1
Af Poul Christensen
‘When The Saints Go Marching in’ for
fri udblæsning. Banjoen går forrest og
får de svingende og sjælende cowboy-
bukser og flade sko til at åbne en pas-
sage gennem mylderet på dansegulvet
for de marcherende musikere. De
fortsætter forbi bordene og får
stearinlysene i vinflaskerne til at blafre
og sende endnu mere stearin ned ad
siderne. Bassen, trommerne og klav-
eret er blevet på forhøjningen midt på
den ene langside i idrætshallen, mens
banjo, klarinet, trækbasun og trompet
snart solo, snart i kor fortsætter deres
’street parade’ mellem det dansende
og klappende publikum. Klokken har
passeret midnat i det røgfyldte lokale.
Der har været gang i salget af øl og
rødvin siden ved otte-tiden.
‘When The Saints Go Marching in’
kommer igen op på forhøjningen, og
nummeret slutter i kor. De halvandet
hundrede mennesker klapper og pifter
og går ned til de syrenfarvede duge for
at fylde mere i deres glas, for at ryge
og snakke.
Vi er til Jazz Festival i Strib Idræts-
hal en fredag aften i begyndelsen af
1980’erne. Orkestret er husorkestret
Papa Borres Jazzkapel. Her var dette
sammenrend af gode jazzamatører på
hjemmebane. Her fik de den applaus
og lidt til, som de kunne fortjene af et
publikum, som gerne lod sig forføre
og underholde.
- Vi dansede som gale. Papa Borres
Jazzkapel skabte en mesterlig stem-
ning. Noget af det sjove var, at vi
kendte gutterne, der spillede, fra andre
sammenhænge. I en pause over en øl,
eller når vi mødtes i brugsen, kunne
jeg godt drille dem, hvis noget i et
nummer var gået galt, eller rose dem,
når der havde været noget særligt godt,
siger Søren Andersen, biolog og mar-
svinekspert, en af dem, der et antal
fredag aftener i 80’erne oplevede en
festlig aften med glad jazzmusik i
idrætshallen, som forsamlingshuset
kaldtes den gang.
Han mener, at de fleste stamgæster
var tilflyttere, som han selv, typisk
Glad jazz i Strib i 80’erne En elinstallatør, en slagschef, en kunstmaler, en reservedelssælger, en øldepotbestyrer og tre højskolelærere blev til Papa Borres Jazz-kapel, som skabte liv og farver i Strib.
Jazzfest med Papa Borres Jazz-kapel den 5. november 1982 med 150 i forsamlingshuset. De gik til den på dansegulvet. Orkestret fv: Olav Jonassen, Helge Borre, Bjar-ne Kingo, Birger Jensen (næsten skjult), Niels Madsen, Jesper Moesbøl (skjult) og Bob Ekman. (Foto: Hans Henrik Brandt)
2
omkring de 40 år. Mange var pædago-
ger, lærere og offentligt ansatte. Må-
ske havde de været medlemmer af en
jazzklub, dér hvor de blev uddannet.
De betalte en babysitter til børnene for
at kunne slå sig lidt løs.
Den, der skriver disse linjer, har og-
så moret sig igennem flere jazzaftener
og gik ikke hjem, før ’Nyboders pris’
havde lydt for sidste gang.
På Helges kontor Det hele begyndte en lørdag fem mi-
nutter i 12 i sensommeren 1978 i elin-
stallatør Helge Borres forretning i Ve-
stergade i Strib. En pære var sprunget
hjemme på Scharlingsvej hos Niels
Madsen, sælger i tøjfirmaet Dranella,
og han blev sendt hen til Helge Borre
efter en ny. Niels og Helge faldt i snak
og endte oppe på Helges kontor over
en pilsner. Her havde Helge en banjo
og en trompet. Han havde været med
til at oprette det lokale FDF-orkester.
Han havde også leget med en bas.
Niels kunne spille trompet. De tog
banjoen og trompeten og begyndte at
spille. Det gik egentlig meget godt.
Det blev til mange lørdag eftermidda-
ge, hvor de to hyggede sig med spil og
en øl. De begyndte at snakke om, at
det måske kunne blive til noget med et
orkester.
Lidt længere henne på Vestergade
var kunstmaler Bjarne Kingo flyttet
ind. Han spillede klarinet. Han syntes
ikke, han spillede godt nok til at spille
i et orkester, men kendte til gengæld
Ole Risak, højskolelærer på Snoghøj
Folkehøjskole og Middelfartdreng.
Han var god på en klarinet, og kunne
også spille bas. De kom begge to.
Ole havde en kollega på højskolen,
Jesper Moesbøl, der spillede klaver og
var klassisk musikuddannet. Skråt
overfor Helge Borre var Olav Jonassen
(Jonas), højskolelærer på Brogården,
flyttet ind i Hotel Rona. Ham var der
også musik i – mest på en guitar, men
han kunne også håndtere en banjo.
Helge havde for nogle år siden lært
Strib-drengen Birger Jensen at spille
guitar. Nu var han trommeslager og
sælger af autoudstyr. Han sagde også
ja.
Så manglede de en trækbasun. Niels
Madsen kom som sælger meget rundt i
landet. Han kendte Bob Ekman, der
bestyrede et øldepot i Fåborg. Han
blev det eneste rigtig udenbys medlem
af det jazzorkester, som var ved at
blive dannet.
De mødtes på Helges kontor, men
flyttede snart over til Jonas, hvor der
var mere plads. Her lyttede de til jazz-
plader, som Niels kom med. De snak-
kede om, hvad de kunne tænke sig at
spille.
- Kun Ole og Niels havde spillet jazz
og vidste noget om det. Vi andre hav-
de kun oplevet jazz i jazzklubber og
lyttet til den musik, fortæller Jonas.
Men de begyndte at spille sammen i
løbet af efteråret 1979. De ville spille
traditionel jazz eller træskojazz, glad
og ikke så indviklet musik. Helge på
bas. Jonas på banjo. Birger på trom-
mer. Jesper på klaver. Og blæserne
var: Bob på trækbasun, Niels på trom-
pet, Ole og Bjarne på klarinet. Det
blev grundstammen i den første tid.
’Nyboders pris’ De begyndte med at indøve ’Nyboders
pris’, som Papa Bues Viking Jazz
Band havde gjort kendt. Nu gav også
de otte mænd i Strib den gamle vise et
jazzdrive. Det blev orkestrets ken-
dingsmelodi. Andre numre kom til:
‘When The Saints Go Marching in’,
’Bourbon Street Parade’, ‘Royal Gar-
den Blues’, ’Baby, Won’t You Please
Come Home’ og mange flere.
De øvede hver tirsdag aften. Kl.
19.30 satte de sig om det store røde
bord i stuen i Rona og planlagde afte-
nen. Normalt øvede de to numre og
samlede op på tidligere. Men det kun-
ne ende anderledes, når noget drillede.
Det kunne tage meget tid at slå et
nummer fast. Orkestermedlemmerne
husker, de arbejdede seriøst, selvom
der stod en kasse pilsnere på bordet til
hver øveaften.
Hen på efteråret havde de et reperto-
ire, som de turde afprøve offentligt.
Premieren var lørdag den 8. december
1979 på restaurant Snoghøjgaard i
Snoghøj.
Orkestret blev annonceret som
’navnløs’. Jonas var den, der præsente-
rede numrene, og så kom navnet helt
naturligt: Papa Borres Jazzkapel.
- Helge var samlingspunktet, og vi
kaldte ham for sjov ’papa’. Han var
den, der tog sig af det praktiske og
holdt sammen på det hele. Han var
også kapelmester. Jeg tror, vi alle har
levet godt med det navn, siger Jonas.
Det gik godt. De havde mod på at
fortsætte. De fik lavet et logo, som
blev brugt i annoncer og trykt på de
bluser, de havde på, når de spillede.
Papa Borres Jazzkapel med fuld bemanding ved en øveaften i Rona ca. 1980. Fra venstre: Helge Borre, Bob Ekman, Jesper Moesbøl, Olav Jonassen, Ole Risak, Niels Madsen, Bjarne Kingo og Birger Jen-sen. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Olav Jonassen og Niels Madsen i en pause ved orkestrets premiere-aften den 8. december 1979 på restaurant Snoghøjgaard i Snoghøj. (Foto: Hans Henrik Brandt)
3
Orkester med vedtægter Der var allerede flere aftaler om at
spille. Derfor skulle de også tage stil-
ling til, hvordan orkestret skulle drives
økonomisk. De vidste godt, at skatte-
væsenet også læser annoncer.
Orkestret blev gjort til en forening
med vedtægter og det hele. Alle hono-
rarer gik i foreningens kasse. Orkester-
medlemmerne spillede uden honorar,
men fik dækket udgifterne til trøjer og
jakker, transport og fortæring. Det
gjaldt også fortæringen, når de holdt
øveaftener.
På den årlige generalforsamling
valgte medlemmerne kapelmester,
kassemester og kalendermester – og
revision. Paragraf 10 slår fast, at ”hvis
foreningen opløses, overgår dens mid-
ler og ejendele til ’Blå Kors’”. Jo, de
hyggede sig over en øl eller flere. Det
jokede de med på bedste mandemaner.
I revisionsbemærkninger til regnska-
bet kunne der f.eks. stå: ”Forbruget af
danskvand er steget betænkeligt i dette
regnskabsår”. Det blev konstateret, at
der er købt for 4.272 kr. hos Karen
købmand, og det tilføjedes: ”Det er da
vist ikke vores skyld, hvis hun holder
op”. Det år, 1982, var indtægterne
41.100 kr.
I 1980 spillede Papa Borres Jazzka-
pel til 16 arrangementer. I 1981 til 14,
og i 1982 til 22. I de følgende år færre
sluttende med ni i 1987.
De spillede til 1. maj-arrangementer,
på Højskolen Brogården, til private
fester, firmafester hos f.eks. det lokale
skattevæsen, til havnefest i Kertemin-
de, på Restaurant Skovlyst i Svannin-
ge Bakker. Der var koncerter for man-
ge, og optrædener hjemme i folks dag-
ligstuer. Jazz Festivalerne i Strib var
noget for sig.
Jazzfestivaler og juleoptog Den første festival løb af stabelen den
14. maj 1980. Grethe Madsen, Niels’
kone, og hendes nabo, Kamma Peder-
sen, tog initiativet. De fik flere med,
og kl. 20 begyndte de at sælge billetter
a 20 kr. i idrætshallen. Der var lavet en
forhøjning til orkestret med et danse-
gulv foran. I begge ender af lokalet var
der sat borde og stole op. Der var ble-
vet syet syrenfarvede duge til bordene.
Tomme vinflasker blev til lysestager
til de levende lys. Der var indkøbt øl,
vand og vin i rigelige mængder.
Papa Borres Jazzkapel var husor-
kestret. Ved det første arrangement
spillede også Balslev Savværk som
gæsteorkester. Til de følgende arran-
gementer var der altid inviteret et gæ-
steorkester.
Den første jazzfestival blev en suc-
ces, og den gav et mindre overskud, da
orkestre, annoncer og forsamlingshus
var betalt. Beløbet blev overført til
Strib Amatørerne, som overtog det
praktiske arrangement af jazzfestiva-
lerne. 12 gange har folk fra Strib og
omegn jazzet igennem, inden rækken
af fester sluttede den 6. november
1987.
Papa Borres Jazzkapel blev også fast
inventar ved juleoptoget i Strib. De
sad på vognen gennem byen og frøs
med anstand, mens de prøvede med
kolde fingre at få musik ud af deres
instrumenter. Så gjorde det godt at
komme ind i brugsens baglokale og
blive varmet op med en lille en og
fylde brugsen med jazzmusik til glæde
for juleindkøbende stribbonitter.
Et år havde der været snestorm op til
optoget. Da de havde pakket instru-
menterne sammen i brugsen, gik orke-
stret i samlet flok op ad Strib Lande-
vej, der var indsnævret af snedriver på
begge sider. De muntre musikere regi-
strerede, at der kørte en bil bag dem.
De så også ud gennem øjenkrogene, at
det var en politibil, som ikke kunne
komme forbi. Vi går videre og lader
som ingenting, fik de aftalt. De opda-
gede, at betjentene satte det blå blik i
gang. Pludselig vendte otte Papa Borre
Jazzkapel-musikere sig om og omrin-
gede politibilen.
- Hvad vil I give for at komme forbi?
Betjentene var klar over, hvem de
forfulgte, og enden på samtalen med
ordensmagten blev, at orkestret blev
hyret til at spille ved Middelfart Politis
personalefest.
I den syvende himmel Selv om medlemmerne af Papa Borres
Jazzkapel var til fest og farver, blev
der også udført et seriøst øvearbejde,
der gjorde orkestret bedre. De var ikke
professionelle musikere, men det kun-
ne lykkes at spille, så harmonierne var
klare, og kor og improvisationer hang
godt sammen.
En nat i maj 1983 i ’Perlen’ i Tórs-
havn gik Papa Borres Jazzkapel i gang
med ’High Society’. Lige pludselig
For fuld udblæsning i Strib For-samlingshus 1984. Fv: Niels Mad-sen, Olav Jonassen, Ole Risak, Christian Klemmensen (kontrabas), Bob Ekmann, Birger Jensen og Jesper Moesbøl. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Jul i Strib 21.12.80. Efter optoget julejazz i brugsen. Fv: Klarinetten, som Bjarne Kingo spiller på, Birger Jensen med ryggen til, Jesper Moesbøl på harmonika, Ole Risak, Helge Borre og Olav Jonassen. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
4
skete der det, at det hele bare hang
sammen.
- Vi var et øjeblik i en helt anden
verden, i den syvende himmel. Vi kig-
gede på hinanden, og jeg fik gåsehud,
fortæller Jonas.
Det var orkestrets musikalske højde-
punkt.
- Vi kan alle huske den situation,
hvordan det præcis var. Det er nok til,
at man bliver ved, siger Jonas.
Helge husker det også tydeligt:
- Sådan noget sker sjældent, og det
fik os til at føle, at vi var gode musike-
re. Det gav et gevaldigt kick.
Papa Borres Jazzkapel var med bas
og klarinet taget på otte dages tourné
til de nordatlantiske øer. Her spillede
de hver nat gratis i jazzklubben i Tórs-
havn, der holdt til i en nedlagt lager-
bygning med navnet ’Perlen’. De spil-
lede også i forretninger, i gågaden, i
ølklubber, på det fine ’Hotel Føroyar’
og i Radiohuset. Der skulle skaffes
indtægter til rejsen, mad og ophold.
Fiasko med prinse-jazz Det musikalske højdepunkt i Tórshavn
skulle snart blive efterfulgt af en dun-
drende fiasko.
Claus Ahlefeldt på Egeskov Slot
ringede. Om Papa Borres Jazzkapel
kunne spille lørdag aften den 30. juli?
Der havde netop været fint komsam-
men på Gråsten Slot. Nu skulle der
være ny fest på Egeskov med de unge
prinser Joakim og Frederik og en hel
masse børn af grever og andre high
society-folk. Han syntes, det kunne
være sjovt med noget jazz til dem.
De sagde ja, og det var Jonas, som
skulle klare det praktiske med at samle
folk midt i sommerferien. Han ringede
og ringene til det ferierende orkester.
Med et par musikere fra Odense lyk-
kedes det til sidst at samle et orkester.
Lars fra Strib Turistfart samlede dem
op, og orkestret indfandt sig i god tid
denne varme sommeraften på slottet,
så de kunne være klar til som aftalt at
spille for de unge mennesker kl. 20.
- Men der var ingen prinser og gre-
vebørn. De kom i busser ved ottetiden,
hvor vi havde gjort os klar i danselo-
kalet. I det tilstødende lokale i stalden
skulle de unge mennesker først spise.
Vi blev også budt på mad. To frikadel-
ler med kartoffelsalat og en enkelt øl.
Mogens Haltou, der er kok, var med
som trommeslager. Han kunne lugte
sig frem til, at de unge inde ved siden
af fik oksehøjreb, fortæller Jonas.
Det tog tid. I ventetiden lærte musi-
kerne Piet Heins bambuslabyrint i
parken at kende som deres egen buk-
selomme. Endelig ved 23-tiden ville
de unge danse. Papa Borres Jazzkapel
lagde ud med kendingsnummeret
’Nyboders pris” med de fleste unge på
dansegulvet. Men kun til dette num-
mer.
- Var vi heldige, var der kun nogle få
par på dansegulvet, og det var et stort
gulv. Vi gjorde vores bedste, men der
var ikke noget at gøre, siger Jonas.
Pausen blev fremskyndet. De unge
var hurtige til at sætte et musikanlæg
op ude på gårdspladsen. Der blev skru-
et op for larmende rockmusik, og her
gik dansen i sommernatten.
Det var ikke til jazzmusik, de unge
på Egeskov Slot ville danse. Papa Bor-
res Jazzkapel forsøgte efter pausen
igen at sætte dansen i gang inde i la-
den, men forgæves. Ved et-tiden kom
den befriende forespørgsel, om de
havde noget imod, at musikanlægget
leverede musikken i danselokalet.
- Vi måtte vente til kl. to, hvor vi
havde aftale med Lars om at blive
hentet. Det gjorde, at vi blev mere
selektive, når vi fik en forespørgsel,
fastslår Jonas.
Honoraret var 2500 kr., og busturen
kostede 1464 kr.
Fællesskab i musikken Man kan spørge, hvordan sådan en
gruppe af meget forskellige mennesker
kunne holde sammen gennem flere år.
Højskolelærere, en elinstallatør, salgs-
chef, kunstmaler og depotbestyrer.
- Vores interesser og holdninger var
vidt forskellige. Det kom også til ud-
tryk nogle gange. Hvis vi til en øveaf-
ten begyndte at diskutere holdninger,
især efter et par øl, så gik tiden med
det i stedet for at øve. Vi kunne lige-
frem komme op at skændes. Hvis vi
holdt os til at øve – til musikken – så
havde vi det sjovt, siger Jonas.
Det afgørende var, at de kunne lide
hinanden trods forskellighederne. Og
så havde de det ”afsindigt sjovt sam-
men, fordi de var fælles om musik-
ken”, som Jonas siger det.
På Færøerne maj 1983. Fv: Bjar-ne Kingo, Bob Ekmann, Helge Borre, Olav Jonassen, Niels Mad-sen, Ole Risak, Mogens Haltou og Jesper Moesbøl. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Den 1. juni 1982 hos Leif og Sus Nielsen til kobberbryllup. Der blev både spist og spillet. Fv: Sus Niel-sen, Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jonassen, Bjarne Kingo og Helge Borre. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
Bob Ekman, Niels Madsen og Ole Risak ca. 1983. (Foto: Hans Hen-
rik Brandt)
5
Det kom f.eks. til udtryk i indbydel-
ser til hinandens fødselsdage. De var
skriftlige, og en slutter sådan:
”Da I selv de sidste to år har præget
festlighederne ved at medbringe en
flaske til det kolde bord, vil det ikke
støde os, om denne tradition bliver
videreført”.
Jo, stemningen var høj, når de mød-
tes, men også fødselsdagene endte –
efter det kolde bord og snapsen – med,
at de spillede musik.
Instrumenterne kom også frem, når
de kørte til og fra arrangementer i
Strib Turistfart-bussen. Ja, i flyveren
til Færøerne havde de de mindre in-
strumenter med i kabinen. Det var
dengang Erik Grips fortolkning af
’Velkommen i den grønne lund’ var et
hit. Den sang alle i flyet flere gange,
selv kaptajnen og styrmanden i cock-
pittet var med i koret.
De blev ikke kun gode kammerater,
men også hinandens fortrolige. De var
alle omkring de 40 år med de personli-
ge kriser på hjemmefronten, som kan
høre den aldersgruppe til. Måske for
dem fremmet af det meget spilleri.
- Der var øveaftener, hvor vi lod
instrumenterne stå. Det var dejligt, at
vi kunne lægge øre til hinandens pro-
blemer, hvad enten det var knas i par-
forholdet eller et dødsfald tæt på, siger
Jonas.
Når de spillede koncerter, kunne
medlemmerne straks registrere, hvis
en af kammeraterne ikke havde fortalt,
at der var noget galt. Musik, og måske
mest rytmisk musik, er en måde at få
følelser ud på. De kommer ud gennem
instrumenterne.
- Jeg har tænkt meget over denne
side af vores virke. Vi havde et fælles-
skab i musikken, som bandt os sam-
men trods vores forskellighed. Selv-
følgelig var der nogle i gruppen, der
var tættere på hinanden end andre.
Men generelt havde vi meget forståel-
se for hinandens problemer. Og det
kittede os godt sammen, siger Jonas.
Den oprindelige gruppe holdt sam-
men, men det var nødvendigt at ind-
kalde erstatning en gang imellem, for
at orkestret kunne spille med fuld be-
sætning. De nye var: Mogens Haltou,
kok og trommeslager, Christian Klem-
mensen lærer og kontrabasspiller og
Mogens Andersen fra Taulov på kla-
ver. Desuden var der en række gæste-
medlemmer.
I 1983 rejste Helge til Grønland og
boede dér i en årrække. Christian over-
tog bassen og Ole kapelmestertjansen.
Jonas mener, at Papa Borres Jazzka-
pel nåede sit musikalske højdepunkt
omkring midten af 80’erne. De havde
øvet sig gennem flere år og havde
mange arrangementer. De var sikre i et
halvt hundrede numre.
- Da havde vi en standard, som vi
godt kunne være bekendt, siger Jonas.
Der var forskel på de enkeltes jazz-
kunnen. Jonas fremhæver afdøde Ole
Risak på klarinet, som var skrap både i
kor og til improvisationer. Også Bob
på trækbasun. De to tilsammen havde
et godt drive.
Afslutning med manér I 1987 begyndte gruppen at drøfte
fremtiden.
- Vi havde forskellige behov. Nogle
ville gerne fortsætte og gøre mere ud
af det. Andre kunne ikke få det til at
hænge sammen med hjemmefronten,
siger Jonas.
Ole Risak med klarinetten, Niels Madsen og Olav Jonassen hjem-me hos Jonas 1986. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Papa Borres Jazzkapel spillede ved indvielsen af Sparekassens udvidelse i sommeren 1982. FV: Bjarne Kingo, Bob Ekmann, Niels Madsen, bag NM Birger Jensen, Ole Risak, bag OR Peter Chris, Helge Borre og Søren Ejstrup. (Privatfoto udlånt af Helge Borre)
Niels Madsen med Jonas og Chri-stian Klemmensen i baggrunden 1983. (Foto: Hans Henrik Brandt)
Efter otte år gik Papa Borres Jazz-kapel på pension. Det skete med et afskedsbal i Strib Forsamlings-
hus. Her fotograferet lige før ballet den 6.november 1987. Fv: Birger Jensen, Niels Madsen, Olav Jo-nassen, Bob Ekmann, Ole Risak og Christian Klemmensen. (Foto:
Hans Henrik Brandt)
6
Det endte med, at der blev indbudt
til et afskedsbal i idrætshallen den 6.
november 1987.
Papa Borre-drengene ville slutte med
manér og mødte op i smoking. En time
før ballet kom alle, der havde været
med til at spille i orkestret gennem
årene, til en sildemad og en snaps samt
skåltaler. Alle havde instrumenter med
og aftenen kulminerede med en kæm-
pe jamsession med 20-25 mand på
scenen.
Det synes Jonas var den rigtige måde
at slutte på.
- For nogle år siden mødte jeg en
dygtig musiker, som havde spillet
sammen med os nogle gange. Han
sagde: ”Jeg har ikke mødt nogen jazz-
musikere som jer. Musikalsk var I
ikke de største vidundere, men I kunne
noget, som andre ikke kunne. I kunne
underholde og lave sjov”. Jeg tror, at
hemmeligheden bag Papa Borres Jazz-
kapels succes ligger her. Vi kan kalde
det gøgl, der dækkede over vores mu-
sikalske uformåen, men det virkede,
siger Jonas.
Et af gøglnumrene var sleeping jazz.
Når det gik rigtig godt ud på de små
timer i idrætshallen, kunne gejsten
sive ud af musikerne på forhøjningen.
Tempoet faldt til et søvndyssende ni-
veau. Jonas og Ole gik i knæ og faldt
om på ryggen med benene ud over
scenekanten og med banjoen og klari-
netten på maven. Publikum slow-
dansede til et slumrende orkester, der
dog snart gik op i tempo, så de to lig-
gende vågnede op til dåd. Det endte
med, at alle igen gav den hele armen –
på forhøjningen og på dansegulvet.
Og så gik de street parade med
’When The Saints Go Marching in’
mellem de dansende og rundt mellem
bordene i lokalet. Det kunne hjemme-
publikummet i idrætshallen lide.
Efterlod Papa Borres Jazzkapel en
formue til Blå Kors, da de gik på pen-
sion og nedlagde foreningen?
Nej, den var helt blanket af. De sid-
ste penge blev brugt på afskedsfesten
og et skrift med presseomtale, billeder
og tegninger til alle, der havde spillet i
orkestret gennem årene.
Men de stoppede ikke helt. Der har
flere gange om året været bud efter
Papa Borres Jazzkapel, som hele tiden
genopstår med lidt skiftende besætnin-
ger. Som f.eks. til endnu et afskedsbal
den 5. oktober 2007 i Strib Forsam-
lingshus.
Her var Søren Andersen også med.
Nu omkring 25 år ældre end i de glade
dage først i 80’erne. Han dansede knap
så vildt som dengang.
- Jeg tror, at Papa Borres Jazzkapel
og jazzfestivalerne var en af de aktivi-
teter, som var med til at få Strib til at
blomstre op i 80’erne efter mange år
som en lidt hensygnende by. Der var
kommet mange tilflyttere til byen, og
mange af dem var sammen i idrætshal-
len til jazz og en glad aften, siger han i
dag.
For foreløbig sidste gang spillede Papa
Borres Jazzkapel ’Nyboders pris’, da
Søren Andersen og andre trofaste fans
tog hjem – nu inden det var blevet
midnat.
Denne artikel er skrevet på baggrund
af interviews med Helge Borre, Olav
Jonassen og Søren Andersen 2008
samt avisartikler, Papa Borre Jazzka-
pels regnskabsbøger m.v.
November 2008, Poul Christensen,
e-mail: [email protected]
Papa Borres Jazzkapel i forsam-lingshuset den 5. november 2007. Fv: Birger Jensen på trommer, Bob Ekman på trækbasun, Peer Vinge på trompet/cornet (udenbys forstærkning), Helge Borre på banjo, Olav Jonassen på banjo, Erland Larsen på sopransax (udenbys forstærkning), Christian Klemmensen på kontrabas og Bjarne Kingo på klarinet. (Foto: Kaj Henningsen)
Søren Andersen (i rød trøje) jazze-de med på dansegulvet ved det indtil videre sidste bal den 5. okto-ber 2007 i Strib Forsamlingshus. (Foto: Kaj Henningsen)
Top Related