Løftet omUtopia

TABISH KHAIR

Løftet om UtopiaTabish Khair

Løftet om Utopia© Tabish Khair & Korridor 2013

Original titel: The Promise of UtopiaDesign og cover: Sidsel BeckerLayout: Simon Darø KristensenOversættelse: Lasse Rask Hoff

Papir: Munken Print Cream 80gFont: Myriad Pro pkt. 8Trykt i 500 eksemplarerISBN: 978-87-92655-26-4

www.korridor.nu

----------UTOPIA[THIRTEEN] er en udgivelsesserie med værker af Tabish Khair, Kuzhali Manickavel, Bina Shah, Brian Chikwava og Warsan Shire forfattet specifikt til IMAGES Festivallen Occupy UTOPIA.Værkerne udkommer som selvstændige hæfter på dansk, samt som en lille samlet antologi på engelsk. De udkommer på tryk såvel som i elektronisk form.Forsiderne på hæfterne udgør et værk i sig selv skabt af fotokun-stneren Sidsel Becker.

Udgivet med støtte fra CKU – Center for Kultur og Udvikling

Løftet om UtopiaTabish Khair

Oversat af Lasse Rask Hoff

Korridor & Det Heterotopiske Bibliotek

/5

Vi talte altid om at se Taj Mahal,rejse til Indien, så anderledes en verden.Nu jeg tænker efter, lovede vi at udvekslevielsesringe igen ved Taj Mahal.

Løftets struktur er tredelt.Først kommer udsigelsen, derpå ventetiden.Nogle gange er ventetiden evig.Endelig kommer indfrielseneller skuffelsen:I begge tilfælde hælder det gifti øret på løftet.

/6

Vi fik aldrig set Taj Mahal.Ikke sammen. Jeg tror,du tog dertil med din nye kæreste.Jeg er ikke sikker. Vi mistede kontakten.

Et løfte er en tøjsnor mellem fremtid og fortid,Det gives aldrig nu og her; det gør ventetiden lang.Det er derfor, utopia ikke er et løftehvad de, der elsker det, end måtte hævde:Utopia findes kun i det givne nu.

/7

Hundrede år efter, at Thomas More mistede hovedettil en rasende konge, en misundelig gud (hvem ved?),opførte navnløse arbejdere langsomt Taj Mahal på bredden af en flod, der stadig løber,i påsyn af en stadig magtfuld konge, som siden skulle modtagesin yndlingssøns hoved, sendt af en anden søn,da han aldrende og svag sad indespærret og såimod (hvad var det, utopi eller løfte?) Taj Mahal.

Jeg husker første gang, vi talte om at rejse til Indien.Du havde de der denim-shorts på, der smøg sig om dine lår og havde tråde,der løb nedefter som rødder. Vi var helt væki kærlighedens fagre, nye verden. Jeg læste Hamlet.

/8

Den tvetydige del, hvor prinsen siger:Der er ikke noget, der er godt eller dårligt, det er, hvad man tænker om det.Hamlet hang som en tøjsnormellem fortid og fremtid, hans nuvar fastgjort til ham som tvivl. Hans største tvivl gjaldt utopien,

som er et givet nu, der foregiver at være et løfte,og som aldrig kan nås i fremtiden. Den smuttedeud mellem Mores og Marx’ mægtige hænder.Så stærke hænder, og de lukkede sig om ingenting.Det er en historie, der aldrig slutter,

/9

modsat et løfte, der ender til sidst,fastgjort, som løfter er, til fortidens og fremtidens endelighed.Utopien er uendelig, som nuet.Ingen behøver at afstemme kalendere,søge visum eller booke en flyafgang.

Det er en opvågnen til livet, ikke dødens søvn,For hvilke mareridt kan dødens søvn bringe?Hvis Taj Mahal (eller Indien) havde været utopia for oshavde vi ikke behøvet at se det,vi var rejst dertil og aldrig rejst nogen steder.

/10

Jeg husker, at solen faldt på dine skuldre,mens jeg læste Hamlet, og du kiggede i en rejsebogmed billeder af Taj Mahal. Du havde aldrig kunnet lide Shakespeare: Han er svær, sagde du engang,han lover intet.

Det er sandt: Prospero begraver sine trolddomsbøger og sin stav,da han forlader nuet for fremtiden. Han vedat magi, ligesom utopia, er en bestanddel af nuet.Heri ligner den kærligheden: ikke noget, man loves, men noget, man deler.Hamlet, der tvivlede på den ufuldkomne fortid, da han rakte ud efter en fuldkommen fremtid, efterlod scenen overstrøetmed lig, forgiftede og knivdræbte, herunder hans eget.

/11

Al kærlighed er utopisk, når den udklækkes; lad den flyve sin vej, siger jeg.Det vidste jeg ikke dengang,da du kom til mig og sagde, du var forelsketi en anden, og at det var på tide at rykke videre.Men hvad med Taj Mahal! sagde jeg. Du så overrasket ud.

At nå frem til utopia, er at slå det ihjel: Kongen, der byggede Taj,var heldig: Hans søn satte ham i fængsel. Indespærret,på afstand af sit kærlighedsutopia, så han igen længe på Taj og behøvede ikke røre dets muresmarmorkolde skuffelse, hørefontænernes hule sprutten. Det hævede sigsom al utopi mellem fortid og fremtid.

/12

Utopien må leves på afstand. Modsat et løftekan den aldrig nås eller slippes.Der er flere ting i himlen og på jorden, altid mereend vi kan gribe. Prøv at holde det fast, og din scenebliver overstrøet med lig, herunder dit eget.

Jeg husker vores kærligheds øjeblikkesom en famlen mellem lagner og blandt ord. At udsætte lystener at tro på hverken dens opfyldelse eller dens skuffelseog således at holde den i live, som utopien. Digterenløj om, hvordan det gik Gilgamesh; vi ved, at ved slutningenaf enhver utopi bliver en Savonarola brændt på bålet.

/13

Måske er kærligheden utopisk; måske er det derfor, den altid gør ondtog ender med at glide os af hænde. Den begynder at dø det øjeblikvi binder den med løfter. Jeg ville ønske, jeg havde vidst det,den dag jeg læste Hamlet, og du lå på mavenpå sandet og bladede gennem billeder af Taj,og trådene i dine denimshorts var som slyngtråde.