pure.iva.dkpure.iva.dk/files/35591638/idk.docx · Web viewNår det kommer til anmeldelser i...

Signe Rasmussen 05-05-2023

Abstract

Reviewing is a job like any other in the new paper business, but holds a great cultural value to the

regular reader. The men and women have the job of writing a subjective, yet objective, opinion on a

movie that has yet to be shown in theaters, and by doing so, cause their readers to watch said

movies. As such, they hold great responsibility, not only to the movies, they review, but to the

readers, all of which trust their review and their authority to review.

However, how exactly is a review made with the greatest possible success, both to the reviewer, the

reader and the movie? Obviously, the reviewer needs time and practice, especially as they are often

only shown the movie once, and has very little time to do their review, and even less space to put it

on. They need to be loyal towards the movie and the imagery, but also to the readers that wants

these opinions to read. They need to consider the cons and pros of the movie, but write them

fluently and in a way, that the reader might find entertaining. And before all this, they need to make

the decision on, which movies to review and which to ignore, both based on the interest of their

readers and in a way, their own opinion of the movie. If a movie is reviewed, it is a hidden stamp of

quality in and of itself, as the review will give the movie attention from the readers, whether the

review is in the positives or the negatives.

As such, reviewers balance on the edge of knife, and not all of them do as well in this act as others.

Indholdsfortegnelse

Abstract................................................................................................................................................1

Indholdsfortegnelse..............................................................................................................................1

1.0 Indledning.......................................................................................................................................3

1.1 Problemformulering...................................................................................................................4

1.2 Afgrænsning...............................................................................................................................4

1.3 Motivation..................................................................................................................................4

1.4 Gennemgang...............................................................................................................................5

2.0 Metode............................................................................................................................................6

2.1 Roman Jakobsons Kommunikationsmodel................................................................................6

2.2 Toulmins argumentationsmodel.................................................................................................9

1


2.3 Aristoteles’ retorik....................................................................................................................11

3.0 Hvad er en anmeldelse egentlig?..................................................................................................12

4.0 Forskellen på anmeldelse og kritik...............................................................................................15

5.0 Hvad er en brugbar anmeldelse?..................................................................................................19

6.0 Hvordan opbygges en anmeldelse?..............................................................................................25

6.1 Pressevisning............................................................................................................................25

6.2 Opbygning................................................................................................................................26

6.3 Indhold......................................................................................................................................28

6.4 Materialet..................................................................................................................................30

7.0 Hvordan formidles en anmeldelse brugbart til publikum?...........................................................34

8.0 Tid til tegnefilm............................................................................................................................40

8.1 Animationfilmen......................................................................................................................41

8.2 Hvordan fungerer animationsfilmens virkemidler?.................................................................42

8.3 Vestlig animationsfilm i kontekst.............................................................................................44

9.0 Hvordan vil jeg analysere anmeldelserne?...................................................................................46

10.0 Analyse.......................................................................................................................................49

10.1 Afsenderen (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1).......................................................................49

10.2 Modtageren (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)......................................................................50

10.3 Budskabet (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1).........................................................................51

10.4 Toulmin’s argumentationsmodel (jf kapitel 2.2)....................................................................52

10.5 Anmeldelser............................................................................................................................54

10.5.1 Bilag 1, Anmeldelse 1.....................................................................................................54



10.6 Sammenligning.......................................................................................................................62

10.6.1 Bilag 1. Anmeldelse 6.....................................................................................................62

2



11.0 Diskussion..................................................................................................................................63

11.1 Sammenfatning.......................................................................................................................68

12.0 Konklusion.................................................................................................................................69

Kilder..................................................................................................................................................71

Bibliografi......................................................................................................................................71

Filmografi.......................................................................................................................................72

Links...............................................................................................................................................73

Yderligere information...................................................................................................................73

1.0 Indledning

Anmeldelser er en måde at fremme opmærksomheden på et materiale på. Hvad enten det er en

anmeldelse af en bog, en film eller en event, så vil manges forhold til dette materiale gå gennem en

anmeldelse, inden de oplever selve materialet for sig selv. Af samme grund er anmeldelser gerne

ude på premiere eller udgivelsesdatoen, så den fortsat an fungere som denne form for

vurderingsreklame. Men hvad er en anmeldelse egentlig, og hvad er dens funktion? Og hvorfor

bruger mange læsere anmeldelserne som en form for autoritet i forhold til nye materialer? Er

anmeldelserne i det hele taget egnede til at være en autoritet, når det kommer til at give andre en

vurdering af et materiale?

Anmeldelserne i aviserne har eksisteret længe, og har været en del af kultursektionen sammen med

kritikken og lignende fænomener, der retter sig mod læseren, og en oplevelse, de endnu ikke har

haft. Samtidig er den også læst af læsere, der har set, fx en film, uden at det gør anmeldelsen mindre

relevant. På denne måde har anmeldelser et job i kulturen og formidlingen af denne, og en autoritet

hvorfra mange læsere kan tage informationer og bruge til deres egne beslutninger omkring filmen.

Dette til trods er der alligevel anmeldelser, der ikke fungerer optimalt i forhold til det job de har i

formilingen, og når det kommer til animationsfilm som anmeldt genre, kan der blive involveret

3


stereotyper, der ikke bør findes når det kommer til en sådan autoritet, hverken subjektivt eller

objektivt set.

1.1 Problemformulering

Hvordan fremmer anmelderen en brugbar anmeldelse til at formidle animationsfilm retvisende til

publikum?

1.2 Afgrænsning

De samlede anmeldelser, der vil være at finde i Bilag1 og Bilag2, vil være samlet fra forskellige

danske aviser omkring premiere tidspunktet for henholdsvis Rise of the Guardians/De eventyrlige

Vogtere og Croods, begge af Dreamworks. Til trods for at anmeldelser ikke er formidlet

udelukkende gennem aviser, er der her kun fokus på avis-anmeldelser, men der kan forekomme

referencer til TV- og internet-anmeldelser, skulle der være behov for dette perspektiv, eller hvis et

bestemt emne skal præciseres eller eksemplificeres.

De valgte anmeldelser er af to amerikanske animationsfilm lavet af Dreamworks, der er udkommet

med få måneders mellemrum. De er begge 3D animationsfilm, og udkom begge i både 2- og 3D,

henholdsvis i november 2012 og marts 2013. Til trods for at der også udkom en ny Disney klassiker

i Danmark mellem disse to premierer, og andre animationsfilm er blevet vist og anmeldt i denne

tidsperiode, er det dog kun disse to, der vil blive brugt til at afgrænse anmeldelserne, og den første

vil også blive brugt i forbindelse med klargøring af animationsfilmens virkemidler i forhold til

spillefilm, og i definitionen mellem ’anime’, asiatisk, dog hovedsageligt Japansk,

tegnefilmstradition, og vestlig, i forhold til denne tese, Amerikansk, tegnefilmstradition.

1.3 Motivation

Animationsfilm bliver af mange set, enten bevidst eller ubevidst, som noget, der er rettet mod børn

eller familier med børn, og ikke noget, man som voksen skal se alene eller rette interesse imod,

uden at det er gennem professionel brug. Til trods for at denne tankegang, via internettets fremme,

er på vej tilbage, eller der i det mindste er givet luft til de mange, der har interesse i tegnefilm,

animationsfilm og andet såkaldt børneunderholdning, er der i professionel praksis ikke på samme

måde overensstemmelse mellem interessen blandt unge og voksne, og det billede som moderne

medier, internettet foruden, giver af tegnefilmene.

4


Når det kommer til anmeldelser i aviser og på TV, virker det til, at der er konsensus om, at en

tegnefilm bør holde sig interessant for målgruppe, her børn og yngre teenagere, og ellers bare have

lidt guldkorn til de voksne, der måtte være blevet tvunget med i biografen. Til trods for at tegne- og

animationsfilm aldrig rigtig har været andet end familiefilm i sig selv, og de nuværende animatorer

virker til i høj grad at være lige så nørdede omkring tegnefilm, som de internetbrugere, der er blevet

givet luft til deres holdninger, er der stadig det stigmata hos andre professionelle og hos producenter

i selve branchen at animationsfilm skal være for børn, helt og holdent. Dette gør at mange

anmeldelser af animationsfilm ikke altid virker særligt involverede, og at der kun er ros at give til

Disneyfilm, fordi det er en Disneyfilm, og at alt andet bare er kopier eller børneudgaver af

’voksenfilm’, til trods for at animationsfilm ofte er noget længere tid om at blive realiseret end en

spillefilm er det.

Alt dette finder jeg provokerende, især med hensyn eller mangel på samme, til den voksende gruppe

af mennesker, der ikke er interesserede i samfundets noget rigide rammer for, hvad der er

acceptable børne- eller voksen-adfærd, medier og lignende.

På baggrund af denne frustration har jeg derfor sat mig for at undersøge, hvad en brugbar eller ideel

anmeldelse vil være, og hvordan anmeldelserne i dagligdagen forholder sig i forhold til denne

brugbarhed, når det kommer til en del af kulturen, der forholdsvist ses som barnlig.

1.4 Gennemgang

Specialet her vil have fire overordnede dele. Følgende efter dette kapitel vil der være en forklaring

af de metoder, der bliver anvendt senere til analyse af de udvalgte anmeldelser. Disse metoder

består hovedsageligt af de kommunikationsorienterede analysemetoder udbygget i Roman

Jakobsons kommunikationsmodel (kapitel 2.1), Toulmins argumentationsmodel (kapitel 2.2) og

Aristoteles’ retoriske virkemidler (kapitel 2.3).

Følgende disse vil det blive redegjort for anmeldelsen i sin helhed. Anmeldelsen rolle i samfundet

som en del af avisens indhold, dens opgave og funktioner med henblik på brugen af selve

anmeldelsen for den almene læser, anmeldelsens forhold til den kritiske tankegang i kronikker og

kritikker af kulturelle begivenheder, og anmeldelsens opbygning og brug. Denne del vil være

forbeholdt avis-anmeldelsen og avis-kritikken med henblik på sammenligning og individualisering

af samme.

5


Animationsfilmen vil herefter blive opsummeret som medie i forhold til sig selv og andre typer af

film, her spillefilmen og den østlige kulturs animationsfilm, og vil blive redegjort for i

anmeldelserne af disse og til senere brug i diskussionen.

Sidst følger analyse af anmeldelserne og diskussioner af dem i relation til specialets hovedtanke og

hinanden.

2.0 Metode

Metode vil her være baseret hovedsageligt omkring analyse af de udvalgte anmeldelser. Følgende

herefter en kort gennemgang:

2.1 Roman Jakobsons Kommunikationsmodel

Kommunikationsmodellen af Roman Jakobson (Jakobson 2001) bruges til at belyse de enkelte dele

af en afsender-modtager situation, og det budskab, der bliver kommunikeret imellem dem. Den kan

bruges til ethvert budskab, og generelt, til enhver form for dialog, monolog eller anden form for

kommunikation, så længe kommunikationen i sig selv indeholder de dele, der bliver redegjort for.

Hvor vidt det ville være relevant at bruge denne metode på indre monologer og lignende, der helt

basalt har samme modtager og afsender er uvist, men om ikke andet, så er denne

kommunikationsmodel en udmærket måde at analysere offentlige tekster, der bliver sendt ud til et

bredere publikum, hvilket er hvorfor den vil blive brugt til analyse af anmeldelser.

De forskellige dele har alle en vigtig rolle, når det kommer til at analysere et budskab.

Figur 1 – Roman Jakobsons kommunikationsmodel

6


Der er en afsender, en modtager, og disse to bliver sat sammen i modellen af et budskab, der går fra

afsender til modtager. ”AFSENDEREN afsender en MEDDELELSE til MODTAGEREN”

(Jakobson 2001, s. 107) Afsenderen, hvilket kan være den faktiske forfatter af budskabet, et firma,

der skal have budskabet ud, en repræsentant eller lignende, står for at formidle budskabet.

Modtageren, målgruppen, kunden eller befolkningen, har en mere passiv rolle. Budskabet kan så

være en simpel tekst, en artikel eller en reklame, der skal virke meningsdannende, oplysende eller

reklamerende for modtageren, på baggrund af afsenderens hensigt.

Dernæst komme det næste lag af betydning, fra det rent basale i afsender-budskab-modtager-

forholdet. ”For at være effektiv må meddelelsen forudsætte en KONTEKST, der refereres til

(’referenten’ i en anden, noget flertydig terminologi), som er begribelig for MODTAGEREN, og

som enten er sproglig eller kan omsættes til sproglig form.” (Jakobson 2001, s. 107) Konteksten er

det lys, budskabet skal læses i. Det indrammer budskabet, så det er lettere at forstå, og gør det

nemmere at afkode eventuelle skjulte budskaber, hvad enten det er bevidst eller ubevidst. En

kontekst ville for eksempel være det, der gør forskellen mellem ’mål’ som at score i fodbold, og

’mål’, som at konstatere en længde eller bredde af noget. Dette kan være både visuelt eller tekstuelt.

Efter dette rent sproglige lag, kommer en mere kulturel og sprogforståelsesmæssig tilgang.

”Desuden en KODE, som er helt eller delvis fælles for afsender og modtager (eller udtrykt

anderledes: ’koderen’ og ’dekoderen’ af meddelelsen).” (Jakobson 2001, s. 107) Koden er den

sammenhæng, der bliver skabt mellem afsender og modtager. Dette bliver brugt gennem et fælles,

forståeligt sprog, og ved brug af ord, der har en bestemt betydning i den målgruppe, der står som

modtageren. Koden er de lag af betydning og stereotyper, der bliver pålagt forskellige buzzwords i

den sammenhæng, de bliver sat i. I eksemplet mellem at score og at egentligt måle, ville det her

være koden, der gør konteksten omkring billede og tekst sjov. Hvis der er et billede af en, der måler

noget op, og der står ’MÅL!’ ovenpå, vil tankerne blive henledt til tankerne omkring fodbold, fordi

den sproglige kode fortæller os, at ordet også bliver brugt på den måde.

Med det sproglige vel overstået, kommer læseren tilbage til et mere basalt niveau, der dog stadig

står udenfor starten med afsender og modtager. Dette lag er det fysiske medie, der bliver brugt til at

formidle budskabet, og den psykologiske kontakt, der bliver skabt på baggrund af samme. ”Og

endelig en KONTAKT, en fysisk kanal og psykologisk forbindelse mellem afsender og modtager,

der gør dem begge i stand til at indgå eller forblive i kommunikation.” (Jakobson 2001, s. 107) Den

kommunikation, der bliver nævnt, er her i form af, for eksempel en avis, hvor kommunikationen

bliver indgået i og med, at læseren, modtageren, beslutter sig for at læse avisen, og budskabet vil så

7


være de artikler og kronikker, der er i avisen. Kommunikationen kan på ethvert tidspunkt afbrydes

af modtageren, når denne ikke er interesseret mere, eller avisen er læst færdig. I tilfælde af en fysisk

samtale, vil der stadig være mulighed for at afbryde kommunikationen fra modtagers (eller

afsenders) side, men dette kan være problematiske i forhold til høflighed og andre

kommunikationsmæssige stoppesteder, der dog ikke er i direkte relation til

kommunikationsmodellen.

Disse dele af kommunikationen har forskellige funktioner, der lægger sig op af dem.

Afsenderen besidder den emotive funktion, der "sigter mod direkte udtryk for den talendes holdning

til det, han taler om." (Jakobson 2001, s 107). Den emotive funktion er ekspressiv og relateret til

følelserne. Ordet henviser til værdiladede ord, enten buzzwords eller styrkemarkører (kapitel 2.2).

Disse kan enten være negativt eller positivt ladede. Ved brug af koden, kan afsenderen derved lade

sit budskab med værdier, som vil overføres og forstås af modtageren. Funktionen er derfor

betegnelsen for det, der får modtageren til at føle noget for budskabet. Værdierne er ikke

nødvendigvis ægte (Thorlacius 2002, s. 54). Afsenderen kan foregive at have disse følelser, men

både følelser og holdninger vises stadig at komme fra afsendere. Det er disse holdninger, budskabet

bygges om, og disse følelser modtageren forventes at spejle sig i.

Ordets udtryk afspejler en forsimplet virkelighed: ”Bühler selv anvendte begrebet Ausdrück, hvilket

kan oversættes til ekspressivt udtryk i forbindelse med afsenderfaktoren.” (Thorlacius 2002, s. 55)

Ausdrück betyder 'udtryk, at udtrykke', mens den engelske betegnelse, expressive, er noget der er

udtryksfuldt. Den emotive funktion kan derfor siges at være det, afsenderen udtrykker.

Modsat det emotive fokus, der bliver sendt af sted fra afsenderen, er der en konativ funktion, der

retter sig mod modtageren. (Jakobson 2001, s. 107) Denne funktion er designet til at skulle påvirke

modtageren, på baggrund af den emotive funktion, der lader budskabet. Konativet er det, der

kommer ud af denne ladning, den meningsdannelse eller opførelsesændring, der kommer på

baggrund af budskabet, som at en læser bliver nysgerrig omkring en film, og derfor tager ind og ser

den. I sig selv lægger ordet sig ofte op af den danske bydeform, eller imperativet (Thorlacius 2002,

s. 73), der udtrykker sig i ordre eller bud. Ord og sætninger, der har til formål at få modtageren til at

gøre noget. Bühler bruger her et mere dækkende Appell, efter Aristoteles’ retoriske virkemiddel af

samme navn (Thorlacius 2002, s. 73), henvender sig som en direkte appel til modtageren, ofte i

forhold til deres logiske sans, heraf ved brug af fakta, de ikke stiller spørgsmål til, men også andre

virkemidler, der appellerer til det publikum, der modtager budskabet.

8


Sidst er der den referentielle funktion, der lægger sig på konteksten (Jakobson 2001, s. 107). Denne

taler om objektet for budskabet, for eksempel den film, en anmeldelse handler om. I tilfælde af en

film, ville den referentielle funktion forklare, hvad filmen handler om, hvornår den spiller og

lignende. Denne funktion kaldes også den kognitive funktion, da den bevidstgør fakta, der hjælper

med at opbygge det emotive argument. Dette er også en funktion, der har direkte tilknytning til

Aristoteles’ retoriske virkemiddel (Aristoteles – retorik 1983), Logos, logikken.

Ud over disse, er der nogle tilgange, der lægger sig til budskabet eller teksten i sig selv. Ting som

emne, der ”har afgørende indflydelse på udformningen af kommunikationen” (Mogensen, Olsen &

Ravn 1995, s. 35). Emnet, lige meget hvad det er, har lige så meget betydning for, hvordan

budskabet bliver udformet i ordvalg, stilistiske tilgange og argumenter, som modtagergruppen har,

da dette er hele grundstammen i, at der i det hele taget skal et budskab til. Ikke nok med det, så har

de fleste emner allerede stereotyper og erfaringer hæftet til sig, og både disse og hvilken retning

afsenderen ønsker budskabet skal tage, vil være med til at forme sætningerne i budskabets fysiske

form.

Den historiske kontekst, der lægger sig imellem budskab og kontekst, ændrer på også på, hvordan

budskabet bliver udformet (Mogensen, Olsen & Ravn 1995, s. 35). Dette er dog snarere noget,

læseren skal holde i sinde, hvis de arbejder med ældre tekster, og ville ikke være af interesse, når

det kommer til gårsdagens anmeldelse, eller sidste måneds artikel og havebrug. Dog er den værd at

holde i tankerne, da denne historiske kontekst egentlig er samfundsrelateret, og derfor stadig har

betydning for den måde, teksten er bygget op på, dog uden at være mærkbar for nutidige tekster, da

de følger de normer, der allerede er almindeligt accepterede.

Sidst er der mediet, kommunikationen foregår gennem. ”Det betyder ikke blot, at der – som vi har

set – er forskel på skriftsprog og talesprog, men også at sproget næsten automatisk skifter karakter,

når vi skifter kommunikationskanal” (Mogensen, Olsen & Ravn 1995, s. 35). For eksempel vil der

være forskel mellem tv-avisen og den skriftlige avis, til trods for at det er det samme indhold, men

også forskel mellem en artikel i et ugeblad og en artikel i et dagblad.

2.2 Toulmins argumentationsmodel

Mere specifikt kommer Toulmins argumentationsmodel (Jensen 1997, s. 53-54) ind i billedet.

9


Figur 2 – Toulmins argumentationsmodel

Denne model er udelukkende brugbar for, hvordan en afsender argumenterer for sit budskab, og

ligger op mod diverse retoriske virkemidler i forsøget på at tiltrække modtagerens tillid til, at

budskabet er legitimt.

Modellen består af forskellige del, som sammen giver den sammenhæng, der bør give et forsvarligt

argument.

I den ene ende er påstanden. Påstanden er det budskab, der bliver sendt af sted fra afsenderen af.

Den kan enten være en form for udsagn, der skal forestille at gives videre til modtageren, og som

skal virke konkret og korrekt, eller en konklusion på baggrund af mere eller mindre reelle fakta.

I den anden ende ligger belægget. Det er begrundelsen bag påstanden, eller de fakta, budskabet

bliver bygget på. Det er grundlaget for, at argumentet ikke falder fra hinanden, og det, der ligger til

grund for at påstanden bliver gjort virkelig.

I grundmodellen for denne model ville det næste, og eneste punkt nu være hjemmelen. Det er

bindepunktet mellem påstand og belæg, og det, der får dem til at hænge sammen. Det er også en

underbygning af belægget, og hænger sammen med det, ved at læseren spørger hvorfor belægget

virker, som det gør, eller hvorfor de fakta, der bliver fremlagt i belægget har relation til påstanden.

Ud over denne grundmodel, er ovenstående og de ekstra tilbygninger, til modellen, som

rygdækningen, der her hænger sammen med hjemmelen. Rygdækningen, som sproget antyder, er

noget der underbygger hjemmelen, og derved dækker ens ryg med henhold til argumentet. Det kan

være ekstra fakta, der leder til hjemmelen eller som gør hjemmelen sand, eller erfaringer hos

afsenderen, der er relevante for påstanden.

10


Længere nede mod påstanden har gendrivelsen lagt sig. Dette er delen, der har til ansvar at forklare

indenfor hvilke rammer, afsenderen vil holde på sine meninger og sandheden af sit budskab, og

hvornår afsenderen vil lade det ligge. Det er her eventuel modargumentation vil blive taget med i

argumentationen, og derved muligheden for at ændre afsenderens mening, og derved påstand.

Sidst, tættest på påstandsdelen af modellen er styrkemarkøren som en del af helheden. Det er

motivationen bad påstanden, eller rettere, hvor stærkt afsenderen tror på det, han eller hun siger. I

hvor høj grad, de står bag deres egne argumenter. Denne og gendrivelsen er derfor dele, der kan

stoppe argumentationen fra at fortsætte. Hvis styrkemarkøren er lav, vil en afsender ikke gide stå

imod eventuelle modargumenter, og give efter, selv hvis de ikke er enige med modparten.

Ud over disse dele af et argument, vil der også være mulighed for, at afsenderen bruger

kommunikationskneb (Jensen 1997, s. 57), eller argumentskneb, der kan lægge sig op af forskellige

dele af argumentationen, dog ofte hjemmel og rygdækningen, da dette er her, tillid og troen på

påstanden begynder, snarere end belægget eller påstanden i sig selv. For eksempel at nævne

eksperter og deres meninger, eller resultater af undersøgelser, der derfor skal gøre argumentet mere

officielt, selvom der ikke nødvendigvis er sandhed bag, eller relation til undersøgelserne. Der er

også mulighed for, at de henviser til autoriteter eller instanser og institutioner, der skal give

modparten en tro på, at dette er bakket ordentligt op, eller at de er nødt til at tro på argumentet, da

det er blevet fremsagt af, eksempelvis politiet. Disse kneb forholder sig til retorikken, og er ikke

altid nogle metoder at bruge, hvis afsenderen vil have modtageren til at tro på en, eller vise en tillid

i senere tilfælde.

2.3 Aristoteles’ retorik

De retoriske virkemidler ligger i forlængelse af den talende retorik, og forsøget på at argumentere

for eller imod visse ting, i forhold til sine tilhørere og modstandere (Aristoteles – Retorik, 1983).

Dog er det fuldt ud muligt at bruge denne retorik, når det kommer til det skrevne sprog, da der er

mange sammenhænge mellem de to kommunikationsformer, i forhold til, hvordan argumenter

bliver sammensat og givet videre.

Under retorikken bliver der her taget tre begreber i betragtning:

Ethos, karakteregenskaber, eller, som Becker Jensen formulerer det: ”Skulle vi oversætte etos til et

moderne begreb, ville det nok være image,[…]” (s. 124, Becker Jensen, 2004). Det er her taleren

eller skribenten, der bliver sat på pinden, og skal virke troværdige, ikke kun i sig selv, men det de

videregiver af kommunikation skal have den samme troværdighed eller i det mindste videregive de

11


værdier, forfatteren står for. I tilfælde af moderne avis-anmeldelser, vil det snarere være avisens

image, der ligger til grund, snarere end selve anmelderens. Autoritet, alder og andre videns-

stereotyper vil derfor kunne ligge til grund for, hvor god et ethos en anmeldelse udstråler.

Pathos, følelsesbegrebet, begrebet mest kendt fra reklamer og skønlitteratur, da det appellerer til de

umiddelbare følelser. Dette dog ikke at forglemme at forståelse, indlevelse og accept også er

følelser, og det er disse analytikeren især vil se på, i forhold til pathos i anmeldelser. ”I den

klassiske retorik var der ingen modsætning mellem intellekt og følelse, og her opfattede logos, etos

og patos som ligeværdige fremstillingsformer.”(s. 128, Becker Jensen, 2004). Følelser er derfor

ikke en ting at fornægte, når det kommer til videnskabelig analyse, og at der ligger følelser bag

noget er ikke en grund til at benægte at der også ligger logos bag.

Logos er derfor intellektet, argumentationen, begrundelsen og det faste, fysiske bevis. Det er kold

afstand og struktureret observation og årelange studier. På mange måder, hvad der gør en

professionel anmelder til en anmelder, og i højere grad, hvad der gør en kritikker til en kritikker.

Observationen og en vis gennemarbejdning af det observerede er, hvad der ligger til grund for en

anmeldelse.

Disse tre begreber er med til at belyse det talte eller skrevne, og til at sætte fokus på de ting, der er

med til at gøre et argument til noget, der er værd at tage til sig. De tre begreber arbejder, som nævnt,

sammen på lige fod, og bør derfor være en del af en anmeldelse, læseren kan bruge.

Senere vil disse tre analytiske modeller bliver sammenfattet til en helhedsmodel. Denne vil så blive

brugt i analysen af de udvalgte anmeldelser, og lede videre til en yderligere sammenfatning i

diskussionskapitlet.

3.0 Hvad er en anmeldelse egentlig?

En praktisk anvendelig definition på en anmeldelse kommer fra Corrigans A Short Guide, der

forklarer anmeldelsen som følgende: ”[…] A review aims at the broadest possible audience, the

general public with no special knowledge of film. Accordingly, its function is to introduce unknown

films and to recommend or not recommend them. Because it presumes that an audience has not seen

the movie it discusses, much of the essay is devoted to summarizing the plot or placing the film in

another context (the director’s other works, films of the same genre, and so on) that might help the

reader understand it.” (Corrigan 2010, s. 9-10, egne noteringer) Som det bliver beskrevet, er en

anmeldelse ifølge Corrigan et forsøg på at introducere publikum til en film, og derved enten skabe

12


videre interesse for filmen, hvad end den får mange stjerner eller få. Men samtidig bliver der også

gjort et forsøg på at vurdere filmen i forhold til andre værker, og vurdere om filmen er værd at se

eller ej. Senere skriver Corrigan: ”Most writing about film involves some personal opinion and

evaluation.” (Corrigan 2010, s. 15) I dette tilfælde skal der lægges vægt på evalueringen. En

anmelder evaluerer en film i forhold til tidligere film, egne erfaringer og meninger (Corrigan 2010).

Anmeldelsen kan også basere sig på de forskellige komponenter, en film er bygget op af.

En anden, lignende beskrivelse kommer fra John Christian Jørgensen, i Kultur i avisen: ”Men er

værket udførligt omtalt i forvejen, så begrænses anmelderens opgave til det, der er kernen i hans

job: at fælde en dom og begrunde den.” (Jørgensen 1991, s. 94) Igen ligger fokus på, at der sker en

evaluering, en vurdering af filmen underholdningsmæssige værdig, og at denne vurdering skal

formidles videre til læserne af anmeldelsen, så de har mulighed for at komme til en mere informeret

konklusion med henhold til brugen af deres tid og penge, når det kommet til at se filmen i

biografen.

Anmeldelser bliver sat i avisen før eller på premiere datoen. ”De henvender sig i første omgang

ikke til mennesker, der allerede har set filmen, men til de muligt interesserede.” (Jørgensen 1991, s.

119) Eftersom det er en informerende og vurderende artikel, vil de informationer, der bliver vist i

anmeldelsen ofte ikke gøre noget for dem, der allerede har haft deres egne erfaringer med filmen.

Det er lige så meget en formidling af muligheder, som et forsøg på at sætte fokus på de muligheder,

en læser har indenfor kulturelle og underholdningsmæssige events, og anmeldelsen giver et indblik,

om værket eller eventen er noget for læseren. En læser, der allerede har set en film ville allerede

inden været interesseret nok til at se filmen, og er ikke på samme måde ’svingvælgere’, der skal

vindes over.

En anden måde at sætte anmeldelsen i perspektiv i forhold til andre vurderende og formidlende

kulturelle tekster er sådan: ”A report is an objective account of an event. With opinion, it becomes a

review […]”(Titchener 1998, s. 30) Anmeldelsen indeholder objektive observationer,

informationer, der er taget direkte fra værket, der bliver anmeldt, så som plottet, skuespillere med

videre, men bliver først en anmeldelse, når der oven i disse informationer og denne

videreformidling, bliver sat en vurdering, en meningsdannelse af værket, og en forklaring derpå, der

skal hjælpe læseren til vurdere, om værket også vil være noget for dem.

Også hos Bergenholtz og Frandsen bliver vurderingen sat højt: ”De fleste almensproglige ordbøger

anser dog vurderingen som en væsentlig del af den leksikografiske definition af en anmeldelse […]”

(Bergenholtz & Frandsen 1997, s. 48) Med Titcheners opsætning af objektiv observation og

13


beskrivelse, der uden meningen og vurderingen bare er en beskrivelse eller et resume af et værk,

bliver der givet et billede på, at vurderingen i sig selv er det vigtigste i en anmeldelse. Men der

kommer alligevel til at mangle noget, hvis en anmeldelse er et simpelt nummer af stjerner uden

noget andet. ”Paa den ene side skal han helst sige absolut ja eller absolut nej. Alt andet virker

lunkent paa publikum og det spytter publikum ud. Paa den anden side skal anmelderen gennem sin

artikel give læseren et levende indtryk af, hvorledes bogen er, - det er det, som er skyld i, at

anmelderi kan udvikle sig til en mindre genre indenfor kunsten, altsaa selv blive kunst – for da kan

læseren gribe ind mellem anmelderens særinteresser og særlige sympatier og måske finde ud af, at

den og den nedrakkede bog eller lobhudlede bog er noget for ham.” (Kristensen 1953, s. 313)

Anmeldelsen skal give et billede af værket, der bliver anmeldt, så læseren også kan bruge

anmeldelsen til noget. Vurderingen, det ’absolutte ja eller absolutte nej’ er vigtigt i sig selv, men

forklaringen for, hvorfor det er et ja eller et nej, er det, der gør anmeldelsen brugbar for læseren, for

via disse informationer kan læseren danne sin egne, midlertidige meninger, inden de får set filmen,

eller mere sluttelige meninger om, at det ikke er noget for dem på baggrund af forklaringerne. Men

hvorfor er det så vigtigt at læseren får mere end underholdningsværdien ud af at læse, hvad der i

bund og grund er en avisartikel?

“I endnu højere grad end teateranmeldelsen er filmanmeldelsen forbrugerorienteret. Den er ofte

handlingsanvisende.” (Jørgensen 1991, s. 118) De vigtige ord her er forbrugerorienteret og

handlingsanvisende. På samme måde som en artikel, bliver en anmeldelse skrevet til læserne. Der er

intet underligt i dette, da avisen i sig selv kun eksisterer via de læsere, der køber den. Men ud over

dette er anmeldelsen også skrevet for læserne, via de informationer, der bliver videregivet. Og

vurderingen, der gør anmeldelsen til en anmeldelse, er ikke bare skrevet som underholdning, men er

også for læsernes skyld. Hvis læserne ikke kan få noget ud af anmeldelsen, er den intet værd, og

ville derfor ikke have en plads i en avis, der gerne vil fortsætte med at eksistere.

Denne formidling af værket er derfor fuldkomment læserdrevent, snarere end drevet af det

anmeldte. ”Fordi en anmelder først og fremmest er til for publikums skyld og kun gennem at tjene

publikum kan tjene kunsten.” (Kristensen 1953, s. 312)

Slutteligt kommer en anden pointe til syne. ”Forudsætter man, at skønlitteraturen i princippet

henvender sig til alle eller almenheder, så er anmelderen, der repræsenterer publikum overfor

litteraturen og litteraturen overfor publikum, vel den, der skal søge at uddrage det almene af værket

på publikums vegne.” (Bredsdoff, Jørgensen & Klysner 1979, s. 43) Ikke nok med, at anmeldelsen

er lavet for læseren, og er brugerdrevet, så er den også skrevet til almenheden. Anmeldelserne bliver

14


skrevet for læserne, og til trods for at aviser har forskellige læsergrupper, alt efter indkomst, politisk

orientering og lignende, der associerer og bliver associeret med avisen, så er det væsentligt at huske

på, at avisen på trods af dette, ikke ville kunne overleve med et snævert økonomisk felt, og derfor

må arbejde for den bredere befolkning, eller med løsere målgrupper. Derfor skal anmeldelsen også

skrives for denne almenhed, den samme almenhed, der kan ende med at blive inspireret og komme

ind og se filmen. En avis kan sortere i, hvad målgruppen skal læse, ved at udelade anmeldelser af

værker, der ikke ville være interessante for deres læsere, men en anmeldelse i sig selv skal kunne

appellere til alle, der ville være interesserede i værket, ville have en mindre nysgerrighed, eller på

anden måde vil finde omtalen relevant.

Så, kort fortalt: ”Hvad skal en god anmeldelse indeholde? Derom hersker der delte meninger, men

følgende elementer vil normalt indgå: (1) en beskrivelse af det anmeldte værks indhold; (2) en

positiv eller negativ vurdering af værket samt en begrundelse for denne vurdering; og (3) en

anbefaling(eller det modsatte) af værket til læserne.” (Bergenholtz & Frandsen 1997, s. 48)

Anmeldelsen bliver derfor defineret som en bedømmelse af en kulturel eller underholdningsmæssig

event, her en film, der vises i biografen, ud fra både personlig mening om filmen og et objektivt syn

på, hvor vidt filmen er af almen, offentlig interesse. Anmeldelsen vil derfor blive brugt til at sprede

informationer omkring filmen, pirre læserens interesse og give mulighed for, at læseren kan tage en

informeret beslutning om, hvor vidt denne ønsker at se filmen eller ej, eller, om muligt, at skabe

nok interesse til, at en negativt indstillet læser vil genoverveje om denne negative indstilling til

filmen er den rette vej.

Anmeldelsen er en anbefaling til et muligt publikum, der ikke samme mulighed for at se alle film,

der kommer i biografen, og derfor må holde sig til andres bedømmelser og meninger.

4.0 Forskellen på anmeldelse og kritik

Vurderingen ligger højt på listen over anmeldelsens attributter, og dette er højst sandsynligt, hvad

der giver en vis forvirring mellem anmeldelsen og dens kulturelle og avisfaglige fætter: kritikken.

Begge artikeltyper giver vurderinger af forskellige medier, begge bør forklare hvorfor noget er godt

eller skidt, begge vil skabe inspiration og interesse omkring det beskrevede, uanset om dommen er

positiv eller negativ. ”To the reading public, a critic is a critic is a critic.” (Titchener 1998, s. 1) En

almindelig læser vil højst sandsynligt læse en anmeldelse og en kritik ens, og måske få det samme

15


ud af læsningen. Men, som Titchener fortsætter: “Inside the professional newsroom, however, the

difference becomes apparent and important.”

Kritikeren og anmelderen arbejder ofte meget ens, når det ses udefra af udenforstående (Titchener

1998, s. 1). Til trods for at de arbdejer med det samme materiale og burde have en fælles baggrund i

journalistikken, er denne sammenligning kun en utopisk tanke: ”Idealet var naturligvis, at kritiker

og anmelder var et og det samme; men det kan kun ske ved enkelte lykkelige sammentræf, ellers

har arbejdsforholdene ført med sig, at der er stor forskel paa deres arbejde.” (Kristensen 1953, s.

310). Der er stor forskel på, hvad en anmelder og en kritiker laver, og hvordan deres arbejde

udfoldes for den almene læser.

Der er, i teorien, en stor forskel mellem det, en anmelder får publiceret, og det, en kritiker

indleverer til avisen. En kritiker kritiserer, sætter værket op mod historien, dens fortid, dens mulige

fremtid, og alt hvad der dertil hører, baseret på deres egen interesse. Anmelderen laver derimod

arbejdet for læseren.

Forskellen på en kritikers arbejde og en anmelders er “[…] the difference between a studied

evaluation over time of an artistic effort (criticism) and the overnight reaction to a play, concert, or

exhibit (review).” (Titchener 1998, s. 2). Eller simplere sat op, forskellen på en kritikers produkt og

en anmelders produkt er et spørgsmål om tid. Tid til at uddanne sig, blive informeret yderligere,

gøre sig til ekspert, og derefter tid til at sidde og udvælge sine ord omhyggeligt og præcist. Tid til at

analysere, snarere end simpel domfældelse.

“A report is an objective account of an event. With opinion, it becomes a review, and in-depth

analysis makes it a criticism.” (Titchener 1998, s. 30) For meningen gør det til en anmeldelse. Den

informerede mening gør det til en læservenlig anmeldelse, men tiden til og interessen for at

analysere værket, til at sætte sig ned og gøre den objektive observation, ikke bare til en

meningsudformet vurdering, men til et analytisk begrundet produkt, der kan sætte værket op mod

andre værker i fortid og fremtid, det er kritikken. Ikke at dette på nogen måde ændrer på

vigtigheden af anmeldelsen, og derfor anmelderen, for kritikeren arbejder under et andet pres og

under andre forventninger.

Kristensen sætter kritikeren i dennes faglige kontekst. ”En kritiker skal placere et kunstværk i tiden;

han skal helst have den indflydelse med, som værket har udøvet paa de efterfølgende; han skal helst

staa i nogen afstand fra værket og have domme, han kan støtte sig til eller forkaste. For ham er det

næsten muligt at naa op til det ’uinteresserede behag’, som ifølge Kant skulle være det inderste i al

æstetisk nydelse. Hvad indflydelse kritikeren saa har paa sin samtids kunst er underordnet, selv om

16


han selvfølgelig ikke undgaar at faa det, hvis han er en betydelig personlighed.” (Kristensen 1953,

s. 311) Æstetisk nydelse. Placerer kunst i tiden. Et nobelt arbejde, der dog ikke på samme måde

involverer læseren. På en måde kan kritikeren sammenlignes med kunsthistorikeren, der arbejder

med kunsten i fokus, og sjældent tager hensyn til ting, der ligger udenfor dette felt. Produktet, om

hvilket der skrives, er fokusset, og en god kritik, og derfor en god kritiker, koncentrerer sig

udelukkende om dette. Det er hér fordybelsen i materialet, mange års interesse og uddannelse

kommer til sin ret.

Alt dette er ikke af interesse for anmelderen, og af god grund. ”Anderledes er det med anmelderen.

Han staar i nuet, i læserens første række. Der levnes ham tit kun en pibes tid mellem læsningen af

en bog og ’domsafsigelsen’ af den, da ethvert dagblad desværre nærer det hastværksønske, at det er

bedre at komme først ind end komme bedst ind.” (Kristensen 1953, s. 311) Denne mangel på tid

udspiller sig for anmelderens vedkomne ved at stoppe dem fra at analysere materialet. Anmelderen

arbejder for at formidle og redegøre for filmen, og der er derfor heller ikke grund til at fordybe sig

på denne måde.

”Filmanmelderen er traditionelt en allround-kritiker. Han skal være smidig, så han kan gå ind på

genrernes egne præmisser.” (Jørgensen 1991, s. 121) All ekspertise en anmelder kunne have haft er

fravalgt til fordel for et bredt spekter af viden, der hjælper anmelderen til at anmelde udenfor et

givent felt, han eller hun måske har haft større interesse for. Anmelderen er kulturjournalist,

arbejder for avisen, og kommer på den måde ind fra en vinkel, når det kommer til kritik af værker.

Der er behov for en blandet viden, på samme måde som andre journalister ikke kun kan skrive om

et bestemt problem, eller at nyhedsværten i fjernsynet ikke kun kan fortælle om krig, og så overlade

andre nyheder og formidling af information til sine kollegaer. Som nævnt kan ikke engang

sportsjournalisten specialisere sig i en eller to typer sport, men bliver bedt om at dække alle

sportsbegivenheder, og om at kunne videregive en informeret mening bygget på de sportslige fakta.

Hvor kritikeren skriver for værkets skyld, for at sætte det i perspektiv, så for producentens skyld,

som en mere generel (konstruktiv) kritik som oftest er, og så for de øvrigt interesserede, er

anmelderen som nævnt journalist. ”Fordi en anmelder først og fremmest er til for publikums skyld

og kun gennem at tjene publikum kan tjene kunsten.” (Kristensen 1953, s. 312) Og skriver derfor

for avisen, som er brugerorienteret. Hvis der ingen læsere er, er der ingen avis, og hvis der ingen

avis er, er der intet arbejde til journalisten, så hos anmelderen er læseren førsteprioritet for den

færdige anmeldelse. Anmeldelsen er en form for kulturel folkeoplysning, med et mere kommercielt

17


spin end DR1’s OBS, men på det kulturelle plan ingenlunde mindre vigtig end den form for

information. En folkets tjener mod det lige så vigtige værkets tjener, som kritikeren står for.

Med dette i tankerne, bliver Kristensens næste mening en smule dybere. ”For anmeldere er ikke

docenter. De er de første læsere, fortroppen, helst elitetroppen, med hvem kunstneren oplever sit

første møde med publikum, og dette møde er altid farligt for kunstneren; thi i dette nu staar hele

hans skæbne som kunstner og menneske paa spil, i dette nu skal han blive sig selv bevidst.”

(Kristensen 1953, s. 314) Den vigtige rolle som den første læser, som folkets talerør og lignende

sætter anmelderen i et smukt lys som en bastant del af den alment kulturelle scene, på trods af den

lettere anonyme måde, hvorpå disse ’elitetropper’ (Onlinelibrary.wiley.com, geekculture.dk)

videregiver deres informationer til befolkningen. Der er intet stort råberi over en anmelder i avisen,

der står gemt bag deres navn et eller andet sted, ofte i slutningen af anmeldelsen, som en eftertanke

omkring anmeldelsens ophav, mens kritikere, hvor sjældne de så end virker i den daglige

aviskontekst, ofte er støtter i det finkulturelle selskab. Og det er vel også her Kristensens tanke om

idealet for anmeldere og kritikere kommer til sin ret (Kristensen 1953, s. 310). For med kritikerens

følge, kendskab og respekt og anmelderens fokus på den almene befolknings kulturelle ve og vel,

kunne der om muligt komme noget større ud af det, flere tanker og mere tid til fordybelse i værket,

så anmeldelsen kan skrives ret og med højest mulig fordel for læseren, end en kort paragraf eller to,

hvor resume, meninger og vurdering bliver gennemgået og forklaret på samme tid, uden tanke på en

mere specifik vurdering.

Men et er den generelle tanke om anmeldere, og hvordan de står som anonyme forkæmpere for

befolkningens bedste, en anden er den virkelighed disse anonyme anmeldere så står overfor. “Ingen

anmeldere citeres så meget i annoncer som filmanmeldere, og mange skriver med en klar

bevidsthed om det.” (Jørgensen 1991, s. 119) For til trods for at de færreste bliver nævnt ved navn,

så er anmeldernes udtalelser, eller i dette tilfælde, tekstuelle udsagn, en stor del af den omtale,

filmproducenterne smider efter forbrugerne i forsøget på at indtjene deres penge på det nyeste hit i

biograferne, og senere, på dvd og blu-ray. Hvem har ikke set tilskriften ”sjov, charmerende og

actionfyldt” efterfulgt af et vist antal stjerner på en filmplakat, eller når de skal bestille billetter til

filmen på kino.dk? Vurderingen gennem stjerner, og den videre korte introduktion er den flavour-

tekst som biograferne og filmproducenter bruger til at trække publikum til. Og hvor meget disse

vurderinger så er værd uden resten af teksten for at give ordentlig kontekst til den såkaldte sjove,

charmerende og actionfyldte film, det bliver glemt, filmen bliver prist med fem eller sågar seks

stjerner.

18


Det er billig reklame, og som Kristensen nævner, er anmelderne klar over det. I sig selv er det vel

egentlig deres job, ud over den egentlige vurdering og folkeoplysningen. At skabe opmærksomhed

til de værker, der fortjener det.

Fagligt set er anmeldelsen en bedømmelse og anbefaling til det almene publikum, der henvender sig

direkte med det formål at få læserne til at se, eller ikke se, en bestemt film. Kritikeren er ikke på

samme måde interesseret i at anbefale, men snarere bedømme oplevelsen ud fra en mere kulturel og

faglig vinkel, så oplevelsen sættes op mod andre værker af samme slags. Dette er ikke altid

henvendt den almene befolkning på samme måde som en anmeldelse er, og har også den fordel for

kritikeren, at kritikken ikke behøver at blive færdiggjort så hurtigt som muligt, for at få den samme

dækning og udbredelse som en anmeldelser har behov for, for at kunne leve op til sin definition om

at bedømme og anbefale for at få folk til at tage beslutningen om at opleve det selv.

Hvis man ser bort fra det ideelle og fagligt teoretiske i de to former for bedømmelser, så spiller

tiden, hver journalist har, en stor rolle for, hvordan de to former for artikler er opbygget, og hvilket

indhold, der er at finde.

Den brugbare anmeldelse er vurdering, bedømmelse og information, samlet i en interessant,

relevant og nyhedsorienteret pakke, der leveres til læseren specifikt, for læseren er dommeren over

bedømmelsen.

5.0 Hvad er en brugbar anmeldelse?

Så, når anmelderen nu beriger omverdenen med informerede meninger og vurderinger af kulturelt

materiale, hvad er det så, der gør deres værk, anmeldelsen, til det fornemme værk af læservenlig

meningsdannelse? Titchener foreslår: “The trademark of successful reviewing, whether performed

by reviewer or critic, is first to learn or to take into account all possible reason for the success or

failure of an effort, then be able to distinguish which contributed and which did not.” (Titchener

1998, s. 48) Succesfuld anmeldelse er kunsten at kunne gennemskue alle grundene til at en film

(eller andet værk) blev en succes eller en fiasko, og at kunne klargøre, hvilke af de faktorer, der rent

faktisk spillede ind. En form for vurderingssag, der i høj grad lægger vægt på anmelderens

kendskab til, og erfaring med, de værker han eller hun anmelder på daglig basis. Titchener sætter

fokusset på hele værket, men pointerer samtidig at en anmelder må være i stand til at kunne dele

helheden op i dens enkeltheder, og derefter formidle de væsentlige dele videre til befolkningen som

en informeret mening omkring værket. Det er ikke nok at sidde med en god mavefornemmelse eller

19


at føle at det har haft en god oplevelse, når publikum træder ud af biografens mørke. Følelsen,

meningen, skal begrundes, og helst belyses fra flere sider. Hvorfor er filmen værd at tage ind og se?

Hvilke dele var trækker fra den endelige bedømmelse; hvorfor får denne film ikke seks stjerner?

Disse dele af anmeldelsen, eller rettere, svarene derpå, er grundlaget for en anmeldelse, der kan

bruges af læserne som andet end tidsfordriv eller rent læsestof.

Videre foreslår Titchener: “[…] the key to successful reviewing or criticizing is being able to define

and comment on creativity. Perhaps, the next step is to understand, that most artistic efforts are

neither all good nor all bad.” (Titchener 1998, s. 31) Enhver kunstners skræk, at blive bedømt på

deres kreative udfoldelser af en, der ikke forstår sig på kreativ frihed. Og den lettere

postmodernistiske (Wolfe 2011) tanke, at kunst og kulturelt ansporede værker, her også de

underholdningsmæssige, kommer til at blive bedømt subjektivt af den, der beskuer det, lytter til det,

eller på anden måde oplever værket. Anmelderen står så i den situation, at han eller hun bliver nødt

til at udlægge en nogenlunde objektiv observation af oplevelsen, til trods for de meninger og

vurderinger de kommer med, da disse meninger skal være brugbare for den almene befolkning. Men

som fagfolk har de dog evnerne og baggrunden til at kunne belyse værket, måske endda de kreative

processer, der ligger bag, og derfor kunne kommentere på værket på professionel vis. Kommentere,

forklare og videregive observationerne af værket, så læseren også får forståelse for denne

kreativitet.

Om den ideelle tanke om kreativ immunitet fra bedømmelse er en produktiv tanke, kan diskuteres.

Men som kulturrepræsentant kommer de fleste anmeldere til at stå i en situation, hvor den film, de

har set, ikke bør videreformidles til den almene befolkning. Enten grundet en både objektivt og

subjektivt dårlig kvalitet, eller grundet manglende underholdningsværdi. Her må anmelderen tage

beslutningen om, hvor vidt de skal ignorere publikums nysgerrighed, og ikke anmelde filmen, eller

fatte keyboardet og formidle manglen på kvalitet til læserne, og håbe at disse tager den rigtige

beslutning.

“Hvad kan anmeldelser bruges til? […] Information og nytteværdigen af et værk.” (Bergenholtz &

Frandsen 1997, s. 49) Bergenholtz & Frandsen pointerer her grundlaget for en anmeldelse. Som det

er blevet nævnt er vurderingen en stor del af dét, der gør en anmeldelse en anmeldelse.

Anmeldelsen er der for at give en professional vurdering af værkets indhold, give en

brugsvejledning til, om værket er pengene værd, så at sige. Samtidig er anmeldelsen med til at

viderebringe informationer om værket, både omkring mere faktuelle data som titel, premieredato,

instruktør med videre, og en mere ukonkret videregivning af informationer, som indholdet af værket

20


via resumeet, hvilke værker anmelderen måske mener, er relevante at sammenligne værket med, og

stjernevurderingen, der svæver et sted mellem nytteværdig-information og egentlig information, da

antallet af stjerner ikke er en videnskab, og ikke fortæller noget om, hvor vidt læseren vil synes om

filmen, men snarere at anmelderen måske vil overveje at se filmen selv i deres fritid, eller at de gik

fra biografen med en dårlig smag i munden eller en skyldfølelse over at have brugt avisens penge på

noget, der ikke var det værd, men som de skulle se for at kunne skrive anmeldelsen eller i det

mindste for at kunne tage beslutningen om ikke at skrive en anmeldelse om filmen, og derved

undlade at kalde opmærksomhed mod det middelmådige værk.

Samtidig er informeringen en meget konkret del af anmelderens arbejde, både for at vurderingen

har noget faktuelt at læne sig op af, for at anmeldelsen er så reel som muligt og fordi de basale

informationer er og bliver vigtige for, at anmeldelsen er brugbar for læseren. “Neither critic nor

reviewer should force the reader to beg for information.” (Titchener 1998, s. 41) Læseren er ikke

interesseret i at bruge sin tid på at læse om en film, eller en hvilken som helst anden

underholdningsmæssig eller kulturel oplevelse, for så at stå tilbage uden at vide, hvor, hvornår og

hvordan, for ikke at tale om hvad, hvem og hvorfor. Eftersom anmelderens arbejde er at videregive

informationer, og ikke simpelthen at give sin mening om et eller andet, så er det også anmelderens

arbejde at videregive disse informationer korrekt, simpelt og konkret, så læseren ikke står med

vigtige spørgsmål, der ikke bliver besvaret. Hvis en anmelder fejler i dette, vil læseren ikke kun føle

sig snydt i at have brugt tid og energi på at læse anmeldelsen, uden at have nået sit mål ved dette,

men det kommer også til at skade det anmeldte, da de manglende informationer enten kan betyde

læseren nu mangler informationer nok til at kunne opleve værket selv, eller værre, at læseren nu

mangler interesse, motivation eller goodwill til at finde informationerne selv, eller vil undlade at

tage i biografen, i teateret eller hvad det anmeldte nu var involveret i, af den simple grund at de har

fået en dårlig oplevelse, der relaterer til værket. At al omtale er god omtale, er måske sandt i og med

at mange tager ind for at se dårligt anmeldte film af ren nysgerrighed, og for at se om anmelderen

har ret, men dårligt struktureret omtale er i dette tilfælde værre end ingen omtale, da det skaber

splid hos kunden, allerede inden de har fået egne erfaringer med værket.

“The newspaper must be aware of reader curiosity, whether the product that caused it is noteworthy

or not.” (Titchener 1998, s. 42) Som sagt, al omtale er god omtale. Hvis et værk bliver anmeldt

skaber det interesse. På samme måde skal anmelderen også være klar på at følge de trends, der er

sat i den almene befolkning. De fleste almindelige mennesker er ikke videre interesserede i en

filmanmeldelse af den seneste udenlandske kunstfilm, der udelukkende bliver vist uden

21


undertekster, og i en monokrom orange. Disse film behøves ikke at blive gemt væk eller blive

ignoreret til fordel for det mere mainstream medie, men bør ikke være det, der stopper en avis fra at

trykke en anmeldelse af den seneste Die Hard film, til trods for at kunstfilmen måske har mere at

byde på. Anmelderen må være parat til at følge popularitetsstrømmen, og mere end det, være i stand

til at læse i læserne, hvilke kommende film, de ville være interesserede i at få mere at vide om. Jo

mere omtale en film har inden premieren, jo nysgerrigere bliver publikum, og des større interesse er

der for at læse yderligere anmeldelser og omtaler af filmen. Denne form for opbygning af interesse,

hype og nysgerrighed er det, der sælger billetter, når det kommer til nye film, der ikke allerede har

en fanbase, og det, der sælger flere billetter hos film, der allerede har en fanbase.

Når det kommer til informationerne, er der derfor gode vaner at hente for eventuelle nye anmeldere.

”The most common practice among reviewers is to divide identification, putting the name of the

work and its principal contributor or creator at the top, and adding other necessary information later,

often as part of a strong closing statement.” (Titchener 1998, s. 33) Alt dette er med til at skabe et

godt kommunikationsflow, så informationerne er nemme at finde for læseren, og de derfor ikke

behøver at sidde og lede efter dem i teksten. Dette er også en udmærket måde at være sikker på,

som anmelder, at de mest nødvendige informationer er med.

Hvor vidt dette næste bud er strengt nødvendigt for, at en anmeldelse er brugbar, kan diskuteres.

“The source of a film can be an important or an incidental part of a review. Scripts written expressly

for the screen may need to be judged differently from adaptions of stageplays or books.” (Titchener

1998, s. 46) Dog er det for mange værd at nævne, hvis bøgerne, filmen er baseret på, er populær

nok til faktisk at være kendt i lille Danmark. Dette er igen med til at give positiv omtale ud over

fanbasen, hvor disse informationer måske også betyder at læserne vil samle originalmaterialet op,

enten før de får set filmen, eller efter (Bilag3). Dette kan især være relevant, hvis bøgerne, filmen er

baseret på, ikke hedder det samme som filmen, eller hvis der er behov for at nævne forfatteren, så

læseren kan anskaffe sig andre bøger af samme forfatter. Denne positivt ladede omtale skaber

derfor interesse, ikke kun for filmen, der bliver anmeldt, men for originalmaterialet, og kan skabe

en ny bølge af interesse, hvis bogen ikke er af nyere oprindelse.

På denne måde bliver anmeldelsen bygget op til at være så læsevenlig og brugbar for læseren som

overhovedet muligt, informationerne er klare, vurderingen og derfor nytteværdigen af værket bliver

forklaret og slået fast, værket bliver resumeret og omtalt. Anmelderen søger for at holde øje med

den almene befolknings interesse for nye film, hvad der er populært, og hvad der er så mainstream,

at det ville være foragt for underholdningsindustrien at ignorere det. Alt dette er med til at skabe en

22


kulturel artikel, der falder i læserens smag. Men som anmelder står de også overfor en lang række

problemer, der kan vanskeliggøre skrivningen af deres anmeldelse.

Jørgensen starter således: “Anmelderiets største problem er fagfolk, der ikke formår at frigøre sig

fra fagsproget.” (Jørgensen 1991, s. 94) Anmeldelser bliver skrevet af professionelle, folk, der

arbejder med genrerne og medierne på daglig basis. Fagsprog vil derfor være en del af deres

dagligdag, men da anmeldelser bliver skrevet til læserne, almindelige mennesker, der hverken

arbejder indenfor journalistik eller underholdningsbranchen, vil fagsprog, på samme måde som

manglende, eller gemt, information, gøre læserne irritable og mindre interesserede i, hvad

anmeldelsen forsøger at sige. Dette må dog siges at være et mindre problem, da de fleste anmeldere

er journalister af navn og gavn, og derfor er vant til at holde sig til et journalistisk og redegørende

sprogbrug, som almindelige avislæsere ikke føler sig stødt over.

Tidsmæssigt er anmelderne pressede. “Filmanmeldere ved, at film kun kan holdes på biografens

repertoire i kort tid, hvis der ikke kommer publikum til den. Det gælder om at rykke ud med det

samme og slå på tromme for det gode.” (Jørgensen 1991, s. 119) Til trods for at film herhjemme

kommer på DVD efter to til tre måneder af programmet, er der ikke mange penge i at skrive

anmeldelser for noget, folk allerede har set, eller som folk allerede kender til. ”De henvender sig i

første omgang ikke til mennesker, der allerede har set filmen, men til de muligt interesserede.”

(Jørgensen 1991, s. 119) Derfor er det vigtigt at komme ud så hurtigt som muligt til en

pressevisning, som ofte sker dagen før premieren. Der er her mulighed for at skabe sig et indtryk,

og være klar til at få trykt anmeldelsen så det bliver en reklamerende omtale, snarere end en

kommenterende. Her løber anmelderen dog ind i et anmeldelsesteoretisk problem: “One viewing of

a film you intend to discuss intelligently is never sufficient.” (Corrigan 2010, s. 28) Her kan

anmelderen reddes ved Corrigan’s brug af ordet ’discuss’, da en anmeldelse ikke diskuterer det

anmeldte, og ikke engang lægger op til diskussion. Men det stiller det spørgsmål om læseren kan

stole fuldt ud på en anmeldelse, når den baserer sig på en enkelt visning, hvor anmelderen samtidig

har været distraheret af, at skulle tage noter, og måske allerede i tankerne har været i gang med at

sammensætte sin anmeldelse, som Corrigan belyser her: “Often, though, that needed second or third

screening may not be possible, especially if the film is older, foreign, or not in wide distribution. In

such cases, despite the difficulty in taking your eyes off the screen momentarily, it is important to

take notes of some sort during a first-and-only viewing. If more than one screening is possible,

notes can be increasingly detailed and complete.” (Corrigan 2010, s. 28) Her er problemet ikke, at

filmen er for gammel, men at der kun er denne ene visning inden premieren, og at der ikke er

23


mulighed for at smide filmen på DVD-afspilleren og lade den køre i baggrunden, mens anmelderen

skriver sin anmeldelse. Anmelderen står derfor på en skillevej mellem notetagning, der er vigtig for

at huske de reelle kontekster, og hvad filmen dybest set gik ud på, og at kunne koncentrere sig om

filmen, så de ikke går glip af alle delene, der spiller sammen for at komme frem til et godt produkt.

Samtidig sætter Jørgensen spot på en anden problematik: “Den kunstige forevisningssituation […]

har været genstand for kritik [da] enhver biografgænger ved, at en fyldt sal forhøjer

oplevelsesintensiteten.” (Jørgensen 1991, s. 119) Kan man, som anmelder, skrive en brugbar

anmeldelse, når anmelderen ikke har fået hele oplevelsen med, og måske ikke har fået set hele

filmen i et træk? Det er meget muligt, når man ser på anmeldelsens basale behov for information og

informeret vurdering, men her må antages at der kan mangle et lag af noget mere. Men som

reklamerende omtale og et ekstra skub for at få folk i biografen, virker det trods alt.

Samtidig med alt dette står anmelderen under et andet tidspres, der på sin vis stiller spørgsmålstegn

ved, om anmelderen kan skrive noget ordentligt under tidspres, og på den anden side måske løsner

op for det problematiske omkring koncentrationen under visningen. ”Der levnes ham tit kun en

pibes tid mellem læsningen af en bog og ’domsafsigelsen’ af den, da ethvert dagblad desværre

nærer det hastværksønske, at det er bedre at komme først ind end komme bedst ind.” (Kristensen

1953, s. 311) For de fleste anmeldelser er en spalte eller to, alt efter hvor stor producenten er. Der er

ikke plads til sofistikerede tanker omkring de jungianske symboler i Star Wars, men der er lige

plads nok til at give et overordnet indblik i filmen, anmelderens holdning, og de vigtige

informationer, og som sådan går læseren ikke glip af noget.

En anmeldelse er frem for alt brugbar for læseren, hvis den er klar, forståelig og relevant. Den

basale information skal være lettilgængelig, også for læsere, der kun skimmer anmeldelsen,

vurderingen skal helst være at læse uden at blive involveret i selve teksten i anmeldelsen, og derfor

let at gennemskue, for eksempel via stjernesystemet. Anmeldelsen skal indeholde disse

informationer, en subjektiv vurdering baseret på en objektiv forståelse af filmen, og en

bedømmelse, der kan ligge til grund for en beslutningsproces hos læseren, der helst skal få dem til

at tage i biografen. Anmeldelsen skal helst være enkelt og genkendeligt sat op, så den er nem at

navigere, og derfor læse og forstå, og den skal forholde sig til læserens nysgerrighed overfor nye

premiere film, der kommer på plakaten, samt forholde sig til alle andre nyheder på scenen, for at

have mulighed for at introducere nye film for læseren, de måske ikke var klar over ville være

relevante eller interessante for dem.

24


En anmeldelse skal også gøre sit bedste for at gøre brug af den plads, den er tildelt i avisen, til trods

for anmelderens mangel på tid, når han eller hun skriver den. Anmeldelsen er også underholdning,

og skal virke interessant hele vejen igennem, samtidig med at den opretholder de faglige

egenskaber, der er behov for, for at være velopbygget.

6.0 Hvordan opbygges en anmeldelse?

6.1 Pressevisning

Med de simple instrukser at en anmeldelse er en vurdering og informationsøjle for nye værker, må

det jo være Ganske enkelt at skrive en anmeldelse. Men her kommer de tidligere problemer ind i

billedet, og sammen med dem, både retningslinjer og regler. Til trods for den forholdsvist simple

grundide bag anmeldelsen, er dette en professional skrivemåde, en artikel, der skal kunne læses af

avisens læsere, uden at disse føler sig snydt. Derfor er der opstillet en lang række krav til

anmeldelsen, og hvordan mans skriver en sådan.

Helt basalt starter en anmeldelse allerede at tage form inden filmen starter. “As far as possible,

prepare yourself for a movie; even before it starts, ask questions about it and about your own

potential interest in it.” (Corrigan 2010, s. 20) Anmelderen gør sig klar, stiller sig selv nogle

spørgsmål, og sætter måske ord på sine forventninger baseret på instruktør, producent eller

skuespillere involveret; i tilfælde af animationsfilm er det en god ide at være opmærksom på

tidligere film fra samme selskab, da både målretning for producenter som Disney og Dreamworks

kan skifte over de år, det tager at lave en film, og det teknologiske fremskridt bør være at se i

mellem film, der ligger et par år fra hinanden. Fortælleteknik vil også være en overvejelse at gøre.

På samme måde som en almindelig biografgænger sætter sig selv op til at se en film ved at læse

anmeldelser og se trailere, sætter anmelderen sig derved op til at se filmen fra et mere professionelt

synspunkt, og forberedelsen kan gøre en forskel, når koncentrationen bliver delt mellem noter og

film.

“Ideally, in fact, a first viewing can be a more or less note-free viewing during which you enjoy the

film on its most immediate level. With the second screening (and ideally a third), you can begin to

take more careful and detailed notes. One viewing of a film you intend to discuss intelligently is

never sufficient.” (Corrigan 2010, s. 28) Da dette ikke er muligt gennem en pressevisning, er det

særdeles vigtigt at forberede sig godt, og helst notere sig yderligere tanker, når de kommer ud af

salen. Allerede inden anmelderen forlader sit sæde kan anmeldelsen være begyndt at tage form, og

25


her er det godt med det generelle tidspres, da filmen er frisk i anmelderens hukommelse, mens den

bliver skrevet, og især under notetagningen.

Men derudover er pressevisningerne et dobbelt-ægget sværd. ”Seeing a movie with all your

attention is the only way to begin writing about a film – even one you don’t like.” (Corrigan 2010,

s. 19) Det er trods alt svært at give en film ens fulde opmærksomhed, når der skal tages noter.

Slutteligt er det værd at nævne den menneskelige tendens i kritik eller kommentarer, for den sags

skyld: “[S]ynes det meget vaskeligere at variere sine vurdering i det positive end i det negative.”

(Jørgensen 1991, s. 102) De fleste har nemmere ved at finde noget at kritisere noget for, end at vise

en glæde og positiv holdning omkring problematikken, måske i en form for menneskelig ’bedre end

dig’ væremåde, eller i den danske Jantelov, hvor en negativ vurdering i det mindste er bedre end

slet ingen. Men en anmeldelse kan ikke kun være kritik, det er, trods alt, hvad kritikkeren er der for.

Da anmeldelsen skal lokke folk til biograferne, og bruges som en anbefaling, kan den positive tanke

ikke ignoreres eller gemmes væk. Det behøver ikke være uendelig ros, selvom det også bliver set,

men det bør være den ledende tanke, hvis filmen kan anbefales.

6.2 Opbygning

Når forberedelserne er overstået, står anmelderen tilbage med selve anmeldelsen, og de dele, den

består af. Titchener foreslår: ”The five parts of the review are a strong opening, a strong closing,

identification, summary and opinion.” (Titchener 1998, s. 31) En forholdsvis simpel opbygning af

en eventuel anmeldelse, der helt ignorerer hvilken form for fyld, der skulle være ud over de nævnte

dele. Disse dele er dog meget vigtige at huske på, i sin skrivning af en anmeldelse, da der ligger

stærke værdier bag dem, og at udelade dem ville skade forståelsen eller interessen hos læseren.

For at skabe interesse, ud over den, der allerede er skabt i forventningen hos læseren inden denne

begynder på læsningen, samt nysgerrighed og yderligere motivation til at fortsætte, bør en

anmeldelse starte stærkt ud. “The opening is critical in that it must attract the reader’s attention and

at the same time give some indication as of the success of the event being reviewed. (Titchener

1998, s. 32) Åbningsparagraffen indeholder derfor kraftfulde retoriske virkemidler, samt involverer

læseren gennem nogle af de informationer, der er behov for, for at læseren føler sig involveret.

Anmeldelsen bruger de journalistiske kneb for at skabe interesse, på samme måde som en god

artikel engagerer læseren via titel, undertitel og lignende. Det er vigtigt at huske på, at anmeldelsen

I sig selv er en journalistisk artikel omkring underholdning, og læseren derfor vil se frem til at føle

sig underholdt. På samme vis bør slutningen af en anmeldelse også være værd at huske, ud over at

26


sammenføje pointerne og på anden vis give en flydende og behagelig afslutning på læsningen: “The

good review, in itself a piece of writing worthy of comment, will also have a strong closing

statement that reflects the sentiment expressed in the opening.” (Titchener 1998, s. 32)

Ud over de virkemidler, der gør læseren interesseret og nysgerrig efter at vide, hvad anmeldelsen

involverer, så kommer et andet vigtigt punkt I definitionen af en anmeldelse til syne i den næste

vigtige del af en anmeldelses opbygning: Information. “Identification must include enough

information for the reader of the review to find the film, play, or exhibit, know what time it begins,

how long it will be around, who is selling it, and perhaps how easy or difficult it is to see. There

should also be no doubt about the type of effort being reviewed.” (Titchener 1998, s. 32) Simple

informationer, som er vigtige for at formidle værket, der bliver anmeldt. Til trods for at

identifikation og de yderligere relevante informationer burde være nemme at huske i en anmeldelse,

er det alligevel en god ide at huske sig selv på dem, da enkle oplysninger ofte kan blive til en

forglemmelse, hvis anmelderen vil have alt det andet, mere interesserende og detaljerede med. “The

reviewer begins his assignment by taking note of the title of the film, an obvious but not always

automatic move. The reviewer must never begin with the assumption that the reader knows what he

is writing about […]. Neither critic nor reviewer should force the reader to beg for information.

Readers are not beggers, they are pageturners, which is what they will do if treated in this

highhanded manner.” (Titchener 1998, s. 41) Eftersom informationerne kan være af lang større

betydning end start- og slut-paragraffer, eller endda resumeet af værket, er det derfor journalistisk

helligbrøde at udelade dem. Om ikke andet, så en anmeldelsesmæssig dødsdom.

Efter den interesseskabende indledning på en anmeldelse, ville det være passende at forklare

historien i korte træk, så meningerne og vurderingen har en kontekst at lægge sig op imod. “Next

might come a kind of description of the story, how the reviewer categorizes it, perhaps based on the

acting, or the writing, or the directing. However, the reviewer’s label must not be a blind repeating

of what the studio calls it.” (Titchener 1998, s. 41) Som det beskrives, kan der også være andre

beskrivelser involveret, blandt andet observationer omkring skuespillet eller skuespillernes arbejde,

hvor vist filmen passer ind i den genre, den er blevet reklameret med eller om filmen passer til

målgruppen, der er blevet arbejdet imod. Alt dette er dog personlige observationer baseret på

filmen. “The reviewer arrives at a decision based on what he has seen, not on what he has been

told.” (Titchener 1998, s. 42) En anmelder bør holde sig til filmen og det, den videregiver, når det

kommer til denne type informationer, da producenter og presseomtale ofte giver et kunstigt billede

af, hvad der kan forventes.

27


Resumeet bliver involveret i den kontekst, der skal til for at skabe en ordentligt balanceret

meningsdannelse og vurdering, så der er noget at bygge de retoriske argumenter op omkring.

“Summary is a problem in reviewing […], because too many writers think it is the same as

synopsis; but it isn’t. […] The summary says, simply, what the play, book, film, or program is

about.” (Titchener 1998, s. 33) Resumeet er kortfattet og generelt, og giver en forklarende indgang

til præmisserne bag anmeldelsen. Modsat en synopsis vil hele fortællingen aldrig blive nævnt, men

giver nok informationer til ikke at ødelægge historien for læsere, der ikke har set filmen endnu – det

er trods alt målgruppen for anmeldelser – men nok til at læseren har en fornemmelse af, hvad der er

at forvente. Disse resumeer forklarer omtrent så meget som en trailer eller andet pressemateriale

allerede har, dog med vurderingen i tankerne.

Sidst er der meningen eller vurderingen af værket, hvilket er grundstammen for anmeldelsen, men

som ikke ville være brugbar uden de andre elementer. Her er det vigtigt ikke kun at have meningen

eller vurderingen beskrevet, men også at forklare hvorfor vurderingen er som den er, så læseren

ikke føler sig forvirret eller irriteret, over manglen på informationer. “Opinion is a little more

difficult than might be apparent at first, particularly in the case of the review, because the writer

must not stop at saying something is good or bad, but why it is good or bad.” (Titchener 1998, s.

34) Det er derfor ikke godt nok at give en film fire stjerner, og sige den er god nok en søndag

eftermiddag, når læseren ikke har noget at lave, eller at den vil være mere interessant for fanbasen,

uden at forklare hvorfor den fik fire stjerner, hvorfor er filmen ikke mere end tilfældigt tidsfordriv

eller hvorfor fansene vil få mere ud af filmen end en almindelig biografgænger. Det samme gælder

selvfølgelig også de positive vurderinger, der heller ikke kan stå alene i en anmeldelse, lige meget

hvor højt filmen bliver rost, eller hvor entusiastisk anmelderen var for den.

6.3 Indhold

En anden, lignede tilgang til anmeldelser kommer fra Håndbog i Nudansk, der dog beskæftiger sig

med skønlitteratur som fokus for anmeldelsen. Den er dog vigtig at tage med, da der bliver givet

relevante forslag til opbyggelse og hoveddele af anmeldelsen. Disse ting kan nemt bruges til nytte

for en filmanmelder.

“En boganmeldelse skal indeholde: indholdsreferat, beskrivelse af hensigten med bogen, vurdering

af bogen, kontante standardoplysninger om forfatter, titel, forlag, årstal, antal sider og pris.”

(Jacobsen & Jørgensen 2005, s. 56) Som det fremgår, bliver der lagt meget vægt på klare

retningslinjer end den tidligere lidt vage tilgang til opbygningen. På samme måde bliver der også

28


lagt vægt på mere konkrete kasser: Resume, hensigt, vurdering og yderligere oplysninger. Her er

der ikke meget vægt på læsevenlighed eller vurderingsmæssig værdi, reklamefaktor eller generel

interesse fra læseren.

Dog er der en faktor, der virker irrelevant for en filmanmelder: ”En anmeldelse bør som hovedregel

være loyal over for forfatterens hensigt med bogen.” (Jacobsen & Jørgensen 2005, s. 56) Hensigten

med en film, ud over personlige projekter og kunstfilm, er hovedsageligt, fra biografgængerens

synspunkt, underholdning. Hensigten fra producenten eller instruktørens side kan være alt fra at

tjene nemme penge på et franchise med mange fans, over undren eller spørgsmålsstillen til vores

virkelighed eller menneskes natur, til simpel fortællerglæde og interesse i at biografgængeren går

hjem med en følelse af at de sidste to timer ikke var spildte, fordi de tager noget med sig, som gør

dem i godt humør. At uddybe og analysere dette ville måske være relevant for værket i en kritik,

men i en anmeldelse er der hverken tid eller interesse til at skulle udfolde hensigten bag den nyeste

actionfilm for læserne. Det er, i simpleste forstand, ikke relevant for læsningen af anmeldelsen.

En relevant tanke er dog: ”Fremstillingen i en almindelig anmeldelse bør være saglig og neutral,

men anmeldelsen kan godt komme med mere personlige opfattelser og vurderinger.” (Jacobsen &

Jørgensen 2005, s. 56) Anmeldelsen skrives af en professionel, til en større gruppe af mennesker.

Der er et stort behov for at subjektive meninger og holdninger ikke overtager helt, da dette vil gøre

anmeldelsen irrelevant for andre. Den kan måske bruges som en nyttevurdering, men på samme

niveau som hvis man spørger enhver anden til råds. Så professionel journalistik bør være den

baseline, anmelderen holder sig til. Dog kan anmelderen godt komme med sine holdninger baseret

på erfaringer eller egne præferencer. Dette bliver ofte gjort af TV-anmeldere, der kommer med

deres ’Ja, jeg synes jo at-’ eller ’Jeg glædede mig, fordi-’. Avis-anmeldere har ofte ikke den helt

samme plads til den salgs anekdoter, men der er mulighed for en vis frihed, så længe alle meninger,

holdninger og vurderinger er grundigt forklaret, så læseren kan tage en informeret beslutning.

Ud over dette har Håndbog i Nudansk en liste til hjælp når brugeren skriver boganmeldelser. Til

trods for den lighed der er mellem skønlitteratur og film, er der dog ikke meget i disse

retningslinjer, der forholder sig brugbart til filmanmeldelsen som profession. Som tidligere nævnt

ønskes der for eksempel en redegørelse af hensigten med værket, hvilket er mere eller mindre

irrelevant i professionsanmeldelsens øjemed indenfor avisjournalistikken, til trods for at Håndbog i

Nudansk ligger meget vægt på, at dette bliver gjort, og hvor vidt det faktisk er relevant for læserne

af anmeldelsen at få disse ting at vide (Jacobsen & Jørgensen 2005, s. 57).

29


”Gør sådan – når du skal vurdere en bog: Brug spørgsmål som disse til at vurdere bogen: […] Er

bogen kedelig eller spændende, hænger handlingen ordentligt sammen, er fremstillingen troværdig,

er personerne sandsynlige, udvider den læserens horisont?” (Jacobsen & Jørgensen 2005, s. 57) Alle

disse spørgsmål er nogen, anmelderen kan stille sig selv i forberedelsen, under filmen, og efter

filmen. Alle disse er relevante, ikke nødvendigvis at involvere i selve anmeldelsen, men at tage med

i sine overvejelser, når anmeldelsen bliver skrevet. Det er også værd at inkludere svarene på disse

spørgsmål, skulle et element være ekstra godt eller ekstra dårligt. Især i animationsverdenen ville en

troværdig fremstilling og sandsynlige karakterer være relevante dele af filmen, da animationsfilmen

allerede har det minus at ingen af personerne eller sceneriet er virkeligt, og at fremstillingen og

fortælleteknikker er mere end blot et manuskript, og samtidig det plus at intet nødvendigvis har

behov for at være virkeligt, og producenten kan tage sig friheder omkring fremstilling med videre.

Hvor eventyrfilm skal forsøge at få en drage til at passe ind mellem de virkelige skuespillere, eller

få en flyvende karakter til ikke at virke tung og klodset, har animationen den fordel at alt passer ind,

fordi hele indholdet er skabt ud fra de samme præmisser. Om de præmisser så bliver udnyttet

konstruktivt og til fulde er en anden sag, som anmelderen må tage om med sig selv under

skrivningen.

6.4 Materialet

Det kan være relevant at inkludere, hvordan filmen er oprindet. “The source of a film can be an

important or an incidental part of a review. Scripts written expressly for the screen may need to be

judged differently from adaptions of stageplays or books. The adaption from page to screen may

have been done to take advantage of the medium, or it may be that too much of the excellence of

the original has been lost. Some say it is impossible to move a story intact from one medium to

another […].”(Titchener 1998, s. 46) I mange tilfælde, især når det kommer til filmatiseringer af

populære bøger, vil bogen ikke bare være en god grund til, at alle fansene flokker til biografen.

Samtidig kan en god filmatisering, eller, i det mindste, en interessant filmatisering, give anledning

til, at originalmaterialet får mere opmærksomhed. Desuden kan det for mange, være relevant at

filmen ikke er originalmateriale, da det giver en yderligere information, der kan lede til et plus eller

minus i læserens egen bedømmelse før biograftur. Enten på grund af en desinteresse for

filmatiseringer på grund af disses ry for enten at være dårlige og lavet for at tjene penge, eller fordi

de gerne vil undgå hele den fanbase, der vil ind og se filmen, eller muligvis den mulige

30


stigmatisering, der kan være omkring visse former for boggenrer, og derfor også de filmatiseringer,

der kommer ud af dem.

Ryet som disse filmatiseringer har, ligger hovedsageligt på den opfattelse, mange fans og andre, der

allerede har kendskab til originalmaterialet, og ikke synes om den måde, film ikke er bøger på. Der

vil altid være forskel på en bog og dens filmatisering, og dette bør være en tanke under opbyggelsen

af anmeldelsen, men samtidig skal det forstås om denne tanke er relevant for anmeldelsen. “Hvis

det drejer sig om romanfilmatiseringer, kan anmelderen naturligvis læse på lektien. Men alene

overførslen af historien fra ordmediet til billedmediet gør enhver filmatisering til en fortolkning af

langt friere art end f.eks. en given opera-opsætning er det i forhold til et kendt partitur. Den, der

anmelder en filmatiseret roman, tager først og fremmest stilling til filmen som selvstændigt værk. I

anden omgang kan han komme ind på dens kvaliteter som fortolkning af romanen. Det er bare en

anden sag. For den professionelle filmanmelder er det fuldt ud muligt at skelne mellem roman og

film. Det er ikke et krav, at han skal lade være med at læse romanen for, at han skal kunne være en

fordomsfri iagttager af filmen. På intet område inden for kulturanmelderiet er uvidenhed en dyd og

forberedelse overflødig.” (Jørgensen 1991, s. 122) En god anmelder er derfor upartisk omkring det,

der ikke er en del af den anmeldte film, på samme måde som en anmelder ikke skal involvere

eventuel presseomtale, producenternes genre-beskrivelse af filmen, og alle andre ting, der måske

kan virke distraherende for, at anmelderen kan forblive fokuseret på selve oplevelsen af filmen. En

fordomsfri anmelder, som Jørgensen siger, men da filmatiseringer af populære bøger er blevet mere

almindeligt, og at denne popularitet er større og mere kraftfuld, kan en anmelder sagtens involvere

originalmaterialet i en eventuel vurdering, så længe basisvurderingen udelukkende forholder sig til

filmen, og yderligere forklaring for valget her bringer op, om fans vil være mere eller mindre

interesseret i filmen, om den holder sig tæt til historien og lignende, men dette må være sekundært,

igen fordi anmeldelsen er skrevet til en almen befolkning, der ikke kan forventes at have et forhold

på godt eller ondt til originalmaterialet.

En mindre anseelig del af anmeldelsen handler ironisk nok om karakterer, historien, og hvor vidt alt

dette hænger sammen. “To write an intelligent, perceptive analysis of the stories and characters in

the movies, you must be prepared to see them as constructed according to certain forms and styles

that arise from many different historical influences. This is what analysis of the movies is

fundamentally about: examining how a subject has been formed to mean something specific

through the power of art, technology, and commerce.” (Corrigan 2010, s. 24) Logisk ville dette vær

en stor del af anmeldelsen, men ikke i dens enkelte dele, og det er ikke ofte et fokus for

31


anmeldelsen, så meget som en del af begrundelsen for en vurdering. Dog bør det være en stor del af

arbejdet bag en anmeldelse, at anmelderen husker på disse dele, både fra et faktuelt synspunkt, som

for eksempel om den historiske periode virker korrekt, hvis filmen er et historisk drama, og der

derfor ikke er mærkeligt plothuller eller fejl, der umiddelbart springer i øjnene eller sidder i

hukommelsen hos anmelderen, eller at karaktererne og den verden de lever i, hænger sammen uden

logiske fejl eller karakterbrister, der ikke har en sammenhæng med karakterens baggrund. Det

virker som meget arbejde, men hvis en instruktør ikke kan holde klare fejl ude af sin film, kan det

give anledning til utilfredshed hos biografgængerne. De mindre fejl kan overses, og overlades til

websites, der specialiserer sig i den slags.

Samtidig er der også et vist fokus på skuespillere og instruktører, der på samme måde som

storproducenter af animationsfilm som Disney, alene ved navn kan trække folk til. Disse

informationer er også noget, en del læsere vil være interesseret i, grundet kendisfaktor eller fanbase.

“The safest way for the beginner to handle film reviews is to build a lead on actor, director, or story.

The reviewer decides which is the strongest element in the success or failure of the show, and starts

from there. This usually produces a strong opening statement, offers some early opinion, and gets

the review off to a good start.” (Titchener 1998, s. 43) Det er som nævnt et godt udgangspunkt,

fordi kendte skuespillere eller instruktører for mange er genkendelige, har en bestemt stil, og det gør

det nemt at sammenligne deres præstationer i tidligere værker, eller, fra instruktørernes side mere

specifikt, at se om der er udvikling i deres fortælleteknik, eller om de har valgt en genre, de ikke er

vant til, eller har valgt en genre, de ikke arbejder udenfor, alt sammen noget, der i en længere

anmeldelse kan blive udforsket yderligere, og som i en kort anmeldelse kan blive pointeret kort som

begrundelse for andre observationer og holdninger.

Mere specifikt omkring karakterne, og her især i sammenhæng med animationsfilm, kommer

spørgsmålet om karaktererne er troværdige i deres roller, da filmen sætter en fiktiv verden op, hvor

det viste i filmen skal foregå at være mere eller mindre autentisk til den verden. “Characters are

another common topic for analysis in literature, drama, and film. They are the individuals who

populate narrative and nonnarrative films. Whether they are the main characters or minor

characters, they normally focus on the action and, often, the themes of a movie.” (Corrigan 2010, s.

47) Hvis en karakter ikke virker troværdig i den verden, de hører til, bliver biografgængerens

’willing suspense of disbelief’ (Tolkien 2008), deres monumentale tro på, at det, de ser, brudt, troen

på at filmens univers er til, og filmen vil ikke være den samme form for underholdning. Hvor et

brud med den tro på ingen måde er en god ting i nogen film, vil det være værre i animationsfilm og

32


eventyrfilm, da publikum allerede har sat meget tro af på, at drager, kæmper og andet overnaturligt

findes, eller at den nok så godt animerede tangostruds kan være virkelig, og hvis noget så bryder

med denne tro, vil alle de andre uvirkelige ting komme til syne og i værste fald være distraherende

og holde seeren fra at fordybe sig i filmens univers igen.

Dog skal det siges at dette ikke nødvendigvis er en god tilgang til en anmeldelse, hvis det ikke er

gjort ordentligt. “Keep in mind that an analysis of characters in a movie can be boring or seem

simple minded if you approach them as if they are merely reflections of real people or if your blur

the difference between the real historical person, the actor playing the character, and the character.”

(Corrigan 2010, s. 47) Det er vigtigt, som i alt andet, at anmelderen holder sig til det observerede i

filmen, når de skriver deres anmeldelse, men når man har med karaktererne at gøre, må anmelderen

også huske på, at filmen er en form for observation af et andet univers, og at karaktererne derfor

skal ses som hele personer. Flade karakterer bliver her et punkt, anmelderen kan knytte sin

vurdering til, ligesom eventuelle friheder, som Corrigan nævner, kan være et andet.

Andre småting, der kan blive noteret under filmen, og som kan danne forklaringer til vurderingen

involverer ting som point of view, den karakter eller fortæller, publikum ser filmen igennem, og

temaerne, der optræder over filmens forløb. Corrigan forklarer det godt. “Point of view is a central

term in writing about films because films are basically about seeing the world in a certain way.”

(Corrigan 2010, s. 49) Hvis vi holder på, at willing suspension of disbelief sammen med selve det at

se filmen er som at passivt observere et andet univers – eller, for den sags skyld, udspionere nogle

stakler i ens eget univers – giver point of view mere mening i forhold til anmeldelsen. Til trods for,

at det ikke er en betydelig del af en almindelig anmeldelse, kan det have betydning for den måde,

historien bliver fortalt på, og eventuelle plot twists, der kan foregå. Hvis point of view er relevant

for selve filmen, bør det involveres i anmeldelsen, mens det ellers kan noteres ned som den

generelle fordybelse i historiens virkelig og lignende. Dog er det værd at nævne, hvis point of view

ikke fungerer som det skal, da dette også bryder troen på filmuniversets virkelighed, og, i nogle

tilfælde, gøre biografgængeren direkte ubehagelig tilpas, for eksempel ved at få hovedpersonen til

at virke sympatisk, da filmen bliver set gennem ham eller hende, og det viser sig, at hovedpersonen

er en psykotisk morder, der ikke har fortjent den sympati. Dette kan selvfølgelig også være et tema i

filmen, for eksempel, at man ikke bør nøjes med at se verden gennem et princip eller holde på sine

egne meninger, fordi denne blindhed kan gøre mere skade end gavn, og så videre. Hvis dette er

tilfældet, ville det tema være vigtigt nok til at skrive i sin anmeldelse, da det vil have stor betydning

33


for ens egen vurdering. “These themes, in many cases, become the foundation for an analysis

because they point to the main ideas in a movie.” (Corrigan 2010, s. 39)

Sidst, rent æstetisk, kan anmelderen overveje at have et billede til at akkompagnere anmeldelsen, da

de trods alt forsøger at beskrive et visuelt og auditorisk medium. “Filmbilledet kan sige meget om

filmens atmosfære og også noget om den rent billedmæssige kvalitet (beskæring, perspektiv, osv).

Men vi kommer til at mangle bevægelsen og lyden.” (Jørgensen 1991, s. 101) Dette gør også, at

anmelderen kan overlade en mindre væsentlig del af vurderingen til læseren, og nøjes med at

formidle andre informationer, som historie og skuespillernes evner og selve vurderingen af disse.

En anmeldelse bør bygges rettet mod læseren, for læseren. Den skal skrives, så den er forståelig for

læseren, helst med de faktuelle informationer om instruktør, premieretidspunkt og sprog i enten

starten eller slutningen af anmeldelsen, så denne information er let at komme til. Da anmeldelsen er

meningsdannende og vurderende, bør denne vurdering være klar og velopbygget i anmeldelsen. Da

anmeldelser også fungerer som læsestof eller underholdning, bør en anmeldelse også være

interessant at læse, og have en stærk slutning og begyndelse, der er værd at huske for læseren.

Anmeldelsen gør også filmen en tjeneste, ved at anmelde den og sætte fokus på den, og den skal

derfor være skrevet uden at rette dårlige værdier mod filmen. Hvis en anmelder forholder sig

negativt overfor en film, kan det desuden skabe større opmærksomhed, da publikum ønsker at se,

om filmen virkelig er så dårlig som anmelderen påstår.

Alt dette betyder at anmelderen bør være opmærksom under visningen, og bruge et klar sprog under

skrivningen. Som professionel journalist bør anmelderen også forholde sig til sandheden. Af samme

grund kan anmelderen anses for at være en autoritet i forhold til debat og meningsdannelse hos

læserne. Denne tillid bør ikke brydes, da anmelderen da kan gøre uoprettelig skade på sit og avisens

rygte.

7.0 Hvordan formidles en anmeldelse brugbart til publikum?

34


Figur 3 – Anmeldelsens faktorer

Ovenstående model er fra et diskussionsreferat omkring faktorerne i anmelderiet. Som illustreret er

forholdet mellem de forskellige faktorer langt mere komplekse end hvad der er synligt i en

almindelig analyse, og læseren har, som vist, et forhold til, ikke kun anmeldelsen, men også

anmelderen og det anmeldte objekt, men ikke en forbindelse til avisen, forlaget eller forfatteren, til

trods for at disse faktorer synes væsentlige i forhold til en anmeldelse.

“Et forhold i modellen, der blev nævnt flere gange, er kravet til formidling.” (Fogtmann & Kern

Hansen 1997, s. 69) Som tidligere nævnt i kapitel 5.0 er anmeldelser skrevet til den almene læser,

og skal kunne informere og rådgive, ud over at vurdere og bedømme. For at dette i det hele taget er

muligt, bliver formidlingen i sig selv en yderst vigtig komponent, for at anmeldelsen som artikel

skal kunne lykkes. Selve den praktiske del af formidlingen af en avisanmeldelse er igennem avisen,

og dennes kultursektion eller lignende, men for at kunne formidle informationerne, skal

anmeldelsen skrives på en måde, der forståelig og til at bruge for læseren, både gennem i eksterne

informationer, der er samlet om filmen, og gennem de interne informationer, der kommer gennem

anmelderen og dennes vurdering af eventen.

Når det kommer til selve formidlingen og brugbarheden af anmeldelsen, kan man komme til denne

konklusion: ”Anmeldelsen skal være subjektiv på en objektiv måde.” (Fogtmann & Kern

Hansen1997, s. 70) Anmelderen skal være objektiv i sin baggrund for vurderingen, men subjektiv

nok i sin holdning til, at det ikke kun er en fuldt objektiv vurdering, der kunne tages ud af en

lærebog (kapitel 5.0). På denne måde bliver anmeldelsens informationer også formidlet mere som

35


en artikel, og kan derfor virke mere læselig i forhold til en mere generisk, men objektiv, artikel

omkring, hvad der i så fald vil blive, genren filmen har basis i, og hvilke virkemidler fra denne,

filmen tager udgangspunkt i. I forhold til letlæselighed og mulig underholdningsfaktor er dette

relevant for formidlingen af anmeldelsen (Fogtmann & Kern Hansen 1997, s. 70)

I for hold til egentlig indhold i anmeldelsen, kommer en anden faktor til sin ret. “[…] anmelderen

primært skal være loyal over for læseren […].”(Fogtmann & Kern Hansen1997, s. 70) Til trods for,

at det kan være lettere sagt end gjort, at forblive loyal overfor læseren, når en læser af anmeldelsen

kan være skaberen af det anmeldte værk. Som læser, bør denne skaber have mulighed for at reagere

på anmeldelsen, men mange mener at dette, når det sker som skaber og ikke læser, gør at

anmeldelsen mister sin autonomi (Fogtmann & Kern Hansen 1997, s. 70), da den ikke står udenfor

forfatterens greb, men denne interaktion kan også være til den almene læsers fordel, da skaberen

kan rette forståelsesproblemer eller misforståelser, anmelderen har skrevet i sin anmeldelse. Dette

kan så igen skabe den cirkelbevægelse, at sådanne misforståelser er almindelige i den almene

læsning, og de derfor fremgår i anmeldelsen, fordi skaberen ikke har kunnet formidle sit værk på en

nogenlunde forståelig og entydig måde. Hvilket igen kommer til sin uheldige ret i, at nogle

mennesker, anmeldere eller læsere, går direkte efter at misforstå nogle værker, for så at blive

forargede eller negative på baggrund af denne misforståelse. Men dette kan til nøds ignoreres i

forhold til både værk og anmeldelse, og formidling af begge, da den ideelle anmeldelse ikke ville

lade sig kue af folks trang til at blive vrede over småting, og den ideelle skaber ville være

forstående overfor de problematikker en anmeldelse eventuelt vil pointere.

I dette cirkelspor af kommunikation og miskommunikation er det derfor vigtigt for anmelderen at

rette sig efter den førnævnte subjektivitet i objektiviteten, og forholde sig loyalt overfor den almene

læser, eller i det mindste en sammenfatning af denne målgruppe, der opbygger stereotypen på den

almene læser, og dennes interesser i anmeldelsen, bedømmelsen, vurderingen og informationerne,

og det, at disse er beskrevet med en høj grad af sandhed fra anmelderens side.

Ud over denne implicitte loyalitet mod læseren, er der fra den anden side også læserens forhold til

anmelderen, der kan have indflydelse på formidlingen af informationerne gennem anmeldelsen:

”Der eksisterer også et forhold mellem anmelder og læser, der går uden om anmeldelsen, nemlig i

tilfælde, hvor anmelderen kan komme til at fremstå som en autoritet.” (Fogtmann & Kern Hansen

1997, s. 70) Hvis det er en kendt anmelder, hvilket virker mere sandsynligt i forhold til TV-

anmelderiet i disse tider, men også hvis autoriteten ligger på avisen som ’anmelder’, eller i det

mindste som formidler, kan der opstå et forhold mellem læser og anmelder, der ikke nødvendigvis

36


har baggrund i anmeldelsen. Anmelderen bliver en autoritet, der holder en individuel grundstand i

forhold til det, de anmelder, og som vil gå igen igennem deres anmeldelser. På samme måde som

nogen finder anmeldelser underholdende, kan nogle læsere læse kultursektionen for at finde flere

anmeldelser af samme anmelder, ikke grundet formidlingen til baggrund for, at læseren skal se en

film, men for at få en generel opdatering af kulturen på baggrund af den anmelder, de finder mest

interessant og i tone med deres egne holdninger. På denne måde er der ikke altid behov for at være

involveret i eventen eller stoffet selv, men læseren har mulighed for at involvere sig i samtale

omkring emnet på baggrund af anmeldelsen alligevel. Dette skaber et bånd mellem anmelder og

læser, der letter formidlingen og styrker kontekst-forståelsen mellem afsender og modtager (jf.

kapitel 2.1).

Formidlingsaspektet kommer også til udtryk i materialeudvælgelsen. ”Når man udvælger bøger til

anmeldelse, er redaktør og anmelder tvunget til at tage stilling til nyhedskriteriet.” (Fogtmann &

Kern Hansen 1997, s. 71) Hvor det ikke har direkte relevans for formidlingen af informationerne,

har det en fuldstændig relevans for det formidlede, og de to foregående aspekter. Læseren stoler på,

at anmelder og redaktør tager hensyn til, hvad læseren vil finde interessant og hvad der, i den

kulturelle verden, er relevant at anmelde, på baggrund af, hvad der er blevet udgivet, eller på vej til

at blive det. Som nævnt i citatet, så er nyhedskriteriet en stor del af denne udvælgelse, og der kan

formodes at være af interesse for læseren at få at vide, at en ny film er udkommet. Samtidig, på

grund af mængden af udgivet materiale på bogfronten, samt den større blanding af film, der får

premiere hver uge, er det vigtigt at få udvalgt hvilke events, der vil være vigtigst at få

videreformidlet eksistensen, og givet en bedømmelse, af. I formidlingen til læseren, må anmelderen

derfor forholde sig til, at den nyeste film af en kendt instruktør vil være mere relevant for det

almene publikum, end en kunstfilm, der spiller fire gange på en cafebiograf. Disse premierer er også

vigtige at gøre opmærksomme på, men ikke på bekostning af de film, det kan formode størstedelen

af avisens læsere vil være interesserede i.

I selve anmeldelsen bliver formidlingen nemmere, når anmeldelsen bliver sat op på en

letgenkendelig måde, der gentages fra anmeldelse til anmeldelse.

Begyndelsen, er, som i al litteratur, en måde at drage læseren ind, og engagere dem i den tekst, de

læser. “The opening is critical in that it must attract the reader’s attention and at the same time give

some indication as of the success of the event being reviewed.” (Titchener 1998, s. 32) I

anmeldelsen er det derfor ikke kun engagement og interesse, der skal skabes i den første del af

37


anmeldelsen, men også videre engagement til resten af anmeldelsen og give nok informationer til, at

en eventuelt uinteresseret læser vil kunne få nok information til at kunne få noget ud af anmeldelsen

på dens første par linjer. Som Titchener skriver, bør den første del af anmeldelsen melde om, hvor

succesfuld, det anmeldte var, på en måde, der er letforståelig, og som ikke giver resten af

anmeldelsen væk, men skaber videre interesse for at læse resten af anmeldelsen, og komme til en

konklusion, der forhåbentlig ender ud i en beslutning om at se, eller ikke se, filmen. På samme

måde som starten af en anmeldelse drager læseren ind, skal slutningen, konklusionen, også være

fyldestgørende for læsningen. “The good review, in itself a piece of writing worthy of comment,

will also have a strong closing statement that reflects the sentiment expressed in the opening.”

(Titchener 1998, s. 32) Konklusionen, i og med at den findes sidst i anmeldelsen, er den sidste

kommentar, der skal skabe sammenhæng i anmeldelsen, og er det, en læser om muligt vil huske

bedst, da det ligger først i hukommelsen. As samme grund skal grundtanken i anmeldelsen afspejles

i denne konklusion, og i forlængelse af starten, runde læseren ind i at tage denne bedømmelse til

sig, og gøre sig sine egne beslutninger.

En måde at formidle den mest basale information omkring værket er ved at give disse informationer

inden selve anmeldelsen starter. ”The most common practice among reviewers is to divide

identification, putting the name of the work and its principal contributor or creator at the top, and

adding other necessary information later, often as part of a strong closing statement.” (Titchener

1998, s. 33) Eventuelt kan det også komme på tale at inkludere informationerne i selve

anmeldelsen, alt efter informationernes natur. Navne på skuespillere eller voice actors kan komme i

parenteser efter navnet på den karakter, de spiller, men informationer som instruktør, producent og

premiere dato, kommer ofte som det første i anmeldelsen, som en udenforstående information, der

ikke er konkluderet i selve anmeldelsens korpus.

Dette virkemiddel giver det næste formidlingsprincip større fokus. “Neither critic nor reviewer

should force the reader to beg for information.” (Titchener 1998, s. 41) Enhver kommunikation kan

håbes at være fuldkommen, så en part af kommunikationen ikke star tilbage uden vigtige

informationer, men i formidlingen af en anmeldelse, og dens rolle som diskussionsskaber og del i

en beslutningsproces, samt det faktum at en anmeldelse i sig selv er en envejskommunikation fra

anmelder til læser, må det være forventeligt at al information af betydning er inkluderet i

anmeldelsen. Der er et forsøg på at formidle filmen klart til et publikum, og hvis dette ikke lykkes,

så har anmelderen skadet både sit eget omdømme, men muligvis også salget af billetter til filmen,

dog i et mindre omfang, da det kan forventes at andre anmeldere har gjort deres job ordentligt, og at

38


mange har taget beslutningen om at se filmen allerede. Dette til trods, ville det være en anmeldelses

synd at lade læseren stå tilbage med vigtige spørgsmål, fordi informationerne ikke er formidlet

forståeligt, eller der er blevet udeladt informationer, der normalt bør være inkluderet, for eksempel

premiere dato. En læser, der på den måde er blevet snydt og provokeret er ikke nødvendigvis villig

til at give en avis med inkompetente journalister en chance til, eller villig til at læse andre

anmeldelser. Det er lige så meget et spørgsmål om ordentlig formidling som et om tillid og loyalitet.

På grund af denne nyhedsfaktor, er det derfor avisens og anmelderens opgave at holde øje med,

hvad publikum viser interesse og nysgerrighed for. “The newspaper must be aware of reader

curiosity, whether the product that caused it is noteworthy or not.” (Titchener 1998, s. 42) Dette

virker ikke relevant for formidlingen, men snarere den loyalitet anmelderen skal vise for læseren og

dennes mening, samt at læseren læser anmeldelsen af deres egen interesse. Formidling og graden af

samme, holder op med at være relevant, når der ikke er nogen at formidle til, og når læsningen

bliver uinteresseret og tilfældig. Ved at vise interesse og forståelse for læserens nysgerrighed

omkring nye udgivelser, og derfor anmelde det, læseren finder interessant, kan formidlingen

fortsætte uden afbrydelse, og læseren fortsætter med at indvillige i kommunikation.

Af samme grund bliver stofudvælgelsen til anmeldelserne af stor betydning. “Stofudvælgelsen er en

skjult vurdering.” (Jørgensen 1991, s. 94) Det faktum at vurderingen i sig selv ligger i udvælgelsen,

til en vis grad, kommer som nævnt i kapitel 7.0 an på, om anmelderen ønsker at skabe interesse

eller ej. Da anmelderen og redaktionen bliver nødt til at tage hensyn til læserens interesse, kan

denne vurdering virke kunstig, men kan i nogle tilfælde betyde mere, ikke i fravælgelsen af

materiale, som læseren ville være interesseret i, men ved at anmelde noget, læseren måske ikke har

åbenlys nysgerrighed for, især hvis denne mangel på interesse er ud fra uvidenhed. Denne

formidling af nye materialer kan være med til at skabe en større loyalitet og autoritet anmelder og

læser imellem.

I selve formidlingen af filmen kan der gøres god brug af filmens visuelle medie. ”Filmanmeldelsen

kan ’citere’ direkte fra filmmediet ved at gengive et billede fra strimlen (som regel er det nu et

særligt pressebillede). Filmbilledet kan sige meget om filmens atmosfære og også noget om den

rent billedmæssige kvalitet (beskæring, perspektiv, osv). Men vi kommer til at mangle bevægelsen

og lyden.” (Jørgensen 1991, s. 101) Dette er et brugbart aspekt i formidlingen af netop dette medie,

da dette letter arbejdet for anmelderen som videregiver af informationer, og denne kan derfor gå

direkte til vurderingen, eller henvise til billedet for eksempler. Dette kan selvfølgelig også bedrage.

For eksempel Pans Labyrint (Guillermo 2006) blev promoveret i mange biografer udenfor filmens

39


hjemland, som en eventyrfilm (commonsensemedia.org), og derfor en børnefilm, til trods for at den

er både brutal og minder mere om eventyrernes originale indpakning uden lykkelige slutninger

(telegraph.co.uk). I forhold til en anmeldelse, ville det være anmelderens pligt at gøre opmærksom

på problematikken, men en uopmærksom læser kunne konkludere ud fra brugen af et billede i

anmeldelsen, at den så interessant ud, og så drage usande konklusioner fra andre oplysninger som

genre og trailer. I dette tilfælde ville en anmelder være nødt til at give fortabt, men ville nok redde

mangt en familietur hos de interesserede læsere.

Anmeldelsens formidling af film til læseren, og formidlingen af anmeldelser is sig selv er baseret på

nogle få, vigtige faktorer, der hovedsageligt bygger på en tiltro til, at anmeldelsen er korrekt i sin

vurdering. Vurderingen skal være relevant for læseren, den skal bygge på interessen i den almene

befolkning og på den nyhedsværdi, der er i nye premierer. Formidlingen sker gennem avisen som

medium, og gennem en fortsat tillid og autoritet læser og anmelder imellem, hvor denne tillid sørger

for, at formidlingen af anmeldelserne til læseren foregår på en forståelig og interessant måde, der

slukker læserens nysgerrighed og giver dem informationer at bygge deres egen beslutninger på. En

fortsat forståelig og brugbar formidling af anmeldelserne vil også gøre, at læseren er interesseret i at

fortsætte sin brug af anmeldelsen som et beslutningsgrundlag.

8.0 Tid til tegnefilm

Til trods for at tegnefilm har været en del af vores kultur i årtier, så er der skrevet relativt lidt om

selve genren som helhed, ud over delanalyser omkring virket som animator, animationen som fag

og arbejde, og tegnefilmens historie. Få har forsøgt at dykke ned i tegnefilmen og analysere den på

lige fod med live action filmen, måske på grund af den vestlige animations ry for at være rettet

direkte mod børn, og at man som voksen ikke bør nyde godt af denne del af den filmiske

virkelighed, der udgør en del af vores kulturelle grundlag.

Af samme grund har det været vanskeligt at uddybe denne del af det teoretiske grundlag. De eneste,

der har haft vag interesse i at delagtiggøre andre i de begreber, der ligger til grundlag for

tegnefilmen og dens succes i verden, og de problematikker og udfordringer, der fastholder

tegnefilmen på den plads den har i dag, er folk der allerede er inde på feltet, og som vil udvide

interessen for faget, men ikke gå dybere ind i det, der ligger til baggrund for deres fag. Til trods for

dette vil jeg forsøge at belyse animationsfilmen, tegnefilmen, som en del af den filmiske kultur, og

sætte den op mod live action filmen som begreb.

40


8.1 Animationfilmen

Ray Harryhausen perhaps puts it best when he said of animating his stop-motion models: ‘It’s

almost metaphysical in a sense. It’s controlling another object’s life force’. (Clarke 2004, s. 1)

Animation er faget, der i bogstaveligste forstand handler om, at give liv. Ordet kommer fra latin og

betyder direkte ’at give liv’, og det er dét animatorerne har taget til sig, og forsøgt at gøre til en

kunst.

Behovet for, og fascinationen af, at kunne puste liv i noget dødt har længe været i menneskets

bevidsthed, over de første spillefilm med levende billeder, tilbage til urfolket og tegninger af jagten,

der forsøger at genskabe dyrenes bevægelser og følelsen, ophidselsen bag det afbildede. I ånden

rækker tegnefilmens kunst tilbage til de historier, der blev fortalt gennem stilstående billeder, og

puster nyt liv i dem. (Clarke 2004)

Animationsteknikkerne er nået langt siden, og på samme måde er de stadig helt de samme. En film

er stadig en rulle med stilstående billeder, der er så relevant, at mængden af billeder per sekund er af

høj betydning for filmens kvalitet. (Filmz.dk) Og helt basalt, er en fortælling stadig en fortælling,

billederne er nu bare opgraderede i bevægelse og tekstur.

Selve fortællingen er egentlig animationsfilmens styrke, eller snarere, hvad den fortæller:

“Undoubtedly, one of the most compelling aspects of animation is its power to remind audiences of

the importance of play and imagination in a world that increasingly sidelines such necessities.”

(Clarke 2004, s. 1) Animation har evnen til at fremtrylle det fantastiske, Tolkiens Faërie (Tolkien

2008), og få det til at fremstå som noget tilnærmelsesvist virkeligt. Noget, der på en måde ér, men

på en anden ikke. Og i filmens univers er det virkelighed, at træde ind i Faërie, for alting der er lige

virkeligt. Der er ikke forskel fra mennesket til dragen, alt har gennemgået den samme proces og

hører til i den samme verden.

I denne form for willing suspense of disbelief (Tolkien 2008), bliver en ting tydeligt. “Animation

reminds us that seeing isn’t believing. Believing is seeing.” (Clarke 2004, s. 2) Magiens væsen er et

troens væsen. Til trods for at der endnu ikke er lavet en animationsfilm, der kunne sætte sig

fuldstændigt som en alternativ virkelighed ved at kopiere virkeligheden fuldt ud, om det så er ud af

begrænsninger teknisk eller kulturelt, så skaber animationsfilmen en virkelighed, der er værd at tro

på, fuldt ud på højde med en spillefilm, men med et lysere mål. “Animation, then, is a liberating

41


form that free associates like crazy and makes audiences see the world afresh and, clichéd though it

sounds, with the eyes of a child again.” (Clarke 2004, s. 2)

Men her kommer et stående problem frem i lyset: Animationsfilm, tegnefilm, er ’for børn’. “Given

the continued prevalence of special-effects-oriented films in mainstream movie-going, animation’s

legacy is immense. Yet still, there is probably an unhealthy association of the word ‘animation’

with the phrase ‘for kids’.” (Clarke 2004, s. 2)

De fleste vestlige tegnefilm er skabt med børn som målgruppen. Af ukendte årsager er det sådan,

det kulturelle standpunkt er, og få ser ud til at være interesserede i at ændre på tingene, til trods for

et voksende pres fra oversete målgrupper (Book of Belief@tumblr).

På en måde er det forståeligt, simpelt i den måde tegnefilm er opbygget på, som Clarke forklarer:

“Many would find it hard to argue that in most animation there is a spectrum of joyfulness, colour

and energy at work. Animation willfully subverts the accepted physical laws of the world, and the

law of the body’s fragility.” (Clarke 2004, s. 3) Animationsfilm star udenfor virkeligheden, som

noget fantastisk og farverigt, noget der forbindes instinktivt med børn, deres fantasi og

indlevelsesevne. På den anden side er tegnefilm i de asiatiske lande langt fra centeret omkring børn,

så hvorfor skal vestlig animation så være det? Mere om det i kapitel 8.3.

8.2 Hvordan fungerer animationsfilmens virkemidler?

Animation er en stor del af den underholdning, der er tilgængelig for alle, ikke kun gennem de

virkemidler, animationsbranchen giver videre til special effects branchen, men også ved at være

noget anderledes, end hvad mange andre film kan give videre. “Many would find it hard to argue

that in most animation there is a spectrum of joyfulness, colour and energy at work.” (Clarke 2004,

s. 3) Da animationsfilm baserer sig på tegnefilm, der i sig selv bygger på en overdreven bevægelse

(Williams 2009), der formår at virke mere naturlig end det naturlige, så er denne energi en stor del

af det, der gør animationsfilm til animationsfilm.

Men, som det bliver set i subcreation (Tolkien 2008), så er det ikke bare leg og fantasi det hele.

“Like the best fantasy stories and scenarios, animation needs reality and reality needs animation.”

(Clarke 2004, s. 3) Det betyder ikke, at animationsfilm ikke kan være leg og fantasi, men der er

behov for et hold i virkeligheden. Et behov for at bevægelserne virker naturlige, eller i det mindste

forventelige, og at der bliver skabt en god bund for, at filmens virkelighed er til. Dette er især sandt

for 3d animationen, der går en balancegang mellem virkelighed, ægte, korrekt virkelighed, og den

tegnede animations fjollede udtryk og hang til at bryde virkelighedens regler. Publikum lægger

42


mærke til det, bevidst eller ubevidst. Film som Horton og Støvfolket, eller en anden af Seuss’s

animerede klassikere, Lorax – Skovens beskytter, bærer præg af de gamle udtryk i tegnefilmene, et

stilistisk design, der ikke nødvendigvist skal tages alvorligt, og generelt udtrykker de farverige og

energiske Clarke omtaler. Samtidig er begge disse film blevet animeret med en uhyggelig sans for

detaljer, ikke i historien eller udtrykket af samme, men i selve modellerne og det animerede. På den

ene side er der en småkluntet elefant, der ligger tæt op af Seuss’ tegninger, på den anden side er

mange af omgivelserne så tæt på virkeligheden, at det ødelægger det samlede udtryk. Det er

nemmere at se i den nyere Lorax, hvor semi-antagonisten, Once-leren, har fine lange øjenvipper og

fint tekstureret hud, tynde fibre og realistiske folder i tøjet, mens han på den anden side også er

modelleret efter den karakteristiske Seuss’ke stil (Seussville), der her igen bryder ret hårdt med

virkeligheden.

Dette er ikke en forbrydelse i sig selv, men det er noget, der bliver lagt mærke til, og til trods for

detaljerne bliver filmene aldrig flotte at se på, på samme måde som tidligere Disney klassikere eller

nyere 3d animation. De mangler et uniformt udtryk af virkeligheden i filmens univers.

At de fleste animationsfilm holder på formerne, så at sige, og forsøger at finde en gylden middelvej

mellem the karikerede og sjove og det realistiske og alvorlige er hvad der gør animationsfilm

interessante i forhold til live action film. ”The illusion of realism, in short, is a kind of mise-en-

scéne that makes us believe that the images are of an everyday world that is simply ‘there’ - one we

know and are familiar with.” (Corrigan 2010, s. 52) Mise-en-scéne: “What is put into the scene.”

(Corrigan 2010, s. 51) Animationen sætter sig på spidsen, og hvor der før blev sat ind på at tegne

alle billederne et for et i hånden, bliver kræfterne nu sat ind på at højne oplevelsen af det fantastiske

og det virkelige på samme tid. Nye måder at få det animerede til at virke ægte. Som at bruge tid på

at få lyset til at falde rigtigt ind på hud, og hvordan det spiller i overfladen. (Zahed 2012)

Samtidig bygger animationen videre på det tillærte fra tidligere tider. “Animation is super ancient

and ultra modern all in the same frame, sketch or move of a model.” (Clarke 2004, s. 4) Der bruges

stadig storyboards, anmiatorerne animerer gerne efter skuespillerne, der lægger stemme til

karaktererne. Det gælder ikke om at genopfinde det kunstneriske udtryk eller bevægelserne, men

om at gøre det renere og komme tættere på en subkreationel virkelighed: “The movies are not just

about a subject but the rendition of that subject for particular reasons and to create certain

meanings. Films are not just about a story, a character, a place, or a way of life; they are also what

John Berger has called ‘a way of seeing’ these elements in our lives.” (Corrigan 2010, s. 23)

43


8.3 Vestlig animationsfilm i kontekst

Så, hvordan adskiller animationfilmen sig fra spillefilmen, ud over forskellige produktionsmetoder

og forventelig, stereotyp målgruppe? Til denne sammenligning bruges to film, den ene er De

Eventyrlige Vogtere af Dreamworks, der også er baggrunden for de udvalgte anmeldelser til den

videre analyse i 10.5. Den anden er The Avengers, en Marvel produktion, der havde premiere nogle

måneder før Vogtere, og derfor dannede grundlag for manges holdning omkring originaliteten i

animationsfilmen, da de to film løst delte konceptet om at en gruppe helte samles for at bekæmpe en

trussel mod deres verden, til trods for at filmene ingen relation har til hinanden, og at deres

koncepter blev udviklet på forskellige tidspunkter, den ene igennem materiale, der senere blev

omsat til litteratur senere (Joyce 2011- ), den anden gennem mange års materiale i tegneserier (Lee

& Kirby 1963- ). Nogle af anmeldelserne (Bilag 1) nævner desuden også superhelte og

superheltefilm, dog uden at navngive filmen.

Hvori ligger så forskellen på en spillefilm og en animationsfilm?

En animationsfilm er animeret, som det fremgår af ordet, på samme måde som tegnefilm er tegnede

og stop motion film er bygget på stop motion. Alle disse bliver af mennesker, der ikke interesserer

sig for branchen, ofte alle puttet i de samme kasser. At det er børnefilm, eller at de alle er tegnefilm,

på trods af de forskellige processer, der er gået ind i at lave filmene. Alt, hvad der ingår i filmens fra

visuel side er lavet af mennesker via en computer, og alt hvad der ligger før denne process er

skitseret og designet og tilrettelagt af animatorer og karakterdesignere og story board kunstnere, der

alle er med til at gøre filmen til det, den er. Gevinsten ved dette er, at filmen kan blive til hvad som

helst. I forhold til De eventyrlige vogtere (Ramsey 2012), så gør det, at karaktererne kan følge en

bestemt form i deres design. Nord er en firkant, Tandfeen en diamant form. Designeren kan skabe

en påskehare, der passer ind i den verden, han hører til, og kan gøre drømmesand til virkelighed, og

visualisere hvordan frostblomster udvikler sig på et øjeblik. Alt er muligt. Teknologisk udvikling

kan gøre nogle ting nemmere og bedre end andre, men i teorien er alt muligt. Hæsblæsende

kælketure på en frossen og spejlglat vej, en drøm, der bliver til et mareridt ved en enkelt berøring.

Og intet af dette falder udenfor eller virker kunstigt. Filmen er bygget op af det samme stof, og

bygger på de samme realiteter, selvom det er tydeligt at animatorerne bruger så meget af den

moderne teknologi, de kan komme til, for at gøre animationsfilmene mere virkelige, mere rigtige at

se på i tekstur, bevægelser og lysindfald.

Mange af disse ting er ikke på samme måde så anskuelige i spillefilmen. I en ren spillefilm, ville

intet af det være muligt, ud over god casting og forskellige scenetricks, men i science fiction-,

44


fantasy- og superheltefilm, bliver computertricks en del af virkeligheden, og special effect folkene

kan få Thor til at flyve, Bruce Banner til at forvandle sig, og Hawkeyes pil til at ramme perfekt

(Whedon 2012). Mange ting bliver mulige, på grund af animation og special effects, og ud over et

karakterdesign, der er mere bundet i virkeligheden, og her også i originalmaterialet, så læner denne

type film sig godt op af animationsfilmen som en måde at få det fantastiske til at virke virkeligt og

reelt. Her må animatorerne strække computeranimationerne mod virkeligheden, mod realismen, så

special effectsne kommer til at passe ind.

Når det kommer til historierne er animationsfilm, og tegnefilm, meget lig spillefilmene. Mange

Disneyfilm er dystre, når man som voksen sidder og tænker over historien, og kan have forholdsvist

voldsomme scener involveret. For eksempel Tarzan (Buck & Lima 1999) involverer formodet drab

af en gorillaunge, en scene med Tarzans forældre, der ligger døde på gulvet med blodige jaguar spor

omkring dem, blodige kampe, skyderi, hvoraf endnu et drab sker, og skurken bliver hængt for

næsten åben skærm. Dreamworks’s Vejen til Eldorado (Bergeron, Finn, Paul, Silverman &

Katzenberg 2000) har en del baggrundsting, publikum ikke skal tænke for meget over, hvoraf

menneskeofringer, sex og korporlig afstraffelse er nogle af dem. I en nyere Disneyfilm, To på Flugt

(Greno & Howard 2010) bliver den ene hovedperson slået ihjel på skærmen, og hvor han bliver

reddet og genopstår, har Prinsessen og Frøen (Clements & Musker 2009) et on-screen drab, hvor

selve begravelsen også er en del af filmen. I forhold til dette, er spillefilm med den type handling

ofte kategoriseret som ungdomsfilm, og ikke børne- eller familiefilm. Animationen gør derfor disse

ting mere tålelige og okay, måske fordi det ikke sker mod rigtige mennesker. Alligevel er tegnefilm

stadig anset for at være for børn.

I forhold til asiatiske tegnefilm er dette dog intet. Modsat vestlig tegnefilm, er anime/asiatiske

tegnefilm rettet mod mange forskellige alders- og målgrupper. Tegneserien, her kaldet manga, er en

meget udbredt og populær form for underholdning og tidsfordriv, og disse findes i så mange

forskellige former, at læseren nemt kan finde en, der passer til deres smag og interesser. Der er

sports-manga, der kan handle om alt fra fodbold til svømning, gyser-manga, der er manga rettet

mod børn, voksne, mænd, kvinder. Der er nuttet manga og der er seksuel manga. Og det samme

gælder for animationsfilmene og serierne, da en del af disse manga bliver lavet til serier grundet

deres popularitet, og flere bliver også lavet uden basis i en tegneserie. På denne måde er der intet

stigmata i selve genren, og der virker til at være langt større spændevidde for, hvad der er socialt

tilladt at blive underholdt af, end der er i vestlige lande.

45


Når nogle af disse manga og anime så bliver indført i vestlige lande som USA og Danmark, så er

der en tendens til at overse det faktum, at bare fordi det er tegnet eller animeret, så er det ikke

nødvendigvis til børn. Tegneserier har efterhånden fået et bedre ry i vesten, og der findes store

mængder tegneserier rettet mod voksne. Spil har også været en børneting længe, men forhandlerne

har efterhånden indset der er et større marked voksne også. Men manga og anime er stadig

hovedsageligt set som noget for børn, hvilket kan betyde at en manga af seksuel karakter kan ende i

børnehøjde, eller på børnebibliotekets hylder ved en fejltagelse, ofte baseret på uvidenhed og store

dele stereotyper hos dem der indhandler, sorterer eller opsætter materialet.

Denne adfærd er hvad der sikrer at animation i vesten endnu ikke kan tåle at rette sig mod

aldersbegrænsninger endnu, til trods for at spillefilm baseret på tegneserier eller andet mere familie-

venligt materiale sagtens kan ende med ikke at være rettet på nogen måde mod et publikum yngre

end 15. Og denne adfærd er en del af, hvad der stopper anmeldere fra at anmelde en film set fra et

synspunkt, der ikke nødvendigvis involverer børns.

9.0 Hvordan vil jeg analysere anmeldelserne?

Til analyse af de valgte anmeldelser, har jeg udvalgt følgende analysemetoder: retorik (kapitel 2.3),

Jakobson’s kommunikationsmodel (kapitel 2.1) og Toulmin’s argumentationmodel (kapitel 2.2).

For at rette analyse metoderne af til brug på anmeldelserne, bliver svagheder og styrker nu belyst

struktureret.

Fordele Ulemper

Retorik Belyser virkemidler bag tale

eller tekst

Enkel opdeling af virkemidler

Argumentationsteknik, der

understøtter både faglige og

ikke-faglige argumenter

Udviklet med henblik på

tale, og mangler derfor en

tekstuel vinkel

Lægger op til at taleren

selv er et bevis i sit

argument (ethos)

Argumentationsmodel Opsætter et argument

struktureret

Tager højde for eventuelle

modargumenter, eller fejl i

At følge denne model gør

ikke nødvendigvis at

argumentet holder vand

(påtvinger ikke

46


bevisførelsen

Tager højde for de forskellige

dele af et argument

videnskabelig tilgang

eller sandhed)

Tager ikke højde for

modtageren før et nyt

argument fremstilles

Omhandler kun selve

budskabet

Kommunikationsmodel Berører de generelle dele af

kommunikation

Strukturerer både den

overordnede del af

kommunikationen og de

underliggende dele

Sammenhold af

bagvedliggende funktioner i

kommunikationen

Forsimplet måde at

opstille kommunikation

på

Specificeret mod én

bestemt afsender,

målgruppe og budskab

Figur 4 – Sammenligning af metoder

I en sammenfatning af de tre metoder, vil deres individuelle fordele kunne stå stærkt sammen i en

fælles sammenfatning. Især retorik og argumentationsmodellen lægger sig op af hinanden, da begge

i sig selv omhandler argumentation, mens kommunikationsmodellen udvider begreberne til at række

ud over selve budskabet og tilføjer spørgsmål omkring kommunikationsmåden og dens kontekst.

Derfor vil det være passende at starte med at opsætte kommunikationmodellens grundpiller, som

belyst i kapitel 2.1:

Der er afsenderen, både i og med at have skrevet budskabet, men også mere bredt, som den

organisation, der står bag forfatteren. Budskabet, der bliver afsendt. Modtageren, enten en

enkeltperson eller en formodet målgruppe, budskabet er rettet imod, og som kan formodes at læse

og forstå budskabet.

47


Bag budskabet ligger der en kontekst, hvori budskabet formodes at blive forstået i, en kode, der

aflæses af modtageren, og som er fælles eller forsøgt at gøres fælles for afsender og modtager, og

sidst en måde at opnå kontakten på.

Oven på disse begreber kan retorikken lægges, som beskrevet i kapitel 2.3. Ethos er rettet direkte

mod afsenderen og de egenskaber denne udstråler og videregiver i sin autoritet som afsender.

Pathos og logos lægger sig begge på budskabet, men er rettet mod modtagerens forståelse af

budskabet. Dette ligger i den kode, som indgår i budskabet, den måde hvorpå budskabet er skrevet,

hvilke ord der bliver brugt, hvilke følelser og tanker, ordene skal vække his modtageren. Altså er

pathos og logos direkte i kontakt med budskabet, men har indflydelse på modtageren.

Fra kapitel 2.2 tager vi så argumentationsmodellens grundbegreber. Alle disse har kun relevans for

budskabet, direkte og uden relevans for hverken koden eller konteksten. Dette er det rene budskab,

dét, der skal forstås, snarere end hvordan og hvorfor.

Alt dette er tilnærmelsesvist illustreret her:

Figur 5 – Samlet visuel model

På baggrund af denne nye analysemodel, vil anmeldelserne i Bilag1 blive belyst på følgende måde:

Først vil afsenderen blive belyst samlet mellem alle anmeldelserne, derefter beskrives modtagerene

samlet. Dette er gjort, da anmeldelserne på disse punkter har mange lighedstræk, hvilket i sidste

ende ville give det samme resultat i analysen. Dette gælder også eventuelle tilstødende elementer

som ethos.

48


Herefter analyseres budskabet, først fra Jakobson’s model’s synspunkt, så der kommer fokus på

selve budskabet, og hvad det involverer. Udvalgte anmeldelserne bliver da belyst via Toulmin’s

argumentationsmodel, så argumenterne bliver skilt ad, og der givers luft til at se på argumenternes

brug af pathos og logos. Sidst vil analyserne samles i en fælles konklusion, der vil være baggrund til

diskussionen.

10.0 Analyse

10.1 Afsenderen (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

Afsenderen hos alle de samlede anmeldelser er forskellige lokal- og nationale aviser. Til trods for

de forskellige værdier en avis kan have hos sine læsere, men generelt set er aviserne meget ens i

deres rolle som afsender af anmeldelser og moderne kulturstof som film i biografen. Af samme

grund kom flere af anmeldelserne fra de mindre aviser også fra den samme forfatter, hvilke dog er

blevet sorteret ud af bilagets udvalg. Desuden skaber det faktum at disse kun er henvendt mod

avislæsere, og derfor ikke folk, der får deres anmeldelser hovedsageligt gennem internettets

forskellige muligheder, hvilket også skaber sammenhæng i afsender gruppen.

Mange har taget Fyens Stiftidendes humoristiske motto til sig: ”Den der tager aviser for sandhed og

journalistik for alvor, burde vide bedre” (Fyens.dk), og derfor er den generelle troværdighed hos

aviserne langt lavere end tidligere (business.dk). Dette til trods bliver avisen stadig brugt som en

primær nyhedskilde (people-press.org), og derfor er avisen stadig en mulighed for at offentligære en

anmeldelse af en bog, film eller cd. På baggrund af denne stadige interesse for avisen får denne

afsender en vis autoritet i meningsdannelsen.

Da avisen står både med et ben i den utroværdige lejr, alt efter avisen og dennes ry, og alligevel har

en vis autoritet som meningsdanner, bliver dennes ethos (jf kapitel 2.3) et interessant

blandingsforhold. Læserne ser stadig en værdi i at læse aviserne på trods af den utroværdighed de

føler hos dem, og den daglige opdatering snarere end TV nyhedernes timelige opdatering, der også

ligger højst i troværdighed (business.dk), eller den øjeblikkelige, der også ligger højt i brug (people-

press.org), og det må derfor formodes at der, alting til trods, findes noget positivt i, hvad der findes i

aviserne, om ikke andet, så i en underholdningsværdi, eller at læserne kan få tingene ind i det

tempo, de selv finder relevant. Alt dette lyser i ethos, og folkets mening omkring denne afsender.

49


10.2 Modtageren (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

Modtageren af den avisbaserede anmeldelse er, som virker ligefremt, avislæserne. Dette er de

samme avislæsere, der er i et paradoksalt forhold til avisen, og ikke finder troværdighed i avisen, til

trods for at de finder avisen god nok til at bruge den som nyhedskanal på daglig eller ugentlig basis.

På samme tid har avisen et paradoksalt forhold til sine læsere af samme grund, og disse læsere er

grunden til det indhold, aviserne sender ud dagligt.

Læseren af en avis kan være næsten hvem som helst, til trods for at unge mennesker er mere

interesserede i de digitale medier (business.dk), især når det kommer til kultursektionen, der i

mange tilfælde, som vist i bilaget, kan give forskellige meninger omkring et kulturelt produkt, noget

nogle mennesker vil være interesserede i, enten til beslutningsprocessen og en form for research før

de tager ind for at se en film, og for underholdningsværdien i at læse en anmeldelse, især efter

filmen er blevet set, til trods for anmeldelsens rolle som indflydelse hos dem, der endnu ikke har set

filmen (kapitel 5.0, 7.0).

I sammenhæng med den overordnende afsender, avisen, kan der teoretisk set komme en forskel i

målgruppe på tale. Mange aviser bryster sig af ikke at være som de andre, og læserne kan tænkes

kun at komme til en eller to aviser i deres dagligdag, oftest en dagbladsavis, de er enige med, og en

gratisavis eller mindre lokalavis, der ikke nødvendigvis er med i den daglige rutine. Denne form for

stereotyp adfærd, kan også have betydning for den måde, anmeldelserne er skrevet på. Tidligere var

der en stærk forskel på de målgrupper aviserne havde (Bredsdoff, Jørgens og Klysner 1979), der

dog, med de politiske partiers grundlæggende sammensmeltning, ikke er på samme højde som

tidligere. Alligevel kan der på baggrund af avisens image foretages gæt omkring læserens interesse i

avislæsningen.

Berlingske virker, på baggrund af deres hjemmeside (b.dk) som en avis med stor seriøsitet, ikke

bare med deres blok design på hjemmesiden, i tekst og deres logo, men også ved at de første tre

grupperinger af emner er politik, globalt og business (b.dk). Ud fra dette kan man konkludere at

læserne i høj grad interesserer sig for disse emner, og at ting som underholdning ikke ligger på

samme niveau som hos den ’jævne befolkning’. Stereotypt den type mennesker, der måske hellere

tager i teateret end i biografen, og hellere læser en kritik end en anmeldelse, selvom dette kun er

gætteri. Når det kommer til anmeldelsen af De eventyrlige vogtere (anmeldelse6, bilag1) og Croods

(anmeldelse4, bilag 2), er der ikke levnet megen plads til vurderingen, og anmeldelserne benævner

ting som ”intertekstuelle referencer” (anmeldelse6, bilag 1) og ”The Flintstones på speed”. Med den

begrænsede plads bliver det, trods positive anmeldelser, hurtigt et spørgsmål om at begrunde en

50


voksens interesse for filmen: De eventyrlige vogtere bliver afbalanceret med rørende og poetiske

scener (anmeldelse 6, bilag1), mens Croods er mørk og stemningsfuld, og langt fra Disney’s

pastelfarver (anmeldelse4, bilag2).

Modsat står BT (bt.dk), der med sine stærke farver og mere sporty font virker langt mere opråbende

og ungdommelig. Denne avis har også et ry for at være mere sensationel, og dette går igen i

anmeldelsen af Croods (anmeldelse 1, bilag2): ”Far, mor og deres tre børn tilbringer livet i en mørk

stenhule. Udenfor lurer de kødædende planter, rovfuglene og et gigantisk tigerdyr. Farmand Grug

vil gøre hvad som helst for at beskytte familien. Men teenage-datteren Eep keeeeeder sig. Og da

hun møder den jævnaldrende fyr Guy, ruller lavinen.” (anmeldelse 1, bilag2). Sproget er let og

ukompliceret talesprog, og minder mest af alt om en entusiastisk oplæsning fra en højtlæsningsbog.

Dog skifter stemningen til det mindre børne-orienterede til noget mere voksent, da anmelderen

kommenterer på familiestrukturen hos filmens hovedpersoner, og derefter fortsætter med mere

negative værdier: ”Desværre er både manuskript og persongalleri lidt skitseagtige.” (anmeldelse1,

bilag 2). Sproget mister lidt sin hopla, men bliver dog mere brugbart i argumentationssammenhæng.

En læser af denne avis og denne anmeldelse må formodes at finde denne skrivemåde sjov og

interessant, og enten ud af pladsmangel eller som en del af avisens image, er anmeldelsen også kort

og præcis in sin vurdering, så læseren kan komme videre i konteksten. Anmeldelsen virker lige så

underholdende som den er informerende, dog, grundet emne og stemningsskift, ikke samtidig.

Denne forskel på skrive- og formidlingsmåde bør tages op til overvejelse, når det gælder

modtageren. Til trods for det samlede billede af avislæserne, der bliver beskrevet ovenfor, er der

forskelle på de målgrupper, aviserne skriver til, og dette kan ses i anmeldelsesmetoden.

10.3 Budskabet (Roman Jakobson, jf. kapitel 2.1)

Fra et helt generelt synspunkt vil en anmeldelse, lige meget hvilken og hvorfra den er taget, have et

af to budskaber: Denne film er værd at se, eller denne film er ikke værd at se. Eventuelt kan der

være nuancer mellem de to punkter, der måske belyser at en film er ideel for en målgruppe, men

ikke en anden: ’hvis du har små børn, er dette en god film at se’, ’alle gyser-fans bør se denne’,

osv., men helt basalt er budskabet i en anmeldelse den faglige vurdering anmelderen kommer med,

altså hvor vidt en film er god eller dårlig.

Hvis der ses mindre generelt på budskabet i en anmeldelse, kan budskabet i sig selv virke mere

individuelt, som for eksempel gennem de nuancer, der bliver opstillet omkring målgrupper eller

betingelser for en god eller dårlig filmoplevelse, tanker omkring instruktøren, karaktererne eller

51


lignende, der alt sammen opbygger det fælles budskab om selve anmeldelsen, men som kan virke

som en individuel oplevelse under læsningen. Dette er dog ikke videre relevant for anmeldelsens

grundbudskab, som er bedømmelsen af filmen, og som giver genlyd i den næppe oversete visuelle

ide, der ligger i at give en film et vist antal stjerner, hjerter, hjerner, eller hvad avisens gimmick nu

er for denne anmeldelse.

Bedømmelsen er budskabet, selve grunden til at anmeldelsen bliver læst. Alt andet er sekundært til

dens læsning.

10.4 Toulmin’s argumentationsmodel (jf kapitel 2.2)

Man skulle tro at budskab og påstand ville være det samme, især i forhold til anmeldelser. Men

mens budskabet er et klart ja eller nej til en film, er påstanden begrundelsen bag dette budskab.

Derfor er det ikke bare et ja eller et nej, men selve vurderingen, der ligger til grund for budskabet.

Og alt efter anmelderen, individet bag anmeldelsen, kan der være meget forskellige processer der

leder til en konklusion: ’tag ind og se denne film, den er det værd’, ’tre stjerner’, ’nej, nej, nej’, osv.

Dette selv om konklusionen er den samme. På trods af, at mange kultur-anmeldere må formodes at

komme fra den samme baggrund (jf. kapitel 4.0), er det ofte meget forskellige ting, der bliver bidt

fast i. Dette er især synligt, når det kommer til Go’ Morgen Danmark’s anmelder panel (go.tv2.dk),

der ofte kommer til den samme konklusion stjerne/bedømmelsesmæssigt, men har meget forskellige

begrundelser på, hvorfor de har den mening.

Der er trods alt tale om folk, der, trods deres forsøg på at være upartiske, har forskellige meninger

og interesser, og nogle vil derfor vær mindre interesseret i én type film end en anden er, men vil

stadig blive bedt om at anmelde den. Anmeldere er mennesker, og anmeldelserne vil derfor være

menneskelige.

I følgende afsnit vil Toulmins argumentationsmodel blive brugt til at analysere de enkelte

anmeldelser. De enkelte elementer af modellen (jf figur 2, kapitel 2.2) bliver besvaret enkeltvis for

hver anmeldelse i form af en oversigt. Efter hver oversigt vil der være en kort gennemgang af

elementer fra kap, for at se om de overholder de fundamentale regler for en anmeldelse. Herefter vil

hver anmeldelse bliver analyseret dybere på baggrund af oversigten og kapitel 5.0 og 7.0.

De følgende del-elementer fra argumentationsmodellen (figur 2) fra kap vil blive brugt på følgende

måde:

Påstanden er selve vurderingen sat i ord. En kort sætning, der forklarer hvad grundholdningen hos

anmelderen er. Hvad anmeldelsen vil frem igennem teksten. Denne påstand vil være grundlaget for

52


den videre udlægning af de andre elementer, da påstanden er resultatet af de andre delelementer. Af

samme grund står den først.

Belægget er begrundelsen for påstanden. Det, anmelderen forklarer om filmen, der bygger op om

påstanden. Belægget er det, læseren får, når de spørger ’hvorfor’ til påstanden. I teorien burde

størstedelen af anmeldelsen fungere som belægget, men som vi skal se i analysen kapitel 10.5, er

dette ikke nødvendigvis tilfældet. Da belægget er basis for påstanden er den nummer to i oversigten,

og størstedelen af analysen vil ske på denne del af modellen (jf figur 2, kap 2.2).

Hjemmelen er forbindelsen mellem påstand og belæg, og er derfor den tredje del i oversigten.

Denne bruges til at se, om belæg og påstand stemmer overens med hinanden. En mangel på denne

del af et argument kan betyde, at argumentet er uklart og mangler informationer. I forhold til en

anmeldelse vil dette betyde at læseren ikke får alle oplysninger, og vil sidde forvirret tilbage. Der

tages forbehold for, at hjemmelen kan være indirekte. Her kan det betyde at anmelderen måske har

set en sammenhæng mellem sit belæg og sin påstand, men da sammenhængen ikke er direkte synlig

i anmeldelsen, vil den blive beskrevet som ikkeeksisterende.

Nummer fire i oversigten er rygdækningen, der er argumentation og information, der kan bruges i

tilfælde af, at hjemmelen drages i tvivl, videre beskrevet i kapitel 2.2. I denne sammenhæng er det

yderligere konkrete information, der bakker op om belægget, men ikke nødvendigvis har en direkte

relation til påstanden. ’Flot film’ kan have en belæg bestående af ’animationen var levende, og

teksturerne realistiske’ og en rygdækning bestående af ’3D-effekten er vellykket og karakter-

designet gennemtænkt’. Rygdækningen beviser ikke nødvendigvis at påstanden er korrekt, men

udbygger med informationer, der kan lede til påstanden i sidste ende. Men, da rygdækningen ligger

i forlængelse af hjemmelen (jf figur 2), er der stor sandsynlighed for, at en anmeldelse med svag

eller ikkeeksisterende hjemmel ikke har rygdækning heller. Der kan sagtens være yderligere

informationer, men da belægget i forvejen ikke bakker op eller leder til påstanden, bliver disse

informationer en del af belægget.

Som et sidste led i argumentationsmodellen (figur 2, kap 2.2) kommer styrkemarkøren. Dette er

sproglige tilgange, der giver anmeldelsen mere kraft eller gør at den træder bedre ud. Ofte er det

beskrivelser, der virker levende, idiomer, der sætter fokus på det skrevne og ord med en stærk

mening i sig, for eksempel ’forrygende’, ’billig’ og ’gennemsnitlig’. Disse ord er ladede med

bestemte værdier, der bliver overført til filmen via anmeldelsen. Ud over disse elementer kan der

også forekomme referencer og name-dropping, der hægter filmen sammen med andre film,

bestemte skuespillere eller instruktører, der også lader filmen med bestemte værdier. Nævner

53


anmelderen en kendt og velanset instruktør i positiv forbindelse med en ny film, vil filmen også få

en værdi af at være kendt og velanset. Det samme sker med negative værdier, og styrkemarkørerne

er derfor vigtige og kraftfulde værktøjer.

Til trods for at gendrivelsen ifølge figur 2 (kapitel 2.2) er en del af argumentet, har jeg her brugt det

som et kritikpunkt. Anmeldelsens argument er fastholdt på skrift, og har begrænsede muligheder for

at tage modargumenter op til overvejelse eller ændre sit argument. Af denne grund er det ikke

muligt at involvere gendrivelsen i selve anmeldelsen. Derfor er det i denne analyse blevet et punkt

hvor eventuelle modargumenter og kritikpunkter vil blive klargjorte i forhold til anmeldelsen, hvad

der kunne have forbedret anmeldelsen og hvordan. Det er også her eventuelle fejl og mangler vil

blive benævnt til videre diskussion i kapitel 11.0.

Denne analyse ud fra argumentationsmodellen (jf kapitel 2.2) kan formodes at lede til en forklaring

bag argumentationen bag anmeldelserne. Dette kan give et klarere billede på formidlingen og

virkemidlerne, og derved sætte anmeldelserne i perspektiv til videre diskussion. Spørgsmålet er, om

anmeldelser formulerer sine argumenter korrekt efter modellen (figur 2) og derfor formelt set kan

betegnes som vellykket argumentation. Hvis ikke, må det formodes at andre faktorer spiller ind i

forhold til succesen, og derfor brugbarheden, af anmeldelserne. Dette vil blive diskuteret yderligere

i kapitel 11.0.

10.5 Anmeldelser

10.5.1 Bilag 1, Anmeldelse 1.

Nordjyske Stiftidende – 22. 11. 2012

Dorrit Gap Jensen

Påstand: ” En skøn film med flot animation, herlige figurer og sjove replikker.” (Bilag 1,

anmeldelse 1, linje 2)

Belæg: Anmelderen finder karaktererne interessante og velviste i filmen, og finder designet

passende og flot. Desuden bliver 3D-effekten beskrevet som vellavet.

Hjemmel: Karakterbeskrivelsen opbygger tanken om de ’herlige’ figurer.

Rygdækning: Der virker ikke til at være nogen form for rygdækning i dette argument.

Styrkemarkør: Mange positive vendinger.

Gendrivelse: Der er forbløffende lidt i selve anmeldelsen, der rent faktisk bakker påstanden op.

Belægget er tyndt, og der er ingen eksempler på, hvorfor selve filmen er ’skøn’ og replikkerne

54


sjove, ud over at en enkelt af karaktererne ikke taler, men kommunikerer gennem drømmesand.

Forskellige Dreamworksfilm bliver nævnt uden anden relevans, end at de er lavet af samme

producent. Bøgerne bag bliver nævnt, til trods for at ingen af dem er udkommet på dansk, og derfor

er ukendte for størstedelen af publikum.

Klar vurdering, indeholder basale informationer i forhold til instruktør, premiere, spilletid og

lignende, der kan ligge til grund for beslutningsprocessen. Indeholder yderligere informationer om

visningstype, her 2D og 3D, visningssprog: Engelsk og Dansk, og giver en kort og klar

gennemgang af historien og den overordnede konflikt i filmen. Overvældende positiv uden egentlig

belæg for det.

Anmelderen har inkluderet de vigtige informationer i sin anmeldelse, her i bunden, efter sin

anmeldelse: ”"De eventyrlige vogtere" Originaltitel: " Rise of The Guardians" USA 2012

Instruktør: Peter Ramsey En timer, 37 minutter Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år

Danmarkspremiere” (bilag1). Der er også flere informationer end i de andre anmeldelser, og det er

opsat på en måde, der er forståelig og let læselig. Dette ligger vel til grund for en brugbar

formidling af informationerne og loyalitet overfor læseren (kapitel 5.0). Hvad angår vurderingen og

bedømmelsen som centralt udtryk i en anmeldelse (kapitel 6.0), er anmeldelsen også klar.

Anmelderen bruger betydelige mængder af positive vendinger: ”rørende og fornøjelig”, ”

underholdt på bedste vis”, ” masser af spænding og gys”, og med dette gør hun opmærksom på sin

vurdering af filmen. Dette genlyder i hele anmeldelsen, fra start til slut, og anmelderen gør meget

ud at bestyrke denne holdning i sin beskrivelse af plot og karakterudtryk, blandt andet ved at

beskrive to figurer som henholdsvis ”den herlige julemand” og ”den uimodståelige tavse

Sandmanden”. Hun bruger videre et levende sprog for at forstærke denne positive formidling af

filmen, så læseren bliver trukket ind i en historie, de endnu ikke har været en del af: ” I kampen for

at bevare børnenes tro på deres eksistens -og beskytte dem mod den onde Mørke -samler vogterne

sig. Og den oprindeligt sværdfægtende, tatoverede russiske kosak, den gigantiske Julemanden Nord,

sender sine lune og brummende hjælpere ud for at kidnappe Jack, så han kan slutte sig til vogterne.”

Hvad angår en egentlig visuel bedømmelse er stjernesystemet ikke involveret, men anmelderen er

tydeligt begejstret.

Dette sagt, så er argumentationen (kapitel 2.2) bag denne begejstring noget uklar. Anmelderen har

mistet anmeldelsens objektivitet (kapitel 5.0) i sin egen subjektive interesse og glæde ved filmen, og

55


hvor glæden ved filmen er tydelig, er begrundelsen forvirrende og kun indirekte inkluderet.

Læseren kan udrede at der er en baggrund til begejstringen, hvad anmelderen er begejstret over,

men ikke hvorfor. Læseren kan tage ind for at se filmen for at finde ud af det selv, men som det

blev forklaret i kap skal alt i anmeldelsen forklares. En læser skal ikke være tvunget til at tigge om

informationer (Titchener 1998), er det basale fakta eller en begrundelse for en holdning. Da

vurderingen og bedømmelsen er hoveddelen af en anmeldelses funktion, har anmelderen her skudt

forbi i sin egen glæde ved filmen, og muligvis gjort filmen en bjørnetjeneste i at anmelde den på

denne måde.

Denne disinteresse for et logisk (kapitel 2.3) eller, for den sags skyld, et ordentligt emotionelt

(kapitel 2.3, 2.1) argument har også gjort at det er en anmeldelse, der mangler noget helt basalt, og

det er, at det ikke kan blive pillet let fra hinanden. Anmelderens argument bag sin vurdering er i

bedste fald ’fordi jeg synes det’, i stedet for at pege på konkrete elementer, der fungerer godt, og

hvorfor. Af en forholdsvist lang anmeldelse at være, i forhold til de andre indsamlede (bilag 1), er

der brugt meget lidt plads på at konkretisere oplevelsen i forhold til vurderingen. Ud af 623 ord, er

106 en beskrivelse af selve handlingen i filmen, mens 326 ord er brugt på at beskrive figurerne,

noget filmen må formodes at kunne gøre bedre. Beskrivelserne er relevante i forhold til plottet i

filmen, men historien bliver ikke forklaret på en måde, at disse beskrivelser får lov at blive

relevante.

I forhold til Roman Jakobson’s kommunikationsmodel (kapitel 2.1) er der lidt mere positivt at sige,

da konteksten og koden i budskabet vil være nemmere at forstå for læseren. Budskabet er klart og

tydeligt i anmeldelsen, ligesom påstanden er det. Anmelderen mener filmen er god, og at læserene

bør tage ind og se den, da ”både børn og voksne kan læne sig tilbage og blive underholdt på bedste

vis”. Der er ikke behov for underbygning i dette, da det er et budskab, der formidles videre til

læseren. Problemet kommer i brugen af retorikken (kapitel 2.3), da der, som tidligere nævnt, ikke er

noget logisk argument involveret.

Pathos (kapitel 2.3) er der mere af, ikke i kraft af et argument, men i brugen af styrkemarkørerne og

det levende, meget begejstrede sprog. Anmelderen taler et tydeligt følelsesladet sprog, og denne

positive følelse for filmen bliver da forsøgt overført til læseren. Værdien i de ladede ord er med til,

at læseren kan have forståelse for anmelderens holdning, og vil tage ind og se filmen grundet den

glæde, anmelderen udviste gennem anmeldelsen. Pathos skubber læserens forventning i positiv

retning. Dette til trods, er der stadig ikke et egentlig velbegrundet argument bag denne forventning,

og er i bedste fald manipulation af læseren, i værste fald en fejl fra anmelderens side.

56



Filmmagasinet Ekko 21. 11. 2012

Lise Ulrich

Påstand: ”en finurlig hyldest til den barnlige fantasi” (Bilag 1, anmeldelse 2, linje 4)

Belæg: Brugen af beskrivelse af karakterer og deres hjem, at det virker ud over det sædvanlige, til

trods for de gammelkendte figurer fra barnetroen. Flot visualiseret og animeret, engageret i

historien. Anmelderen bruger meget a filmens handling og samspil mellem figurerne for at opbygge

sit belæg, og bygger derefter videre gennem detaljer om produktion og instruktørens arbejde, som

begrundelse bag instruktørens integritet.

Hjemmel: Da filmens karakterer er opbygget anderledes end hvad de normalt er, her især på

baggrund af almindelig anerkendte historier og myter, samt det at filmen handler om disse

karakterer, kommer der et anderledes spin på den normale julefilm til børn.

Rygdækning: Anderledes film, der stadig følger nytidens trends i actionfilm og lignende,

nytænkende og flot sammensat, dog ønskes en dybere psykologi i stedet for noget af actionen.

Styrkemarkør: Namedrop af forskellige film instruktøren har været involveret i, brug af vindende

idiomer, der sætter kulør på anmeldelsen.

Gendrivelse: Anmeldelsen virker meget ukritisk i forhold til historien og involverer sig mere i

perspektivering til andre værker, der gør brug af samme grundlæggende elementer, samt produktion

og lignende, mens der ikke bliver set på nøje på plottet.

Vurderingen bliver først åbenlys til sidst i anmeldelsen, mangler klare informationer omkring

instruktør, m.v. Giver en kort gennemgang af plot, men perspektiverer også til baggrundsmateriale

og fabler, der ligger til baggrund for filmens karakterer, samt produktion og nyhedsværdi i

karakterdesignet.

Anmeldelsen fra Ekko inkluderer ikke nogle informationer. På trods af at denne anmeldelse er

udkommet på premieredatoen, er der ikke inkluderet yderligere informationer. Læseren kan udlede

hvem instruktøren er ved at læse anmeldelsen, men der er ingen tydlige informationer tilgængelige

ellers. Dette går direkte imod princippet om ikke at lade læseren tigge om informationer (kapitel

5.0, 6.0), men det må formodes eller håbes at disse informationer var tilgængelige for læseren af

57


magasinet, til trods for at de ikke er inkluderede i denne anmeldelse. Hvis ikke, er det et tydeligt

handicap for anmeldelsen, og en stor fejl fra anmelderens side.

Vurderingen af filmen er åbenlys, her igen trods manglende visuel bedømmelse. Anmelderen har

følt sig underholdt ”[der er] naturligvis smæk for skillingen”, og formidler et håb for, at andre vil

tage ind og se filmen: ”underholder og varmer hele familien”. Anmelderen forholder sig positiv til

handling og karakterer, og roser animation og 3D-effekt: ”3D-effekterne fin dybde og liv til filmens

billedside”. Anmelderen formidler et roligt sprog, der tydeligt, men med engagement i anmeldelsen,

fortæller om disse dele af filmen, og hvad der eller er behov for at videreformidle: ” Alene

præmissen med at lade Julemand, Påskehare, Sandmand og Tandfe indgå i et hemmeligt broderskab

af vogtere over børns fantasi er skæg og giver anledning til en nytænkning af de klassiske figureres

karaktertræk og eksistensgrundlag.”

I forhold til påstand og belæg er hjemmelen velopbygget. Påstanden bygger op til vurderingen og

budskabet om, at bør se filmen, mens en stor del af anmeldelsen er brugt på at bygge dette op ved at

forklare plottet og karaktererne i forhold til, samt at sammenligne med tidligere oplevelser, og

lignede fiktive oplevelser. Anmelderen nævner blandt andet Peter Pan, her i den originale udgave,

og kalder filmen et rigtigt eventyr, henholdsvis i starten og slutningen af anmeldelsen, hvilket går

godt i spænd med kapitel 6.0 og 7.0’s formidling. Plottet bliver forklaret tydeligt enkelt, uden at det

overtager anmeldelsen, mens karakteristikken på samme måde er både kort og relevant for

forståelsen af anmeldelsen. Anmelderen bemærker også indflydelsen fra forfatteren af

originalmaterialet, og egenskaberne hos instruktøren, der sammen har gjort filmen mulig. På denne

måde bliver belægget bygget op omkring disse informationer, der bakker op omkring påstanden, og

samtidig virker som rygdækning for argumentet. I forhold til styrkemarkører, er anmeldelsen ikke

fuld af punch og ord, der fanger læserens øje, men den rolige skrivestil gør alligevel at anmeldelsen

har en positiv værdi at videregive. Især sætninger som ”dette farveorgie af finurlige detaljer,

smukke billeder og oprigtigt morsomme tiltag.” og ”Hvem er vi, hvis vi ikke tror på noget? Fortabte

og ensomme skabninger og i værste fald slet ingenting.” sætter stemningen.

Dette til trods er anmeldelsen en anelse flyvsk, ikke i udtryk, men i adfærd. Fordi anmelderen

kommer ind på mange forskellige dele i anmeldelsen for at opbygge sit belæg, er der også mange

ting at tage ind som læser, og de virker ikke alle sammen relevante for selve anmeldelsen. At

instruktøren tidligere har været involveret i spillefilm, dog ikke som instruktør, er ikke relevant for

hans arbejde som instruktør eller for hans rolle i skabelsen af filmen. Hans tidligere arbejde som

instruktør er også irrelevant, da dette er hans første arbejde med originalmateriale og i den skala, og

58


det tidligere arbejde har ikke mange interessante eller positive værdier. På samme måde virker

reference til den originale Peter Pan noget tænkt, til trods for at figuren er en meget passende

perspektivering til filmens hovedperson Jack.

Alt i alt er selve argumentationen dog dækket og brugbar til formidling. Der er også gjort brug af

både pathos og logos (kapitel 2.3) i argumentationen, logos at finde i de mere faktuelle

informationer omkring 3D-effekt, animation og både Joyces og Ramsays arbejde, der giver en

begrundelse til, hvorfor denne film bør være værd at se. Imens bygger anmelderen også en vis grad

af pathos i sin anmeldelse, mest ved en smule gru for konflikterne i filmen, hvilket passer godt

sammen med filmens atmosfære, men ellers holder anmelderen sig til sine værdiladede sætninger,

snarere end at sætte følelser i gang hos læseren.


MetroXpress/24Timer - 22. 11. 2012

Anders Bo Schreiner via Cinemazone

Påstand: ” Visuelt imponerende, men for letkøbt slutning” (Bilag 1, anmeldelse 5, linje 3)

Belæg: Handling og morale er set mange gange før, god animation og tekstur i designet, men for

megen brug af 3D effekterne.

Anmelderen henviser også meget til filmens atmosfære, der virker mere dyster end i andre

animationsfilm fra Dreamworks, og henviser derefter hovedsageligt til animationsfilm af en anden

stilistisk baggrund end den anmeldte film (Ice Age, Madagascar mod en mere passende, men ikke

inkluderet sammenligning med ’Sådan træner du din drage’).

Hjemmel: På grund af disse faktorer, her at animation og tekstur er godt udbygget, men at filmens

plot og slutning er set mange gange før, uden at føje noget nyt til det, når anmelderen til

ovenstående påstand.

Rygdækning: Der har ikke været mange nye ideer fra Dreamworks, så dette er en frisk fornyelse,

der dog ikke når i mål trods intentionerne. Ambitiøs og mere dyster, dog alligevel med fjollede

ideer.

Styrkemarkør: Namedropping af diverse kendte figurer, fra fiktion og virkelighed, samt

sammenligning med diverse film. Brug af diverse stærke ord, som letkøbt, hæsblæsende, fjollet,

imponerende og lignende, for at give et klart billede på filmens kvaliteter eller mangel på samme.

Gendrivelse: Der virker som om, der er behov fra anmelderens side at involvere sig mere i genren,

og se bort fra forskellige irrelevante popkultursfænomener. Sammenligning med mere relevante

59


emner, kunne også være en mulighed. Se på filmen som helhed, ikke bare at den på den ene side har

flot grafik, på den anden side er basis for plottet set før, men rent faktisk se på den måde, de to

spiller sammen.

Klar vurdering, klare informationer. Kort opsummering af historien, henvisninger til andre film af

samme producent, executive producers og andre af ungdomskulturens ikoner fra filmscenen, der

ikke virker videre relevant for selve anmeldelsen. Indkredser målgruppe til børn specifikt. Virker

negativ, med lidt flade argumenter for dette.

De generelle informationer er til stede i denne anmeldelse. De er først i anmeldelsen som kapitel 6.0

foreslår, og består af de mest basale informationer om filmen, instruktør og de danske stemmer.

Dette gør det klar for læseren, og trækker ikke opmærksomheden væk fra anmeldelsens helhed og

budskab. Desuden er der inkluderet en underrubrik lige før disse informationer, der indfanger

læserens interesse.

Omkring belæg og påstand (kapitel 2.2) er der også noget at hente. Anmelderen kommer med

forskellige begrundelser for sin påstand i løbet af anmeldelsen: ” selv om han ikke helt når i mål, er

det godt at se, at selskabet forsøger at forny sig”, ” Han er skræmmende på den rigtigt gode måde,

der kommer af en fornemmelse af, at han ved og forstår mere end heltene.”. Anmelderen har

tydeligt haft en grund til at komme med den bedømmelse, filmen har fået. Han giver den fire

stjerner ud af seks1 som visuel bedømmelse, og trods en vis negativitet i sin anmeldelse, er dette en

bedømmelse over gennemsnit. Når det kommer til hjemmelen er der dog ikke mange konkrete

informationer om, hvorfor påstanden er, som den er, men informationerne i anmeldelsen leder

alligevel til en konklusion. En påstand der kunne være bedre forklaret ville være ”Ikke mindst

derfor er det ærgerligt, at ' De eventyrlige vogtere' har fået en alt for letkøbt slutning med en morale,

man har hørt uendeligt mange gange før.” men anmelderen lader denne sætning ligge og skifter

emne. Dette er forståeligt i forhold til at spolere oplevelsen ved at fortælle slutningen, men på den

anden side kunne anmeldelsen let have været forvirringen og den indirekte spoiler foruden.

Anmelderens problem med et små-forudsigeligt plot, noget der ikke er enkeltstående i størstedelen

af tidens premierer, synes også at være det underliggende tema for anmeldelsen. Der er en

manglende tilfredshed, og sproget bærer præg af anmelderens irritation. ”derfor er det ærgerligt”, ”

Et andet irritationsmoment”, ” selv om han ikke helt når i mål” og ”men ikke helt igennem

1 Skala er ikke oplyst i bilag

60


vellykkede” er sætninger, der sætter anmeldelsen i perspektiv, og giver den en negativt ladet værdi,

selv med den knebne ros, filmen får. 3D-effekten får ros, men bliver i samme sætning konkluderet

for meget: ” det fejende flot at fare af sted i 3D, men jeg fik meget hurtigt nok af uendelige drøn hen

ad kælkebaner”. Generelt virker denne anmelder ikke tilfreds med at lade nogen ros stå fuldstændigt

alene uden at finde læseren om, at han ikke syntes om dele af den. Kun animationen og til en vis

grad, atmosfære og skurken, står frit uden kommentarer af negativ grad. Skrivestilen er fattet, men

noget kantet og stift. Selvom der bliver brugt stærkt ladede ord, ”uendeligt”, ”hæsblæsende”,

”imponerende”, bliver de alle brugt enten negativt eller skudt ned snart efter, og anmelderen virker

uengageret af denne grund.

Denne anmelder ligger ikke meget vægt i at beskrive karaktererne, og bruger i stedet pladsen på at

forklare plottet. Især ”I en stemningsfuld introsekvens præsenteres vi for den unge Jack Frost. Han

har særlige evner, der gør, at han kan skabe vintervejr, når han vil, men han ved ikke hvorfor. Han

har i det hele taget ingen minder fra før den nat, månen gav ham den stav, han styrer vejret med.”

sætter stemningen for anmeldelsen og dens brug af eksempler fra filmen. Der er meget vægt på det

dystre og mørke, som anmelderen viser en let begejstring for: ”Det kunne lyde som det rene fjolleri

med en boomerangbevæbnet Påskehare og en tatoveret Julemand (med henholdsvis ' Naughty' og '

Nice' på hver underarm!), men filmens grundtone er dyster, måske fordi Guillermo del Toro (' Pans

Labyrint', ' Hellboy') er blandt filmens executive producers.”. Dette citat sætter også fokus på

anmelderens tendens til at inddrage irrelevante perspektiver til anmeldelsen, blandt andet ved at

sammenligne hovedpersonen med både Justin Bieber og Edward Cullen fra Twilight-sagaen, hvilket

kan give læseren nogle meget bestemte tanker om denne hovedperson. Han refererer også til diverse

animationsfilm fra Dreamworks, der ikke kan sammenlignes med filmen ud over at komme fra

samme producent, og inkluderer her Ice Age-serien som Dreamworks, til trods for at være

produceret af Blue Sky Studios og Twentieth Century Fox Animation. Hos læsere der interesserer

sig for animationsfilm ville dette være en meget grum fejl. I stedet kunne han have refereret til

Sådan træner du din drage, der have premiere to år tidligere, og ligger langt nærmere i både

animations- og fortællestil, og var en stor succes for Dreamworks.

Retorisk (kapitel 2.3) er anmeldelsen dog meget logisk sat op, trods de negative værdier,

anmelderen formidler. Anmelderen spiller på logos (kapitel 2.3) ved indirekte slutninger i sin

anmeldelse på baggrund af de oplysninger, der er blevet givet. At filmen er dyster på grund af dens

executive producer, at slutningen er letkøbt, fordi den er set mange gange før. Anmeldelsen spiller

tværtimod ikke meget på pathos, til trods for den værdi, der bliver ilagt ord og vendinger, hvilket

61


gør at anmeldelsen virker uengageret. Anmelderen kommer med nogle gode problematikker, men

grundet pladsmangel bliver kritikken en meget stor del af en anmeldelse til en film, der er over

gennemsnit.

10.6 Sammenligning

Og til sammenligning, to anmeldelser af forskellige film, begge fra Dreamworks, anmeldt med fire

måneders mellemrum, fra samme avis. Dog ikke samme anmelder.

10.6.1 Bilag 1. Anmeldelse 6.

Belingske – 22. 11. 2012

Louise Kidde Sauntved

Påstand: ” »De eventyrlige vogtere« byder på masser af eventyrstemning og en spændende

historie.” (Bilag 1, anmeldelse 6, linje 22)

Belæg: Anmelderen finder brugen af de mytologiske figurer interessante og passende til sæsonens

mange film, da den udkommer i slutningen af november og derfor omkring juletid. Der er en kort

gennemgang af plottet, og der bliver senere tilføjet yderligere detaljer, der bygger op om dette

belæg og instruktørens fortællekunst. Der er sammenligning med forskellige superhelte som forslag

til karakterenes opgave i filmen.

Hjemmel: Påstanden bygges på forklaringer af denne eventyrstemning, der ligger i både

premieredato og brugen af karaktererne, samt ved at se på det plot, der ligger til grund for

konflikten tidligt i historien.

Rygdækning: Er enten for svag til at være synlig, eller ikkeeksisterende.

Styrkemarkør: Bruger ord som poetisk og rørende, samt stærke beskrivende ord for at male et

billede af filmen i folks bevidsthed.

Gendrivelse: Hjemmelen virker uspecifik og famlende imellem belæg og påstand, og læseren må

tage anmelderens ord for, at der er masser af eventyrstemning, da det eventyrlige ikke virker til at

have taget fat i anmeldelsen.


Belingske 21. 03. 2013

Jacob Wendt Jensen

62


Påstand: ”[…] er en imponerende udnyttelse af 3D-mediets muligheder, og i det hele taget vil både

store børn og voksne være godt underholdt[…]” (Bilag 2, anmeldelse 4, linje 15)

Belæg: Universet i denne film bliver beskrevet, og historiens nøgleperson bliver nævnt, samt den

situation hun er i, i starten af filmen. Anmelderen finder sceneriet og farvevalg interessant.

Hjemmel: Anmeldelsen er yderst sparsom på belæg, for ikke at tale om en egentlig påstand, ud over

at anmelderen fandt filmen stemningsfuld.

Rygdækning: Er enten for svag til at være synlig, eller ikkeeksisterende.

Styrkemarkør: Malerisk sprog, der bruges til at beskrive situationen i filmen, og anmelderen

beskriver kort oplevelsen i biografen som noget yderst positivt.

Gendrivelse: Anmeldelsen mangler en egentlig vurdering at videregive til sine læsere, og ud over

det beskrivende sprog, kommer der stort set ikke nogen informationer ud. Anmeldelsen virker ikke

til at have et argument for eller imod, men virker snarere som anmelderens eget lille dagbogscitat

efter deres tur i biografen. Uinvolveret og forenkelt.

11.0 Diskussion

Anmeldelser kommer, som vist i bilag 1 og 2, i mange forskellige varianter. Hvor nogle anmeldere

bygger et argument for deres vurdering, beskriver andre filmen, og lader læseren om at finde

begrundelsen i deres argument.

De forskellige eksempler er meget forskellige i opbygning og skrivestil, og til trods for at der må

tages hensyn til format i avisen, de er blevet trykt, og at der derfor kan forefindes informationer, der

ikke er inkluderet i bilagsformatet, er der også vist vidt forskellige tilgange til det, en anmeldelse

bør indeholde. Kun to ud af de udvalgte otte anmeldelser, Belingskes og Metroxpress’, har i dette

format en visuel tilkendegivelse af vurderingen via et stjernesystem. Resten har ikke deres

inkluderet, eller har ikke været involveret i en sådan visuel vurdering. Dette kan både være en god

og en dårlig ting, i forhold til formidlingen (kapitel 7.0), da stjerneangivelsen er en nem og hurtig

måde at finde anmelderens vurdering på, men på samme tid kan denne måde også være udefineret,

eller, i forhold til anmeldelse 5 (bilag1, kapitel 10.5.3), virke direkte forvirrende for læseren, når de

sammenligner antal stjerne med det, anmelderen har inkluderet i teksten. Det udefinerede kommer

ved, at dette er en simpel x-ud-af-y vurdering, og da trenden, per bilag 1 og 2, er at bruge seks

stjerner, er der ikke meget, det skiller film med to, tre eller fire stjerner. Desuden er læseren nødt til

at læse anmeldelsen for at finde begrundelsen for denne vurdering, og for at få konkretiseret om det

så at sige er et stort eller lille firtal, filmen har fået. Er den nærmere middelmådig end over

63


gennemsnittet, eller kunne det have været et femtal, hvis det ikke havde været for et problem med

plottet, karaktererne eller anmelderens egen subjektive (kapitel 5.0) holdning til filmen. En

anmelders firtal er eller ikke nødvendigvis en andens firtal, og der kan ligge forskellige kriterier bag

den visuelle bedømmelse hos hver individuel anmelder. Denne vurdering er oftest ikke forklaret for

læseren, og de kan derfor lægge deres egne værdier i stjernesystemet, der ikke matcher anmelderens

intentioner. Denne forvirrende egenskab til trods, er stjernesystemet en klar og hurtig måde at

formidle anmelderens vurdering videre til læseren, uden at denne involverer sig i anmeldelsens

brødtekst.

En anmeldelse kan involvere sin læser på mange måder. En af grundstenene er ved at inkludere en

kort underrubrik, der fanger interessen hos læseren, og sætter anmeldelsen i gang (kapitel 6.0).

Eksempler herpå kan være Belingske’s ”I kølvandet på Batman, Superman og alle de andre

kanoniserede superhelte kommer der nu et helt nyt hold; julemanden, påskeharen, tandfeen, Jack

Frost og sandmanden - tilsammen kaldet »De eventyrlige vogtere«.” (anmeldelse6), eller et mere

kantet ”Et af filmens temaer er at finde sin identitet, men hverken plot eller præmis giver mening i

De eventyrlige vogtere” fra Information (anmeldelse4). Disse første få sætninger er, hvad der fanger

interessen, og får læseren til at læse videre. Som set i kapitel 6.0 bør denne indgang til anmeldelsen

også genlyde i slutningen, for at anmeldelsen huskes bedre, og anmeldelsen virker som en helhed.

Det følgende eksempel viser en start og slutning, der hænger godt sammen: Weekendavisens

(anmeldelse7) ”Vogtere. Et superhold af sagnfigurer forsvarer barnetroen i den nye animationsfilm

fra Dreamworks.” og ”Vist er filmen mere sød end sej, men hvad den siger om evnen til undren, er

altid værd at lytte til.”, der binder anmeldelsen sammen, ved at gentage præmisserne om barnetro og

undren, hvilket er en billede på et af filmens temaer. Anderledes kommer det fra Information

(anmeldelse4) ”Et af filmens temaer er at finde sin identitet, men hverken plot eller præmis giver

mening i De eventyrlige vogtere” og ”Til gengæld kommer tidligere storyboard-designer på

eksempelvis Fight Club, Peter Ramseys, visuelle talent til udtryk, og hans første spillefilm som

instruktør (efter tv-filmen Monsters and Aliens: Mutantgræskar fra det ydre rum) er et spektakulært

actioneventyr, hvor 3D-animationen for en gangs skyld kommer til sin ret.” som giver en kluntet

sammenhæng, og yderligere involvere informationer, der ikke er relevante for en så kort

anmeldelse.

Mangel på eller brug af sammenhænge, kommer også frem, når det kommer til argumentationen.

Nogle vil måske påstå at en anmeldelse, som skal informere om, og vurdere nye premierefilm for

den almene befolkning, ikke have brug for et holdbart argument, eller at den ikke er et argument i

64


sig selv. At anmeldelsen snarere indeholder et budskab, som læseren så kan forholde sig til, eller

lade være. En form for envejskommunikation af ’jeg synes det her er godt, og jeg har en vis

autoritet som udgivet journalist’, hvor læseren så selv må vurdere om de stoler på denne autoritet

eller ej. Dette er dog dårlig brug af det journalistiske felt, der ideelt er en formidling af sandheden,

som set i nyhederne og pressedækning af diverse begivenheder. Er en anmeldelse at sammenligne

med krig og ødelæggelse? I forhold til argumentation og sandhed, bør den være det, trods mere

fredelige emner. Grundet den nævnte autoritet (kapitel 5.0) som anmelderen har, bør der vises en

loyalitet og respekt for læseren (kapitel 5.0), der her bør oversættes til ordentlig argumentation af

anmelderens synspunkter. En dårligt skrevet anmeldelse er ikke respektfuld brug af læserens tid, og

brud på dette vil gøre at læseren er mindre villig til at involvere sig en anden gang (kapitel 5.0). Set

fra avisens side, som generel afsender af anmeldelsen (kapitel 10.0), kan dette betyde mistede

kunder og andre negative konsekvenser.

En manglende argumentation for en vurdering kan også læses som manglende informationer for

læseren (kapitel 5.0), og dette kan på samme måde gøre læseren irriteret eller virke negativ i forhold

til anmeldelsen, og i forlængelse, filmen, der bliver anmeldt. Brugbar argumentation, hvor påstand

bliver bygget op at belæg og hjemmel (kapitel 2.3, 10.4) som set i ovenstående eksempler (kapitler

10.5.2 og 10.5.3) vil virke bedre gennemtænkte for læseren, og efterlade dem med et bedre grundlag

for deres egne overvejelser i forhold til filmen. Da anmeldelsen er formidling af en film for at skabe

interesse for, eller få læseren til at se, en ny film (kapitel 5.0) er denne argumentation en positiv

påvirkning i forhold til filmen. Selv med dårligt anmeldte film vil selve presseomtalen give filmen

opmærksomhed fra læserne (kapitel 5.0) og derfor er anmeldelsens argumentation af sine

holdninger med til at fremhæve en film i et vist lys. Ved brug af styrkemarkører (kapitel 2.1, 2.2.

10.4) kan anmelderen så fremhæve sin egen vurdering, og bevidstgøre hvorfor filmen er anmeldt

som den er. En anmelder tvunget at læsernes nysgerrighed (kapitel 5.0) til at anmelde en ny, men

dårlig, film, kan derfor gennem god argumentation skabe negative værdier omkring filmen, så

læserne bliver mindre interesserede i filmen. Dette kan dog også gøre læserne nysgerrige overfor

filmen (kapitel 5.0), men anmelderen mister ikke sin autoritet i forhold til vurderings sandhed.

I denne forstand er det også bedre for en film at blive anmeldt som enten meget god eller meget

dårlig. De midterste karakterer siger ikke meget om filmen, og gør ikke læseren mere nysgerrig

omkring filmen, med mindre tonen i selve anmeldelsen er meget negativ (anmeldelse 5, kapitel

10.5.3, bilag1). Den negative tone kan dog virke forvirrende i forhold til den middelmådige

karakter, på samme måde som en meget positiv anmeldelse, men manglende begrundelser

65


(anmeldelse1, kapitel 10.5.1, bilag 1) kan virke forvirrende. Sammenhænge mellem påstand og

begrundelse er nøglen til at få læseren til at se anmelderens vurdering som noget brugbart, også

selvom de ikke er enige med den bedømmelse, anmelderen er kommet frem til. For mere litterært

eller animationsteknisk interesserede læsere ville en sådan opbygning af argumentationen også

betyde en større respekt for anmelderen.

Af samme grund er der også så at sige point at hente, ved at videregive historien på en forståelig og

interessant måde, også selvom det kun er et kort resume af de første tredive minutter i et forsøg på

at holde mystikken omkring plottet. En generel ide om handlingen er dog forventelig i langt de

fleste anmeldelser, men der er stor forskel på, hvor succesfuldt historien bliver videregivet. Nogle

anmeldelser holder sig til ganske kort at ridse konfliktens hoveddel op: ”Men den onde Mørke har

udtænkt en plan, hvor han ved hjælp af sin grufulde mareridtshær vil få alle verdens børn til at tro

på ham i stedet for på de udødelige Vogtere, indtil der ikke er andet tilbage end frygt.” (anmeldelse

3, bilag1), mens andre går en anden vej, og sætter fokus på en svag baggrundshistorie, som set i

Weekendavisens anmeldelse. Denne anmeldelse er som den selv beskriver plottet: ”Det er en

indviklet forhistorie.” (anmeldelse7, bilag 1). Anmeldelsens formidling er hovedsageligt den

indviklede forhistorie, der i filmen virker ret klar og entydig, måske især fordi den bliver fortalt

gradvist og gennem sceneri lige så meget som ord. Anmeldelsen prøver at forklare noget, der tager

godt en time at få styr på, mens den kunne have taget den simplere vej, som mange af de andre

anmeldelser også har gjort, og holde sig det egentlige plot.

På den anden side viser denne form for fortælling et engagement, der ikke på samme måde er til

stede i de andre anmeldelser. Som Schreiner siger i anmeldesen fra Metroexpress (anmeldelse 5,

bilag1), så er det godt at se Dreamworks forsøger at forny sig, men det lykkes ikke helt, og at plottet

er for kendt og forudsigeligt. På samme måde kan standardformatet på en anmeldelse virke meget

forudsigeligt, hvis de alle ridset den samme grundhistorie op og regner med, at det vil interessere

læseren, mens Weekendavisens Jensen prøver noget nyt, men fejler i udførelsen. At fange læseren

gennem baggrundshistorien virker til at være en god ide, da anmelderen så ikke røber plot og

slutning på samme måde, og læseren vil være interesseret i at finde ud af, hvordan det hele hænger

sammen. Desværre bliver det for kludret og ugennemtænkt med sætninger som ”Superholdet blev

samlet af Manden i Månen, som ellers ikke blander sig. Det har været sådan siden Middelalderen,

da frygten for mørket var stærkere end evnen til undren.” og ”Jack - som ligner en trist Peter Pan -

forstår sin egen historie, da Tandfeen viser ham barndommen. Kun han kan trodse Mørkemanden.

Modsat de øvrige vogtere er Jack nemlig stadig en dreng i sit hjerte.” der ikke helt passer på de

66


egentlige fakta i filmen, men snarere er klippet sammen af forskellige stumper dialog. Engagement

og nytænkning til trods, giver dette opbakning til standardformatet for anmeldelserne, med en lille

beskrivelse af konflikten eller hovedplottet. Genkendeligt, men muligt at raffinere igennem

anmelderens skrivestil og andre informationer, for eksempel karakterbeskrivelser eller kommentarer

på animation og 3D-oplevelsen.

Rent retorisk (kapitel 2.3) gør længere anmeldelser god brug af både pathos og logos (kapitel 2.3),

da der her er bedre plads til at opbygge argumentet. Logos bliver brugt i kommentarer omkring

teknik og animation. ”Animationsstilen er rund og dynamisk. Der er fin og raffineret musik af

Alexandre Desplat, som også har skrevet slutsangen »Still Dream« til sopranen Renee Fleming. 3D-

teknikken sender drømmesand og snekrystaller langt ud i salen.” (anmeldelse 7 bilag 1) giver en del

ekstra informationer, der alle baserer sig på logos. Da langt de fleste argumenter bag vurderingen af

en film, kun kan bevises ved at se filmen, er disse argumenter ikke perfekte. De holdes også under

en vis form for subjektivitet (kapitel 5.0) hos anmelderen, men de er stadig baseret på mere tekniske

detaljer, og giver læseren baggrund for en mere logisk bedømmelse: er denne film flot? Fungerer

den teknisk? Spørgsmål, der hos nogle læsere vil veje tungere end karakterdesign og plot. Den

samme teknik er forsøgt, når en anmelder nævner instruktørens tidligere værker, som set i

Information (anmeldelse4, bilag1), hvor Peter Ramsay bliver forbundet med Fight Club, som en

form for kvalitetsstempel. Teknikken fungerer udmærket gennem de positive værdier en succesfuld

film kan give dem, der har arbejdet med den, men kan virke irrelevant for nogle. Især her, hvor

Ramsay var involveret i storyboarding, og ikke instruktørarbejde. Derfor er denne slags forsøg på at

involvere logos noget, anmelderen skal være påpasselig med.

Modsat virker pathos (kapitel 2.3) som en hurtig måde, at involvere sin læser i anmeldelsen på. At

skabe en følelsesmæssig tråd mellem læser og anmeldelse kan både være en måde at manipulere

læseren på, men også være en bevidst måde at formidle sit budskab videre på, med så positive

værdier som muligt. Pathos i anmeldelserne findes hovedsageligt i beskrivelser og karakteristikker.

Anmelderen kan her bruge styrkemarkører til at give beskrivelserne værdi af enten positiv eller

negativ grad, via den emotive funktion (kapitel 2.1). Desuden kan anmelderen bedre formidle sin

vurdering gennem pathos, da film oftest er en følelsesmæssig affære over dokumentarens fakta og

logos. I formidlingen af pathos, kan anmelderen beskrive filmen og den atmosfære, den afgav.

Beskrivelser om mørke og dystre scener (fx anmeldelse5 bilag 1), eller introduktionen af Jack: ”Fra

begyndelsen af filmen opstår han af knitrende is” (anmeldelse 1, bilag 1) er med til at levendegøre

anmeldelsens forhold til filmen, og de beskrivelser, den formidler. Især sidstnævnte eksempel sætter

67


billeder i hovedet på læseren, og skaber nysgerrighed og interesse for at finde ud af, om disse

billeder passer, og hvordan det egentlig foregår, mens karakterbeskrivelser som ”Og den oprindeligt

sværdfægtende, tatoverede russiske kosak, den gigantiske Julemanden Nord, sender sine lune og

brummende hjælpere ud for at kidnappe Jack, så han kan slutte sig til vogterne.” (anmeldelse 1

bilag 1) skaber på samme måde et forhold til karaktererne, inden publikum har mødt dem, ligesom

filmens trailere giver et indtryk af både plot og hovedpersoner. Dog kan anmeldelsen, på samme

måde som traileren, virke misvisende og manipulerende når den introducere læseren til filmen.

Mens følelser ikke kan påtvinges læseren, tonen i en anmeldelse alligevel smitte af på læseren. En

overbegejstret anmeldelse (anmeldelse 1, bilag1) kan være lige så manipulerende som en meget

negativ anmeldelse (anmeldelse5, bilag1). Det er ikke en dybtliggende manipulation, især ikke hvis

anmeldelsen kun bliver læst overfladisk, men underbevidst kan det skabe bestemte værdier i forhold

til anmeldelse og film, læseren senere til huske svagt, når de tænker tilbage.

Hvis pathos bliver oversat til en appel til følelserne, lyder det da også manipulatorisk, men hos en

anmelder, der forstår at balancere positivt og negativt, logos og pathos og sætter læseren først, vil

brugen af pathos være til gavn for formidling og kommunikation, og ikke for at ændre læserens

opfattelse. Udenfor det ideelle billede er der dog ikke megen brug for manipulation af pathos, da

dette kan virke skadende for det forhold der er mellem læser og anmelder (kapitel 5.0, 7.0), og da

anmelderen ikke selv er involveret i filmen, er der ikke behov for så yderliggående metoder i en

almindelig anmeldelse.

11.1 Sammenfatning

Vurderingen og bedømmelsen i stjerner bør matche op med hinanden, da det ellers kan virke

forvirrende for læseren, især hvis anmeldelsen er meget negativ, og bedømmelsen ikke matcher.

Samtidig bør belæg og påstand lede til hinanden. En anmeldelse uden et logisk argument kan

forvirre læseren, eller gøre, at de stiller spørgsmål til det de har læst, uden mulighed for at få

svarene. Dette gør læseren irritabel. Anmeldelserne viser et bedre spektrum i anmeldelsesskrivning,

både hvad gælder vurdering og opbygning af argument, oplysning af informationer og læselighed.

De indeholder dog alle fejl i forhold til de forskellige dele: argument, kommunikation, retorik,

opbygning og formidling. Især argumentet giver mange anmeldere problemer, til trods for at dette

burde være en universel del af at skrive en anmeldelse. Vurderingen bliver begrundet i argumentet,

og uden denne begrundelse er anmeldelsen uden egentlig værdi.

68


Kommunikationsmæssigt virker de fleste anmeldelser til at være med, især på det emotive plan.

Derfor er der god brug af pathos, mens logos halter efter i manglen på et mere logisk argument.

Opbygningen er oftest af væsentlig kvalitet, da især brugen af de faktuelle informationer fungerer,

men skrivestil og formulering kan trække ned. Især når det gælder en forståelig opbygning af plot

kan der være problemer, da anmelderen lægger vægten på fortællingen forkert, eller tager for mange

eller for få friheder omkring resumeet. Der er også tendens til at anmelderne involverer irrelevante

informationer, der burde have været sorteret fra under skrivning, eller undersøgt bedre, enden de

blev skrevet til. Informationer om producentens tidligere film, især med en større producent, der

ikke har en ensrettet stil, kan være totalt irrelevante for anmeldelsen og filmen. Også diskussioner af

en debutinstruktørs tidligere arbejde burde være udeladt.

Anmelderne tager sig friheder som professionelle, der ikke kommer læseren til gavn. For læseren

kan det betyde manglende forståelse, eller en tendens til at kompensere for en tekst, der ikke

indeholder alt hvad den burde, og derfor ikke virker så meningsdannende, som den ideelt set burde

være. Vurderingerne må tages med et gran salt, og kan muligvis ikke virke så henvisende til filmen,

som en ideel anmeldelse ville.

Anmeldelserne formidler meget generelle ideer om filmen og en noget subjektiv vurdering, hvilket

reelt set er hvad anmeldelsen har behov for, for at være en anmeldelse, men der mangler et

engagement i faget eller en forståelse for opbygningen, som mange anmelderen ikke har, eller ikke

viser.

12.0 Konklusion

Ideelt set er anmeldelsen en service for læseren. Den kan bruges til baggrund for diskussion,

meningsdannelse og lignende, og er den perfekte balance mellem en objektiv bedømmelse af

filmen, og en subjektiv vurdering fra anmelderens synspunkt. Anmelderen forholder sig både til

læserens forventninger, og sin egen vurdering af premierefilmene, for at finde grundlaget for sine

anmeldelser, og udvælger film, der er interessante, fascinerende og fokus for læserens nysgerrighed.

Anmeldelsen er opbygget funktionelt, ved at gøre vigtige informationer om filmen klare for

læseren, og er interessant og underholdende at læse. Anmeldelsen er ikke en kritik af filmen, men

en kort gennemgang med den funktion at informere og vejlede. Den kan desuden sætte fokus på

premierefilm, læseren ikke tidligere vidste noget om, og derved give biograferne arbejde.

Anmeldelsen formidler sit argument klart og tydeligt, og forklarer læseren, hvorfor vurderingen ser

ud som den gør. Der er ikke behov for at stille spørgsmål til vurderingen, da den er formuleret

69


forståeligt, og ikke lægger op til yderligere spørgsmål, men bare giver lyst til at se filmen. Ideelt set

vil en anmelder ikke anmelde en dårlig film, da selve anmeldelsen giver filmen fokus og derfor

publikum, lige meget hvordan anmeldelsen lyder. Men i den utopiske situation ville læseren have

tillid til, at anmelderen vidste, hvad de skrev om, og derfor ikke se den dårlige film.

Desværre er verden sjælden utopisk eller ideel. På den ene side kan en anmelder sagtens skrive ’den

perfekte anmeldelse’, der tager højde for læseren, for filmen og for vurderingen, der informerer og

underholder. Men læseren behøver ikke at tro på dette, at stole på anmelderen og dennes vurdering,

eller de tager ikke anmelderen på ordet om den dårlige film og ser den, eller den gode og lader

være. På den anden kan læseren give al sin tiltro til anmelderen og tro blindt på vurderingen, mens

anmelderen ikke bakker sine holdninger op, bedømmelse og vurdering passer ikke sammen, der

mangler informationer og anmeldelsen er ulogisk og uinteressant. Langt de fleste anmeldelser og

læsere ligger dog mellem utopien og dystopien. Anmelderne forsøger at forklare og formidle deres

vurderinger på bedste vis, men er ikke altid enige om, hvordan det skal gøres. Nogle bliver for

ivrige, mens andre nærmer sig en kritik, og bliver meget negativ i sin opfattelse. De fleste opfylder

en basal funktion om at have en vurdering og formidle en film, men vurderingen bliver ikke

nødvendigvis bygget logisk op, og formidlingen bliver sløv og ufokuseret på grund af skrivestil og

fokuspunkter.

For at fremme en brugbar model, bør anmelderne overveje hvad deres fokus er, og hvordan de bedst

formidler det. Vurderingen og et logiske argument bør tage højsædet, men i virkeligheden vil en

perfekt anmeldelse være næsten umulig at udføre på den tid og plads, en anmelder har med at gøre.

De bør dog forsøge at opretholde deres journalistiske integritet og formidle klart til sin læser.

Læseren, der ikke har set filmen endnu, bør kunne forstå argumentet bag vurderingen. Læseren, der

har, bør finde underholdning i anmeldelsen.

I forhold til anmeldelsen af animationsfilm, må argument og opbygning afspejle en forståelse af den

genre, der anmeldes. Anmelderen kan ikke bare konkludere, at filmen er for børn og derfor tage for

givet, at filmen vil blive set alligevel, fordi børn ikke læser anmeldelser, og at forældrene ikke kan

tage beslutningen om at en film skal ses på baggrund af anmeldelsen, fordi beslutningen allerede er

taget. Da animationsfilm ikke kun har børn og børnefamilier som publikum, men mange andre

læsere, der interesserer sig for dette felt og de nyeste film, både af underholdnings- og fagmæssige

grunde, bør anmeldelsen udvise en professionel forståelse af disse grupper som læsere, og derfor

formidle filmen mod læserne som helhed, og ikke bare læserne som en del af en børnefamilie.

70


Hvis anmelderen ikke bliver holdt ansvarlig af læseren, vil anmelderens anmeldelser altid være

ubrugelige.

Kilder

Bibliografi

Aristoteles – Retorik. Museum Tusculanums forlag. 1983, DK.

Bergenholtz; Henning & Frandsen; Finn: At anmelde i Hermes – Tidsskrift for sprogforskning. I I

Anmeldelsens teori og praksis. Hansen; Carsten (red.) Werks Offset A/S. 1997, DK.

Bredsdoff, Jørgensen & Klysner: Klassekamp og Kulturudjævning. I Anmelderi. Bredsdoff;

Thomas, Jørgensen; John Chr. & Klysner; Finn (red.). A/S Fremad af 1979. 1983, DK2.

Clarke; James: Animated Films. Vigin Books ltd.. 2004, UK.

Corrigan; Timothy: A Short Guide to Writing about Film. Pearson Education Inc.. 2010, USA. 7.

udgave.

Fogtmann; Christina & Kern Hansen; Stine: Faktorer i anmelderiet – diskussionreferat. I

Anmeldelsens teori og praksis. Hansen; Carsten (red.) Werks Offset A/S. 1997, DK.

Garbers; Lis & Høger; Sten: Retorik – Levende tale eller tom snak? Nyt Nordisk Forlag, Arnold

Busck A/S. 1996, DK.

Haberski Jr.; Raymond J.: It’s only a movie. The University Press of Kentucky. 2001, USA.

Jacobsen; Henrik Galberg & Jørgensen; Peter Stray: Politikens håndbog i Nudansk. Sp/Politikens

forlagshus A/S. 2005, N. 5. udgave.

Jakobson; Roman: Lingvistik og poetik. I Litteraturteoretisk antologi. Walther; Bo Kampmann

(red) Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. 2001, DK.

Jenkins; Henry: Fans, Bloggers, and Games: Exploring Participatory Culture. New York University

Press. 2006. USA.

Jenkins; Henry: Wow Culture: Tracing the Emotional Impact of Popular Culture. New York

University Press. 2007. USA.

Jensen; Leif Becker: Fra Patos til Logos. Roskilde Universitetsforlag. 2004, DK

Jensen; Leif Becker: Indføring i tekstanalyse. Roskilde Universitetsforlag. 1997, DK.

Joyce; William: The Guardians of Childhood. Atheneum Books for Young Readers. 2011- . USA.

Jørgensen; John Chr.: Kultur i avisen – en grundbog i kulturjournalistik. Gyldendalske boghandel,

Nordisk forlag A/S. 1991, DK.

2 Denne antologi inkluderede ikke specifikke forfattere på sine artikler.

71


Klysner; Finn: Op og ned med kritikken. A/S Fremad af 1979. 1984, DK.

Kristensen; Tom: Til dags dato. Gyldendalske boghandel, Nordisk forlag A/S. 1953, DK. Oplag af

1500 eksemplarer.

Lee; Stan & Kirby; Jack (m.fl): The Avengers. Marvel Comics. 1963- . USA.

Mogensen; John, Olsen; Knud Ryg & Ravn; Ole: Danskbogen – indføring i tekst- og billedlæsning.

Systime. 1995, DK. 1. udgave, 1 oplag.

Rapaport; Herman: The Literary Toolkit – A Compendium of Concepts and Methods. Blackwell

Publishing. 2011, UK.

Ryan; Michael & Lenos; Melissa: An Introduction to Film Analysis – Technique and Meaning in

Narrative Film. The Continuum International Publishing Group Inc. 2012, USA.

Thorlacius; Lisbeth: Visuel kommunikation på websites. Roskilde Universitetsforlag. 2002, DK.

Titchener; Cambell B.: Reviewing the Arts. Lawrence Erlbaum Associates, publishers. 1998, USA.

2. udgave.

Tolkien; J. R. R.: On Faerie-stories. HarperCollinsPublishers. 2008, UK.

Williams; Richard: The animator’s survival kit. Faber & Faber limited. 2009, UK.

Zahed; Ramin: The Art of the Rise of the Guardians. Titan Books. 2012, UK.

Wolfe; Gary K.: Evaporating genres. Wesleyan University Press. 2011, USA.

Filmografi

Balda; Kyle & Renaud; Chris: Lorax – skovens beskytter (The Lorax). Universal Pictures 2012

Bergeron; Bibo, Finn; Will, Paul; Don, Silverman; David & Katzenberg; Jeffrey: Vejen til Eldorado

(The Road to El Dorado). Dreamworks Animation 2000

Buck; Chris & Lima; Kevin: Tarzan. Walt Disney Pictures 1999

Clements; Ron & Musker; John: Prinsessen og frøen (The Princess and the Frog). Walt Disney

Animation Studios, Walt Disney Pictures 2009

DeBlois; Dean & Sanders; Chris: Sådan træner du din drage (How to train your dragon).

Dreamworks Animation 2010

Del Toro; Guillermo: Pans Labyrint (El laberinto del fauno). Estudios Picasso, Tequila Gang &

Esperanto Filmoj 2006

Greno; Nathan & Howard; Byron: To på flugt (Tangled). Walt Disney Animation Studios, Walt

Disney Pictures 2010

72


Hayward; Jimmy & Martino; Steve: Horton og Støvfolket Hvem (Horton hears a Who!). Blue Sky

Studios 2008

Ramsey; Peter: De eventyrlige vogtere (Rise of the Guardians). Dreamworks Animation 2012

Sanders; Chris & DeMicco; Krik: Croods (The Croods). Dreamworks Animation 2013

Whedon; Joss: The Avengers. Marvel Studios 2012

Links

http://filmz.dk/hobbitten-optages-med-48-billeder-i-sekundet (6. 9. 2013 Filmz.dk)

http://go.tv2.dk/ (12. 9. 2013 go.tv2.dk)

http://guardiansoftheguardians.tumblr.com/tagged/objective (6. 9. 2013 Book of Belief@tumblr)

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1467-8705.1960.tb00868.x/abstract (21. 9. 2013

Onlinelibrary.wiley.com)

http://www.b.dk/ (25. 9. 2013 b.dk)

http://www.bt.dk/ (25. 9. 2013 bt.dk)

http://www.business.dk/media/dr-det-mest-trovaerdige-nyhedsmedie (9. 9. 2013 business.dk)

http://www.commonsensemedia.org/movie-reviews/pans-labyrinth (21. 9. 2013

Commonsensemedia.org)

http://www.fyens.dk/article/336506:Bagsiden--Harmloese-Tidende (9. 9. 2013 Fyens.dk)

http://www.geekculture.dk/kommentarer.php?threadid=1303739211-784-2582&shownum=9#9 (21.

9. 2013 Geekculture.dk)

http://www.kino.dk/ (6. 9. 2013. Kino.dk)

http://www.people-press.org/2008/12/23/internet-overtakes-newspapers-as-news-outlet/ (9. 9. 2013

People-press.org)

http://www.seussville.com/ (6. 9. 2013 Seussville)

http://www.telegraph.co.uk/science/science-news/6142964/Fairy-tales-have-ancient-origin.html

(21. 9. 2013 Telegraph.co.uk)

Yderligere information

Caldwell; Thomas: Film Analysis Handbook – Essential guide to understanding analyzing and

writing on film. Insight Publications Pty Ltd. 2011, USA.

Gibbs; John & Pye; Douglas (red.): Style and Meaning – Studies in the Detailed Analysis of Film.

Manchester University Press. 2005, USA.

73

http://www.telegraph.co.uk/science/science-news/6142964/Fairy-tales-have-ancient-origin.html

http://www.seussville.com/

http://www.people-press.org/2008/12/23/internet-overtakes-newspapers-as-news-outlet/

http://www.kino.dk/

http://www.geekculture.dk/kommentarer.php?threadid=1303739211-784-2582&shownum=9#9

http://www.fyens.dk/article/336506:Bagsiden--Harmloese-Tidende

http://www.commonsensemedia.org/movie-reviews/pans-labyrinth

http://www.business.dk/media/dr-det-mest-trovaerdige-nyhedsmedie

http://www.bt.dk/

http://www.b.dk/

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/j.1467-8705.1960.tb00868.x/abstract

http://guardiansoftheguardians.tumblr.com/tagged/objective

http://go.tv2.dk/

http://filmz.dk/hobbitten-optages-med-48-billeder-i-sekundet


Ordtælling: 29.210

74

pure.iva.dkpure.iva.dk/files/35591638/idk.docx · Web viewNår det kommer til anmeldelser i...

Documents

Transcript of pure.iva.dkpure.iva.dk/files/35591638/idk.docx · Web viewNår det kommer til anmeldelser i...