfordringer indvan-dringen fra 3. Verdenslande bringer med sig. Et forhold der som nævnt ikke berøres af den ny regering.

EN NY PRAGMATISMEEr det så slut med assimilation, grumme enkeltsager og EU-kontroller til den dan-ske grænse? Hvor er Danmark egentlig på vej hen?

En lys oktober dag, hvor efteråret har indfundet sig og jaget det vildfarne som-mervejr på flugt, sidder jeg i et stort audi-torium på Københavns Universitet med udsigt til den blanke kanal, tygger på et stykke kage og lytter til Ulf Hedetoft, de-kan ved Københavns Universitet og inte-grationsforsker.

Hedetoft siger, at integrationsområdet er blevet normaliseret: har mistet sin sær-status som afgørende for magten i dansk politik og er blevet et policy-område blandt andre. Uha da, for den integrati-onsbranche der gennem de sidste 10 år er vokset sig tyk og fed på at få ’det med integrationen’ til at virke. Helt ned går branchen måske ikke, for Hedetoft siger videre, at en ny pragmatisme, som han ser det, er ved at vokse frem– endda på tværs af de tidligere så forskellige integrations-paradigmer i Sverige, Norge og Danmark. En pragmatisme fokuseret på at få det mest nyttige ud af kulturel forskellighed i en tid præget af økonomisk krise og sti-gende globalisering. Nyt arbejde for bran-chen? - I hvert fald taler både erhversliv og regeringsgrundlag om behovet for ef-fektive regler der sikrer erhvervslivet den nødvendige arbejdskraft.

KURT S011

HOOD

ALEN I EVENTYRLAND

Jeg hader ordet integration. Jeg hader simpelt hen det begreb, jeg synes det er frygteligt. Ordene falder i samme venlige tonefald som resten af samtalen. Mere en konstatering end en vredesytring, for det er noget der er tænkt over, erfaret, mær-ket. Sådan er det med det meste af det Alen Meskovicć fortæller denne sene efter-middag på caféen i Vester Vov Vov-biografen på Vesterbro – hans ”hood” som han

kalder det, derfra hans verden nu går.

S012 KURT

Af Celine HastrupFoto: Isak Hoffmeyer

Tankerne bliver udtrykt præcist, med de pauser, lange sætninger og indskud som de kræver, og så er det ellers bare med at hænge på, for der er meget han gerne vil formulere. Og ordet integration bryder han sig altså ikke om. Alen Mešković kunne el-lers godt være et præmieeksempel på en vellykket integration: Han kom til landet som flygtning fra det der dengang var Ju-goslavien i 1994, 14 år gammel, alene, uden at kunne et ord dansk, og sad 8 måneder i et asylcenter i Nyborg. I dag er det blevet til en cand.mag. i Moderne Kultur og Kultur-formidling, en digtsamling (Første gang til-bage, Gyldendal 2009) , en roman der er på vej i andet oplag (Ukulele Jam, Gyldendal 2011), kæreste og en lille datter på omkring et år. Man kan næsten høre klapsalverne fra de bonede gulve i det hedengangne In-tegrationsministerium: ”Se bare, det kan godt lade sig gøre!” Men sådan ser han slet ikke selv på det.

Det er jo ikke sådan at jeg kom og følte mig udenfor, og nu er jeg indenfor. Det er ikke så-dan man tænker. Jeg tog ikke en uddannelse for at integrere mig og lære dansk, jeg tog en uddannelse for at få et liv jeg ikke havde i næsten et år, og jeg gjorde det med det yder-ste af neglene. Så processen anskuer jeg fra en eksistentiel og ikke en samfundsmæssig vinkel. Det der med at integrere sig hvad er det for no-get? Folk der er her, vil jo bare gerne have noget at lave, have et liv, have kontakt og venner.

MOSAIKKEN PÅ BALKANDet er nærliggende at læse romandebuten Ukulele Jam som en selvbiografi. Historien om den bosniske Miki der må flygte med sine forældre og familie til en lejr på den kroa-tiske kyst omgivet af strand-turister og andre flygtninge fra alle dele af Jugoslavien, er til dels hans egen, men slet ikke i det omfang man kunne tro. Bogen er en mosaik som handler om eks-Jugoslavien i 80’erne og 90’erne. Visse steder i romanen, er der selvfølgelig noget der kommer tættere på, og det har ikke altid været nemt at skrive, fortæller han og trækker lidt på det. For na-turligvis er der en forbindelse mellem hans egne oplevelser på Balkan og de historier han vil fortælle. For mig er det liv jeg levede dernede på en eller anden måde et empirisk ud-gangspunkt, og så først bag-efter kommer distancen og de

rationelle overvejelser. Jeg rejste derned igen og spurgte mig selv hvorfor det gik som det gik, hvad det var for en film jeg havde været statist i. Og på den måde er der masser af historier. Alle dernede har oplevet krigen, så det vrimler med fortællinger.

ET EVENTYRLAND Mødet med Danmark fik Alen Mešković til at måbe. Han kom fra krig, fra et sted hvor liv og død ikke bare var en sproglig vending med to ord der skulle tages helt bogsta-veligt, og det passede ikke til det syn der mødte ham i gaderne i København. Jeg kom lige op til jul og det var ligesom at komme til et eventyrland hvor voksne også er børn, hvor alle er børn … Han griner. Folk rendte rundt med nissehuer, der var pyntede he-stevogne, og jeg tænkte: Er det sådan hele tiden? Vinteren var usædvanlig kold det år – Alen Mešković beskriver den som ”et overfald rent kropsligt”, og så var der spro-get – rødgrød med fløde og røget ørred.

Der er en scene han husker knivskarpt. Han sidder i et tog over for nogle ældre da-mer og anstrenger sig for at forstå bare en smule af det de taler om, bare et ord eller to på baggrund af den smule engelsk han trods alt kunne. Og jeg forstod intet, absolut intet!. Og jeg tænkte at det her sprog kom-mer jeg aldrig til at tale, og det var et chok!

Alen Mešković blev som alle andre flygt-ninge fra Eksjugoslavien fanget i midlerti-dighedens ingenmandsland. I begyndelsen af 1990’erne kom der 17.000 flygtninge fra

Balkan til Danmark, og proceduren var at de fik visum for et halv år ad gangen, der så kunne forlænges så længe krigen varede ved. Imens måtte man ingeting: Man måtte ikke arbejde, man måtte ikke tage en ud-dannelse, man fik nogle penge til mad og tøj, og så kunne man bage sine brød og ellers sidde og glo. Det var dét folk gjorde, og nogle gik psykisk helt ned på det.

MIRAKLETI 1995 blev praksis ændret, og de eksju-goslaviske flygtninge kunne søge om per-manent opholdstilladelse. Men selv med sådan en i hånden, var der et liv og en fremtid der skulle lægges til rette, og Alen Mešković var havnet på en mellemhylde hvor han ikke umiddelbart kunne komme nogen vegne. Han var for gammel til tiende klasse og for dårlig til dansk til at starte på en ungdomsuddannelse. Men så indtraf miraklet. Rektoren på Nyborg Gymnasiet gav ham lov til at begynde i 1. G.

Det her menneske, sad med min skæbne i sine hænder, fortæller Alen Mešković lang-somt, og former hænderne som en skål, mens han fortæller om rektoren på Nyborg Gymnasium. Hvis hun havde sagt nej ….

Muligheden får lov at hænge i luften. Jeg tænker på det billede jeg så af Alen Mešković på en eller anden litteratur-hjemmeside. En ung fyr der smider en sort hat op i luften mens han selvsikkert og med sammenknebne øjne kigger på fotografen. Leg og elegance, fingeren der peger op på

hatten, bestemt og rytmisk, dyb alvor og sjov og ballade på samme tid. Et menneske der vil noget og har lyst til noget. Et kig på hans CV fortæller samme historie. Journalist, oversætter, redaktør, medarrangør af diver-se filmfestivaler – hvor meget af alt det var blevet til noget hvis ikke han var kommet i gymna-siet?

Aftalen med rektor var helt klar: Han kunne følge med i 1. G, og hvis han efter et år havde vist at han kunne lære sproget og følge med, så kunne han få lov til at gå 1. G om og starte rigtigt. Alen Mešković greb chancen, og meldte sig fluks til aftenkursus i dansk ved siden af – kun for at blive smidt ud så snart det blev opdaget at han også gik i gymnasiet, for man måtte ikke være tilmeldt flere steder. Så sprogundervisningen måtte han selv tage hånd om. Når de andre grinte, så grinte jeg også, og jeg anede ikke hvorfor.

DE GRINTE IKKEEn scene fra de første dage i gym-

HOOD

KURT S013

nasiet har brændt sig fast: En bog går rundt og alle skal læse op. Alen Mešković taler lang-somt mens han teg-ner situationen op, og dvæler de steder der giver historien vægt.

Bogen er på dansk, og jeg regner med at læreren vil springe mig over for jeg er jo udvekslings-studerende. Men han siger ”Nej, nej du skal også”. Så jeg læste op, ubehjælpsomt sådan som jeg kunne, og jeg forventede at folk ville grine, for det ville man gøre dernede (i Bosnien, red.), alle ville sidde på bageste række og fnise, men det var der ikke nogen der gjorde. Og så begyndte de at klappe, og den kutyme har vi slet ikke dernede. De klappede selv ved de mindste an-strengelser jeg havde gjort. Jeg oplevede nok for første gang i skolesammenhæng at bare det at folk kan se at du prøver, satte man pris på og respekterede. Og det med at folk respekterer alt det du kom med, det gav selvfølgelig vinger.

Det var i høj grad klassekammeraterne der fik Danmark og det danske sprog til at åbne sig for Alen Mešković. Jeg er en ret ud-advendt person, jeg fik hurtigt venner, og nogle venskaber varer stadig til den dag i dag. Og dem fik jeg dér i 95 da jeg startede i gymnasiet.

OVERSKRIFTAlen Mešković ved enormt meget om Dan-mark. Han har sat sig ind i historien og traditionen, særligt den der har berøring med hans egen kommunistiske baggrund – arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, og er ydmyg over for det han ser. Jeg kan nogle gange blive næsten rørt når jeg ser do-kumentarprogrammer eller læser om hvor-dan man nåede hertil. Især sådan noget om hvordan arbejderbevægelsen og bondebe-vægelsen startede i 1800-tallet og fremad.

Det føles næsten pinligt at det er en ud-lænding der lige skal minde om hvor pri-vilegeret udviklingen herhjemme har været de sidste 200 år. På den anden side er det selvfølgelig også fordi sammenligningerne ligger lige for når man selv kommer fra noget andet: Hvis man ser på Europa i 20-erne og 30-erne, så var der lande der havde ledere der siden blev verdensberømte, og Danmark havde Stauning. Man lavede nogle forlig og lagde grunden til en politisk kultur og et politisk niveau med åbenhed og social retfærdighed. Det er til at blive rørt over, og jeg tror også resten af verden har svært ved at forstå det.

Et eventyrland? Ja, men de sidste ti år har givet ridser i lakken. Jeg har en mus-limsk kulturel baggrund, og selv om hverken min familie eller jeg har været religiøse, el-ler troende eller praktiserende, så har al den

snak om muslimer ramt mig, irriteret mig, og virket som en eller anden form for chi-

kane. Jeg er glad for at den æra er forbi, og lad os nu se hvad det udvikler sig til.

”Oplever du dig som udlænding i Danmark?”

Alen Mešković trækker lidt på det. Nej, ikke hvis jeg forstår det som den måde man siger ud-

lænding i medierne, hvor en udlænding er en der er udenfor. Du skal tænke på at jeg var 14 da krigen i min hjemby startede. Og siden da har jeg været … det er måske et ord

der mangler på dansk: ”izmjestenost”, det betyder ikke malplaceret, men måske ”ud-placeret”. At man er rykket ud af sin sam-menhæng, ud af sit led, væk fra dér hvor man skulle være. Den følelse fik jeg da jeg var 14 et halvt og har haft siden. Det er en eksistentiel følelse. Så udlænding eller frem-med? Jeg kan føle mig mere fremmed hvis jeg kommer til min hjemby nu, end jeg føler mig her på Vesterbro. Alen Mešković slår ud med armene mod Absalonsgade uden-for: Det her er My Hood. Det er her jeg er til daglig, det er her hvor jeg føler mig tryg.

HOOD

Hvis man ser på Europa i 20-erne og 30-erne, så var der lande der

havde ledere der siden blev verdensberømte, og Danmark havde Stauning.

S014 KURT

QU¿Z

“Lille spejl på væggen der,hvem er klogest i landet her?”

1. Revolution ‘Det arabiske forår’ begyndte i Tunesien, da protester voksede frem mod præsident Ben Ali. De førte til hans afgang i januar 2011 – efter 23 år ved magten. I medierne har den folkelige opstand fået en populær betegnelse:

a. Basmatirevolutionenb. Jasminrevolutionenc. Minutrevolutionen

2. Togulykke Østre Landsret gav 178 klimademonstranter medhold i, at politiets masseanholdelser under COP15 var ulovlige. De-monstranterne blev bundet og anbragt i ‘futtog’ på den kolde asfalt. Hvilken dansk folketingspolitiker mente, at de anholdte var ‘en flok sølle klynkere’?

a. Kirsten Molbob. Kristian Nonsensc. Karsten Nonbo

3. 89 paragraffer Hvem var Danmarks konge, da Enevælden blev afskaffet og den demokratiske forfatning ‘ ’ nedfældet?

a. Frederik d. 7.b. Frederik d. 8.c. Kurt d. 9.

4. Martin Den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King holdt i 1963 sin berømte ‘I have a dream-tale’ på trap-perne til hvilket monument:

a. Frihedsgudinden, New York City, New Yorkb. Lincoln Memorial, Washington D.C.c. Rosa Parks Museum and Library, Montgomery, Alabama

5. Pirater Piratpartiet kæmper bl.a. for lempeligere regler omkring ophavsret, direkte demokrati og styrkelse af den personlige frihed. Partiet blev grundlagt i Sverige i 2006. Der findes nu ‘søsterpartier’ i andre europæiske lande. I hvilken storby opnåede Piratpartiet 8,9 % af stemmerne og 15 pladser i bystyret?

a. Amsterdamb. Parisc. Berlin

Danmark i verden – verden i Danmark

SVAR1) B. Jasminrevolutionen2) C. Karsten Nonbo 3) A. Frederik d. 7.4) B. Lincoln Memorial, Washington D.C.5) C. Berlin

KURT S015

LIBYEN

GRUS I PROPA-GANDA MASKINEN – REJSE-RAPPORT FRA LIBYEN

Opgøret i Libyen blev ledsaget af et vulkanudbrud af tegninger, musik, digte, graffiti og teater. Som vi har set det i Egypten var kunstnerne allerforrest i kampen og flere af dem betalte med deres liv. Kunstnere var med til at sætte ord og billeder på opgøret mod dik-taturet, herunder at håne og latterliggøre Gadaffi og vise hvilken (overvindelig) tyran han var. En kunstner havde sågar tegnet Gadaffi med en håndgranat på ho-vedet (!) en anden som selvmordsbomber med folket spændt fast på maven.

Af Morten Gøbel Poulsen

S016 KURT

MISSIONENFormålet med rejsen var at undersøge muligheder for et samarbejde med kul-turpersoner, kunstnere og organisationer i Libyen efter revolutionen, som et led i Center for Kultur og Udviklings arbejde i Mellemøsten. Rejsen fandt sted mens kam-pene i Sirte stadig stod på og altså før den endelige befrielse fra Gadaffi-regimet. Det betød, at der var områder af Libyen som stadig ikke var helt sikre at færdes i. Mis-sionen gik således til Benghazi med et kor-tere besøg i nabobyen Al Baida – 2 timers kørsel oppe i bjergene øst for Benghazi. Det var ikke planlagt på forhånd at tage til Al Baida, men byen blev stærkt anbefalet af en række Ngo’er pga. af sit dynamiske kultur-liv, hvorfor CKU valgte at tage dertil. Der ugens løb blev afholdt møder med en bred vifte af Ngo’er og uafhængige kulturopera-tører – lige fra National Transitional Coun-cil “minister” for kultur og civilsamfund i Benghazi til en række nye græsrodsinitia-tiver.

MISSION POSSIBLEKunstnerne var med til at skabe fælles tro på at Gadaffi ikke bare burde fjernes men også kunne fjernes – at gøre ”utopia” (et Libyen uden Gadaffi) virkeligt og muligt i folks bevidsthed. Kunstnerne smed der-med grus i Gadaffis propaganda maskine som skulle sprede respekt og frygt omkring den store landsfader i og med at hele Beng-hazi var overmalet i revolutionens farver og med entydig symbolik, billeder og bud-

skab om Gadaffi som en korrupt tyran. Dermed var opsætningen af plakater og maling af graffiti i Benghazis gader også en meget risikabel affære. Gadaffis snigskytter fra den såkaldte 5. brigade gik systematisk efter de unge gadekunstnere og flere blev likvideret undervejs. En af de mest kendte og talentfulde tegnere blev således samlet op i centret for revolutionen – det uafhæn-gige medie og kulturhus – af nogle mænd der sagde, at de havde fundet det perfekte sted til graffiti. Han vendte aldrig tilbage.

Kunstnerens stærke rolle i oprøret skal også ses som et resultat af 42 års ekstrem undertrykkelse hvor al progressiv kunst er blevet censureret, samarbejde med ud-landet mistænkeliggjort og kunstnere på-tvunget propaganda formål. En af de lokale satiretegnere beretter, hvordan han som vinder af en tegnekonkurrence blev pålagt at tegne Gadaffi. Det var en uhyre risikabel opgave, da en forkert streg kunne betyde døden – vinderen fra forrige års konkur-rence, der efter sigende tegnede Gadaffi med hans skønhedsplet på kinden, for-svandt sporløst. Han forhalede efter opga-ven, som heldigvis blev indhentet af revo-lutionen.

JERNGREBET SMELTERFor det lokale teater i Benghazi betød re-volutionen også opgøret med et brutalt censur regime, som har holdt teatersce-nen i et jerngreb over de sidste mange år. Samtidig har aktørerne måttet finansiere alle deres forestillinger af egen lomme og

ikke haft råd til nogen form for PR eller markedsføring – end ikke plakater, flyers eller lignende. Teatret reagerede prompte under revolutionen med at sætte stykket ”The Darkness of the Dictatorship” op som bl.a. indeholder en række parodier på dik-tatorerne i den arabiske verden – herunder selvfølgelig også Gadaffi. Titlen blev skre-vet på ydermuren af teatret ud mod gaden. Gadaffis agenter forsøgte at oversprøjte den med sort maling, hvorefter man skrev det et nyt sted. Og forestillingen blev reali-seret og spillede for fulde huse i flere uger. Teaterfolkene søger nu efter nye mulighe-der for at sætte forestillinger op, diktaturet er væk, men de økonomiske begrænsnin-ger består. Samtidig er de sultne efter et samarbejde med omverdenen efter en lang periode i isolation.

MUSEUM FOR THE CRIMES OF THE DICTATORSHIP

Endelig har enkelte installationskunstnere og skulptører også været aktive i revolutio-nen og mange af deres værker er samlede på ”Museet for the Crimes of the Dicta-torship” i Benghazi sammen med udsnit af karikaturtegninger fra plakater og avi-ser og malerier. Museet er indrettet af en gruppe kunstnere i et gammelt palæ op-ført af italienerne under kolonitiden. Især satiretegnere og skulptørerne udmærker sig ved et stort talent og de har været eks-tremt dygtige til at spidde Gadaffi regimet gennem deres kunst. Flere af tegnere er nu tilknyttet de nye medier, som er sprunget

KURT S017

Indgangen til museet for ”Crimes of the Dictatorship” i Benghazi

frem i Benghazi. Museet er velbesøgt og her kommer mange almindelige familier med børn. Det fremstår som en måde at gøre op med fortiden på, at forvisse sig om at tyranniets tid er ovre. En frigørelse fra Gadaffis regimets snærende mentale læn-ker og et forsøg på at komme videre. Den pågældende udstilling er støttet af private firmaer i Libyen og kunstnerne fortæller, at de forsøger at holde fast i palæet som et ud-stillingssted og ”free space”. Visionerne er klare men de er usikre på, hvordan de skal forholde sig til regimet da de har meget lille erfaring med organisering, lobby og forta-lervirksomhed.

Det er også slående at se de samme bil-ledkunstnere og skulptører udstille såvel helt traditionel folklore og landskabsma-lerier (fra Gadaffi tiden) og dystre billeder og værker med død og ødelæggelse under revolutionen.

ODESSA DAWN – FREDELIG METAL

Efter oprøret i Benghazi og den nye frihed er det myldret frem med græsrodsinitia-tiver på det kulturelle område. Mange er drevet af vreden og det mentale opgør mod Gadaffi tiden og afsøger samtidig det nye frihedsrum. Det gælder bl.a. et heavy me-tal band “Odessa Dawn” som i ruinerne af det tidligere kulturhus brager deres musik udover Benghazi om aftenen – noget der i den grad ville have været utænkeligt un-der Gadaffi. Men kunstnerne står også i lidt af et vadested. Euforien og energien efter

revolutionen i Benghazi er så småt ved at klinge af, og folk er vendt tilbage til arbej-det. Så kunstnerne skal definere en ny “post Gadaffi mission” – organisere sig – og bru-ge deres kritiske bevågenhed på nye områ-der. Mange andre aktører i civilsamfundet har allerede dannet Ngo’er, de fleste med ganske få medlemmer – og udenlandske hjælpeorganisationer vælter ind for at køre træningskurser om planlægning, organise-ring, kommunikation osv., og oprette NGO ressource center. Hele ”projekttoget” er kommet i omdrejninger men kunstnerne står stadig på perronen. De er klar over, at det er her midlerne findes – men de har ikke en stærk tradition for at organisere sig og samarbejde bredt. Og en del har en indbygget skepsis overfor nogen form for relationer med myndighederne.

DEMOKRATIETS VAGTHUNDEMange kunstnere taler om at de nu ser sig selv som ”demokratiets vagthunde”, dem der råber vagt i gevær i mod undertryk-kelse og brud på frihedsrettigheder. Samti-dig har de en mission i forhold til at ændre folks opfattelse af at kunst er ”bullshit” som de formulerer det – især billedkunsten som jo blev brugt til gloværdige billeder af Ga-daffi og fædrelandet – fremelsket og tvun-get igennem af styret. I forhold til demo-kratiet er der også noget at tage fat på. Det nationale overgangsråd (NTC) har skrevet sharialovgivning ind som første paragraf i en ny interim forfatning – og der er flere steder en bekymring overfor de mere or-

todokse, konservative kræfter i NTC. Der er en del som tyder på, at det kommende regime vil få et stærkt islamisk islæt, bl.a. har lederen af NTC ”Mustafa Abdel Jabil” netop udtalt behovet for ”reformer” som bl.a. sløjfer begrænsningerne på polygami samt ophævelse af loven, der tillader kvin-der at få skilsmisse. Der er derfor grund til at formode, at opgøret mod diktaturet kan blive afløst af en ny ikke-voldelig kultur- og frihedskamp. Her spiller kunstnere en vig-tig rolle.

Et konkret eksempel på kunstnere som allerede er begyndt at stille krav til regimet er digternes sammenslutning i Al Baida området. Digtere bliver betragtet som ”de lærde” eller filosofferne og dig-tekunst er meget udbredt og respekteret i Libyen. De nyder derfor en høj respekt i befolkningen og som de selv siger – ”90 % lytter til os, poesi er vigtigt, poesi kan for-andre folks syn på tingene”. Allerede 25. februar, samme dag som de sidste Gadaffi styrker blev nedkæmpet i byen, mødtes en gruppe forfattere og stiftede en for-ening som nu har 300 medlemmer. Som en af deres første handlinger efter revo-lutionen har de henvendt sig skriftligt til NTC for at holde dem fast på deres løfte om fuld ytringsfrihed under selve revolu-tionen. Hvis ikke de får deres krav igen-nem er de klar til at demonstrere foran ministeriet. Og der er kommet en form for et svar. NTC har bedt forfatterne i Al Baida om at udvide deres forening til en landsdækkende NGO – og de er så småt

LIBYEN

S018 KURT

Tegneren på billedet ved siden af karikaturerne blev likvideret af Gadaffi agenter

KURT S019

begyndt at samle kontakter sammen.Et af de mest spændende aktuelle initia-

tiver er dannelsen af Ngo’en “Libyan Music and Art Organisation” – som har sit afsæt i et netværk af musikere i Benghazi, men er på vej til at blive landsdækkende. En af de første aktiviteter bliver en stor musik festi-val i Benghazi. Den skal foregå på årsdagen for revolutionen i de gamle military bar-racks i Benghazi. Det vil være en milepæl i Libyen, symbolet på nye tider, og det vil skabe et momentum for kunstens uafhæn-gighed og frihed, som det vil være svært for en ny regering at rulle tilbage. Samtidig er organiseringen af en musikfestival en vig-tig form for praktisk kapacitetsopbygning af civilsamfundet. CKU er derfor gået ind med støtte til festivalen – i første omgang mere indirekte. CKU holdt under missio-nen et møde med ministeren for kultur og civilsamfund i Benghazi – Dr. Atia S. Law-gali – hvor emnet blev bragt op og mini-

steren udtrykte sin fulde støtte. Musikerne har senere selv fulgt op på denne kontakt. Efterfølgende har CKU også inviteret de li-byske musikere til Cairo 4. november for at deltage i vores “Vocies of the Street” festi-val og skabe netværk, erfaringer og inspira-tion til deres egen festival. (Læs reportagen på side 024)

POST MISSIONVi skriver nu marts 2012. Begge koncer-tevents blev aflyst af myndighederne. Revolutioner efterfølges af hverdag som vi ser det både i Libyen og Egypten. Men kræfterne findes stadig. Begge koncerter fandt også løsninger og flyttede til uof-ficielle adresser og blev gennemført. I dette nummer kan du læse reportage fra koncerten Voices of the Street og i det kommende nummer kan du høre mere om Libyen koncerten.

Det lokale heavy metal band Odessa Dawn i øvelokalet

LIBYEN

S020 KURT

VOXPOP

KURT har atter været på gaden for at mærke pulsen og vejre folkestemningen. Denne gang for at høre om danskernes syn på Mellemøsten er blevet påvirket af Det Arabiske Forår og om revolutionerne kom som en overraskelse.

In a way it was a very weired experience – because it was such a big sur-prise when the uprising also took place in countries like Tunesia, Libya and Syria – and also the way that it happend everywhere at once. So the surprise was not the upris-ing in Egypt – in a way we all expected that – but not that it would spread out on so many countries at the same time. Right now the situation in Egypt is very unpredictable – the military I in control and

there is a great optimism – but in realty we don´t really know what will happen next.Ahmed El-Margoushy, 28 år, working for Mærsk

Nej, det kom ikke som en

overraskelse og

et eller andet sted var

det jo uundgåeligt

– det måtte komme. Umidd

elbart tænker jeg

ikke, at det har ændret

mit syn Mellemøsten.

Sascha Taanum, 21 år, pi

ccoline

Det har ikke ændret mit syn på Mel-lemøsten – mit grundsyn er at vi alle har en plads i verden og har ret til at være her. Da det skete var min første reaktion, at på et eller andet tids-punkt måtte der komme en reaktion fra folket – det kunne jo ikke blive ved på den måde – altså at befolkningen i de lande ville blive ved med at finde sig i diktatur og undertrykkelse.Diana Bengtson, 56 år, funktionær

På mange måde, så ja, det har givet mig et mere positivt syn på Mellemøsten – og det har været meget posi-tivt at se folk blev træt af at indordne sig under de gamle styreforme… men jeg var ikke så overra-sket, da det skete.Caroline Passage, 17 år, elev, grafisk produktionsskole

It has definitely changed our view

on Middle East – because we think

that it will make the people more

open minded. But we don´t think

it has changed the way we think

about immigrants from the middle

east… Brigitte Schnebl,

31 år, læge og Eva

Pachatz, 22 år,

studerende – begge

fra Gratz i Østrig

Ja, på nogle måder har begivenhederne omkring det arabiske forår ændret mit syn på Mellemøsten – og opløftende at se at de …det arabiske folk, red.… heller ikke synes det er ok med diktatur.Kalle Kristiansen, 38 år, afdelingsleder

Det har intet ændret for mig.Lotte Hede, 40 år, maler

Ja, vi har da hørt noget om der er mindre

diktatur nu på de kanter…og det at da rart at

se at området bliver mere moderniseret –men

det har nu ikke ændret vores syn på Mellem-

østen og hellere ikke i fht. indvandrer fra

Mellemøsten.Ziggy Peoples, 17 år, arbejder

i supermarked

og Peter Schønfeldt, 18 år, gymnasieelev

KURT S021

FOTOREPORTAGE

Occupy Wall StreetBevægelsen startede den 17. september som en protest mod fi nans-sektoren og en reaktion på fi nanskrisen. Fire uger senere var der demonstati-oner i 951 byer i 87 lande verden over.

S022 KURT

KURT S023

FOTOREPORTAGE

S024 KURT

KURT S025

STREET

Af Rasmus Poulsen og Annette Max Hansen

Kunsten i byens rum – byens rum i k

unste

n

Kunsten er rykket ud på gaden og gaden er rykket ind på gallerierne. Gadekunsten, bedre kendt som

street art er en videreudvikling af grafitti-en, som blomstrede op i Danmark i 80’erne og skyllede ind over landet på en bølge fra USA, hvor det at spraye sit navn og initialer overalt var forbundet med en slags intern kommunikation. I dag er kunsten på muren forbundet med et mere bevidst budskab, hvor kunstnerne er blevet bevidste om de-res synlighed og derfor vælger at udnytte det til at kommunikere væsentlige budska-ber, ofte med et politisk indhold.

Der er ikke noget nyt i at den visuelle kunst indtager byrummet med politiske budskaber. Historisk har folk som f.eks. Bjørn Nørgaard og Jens Jørgen Thorsen gennem 60’erne og 70’ernes happeningkul-tur praktiseret integration mellem kunst og byrum med en politiserende agenda. Den rituelle hesteofring i Hornsherred i 1970 og afhuggelse af Den lille Havfrues hoved i 1964 er eksempler herpå. Men trods hyp-pig jonglering med Marx’s begreber når kunstens rolle som politisk redskab skulle forklares, må man nok kan hævde at mange at disse aktioner i sit udgangspunkt brugte værkerne/aktionerne til at diskutere for-holdet mellem kunst og virkelighed.

Street art kunsten er ikke ude i et kunst-teoretisk ærinde men bruger i nogle til-fælde gadekunsten til at diskutere ejerskab og puster liv til spørgsmålet om; Hvem ejer byens rum, og hvem bestemmer hvad vi skal se på når vi går rundt i vores by?

Det valgte bl.a. Danmarks Radios P2

at fokusere på sidste år med en udstil-ling i Københavns billborads. Til udstil-lingen, der havde fået titlen ‘Dagen Efter’, fik kunstnere fra hele landet mulighed for at sende forslag til værker ind til udstillin-gen. Blandt mere end 80 indsendte forslag valgte en jury 10 værker til udstillingen blandt ukendte og etablerede kunstnere, deriblandt street artists.

Det var en artikel i Politiken af cand. mag. Camilla Mehlsen, som debatterede gadekunstens trange vilkår og reklamens voksende og uforstyrrede position i by-rummet, der satte hjernen i sving hos vært på Kunstmagasinet på P2, Michael Thou-ber. Det ene førte til det andet, og pludselig sad Michael Thouber med Niels Egerup fra mediebureauet OMD i røret for at spørge, om han ville være med til at finde bill-boards - altså reklamepladser - til kunsten. Niels Egerup sagde ja.

Udstillingen var et oplæg til diskussion af kunstens manglende plads i byrummet. Mens reklamernes plads vokser i alle de større byer, bekæmpes gadekunsten, da den ofte opsættes ulovligt. Hvor virksom-heder og reklamebureauer kan købe ud-stillingsplads i byen har kunstnerne ikke et lovligt rum, hvor de kan udstille – og reklamepladserne har almindelige kunst-nere ikke råd til at købe sig ind på. Ud-stillingen var således også et opråb til borgere og politikere og rettede opmærk-somheden mod potentialet i billedkun-sten med ambitionen om, at kommunerne i fremtiden vil give bedre – lovlig – plads til kunsten i byerne.

HVAD ER STREET ART?En af dem der ved mest om street art og graffiti i Danmark er Rasmus Pulsen, som også er forfatter til bogen ’Graffiti i Dan-mark’. En stor fortaler for at man skal åbne øjnene og opleve dens blomstring i byrum-met frem for at være sur på den. Men inden han tager os en tur ud i København for at opdage den, fortæller han hvad street art egentlig er for en størrelse.

STREET ART – GRAFFITI MED ET BUD-SKAB

Det man normalt kalder for street art eller post-graffiti er en videreudvikling af den traditionelle graffiti. Traditionel graffiti opstod i Philadelphia og New York i USA i slutningen af 60’erne. Det begyndte med at nogle unge, fortrinsvis mænd, i byer-nes fattige kvarterer skrev deres navne el-ler øgenavne på byens mure og især i un-dergrundsbanen. Det blev en omfattende trend og for at få ens eget navn til at træde frem imellem alle de andre, begyndte folk at lave bogstaverne større og mere farve-rige, give dem skygger og tredimensionelle effekter osv. og til sidst kunne et navn fylde hele ydersiden af en togvogn og være pyn-tet med et helt landskab eller noget lig-nende. Det så flot ud og har siden bredt sig til hele verden og udviklet sig i alle mulige kunstneriske retninger. Den kunstgenre man kalder for graffiti defineres normalt som bogstavbaserede billeder lavet med tusch eller spraymaling. Men graffitien er fortsat i gang med at udvikle sig kunstne-risk. Og en af de senere retninger, som har

Vi har genoptrykt artik-elen, som vi bragte i der første nummer af KURT i anledingen af udgivelsen af bogen "Dansk Gade-kunst".

S026 KURT

En ægte handstyle. Foto: Rasmus Poulsen

Postkasse med vinger Foto: Rasmus Poulsen

fået megen opmærksomhed er street art. Med street art mener man som regel al

den graffiti, der ikke lever op til den nor-male definition. Graffiti med kridt i stedet for spray. Graffiti uden bogstaver. De mest ud-bredte former for street art er velsagtens pla-kater, klistermærker og stencils. Stencil be-tyder skabelon, og stencil-graffiti er billeder, der er skabt ved hjælp af spraymaling igen-nem en skabelon. Det giver en særlig grafisk effekt og nogle skarpere kanter, end de fleste ville kunne lave med en spraydåse alene.

Street art er blevet en meget markant graffiti genre af flere årsager. Dels fordi den er en meget aktiv genre, der tilsyneladende tiltrækker mange nye udøvere og gamle graffitimalere. Og dels fordi det er en mere åben form for graffiti end den traditionelle, som ofte er svær at afkode, læse og forstå. Street art har i modsætning til traditionel graffiti ofte et budskab. Det er gerne hu-moristisk eller æstetisk lettere fordøjeligt, fordi det tit forestiller en genstand man kender eller en figur, der har personlighed. Det er svært at sige noget generelt om no-gen form for graffiti, for det er ikke lavet af nogen fasttømret bevægelse, men bare af en hel masse forskellige mennesker i hele verden, der ikke har stort andet tilfælles end at de laver graffiti og/eller street art.

Men tit er det sådan med street art, at det henvender sig til “almindelige” menne-sker. Traditionel graffiti har meget handlet om at skabe sig opmærksomhed internt i graffiti miljøet, men street art’en vil typisk også gerne have opmærksomhed fra alle andre, der færdes i gaderne. Denne åben-hed har bl.a. gjort at street art er blevet

tildelt en utrolig mængde mediedækning, og street art kunstnere har lavet pladeco-vers, reklamer, musikvideoer, designet sko, skateboards osv. i et større omfang end de traditionelle graffitimalere.

Og det at street art er så kommunike-rende, har også motiveret en del graffiti-malere til at blive mere bevidste om, hvad de gør med den opmærksomhed, de har tilkæmpet sig. Hvor man i de gamle graf-fitidage typisk bare ville sige “her var jeg”, ser man street art kunstnere udvikle et be-hov for at formidle en filosofisk tanke, et dilemma, et spørgsmål eller et decideret politisk budskab.

Men street art er stadig en del af graffi-tien. Og mange værker ligger midt imellem eller lige meget i hver genre. Både street art og graffiti ses i lovlig form i de såkaldte halls of fame og illegalt i deres oprindelige element, altså på gaden.

Følgende artikel er skrevet af Rasmus Poulsen i 2002 men har aldrig været trykt.

ÅBN DINE ØJNE KØBENHAVNLige nu går det amok med street art i Kø-benhavn. Det er efterhånden blevet en halvfast rutine for mig søndag eftermiddag at cykle en tur i byen og fotografere tøm-mermændene væk. I dag kostede det 2 og en halv film. Der var kommet nogle mær-kelige myrelignende skabninger op med pink og sølv spray i Istedgade. Der var nog-le ikonografiske kufferter eller ludertasker med sort tusch på Nørrebro, hvor der tra-ditionen tro også var nye tags af vekslende kvalitet, en Husk Mit Navn jeg ikke havde opdaget, og en varebil som NFE havde væ-ret så gavmild at shine op med et throw-up med vinger og flammer. Der var deffe nye tags inde i Pisserenden, ligesom tilfældet var på Enghavevej, som var målet med min tur. På vej hjem fra byen i nat stjal nogle nye handstyles opmærksomheden og tiggede om at blive fotograferet i dagslys, inden de bliver gået over eller fjernet. I løbet af de 10 timer der er gået siden da, var der oven i købet kommet nogle velmenende plakater op i samme gade.

PERSONLIGGØRELSE AF FÆLLESRUMMETBetagelsen står den bevågne bybeboer bi. Men hvis man virkelig skal have det hele med, forslår jeg en cykeltur hver anden uge som en kost i en kornsilo. For det første er man nødt til at tage et meget større område med end midtbyen, da en fabrik på Ama’r sagtens kan byde på en masse stil, som man kun får at se, hvis man med risiko for skuf-felse gider tage et sted hen, hvor man ab-solut ingen business har. Og desuden har ting som plakater og manipulation med reklamer ofte en endnu kortere levetid end almindelig graffiti, bortset selvfølgelig fra graffiti på passagertog. Selv inde i byen, er

der mange ting man ikke fanger på en cy-kel. I dag slog jeg knæet, da jeg skulle par-kere for at fotografere en Akay plakat som må have gemt sig hidtil. Jeg måtte sætte mig på en trappe og sunde mig, og kun derfor så jeg, at der ved siden af trappen sad en lille hvid kakkel med noget, der med god vilje kunne være bogstaver. Beboerne i kollek-tivet København personliggør fællesrum-met ned i mindste detalje. Der er ingen til at sige, hvad der er godt og skidt, og derfor er det meste selvfølgelig noget lort. Men på den anden side er der jo heller ikke meget sjov ved hvide vægge, røde mursten, grønne el-kasser eller grå skraldespande i sig selv.

ØJEBÆSelvom det ofte er øjebæ, er der nu trods alt noget at se på. Og nogle gange er det jo af en kvalitet, som vi faktisk er nogen, der ville købe, hvis det var til salg, og vi havde penge.

I min verden var Freaks Gallerys “telte” det første danske initiativ, til det vi i dag kalder street art, i mangel på et udtryk, der kan siges uden himmelvendte øjne. Jeg ved ikke, hvad de skulle forestille, men for mig lignede de stolper med presenning spændt ud imellem. Freaks Gallery boede den gang i Næstved, hvor han bl.a. havde hængt ab-strakte sort/røde plakater op i en parke-ringskælder. Det så fucking fedt ud, husker jeg, og fotografierne gi’r mig ret i dag. Han havde også stillet store sprøde billboards op ud til vejen med teksten “Killing Fields”

Kunsten i byens rum – byens rum i k

unste

n

KURT S027

Banksy er fra Bristol og en af de kunstnere (det kalder han ikke sig selv) der har brugt sine stencils til at promovere politiske budskaber og udpege reklamerne som den ægte vandal. Han har de seneste år opnået noget nær kultstatus i street art miljøet. Du kan finde ud af meer om banksy på www.banksy.co.uk

- egentligt bare et crewnavn, men vidste man ikke bedre, kunne det jo også være en sørgmunter kommentar til biltrafikken. Han saboterede valgplakater med egne fo-tokopierede anti-valgkamps budskaber.

Han stillede forsølvede lokummer op midt på marker og byggepladser til lokala-visens forundring og sikkert mange bor-geres fryd. Det var jo ikke graffiti, så der er næppe nogen, der er blevet sure på de lokumer. Så kunne de jo også bare fjerne dem.

BYEN BRÆNDERDa Freaks Gallery flyttede til København, tror jeg at street art flyttede med. Der har muligvis været noget inden da, men de fle-ste nævner ham som den første i Køben-havn til at male figur throw-ups og tagge ord, som ikke var et navn - eksempelvis “Watching You”.

“Watching You” tags’ne kom vistnok samtidig med nogle tegninger af overvåg-ningskameraer og politihjelme i sølv og sort spray. Nørrebro lagde facader til, og fulgte man kameraerne og hjelmene ud på Ydre Nørrebro, ville man opdage, at de var en del af udstillingen Word on the Street, som havde samlingspunkt og dokumen-tationsrum i den gamle BZ bastion i Bal-dersgade. Graffitimalere som Dais, Mart, Biggs, Hast og Kegr havde sammen med DJ Pladespiller bidraget med bombing, skabe-loner, plakater og en installation.

Reklamestandere på togperroner var blevet åbnet og reklamerne skiftet ud med

hjemmelavede triptykoner. Reklame pap-skiltene over vinduerne i S-tog blev pillet ned, vendt om, lavet til fede produktioner og hængt op igen på samme sted. Og med Dais’ grafiske stil så det ikke helt usand-synligt ud, at de faktisk skulle hænge der som officiel udsmykning eller for at sælge et eller andet. Der var sat små skilte op i reklameflag og togsæder med sådan en pi-stol, man bruger til at sætte priser og mær-ker fast i tøj med. Fantasi og ildhu fejlede ingenting.

Udstillingen var en stor succes både kvalitativt, og hvad angår subkulturel modtagelse. Og den blev siden fulgt op med Byen Brænder, som var noget mere omfattende og i endnu større udstrækning omfattede andre udtryk end den traditio-nelle street art. Byen Brænder fik en masse opmærksomhed fra medierne og bor-gerne, og trods det helt åbenlyse bifald af hærværk og civil ulydighed, var medierne mærkværdigvis nærmest udelt positive i deres dækning.

Imellem de to udstillinger skete der også et og andet i gadebilledet, som åbnede almindelige menneskers øjne for fænome-net. “Få Skæg” var en kampagne på Nør-rebro med en masse små klistermærker og plakater, som med muntre tusch figurer i børnehøjde formidlede det glade bud-skab, at “dem med skæg er bedst”. Det gik mere eller mindre direkte over i “Husk Mit Navn” kampagnen, der videreudviklede det samme udtryk - humor og sort tusch på papir - men i større målestok og mindre

nuttet. Biggs og Den Tyrkiske Prins førte en massiv skabelon- og stickerkampagne i hele byen, som med sloganet “We Love” og diverse stencil slipsemænd gik rent hjem i hiphop miljøet såvel som reklameverde-nen. “We Love” logoet ses nu på plakaten for hiphop pladen Nobody Beats the Beats og på væggen bag tatovøren i Carlsberg Hvede tv-reklamen.

I forbindelse med Byen Brænder fik kø-benhavnerne sat et navn på fænomenet. De fik lejlighed til at snakke om det, og fire steder i byen kunne de paradoksalt nok gå indenfor og se forskellige varianter af street art. Den største af BB udstillingerne holdt til i udstillingslokalet Under Dybbølsbro og trak publikum fra alle samfundslag og aldersgrupper. Trendspottende modefoto-grafer blandede sig med åndsfriske pensio-nistpar og kultiverede børnefamilier. Og de så ud til at være enige; We Love!

FOLKEKUNST UDEN CENSURMens byen brændte – og siden, hen, er street art kun blevet mere markant, selvom det stadigvæk langt hen ad vejen er Tor-denskjolds soldater der står bag. Letters stiliserede tags og brevikoner, Straight Ups stjerner i parentes, Freaks Gallerys igang-værende farvebombardement med linole-umstryk og unionsflag i Christianiafarver, Nuages skyer med meget mere er nu noget folk lægger mærke til, hvor de før åbenbart har formået at ignorere dem i forbindelse med at sortere, hvad der var relevant, og hvad der var irriterende. Før var det noget med tags, som man jo ikke ku’ li’. Nu er det en ny og spændende kunstform.

Og det kan ses. Performance kunstne-ren Signa Sørensen har kørt en massiv ska-belon kampagne for forestillingen “Nika Is Dead”. Den nye plade med svenske Hella-copters er blevet lanceret med en sticker- og plakatkampagne med nogle torden-skyer ikke helt ulig dem, som Kegr lavede for mange år siden, og som stadig kan ses mellem Dybbølsbro og Hovedbanen. Gule spray cirkler reklamerer for Globale Rød-ders Tolkien ad-buster aktioner under top-mødet (www.lott.dk). Og der er folk, som er begyndt at cykle ud i skumringstimen med en vandforstøver og nøjsomt pille HuskMitNavn plakater ned, for at hænge dem op hjemme i stuen (hvad ikke bifaldes af kunstneren selv, skulle jeg hilse og sige).

Folk, for hvem graffiti har været et ugæstfrit og regelbundet fænomen, har nu tilsyneladende fået selvtillid til at skrive og male og klistre op. Nogle har valgt at efter-ligne det eksisterende, som fx Prototybe, der har lange øjne til HuskMitNavn. Andre har lavet en skabelon og så ikke tænkt så meget mere over det. Og så er der dem, der bare har valgt at tagge det mest banale, de kunne komme i tanke om.

Det er gået op for folk, at graffiti er fol-

STREET

S028 KURT

Tordensky. Foto: Rasmus Poulsen

Myrelignende skabning. Foto: Rasmus Poulsen

kekunst uden censur. I gaderne er der ikke kun nogen der må male - der er ingen, der må. Mere demokratisk bliver det ikke. Og det er jo pudsigt. For noget af det friske ved graffiti er netop, at det tiltrækker folk, som ganske givet aldrig har tænkt på sig selv som kunstnere, men som udtrykker sig af mange andre årsager, som fx status i en subkultur, opmærksomhed fra pigerne el-ler drengene, for spændingens skyld, som politisk aktion eller bare som en fase af de lovbrud, der nu en gang hører sig til i en sund og naturlig læringsproces fra barn til teenager og videre derfra.

Men allerede inden Byen Brænder var der folk uden tilknytning til graffiti, som var begyndt at præge gadebilledet. De vittige og populære “Bille-tomat” klister-mærker er mig bekendt lavet af en fyr, der ikke har noget med graffiti at gøre. Og det samme gælder de A4 sider med tekster som “Jeg vil ikke Lyve” og “Ærlig”, som har sid-det fast med tape på Nørreport Station og i Høje Gladsaxe. De bliver sat op af en be-rejst midaldrende mand, kunne man høre i radioprogrammet Det Elektriske Barome-ter på P3. En lytter havde mødt ham i færd med at klistre op, og hun skrev til program-met om, hvordan han havde forklaret, at han havde lært ude i den store verden, at positive budskaber kan modvirke sygdom og dårskab. Og i Høje Gladsaxes beton bor der mange stakkels mennesker, som han så prøvede at hjælpe. Radiolytteren var blevet

så imponeret, at hun selv var begyndt at fyre op, hvad der siden bredte sig via ra-dioen til andre unge rundt i landet.

KØBENHAVN OVERHALER NEW YORKKøbenhavns street art scene er på sit hidtil største og lader ikke noget tilbage at mis-unde andre europæiske storbyer. Street art scenen i København er da også allerede blevet fejret i New York’s mest velestime-rede graffitimagasin Mass Appeal, Tysk-lands ditto Backjumps, det progressive internationale livsstils magasin LoDown, modebladet Street Fashion fra Østrig og på udstillingen Ask For Trouble i Berlin kun med danske kunstnere (Itso, Freaks Gallary og HuskMitNavn).

Men som mange skrivere mavesurt har bemærket, så har det efterhånden ikke en skid med graffiti at gøre. Og rigtigt nok så er meget af street art både fimset og letkøbt og i det hele taget den diametrale modsæt-ning til fresh. Men hvis man ikke selv maler graffiti og måske ikke kører så meget med toget, så er man glad for det, man får at se på. Og der er jo også mange graffitimalere, som ikke kan male graffiti.

“Men hvor kommer det hele fra?” kunne man spørge sig selv, hvis man var blevet bedt om det. Det er jo oplagt at pege på Keith Haring, Jean-Michelle Basquiat og velsagtens Andy Warhol. Men skal vi ikke lade være med det og bare sige, at der nok altid har været nogen, der en gang imellem kommer i tanke om, at det er sjovt at tegne konturerne op på skiltenes skygger, lave ansigt på parkeringsautomaten og de udø-delige skæg, briller og evt. pik på reklame modellerne. Det blev til tags, udfyld, skyg-ger, pieces, wholecars osv. i kampen om op-mærksomheden. Nye idéer er et blikfang i sig selv og ad omveje forbi fotokopierede sofaer og faststøbte kakler, er vi nu tilba-

ge ved tændstikmænd og vinger på post-kassen. Det blomstrer som aldrig før, og selvom det visner, vil det næppe nogen-sinde dø. Så gør, som der står med kridt ved Skt. Hans Torv, “åben dine øjne” og nyd det, der gror i din jungle i stedet for at være sur på det.

HVOR KAN MAN ELLERS OPLEVE GADEKUNSTEN?

Du skal selvfølgelig gå en tur gennem byen, og hvis du tørster efter mere når du kommer hjem på en flad tømmemands-søndag kan du smække benene op på so-faen og smide CPH Remix i maskinen. Et musisk og billedmættet portræt af kunst / ikke-kunst i hovedstadens åbne rum og på dens husmure. Filmen havde premiere i august og har de seneste par måneder turneret med visninger rundt om i Dan-mark. Nu kan den købes hvis du kontak-ter en af instruktørerne. Læs mere på www.cphremix.dk

Sideløbende med at kunsten og kunst-nere som Anders Thordahl er rykket ud i byrummet er byrummets kunst rykket ind i gallerierne, hvor den tilsyneladende trives. Et galleri som V1, der ejes af Jesper Elg er et af dem som bl.a. udstiller street art og sidste år præsenterede en række street ar-tists under titlen Celebration of Rebellion med bl.a. superstjernen Banksy og danske HuskMitNavn. (www.v-1.dk) Jesper Elg åb-nede galleriet i 2002 motiveret af et ønske om at udstille på en mere uformel og upræ-tentiøs måde.” Samtidig var vores mission at lave et udstillingsrum, der først og frem-mest åbner op i den oftest meget lukkede cirkel, der er omkring nogle gallerier”, for-tæller Jesper Elg. Så her kan du hoppe ind hvis du vil se street art på en mere magelig facon eller sikre dig at at kunsten ikke er væk før du før du finder den.

KURT S029

VIDSTEDUAT KVINDER I TURKMENISTAN FIK VALGRET 44 ÅR FØR KVINDER I SCHWEIZ!

VIDEN

SVERIGE 1861, 1921; NEW ZEALAND (AOTEAROA) 1893; AUSTRALIEN 1902, 1962; FIN-LAND 1906; NORGE 1907, 1913; ISLAND 1915; DANMARK 1915; CANADA 1917, 1950; ØSTRIG 1918; TYSKLAND 1918; UNGARN 1918; POLEN 1918; ESTLAND 1918; LETLAND 1918; RUSLAND 1918; KIRGISISTAN 1918; GEORGIEN 1918, 1921; STORBRITANNIEN 1918, 1928; IRLAND 1918, 1928; NEDERLANDENE (HOLLAND) 1919; LUXEMBURG 1919; HVIDERUSLAND 1919; UKRAINE 1919; BELGIEN 1919, 1948; KENYA 1919, 1963; TJEK-KIET 1920; SLOVAKIET 1920; ALBANIEN 1920; USA 1920, 1960; LITAUEN 1921; ARME-NIEN 1921; AZERBADJAN 1921; ST. LUCIA 1924; TADJIKISTAN 1924; MONGOLIET 1924; KASAKHSTAN 1924, 1993; TURKMENISTAN 1927; GRÆKENLAND 1927, 1952; RUMÆ-NIEN 1929, 1946; ECUADOR 1929, 1967; TYRKIET 1930; SYDAFRIKA 1930, 1994; SPA-NIEN 1931; SRI LANKA 1931; CHILE 1931, 1949; PORTUGAL 1931, 1976; URUGUAY 1932; THAILAND 1932; MALDIVERNE 1932; CUBA 1934; BRASILIEN 1934; MYANMAR (BURMA) 1935; FILIPPINERNE (PHILIPPINERNE) 1937; UZBEKISTAN 1938; BOLIVIA 1938, 1952; EL SALVADOR 1939; PANAMA 1941, 1946; DOMINIKANSKE REPUBLIK 1942; FRANKRIG 1944; BULGARIEN 1944; JAMAICA 1944; ITALIEN 1945; SLOVENIEN 1945; KROATIEN 1945; INDONESIEN 1945; TOGO 1945; SENEGAL 1945; JAPAN 1945, 1947; TRINIDAD & TOBAGO 1946; DEN TIDLIGERE JUGOSLAVISKE REPUBLIK MAKEDONIEN 1946; VE-NEZUELA 1946; VIETNAM 1946; GUATEMALA 1946; CAMEROUN 1946; DJIBOUTI 1946; SINGAPORE 1947; MALTA 1947; ARGENTINA 1947; MEXICO 1947; PAKISTAN 1947; IS-RAEL 1948; SYDKOREA 1948; SEYCHELLES 1948; SURINAME 1948; NIGER 1948; COSTA RICA 1949; KINA 1949; SYRIEN 1949, 1953; BARBADOS 1950; INDIEN 1950; HAITI 1950; ST. KITTS & NEVIS 1951; ANTIGUA 1951; DOMINICA 1951; GRENADA 1951; ST. VINCENT 1951; NEPAL 1951; LIBANON 1952; ELFENBENSKYSTEN (CÔTE D'IVOIRE) 1952; GUYANA ST. KITTS & NEVIS 1951; ANTIGUA 1951; DOMINICA 1951; GRENADA 1951; ST. VINCENT 1951; NEPAL 1951; LIBANON 1952; ELFENBENSKYSTEN (CÔTE D'IVOIRE) 1952; GUYANA ST. KITTS & NEVIS 1951; ANTIGUA 1951; DOMINICA 1951; GRENADA 1951; ST. VINCENT

1953; BHUTAN 1953; BELIZE 1954; COLOMBIA 1954; GHANA 1954; PERU 1955; HONDU-RAS 1955; NICARAGUA 1955; CAMBODIA 1955; ERITREA 1955; ETHIOPIEN 1955; MAU-RITIUS 1956; EGYPTEN 1956; GABON 1956; COMORERNE 1956; BENIN 1956; MALI 1956; MALAYSIA 1957; ZIMBABWE 1957; TUNESIEN 1957, 1959; LAOS 1958; NIGERIA 1958; GUINEA 1958; CHAD 1958; BURKINA FASO 1958; MADAGASCAR 1959; TANZANIA 1959; CYPERN 1960; GAMBIA 1960; PARAGUAY 1961; MAURETANIEN 1961; RWANDA 1961; MALAWI 1961; BURUNDI 1961; SIERRA LEONE 1961; BAHAMAS 1961, 1964; ALGERIET 1962; UGANDA 1962; ZAMBIA 1962; FIJI 1963; IRAN 1963; GUINEA, ÆKVATORIAL 1963; MAROKKO 1963; CONGO, REPUBLIKKEN 1963; LIBYEN 1964; PAPUA NEW GUINEA 1964; SUDAN 1964; BOTSWANA 1965; LESOTHO 1965; YEMEN 1967; CONGO, DEN DEMOKRA-TISKE REPUBLIK 1967; SWAZILAND 1968; SCHWEIZ 1971; BANGLADESH 1972; JORDAN 1974; SOLOMON ISLANDS 1974; KAP VERDE 1975; SÃO TOMÉ & PRINCIPE 1975; ANGO-TISKE REPUBLIK 1967; SWAZILAND 1968; 1974; SOLOMON ISLANDS 1974; KAP VERDE 1975; SÃO TOMÉ & PRINCIPE 1975; ANGO-TISKE REPUBLIK 1967; SWAZILAND 1968; ; BANGLADESH 1972; JORDAN 1974; SOLOMON ISLANDS 1974; KAP VERDE 1975; SÃO TOMÉ & PRINCIPE 1975; ANGO-

; BANGLADESH 1972; JORDAN

LA 1975; MOÇAMBIQUE 1975; VANUATU 1975, 1980; GUINEA-BISSAU 1977; MOLDAVIEN 1978, 1993; CENTRALAFRIKANSKE REPUBLIK 1986; NAMIBIA 1989; SAMOA 1990

Kilde: IPU (Inter-Parliamentary Union). 1995. Women in Parliaments 1945-1995: A World Statistical Survey. Geneva and IPU (Inter-ParliamentaryUnion). 2001. (Når der optræder to årstal, in-dikerer det første tal begrænset stemmeret, og det andet fuld stemmeret).

S030 KURT

Af Annette Max Hansen

Når ArabianKnightz drengene et split se-kund er i tvivl om optogets slogan, så er det fordi de sidste timer har skabt tvivl om, hvad denne aften vil bringe. Der er gået mange tanker, følelser og frustrationer gennem hovedet og hjertet på rapperne. Sammen med deres kollegaer fra Libanon, Palæstina, Jordan, Tunesien, Syrien og Egypten har de i de sidste timer stået klar til det der skulle være Mellemøstens stør-ste hip hop event. En begivenhed der skulle samle en række af de dissident-rappere, der har stået i front for forårets revolutio-ner. De har spredt politiske budskaber på youtube, i dagevis deltaget i oprøret på bl.a. på Tahrir pladsen og Tunis. Musikere og kunstnere, der har kæmpet for demokrati og ytringsfrihed og har sat livet på spil for at skabe en ny virkelighed. Fredelige aktivi-ster uden blod på hænderne, der har brugt

deres stemme, mikrofoner og forstærkere på at pege på en mulig fremtid. Men – om-væltninger tager tid – det er aftenens for-løb et sandt eksempel på. Som Nasser, en af arrangørerne fra Jordan fortæller mig, ”Det kommer til at tage generationer og årtier og mange flere ofre før vi når i mål. Det er ikke gjort med at afsætte en dikta-tor. Der skal ændringer til på det kulturelle, religiøse og personlige plan. Menneskene er stadig de samme. Systemet er stadig det samme”.

Men tilbage til den umiddelbare virkelighed. Uden-for på gaden. Hvor aftenens drama ud-spiller sig. Vi spoler lige tiden 2 timer tilbage og bakker bilen hen til Za-malek kvarteret, på

øen Gazirah – den mere velstående del af Cairo. Her ligger klubben med den store udendørsscene, der kan huse flere tusinde mennesker. Vi kan øjne scenen gennem hegnet. Men vi må ikke komme ind. Hvad pokker sker der? Vi taler med nogle men-nesker uden foran porten, men ingen ved helt hvad der foregår. Så kommer Martin. Han har været med til at arrangere kon-certen sammen med Nasser. Fra den anden side af hegnet fortæller han os, at koncer-

ten hænger i en tynd tråd, og vi nok må indse, at det ligner en aflysning. Indenrigsministe-riet har bedt om yderligere tilladel-ser til trods for, at alt har været i or-den og clearet med myndigheder og

Der skal ændringer til på det kulturelle, religiøse

og personlige plan. Menneskene er stadig de

samme. Systemet er stadig det samme

REPORTAGE

“HIP HOP HIP HOP HIP HOP HIP HOP HIP HOP HIP HOP HIP HOP …….” Reportage fra gadens stemmer, Cairo

Klokken er lidt over 8, fredag aften. Vi er i Cairo, på bagsædet i en lille personbil, chefen for Center for Kultur og Udvikling, Jens Kaare Rasmussen, projektleder Mor-ten Gøbel og undertegnede. På forsædet sidder to rappere fra ArabianKnightz. Vi er på vej til Darb – et kulturhus bygget af private penge ikke langt fra det koptiske kvarter. ”What? Are they shouting hip hop?????” Ordene er Karims – en af de tre rap-pere som udgør ArabianKnightz. Udenfor er et optog på vej til pladsen foran kultur-huset – og ja – de råber hip hop hip hop hip hop for fuld styrke, så det ikke er til at tage fejl af. På få sekunder er stemningen i bilen vendt fra afventende tilbagehol-denhed til ren optur.

Slukørede musikere umiddelbart efter regeringen har aflyst koncerten

KURT S031

diverse instanser. Men i sidste øjeblik ly-der meldingen fra Indenrigsministeriet, at det ikke er sikkert at gennemføre. Uden at der på noget tidspunkt kommer en officiel forklaring på banen, forlyder rygterne at årsagen er, at nogle af de sårede aktivister, revolutionens martyrer, er blevet inviteret og det kan skabe optøjer. Det minder om noget Nasser sagde til mig tidligere.” Pro-blemet med det her land er, at, at der er in-gen gennemsigtighed. Hvis du går hen på

et officielt kontor, så får du intet svar. De står ikke til ansvar for deres beslutninger. De gør som det passer dem – og det har ingen konsekvenser. Du kan intet stille op.”

Så kommer rapperne ud. Deres ansigter siger det hele. De er skuffede, frustrerede, nedtrykte. Det der skulle have været en fejring af revolutionens stemmer – gadens gardister – er blevet tvunget i knæ af ek-koet af et styre, der til forveksling minder om fortidens. Det er rent deja vue. Og dog

– i dag er alligevel ikke helt som i går.Og her går det op for mig, hvilke kræf-

ter der egentlig står bag disse revolutioner. Hvilken energi, der har ført til det arabiske forår. Hvilken stædighed og ukuelighed og styrke der skal til og hvilken tillid til at ens egne handlinger kan gøre en for-skel. Håb kan omsættes. Og modet findes. Der er selvfølgelig en plan B! Hvad havde vi forestillet os. Der er da ikke nogen der skal hjem her. Vi skal videre. Til koncert

REPORTAGE

ArabianKnightz optræder på den interimistiske scene i Darb, som koncerten flyttede videre til.

S032 KURT

– bare et andet sted. Tropperne samles – budskabet spredes på facebook og twitter – koncerten er flyttet! Vi sætter os ind i bi-len med ArabianKnightz ved roret og køre mod Darb. Da vi ankommer, er mange pub-likummer kommet os i forkøbet. ”Hip hop hip hop hip hop”, skriger de som galninge. Men de er ikke gal-ninge. De er unge mennesker, som har drømme om en fremtid i et frit Egypten. Pludselig tror vi på det hele igen– også selv om Indenrigsministe-riet har fået kolde fødder. For rapperne har ikke givet op. De vil det her. Og de startede i øvrigt ikke de-res oprør d. 25. januar. Det var bare dér at oprøret blev synligt for resten af verden. Og Mubaraks fald gav genlyd.

Rapperne går på den interimistiske scene, ordene brager ud over pladsen, og de karakteristiske vuggende arme sejler op og ned i takt med musikken. ”FreePalestine lyder det fra højre”. Her er alle oprør itale-sat uanset hvor i processen de befinder sig, også ligestillingen har sit egen stemme på

Her er alle oprør italesat uanset hvor i processen de befinder sig, også

ligestillingen har sit egen stemme på denne aften

denne aften. ” Give it up for Malikah”, ly-der det oppe fra scenen. Hip hoppens mel-lemøstlige svar på Erica Jong har lige givet den fuld skrue, selv om det i overvejende grad er mændene der har fundet vej til koncerten. ”Lige nu mens tingene stadig er flydende er der en mulighed for at promo-

vere ytringsfrihed og kunstnerisk fri-hed”, siger Martin, mens vi sidder på græsset under den åbne himmel. ”Det er et spørgsmål om at gribe chancen før det hele størk-ner – før det fryser.

Hvis folkets stemme skal høres så er det nu eller aldrig”.

Og ja, det er afgørende at blikket ikke sænkes. At medierne ikke flytter fokus. At kameraerne ikke slukkes. For selv om militæret har strammet grebet, og valget i slutningen af november ikke sikrer et nyt Egypten overnight, så har kunstnerne en pragmatisk tilgang til fremtiden. ”We don’t sing’ the revolution is good and we are all happy. The people started being divided cause they hadn’t awaked their consci-

ousness as to who they wanted to follow ”, fortæller Deeb, en af de egyptiske rappere , der lige har været på scenen. Han refere-rer til den splittelse, som oprøret også har ført med sig, som en naturlig konsekvens af det spørgsmål der melder sig i et land i opløsning. Hvad nu?! Men kunstnerne gør sig ingen illusioner. De ved at de 18 dage på Tahrir pladsen var utopia. Og nu starter hverdagen igen. “People are putting in the hours, the writers, the artists, the journa-lists, fortsætter han. Og den afgørende for-skel er, at stemmerne bliver hørt. For et år siden, havde det her aldrig kunne lade sig gøre. Dengang måtte man tale mellem lini-erne, som vi kender det fra Danmark un-der besættelsen. Men nu er ’man binder os på mund og hånd’ retorikken gårsdagens. Nu skriver rapperne tekster, der adresserer problematikkerne direkte, og det har vi væ-ret vidne til i aften. Så lad os blive ved med at lytte. Good night and good luck.

REPORTAGE

Deeb, egypisk rapper - kommer fra en karriere som bankmand men har under revolutionen skiftet kurs og lægger nu alle sine kraæfter i musikken og protesten.

KURT S033

CITATET

”DANSKERE HAR STENALDERHJERNER NÅR DET GÆLDER MØDET MED FREMMEDE. MEN DET KAN DER FAKTISK LAVES OM PÅ.”DENNIS NØRMARK

S034 KURT

FRUGT

”Emma Ulbæk.””Ja.”

”Morten Hansen.””Ja:”

Astrid blev pludselig trukket tilbage i tiden, hvor læreren sad på kanten af katederet og var begyndt på navneopråb. Skærmen foran hende var blevet

mørk, og hun trykkede på en tast for at få worddokumentet frem igen.”William Due.”

”Her.””Astrid Jensen.”

”Her,” sagde Astrid hurtigt og så op.Læreren kiggede ned på sin seddel med navnene og så hen på Astrid igen.

Så smilede hun. ”Astrid?” gentog hun og rejste sig op.Astrid blev varm i kinderne og nikkede.

”Det var da et gammeldags navn til sådan en eksotisk pige,” Astrid kunne mærke varmen brede sig i hele ansigtet og fi k en overvældende lyst til at

grave sig ned. En pige ved siden af hende fniste lavmælt, men ud over det, var der helt stille i klassen. Astrid kunne mærke klassens øjne hvile på sig, men læreren så bare varmt på hende, så Astrid nikkede, og navneopråbet

fortsatte.Astrid så ned på sine hænder, der lå ved tastaturet. Lysebrune med rene,

hvide negle. Hendes far var dansker, og hendes mor fra Zimbabwe, og Astrid selv var født og opvokset i Danmark.

Uddrag fra Bounty af Angel T. Kirkegaard i novellesamlingen Pære Perker Dansk, udgivet på Søn & Høst (2011).

KURT S035

Intercultural Cities Network på besøg København: Mangfoldighed fra ekspert- til praksisniveau.

MANGFOLDIGHED I PRAKSISSolen blinker i kanalens ved Kalvebods Brygge – på en af disse første forårsdage

hvor luften synes at rumme evige løfter om fornyelse og genfødsel har mangfoldig-

hedsekspert Phil Wood netop indledt sin præsentation. Phil Wood repræsenterer

Intercultural Cities Network, et globalt netværk, der støtter storbyer aktivt i at ud-

vikle byens mangfoldighedsindsats i samspil med borgere og civilsamfund. Rummet

er fyldt, og de op mod halvtreds deltagere læner sig tilbage for at høre netværkets

bud på hvordan en by som København måske kan blive bedre til det med mangfol-

dighed og inklusion.

KØBENHAVN

Det centrale skridt for København er at komme fra det plan hvor I ser mangfoldighed som et besværligt faktum, der gør arbejdsdagen længere, til at se det som en mulighed, en

berigelse for byen, noget I begejstret fortæller jeres udenlandske venner om.

Phil Wood

S036 KURT

Af Christine Rasmussen

”Nutidens storbyer”, siger Phil Wood, ”er hjem for stadigt mere mangfoldige befolk-ninger. Og dog er den nationale debattone i mange europæiske lande præget af stadig større fjendtlighed mod det fremmede. Mangfoldighed er blevet nutidens metafor for angsten for forandring”.

”Hvordan håndterer vi det som by?” spørger Phil Wood videre ”Ja, hvordan læ-rer vi ikke kun at håndtere det, men at ven-de det til en fordel, at gøre forskelligheden til platform for udvikling og kontakt til nye markeder og inspiration?"

Iflg Phil Wood kan mangfoldighed være nøgle til øget vækst gennem kontakt til nye markeder og et attraktivt kosmopolitansk brand, der kan tiltrække erhvervsliv og tu-rister. Hvis det vel og mærke gives de rigti-ge rammebetingelser. Phil Wood forklarer at faktorer som fx tolerance for forskellig-hed og en klar opgavestilling bidrager til at en mangfoldig gruppe klarer sig bedre i løsning af en konkret opgave end en homo-gen gruppe. Også selvom sidstnævnte som udgangspunkt er bedre begavet.

MAJORITETSSAMFUNDETS FESTHer er Phil Wood støttet af nyere forskning og oversat til det brede samfundsperspektiv skulle hans budskab være sød musik i ørerne på dagens lyttere. Det er en blandet samling af aktører fra frivillige organisationer, det pri-vate erhvervsliv, skoler, kommunen mv. med det til fælles at de alle arbejder inden for en branche der betegnes alt fra mangfoldighed, integration, inklusion, etniske minoriteter, social sammenhængskraft osv..

Phils oplæg modtages med intens dis-kussion. Der er kø på talerlisten. Som i samfundsdebatten er integration og mang-foldighed gode diskussionsemner. Måske snakker deltagerne ikke så meget til Phil som de snakker med hinanden.

”Der er en fest i gang blandt det hvide majoritetssamfund” er der en af deltagerne der spørger. – hvordan får Muhammed og Hassan adgang til den fest”?

Og Foreningen Nydanskers direktør Tor-ben Møller Hansen, sætter spørgsmålet yder-ligere på spidsen: ”En by som København er ikke en virksomhed hvor de ansatte følger di-rektørens bud. Borgmesteren kan ikke sætte pres på borgerne og tvinge dem til at være mangfoldige. Så kernespørgsmålet er hvor-dan vi sælger mangfoldighedstilgangen til majoritetssamfundet så Muhammed og Asif i højere grad lukkes ind.”.

MANGFOLDIG – OG STOLT AF DETTorben Møller Hansens ord runger i mine ører da jeg senere i Rådhusets kantine sid-der over lidt frokost med Phil Wood og programlederen for Intercultural Cities Netværket Irene Guidikova.

”Som jeg ser det”, siger Phil Wood, ”er det centrale skridt for København at kom-me fra det plan hvor I ser mangfoldighed som et besværligt faktum, der gør arbejds-dagen længere, til at se det som en mulig-hed, en berigelse for byen noget I begejstret fortæller jeres udenlandske venner om”.

Udfordringer er blot, at udsatheden blandt visse grupper af de etniske mino-riteter ikke kun eksisterer i den negative tone i samfundsdebatten men også i den virkelige verden. Det er så afgjort gået den rigtige vej – se blot på gabet mellem krimi-nelle med dansk og anden etnisk baggrund, der i de sidste tyve år er gået fra 80 % til 30 %. Eller på indvandrernes fremgang på arbejds-markedet, der kan ses som en en kærkom-men blodtransfusion til en demografi fyldt af stadig mere grånende danskere. Eller på pigerne med anden etnisk baggrund der i dag uddanner sig mere end deres danske med-søstre. Stadig er de etniske minoriteter fra ikke-vestlig baggrund dog overrepræsenteret i ledighedsstatistikkerne, i kriminalitetsstati-stikkerne, i førtidspensionssystemet og så er der gabet i fx læsekompetencer efter 9. klasse. Statistikkerne fortæller ikke historien om alle de individer der klarer sig godt, eller om de gode grunde der kan være til forskellene. De insisterer blot på spørgsmålet om hvorledes budskabet om mangfoldighed sælges til ma-joritetsdanskeren, der møder udsatheden i hverdagslivet - og i medierne ikke mindst )?

Så lad os for et kort øjeblik vende tilbage til workshoppen på Kalvebod Brygge, hvor solen nu kommet helt op på himlen og gør det svært at se diasskærmen. For spørgs-målet er også hvordan al denne snak om mangfoldighed egentlig modtages af de et-niske minoriteter selv?

MANGFOLDIGHED FRA MINORITETSPERSPEKTIVET

Ayhan Can, chef for Kultur2200 på Nørre-bro, har netop rejst sig op.: ” I Kultur2200 forsøger vi i dagligdagen at se bort fra alle de begreber som har med integration at gøre og i stedet tage udgangspunkt i det enkelte individ, der kommer ind af døren. Det er ikke nemt, da alt på Nørrebro drejer sig om integration og mangfoldighed. Men unge har en anden tilgang til det at være ’multi-kulturel’ og ’mangfoldige’ – mange nydan-skere har oplevet, at det at være "anderledes" ikke altid er blevet anerkendt som en positiv ressource, tværtimod, så har tosprogethed, anden religion eller kultur været associeret med manglende aktivet medborgerskab. Jeg tror grundlæggende ikke at Nydanskere øn-sker at sig selv som specielt anderledes – de ønsker være som de andre, med de samme udfordringer og glæder. ”Har jeg et job, ud-dannelse?, er børnene i skole, kan jeg komme på ferie”?

Jeg kommer til at tænke på Ayhan Cans bemærkning et par dage senere ved et ar-

rangement for en af byens mange lokal-plansindsatser. Deltagere fortæller hvordan en gruppe mænd ikke har villet give hånd og hilse på en gruppe kvinder i en lokal be-styrelse. Ikke uforståeligt har kvindegrup-pen opfattet det som tegn på manglende respekt og konflikten er blevet optrappet. Jeg føler en vis lettelse over at Fukiyama og civilisationernes sammenstød ikke bliver bragt ind i debatten. Konflikten bliver sna-rere forklaret med en interessemodsætning mellem to grupper i bestyrelsen. I dette tilfælde har situationen fået en lykkelig udgang: Det er lykkedes en lokal leder at forklare mandegruppen den anden grup-pes behov for at hilse på dem, håndtryk eller ej, handler det om et gensidigt behov for respekt anerkendelse: De to grupper er nu kommet frem til i stedet at nikke til hin-anden.

MANGFOLDIGHED I PRAKSIS. DET ER SMUKT.

Da jeg kommer ud fra mødet lidt senere har nogen sat ild på en bil. Flammerne luer under kølerhjælmen, og et par politimænd render rundt med brandslukkere. Selvom biler selvfølgelig også kan bryde i brand af sig selv eller i Hellerup er det næsten uund-gåeligt at tænke på udsatheden igen.

Min cykel er kommet uskadt fra hæn-delsen, og da jeg suser hjem overvejer jeg om mangfoldighed i praksis handler om at kombinere en overordnet fortælling om rollemodeller, de senere års forbedringer og et evidensbaseret ”what works” med en individbaseret tilgang i mødet med den enkelte borger. Det lyder slet ikke nemt, og jeg er glad for det stærke opbud fra byens aktører og Intercultural Cities netværket. København står tilsyneladende ikke alene.

I en kommende artikelserie beskrives mang-foldighed i praksis fra lokale og internatio-nale perspektiver.

Intercultural Cities Netværket

Netværket er forankret under Europarådet og København deltager i netværkets anden runde 2011-12 sammen med bl.a. Dublin, Lissabon, London, Lewisham, Geneve og San Sebastian. I netværkets første runde deltog bl.a. Oslo, Berlin, Izhevsk, Reggio Emilio, Neuchatel m.fl.Netværket støtter byerne i at udvikle byens mangfoldighedsindsats med aktiv inddragelse af borgere, erhvervsliv og civilsamfund. Visionen er den interkulturelle eller mangfoldige by, hvor politiske ledere og flertallet af borgere opfatter mangfoldighed positivt, bekæmper dis-krimination og kulturel konflikt og har tilpasset sine institutioner og styreform til den mangfol-dige befolknings behov. Netværket giver adgang til nøgleeksperter og et omfattende videns- og bynetværk på europæisk og globalt plan, samt afprøvede metoder og værktøjer

KURT S037

Sociale entreprenører – vejen til et bedre samfund for de fattigste?I England har de gjort det i mange år med de såkaldte Social Impact Bonds. Det er en slags sociale obligationer, hvor investeringsafkastet afhænger af effekten af en specifi k social indsats. Tanken er at skabe en attraktiv og ny måde at få private til at investere i resultatbaserede kontrakter med fokus på forbedrede sociale resultater. Det betyder samtidig, at hvis projekterne ikke opnår resultater såsom fx færre overfald eller færre der bliver indlagt på hospitalerne, så er der intet afkast til investorerne.

SocialImpact!

KURT S038

Af Dina Haffar

Mange af projekterne arbejder med fore-byggende sociale indsatser, hvor den of-fentlige sektor så betaler til investorerne, når de kan måle resultatet af indsatsen. Det betyder også, at den private og off ent-lige sektor deler risikoen ved indsatsen i et partnerskab mellem de to sektorer.

Der er tale om en relativ ny model for sociale investeringer. De første sociale obli-gationer – som blev navngivet One* SIB – Pay-for-Succes – blev lanceret i september 2010 af Criminal Justice Sector. På nuvæ-rende tidspunkt undersøger man også mu-lighederne for at etablere denne formfor in-vesteringsprojekt med fokus på at reducere antallet af stofmisbrugere og en reduktion af unødvendige hospitalsindlæggelse. Læs mere her: www.socialfi nance.org.uk

Danmarks svar på denne type af in-vesteringer og social enterprise, er Den sociale kapitalfond – også kaldet den før-ste danske sociale venturefond. Fonden er pt. ved at tage sine første forsigtige skridt på vej mod etablering og investe-ringer i sociale projekter. Den er stiftet af Lars Jannick Johansen (tidl. Direktør i Mandag Morgen) i 2011 i partnerskab med Trygfonden og med bl.a. KPMG og Accura som de første kompetencepart-nere. Fonden ønsker at investere kapital og kompetencer i sociale iværksættere – virksomheder der løser sociale proble-mer udfra forretningsmæssigt koncept. Samtidigt er det målet at udvikle virk-somhederne og skalere deres sociale og økonomiske værdiskabelse til gavn for hele samfundet.

Da der endnu ikke er det store marked og erfaringer med denne type af investe-ringer i Danmark, har fonden besluttet, at de første tre år skal bruges til at etablere et såkaldt ”proof of concept”, dvs. skabe og efterprøve et koncept for investeringer i socialt iværksætteri. Tanken er at koncep-tet skal afprøves med en række konkrete investeringer, hvor der især i evaluerin-gen af projekterne bl.a. vil blive lagt vægt på performancemålinger mv. På baggrund af disse erfaringer vil fonden defi nere en mere langsigtet strategi for investeringerne samt udbrede sit arbejde til fl ere sociale iværksætterprojekter. Læs mere her: www.social-capital.dk/

En ny generation af sociale iværksættere er under hastig udvikling I Danmark. De starter nye virksomheder for at løse sociale problemer på innovative måder og bruger

en forretningsmæssig tilgang til at skabe social forandring.

Danske rollemodeller er bl.a. TV-Glad, verdens første TV-station for/med men-talt handikappede mennesker; samt Spe-cialisterne - IT-service virksomheden der bygger på de særlige spidskompetencer hos ansatte autister.

De sociale iværksættere skaber nye mu-ligheder for udsatte grupper, mobiliserer resurser og udbreder nye løsninger på so-ciale udfordringer på eff ektiv og markeds-baseret vis. Derfor er de en vigtig kilde til social innovation og inspiration for danske velfærdsinstitutioner og socialt ansvarlige virksomheder.

Desværre slås mange sociale iværksæt-tere i Danmark med at vækste og skalere deres forretning: De har typisk masser af socialfaglig ekspertise men savner forret-ningskompetencer. Og de mangler vækst-kapital, idet de typisk er ”for sociale” til traditionelle kommercielle investorer men ”for kommercielle” til traditionelle godgø-rende donorer.

Den sociale kapitalfond etableres i 2011 som et svar på denne udfordring.

Den sociale kapitalfond udvikles på baggrund af international ’best practice’ inden for sociale investeringer og drager nytte af et voksende netværk af sociale venturefonde fra bl.a. Storbritannien, Holland, Norge og USA. Den tager ud-gangspunkt i markedets principper og implemnterer dem i den sociale sektor.Læs mere om Social Impact Bond: www.socialfi nance.org.uk

For fl ere informationer, se også de en-gelske udgivelser: Towards a New So-cial Economy og Blended Value Creation through Social Impact Bonds

Således sriver Social Finance på deres hjem-meside:Social impact through effective fi nanceSocial Finance was formed with an overriding purpose – to connect investment with need in a way that supports social progress. Our aim is to make more non-government money available reliably and quickly to those who need it.We believe that the market and society need each other and can work more closely together. We develop structures that enable investors to invest in social progress and receive returns that can be invested in society again. In this way we make more money available, more sustainably, to address entrenched social issues.

KURT S039

BOG

Ukulele – den lille guitar, den spinkle tone som nænsomt skærer luften i skiver og titlen på en fremragende ungdoms roman med balkankrigen som kulisse – det bliver tomt uden min lille sengekants-kammerat. Alen Mešković har begået en rørende og dybtfølt skildring af et samfund i krig, man uværgeligt drages ind i som en anden med-sammensvoren.

Som ramt af et lyn i natten sprænges li-vet itu. Den jugoslaviske konflikt, som fyld-te det meste af halvfemsernes europæiske krigshistorie er selve kulissen i vores unge hovedpersons liv da han med sin familie tvinges til at forlade barndomshjemmet i Bosnien og drage mod en ukendt fremtid. Miki er navnet. Miki og Alen – Alen og Miki – to alen af samme stykke samt et stk. storebroder ved navn Neno.

”En måned tidligere, da mor, far og jeg krydsede den kroatiske grænse og forlod Bosnien, ventede onkel på den selv samme station. Dengang håbede vi stadig, at vo-res hjemby ikke ville falde, at krigen snart ville slutte – at Neno og de andre hurtigt ville blive løsladt. Nu var ruinerne i serbi-ske hænder, frontlinien var rykket længere væk, og alle kunne se, at krigen ikke ville være forbi i løbet af en uge eller to. Min on-kel, der i årevis havde boet i udlandet og var vendt hjem for at nyde sit otium ved kysten, mente, at krigen ikke ville slutte, før sommeren var ovre.”

Lidet kunne man vide, at den mest kom-plicerede etniske konflikt i efterkrigstidens Europa ville strække blodige spor igennem Balkanhalvøen det meste af et tiår. Et ikke tilfældigt tilbageblik fra landevejen præ-senterer poetisk og fortabt en verden som for stedse i de år blev lagt til hvile.

”Jeg vaskede mit ansigt i det kolde vand og skubbede cyklen videre. Gik forbi gå-gaden og helt ud mod den anden ende af byen. Ved det første kryds inden ringvejen stod der et skilt med tre pile. De pegede i hver sin retning: Sarajevo 211 km, Zagreb 223 km, Beograd 228 km.

Cikaderne skreg. En overkørt kat lå i grøften ved vejkanten. I horisonten for-svandt de brummende lastbiler og biler.”

Og senere et fint stemningsbillede af de parallelle verdener som en regional krig også frembringer.

”I nat, da Igor og jeg passerede lystbåde-havnen, fik jeg på et tidspunkt den samme følelse. Natten var mild og behagelig, flere tu-rister gik pjattende forbi os, og jeg havde lyst til at gribe dem i armen og råbe i deres flip-pede ører: -Hey! Krigen er i gang for helvede! Hold nu op! I kan da ikke bare hygge jer.”

Samtidig er det akkurat den normalitet, som så provokerende upåvirket spankule-rer forbi, der vedvarende insisterer på, at alt nok skal blive godt igen.

Af Pawel Wedrowski

S040 KURT

Blå Bog:

Alen Meškovic er født i 1977 i Bosnien og kom til Danmark i 1994. Han har blandt andet fungeret som medredaktør af det dansk-bosniske lit-teraturtidsskrift Poet, medarrangør af flere film-festivaler, samt journalist og oversætter. I 2007 bidrog han til Gyldendals antologi Nye stemmer. Han debuterede med den anmelderroste digt-samling ’Første gang tilbage’ i 2009. ’Ukulele-jam’, der udkom den 29. september 2011, er hans første roman.

”Her sad vi alle uanset nationalitet og skole. Her hørte vi på de samme blandede bånd, spillede kort og drak, når der var no-get at drikke. Damir og Samir var Amars og mine ultimative helte. De kendte al mu-lig musik – udenlandsk især – og de talte konstant om deres store idol, Jim Morri-son, der havde skrevet The End og døde i et badekar.”

Alt imens store mænd kæmper med store pistoler og lægger alt øde i den hellige nationalismes navn, lytter de unge flygtnin-ge til toner fra en anden verden, og skider hul i absurde navnelege og hvem der kom-mer hvorfra. Det er god stærk tobak for et-hvert øre, som nærer bare det mindste håb om integration i enhver afskygning. I mel-lemtiden fødes drømmen om eksil og flugt i Mikis bevidsthed. Næret af de forhåb-ninger han gør sig på sin storebrors vegne, skaber Miki grobund for en uvis fremtid et sted i det fjerne og den pris, som uværgeligt skal betales.

”Nogle gange er det lørdag aften igen, og jeg standser ved den samme dør, næsten sytten år gammel. Jeg holder fast i håndta-get og betragter mor og far og alle de ting, der hviler omkring dem. Tiden står stille. Jeg er et spøgelse og siger ikke et eneste ord. Jeg står bare dér og dvæler ved lugten af vores ophængte vasketøj, synet af den orange plasticskål med kold leversovs i og den svage, næsten søvndyssende lyd af fars knitrende avis fuld af løgne. Så tager jeg af-sked med værelse 210 i bygning D1.”

Romanen har tydelige aflejringer af alt det som ungdommen er gjort af – og trækker spor til Salinger og i særdeleshed Steinbeck. Mešković skriver nænsomt om en tåbelig politiseret voksenverden, som er ubegribelig og præget af vanvid. Han gør det med en menneskelig indforståethed, som kun de udsatte kan være i besiddelse af. Absurditeten bliver på den måde til-gængelig for alle og almengyldig for den enkelte syvsover, selv i velfærdssamfundets fredsommelige infrastruktur.

Det er i grunden ikke romanens brutale skygge, som bygger bro hjerter imellem, men snarere den ungdommelige drivkraft og nerve som den oser af. En slags over-ordnet tapper kækhed overfor hvad som helst - selv krig. Meningen med ungdom-men er så intens og fortvivlende stærk, at intet, mindst af alt livet, kan forekomme meningsløst, uanset scenografien.

Det er der kommet et tragikomisk styk-ke menneskeligt teater ud af. Man mindes sine egne elskelige og ulidelige ungdoms strabadser og føler med smertelig melan-koli den tids grådige lyst til at fortære et-hvert sekund på vejen og alle de følelser, som måtte følge trop. Jeg husker fra mine tidligste opdagelsesrejser ud i litteraturens verden den sjældne følelse af at komme hjem, når siderne blafrende udslettede vir-

keligheden omkring mig og jeg med smi-lende mundvige lukkede mig selv ind. Og den umættede og melankolske fornemmel-se af savn, når en sådan fortælling nåede sin slutning. Lidt med samme stik i hjertet lukkede jeg for sidste gang Ukulele Jam i. Med følelsen af, at have været i et gæstfrit hjem, genkendeligt som bare pokker på trods af smerten og en rabiat udfoldelse af meningsløst menneskeligt forræderi – eller måske på grund af det.

I sidste ende kom Alen Mešković til Danmark og skrev en bog. Skal man takke Balkankrigen for noget overhovedet, skulle det være for dét.

BOG

Men tilbage til begyndelsen på enden. Familien samler sig og slikker sår i et men-talt transitrum – et venteværelse for vi-derkomne. Vi følger Mikis mentale rejse igennem 3 års ophold i en flygtningelejr i Kroatien, et land, som endnu ikke er offi-cielt anerkendt, en lejr som huser nationale brudstykker i alle afskygninger, en tid, som på mange måder ender med definere Mikis fortid og fremtid

Neno er blevet skilt ud af familieflok-ken og er i de kommende år en stærkt nærværende skyggeven – en slags elskelig superhelt, som både i virkeligheden og på et mere mytisk niveau bliver romanens fyrtårn. En bror og drømmen om en bror på samme tid. Eller håbet, som holder livet oprejst i trange kår..

Ligesom titlen antyder, er musikken og det deraf definerede tilhørsforhold stærkt nærværende i den unge drengs selvophol-delsesdrift.

KURT S041

MUSSEUM

Nationalmuseet7. januar – 3. juniNatmus.dk

Europa møder VerdenEuropa er i konstant forandring og i kon-stant dialog med verden omkring. Gennem ni forskellige nedslag i historien, viser ud-stillingen, hvordan Europa har spillet sam-men med den omgivende verden i 2500 år fra Oldtidens Grækenland til nutiden, hvor globaliseringen stiller nye udfordringer til Europa.

Udstillingen er et stemningsfuldt mix af levende billeder i meterhøje projektio-ner, Nationalmuseets egne genstande og et spor af QR-tags du kan scanne med din smartphone og selv bidrage til udstillingen og dele din mening om Europa i dag.

Følg med i afstemningen på museets hjemmeside blandt udstillingens gæster, og se hvilke fordomme, vi har om vores euro-pæiske naboer.

Immigrantmuseet27. januar – 12. aprilimmigrantmuseet.dk

Immigrant Image Archive

Den 27. januar blev Danmarks første og eneste immigrantmuseum indviet i Farum Kul-turhus. “Dansk immigration er et utroligt spændende emne med mange facetter, som skal fremhæves og belyses. Både de små personlige historier og den generelle påvirkning, som immigration har haft og fortsat har på vores land, får nu en fantastisk fi n ramme,” siger formand for Kultur-, Idræts- og Fritidsudvalget i Farum Kommune, Helle Katrine Møl-ler. På hjemmesiden kan man opleve webudstillinger om ægteskabsimmigration og tvær-kulturelle ægteskaber, børn der er blevet hentet til Danmark efter krige gennem det 20. århundrede og live kan man besøge særudstillingen Immigrant Image Archive arkiver der har samlet fotografi er, lydoptagelser og videofi lm om immigranter i Danmark og det øvrige Skandinavien. Formålet er at bygge et visuelt dokumentationscenter for immigrationen efter Anden Verdenskrig og frem til i dag.

FLIM/DVD Bygget på den skinbarlige virkelighed, der som bekendt har det med at overgå fanta-sien, portrætterer den franske instruktør Xavier Beauvois på unik vis livet i en lille munkeorden i Algeriet under borgerkrigen tilbage i 1990´erne. Det er der kommet en unik fi lm ud af. En fi lm der på en samme tid meditativt og voldsomt tumler med den enkeltes tro og truslen fra religiøs fa-natisme.

På et kloster i Algeriet lever syv fran-ske munke i fordragelighed med landsby-ens fattige muslimer, som de blandt andet hjælper med lægebistand. I 1996 bliver der imidlertid ballade, da ekstremistiske ter-rorister beordrer alle udlændinge og ikke-muslimer ud af landet. Munkene må nu overveje, om de skal fl ygte og dermed for-råde deres kald - eller blive på klosteret og gå den visse død i møde.

I butikkerne nu

Om Guder og Mænd

KURT S042

TEATER

Det er ikke let at være Adrien. Hans søster Mathilde er vendt hjem efter mange år i Nordafrika, og hun kræver sin arv - dvs. det hus som er Adriens elskede hjemmeba-se. Hans søn lokkes på bordel af Mathildes søn og begynder oven i købet at tale om at forlade sin far for at drage i krig. Og for at det ikke skal være løgn, medbringer Ma-thilde sin voksne datter med det arabiske navn Fatima. Det er sandelig både besvær-ligt og pinligt for Adrien, for hans position i den lille by hviler på medlemskabet af en hemmelig loge, der virker for at begrænse de fremmedes skadelige indfl ydelse og planlægger et bombeattentat mod byens arabiske tilholdssted. Hvad skal Adrien dog stille op med Mathilde og hendes børn? Det hjælper ikke at give hende tærsk, for hun slår igen!

Tilbage til ørkenen er både en overdå-dig familiekomedie og bitter samfundskri-tik. Historien udspiller sig i et provinsielt

og nationalistisk Frankrig i begyndelsen af 1960’erne, midt under Algeriets blodige befrielse fra det franske kolonivælde. Man brugte ikke ordet globalisering, alligevel oplevede mange mennesker allerede den-gang, at den kendte lille verden var truet el-ler måske til og med sprængt i stykker. Man tænkte på, hvad man dog kunne stille op med udviklingen. Adrien og Mathilde må indse, at de ikke kan få skik på deres børn, idet Fatima pludselig føder et par tvillin-ger med en betænkelig hudfarve. Tilbage er spørgsmålet: kan Adrien og Mathilde komme overens? Kan de til og med leve sammen – måske som hund og kat?

Bernard-Marie Koltès (1948-1989) var en af de betydeligste dramatikere i Europa i anden halvdel af sidste århundrede. Det Kongelige Teater har spillet tre stykker af Koltès: Om natten før skovene, Roberto Zucco og Kajen mod vest.

Tilbage til ørkenen iscenesættes af skue-spilchef Emmet Feigenberg, der i sidste sæ-son instruerede Fanny og Alexander.

Det Kongelige Teater1. feb- 9. majkglteater.dk

Tilbage til ørkenen

Husets Teater17. marts – 14. aprilTeaterriorose.dk

Sort på hvidtHvad er det, der gør en person til dansker? Hvilke dele af vores kultur skal en dansker tillægge sig for at blive betragtet som ind-født? Hvornår er man dansk nok, og hvem fastsætter den ramme?

Med SORT PÅ HVIDT undersøger Tea-ter Rio Rose den danske kulturskat og det, der defi nerer os som danske. Vi er vokset op med sange og ritualer, med kaff ebord, højt belagt smørrebrød, Dannebrog og dansktoppen. Men hvad sker der, hvis en tyrkisk udseende mand synger den dan-ske nationalsang, en sort mand hejser det danske fl ag eller en irakisk kvinde med slør synger en dansk popsang af Keld og Hilda Heick?

KURT S043

Find KURT!

KURT no 12

Documents

Transcript of KURT no 12