KORSHÆRS BLADET - · PDF filedet, forklarer Britt, der i dag er forstander på...

Kirkens Korshær i ”Udkantsdanmark”

Folk er jo ikke anderledes, bare fordi de bor på Lolland

KORSHÆRSBLADET

Den ligeværdige relation

Her er det ikke synd for dig

Hun blev helt ny – og kan kun blive bedre

Herberg hjalp Maria ud af bandelivet

TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR | NR. 2 | 2017

En dør smækkedei London

Korshærschefen skriver

Her er vi alle sammen mennesker

Vi skal give en chance til

Vi er ikke skabt til at være alene

Hvad laver Kirkens Korshær?

Mentor hjalp Maria videre fra herberget

Drømmen om en varmestue

Kort nyt

Til eftertanke

3 I

4 I

8 I

10 I

12 I

17 I

21 I

23 I

24 I

IndholdPræsten gik og smækkede med kirkedøren i en fashionabel kirke i Londons velhaverkvarter. Navnet er Wilson Carlile, og det er i 1882. Carlile er opbragt over, at kirken er fuldstændig uengageret i den nød og elendighed, som mennesker lever i lige uden for kirkedøren.

Wilson Carliles indignation gav stødet til, at han stiftede organisationen Church Army. Nu gjaldt det om at komme ud på byens gader og stræder og møde mennesker med budskabet om, at de er elsket af Gud, og med den basale hjælp, der er nødvendig for at leve.

Carlile og hans arbejde blev inspiration for Kirkens Korshærs stifter, Hans Peter Mollerup. Indigna-tion og ønsket om at være blandt mennesker på gaden er således en del af Kirkens Korshærs arv. Det samme er viljen til at hjælpe men-nesker med de basale ting i livet.

Korshærsbladet beskriver Kirkens Korshærs arbejde netop nu. Arbejdet er mangfoldigt, og endda er ikke alt beskrevet her. Men i al sin mang-foldighed er Kirkens Korshærs arbejde kædet sammen af nærvær, omsorg og respekt som grund-læggende kendetegn. Med det menneske, vi møder, i centrum kan vi skabe gode øjeblikke af nærvær,

omsorg og respekt. Det er rørende beskrevet i de mange fortællinger på de følgende sider.

Åbne døre hos Kirkens Korshær

Kirkens Korshærs opgave er at værne om medmen-nesket ved at give basal hjælp. Det er den første del af beskrivelsen af Kirkens Korshær. Den anden del er, at vi protesterer, når vi oplever, at menne-sker ikke bliver hjulpet, dér, hvor det havde været

muligt. Det er arven fra indignation og protest helt tilbage til Wilson Carlile i London.

Indignation og inspiration skal følges ad. Der er brug for inspiration til at bidrage til forbedringer. Det vil vi gerne i Kirkens Korshær.

Inspiration har med ånd og åndedrag at gøre. Det er liv-stegn. Kirkens pinsefortæl-ling er, at vi mennesker kan få kræfter og indsigt langt ud over os selv, når Guds Ånd, Helligånden tager fat.

Måske Ånden blæste Carlile ud på gaden i London i 1882 og smækkede døren bag ham. Med Ånden i ryggen må det godt suse om ørerne og smække med dørene. Det er livstegn.

Glædelig pinse!

Helle ChristiansenChef for Kirkens Korshær

”Vi protesterer, når vi oplever, at mennesker ikke bliver hjulpet, dér, hvor det havde været muligt. Det er arven fra indignation og protest helt tilbage til Wilson Carlile i London.”

Følg Kirkens Korshær på de sociale medier

3KORSHÆRSCHEFEN SKRIVER

TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR – nærvær, omsorg og respekt

Hvad er nu det der med en kirke og et kors og en hær, spurgte Britt sig selv, da hun læste jobopsla-get om en stilling som leder af et socialt arbejde i Sønderborg.

– Jeg kunne se mig selv til hest, på vej ud over en slagmark, griner hun. Derfor besøgte Britt arbejds-stedet, før hun sendte en ansøgning afsted. Hun skulle lige se det an.

– Jobbet lød spændende og lige mig, men jeg kendte ikke til Kirkens Korshær. Var det missionerende, eller hvad var det? Men da jeg besøgte stedet, kunne jeg jo se, at det er det menneskelige, der er i højsæ-det, forklarer Britt, der i dag er forstander på her-berget Alberta og korshærsleder i Sønderborg, det vil sige leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde og af genbrugsbutikkerne i Sønderborg og omegn.

Det, Kirkens Korshær laver, kommer til udtryk i en af organisationens yndlingstalemåder: ”Vi møder mennesker i øjenhøjde – også når de ligger ned.”Ifølge Britt, der nu har arbejdet i Kirkens Korshær i 3,5 år, er det dét, der er essensen af det sociale arbejde. Øjenhøjde: nærvær, omsorg og respekt, det vil sige forståelse og medmenneskelighed.

Derfor kan Kirkens Korshær hjælpe dem, der er ude på kanten af samfundet.

– Vi har tid til dem og respekterer dem. Derfor kan vi håndtere de mest udsatte mennesker, siger Britt.

Det ser ubehageligt ud

De udsatte mennesker, der kommer til Kirkens Korshær i Sønderborg, er ofte dem, der ikke kan være andre steder, hverken i det offentlige eller ude i samfundet blandt andre mennesker. De er tit helt alene i verden.

– De har et liv, som kan se ubehageligt ud udefra. De kan være voldsomme, udadreagerende og mis-brugende. Andre mennesker bliver bange for dem, fortæller Britt.

Det kan bl.a. være den unge mand, som engang kom hos Kirkens Korshær i Sønderborg.

Han røg sin første joint som 11-årig. Senere begyndte han at fixe sig i tungen. Han opførte sig truende, for han blev aldrig behandlet som andet end farlig.

– Han er blid som et lam, når han er her. Han er en stor mundfuld, for han har jo lært, at han kan skræmme andre, men det er jo dér, vi skal se om bag facaden! Hvis han opfører sig truende over for os, så siger vi til ham, at han skal lade være, siger Britt nøgternt.

Det er så simpelt. Hvis han ikke kan følge reglerne, så ryger han ud. Hvis han opfører sig ordentligt, så får han til gengæld mennesker omkring sig, der lytter, når han taler. Mennesker, der behandler ham som et voksent menneske i stedet for et farligt dyr, de skal gå i en bue udenom.

Her er det ikke

synd for dig

Medarbejderne viser ikke frygt for dem, der kommer til dem efter hjælp. De lægger heller ikke hovedet på skrå og synes, at det er synd for dem, forklarer Britt:

– Vi må ikke blive overfaldet af synd-tanken – ’du skal have et knus, og det bliver bedre i morgen, løft du hovedet, det skal nok gå’ – sådan er virkeligheden jo ikke!

5TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR – NÆRVÆR, OMSORG OG RESPEKT

TEKST: Martha Madsen FOTO: Massimo Fiorentino

Hvad skal arbejdet med udsatte mennesker føre til? I Kirkens Korshær Sønderborg skal det føre til tillid og gode relationer.

Her er vi alle sammen mennesker

”Vi har ikke medlidenhed med dem. Det er nedladende og uengagerende.”

Forstander og korshærsleder,

Britt, fortæller om arbejdet.

Beboerne laver en plan sammen med de to kontaktpersoner, de får tilknyttet, om hvad de skal arbejde med, mens de bor på herberget. Et sted at bo, komme på kontanthjælp, blive tilknyttet misbrugsbehandlingen eller psykiatrien.

– Vi pådutter dem ikke, hvordan de skal leve deres liv. Vi er ligeværdige, siger Johnny.

Som Ole, der er tidligere beboer på herberget og stadig kom-mer i varmestuen siger, så er der ikke forskel på folk i Kirkens Korshær Sønderborg:

– Udenfor ser folk nogle gange skævt til dig. Nogle forældre i min datters klasse har sladret om, at jeg kommer her på varmestuen. Men her er der ikke forskel på folk. Her er vi alle sammen mennesker.

Ole er ikke hans rigtige navn, men Kirkens Korshær er bekendt med vedkommende.

6

Britt og hendes medarbejdere hjælper varmestuens og herbergets brugere med at få styr på de vilkår i deres liv, som den udsatte person godt selv kan se, er dårlige for dem. De fortæller dem ikke, hvad de synes, at de skal gøre.

– Vi har ikke medlidenhed med dem. Det er ned-ladende og u-engagerende. Du er engageret, når du anerkender, at ’ja, det har du ret i, den her tilværelse, du har, den er ikke god. Hvordan kan vi hjælpe dig?’ Vi tager os af det, når de siger noget, men man skal starte med at respektere, at de har

det liv, de nu engang har, konstaterer Britt.

Omsorg, nærvær

og keramik

Respekt er ikke en trylleformular, men det hjælper. Ikke mindst på relationen, og relationen er noget nær en trylle-formular.

– I det øjeblik, vi har skabt en relation, så får de tillid til os, og der kan vi rykke noget, siger Britt.

Et af de store problemer er, at den udsatte person ofte har mistet troen på, at de selv kan flytte noget i deres liv. Den tro skal medarbejderne genoprette, men det kræver tillid.

– Men de er ikke vant til at stole på et andet menneske. Mange af dem er meget ensomme, siger afdelingsleder Dorthe. Derfor handler meget af arbejdet i Sønderborg – såvel som andre steder i Kirkens Korshær – om at dyrke den gode relation og tilliden. Bl.a. har de i Sønderborg både et cykel- og knallertværksted og et keramikværksted, hvor medarbejderne og brugerne/beboerne kan lave noget sammen.

– Relationen kommer naturligt, når man beskæf-tiger sig med noget andet, så er der nemlig noget at tale om, siger sosu-assistent Mia.

Vi er ligeværdige

Fordi varmestuen og herberget i Sønderborg er en del af Kirkens Korshær, som er en privat orga-nisation, og herberget derudover er en selvejende institution uden en driftsaftale med kommunen, er medarbejderne ikke forpligtede til at efterleve kom-munens målsætninger. De kan bruge den tid, det nu engang tager at opbygge et godt forhold til dem, der kommer til dem. De kan gøre det, de mener, er nød-vendigt lige nu og her. Der er ikke nogen standard-løsninger eller procedurer, som tvinger medarbej-derne eller den udsatte person i en bestemt retning.

– Andre steder er man fokuseret på udvikling. Her er plads til bare at være, og det, der skal flytte noget på sigt, er, at man bliver accepteret, som den man er lige nu. Det kan gøre, at man får et overskud til at komme videre, forklarer pædagog Johnny.

KORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017

Kirkens Korshærs sociale arbejde i Sønderborg

I 1934 kom Søster Gerda – som de kvindelige med-arbejdere i Kirkens Korshær dengang blev kaldt – til Sønderborg. Sammen med Alberta Jensen indledte hun arbejdet for områdets udsatte mennesker, bl.a. sommerlejre, bibeltimer for husmødre og unge piger og missionsarbejde på beværtningerne.

Alberta Jensen blev i 1937 leder af arbejdet – et hverv, hun varetog frem til sin død i 1987. Siden da har arbejdet udviklet sig. Kirkens Korshærs formål har altid været at tage over dér, hvor samfundet ikke længere rækker. I dag er der en varmestue og et herberg i Sønderborg og tilsammen fem genbrugs-butikker i området, som er med til at finansiere driften af det sociale arbejde.

Der er plads til 13 beboere på herberget Alberta – opkaldt efter Alberta Jensen. Varmestuen har dagligt omkring 50 brugere.

30 frivillige medarbejdere er med til at drive arbejdet på varmestuen, bl.a. laver de mad til brugerne, mens 160 frivillige driver de fem genbrugsbutikker.

”Vi tager os af det, når de siger noget, men man skal starte med at respektere, at de har det liv, de nu engang har.”


8 9

Vi skal give en chance tilRespekten for den enkelte er en grundlæggende værdi i Kirkens Korshær. Der er tid til nænsomhed og plads til et ”kærligt puf” – og det giver stolthed blandt medarbejderne.

TEKST: Heiner Lützen Ank FOTO: Kirkens Korshær Odense

– Kernen i vores faglige arbejde er det konstante forsøg på at se bort fra det, det kan gøre et men-neske træls. Det, der er i centrum her hos os, er altså forsøget på at se mennesket bag alle de andre lag, det har.

Sådan siger Kaj Skjølstrup, leder af Kirkens Korshærs varmestue i Nørregade i Odense, hvor bruger-gruppen hovedsagligt er hjem-løse, psykisk sårbare, fattige og misbrugere.

Men alt dette, hvor meget det end fylder i brugerenes liv, gælder det altså om at se bag om, fortæller Kaj Skjølstrup:

– Vores faglighed er i høj grad knyttet til de værdier, der ligger under hele Kirkens Korshærs arbejde. Respekten for det enkelte menneske er en bærende værdi for Kirkens Korshær, og det forsøger vi så i hverdagen at omsætte til en nænsomhed, hvor vi ikke skal være hurtige til at dømme det enkelte menneske.

Vi har andre vilkår

I sit arbejde for socialt udsatte i Odense har Kaj Skjølstrup tæt kontakt til politiet, kommunale sagsbehandlere, misbrugscente-ret og sundhedsvæsenet. Aktører,

Kaj Skjølstrup har respekt for, og som det er afgørende at have et godt forhold til – for sammen er man bedst og kan hjælpe mere.

Alligevel har Kirkens Korshær en anden tilgang til de men-nesker, der kommer på besøg i varmestuen, og som ofte også er i kontakt med de andre aktører samtidig:

– I Kirkens Korshær er vi pri-vilegerede. De mennesker, der kommer hos os, kommer med en positiv forventning til os. Fordi de tror, vi vil dem det godt. Med-arbejderne i det offentlige oplever tit det modsatte. Her møder brugerne op med en negativ for-ventning, og de ansatte skal gøre en ekstra indsats, før de bliver godtaget og accepteret. I Kirkens Korshær kommer man frivilligt, modsat kommunen, hvor man skal komme til samtale. Det er to helt forskellige vilkår, vi arbejder under. Det skal vi i Kirkens Kors-hær huske, så vi ikke bliver alt for selvfede.

Skal kende grænsen

Når Kaj Skjølstrup fortæller om den faglighed, der ligger bag arbejdet i varmestuen i Nør-regade, og som kan genkendes i varmestuer over hele landet,

lyder det besnærende. For et syn på mennesker, der foreskriver, at de skal have en chance til, og at de, som konsekvens af dette, opfører sig som gode mennesker, lyder fantastisk.

Men, siger Kaj Skjølstrup, hvor vigtigt det end er at arbejde ud fra dette syn på mennesker, så er der også en grænse:

– Det her er jo et ideal. Et ideal, som vi i den grad forsøger at lægge til grund for vores arbejde. Men der er naturligvis situatio-ner, hvor vi ikke kan rumme et andet menneske.

I sådanne situationer husker Kaj Skjølstrup på nogle ord af teolog, forfatter og sygehuspræst Preben Kok:

– Der er ting, vi har ansvar for, og der er ting, vi ikke har ansvar for. De ting, Gud har ansvar for, dem skal vi ikke påtage os. Det er således kun Gud, der kan rumme alle. Det kan vi ikke.

Det daglige frirum

Fagligheden i Kirkens Korshær kommer til udtryk på forskel-lige måder, alt efter om det er et herberg, hvor metoden er mere udførligt beskrevet, eller en

varmestue, hvor medarbejderne kan improvisere lidt mere. Det understreger Michael Wulff, der er chefkonsulent i Kirkens Kors-hær og bl.a. arbejder med organi-sationsudvikling.

Ser man på fagligheden i var-mestuerne og i familiearbejdet

over hele landet, så kan han let genkende det, Kaj Skjølstrup fortæller fra Odense:

– Fagligheden er bygget op om at skabe et frirum for de mennesker, der opsøger Kirkens Korshær, at skabe noget andet end det, de møder andre steder.

Ligesom Kaj Skjølstrup vil Michael Wulff ikke betegne Kirkens Korshærs faglighed i modsætning til det, brugerne møder andre steder:

– Nej, Kirkens Korshærs faglige metode er ikke i opposition til det, der bliver praktiseret andre steder. Den har selvstændig værdi. Andre steder, f.eks. i kom-

munalt regi, bliver mennesker som udgangspunkt behandlet, som om de er ens. Det er et mål hos Kirkens Korshær at se den enkelte.

Et kærligt puf

Respekten for den enkelte er også ifølge Michael Wulff afgørende. Men et fokus, der kan føre til noget andet:

– En del af fagligheden er at skabe netværk og relationer. Det kan være i varmestuen eller i familienetværket, men kan f.eks. også være et samarbejde med kommunen.

Ligesom fokus på den enkelte kan føre til fællesskab, kan det faglige ønske om ikke at ville forandre brugerne blive til begyndelse på ændringer i deres liv:

– Nogle steder har man det begreb, der hedder ”det kærlige puf”. Hvis brugerne beder om det, kan de få hjælp, f.eks. i form af den fremskudte sagsbehandling, der finder sted i varmestuen. Der er altså ikke et krav om forandring, men hvis brugerne ønsker det, så er der plads til det.

Michael Wulff har talt med mange medarbejdere igennem tiden, og han er ikke i tvivl om, at der her-sker en stor faglig stolthed blandt Kirkens Korshærs medarbejdere:

– Arbejdet giver stolthed og iden-titet, og i sidst ende er et afgø-rende element, at arbejdet hviler på ønsket om at give brugerne en chance til. Det er meget vigtigt for medarbejderne.

”Der er ting, vi har ansvar for, og der er ting, vi ikke har ansvar for. De ting, Gud har ansvar for, dem skal vi ikke påtage os. Det er således kun Gud, der kan rumme alle. Det kan vi ikke.”

TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR – NÆRVÆR, OMSORG OG RESPEKTKORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017

Kaj Skjølstrup foran varmestuen i Nørregade i Odense.

10

Både politisk og medmenneskeligt kan vi gøre meget for at afhjælpe social udsathed i Danmark. Det siger formand for Rådet for socialt udsatte, Jann Sjursen, som peger på, at vi skal blive bedre til at se hinanden som mennesker.

Vi er ikke skabt til at være alene

– ALLE har brug for andre mennesker. Ingen kan leve som solister. Vi er dybt afhængige af hinanden. Og af fællesskabet.

Ordene er Jann Sjursens. Formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Samtalen handler om, hvad man i dag ved om, hvordan man afhjælper social udsathed i Danmark. Og det er faktisk ikke så lidt. Men det er umuligt at ændre noget, hvis vi ikke også som privatpersoner tager opgaven som medmenneske på os, siger Jann Sjursen.

– Vi har brug for at genopdage fællesskabet. Gen-opdage, at vi alle sammen har brug for støtte og for hinanden. Det bør være motoren i vores velfærds-samfund. Vi bliver nødt til at række ud, og vi bliver nødt til at tænke over, hvordan vi indretter vores samfund. Nogle skal have mere støtte end andre. Men vi har alle sammen brug for andre. Det er en del af det at være menneske.

Et godt fundament

Medmenneskeligheden er en forudsætning for, at samfundet hænger sammen. Det samme er de poli-tiske rammer. Jann Sjursen peger først og fremmest på, at vi har behov for et solidt forsørgelsesgrundlag og et godt fundament.

– Det er dybt problematisk med kontanthjælpslof-tet, som indirekte sparker benene væk under endnu flere borgere, siger Jann Sjursen.

Det handler om at give mennesker et ordentligt for-sørgelsesgrundlag, at få knækket den opadgående fattigdomskurve og om at skabe tilbud nok i form af forskellige indsatser. Og så skal der være opsøgende arbejde i langt højere grad end i dag.

– Gruppen af udsatte er ikke dem, der råber højest. Man plejer at sige, at systemet har opgivet borgeren, men der er også en stor del af de udsatte borgere, der har opgivet systemet, som skal genvinde tilliden og motivationen til at gøre noget ved deres tilvæ-relse, siger Jann Sjursen.

Derfor er NGO’er som Kirkens Korshær centrale. Et værested skal være et fristed, hvor en uforpligtende snak og en kop kaffe kan danne bro til kommunen, så borgeren kan få glæde af nogle af de indsatser, der er i det offentlige.

Dyrt at lade stå til

Men hvad med økonomien, hvis folk skal have langt flere og bedre tilbud end i dag og samtidig følges i meget længere tid for eksempel efter endt misbrugs-behandling?

– Men hvor dyrt bliver det ikke at gøre noget?, spørger Jann Sjursen.

– Hvis en masse mennesker aldrig kommer ud af deres misbrug eller i hvert fald opnår et stabilt liv, så kommer det til at koste kassen på længere sigt, og det gør det allerede i dag. Vi lever stadig i et vel-færdssamfund, selv om solidariteten er begyndt at krakelere lidt. Vi er ikke nået til, at vi bare kan lade stå til.

Tal med naboen

Men vi skal også selv bidrage, bl.a. ved i højere grad at se hinanden som medborgere.

– Vi skal øve os i at se hinanden. Tale med naboen, dem, man møder i toget eller supermarkedet. Det lyder måske lidt for nemt, men jeg tænker, at vi på mange måder, er blevet fremmede for hinanden. Det er, som om vi vokser ind bag hver vores skærm og ikke ser så meget til hinanden.

Der er mange muligheder for at bidrage, f.eks. i grupper på de sociale medier, hvor folk tilbyder hjælp og ting til andre, som ikke selv har råd. Man kan påtage sig frivilligt arbejde, være besøgsven eller frivillig i en varmestue.

– Vi er som samfund afhængige af, at man tager medansvar. Uanset hvad man kunne ønske sig af den offentlige sektor, så er det jo ikke sådan, at kom-munen kan sætte rammer for medmenneskelighed. Det er noget af det mest værdifulde i vores samfund, som vi trænger til at få løftet højere op på dags-

ordenen, siger Jann Sjursen.

Efterspørg socialt ansvar

Et godt sted at starte kunne være til kommunal- valget til november, mener Jann Sjursen. Vi skal efterspørge det sociale ansvar, når vi stemmer. Vi skal sige til vores folkevalgte, at det skal prioriteres.

Incitamentet må være, at man har det brede blik. At man som medborger tænker på andre og ikke kun på det, man selv har.

–Vi bør hæve blikket. Vores historie og velfærds-samfund er udtryk for, at vi heldigvis på mange måder har formået at tænke på de mennesker i vores samfund, som ikke har det godt. Det handler om at tage ansvar, at lade sig forpligte af fælles- skabet, siger Jann Sjursen.

Kunne være dig

Hvis det ikke er incitament nok, så må vi også huske, at det lige så godt kunne være os selv, der af forskellige grunde havnede i misbrug eller blev hjemløse.

– Man kan ikke melde pas og sige ’det vedrører ikke mig’. For det kan det komme til. Det kan godt være, man ikke har det inde på livet lige nu, men det kan blive en selv eller ens nærmeste. Vi er ikke robotter, og det er ikke på forhånd bestemt, hvordan vores liv former sig, siger Sjursen.

Og så er vi tilbage ved fællesskabet og mennesket, som ikke er skabt til at være alene. Men til at være en del af et forpligtende fællesskab.

– Vi er ikke skabt til at leve livet selv alene.

”Vi bør hæve blikket. Vores historie og velfærdssamfund er udtryk for, at vi heldigvis på mange måder har formået at tænke på de

mennesker i vores samfund, som ikke har det godt. Det handler om at tage ansvar, at

lade sig forpligte af fællesskabet.”

TEKST: Rie Helmer Nielsen FOTO: Caritas Danmark


Jann Sjursen

LOW


Varmestuen er faktisk en stue. Her er tit både sofaer og lænestole, et fjernsyn, brætspil og måske en lånecomputer. Der bliver lavet mad, som kan købes for symbolske priser, og medarbejderne er klar til at tale med og lytte til dem, der kommer ind af døren.

Kirkens Korshær har varmestuer i 27 byer rundt om i Danmark, og hver af dem adskiller sig i større eller mindre grad fra de andre. Hver af dem er farvet af de behov, der er i netop deres område.

I Silkeborg har de omkring 200 faste brugere af var-mestuen. Det er både hjemløse, misbrugere, alkoho-likere, psykisk syge og ensomme mennesker, der har brug for at komme ind i varmen.

– Det er et fristed, hvor de kan være, som de nu er, uden at skulle forklare sig. For nogle er vi det eneste stabile i deres liv. Her kan de gå hen, når de ikke kan overskue livet, fortæller korshærsleder i Silkeborg, Birger Rask.

Det er lige, hvad der er brug for i et ofte kaotisk liv med bekymringer, rod i relationerne og gæld. Er du hjemløs, slipper du aldrig bekymringen for, hvor natten skal tilbringes. Misbrugerne er altid i stoffets og bagmændenes kløer. Det er skruen uden ende.

Derfor er det godt med et sted, hvor de bare kan være. Og hvis brugeren beder om hjælp, så står de socialfaglige medarbejdere klar til at bygge bro til det offentlige system.

Forstået som menneske

Herberget er en mellemlanding. Herfra skal turen gå til egen bolig. Heldigvis står medarbejderne klar til at hjælpe og støtte beboerne, der ofte har flere andre problemer end bare hjemløshed.

– De fleste har et misbrug, og mange har også en psykiatrisk diagnose. Nogle af dem kommer til os direkte fra en indlæggelse, forklarer Jette Sølvhøj, der er forstander på Kirkens Korshærs herberg, Tre Ege, udenfor Aarhus.

Kirkens Korshær driver seks herberger rundt om i Danmark efter servicelovens § 110, der kræver, at beboeren samarbejder med en kontaktperson om at komme ud af sin hjemløshed. Hvad der så skal til, afhænger af den enkelte. Hvis man gerne vil ud af sit misbrug, så formidler medarbejderne kontakt med den kommunale misbrugsbehandling. Hvis beboeren beder om hjælp til at genoprette kontakten til deres familie, gør medarbejderne, hvad de kan for at hjælpe.

– Vi er villige til at prøve igen og igen for at få et op- hold til at fungere, men det er en værdi, at vi accepte-rer mennesket, som det er, forklarer Jette Sølvhøj.

Der er krav om forandring på et herberg, men for- andringen skal komme fra beboeren selv, ellers er den ikke holdbar i længden.

– De skal opleve at blive hørt og forstået som men-nesker. Mennesker med et misbrug eller mennesker med en psykisk sygdom, men mennesker først og fremmest, siger hun.

12 13

TEKST: Martha Madsen ILLUSTRATIONER: Rikke Ahm

Hvad laver Kirkens Korshær?

Varmestuen er et værested – herberget er et handlingssted

Nogle dele af arbejdet har desværre ikke ændret karakter siden 1912. Der er bl.a. stadig hjemløse i Danmark, der har brug for et måltid mad og et trygt sted at sove. Andre dele har udviklet nye grene i takt med de mennesker, der i tidens løb er kommet til og har bedt om hjælp.

Centralt i arbejdet, uanset om det handler om hjem-løse, misbrugere, ensomme eller fattige børnefami-lier, er nærvær, omsorg og respekt. Vise nærvær ved at lytte. Vise omsorg ved at være der, lave mad, rede op, have øjenkontakt og skabe det gode øjeblik af fæl-lesskab, som alle mennesker har brug for. Og respekt ved at anerkende deres situation, vilkår og behov.

Kirkens Korshær driver både varmestuer, herberger, familiearbejde, stofindtagelsesrum, samtaletje-nester for ensomme, sjælesorg for homoseksuelle, værksteder for udsatte, der har brug for at lave noget med hænderne, et sy- og designprojekt for unge, en rådgivningstjeneste for migranter, bofællesskaber for sårbare unge og for tidligere indsatte. Der er alt fra socialpædagoger over sundhedspersonale til præster ansat – og så er der de medarbejdere, der besøger varetægtsfængslede i landets arresthuse.

Det ville kræve en tyk bog at beskrive det hele udførligt, men på de næste sider kan du læse lidt om noget af arbejdet og nogle af medarbejderne …


Det sociale arbejde i Kirkens Korshær har fra begyndelsen taget form efter de behov, som udsatte mennesker har.

14 15

Det er i barndommen, at livets bane bliver lagt, så jo tidligere i livet man rækker et menneske en hjælpende hånd, jo større håb er der. Derfor giver det mening at gøre en indsats for de børn, der lever på randen af samfundet med deres familie. Før børnene bliver gamle nok til selv at komme på vores varmestuer.

– Vi ved jo, hvor meget barndommen betyder for, hvordan resten af dit liv former sig. Så det er vigtigt, at vi sætter ind her, siger Hanne Okwera, der er kon-stitueret leder af Kirkens Korshærs sociale arbejde på Drejervej i Københavns Nordvestkvarter.

Det familiestøttende arbejde findes i dag i fem større danske byer, snart følger tre mindre byer efter. Det er et af de områder i Kirkens Korshær, der er i vækst. Både fordi det giver mening at sætte ind tidligt i livet, men også fordi der kommer flere og flere udsatte familier til os og beder om hjælp.

På Drejervej har der været socialt arbejde siden besættelsen, hvor man delte basale fornødenheder ud til Københavns fattige. Det fortsatte man med efter befrielsen, hvilket satte udsatte mennesker i kontakt med Kirkens Korshær. Når man uddelte tøj, kunne man samtidig tale om, hvordan personen havde det, og hvilken slags hjælp de havde brug for, og dermed udviklede det sociale arbejde sig.

I dag driver Drejervej fire netværksgrupper. Mange af kvinderne har en psykisk sårbarhed, de har ødelagte forhold til familie, venner og deres børns fædre, økonomien er presset, og så har de svært ved at håndtere samfundets og det offentliges krav.

– Flere af kvinderne har angst eller andre psykiske lidelser, og har måske derudover tidligere haft dårlige erfaringer med samarbejdet med kommunen, og derfor kan det være rigtig svært for dem at skulle til møde med en sagsbehandler i det offentlige, forklarer Trine, der er uddannet socialrådgiver og i dag arbej-der med kvinderne i det familiestøttende arbejde.

Trine tilbyder nogle gange kvinderne at være bisidder ved møder i jobcentret eller familieafdelingen. Så kan hun hjælpe kvinderne med at forberede sig på mødet og efterfølgende støtte op om de aftaler, der er lavet. Kvinderne giver udtryk for, at det er en ”tryghed” at have en med, som kender deres situation, og som de har tillid til, og derfor klarer de ofte møderne bedre.

Hvis medarbejderne kan hjælpe mor til at påtage sig sit ansvar som forælder, hjælper de også børnene. Det er børn, der ikke er vant til at blive set som et positivt bidrag nogen steder. Derfor lægges der vægt på at fremhæve de positive styrker hos børnene over for mødrene, også mens barnet hører på det.

Et tilbud, der direkte retter sig mod børnene, er Den Røde Drage. En gammel campingvogn, der har fået nyt liv som et mobilt værksted, hvor børn kan få en pause fra bekymringer, begrænsninger og besvær i skolen og derhjemme. Dragen kører ud og holder ved krisecentre, ved Rigshospitalets patienthave, i fængsler på besøgsdage og i gården på Drejervej, ”Dragemor”, Janne Kjærsgaard, og hendes drage-passere sørger for, at børnene får en god og positiv kontakt med de voksne, mens de maler, læser, laver teater osv. Her bliver de behandlet som nogen, der er noget værd. Nogle, der er savnet, når de går, og som er velkomne, når de kommer tilbage.

Vigtigheden af at blive mødt i øjenhøjde – også i barndommen – kan ikke overvurderes.

Det familiestøttende arbejde skal gøre os arbejdsløse


I varmestuen kommer der flere steder en kors-hærspræst. De kommer der ikke for at omvende nogen eller missionere. De kommer for at lytte og være et medmenneske for varmestuens brugere. De hjemløse, misbrugerne, de psykisk syge og de ensomme mennesker i Danmark.

– En præst har sine sognebørn, og mine er så bru-gerne i varmestuen, fortæller korshærspræst i Holbæk, Anne Kathrine Clausen.

Det er især ensomheden, der fylder. Tanker om den familie, de ikke har kontakt til længere, for eksempel. Dem, der kommer i Kirkens Korshærs varmestuer, er tit alene i verden. Der er ingen til at høre om deres dag. Ingen, der spørger, hvordan de har det.

– Hos præsten må man gerne græde. Forhåbentlig bliver ensomheden lidt lettere at bære, når de ved, at de trods alt ikke er helt alene i verden, siger Anne Kathrine Clausen.

Stillingen som korshærs- præst er en del af Folkekirken, der betaler lønnen og donerer en del af præstens arbejdstid til Kirkens Korshær. Sådan støtter Folkekirken bl.a. diakonalt arbejde – eller kir-keligt socialt arbejde, som det Kirkens Korshær laver på sine varmestuer, herber-ger, bofællesskaber osv.

To gange om ugen går Anne Kathrine Clausen ned i var-mestuen i Holbæk og taler med dem, der har brug for en samtale. Det kan være,

at der er en, der vil fortælle om, hvad de lavede i går. Det kan også være en, der vil tale om, hvorfor de begyndte at drikke for meget.

En gang om ugen holder hun andagt for dem, der vil være med. En andagt kan være et øjebliks fælles-skab og fokus på noget andet end den grå hverdag. Nogle gang ligger der én og sover på sofaen, mens Anne Kathrine Clausen leder salmesangen. Kors-hærspræsten skal kunne arbejde med en hverdag, hvor menneskers liv kan være rodløse og usikre.

– Jeg er et livsvidne. De har ofte et kaotisk liv, men jeg forsvinder ikke igen. Det er et privilegium at være en del af deres liv, siger hun.

Korshærspræsten er et vidne

16 17TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR – NÆRVÆR, OMSORG OG RESPEKTKORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017

Mentor hjalp Maria videre fra herberget

TEKST: Heiner Lützen Ank FOTO: Heiner Lützen Ank og Massimo Fiorentino

Hurtige biler, penge og hash, Maria levede det hurtige liv. Men da hun mistede kontrollen, trådte en mentor til på Kirkens Korshærs herberg i Odense. Det gav Maria en ny chance for et lidt langsommere liv.

Cirka 1200 mennesker sidder bag lås og slå i de dan-ske arresthuse, mens de venter på at få deres dom. 23 timer i døgnet sidder de i cellen, med kun deres egne tanker som selskab.

– Der kommer vi så og banker på og spørger, om de vil tale, siger Ove Lauridsen, den ene af Kirkens Korshærs tre arresthusmedarbejdere.

Det er sjældent, at en indsat siger nej. De sidder varetægtsfængslede bag lukkede døre det meste af døgnet og har ingen kontakt til andre mennesker, udover fængselsbetjentene.

Arresthusmedarbejderne lytter, uanset hvad den indsatte er anklaget for.

– Kirkens Korshærs opgave er at gå ind de sværeste steder. Hvis vi ikke skulle være her, hvor skulle vi ellers være? spørger Ove Lauridsen.

Der ligger jo en historie bag hvert enkelt menneske, mener han. Og hvis nogen nu havde taget fat i dem noget før, så var det måske ikke gået galt for dem.

Arresthusmedarbejderen har tavshedspligt, så den indsatte kan tale frit og få luft for sine tanker og følelser. Derfor skal arresthusmedarbejderne have noget ballast, der gør, at de kan bære de ting, som de indsatte fortæller dem.

Som regel er det ikke den verserende sag, de vil tale om med Ove Lauridsen. Det er skyldfølelsen og

skammen. Og så er det savnet af fami-lien og livet udenfor, der fylder i sam-talerne, men også håbet om at komme ud og blive genforenet med dem.

Arresthusmedarbejderne går ikke på besøg for at ændre på den indsatte, for at få dem til at indse deres skyld eller for at rehabilitere dem. De ban-ker på, fordi der er et menneske på den anden side af døren. Og som Ove Lauridsen siger:

– Vi har alle sammen værdi som men-nesker – uanset, hvad vi har gjort.

Arresthusmedarbejderen lytter til mennesket – uanset hvad

Det, at Kirkens Korshær må komme og gå i de danske arresthuse, er en aftale fra 1915. Dengang

drejede aftalen sig om en enkelt kvindelig medarbejder, der fik lov til at tale med de indsatte i

kvindefængslet på Christianshavn i København. Siden blev aftalen udvidet til flere medarbejdere

og flere arresthuse. Håbet var at lette overgangen fra fængsel til frihed og dermed forbedre den

indsattes chance for at klare sig udenfor.

18 19KORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017 TEMA: SÅDAN ARBEJDER KIRKENS KORSHÆR – NÆRVÆR, OMSORG OG RESPEKT

Indtil 27. august sidste år levede Maria et liv, hun i dag betegner som et Mercedes-liv:

– Jeg har levet et banderelateret liv. Når man i sådan en situation får mange penge, så bruger man dem. Jeg har været med til at leje en masse fede biler i Tyskland i andre folks navne. Når jeg sidder i en Mercedes i E-klassen, og den måske har 250 hestekræfter og kan rykke, så er jeg glad. Så er der et kæmpe smil på mit ansigt.

Maria, en ung, slank kvinde i mørke joggingbukser, grå trøje og med et stort viltert hår, læner sig frem i stolen. Det er unødvendigt at sige, men hun kan ikke holde det tilbage:

– Jeg er en adrenalinjunkie.

Men smilet og minderne er væk med det samme:

– Men Mercedes-lykken er der ikke for evigt. De hurtige penge forsvinder igen. Det er ikke noget, der er solidt, noget man kan bygge et fundament på.

Gav undergrunden en chance

Marias forældre stammer fra Kosovo. Men måtte som mange andre flygte fra krigene på Balkan i midten af 1990erne. Da Maria var syv, kom familien til Danmark og slog sig ned i en større provinsby i Jylland. Her levede hun et helt almindeligt liv:

– Jeg har altid gået i skole. Jeg har sørget for at have mine ting i orden, og jeg har en gymnasial uddannelse. Jeg har været normal

borger og har haft med masser af unge mennesker at gøre. Jeg har arbejdet på den folkeskole, hvor jeg har gået, som støttepæ-dagog for børn med anden etnisk baggrund, der har problemer med kriminalitet. Og på et tidspunkt startede jeg så på lærerseminariet.Som så mange andre studerende havde Maria brug for at tjene penge ved siden af SU’en, så hun fik job i en kiosk.

– Chefen i kiosken var den højest placerede i bandemiljøet i byen. Jeg har et godt hjerte, og jeg giver ethvert menneske en chance. Marias ordstrøm stiger i tempo.

– Og jeg gav altså dem en chance. Det var et undergrundsmiljø, og

et undergrundsmiljø indebærer mange forfærdelige ting.

Maria ønsker ikke at fortælle, hvilken by hun er vokset op i, og hvor hun gik på lærerseminariet og altså blev en del af det lokale bandemiljø. Ligeledes har hun ikke lyst til at gå i detaljer med, hvad hun præcist har gjort.

Tabte det hele på gulvet

Lysten til at blive lærer forsvandt, og samtidig voksede glæden ved det nye fællesskab omkring kiosken:

– Der var egentlig en krise i min hjerne. For jeg tænkte, at det, jeg har kæmpet for, det er ikke det, jeg i sidste ende vil. Så jeg kvit-

tede lærerseminariet og arbej-dede bare i kiosken, hvor jeg også havde det sjovt. Jeg fik nogle nye relationer der og vendte totalt om på dag og nat. Jeg gik fra at have styr på mit liv til at tabe det hele mellem mine fingre.

Samtidig begyndte en anden ting at fylde meget i Marias liv:

– Jeg har røget hash i mange år. Men det tog først ordentlig fart, da jeg kom i kiosken. Da jeg droppede ud fra lærerseminariet, havde jeg så meget tid og var så rastløs, at jeg begyndte at ryge rigtig meget hash.

Men det kunne ikke fortsætte. Før eller siden ville det hele ramle:

– Jeg fik brev fra boligforenin-gen om, at jeg ikke kunne blive boende i kollegieværelset, da jeg ikke længere studerede. Hvis jeg ikke selv flyttede, kom fogeden og slæbte mig ud. Det tog mig tre dage, fra jeg fik det brev, til jeg afleverede min lejlighed.

Hun flyttede hjem til forældrene, men måtte efter kun en uge flytte videre. De kunne ikke sammen.

– Jeg fik en sofa hos min ven. I seks måneder boede jeg der. Hver morgen stod jeg op og tændte en joint. Men min ven fik også nok. Jeg fik en besked om, at jeg skulle tage mine ting og skride ud af hans lejlighed. Det kom som et kæmpe chok for mig.

Hvad gør man?

At Maria blev smidt ud af sin ven, var ikke blot et chok for hende. Det var også en påmindelse om, at skulle hun ændre kurs i sit liv, så var det nu. Hun gik på nettet og søgte råd:

– Jeg skrev: Hvad gør man, når man er hjemløs? Så kom Hus Forbi og Kirkens Korshær frem. Jeg har aldrig tænkt på det her.

Maria fandt ikke blot Kirkens Korshærs navn, men også telefonnummeret til Kirkens Korshærs herberg i Odense. En by, hvor hun ingen kendte og en institution, hvis arbejde hun aldrig havde hørt om. Alligevel satte hun sig ind i toget i Jylland,

Maria hedder ikke Maria, men Korshærsbladet kender hendes rigtige navn. De andre navne er også ændret af hensyn til Kirkens Korshærs politik om anonymitet. Maria har ikke haft lyst til at fortælle, hvor i Jylland, hun har boet og gået i skolen. Men Korshærsbladet ved, hvilke byer, der er tale om.

Den mentorordning, Maria fik hjælp af, er et nyt projekt på herberget i Odense. Det er en del af de projekter, som Kirkens Korshærs udviklingspulje giver mulighed for. Det fungerede sådan, at Maria fik en kontaktperson, hun var tryg ved og havde tillid til. Kontaktpersonen fungerede som mentor og bolighjælper og skulle støtte Maria i at ”mestre sit liv”.

– Mentoren/bolighjælperen skal i samarbejde med Maria styrke hendes sociale kompetencer, skabe struktur og indhold i hverdagen. Skal sørge for, at Maria får støtte, råd og vejled- ning i forhold til dårlig opvækst præget af store kulturelle udfordringer og som har medført misbrug af hash. Mentoren/bolighjælperen skal være den troværdige professionelle person, som Maria har manglet i sit liv, der både kan give med- og modspil, hedder det i beskrivelsen af aftalen med Maria.

I aftalen kaldes det ”social førstehjælp”. Mentoren hjælper Maria gennem den sårbare periode i hendes liv, der førte hende til Kirkens Korshærs herberg i Odense. Det sker bl.a. ved at opbygge en god relation til Maria, så mentoren kan hjælpe Maria med at finde egen bolig og komme tilbage til uddannelsessystemet. Derfor kan Maria søge hjælp hos herberget hver dag døgnet rundt. Håbet er, at projektet kan bane vej for andre, socialt udsatte i en lignende situation.

Social førstehjælp

20 KORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017

Drømmen om en varmestueKirkens Korshær kommer til Lolland og Falster, men hvad er det egentlig, mennesker dér har brug for?

TEKST: Martha Madsen FOTO: Massimo Fiorentino og og Martha Madsen

Her skal der ligge en varmestue… måske. Det kommer an på, hvad det viser sig, at mennesker i området har brug for. Maria Benzon slår ud med armene, når hun taler om fremtiden for Kirkens Korshær på Lolland og Falster.

Kirkens Korshær har genbrugsbutikker på Lolland og Falster, men det er ukendt land for det sociale arbejde. Derfor blev først Kathrine Brorsen ansat af Folkekirken som korshærspræst og begyndte den 1. januar 2017, og derefter blev Maria Benzon ansat som projektleder med start den 1. marts 2017. Sam-men skal de finde ud af, hvad der er behov for, og hvordan Kirkens Korshær kan afhjælpe det behov.

Der er blevet talt meget om Lolland og Falster de sidste mange år. Et område uden fremtid, hvor arbejdspladserne lukker, de velstående flytter væk, og de fattige nærmest bliver eksporteret til området fra andre kommuner.

Sådan er den gængse historie om Udkantsdanmark. Og det er da også et område med problemer, ingen tvivl om det, men de kan løses. Der er håb, under-streger Maria Benzon. Det håb vil Kirkens Korshær gerne støtte ved at gøre en indsats for de mennesker på Lolland og Falster, der ikke har andre steder at gå hen.

Lyst til handling

Maria Benzon er uddannet socialrådgiver og har tidligere arbejdet med udsatte mennesker, bl.a. som misbrugskonsulent. Derfor var det netop mulighe-den for at udvikle et socialt arbejde til Lolland og Falster, hvor hun selv er vokset op, der tiltrak hende ved jobbet i Kirkens Korshær.

– Det lyder måske provokerende, men jeg ville gerne lave noget, der rent faktisk er socialt arbejde. Noget, der ikke handler om bureaukrati og spa-reøvelser. Jeg vil være med til at finde løsninger, fortæller Maria Benzon.

Den samme lyst til handling blev tændt i Kathrine Brorsen, der i 10 år havde været sognepræst på Møn, da hun så opslaget om en stilling som korshærspræst på Lolland og Falster.

– Som præst forkynder du fra prædikestolen, at ”sådan skal du gøre udenfor kirken”, men der lå en dyb trang i mig efter at gøre, som jeg forkyndte. Efter at gå ud af kirken og gøre noget, siger hun.

I øjenhøje på ladcykel

De vil begge to tæt på dem, der har det svært i livet. Møde dem i øjenhøjde, som devisen går i Kirkens Korshær. For Maria Benzon er drømmen et professi-

og stod af, da det kom til Odense Banegårdscenter:

– Jeg gik lige fra hotel til her-berget, så det var bare bunden af bunden. Men det var egentlig en håndsrækning til at komme op af det hul, jeg var røget ned i, og som jeg ikke kunne se, var kæmpestort. Jeg gik hen ad den lange gang på herberget en mørk aften, og jeg tænkte, hvad fanden er det, jeg har rodet mig ud i.

Fandt hjem og skytsengel

Men på herberget fik Maria noget, hun ikke havde haft i længe:

– Jeg gik ind på mit værelse og tænkte, at det her er min seng, det her er min nøgle. Jeg havde ikke haft et hjem i næsten et år. Så de otte kvadrat-meter var nærmest et slot for mig.

Og ikke nok med, at Maria fik et hjem, hun mødte også nogle mennesker, der gav hende tilliden til sig selv og livet tilbage:

– Jeg havde til enhver tid perso-nalet, hvis det hele rablede. Hvis der kom breve fra politiet eller retssale, så kunne jeg vende det med personalet. For jeg havde netop ikke en mor og en far at tale med de her ting om. Havde det ikke været for personalet, så havde jeg mistet besiddelsen af min hjerne, og jeg besidder den altså stadig. Den kan boble meget, men de har lært mig at tackle enhver situation.

Der er mange mennesker, der har hjulpet Maria til at acceptere sig selv. Men der er dog én, der særligt skiller sig ud:

– Jeg fik en mentor her på stedet. Hende kan jeg ringe til når som helst.

Birthe, mentoren, har hjulpet Maria i mange situationer:

Hun lytter til mig og tackler mig i mine dårlige situationer, og så sidder hun sammen med mig i retssalen, når jeg skal se de tidli-gere bandemedlemmer i øjnene. Birthe hjælper mig til, at jeg ikke længere er alene.

Birthe har også hjulpet Maria til at få styr på hashrygningen:

– I starten forsatte jeg med at ryge hash, men så kom Ban-de-Maria tilbage, og hende kan jeg ikke lide. Så Birthe henviste mig til stofmisbrugscenteret, ligesom jeg fik hjælp hos en psy-kolog. Her lærte jeg at sætte ord

på mine frustrationer. Tidligere kørte de rundt i min hjerne og krop, så når jeg skulle i seng, så røg jeg en joint. For så blev jeg så skæv, at jeg faldt i søvn. Men det hjælper jo ikke noget, for man skal lære at tackle sine tanker. Det har psykologen hjulpet med. Nu læser jeg i stedet, til jeg falder i søvn.

Kan kun blive bedre

Maria bor i dag ikke længere på herberget i Odense. Hun er flyttet i egen lejlighed. Men hun kommer stadig ofte på herberget, og hun har også stadig kontakt til Birthe:

– Jeg er blevet en helt ny Maria. Jeg er blevet sådan en Maria, som jeg aldrig har været før, og jeg kan kun blive endnu bedre. Jeg har lært, at mit liv bevæger sig i bølger. Sådan er det for

alle. Men det er måden, du tackler det på, der afgør, hvordan det bliver. Jeg kommer aldrig helt ned i kælderen igen. For den Maria, der har fået så meget støtte, bliver bare bedre og bedre.

Maria er sikker på, at andre kan lære af hendes historie. Hun håber på en dag at blive pædagog, så hun kan hjælpe børn og unge med deres problemer.

Maria og Birthe er ikke deres rig-tige navne, men er Korshærsbla-det bekendt. Navnene er ændret for at bevare Marias anonymitet.

”Hun er min skytsengel. Havde det ikke været for hende, så havde jeg i nogle situationer

brændt det her sted ned. For jeg har et voldsomt

temperament. Men Birthe har været en meget stor faktor i,

at jeg har fået et nyt jeg. Hun har givet mig nogle værktøjer, så jeg kan tackle min kæmpe

personlighed.”


Korshærspræst Kathrine Brorsen kunne godt tænke sig en ladcykel, så hun kan køre ud til de mennesker, der kan have brug for hende. I Odense ser den ladcykel, som korshærspræsten dér kører rundt på, sådan her ud.

22 23KORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 2017 KORT NYT 23

onelt hold af medarbejdere i en varmestue, hvor der er plads til både de fattige børnefamilier, de sårbare unge og de hjemløse, misbrugerne og de psykisk

syge. Et sted, hvor der er tid og plads til at lade personen selv vælge at få det bedre.

Korshærspræst Kathrine Bror-sen kunne helt lavpraktisk godt tænke sig en lad-cykel med plads til en kaffema-skine. Så kom-mer hun til dem, der har brug for hende, og har

noget at tilbyde, der kan bryde isen, så snakken går lettere – selvom det kan være udfordrende, også for præsten.

– Jeg var sognepræst i 10 år og havde præstekjolen på, når jeg forkyndte. Så lige pludselig at skulle tage præstekjolen af og gå udenfor – det føles som at gå nøgen rundt, griner Kathrine Brorsen.

Formet af mennesket

Sammen tager de på besøg hos de andre sociale organisationer, indsamler viden, taler med de frivil-lige i genbrugsbutikkerne og med de mennesker, der kan få brug for Kirkens Korshær. De glæder sig til at tale med Guldborgssund Kommune, når ideerne lig-ger mere fast. For varmestuen bliver bare bedst, når samarbejdet med det kommunale system er godt.

– Vi vil ikke bare sætte os ned og sige, vi er Kirkens Korshær, og nu vil vi bestemme. Vi vil gerne byde ind med noget, som kan bruges til noget heromkring. Hvilken rolle skal vi udfylde her? Hvilket behov bliver ikke dækket? fortæller Maria Benzon.

Det er et socialt arbejde, der skal formes af behovet og af menneskene. Alt Kirkens Korshærs arbejde

tager form efter de mennesker, der kommer på stedet. Her er det bare første gang, at der er blevet sendt ’spejdere’ ud for at afklare behov og muligheder på forhånd.

– Folk her har de samme problemer som alle andre mennesker har, uanset hvor du møder dem. Det er jo ikke, fordi du er et anderledes menneske, fordi du bor på Lolland, end hvis du bor på stenbroen, men du har måske anderledes udfordringer, end hvis du bor på stenbroen, siger Kathrine Brorsen.

Varmestuen på hjul

En del af udfordringen er, at der er langt mellem husene og de små byer på Lolland og Falster.

– Hvis du bor i byen kan du møde andre mennesker, der er mennesker omkring dig, men her, hvor der ikke går busser, hvis du ikke har en bil, så kan du godt nok blive ensom, siger Kathrine Brorsen.

Derfor kunne en ide være en mobil varmestue.

– Det kan være en pop-up varmestue, eller det kan være en dobbeltdækkerbus med en cafe på 1. sal, et genbrugshjørne i stuen og et hjørne, hvor man kan sidde og tale og hygge, siger Maria Benzon ivrigt.

– Kører man så bare ind med en stor bus og siger, ’her kommer vi’? spørger Kathrine Brorsen retorisk.

For arbejdet skal ikke være en standardløsning.

– Muligheden for at hjælpe opstår i det øjeblik, vi ser hinanden som ligeværdige mennesker. Billedet af den store bus, der kommer kørende ind bliver for mig hurtigt et billede på det modsatte, hvor vi kommer med en pakkeløsning og siger ’værsgo´ her er din hjælp’. Så vi skal finde ud af, hvordan vi gør. Vi kan jo sagtens blive enige om, at nu skal vi ud og hjælpe folk, men vi skal jo huske at hjælpe folk på den måde, de har brug for at blive hjulpet på, siger Kathrine Brorsen.

Uanset, hvordan det kommer til at fungere, så glæder Maria Benzon og Kathrine Brorsen sig til at komme ud og køre med varmestuen.

T.v. korshærspræst Kathrine Brorsen, t.h. Maria Benzon.

Sammen skaber de Kirkens Korshærs sociale arbejde på

Lolland og Falster.

Fattigdommen stiger

Fra 2002 til 2015 er antallet af fattige danskere mere end fordoblet fra under 20.000 til næsten 45.000 økonomisk fattige. Det viser en undersø-gelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet.

– Alene kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen vil sende 7.000 børn ud i fattigdom. Det er tæt på en fordobling af børnefattig- dommen i Danmark. De første opgørelser af kontanthjælpsloftet har vist, at over 62.000 børn bor i familier, der er ramt af kontant-hjælpsloftet eller 225-timersreg-len i 2016, udtaler AE’s analyse-chef Jonas Schytz Juul.

Læs mere om undersøgelsen på AE’s hjemmeside www.ae.dk

Danmarks største påskefrokost

Sammen med Kirkens Korshær, fødevareBanken og en række af landets bedste kokke inviterede Netto omkring 500 ensomme, hjemløse mennesker og fattige børnefamilier til påskefrokost.

Maden blev lavet af overskuds-mad fra Netto-butikker, som ellers ville have overskre-det sidste salgsdato henover påskens lukkedage. Fødevarerne blev kørt ud til varmestuer og væresteder i København, Aalborg, Aarhus, Herning, Fredericia, Sønderborg, Odense, Svendborg og Helsingør, hvor den langfredag blev forvandlet til en stor påskefrokost af kyn-dige hænder, bl.a. legendariske Søren Gericke, assisterende køkkenchef Morten Krogsholm fra Michelin-restauranten Kokkeriet og tv-kokken Gorm Wisweh.

Kirkens Korshær ser flere fattige børn

En rundspørge til Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde rundt om i landet viser, at de nye reformer for kontant-hjælp, integrationsydelse og 225-timersreglen nu slår kraftigt igennem i socialt udsatte børne-familiers økonomi.

– Vi ser et stigende antal af familier, der ikke har råd til basale ting som mad, tøj og aktiviteter med deres børn, lyder det fra korshærsleder Ingrid Flye fra familiestøttearbejdet på Christianshavn i København.

Læs hele historien på www.kirkenskorshaer.dk

Kort nyt

Kirkens Korshær holder årsmøde den 8.-10. september

på Nyborg Strand. Man kan tilmelde sig på hjemmesiden

www.kirkenskorshaer.dk, hvor programmet også ligger.

Der er frist for tilmelding den 4. august.

25

Sjælesorgen er det, det hele handler om

Til eftertanke

I 2017 vil tidligere korshærspræst Jørgen Lasgaard interviewe fire personer, der af andre betegnes som ildsjæle i forhold til socialt udsatte. Denne gang går turen til Odense.

Peder Pontoppidan Thyssen kalder sig selv for gade-præst. Hans menighed er også på gaden blandt de hjemløse, fattige og sårbare mennesker, som bruger Kirkens Korshærs væresteder. Her møder han Dan-marks udsatte mennesker, taler med dem og lytter til deres sorger og bekymringer.

– Vores hovedopgave som præster er sjælesorgen, siger Peder tidligt i vores samtale.

I 25 år har han været korshærspræst i Odense. Han er kendt og agtet i hele byen for sit nærvær og sin omsorg i det personlige møde. Forstår han sig selv som en ildsjæl?

– Jeg er en ildsjæl ifølge det, som folk forstår ved begrebet: Jeg gør det, som jeg kan, som jeg har kræf-ter til. Prøver at bidrage med noget nyt, er hans svar.

Men han understreger, at hans arbejde er en del af et fællesskab, for det kan slet ikke gøres alene.

– Jeg arbejder i et fællesskab med hammerdygtige medarbejdere i Korshæren. Altid i fællesskabet, ingen kan bære opgaven alene. Når det går op i en højere enhed, er det godt for vores brugere. Det er kun det, det hele handler om: at det er godt for vores brugere, forklarer Peder.

Der er brug for dig som præst

Peder oplever at blive brugt mere og mere som sjæ-lesørger. Samtaler om alt muligt, hvor livet gør ondt.

Mennesker mener, at de kan stole på præsten. Han går ikke med sladder. Præsten kan holde til det hele.Og vigtigst: Præsten fordømmer ingen. Der er ingen moralske pegefingre. Det vigtigste er at vise, at du kan lide medmennesket.

Hvordan kan han holde til det i 25 år?

– Jeg kan kun holde til det, fordi jeg har fået så megen kærlighed tilbage fra brugerne. Det er det, der er godt ved at være korshærspræst. Der er brug for dig. Det er aldrig ligegyldigt, om jeg kommer. De venter på dig.

Det er vigtigt for brugerne, at Peder kommer til dem.

– Vi har stor gensidig respekt, brugerne og jeg. De skælder ud, hvis jeg ikke kommer. Det handler jo om liv og død, det vi har sammen. Derfor et meget livs-virkeligt kald/arbejde. Det er også altid tæt på døden. For livet blandt vores brugere er meget intenst. En kamp med livet og en kamp for livet.

Kærlighedens styrke

Hvad kommer du så med Peder? spørger jeg.

– Jeg kommer som Guds repræsentant med et klart budskab: Gud vil også dem. Gud er ikke ligeglad med dem. Gud er kærlighed.

Kan det ikke føles som en byrde at komme med så afgørende et budskab?

– De driller mig nogle gange med, at jeg som Guds repræsentant er skyld i, at det regner. Hvorimod, hvis solen skinner, så er det deres skyld …

Mere alvorligt svarer Peder:

– Jeg lægger tingene over til Gud. Når vi mødes, er vi der 100 pct. Sammen, med nærvær og omsorg. Når vi skilles, når den anden er ude af mine hænder, så tager Gud over med sine hænder.

Gør, hvad du kan

Peder har fået offentlige anerkendelser for sit arbejde: Årets Fynbo år 2000. Æreshåndværker i 2010 i Odense. Arbejdernes Samaritter Forbunds årets mand i 2012.

Om disse titler siger Peder:

– Jeg er glad for at have været med til at sætte vores brugere på dagsordenen i Odense. At de bliver set og dermed får bedrer rammer for deres liv.

Jeg siger tak til Peder for mange vigtige hovedsæt-ninger: Vi er der for brugerne. Præsten er sjælesør-ger. Du gør hvad du kan. Og du overlader den anden til Guds kærlighed.

TIL EFTERTANKEKORSHÆRSBLADET | NR. 2 | 201724

TEKST: Jørgen Lasgaard

”Se jeg er Herrens

tjenerinde. Lad det

ske mig efter dit ord.”

TIL EFTERTANKE 27

KORSHÆRSBLADET

KorshærsbladetKirkens Korshær (hovedkontor)Nikolaj Plads 151067 København KTlf. 3312 1600www.kirkenskorshaer.dkGiro 540-1429CVR 82883711

Kirkens Korshær er en privat, kirkelig hjælpeorganisation, der arbejder blandt socialt udsatte i Danmark.

RedaktionHelle Christiansen (ansv.)Martha Madsen,[email protected]ørgen Lasgaard(redaktør Til Eftertanke)[email protected]

KorrekturNéné La Beet

LayoutWe Love People

TrykTarm Bogtryk A/SISSN 1902-2107

RedaktionsudvalgHelle Christiansen, Jesper Rønn-Simonsen, Martha Madsen, Anne Hastrup Nilsson og redaktører.

ForsidefotoMassimo Fiorentino

Korshærsbladet udkommer fire gange årligt i 9364 eksemplarer. Bladet sendes til alle støttemedlem-mer, arbejdspladser og genbrugs-butikker under Kirkens Korshær.

Adresseændring eller [email protected] eller telefon 33121600

Chef for Kirkens KorshærHelle Christiansen

Formand for landsstyrelsenBirgit Friis

Redaktionen af Korshærsbladet nr. 2/2017 blev afsluttet den 24. maj 2017

Skriv til Korshærsbladet på[email protected]

Fred og Kaos

Peder kalder billedet for ”Korset i kaos”.

Det hænger på Peders kontor til stor glæde for nogle og til forargelse for andre. Det er lavet af en livstids-fange og skænket som gave.

– Jesus var et fundament i det kaos, der var indeni ham. Der er noget, der står fast, noget urokkeligt - Guds kærlighed. Billedet siger mig noget personligt, hver gang jeg ser på det. De meget kraftige farver, et menneske med tankemylder og så alligevel fred i kaos. Fred ved korset.

26

Den højestes vilje

Peder har valgt de ord, Maria svarede englen med, da hun fik bebudet, at hun skulle føde frelseren.

Lukas 1, 38

”Se jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord.”

– Kaldstanken er vigtig: At give sig ind under det kald, Gud har sat os i. Maria har jo ikke fattet dyb-den, hun er frygtsom. Men da englen siger, ”Det er den højestes vilje,” giver hun sig ind under Gud.

På moderne dansk: Hun accepterer sin opgave.

Jeg kan kun tale for mig selv, personligt, om kaldet. Men Marias ord kan jeg spejle mig i. Du er sat et sted. Du er aldrig alene i det kald.


Støt via MobilePay til 4242 eller SMS KK til 1231 og støt med 100 kr.

GIV HUSLY, MAD OG TØJ TIL UDSATTE MENNESKER I DANMARK

Kirkens Korshær hjælper hjemløse, økonomisk trængte, ensomme og psykisk sårbare i Danmark.

KORSHÆRS BLADET - · PDF filedet, forklarer Britt, der i dag er forstander på...

Documents

Transcript of KORSHÆRS BLADET - · PDF filedet, forklarer Britt, der i dag er forstander på...