#01POL I T I K | K U LT U R | H IS TOR I E MAG ASINET E U ROPA

MAGASINETEUROPA

TAG MED HJEM

ELLE

MA

NN

ud af andedamm

en

SP

ÆN

D B

OK

SE

HA

ND

SK

ER

NE

Seeberg vs Clausen

ME

YE

Rbrug for et nyt dansk køkken

September 2008

610

18

22

30

26

For

side

fot

o:

Mag

asin

et E

urop

a/F

oto

: E

sben

Sal

ling

/Col

lage

: R

yhed

e/ S

tock

.XC

HN

G

Konfrontation | Multikunstneren Erik

Clausen i infight med Verdensnaturfondens

nye generalsekretær, Gitte Seeberg.

Ud af gadekæret | Danmarks tidligere

udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen,

peger på danskernes europæiske styrker og

svagheder – og giver et bud på, hvad Melodi

Grand Prix egentlig kan bruges til!

Nej, nej og atter nej | I det europæiske

samarbejde er det landene selv, der er dømt

til at håndtere deres nejer, ikke EU.

Europa forsvinder i de danske medier | Europa

fylder ikke meget i de danske medier, selvom en stor

del af den danske lovgivning er påvirket af EU-regler.

Det danske køkken dumper | Dansk madkultur

er ikke noget særligt, når vi sammenligner os med

de andre lande i Europa. Vi har alt for stor fokus

på det billige, mener kokken Claus Meyer.

34

Politikernes største opgave | Sagen om EU-

lovgivning og den danske udlændingepolitik

er et stort dilemma for de fleste danskere

og deres politiske partier.

In Memory Of | Kunstneren Søren

Assenholt giver læseren en visuel

tænkepause med denne udfordring

til vores forestilling om Europa.

39 3Voyeur eller medspiller |

Moral og muligheder i 150 års

dansk udenrigspolitik.

004

00

05

Fot

o:

Mag

asi

net

Eur

opa

/Ka

trin

e D

am

kjæ

r

”Danmark i Europa, Europa i Danmark”.

Sådan defi nerer Uffe Ellemann-Jensen i

indeværende blad fornemmelsen af, at vi

som danskere er del af noget større. At

Danmark ligger i Europa er selvfølgelig

en geografi sk banalitet. Det er sidste led

– Europa i Danmark, Europa i danskerne

– derimod ikke.

Vores lille nordlige land har længe været

kendt for sit ambivalente forhold til det

europæiske samarbejde: vi vil rigtig gerne

deltage i et omfattende økonomisk samar-

bejde, men er ofte noget mere betænkelige

ved EU-tiltag af mere politisk karakter –

især dem, der piller ved nationale symboler

eller ved områder, der berører danske sær-

interesser. Resultatet er de fi re undtagelser

fra samarbejdet om fælles valuta, forsvar,

Mission statement

Magasinet Europa er et dybdeborende

og grundigt magasin, der har til formål

at give en faglig stærk dækning af

europæiske forhold. Dermed ønskes

det at opveje et ellers ringe fokus

på området i øvrige danske medier.

Vi lægger vægt på at formidle

overblik og indsigt – uden at der

gives køb på den analytiske tyngde.

Vi giver dig et tilbud om at blive

klogere på Europa – i vidt omfang

i dansk perspektiv. Idéen er at

gøre op med traditionel – og ofte

ensidig – dækning af Europa og

tegne et portræt, der indrammes

af den farverigdom, som europæisk

politik, kultur og historie udgør.

Magasinet Europa er gratis og kan

frit tages hjem fra udbudsstedet.

Ønsker du at modtage magasinet

direkte i posten, så gå ind på www.

MagasinetEuropa.dk og tilmed dig

gratis levering. Her finder du også

nye artikler og mulighed for at deltage

i debatten på vores online fora.

Ønsker du at bidrage med et længere

indlæg kan artikler skrives på og

afleveres direkte via hjemmesiden.

unionsborgerskab og retlige anliggender.

Og derudover selvfølgelig sagen om EF-

Domstolens kendelse, der denne sommer

har skabt furore i dansk politik. Pludselig

er den stramme og politisk følsomme dan-

ske udlændingepolitik sat under pres – og

det som en uhørt synlig konsekvens af vo-

res medlemsskab af EU.

Her har vi et tydeligt eksempel på et poli-

tisk Europa i Danmark, hvadenten det så

er ønsket eller ej. Da Europa heldigvis er

meget mere end EU og politik som sådan,

leder vi i dette nummer efter det danske

Europa og det europæiske Danmark så

forskellige steder som i vores mad, i me-

dierne og i vores udenrigspolitiske histo-

rie. Velbekomme und guten Appetit.

Rasmus Reimer Ejsing Ansvarshavende redaktør

rre@magasineteuropa.dk

Lederen

00-0

5 Citater om Danmark i EuropaordRET

»Danmarks handelspolitik administreres

desværre af EU. Derfor må Danmark

aktivt presse på for at EU ændrer sin

handelspolitik fra at handle om ”noget

for noget” til i langt højere grad at handle

om udvikling i de fattige lande. Hvis

ikke det lykkes, må Danmark bryde med

EU på det handelspolitiske område og gå

solo. Verden er større end EU.«

Søren Søndergaard, MEP for

Folkebevægelsen mod EU, efter

WTO-sammenbruddet, 20. juli

2008

»Det er EF-Domstolen alene, der

har fundet på, at arbejdskraftens frie

bevægelighed indebærer, at man blot

skal arbejde nogle uger i et andet

EU-land for at kunne tage ægtefællen

med til for eksempel Danmark.

Uanset konsekvenserne for dansk

udlændingepolitik.«

Ralf Pittelkow, politisk

kommentator, Jyllandsposten,

28. juli 2008

»I en vis forstand kan man sige, at

Fogh Rasmussen med sin stramme

indvandrerlovgivning og samarbejdet med

det antimuslimske højre siden 2001 har

været en slags foregangsmand i Europa.

Mange lande er fulgt efter Danmark i de

senere år.«

Marco Incerti, tænketanken

CEPS i Bruxelles, Berlingske

Tidende, 16. maj 2008

»Den danske “Flexicurity model” er

blevet målestokken for reformer i andre

europæiske lande. Det danske system

kombinerer lave arbejdsomkostninger

(ikke lønmæssigt) og få restriktioner

angående ansættelse og afskedigelse

med høje arbejdsløshedsgoder og

gode muligheder for videreuddannelse

[…] Danmarks generelle skattetryk

er højt, men dette hjælper også til at

opretholde en veluddannet arbejdsstyrke,

en velkvalifi ceret transport- og

kommunikationsinfrastruktur og en høj

standard inden for offentlige services.«

Rapport fra Economist

Intelligence Unit, 21. april, 2008

»Danmark har længe været kendt som

et stil- og designmekka. Men først da

jeg fandt et rapsodisk dobbeltopslag

om skraldespande i "Danish Design"

i Sterlings fl ymagasin på vej til

København, forstod jeg præcist, hvor

seriøst danskerne tager deres omdømme

som designguder. Indrømmet: Det

var nogle ganske fi ne skraldespande,

men hvilken anden nation ville prøve

at sælge sig selv via sine smukke

skraldespande?«

Helen Pidd, The Guardian Travel

Section, 17. marts, 2008

Jeg synes, at det vil være godt for Danmark, hvis Danmark er i stand til at besætte

internationale topposter. Men jeg er ikke kandidat til nogen international post, og det,

at jeg synes, at det er godt for Danmark at besætte internationale topposter, er ikke

ensbetydende med, at jeg er forpligtet til at forlade min post som statsminister.«

Anders Fogh Rasmussen, Statsminister (V), Ritzau, 8.maj 2008.

Foto: Pressemateriale, Enhedslisten

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

06

Gitte Seeberg, tidligere europaparlamentariker og folketingsmedlem, står i denne Konfrontation over for

skuespiller og instruktør, Erik Clausen. Gitte Seeberg skyder diskussionen i gang på oplægget "Er Danmark rollemodel

for resten af Europa – eller klassens slemme dreng?"

Konfrontation

1. runde: SeebergKære Erik,

Den danske EU-politik har været præget af paradokser i store

dele af samarbejdet, men klassens slemme dreng bliver vi nok

aldrig, selvom Danmark og danskerne generelt har haft vanske-

ligt ved at tage EU til sig som en hjertesag. Et fast modstander-

argument i EU-debatten er, at Danmarks miljøstandarder for-

ringes som følge af det europæiske samarbejde. Men opfattelsen

af Danmark som bannerfører på dette område, er vi nødt til

at ændre. For opgørelser viser, at 81 ud af 187 vedtagne EU-

retsakter siden 1994 har gavnet Danmarks miljøregler, blot 2

har forringet, og 104 har været neutrale. Derfor er det min over-

bevisning, at EU i højere grad må betragtes som rollemodel,

også for os.

Hvis vi ønsker at være rollemodel eller spille en større rolle

i fremtiden, er vi nødsaget til at fjerne vores forbehold. Der

er noget paradoksalt i, at ville have en fremtrædende og aktiv

rolle i Europa, samtidig med at vi har valgt at stå udenfor det

europæiske samarbejde på en række helt vitale områder som

forsvarspolitik, terrorbekæmpelse, politisamarbejde og fl ygt-

ningepolitik. Vi skal huske på, at fuldt EU-medlemskab er en

forudsætning for øget indfl ydelse - ikke en begrænsning.

Med venlig hilsen

Gitte

DEBAT

Foto: Scanpix

07Født: 7. marts 1942

Erik Clausen har senest instrueret og spillet med i en lang række af humoristiske og

samfundskritiske film, senest Ledsaget Udgang fra 2006. Derudover har han gennem

årene virket som kunstmaler, gadeartist, performer, foredragsholder, været en del af

Røde Mors Rockcirkus og i de tidlige år tilmed været en lovende cykelrytter. Det er dog

ubetinget hans arbejde som instruktør og skuespiller han er bedst kendt for. Hans film

har modtaget 6 Bodiler og en række internationale priser.

1. runde: Clau

sen

Kære Gitte,

Hvis EU var en fi lm, var der så nogen der gad se den? – Jeg tror det ikke.

Jeg vil tale om iscenesættelsen, det er noget, jeg ved noget om. Indholdet i

EU-projektet er jo tydeligt nok - fyldt med skjulte dagsordner, restriktioner og

ikke en eneste opfordring til bare at nyde livet eller åbne armene ud mod an-

dre kontinenter, andre kulturer. Nej, en understrøm af gammel imperialisme

og skjulte dagsordener. Når vi ser jeres selviscenesættelser på røde løbere,

foran tillukkede paladser, som fornemme nikkedukker, dresserede og frise-

rede puddelhunde på ræd og række, så spiller I fi nt rollen som ”betydnings-

fulde” - og det værste er, at I selv tror på det!

Kære Seeberg, fi nd et andet manuskript. For der er ikke mange, for hvem EU

har en plads i deres hverdag, i deres hjerte. Det er ikke lykkedes jer EU-poli-

tikere at formidle EU s såkaldte demokratiske ideer til befolkningen. Propor-

tionelt med jeres egen selviscenesættelse er distancen blevet større og større

til befolkningen. Er det folket, der er noget i vejen med? Der er noget, der an-

tyder arrogance fra EU-politikernes side, når f.eks. danskerne meget tydeligt

én gang har valgt det, som I kalder ”forbehold”, og som jeg snarere vil kalde

”begrænsninger i afgivelsen af suverænitet”.

I er langt bagefter - men tror selv I løber forrest. I jeres selviscenesættelse lig-

ger der en provinsiel efterligning af amerikansk politisk stil. Det er tydeligt, at

I håber, at EU bliver en magtfaktor - en ny supermagt. Det er ikke det, der er

brug for i den internationale udvikling. Det, der er brug for, er en iscenesæt-

telse, hvor folk kan genkende sig selv, og hvor vi udfordres med noget, man

igennem tiderne har kaldt - tro, håb og kærlighed.

Erik Clausen

08

Født: 25. juni 1960

Gitte Seeberg udtræder pr. 1. september af Folketinget for at tiltræde

som generalsekretær for Verdensnaturfonden. I 2007 forlod hun Det

Konservative Folkeparti for at stifte Ny Alliance sammen med Naser

Khader og Anders Samuelsen. Efter uenigheder om partiets profil

på bl.a. asylområdet forlod hun partiet i januar 2008 for at blive

løsgænger.

2. rund

e: Seeb

erg

Kære Erik,

Nu er det jo Danmarks rolle i EU der er til diskussion, og ikke EU.

Men hvis vi skal blive lidt i dit m

anuskript, så er EU slet ikke så

kompliceret endda. Der er ingen kaniner i hatten. Men lad os bare

lege med tanken om EU som en fi lm! Det lyder som en spændende

ide. Der er basis for god underholdning, i et spændende historisk

drama om gamle fjender der fi nder sammen i et fre

deligt og "gen-

forenet" Europa..

Du kalder Danmarks forbehold for ”begrænsninger i afgivelsen af

suverænitet”, men de har den stik

modsatte effekt. Vi distancerer os

ikke fra EU ved at have forbehold - tværtimod iscenesætter vi os selv

i en position, hvor vi afgiver vi en masse suverænitet uden mulighed

for indfl ydelse. Hvis forbeholdene forsvandt, kommer indfl ydelsen

også tilbage.

Der er problemer der kun kan løses i fæ

llesskab. Det er blandt andet

hensynet til det fælles miljø, dyrevelfærd og tilsætningsstoffer. Hvor

tror du vi var, hvis ikke vi havde fælles regler for hvad der er tilladt

og hvad der er forbudt? Tror du virkelig at det betyder noget hvad

Fogh siger, når han løfter pegefi ngeren overfor Kina og andre lande

der krænker menneskerettighederne. Næppe, vil jeg tro. Kun ved at

samarbejde med de andre EU-lande kan vi opnå en fælles styrke, der

har sit udgangspunkt i fæ

lles værdier om menneskerettigheder og in-

dividets frihed. Og det alene kun fordi vi ”puljer” vores suverænitet.

Kun derved bliver vi en egent medspiller i EU.

DEBAT

Collage: Ryhede - Foto: Tobias Nørgaard Petersen

009

Kære Gitte,

Det er dog utroligt. Skulle vi ikke have indfl ydelse på EU s politik, fordi vi stiller nogle

betingelser, nogle begrænsninger, nogle forbehold. Er det demokrati? Du skriver om,

hvor effektiv EU er, når det gælder miljøspørgsmål. Jamen, har EU overhovedet haft

positiv indfl ydelse på miljøet i Danmark? Den store vindmølleproduktion vi har, er

startet nedefra som en økologisk bevægelse, der i lange tider var til grin fra konservativ

side. Hvis vi vil have nogle miljøregler, så kan vi jo bare lave dem. Skal de omkring EU,

ligger der en indbygget forsinkelse. Dit eksempel, med Fogh der eventuelt skulle påvirke Kinas forhold til menneskerettig-

heder, er dårligt. Hans internationale politiske troværdighed har han parkeret sammen

med sin ”holden i hånd” med præsident Bush. Kina vil derudover da blæse på offi cielle

henvendelser fra EU. Nu tilbage til min pointe. Folkets stemme, demokratibevægelser-

ne, til olympiaden. Tusindvis vil møde op med orange hatte, armbånd og andet, og alle

ved hvad det drejer sig om. Det bliver noget, der præger gadebilledet ved olympiaden,

og som kommer ud til befolkningen.Men hvordan kan det være, at EU ikke fylder mere i danskernes politiske bevidsthed?

Man har fornemmelsen af, at vi er i vejen for jeres bureaukratiske adfærd. Hvis vi ikke

stemmer efter jeres hoved, så skal der stemmes om. Dernæst får at vide, at det spørgs-

mål vi stemmer om, er for kompliceret til, at folket kan forstå det. Det kan godt være,

at der er mange gode idéer repræsenteret i EU, men I repræsenterer også en centralisme

og en magtens arrogance. I det øjeblik, EU ikke bliver til en kedelig fi lm, men til en

folkelig bevægelse, så er vi mange, der gerne vil være med.

PS. Oluf Palme havde ved sin optræden stor indfl ydelse på afslutningen af Vietnamkri-

gen. Hvorfor? Fordi han kom ned til os andre og var med i den folkelige bevægelse. Køb

en orange hat til Anders Fogh, og lad os se hvad der sker.

2. runde: Clausen

DEBAT

0010Danmarks tidligere udenrigsminister gennem 11 år, Uffe Ellemann-Jensen, har altid været en ildsjæl, der gennem årene har fået både

store mængder tilhængere og modstandere for sine markante meninger og brændende engagement. Her peger han på danskernes styrker og svagheder – og fortæller hvad

Melodi Grand Prix egentlig kan bruges til!

Ud af andedammen

AF RASMUS REIMER EJSING

INT

ER

VIE

W

Foto: Esben Salling

0011Dine bidrag til den politiske debat har

til tider skabt en del furore, senest i

forbindelen med karrikaturkrisen.

Finder du det lettere at sige lige præcis

hvad du mener, efter du ikke længere

direkte er en del af den nationalpoliti-

ske scene?

- Jamen, det gør jeg jo ikke, når det gælder

indenrigspolitik. Fra det øjeblik jeg gik af

som venstreformand i 1998 og så til i dag,

der har jeg overhovedet ikke blandet mig i

indenrigspolitik. Jeg skriver om udenrigs-

politik og internationale forhold, og det er

klart, at jeg så kommer til at strejfe inden-

rigspolitikken en gang i mellem. For ek-

sempel når det gælder europapolitik. Når

man så diskuterer sådan noget som ka-

rikaturkrisen, så er det klart, at det også

blev til indenrigspolitik. Men jeg angriber

sådanne emner ud fra en lidt bredere vin-

kel. Jeg har mistet mange gamle venner

på den konto, men også fået mange nye.

Dét, som jeg er blevet lidt overrasket over,

det er at gadekærsmentaliteten stadig er

så udbredt som den er. At der er så mange,

der har en fornemmelse af, at vi er bedre

end alle andre, hvilket vi så sandelig skal

have lov at demonstrere uden at tænke på,

hvad vi sætter i gang.

Hvad skal vi sætte gang i på europæisk

plan? Hvor synes du, at Danmarks ker-

nekompetencer ligger i det europæiske

samarbejde?

- Danmarks store styrke, for nu at tage

noget positivt om os i en europæisk sam-

menhæng, det har altid været, at vi har ry

for at holde de aftaler, vi indgår. I de al-

lertungeste år i fi rserne, hvor det edder-

mukkeme var svært, og hvor vi var gået i

gang med det store projekt med det indre

marked, der var opfattelsen, at vi altid var

de vanskeligste at lave aftaler med. Blandt

andet fordi der jo var en masse indenrigs-

politik i det, hvor Markedsudvalget [det

nuværende Europaudvalg, red.] ofte var

en blokade. Til gengæld vidste de andre

lande, at når der først var en aftale, så var

vi de første til at implementere den. Sam-

tidig kunne du jo se på opgørelser over,

hvem der blev slæbt for EF-Domstolen, at

vi lå allernederst. Der var altså den her

pudsige dobbelthed, at vi altid var de mest

besværlige at overbevise, men når det så

var sket, så leverede vi varen.

Hvilke særlige europæiske opgaver ser

du, at Danmark skal tage på sig?

- Danmark har jo demonstreret evnen til

at være en god formidler af samarbejde,

og det er jo noget, der i indviede kredse

virkelig giver os point. Tag for eksem-

pel formandsskabet i 2002, hvor det var

Danmark, der formidlede konklusionen

»Det europæiske rådsmøde, hvor Anders Fogh

kunne gå ud at sige: ”We have an agreement”, det

var en stjernestund i dansk europapolitik«

INTERVIEW

012på de meget langvarige og meget vanske-

lige optagelsesforhandlinger. Dét var et

mesterstykke. Det europæiske rådsmøde,

hvor Anders Fogh kunne gå ud at sige:

”We have an agreement”, det var en stjer-

nestund i dansk europapolitik. Man sad

der med en klump i halsen. Det var sim-

pelthen bare så stort at opleve. Det er én

af de danske kernekompetencer. Derfor

mener jeg også, at Danmark fortsat bør

kæmpe hårdt og energisk for, at den fort-

satte udvidelse står højt på dagsordenen,

og det tror jeg også, at Danmark har en

særlig mulighed for.

- Men de udenlandske medier havde

jo ikke Anders Fogh på forsiden, men

deres egne ledere. Var det virkeligt et

dansk mesterstykke – eller blot en na-

tional vinkel herpå?

- Selvfølgelig ser du alle de andre og

havde mødet fundet sted i Paris havde

de danske medier stadig fundet en dansk

vinkel. Før var jeg meget omhyggelig, da

jeg nævnte de ”indviede kredse” – det er

de professionelle mennesker, der arbejder

i Kommissionen og Ministerrådet og an-

dre steder. De ved godt, at et sådant resul-

tat ikke ville have været sandsynligt, hvis

det for eksempel havde været et fransk el-

ler tysk formandsskab. Jeg tør godt sige

uden blusel, at små lande som Danmark

har ry for at levere bedre formandsskaber

end de store lande, og det er fordi, vi er

smarte nok til at vide, vi ikke selv skal

komme slæbende med en masse ting, vi

selv skal have opnået. Dér har større lan-

de sværere ved at begrænse sig. Man ved

godt, at det i høj grad var et resultat af et

dansk formandsskab, et dygtigt embeds-

apparat og den politiske ledelse, Anders

Fogh leverede der. Det var virkeligt godt

gjort. I modsat retning trækker selvfølge-

lig, at man samtidig ved, at danskerne sta-

dig er fodslæbende hvad angår det euro-

pæiske samarbejde, især med de elendige

undtagelser, vi stadig slæber rundt på. Det

er jo noget, der reelt sætter spørgsmåls-

tegn ved vores hele og fulde europæiske

engagement.

Er det rimeligt at sige, at danskerne er

særligt fodslæbende? Efter de seneste

par års nej’er i Frankrig, Holland og

Irland er det så ikke i virkeligheden alle

europæere, der er fodslæbende?

- Du kan sige at alle europæere er fodslæ-

bende, og irerne især lige for øjeblikket.

Du oplevede de samme vanvittige ting i

Irland, som du oplever her. Der var en irsk

voxpop, hvor der kom følgende udsagn:

”Jeg stemmer altså i mod det dér, for nu

har de lukket kræftafdelingen på vores lo-

kale sygehus!”

Men er det ikke et symptom på noget?

Skepsissen er jo ganske udbredt og sy-

nes at vokse i omfang. Hvordan skal det

problem håndteres?

- Det er et symptom på manglende politisk

lederskab, først og fremmest. Politikerne

må gå ud og forklare det store politiske,

europæiske projekt, der i sin oprindelige

form drejede sig om fred og frihed. Det

er vigtigt, at der er fri debat om tingene,

og at man ikke er bange for at få en møg-

spand i hovedet, når man siger noget.

Lever politikerne op til denne rolle?

- Det sker i alt for ringe grad, men det

sker da stadig i nogle af de lande, for

hvem det var blodigt alvor. At starte euro-

pæisk integration for at stoppe nye krige,

der har Danmark jo altid været lidt på en

sidelinje, da vi ikke har mærket følgerne

af verdenskrigene på samme måde som

man har i Frankrig, Tyskland og Holland.

Som man har det i de gamle kernelande.

Man kan sige, at her fi nder man en del af

forklaringen på det fodslæbende og på

at interessen for de mere kontante sider

af europæisk integration altid har været

mere markant i Danmark end i mange an-

dre lande.

Onde tunger vil sige, at en statsmini-

ster har større interesse i at komme

hjem fra Bruxelles og fortælle, hvad

der er vundet for Danmark, frem

for at forklare ’det store europæiske

projekt’. Omvendt kan skylden skydes

på de andre lande, når der er ved-

taget noget, der ikke er populært på

hjemmefronten...

- Dertil kan jeg kun citere salmedigteren

Jakob Knudsen, der for over hundrede år

siden sagde disse ord: ”Det meste politi-

ske lederskab her til lands består i at van-

dre efter fl okken og prøve at gætte, hvor

den bevæger sig hen”.

Men er det politik?

- Igen, der er alt for få politiske ledere i

Danmark, der har stillet sig op og prøvet

at forklare de overordnede idéer med det

store politiske projekt. Og jeg vil da sige,

at historien skræmmer lidt. Det var på sin

»Du kan sige at alle europæere

er fodslæbende, og irerne især

lige for øjeblikket. Du oplevede

de samme vanvittige ting i

Irland, som du oplever her«

0001

3

INT

ER

VIE

WF

oto: Esben S

alling

00014

vis først og fremmest mig, der led neder-

laget ved folkeafstemningen i 1992, selv-

om vi var en hel del om projektet. Men jeg

valgte at gå frem med fl yvende faner og

sige, det her, det er et stort europæisk pro-

jekt. Så er det klart, at da det tumlede, så

var det mig, der fi k tævene bagefter. Der-

for er det måske ikke så fristende at gå

frem på samme måde. Omvendt så håber

jeg stadig på, at det store perspektiv kom-

mer til at fylde lidt mere.

Hvad er så Europas store projekter i de

kommende år, i din opfattelse?

- Først og fremmest at holde fast i det, der

er skabt og passe på ikke at begynde at

bygge mure over for omverdenen. Der-

næst er det væsentligt at fortsætte det,

der i min mening er den største succes

i nyere tid, nemlig den fortsatte udvi-

delse. Lande som Ukraine, for at tage

det mest iøjnefaldende, men også Geor-

gien og selvfølgelig Balkanlandene skal

drages ind i den proces. På længere sigt

forhåbentligt da også et land som Hvide-

rusland, selvom det er langt ude i fremti-

den. Det er en stor opgave for EU at sik-

re, at de lande her, som ligger og prøver

at finde deres plads i det internationale

billede, at de ved, at de hører med til fa-

milien og på et eller andet tidspunkt kan

komme med. Den store opgave er der-

med også at passe på med ikke at blive

for skuffet over de problemer, man ram-

ler ind i undervejs. Helt aktuelt er der jo

problemer med Rumænien og Bulgarien,

der er kommet med, selvom de overho-

vedet ikke lever op til betingelserne for

optagelse. Problemerne kommer ikke

som den store overraskelse, så istedet

for at gå i baglås skal man bare hånd-

tere dem lidt håndfast og effektivt. Dét

at bevare optimismen og troen på pro-

jektet, det er den største udfordring i de

kommende år. Det drejer sig stadig om

at sikre freden og friheden i Europa.

Argumentet om EU som et fredsbeva-

rende projekt synes dog ikke rigtig at

vinde genklang i efterkrigsgeneratio-

nerne i Danmark?

- Men det kan jeg love dig for, at det gør

hos yngre generationer i lande som Ukra-

ine og Georgien. Og i de nye medlems-

lande, vi har fået med, herunder de bal-

tiske lande og Polen. Polen, der virkelig

har følt trykket fra den store nabo mod

øst – for dem føles EU i høj grad, som

en del af fredens projekt. Der må man så

prøve at engagere de yngre generationer

herhjemme til også at kigge lidt ud over

andedammen.

Hvad er midlet til at skabe et sådant

engagement?

- Der er mange, der er interesserede, men

alligevel for få, der virkelig er interesse-

rede i, hvad der sker ude i verden. Det er

jo lidt forbløffende, hvis ikke det skulle

være muligt at skabe en stor folkelig in-

teresse for udenrigspolitik, når vi ser på,

hvor vi befi nder os i dag. Danmark er jo

en krigsførende nation med soldater, der

kæmper en livsfarlig kamp, som har sine

overordnede begrundelser i vores hver-

dag, vores tryghed. Hvor meget tættere

skal verden komme på os, før man begyn-

der at interessere sig for den? Det vil jeg

da gerne spørge om.

Synes du overordnet set, at Danmark

spiller en positiv eller negativ rolle på

den europæiske scene?

- Det er klart, at det skal du måle i forhold

til andre. Jeg vil starte med et eksempel.

Vi var med i nogle minerydningsprojek-

ter på Balkan, hvor vi gjorde stor gavn,

så længe det var ledet af NATO. I sam-

me øjeblik at der blev sat en EU-kasket

på de projekter, så måtte vi trække os ud

på grund af forsvarsundtagelsen. Og i det

øjeblik hvor EU overtager i Kosovo, må vi

også trække os ud dér. Som et led i EU’s

forsvarsdimension er der lavet det, der

hedder Battle Groups, og så er der også en

Nordic Battle Group. Den er blevet etab-

leret, sådan at den skal kunne indsættes,

når man i EU beslutter, at der skal bidra-

ges til en fredsskabende eller fredsbeva-

rende mission et eller andet sted i verden.

Denne Nordic Battle Group, den består af

tropper fra Sverige og Finland, der ikke

er NATO-medlemmer, og af Norge, der

»Danmark glimrer ved sit

fravær. Det er fuldstændig

absurd og et resultat af den syge

forsvarsundtagelse«

INTERVIEW

00015

ikke engang er medlem af EU, men dog

er et NATO-land. Derudover er nogle af

de baltiske lande med, og jeg mener også,

polakkerne er det. Så er Irland med - Ir-

land, der ellers er noget af det mest neu-

trale. De er alle sammen samlede i denne

Battle Group, under ledelse af Sverige.

Danmark glimrer ved sit fravær. Det er

fuldstændig absurd og et resultat af den

syge forsvarsundtagelse. Et så vigtigt om-

råde hvor Danmark simpelthen ikke eksi-

sterer. Og netop fordi det har udviklet sig

på en måde, at EU’s militære dimension

ikke er blevet en konkurrent til NATO,

som man frygtede i sin tid, er det endnu

mere absurd. Så der er altså felter, hvor vi

har meldt os ud med de undtagelser, som

jeg selv var den, der skulle forhandle på

plads i 1992.

De sidste små tyve år har vi haft en

aktivistisk udenrigspolitik, som endda

er blevet navngivet Ellemann-Jen-

sen-doktrinen. Vi har været militært

tilstede på Balkan, i Golfen, i Afgha-

nistan og Irak. Har vi en aktivistisk

europapolitik?

- Det havde vi for så vidt, da udvidelsen

stod på dagsordenen, hvor det jo i høj

grad var det danske drive, der virkelig bar

igennem dér. Det har vi nok ikke i dag.

Burde vi have det?

- Udover dét at mase på for en fortsat ud-

videlsesproces, så kan jeg godt nævne et

punkt, hvor jeg kunne tænke mig et stær-

kere dansk engagement. Kommissionen

og Ministerrådet har bestemt, at man skal

forsøge at skabe en Østersøregionspolitik

i EU. Det er noget helt nyt, at man vil lave

en særlig regional politik. Det indebærer

rent praktisk, at der vil blive stillet fæl-

lesskabsmidler til rådighed for en række

projekter i regionen. Og det er noget som

svenskerne har engageret sig meget, me-

get aktivt i. Reinfeldt og Bildt [hhv. Sve-

riges statsminister og udenrigsminister,

red.] har jo sagt at til næste år, hvor Sve-

rige har formandsskabet i andet halvår,

der håber de at være klar til, at man kan

få vedtaget en sådan Østersøregionspoli-

tik. Svenskerne har til dato lavet to store

oplæg. Det seneste er et meget omfattende

oplæg til hvad en sådan Østersøregions-

politik kan gå ud på, og ikke overrasken-

de så er et meget stort tema dér miljøpo-

litik. Østersøen er jo virkelig et truet hav,

det er så uhyggeligt sårbart. Polakkerne

har også lavet et stort oplæg, fi nnerne har

lavet et oplæg. For fi nnerne er der en sam-

menkædning til det, de for otte år siden

uden deres første formandsskab introdu-

cerede med stor dygtighed, det de kaldte

The Northern Dimension of the EU. Det

går ud i høj grad ud på, at trække Nord-

vestrusland ind i et tættere samarbejde.

Balterne har enten lavet, eller er ved at

lave, et oplæg til det her. Der er ikke lavet

noget i Danmark og mig bekendt, er det

ikke noget de sidder og arbejder med inde

i Udenrigsministeriet. Dér kunne jeg godt

tænke mig, at man her til lands prøvede

at være lidt mere proaktive, ikke mindst

når man tager historien i betragtning. Det

var Danmark, der gik i spidsen, da man

lavede et regionalt samarbejde. Det var

et dansk-tysk initiativ at lave Østersørå-

det, Council of Baltic Sea States, der er et

samarbejde mellem regeringer – og ikke

at forveksle med det, der hedder Baltic

Development Forum, som jeg selv senere

har været med til at skabe og er formand

af. Men Danmark gik også i spidsen, da

det gjaldt om at gå ind at bistå ikke mindst

balterne med at komme på fode. Hvorfor

»Hvorfor vil Danmark ikke være en del af

Europa? Det er som om, at der er en skræmthed,

som om at det skulle tage noget fra os«

vi så pludselig melder os ud af denne dis-

kussion, det har jeg svært ved at forstå.

Hvad er så den rigtig gode idé ved et

samarbejde i Østersøregionen?

- Jamen, det er, at du har så mange fælles

problemer og muligheder i regionen. Lad

os starte med problemerne. Der er det fæl-

les miljø, og risikoen for at der indtræder

en eller anden katastrofe – som for eksem-

pel olieudslip i Østersøen. Her er der et

behov for, at du regulerer meget stærkere,

end det tidligere er sket. Du har brug for

fælles energiløsninger. Så kommer der

det mere overordnede i det. At Østersø-

regionen, der er en af de mest spændende

regioner, du har i Europa, der over en år-

række har haft en væsentlig større økono-

misk vækst og vidensudvikling end de an-

dre store vækstregioner. De muligheder,

der er for at få en EU-dimension bygget

ind i det, de er jo nye og virkelig spæn-

dende. Her er det altså som om, at man i

Danmark har tabt pusten. Det er helt klart

svenskerne, der har førertrøjen på, og i

høj grad fi nnerne, der skummer fl øden.

Det har de altid været dygtige til. Og det

siger jeg med slet skjult misundelse.

Hvilke øvrige muligheder giver

samarbejdet?

- Tag for eksempel Sjælland og Skåne –

dét at bo det ene sted og arbejde det an-

det, det er stadig hammerbesværligt. Der

er stadig mange barrierer, som forhindrer

udvekslingen af mennesker og så videre,

skattemæssige ikke mindst. Men for pok-

ker, Skåne er en del af vores opland i dag.

Og det er jo et vidunderligt sted, jeg rejser

INTERVIEW

00016

tit selv rundt derovre, men stadig så er det

sådan lidt at betragte som udland. Der er

for mange restriktioner, selvom turisme,

for eksempel, er blevet noget mere tilgæn-

geligt, efter at balterne og polakkerne er

kommet med i Schengen. Man skal dog

være meget opmærksom på at få Rusland

trukket med ind i det, og specielt ekskla-

ven Kalingrad. Du kan sige, at der er en

hel del gevinster ved det, men altså også

nogle risici ved ikke at samarbejde. Hvis

ikke du for eksempel får Rusland og Ka-

lingrad med i et samarbejde, så har du en

kilde til nogle frygtelige miljøkatastrofer,

som meget hurtigt kan lægge den lavvan-

dede sø øde. Gennemsnitsdybden i Øster-

søen er 58 meter, hvor den er et par kilo-

meter i Middelhavet. Vandudskiftningen

gennem de danske stræder tager 30 år.

Hvis der sker en miljøkatastrofe i Øster-

søen – for eksempel et stort olieudslip – så

vil det tage 30 år at få renset det ud.

Hvad kommer vores manglende en-

gagement til at have af betydning for

Danmark?

- Jamen, lidt at man taber indfl ydelse på

det, der foregår i regionen. Og indfl ydelse

kan være så mange ting, det kan også dre-

je sig om hvilke ressourcer, der bliver sat

ind på udvikling af de forskellige videns-

områder. Det er også et spørgsmål om at

få skabt og udviklet talent – så det er lidt

ærgeligt.

Betyder det her, at Østersøregionen er

ved at blive en økonomisk og kulturel

dynamo, og at Danmark er ved at sidde

pas på udviklingen?

- Jeg mener, at den har alle muligheder

for at blive en økonomisk og kulturel dy-

namo. Tilbage i hansetiden, altså i mid-

delalderen, var Østersøregionen en af de

rigeste og mest ekspanderende regioner i

datidens kendte verden. Det har den alle

muligheder for at blive igen – hvis man

udnytter alle mulighederne, herunder at

bryde barrierer ned. I Baltic Development

Forum holder vi vores 10. årsmøde nu i år.

Her vender vi tilbage til åstedet, Køben-

havn-Malmø, efter at have været hele ve-

jen rundt. Her er formålet netop at bryde

barrierer ned. Vores store tema her til ef-

teråret bliver miljø-, klima- og energipo-

litik i regionen. Hele den energipolitiske

diskussion kommer meget hurtigt højt op,

når du ser på Ruslands ageren, blandt an-

det med at lægge en gaslinje på bunden af

Østerseøn for at komme uden om besvær-

lige transitlande. Det er der meget politik

i. Det understreger, hvor vigtigt det er, at

man fi nder en fælles energipolitisk optræ-

den over for Rusland.

Jeg vil gerne lige vende tilbage til Dan-

marks generelle forhold til Europa. Jeg

så dig andetsteds bruge formuleringen

Danmark i Europa, Europa i Dan-

mark. Hvad betyder det?

- Det er fornemmelsen af, at vi som dan-

skere er del af noget større. I forvejen føler

mange danskere sig vel først og fremmest

som fynbo eller nordjyde eller sjællander.

Dernæst er man dansker. Jeg føler stadig-

væk at jeg er fynbo, selvom det snart er

65 år siden at jeg fl yttede derfra. Og min

kone er vendelbo. Så er jeg dansker, men

jeg føler mig samtidig som europæer. Det

er dér, at jeg kunne ønske mig, at der var

en større fornemmelse for, at man godt

kan være europæer uden, at det går ud

over ens danskhed. Hvad er for eksempel

forklaringen på, at man i Danmark endnu

ikke har fået lavet nummerplader med et

EU-symbol på? Det har de gudhjælpemig

i Sverige, hvor de i mange år var endnu

mere fodslæbende end os. Jeg har kun set

en eneste bil i Danmark, der har de num-

merplader – eller rettere, jeg har set to,

og den ene er min egen. Hvorfor vil Dan-

mark ikke være en del af Europa? Det er

som om, at der er en skræmthed, som om

at det skulle tage noget fra os. Jeg mener

derimod, at det lægger noget til.

Jeg synes lidt, at jeg hører dig sige: ’Nu

må de da snart forstå det!’ Når der nu

er den her skepsis, hvad vil du så råde

de danske politikere til at gøre?

- Det tilkommer ikke mig at komme med

gode råd til danske politikere. Jeg vil bare

konstatere lidt sørgmodigt, at sådan bliver

det sikkert ved med at være. Det vil ikke

forandre mit engagement eller min begej-

string. Og at det så i manges øjne kan vir-

ke lidt altmodisch og latterligt, det vil jeg

være i stand til at leve med i stoisk ro.

»Så næste gang, de laver Melodi

Grand Prix - så skal jeg sgu da se

det.«

INTERVIEW

Har medierne en rolle at spille?

- Det ved jeg såmænd ikke. Jeg ser næsten

ikke fjernsyn. Jeg ser ind imellem det, de

laver på DR2. Jeg ved ikke hvor mange

andre, der ser det, men det synes jeg er

godt. Det andet synes jeg ofte er så sølle,

så det gider jeg altså ikke bruge tid på.

Min respekt for medierne i det hele taget

er ikke vokset i de senere år. Og det gælder

ikke bare europastof. Når du ser, hvordan

medierne over en bred kam bruger større

ressourcer på at dække et spørgsmål om

en fi nansministers ti år gamle taxaboner

- i en for øvrigt fuldstændig misvisende

og skandaløs dækning – end de bruger på

en samtidig historisk omfattende løbende

faglig konfl ikt, med enorm gældsætning

til følge, så er der altså noget helt skævt

i den måde, medierne fungerer på. Det er

også noget med, at nogle grænser er ble-

vet brudt ned. Tidligere var det sådan, at

der var nogle bestemte ugeblade og for-

middagsblade, som man holdt i en arms

længde. I dag bruger de jo hinandens stof

og kører det rundt i en uendelighed.

Gælder det også dækningen af

europastoffet?

- Jeg vil sige, at dem der virkelig inte-

resserer sig her, de har ikke nogen und-

skyldning for at sige, at de ikke får no-

get at vide. Den dér har vi hørt i årevis:

’Jeg får ikke noget at vide om EU’. Det

kan folk sgu selv fi nde ud af, hvor stort

set alle har internetforbindelse og Google

på skærmen hele tiden. Der er så mange

steder, man kan få information, hvis man

interesserer sig en smule for det. Samti-

dig så faldt jeg helt tilfældigt over noget

andet, hvor jeg pludselig tænkte ved mig

selv, at der jo er andre måder at skabe en

fælles europæisk fornemmelse på. Jeg tror

aldrig at jeg i mit liv har set Melodi Grand

Prix, så jeg ved ikke rigtig hvad jeg ta-

Uffe Ellemann-Jensen

▶ Født 1. november 1941 på Fyn

▶ Cand. polit. fra Københavns

Universitet 1969

▶ Premierløjtnant af reserven

▶ Ansat ved Forsvarets

Efterretningstjeneste

1962-64

▶ Journalist ved Berlingske

Aftenavis 1967-70

▶ Økonomisk-politisk

medarbejder ved Danmarks

Radio 1970-75

▶ Ansvarsh. chefredaktør for

Dagbladet Børsen 1975-76

▶ Folketingsmedlem for Århus

Amtskreds 1977-2001

▶ Udenrigsminister i

regeringerne Poul

Schlüter 1982-93

▶ Formand for Venstre 1984-98

▶ Præsident for Det

Europæiske Liberale

Parti 1995-2000

Nuværende

▶ Skribent for

Berlingske Tidende

▶ Formand for Det

udenrigspolitiske Selskab

▶ Formand for Baltic

Development Forum

▶ Formand for BankInvest

▶ Gift med Alice Vestergaard

ler om her. Jeg havde læst, at det skulle

sendes fra Beograd, og på et tidspunkt

gik jeg så ned og tændte for fjernsynet.

Der var de åbenbart lige kommet dertil,

hvor de havde sunget alle sangene og stod

i det dér psykedeliske studie i Beograd og

skulle have kontakt til hele Europa. Det

foregik på den måde, at der blev sendt fra

alle landenes stationer én efter én, og så

så du – især fra de nye lande – nogen ed-

derfl otte, nedringede, barmfagre damer,

der stillede op, og så vågnede jeg jo plud-

selig op og fulgte med på skærmen. De

startede allesammen med at sige: ’Hello

Europe’. Hello Europe? Det er da bemær-

kelsesværdigt, at der sidder hundrede af

millioner af mennesker og ser på det her,

hvor de sender fra Beograd og slutter af

med fyrværkeri over byen. For mindre end

ti år siden, der var dét fyrværkeri skabt

af NATO-fl y, der bombede Beograd. Der

står de nu og taler med hele Europa. Ind

imellem oplever du pludselig Ukraine

give en masse stemmer til Rusland, op-

lever Makedonien, der giver stemmer til

Grækenland, og Grækenland til Tyrkiet.

Dér fl imrede det inde i hovedet på mig,

at der er noget, der binder de her menne-

sker sammen – og det er begrebet Europa.

Det var da et fantatisk europæisk projekt,

der pludselig havde fået en masse men-

nesker til at føle, at de hørte sammen, at

de lande, der dagligt sviner hinanden til,

regeringerne imellem, nu kan give hin-

anden stemmer. Så næste gang, de laver

Melodi Grand Prix – fra Moskva, kunne

jeg forstå - så skal jeg sgu da se det. Der

er altså noget dér, der pludselig skaber en

europæisk ånd, så det er ikke en umulig

opgave. De, der har siddet og set det, har

nok hujet på deres egne, men samtidig følt

at de var med i noget større, nemlig Euro-

pa. Det giver også en eller anden fornem-

melse af, at du skal holde dig der, hvor du

kan engagere folk – nemlig på de store,

overordnede temaer.

017

018

Europa forsvinder i

de danske medier

BAGGRUND

Fotos: Stock.XCHNG

8

Når de danske medieforskere gennemlæser

aviser og undersøger, hvor meget det euro-

pæiske stof fylder, ser det ud til, at omkring

6-7 procent af artiklerne handler om EU.

Men selvom der efterhånden er en del

forskning i, hvordan og hvor ofte de dan-

ske medier forholder sig til landene om-

kring de danske grænser, er der ikke

nogle helt præcise tal for den europæiske

mediedækning.

Når det kommer til fjernsynet, er der

endnu større uenighed blandt forskerne

og færre resultater, men hollandske Claes

de Vreeses resultater anerkendes af fl ere.

Hans undersøgelse viser, at DR’s TVAvi-

sen bringer omkring 9 procent europæisk

stof, mens tallet er lidt mindre for TV-

2Nyhederne. En helt ny undersøgelse af

to specialestuderende peger dog på, at tv-

nyhederne har noget mindre EU-stof – de

fi nder, at EU-historierne i TVAvisen kun

fylder 3,7 procent.

EU-event giver spaltepladsNogle gange er EU og Europa dog mere i

medierne, for EU-verdenen er faktisk le-

veringsdygtig i begivenheder, der kan få

journalisterne op fra skrivebordet og hen

og kigge på Europakortet. Der sker f.eks.,

når der er kriser i EU; valg til Europa-

Parlamentet; eller når der skal stemmes

om, hvorvidt vi i fremtiden skal betale

med euro eller kroner.

Da vi sidst skulle sige ja eller nej til euro-

sedler i Danmark, dækkede medierne EU

lige så meget på en enkelt dag, som de til

hverdag gør på en hel uge. Samtidig er

medierne også klar med kameraerne og

mikrofonerne, når der er store topmøder

i EU. Nogle undersøgelser viser, at det

europæiske stof så pludselig fylder en

fjerdedel af nyhederne i radio og tv.

Men det er nyhedsbranchens vilkår – ny-

heder skal per defi nition handle om noget

nyt. Udlandsredaktør på JyllandsPosten,

Jette Elbæk Maressa forklarer:

- EU-stoffet er interessant, når der er "no-

get på spil" - det kan være alt lige fra nitrit

i spegepølser til "indretningen af Europa"

- altså EU-traktater.

Martin Aagaard, som er Politikens faste

EU-korrespondent i Bruxelles, er enig i,

at noget skal være på spil – en begivenhed

skal have vægtig betydning, hvis EU skal

nå de danske aviser:

- Det er interessant, hvis det er nye regler,

der har betydning for læsernes hverdag.

Hvis sagen har betydning for EU's udvik-

ling generelt - f.eks. når det drejer sig om

EU-traktater. Eller hvis det handler om

EU's ageren i forhold til resten af verden,

siger han og tilføjer:

- En stor del af dansk lovgivning er base-

ret på EU-regler. Og en stor del af dansk

udenrigspolitik føres sammen med de an-

dre europæiske lande.

Os EUMen de danske europa-journalister er ofte

blevet kritiseret for, at journalistikken

altid tager udgangspunkt i de konfl ikter,

EU skaber for Danmark. Som f.eks. i en

historie fra Politiken i 2001, hvor nye reg-

ler på arbejdsmarkedet spænder ben for

danske interesser – som i dette tilfælde er

symboliseret ved Tivoli, hvor de »ansatte

skal overholde EU’s direktiv om arbejds-

tid, og 'kun' må arbejde 48 timer om ugen.

Forlystelsesparkens servicechef tror det

bliver sværere at tiltrække medarbejdere,”

skriver avisen. Eksempler som dette og

lignende får medieprofessor Anker Brink

AF PERNILLE BOELSKOV

Europa fylder ikke meget i de danske aviser og nyheder, selvom en stor del af den danske lovgivning er påvirket af EU-regler.

019B

AG

GR

UN

D

Fot

os:

Sto

ck.X

CH

NG

020

Lund op af stolen. I en artikel samme år

skriver han:

- Dansk presse betragter tilsyneladende

Danmark som en vigtig del af Europa,

men bestemt ikke Europa som en inte-

greret del af Danmark. Derfor reduceres

hverdagens EU-stof til fl æskepriser og

fl exlån eller til interne stridigheder i den

christianborgske andegård med ”dem der-

nede” i Bruxelles som en mystisk molok

af bureaukratisk almægtighed og folkelig

afmægtighed.

Ikke længere kun os og demSådan har det måske været en gang, men

det er altså på vej til at ændre sig, mener

Politikens faste korrespondent i Bruxelles,

Martin Aagaard.

- Jeg har ”kun” været i Bruxelles i 4 år,

men jeg vurderer, at dækningen er ble-

vet mere ”europæisk”, og at vi laver færre

vinkler a la Danmark mod EU. Det har

traditionelt været den måde, EU har været

dækket på tidligere. Ikke mindst på grund

af de mange danske folkeafstemninger,

der har handlet om for og imod EU. Det

er vi i stort omfang gået væk fra. Histo-

rien kan godt være god, selv om det ikke

nødvendigvis er den danske vinkel, der er

mest interessant, siger han og nævner som

eksempel miljøhistorierne.

Nogenlunde den samme betragtning har

udlandsredaktøren på JyllandsPosten, Jet-

te Elbæk Maressa.

- Jeg tror, at EU-stoffet i de sidste otte år

har forandret sig, fordi for-/imod debatten

er forsvundet fra den danske dagsorden.

EU har derfor indtaget en plads, der mere

tangerer en almindelig politisk dækning,

forklarer hun.

I andre lande i Europa viser undersøgel-

ser af store nationale avisers dækning af

EU-stoffet et lidt andet billede. I de store

aviser fylder det europæiske stof op til 50

procent af alt avisernes politiske dækning.

Særligt skulle den tyske avis Frankfurter

Allgemeine Zeitung være helt i top, når

det gælder EU-dækningen, mens den en-

gelske Financial Times nærmest er blevet

hus-avis for embedsmænd og politikere

på de bonede gulve i EU.

Demokratiske problemerSelvom de store danske aviser slet ikke

kan måle sig med den omfattende dæk-

Fotos: Stock.XCHNG

021

ning, som de store udenlandske aviser kan

fremvise, er det vigtigt, at de danske me-

dier dækker EU.

Det mener lektor Mark Ørsten fra Roskil-

de Universitetscenter, der har skrevet ph.d.

om de danske mediers EU-dækning.

- De fl este danskere og europæere får de-

res politiske oplysninger fra medierne, så

medierne (og især public service tv) har

pligt til at dække EU og EU's politiske

indfl ydelse, siger han og tilføjer, at også

aviserne har en forpligtigelse:

- Aviserne har generelt stor fokus på po-

litik, men mindre fokus på EU-politik,

hvilket er et problem, da aviserne gerne

påråber sig rollen som den 4. magt, for-

klarer lektoren. Han fortæller samtidig,

at de nyeste analyser viser, at EU fylder

endnu mindre i medierne, efter fransk-

mændene og hollænderne stemte nej til

forfatningstraktaten.

Og det er et problem for vores demokrati,

mener han.

- Aktiv mediedækning må i dag betragtes

som en forudsætning for den demokrati-

ske samtale. EU's i forvejen svage demo-

kratiske legitimitet og folkelige opbak-

ning svækkes kun yderligere ved, at der

ikke er en god og grundig debat om EU's

politikker, forklarer han.

Derfor er det også meget vigtig i forbin-

delse med valget til Europaparlamentet i

2009, at journalisterne griber pennen og

beskriver og diskuterer EU med dansker-

ne. Ellers er der risiko for, at endnu færre

vælger at gøre brug af deres demokratiske

ret og udfylder stemmesedlen. Stemme-

procenten til parlamentsvalgene er i for-

vejen ganske lav – ved sidste valg i 2004

stemte omkring 48% af danskerne. Det er

mellem 30-35 procentpoint under et al-

mindeligt dansk folketingsvalg.

Her kan du læse mere om

den danske

europajournalistik

▶ Framning Europe af

Claes H. de Vrees

▶ Television news and

European Integration

af Claes H. de Vrees

▶ Transnational Politisk

Journalistik af Mark Ørsten

BAGGRUND

EU har prøvet det før. At få et nej ved

en folkeafstemning. Derfor holdt den nu

midaldrende Union da også vejret den

13. juni 2008, da Irland skulle stemme

om Lissabon-traktaten. Bruxelles gjorde

alt for at virke tiltrækkende og skar ned

på alle aktiviteter i maj og juni i frygt for

at skræmme de irske vælgere. Alligevel

skete det. 53.4 % stemte nej mod 46,6 %

ja-stemmer. EU befi nder sig nu (igen) i et

institutionelt limbo.

Også den danske regering og store dele

af oppositionen var spændte tilbage i juni

måned. Det forventede irske ja skulle

have banet vejen for en debat om afskaf-

felse af en eller fl ere af de fi re danske

forbehold i efteråret 2008. Men efter det

irske nej skal danskerne alligevel ikke

stemme om forbeholdene foreløbigt. In-

gen tør udskrive en folkeafstemning med

Lissabon-traktaten på standby. Men et EU

uden en Lissabon-traktat er ikke en død

Union. Også uden traktaten vil EU-sam-

arbejdet udvikle sig med en rivende fart

på netop de områder, hvor Danmark har

forbehold.

Modgang gør stærkDet irske nej er den seneste af en række

folkelige afklapsninger, der i mere end et

årti har givet EU skår i selvtilliden. I 1992

stemte danskerne nej til Maastricht-trak-

taten, mens franskmændene kun stemte

ja med en lille majoritet og schweizerne

afviste medlemskab af det Europæiske

Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

I 1994 stemte nordmændene nej til EU-

medlemskab for anden gang og danskerne

afviste euroen i 2000. I 2001 forkastede

irerne Nice-traktaten og i 2005 afviste

både franskmændene og hollænderne

forfatningstraktaten.

I samme periode har EU taget fl ere og

fl ere opgaver på sig – udenrigspolitik,

indvandring, politi og grænsekontrol er

Nej, nej og atter

nejREBECCA ADLER-NISSEN

REBECCA ADLER-NISSEN

Profession:

Ph.d.-stipendiat ved Institut for

Statskundskab, Center for Europæisk

Politik, Københavns Universitet

Faglig profil:

EU’s udvikling og forholdet mellem

medlemsstaterne, fleksibel

integration, EU’s forfatningsmæssige

udvikling, diplomati og socialisering

i internationale organisationer.

Ph.d.-afhandling om Danmarks og

Storbritanniens EU-forbehold.

Danmark i Europa?

Danmark har et lidt skizofrent

forhold til EU. I den hjemlige debat

er Danmarks forhold til EU præget

af folkeafstemningen i 1992, der

delte Danmark og førte til de fire

danske forbehold. I Bruxelles er

forholdet til EU i det daglige præget

af relativt succesfulde forsøg på at

fremme ”danske interesser”, som

Folketinget har godkendt, men som de

færreste danskere helt kender til.

ANALYSE

»Det irske nej er den seneste af en række

folkelige afklapsninger, der i mere end et årti

har givet EU skår i selvtilliden«

023

ANALYSE

Fotos: Stock.XCHNG

Collage: Ryhede

blevet lagt oven på det samarbejde, der

tilbage i 1957 først og fremmest var en

toldunion. Kriser synes altså at give EU

et skub fremad, ikke tilbage, hvilket gi-

ver integrationsprocessen et skær af

uundgåelighed.

Visionen fra 1992Da et snævert fl ertal af danskerne stemte

nej til Maastricht-traktaten i 1992, blev

fi re områder udpeget som bekymrende for

Danmark: den fælles mønt, forsvarssam-

arbejdet, unionsborgerskabet og ”retlige

og indre anliggender”. Bag denne krypti-

ske overskrift i Maastricht-traktaten lå, at

landene skulle samarbejde om asyl, græn-

sekontrol, indvandring, civilret og po-

liti- og strafferet – alt sammen områder,

der traditionelt hører til nationalstatens

kerneopgaver.

De fi re forbehold var et forsøg på at sende

et dansk signal til Europa: Det skulle være

muligt for landene at vælge frit, hvad man

ville være med i. Ikke mindst Socialistisk

Folkepartis slogan om et ”Europa i fl ere

rum” kom til at tegne den danske vision

bag forbeholdene i 1992-1993.

Dødt signalDet signal Danmark og til en vis grad Stor-

britannien forsøgte at sende i 1992 med

deres forbehold for bl.a. euroen og rets-

samarbejdet, blev dog ikke for alvor op-

fanget af de andre lande. Det eneste sted

hvor det danske nej fi k sat fi ngeraftryk på

traktaterne er på unionsborgerskabsområ-

det. Med Amsterdam-traktaten i 1999 blev

en mere præcis defi nition af unionsborger-

skabet traktatfæstet: ”Unionsborgerskab er

et supplement til det nationale statsborger-

skab og træder ikke i stedet for det”. For-

beholdet for unionsborgerskab har derfor i

dag ingen praktisk betydning.

På de tre øvrige forbeholdsberørte områ-

der har Danmark de sidste 16 år kunne

mærke forbeholdene. I dag gennemfører

medlemslandene fælles efterforskning af

terrorisme og sender soldater med EU-

stjerner på skuldrene til Congo og Bos-

nien. Når retssamarbejdet, forsvarssam-

arbejdet og ØMU-samarbejdet udvikler

sig, vokser betydningen af de danske for-

behold tilsvarende.

Hvad betyder forbeholdene?I Dansk Institut for Internationale Stu-

diers (DIIS) udredning om forbeholdene,

hvor Thomas Gammeltoft-Hansen og jeg

har skrevet et kapitel sammen, vises det,

at forbeholdene giver Danmark en vis fri-

hed til at føre en selvstændig og anderle-

des politik end resten af EU. Denne frihed

udnyttes eksempelvis på indvandrings-

området, hvor Danmark fører en stram-

mere politik end resten af EU. Dog kun så

længe, at EU-regler om fri bevægelighed

ikke underminerer denne frihed.

Samtidigt begrænser forbehold Danmarks

formelle indfl ydelse på EU’s udvikling.

Finansministeren kan ikke deltage i mø-

der i Eurogruppen, den uformelle men

magtfulde kreds af fi nansministre fra et

voksende antal eurolandene. Ligeledes

er Danmark udelukket fra styrelsesrådet

for den Europæiske Centralbank. Når det

gælder retssamarbejdet sidder danske mi-

nistre som Birthe Rønn Hornbech og Lene

Espersen og danske embedsmænd med

ved bordet, men har ofte ingen stemme-

ret og bliver kun i begrænset omfang hørt.

Danmark står desuden uden for de fælles

regler. Det skyldes, at Amsterdam-trak-

taten i 1999 gjorde fl ere dele af retssam-

arbejdet overstatsligt. Det betød, at rets-

forbeholdet blev ”aktiveret” i forhold til

grænsekontrol, indvandringspolitik, asyl-

politik og civilret; kun politi og straffe-

retssamarbejdet er stadig mellemstatsligt.

Min forskning viser imidlertid, at danske

embedsmænd med en vis succes kan kom-

pensere for den manglende formelle ind-

fl ydelse på det daglige plan i Bruxelles.

Der sker bl.a. ved hjælp af diplomatisk

”reparationsarbejde” i form af f.eks. kon-

struktive kompromisforslag og stærk fag-

lig viden. Disse uformelle strategier kan

dog ikke opveje de ekskluderende konse-

kvenser af forbeholdene.

Med eller uden LissabonMed Lissabon-traktaten vokser konse-

kvenserne af især retsforbeholdet, da

Danmark også vil stå uden for politi- og

strafferetssamarbejdet. Dermed er der

lagt op til, at Danmark over en årrække,

Nej’er i EU’s historie

▶ Danmark 1992

▶ Norge 1994

▶ Danmark 2000

▶ Irland 2001

▶ Holland og Frankrig 2005

▶ Irland 2008

»Kriser synes altså at give EU et skub fremad,

ikke tilbage, hvilket giver integrationsprocessen

et skær af uundgåelighed«

ANALYSE

vil blive ekskluderet fra eksempelvis det

fælles politiagentur, Europol, der bekæm-

per grænseoverskridende kriminalitet.

Lissabon-traktaten traktatfæster desuden

Eurogruppen og gør listen af områder,

hvor danske fi nansministre ikke kan del-

tage i afstemninger i ØKOFIN-området

længere. Også udenrigs- og forsvarssam-

arbejdet vil blive intensiveret. Men Lissa-

bon-traktaten er ikke afgørende for forbe-

holdenes betydning. Hvad enten traktaten

træder i kraft eller ej, vil forbeholdenes

betydning vokse i fremtiden, fordi det

netop er de områder, der er udpeget som

fremtidens integrationsmotorer af de an-

dre lande.

Don’t take no for an answerTrods negative udfald af en række folke-

afstemninger, er integrationsprocessen

altså kendetegnet ved en bemærkelses-

værdig kontinuitet. I øjeblikket forsøger

Tyskland og Frankrig at presse irerne til

en ny afstemning om Lissabon-traktaten,

så den kan træde sig i kraft før Europa-

Parlamentsvalget i juni 2009. Planen går

ud på at isolere Irland ved at alle andre

lande ratifi cerer traktaten. Politiske er-

klæringer eller forbehold – måske om

neutralitet, skat og abort – kan tilknyttes

traktaten, som irerne så skal godkende i

andet forsøg.

Det ville i så fald være en gentagelse

af historien. Da irerne afviste til Nice-

traktaten i 2001, blev de også bedt om at

stemme igen om samme traktat, men med

garantier for deres neutralitet og stramme

abortlovgivning. Det gav et ja på samme

måde som da danskerne stemte om Ma-

astricht-traktaten med de fi re forbehold i

1993.

En dansk folkeafstemning om et eller

fl ere forbehold er udskudt, men ikke af-

blæst. Det afgørende i en dansk debat vil

være om forbeholdene bliver set som en

garanti for kontinuitet i form af dansk

autonomi eller som svært kontrollerbare

blokeringer af danske muligheder for at få

indfl ydelse.

I tilfælde af et dansk nej til ophævelsen af

et eller fl ere forbehold, skal man ikke for-

vente, at integrationsprocessen går i stå.

Danmark vil i stedet ryge ud i den klassi-

ske slå-op-logik. En dansk regering må i

Bruxelles konstatere: ”Det er ikke dig, det

er mig”. I det nuværende europæiske sam-

arbejde er det landene selv, der er dømt til

at håndtere deres nejer, ikke EU.

De fire danske forbehold

▶ Fælles valuta

▶ Forsvarssamarbejde

▶ Retlige og indre

anliggender

▶ Unionsborgerskab

»I tilfælde af et dansk nej til ophævelsen af et

eller flere forbehold, skal m an ikke forvente, at

integrationsprocessen går i stå«

025A

NA

LY

SE

Foto: Stock.XCHNG

Wienerbrød, smørrebrød og rugbrød - det

er den slags ”specialiteter”, vi serverer for

udlændinge, når de kommer til Danmark.

Men egentlig er det slet ikke noget, vi kan

være stolte af, mener den gastronomiske

iværksætter og kok Claus Meyer.

- Vi står i dag med et dansk køkken, som

ikke er noget særligt. Der er enkelte lys-

punkter, man kan bruge og bygge videre

på, men i det store hele er der ikke mange,

der henter inspiration i traditionel dansk

mad, siger han.

Dansk mad fylder altså ikke ret meget i

andre europæeres øjne, men det danske

køkken har til gengæld ofte ladet sig in-

spirere af landene omkring os.

I 1500-tallet blev de danske gryder in-

spireret af den italienske brug af frugt og

grønt. Senere i 1700-tallet kom inspiratio-

Det danske køkken

DUMPERDansk madkultur er ikke noget særligt, når vi

sammenligner os med de andre lande i Europa. Selvom de andre europæiske lande har inspireret os, har vi alt for

stor fokus på det billige, mener kokken Claus Meyer.

AF PERNILLE BOELSKOV

nen fra Frankrig – men begge gange van-

drede inspirationen op gennem Europa,

og når de nye tendenser nåede Danmark,

var de også blevet inspireret af den tyske

madkultur. Men efterhånden begynder

det, vi kender som det danske køkken, at

tage form.

- I løbet af 1800-tallet træder det danske

køkken i karakter, fortæller mad-histori-

ker Else-Marie Boyhus. På det tidspunkt

udvikles en masse danske retter - blandt

de overlevende retter fra det tidspunkt er

det danske smørrebrød.

Mad af industriens resterMen inspirationen fra det danske køkken

kom ikke kun udefra, ifølge Claus Me-

yer. Han mener, at den danske madkultur

både er inspireret af den danske andelsbe-

vægelse og af de andre europæiske lande.

Også han fremhæver Frankrig som lan-

det, der har givet os inspiration til at lave

bl.a. rødvinssovs og fromager. Men sam-

tidig mener han, at fokuset i den danske

madkultur hurtigt blev, at alting skulle

produceres billigt, og at der ikke måtte gå

noget til spilde. Eksempelvis nævner han,

at andelsmejeriernes tilkomst havde den

følge, at vi begyndte at lave sovse med

mælk, mens andelsslagterierne skulle af

med restprodukter, der så kunne bruges

til at lave bl.a. stegemargarine.

- En del af det køkken, du har i dag, er

bygget på røgsløret fra andelssektoren –

det er ikke inspireret af noget som helst,

siger han. Og måske netop derfor kan det

danske køkken ikke byde på de lækre spe-

026

KULTUR

»En del af det køkken, du har i dag, er bygget

på røgsløret fra andelssektoren – det er ikke

inspireret af noget som helst«

Claus Meyer

▶ Født i 1963

▶ Uddannet cand.merc.international fra

Handelshøjskolen i København i 1991

▶ Gastronomisk iværksætter og kogebogsforfatter

▶ Meyer blev kendt for programmet Meyers

Køkken på DR1 i årene 1991-99

▶ Meyer har bl.a. etableret cateringfirmaet

Meyers Køkken og Meyers Madhus, som tilbyder

kogekurser og gastronomiske oplevelser

▶ Meyer yder rådgivning til virksomheder,

holder foredrag og er aktuel med tv-

programmet ”Mad i Norden – Smag på Danmark”

cialiteter, som andre kan med deres franske oste, italienske sol-

tørrede tomater eller spanske skinker.

- I virkeligheden synes jeg jo ikke, at dansk mad er noget særligt

– hverken særlig smukt eller særlig positivt. Meyer fortsætter: -

Dansk mad skiller sig desværre især ud ved sin usundhed og ved

sin smagsløshed, hvis jeg skal være helt ærlig. Netop den fede

mad og manglende smag får drøje hug, men også dét, at øko-

nomi ofte vægtes tungere end kvalitet. Som et eksempel herpå

nævner han eddike.

- Det er jo ikke i Danmark, man har opfundet den balsamiske

eddike, hvor man fadlagrer tingene i årevis på træfade, siger

kokken.

I Danmark har man i stedet lavet en eddike på billig sprit – netop

med fokus på, at den skulle være billig og ikke smage af noget.

027

KULTURFoto: E

sben Salling

- Men det er jo en eddike, som er fuld-

stændig uinteressant i en madlavnings-

sammenhæng, fordi den bare er sur og

ikke har nogen aroma – og hvis den har en

aroma, er den uinteressant og udelikat.

Danskere forfi ner ikke madenMen der er en historisk grund til, at vi ikke

har udviklet de store kulinariske speciali-

teter, forklarer Else-Marie Boyhus.

- Vi har slet ikke dyrket specialiteter på

samme måde som i f.eks. Frankrig, ud-

dyber hun og forklarer, at fordi Danmark

altid har været et landbrugsland, så har

der ikke været interesse for at forfi ne ma-

den og råvarerne på samme måde som i

Frankrig og andre lande. Landbruget har

i stedet satset på at eksportere råvarerne,

og så har hjemmemarkedet fået resterne.

I Frankrig er det anderledes – her har man

udviklet de gode specialiteter til fransk-

mændene selv, og så bagefter eksporteret

de gode oste og vine.

Selvom hun er enig med Claus Meyer i, at

dansk madlavning absolut ikke har dannet

skole ude i resten af Europa, så har dansk

køkken dog haft en storhedstid, men snart

blev danskerne fattigere og husholdnin-

gerne mindre, og der var ikke længere råd

til kokkepiger og kogekoner. Derfor måtte

kvinderne selv røre i kødgryderne, og så

var det slut med den gode smag. I stedet

handlede det om kost, rigtig ernæring og

hygiejne. I Frankrig og Italien blev man

ved med at nyde maden og velsmagen.

Det var vigtigt, at familien mødtes om-

kring maden.

- At spise er jo et ritual i de lande. I Dan-

mark har vi mere haft fokus på, at du

skulle have rene negle, og så skulle du

ernæres. Der har ikke været den samme

kultur – i hvert fald ikke omkring det

daglige måltid, forklarer hun.

Et nyt køkken, vi kan være stolte afDerfor er Claus Meyer også fortaler for,

at vi skal skabe en ny dansk madkultur –

noget mad, vi kan være stolte af. Han kal-

der det ”det nye nordiske køkken”. Idéen

stammer tilbage fra slutningen af 70’erne

og handler i bund og grund om at få mere

kvalitet og fl ere ægte danske råvarer ind

i køkkenet.

- Det mest ultimative nordiske er jo at

starte med de vilde ting – vilde ting, som

bliver til uden menneskers mellemkomst.

Altså, der vokser noget op af jorden, og

det kan man gå ud og plukke, forklarer

»Det mest ultimative nordiske er jo at starte

med de vilde ting – vilde ting, som bliver til uden

menneskers mellemkomst. Altså, der vokser noget

op af jorden, og det kan man gå ud og plukke«

KULTUR

Foto: Stock.XCHNG

Rødgrød med fløde

▶ til 8 personer

▶ 1kg. Bær (jordbær, ribs, solbær)

▶ 200 gr. hindbær

▶ 2 dl. vand

▶ 300 gr. sukker

▶ 1-2 spsk. kartoffelmel

▶ Fløde

Bærrene skylles og ordnes, kommes i en gryde med vand og sukker,

røres godt rundt og trækker i et par timer. Gryden sættes over

svag varme og lad det komme i kog, afskum og lad det koge 2-3 min.

Gryden trækkes af og hindbær røres forsigtigt

i, så de forbliver så hele som muligt.

Grøden kan jævnes let med et par skefulde kartoffelmel rørt op

i kold vand, når der jævnes med kartoffelmel, kommes dette i

når grøden er lige under kogepunktet. Det er vigtigt at grøden

stadig er varm, men den må ikke koge efter kartoffelmelet

er kommet i, da den ellers bliver lang i konsistensen.

Grøden drysses med et tyndt lag sukker så

den ikke trækker skind og afkøles.

▶ Spises med kold fløde

han og nævner blåbær, svampe, brænde-

nælder, hyldeblomst, ramsløg og fi sk, som

eksempler.

- Når man bruger de ting i køkkenet, be-

gynder man at få en madkultur, der har

karakter, fordi den er intimt forbundet

med nogle meget specifi kke regionale

nordiske forhold, mener han.

På den måde kan det danske køkken på

længere sigt udvikle sine egne speciali-

teter. Og de kulinariske specialiteter er

netop med til at kendetegne et land, me-

ner kokken.

- Vi husker Frankrig for deres oste, deres

vine og sågar for deres fremragende øl.

Hver region har sit eget slik og sine egne

kager, som er gået i arv gennem hundre-

der af år.

- Så at lave noget, der er fremragende på

et tidspunkt i historien, bevare det og give

det videre til de kommende generationer –

det er med til at konstituere et lands mad-

kultur, mener han.

På sigt håber han, at det nye nordiske køk-

ken kan være med til lave danske specia-

liteter, som vil defi nere os danskere på

madens Europa- og verdenskort.

- Om 20 år vil der helt sikkert være nogle

fødevarer – både råvarer og nogle lækre

forædlede varer fra Norden – som har fun-

det frem til de internationale markeder, si-

ger han, og nævner som eksempler spæn-

dende frugteddiker, oste, fi skekonserves i

international topklasse, særlige special-øl

og vine lavet på andet end druer.

029

KULTUR

Fot

o: T

ellu

s W

orks

030

Som en visuel tænkepause til dette nummer

af Magasinet Europa bidrager den danske

kunstner Søren Assenholt med en række

grafi ske værker, der både stiller spørgs-

målstegn til vores erindring om det alle-

rede kendte og vores forestilling om det

uopdagede.

Billedet In Memory Of er kunstnerens for-

søg på at kortlægge Europa udelukkende

efter egen hukommelse. Minderne om kon-

tinentets geografi ske proportioner og place-

ringer svigter dog og det spejlvendte slut-

resultat må justeres med tuschpennens røde

rettelser. Værket gør os således opmærksom

på vores eget subjektive forhold til en ellers

velkendt omverden.

Titlen på kobbertryksserien Blank Spaces

leder tankerne mod det ukendte eller glem-

te. Referencerne peger i fl ere retninger. Til

Joseph Conrad, der bruger udtrykket i sin

berømte roman om europæisk imperialisme

Heart of Darkness, de tomme pladser i en

tekst og endelig til hullerne i vores hukom-

melse. De små kortudsnit repræsenterer så-

ledes også Assenholts egne ”blanke pletter”.

En fri fantasi, der giver os mindelser om den

opdagelsesrejsendes famlende optegnelser.

Søren Assenholt studerer på Det

Kongelige Danske Kunstakademi i

København og Städelschule i Frankfurt

am Main. Han har en lang række

udstillinger i både ind- og udland bag

sig og har endvidere arbejdet som

uafhængig kurator samt assistent for

Tal R og John Kørner.

De blanke pletter

KULTUR

0

In Memory Of – Remembering, etching, printing and correcting.

KULTUR

Originally after Joseph Conrad and my own childhood

Blank Spaces A

KULTUR

Blank Spaces C

Blank Spaces B

033

KULTUR

1945

FN grundlægges af 51 medlemslande – heriblandt også DK. Formålet er bl.a. ”at frelse kommende generationer fra krigens svøbe ...”.

Voyeur eller medspiller

Da den danske ambassade i Pakistan først

i juni i år blev til et blodigt terrormål, ud-

løste det straks en debat om orienteringen

af dansk udenrigspolitik. Selv om det al-

tid kan diskuteres om den slags begiven-

heder er den bedste baggrund for at starte

en sådan debat, må man sige, at kommen-

tarerne fra regeringens støtteparti, Dansk

Folkeparti, bidrog lige så meget til at

kickstarte kritikken af Fogh Rasmussen-

1940-1945

2. Verdenskrig: Danmark besættes af nazi-Tyskland

1946

Churchill holder en tale i den amerikanske by Fulton og siger, at "der er gået et jerntæppe ned tværs gennem Europa". Den Kolde Krig mellem Vest og Øst er skudt i gang og varer frem til cirka 1990.

1864

Danskerne kæmper mod preusserne ved Dybbøl, men kan ikke holde stand. DK må opgive Slesvig, Holsten og Lauenburg – landets størrelse reduceres med to femtedele. Der bliver en million færre mennesker under den danske konge. Danskernes nye motto bliver "at vinde indadtil, hvad udadtil tabes".

1943 Augustoprøret

Uroligheder og strejker i flere danske byer som protest mod den tyske besættelsesmagt. Urolighederne udviklede sig snart til en decideret folkestrejke. Fra tysk side blev der stillet krav om indførelse af undtagelsestilstand og dødsstraf. Det blev afvist af regeringen, som måtte gå af. Forhandlingspolitikken var brudt sammen.

1943-45

DK’s Frihedsråd og modstandsbevægelsen kommer for alvor på banen. Der dannes flere og flere illegale grupper, og ved årsskiftet 1944-45 er cirka 20.000 danskere illegalt organiserede i modstandskampen.

034

regeringens udenrigspolitik, som selve at-

tentatet gjorde. Ikke mindst Søren Esper-

sens udtalelser om, at Danmark nu var et

hadeobjekt på linje med USA og Israel,

og at man måtte indrette og militarisere

sin politik derefter, var den direkte anled-

ning til at Det Radikale Venstres politi-

ske leder, Margrethe Vestager, følgende

problematiserede Danmarks nuværende

udenrigspolitiske orientering og kurs

Dansk udenrigspolitik siden 1864 er gradvist blevet mere og mere aktivistisk. Dette er dog mere et spørgsmål om ændrede muligheder end om ændret moral.

ANALYSE

THORSTEN BORRING OLESEN

Thorsten Borring Olesen

Profession:

Professor i dansk og europæisk

samtidshistorie og ansat på Institut

for Historie og Områdestudier,

Aarhus Universitet.

Fagligt fokus:

Europæisk samtidshistorie, herunder

den europæiske integrations historie,

samt dansk og nordisk udenrigspolitik.

Thorsten Borring Olesen er i øjeblikket

leder af et større forskningsprojekt

om den danske udviklings- og

bistandspolitiks historie.

Danmark i Europa?

Danmarks forhold til Europa er

ambivalent. På den en side vil man

gerne nyde fordelene ved EU-

medlemskabet, på den anden side

har man vanskeligheder ved at

acceptere prisen for medlemskab,

jvf. senest krisen omkring EF-

domstolens underkendelse af

dansk indvandringspolitik. Det

danske dilemma er imidlertid ikke

særegent dansk, men præger i

dag en lang række europæiske

landes forhold til EU.

Læs af

Thorsten Borring Olesen:

- Idealer og realiteter. Dansk

udviklingspolitiks historie 1945-2005

- Under the National Paradigm.

Cold War Studies and Cold War

Politics in Post-Cold War Norden

Neutralitet og ’ligge død’Før vi vender tilbage til, hvad der er ker-

nen i uenigheden om den danske uden-

rigspolitiske kurs, kan det være nyttigt

at kaste et historisk blik på udviklingen

gennem de seneste par hundrede år – ikke

mindst fordi Fogh Rasmussen ofte selv

præsenterer sin politik som et moralsk-

ideologisk opgør med den tilpasningsori-

enterede og lavprofi lerede ’ligge-død’ tra-

dition i dansk udenrigspolitik.

Indledningsvis er det vigtigt at slå fast, at

muligheden for at føre en aktivistisk in-

ternational politik er helt afgørende for-

bedret efter afslutningen af Den Kolde

Krig. Siden midten af 1800-tallet havde

Danmark nemlig været nabo til stormag-

ter, der lagde politisk og militært pres på

landet – først Tyskland frem til 1945, si-

den Sovjetunionen frem til ca. 1990.

Den lavprofi lerede og tilpasningsorien-

terede neutralitetspolitik, som Danmark

i hovedsagen førte i perioden 1864 til

1943, var således i høj grad et produkt af

det problematiske naboskab til Tyskland,

men også af de danske nederlagserfarin-

ger fra 1864 og århundrederne forud, hvor

Danmark havde oplevet en magtmæssig

og territoriel deroute fra europæisk mel-

lemmagt til en egentlig småstat. I denne

proces havde de danske konger bl.a tabt

Skåne-Halland-Blekinge, Norge og Sles-

vig-Holsten. Efter 1864 var det derfor en

udbredt frygt, at endnu en krig meget let

kunne blive Danmarks sidste som selv-

stændig stat.

Den danske overlevelsesstrategi blev i

konsekvens heraf drejet i retning af at føl-

ge sloganet, ”hvad udad tabes, må indad

vindes”. Udenrigspolitisk betød det, at

man faldt tilbage på en neutralitetspoli-

tik med en ganske lav cigarføring base-

ret på en til tider stærk hensyntagen til

Tyskland. Denne tendens blev yderligere

forstærket efter Hitlers magtovertagelse

i 1933. På den anden side var der heller

ikke mange alternativer at øjne, da stort

set alle Vesteuropas småstater samt en del

af stormagterne – ikke mindst Frankrig,

1961

DK leger med ideen om medlemskab af EF, men da Frankrig afviser engelsk medlemskab, mister Danmark interessen. Danmark kommer i stedet med fra 1973.

1980’erne

Danmarks sikkerhedspolitik bliver populært kaldet "fodnotepolitikken" i denne periode. Efter Schlüters borgerlige regering var tiltrådt i 1982 satte et flertal uden om regeringen dagsordenen i forhold til Danmarks politik i NATO. Danmark tog derfor forbehold over for bl.a. NATOs atomvåbenstrategi.

1948/49

Danmark har mulighed for at blive medlem af en nordisk forsvarsalliance eller af det nye amerikanske tiltag, NATO. I 1949 vælges den amerikanske model.

1970’erne

Sovjetunionen har allerede i 1955 foreslået, at der skal afholdes en fælles sikkerhedskonference mellem øst og vest. Bl.a. DK vil holde dem fast på det, og i 1975 underskriver både USA og Sovjet Helsinki-slutakten. Den indeholder bl.a. krav om overholdelse af menneskerettigheder.

034

ANALYSE

Storbritannien og med tiden også Sovjet-

unionen – førte appeasementpolitik over

for Hitler. Der var altså ikke nogen stærk

anti-Hitler-alliance at knytte an til.

Besættelsens to ansigterBesættelsesårene under Anden Verdens-

krig udstillede dilemmaerne ved den før-

te politik. Som bekendt førte Danmark

både lavprofi leret neutralitetspolitik og

aktiv militær modstand over for tyskerne,

ikke som parallelle politikker og heller

som resultat af en bevidst strategi, men

tidsforskudt og som resultat af et heldigt

paradoks. Forhandlingspolitikken frem

til augustoprøret i 1943 baserede sig på en

neutralitetsfi ktion, der havde den fordel,

at de dansk-tyske relationer trods besæt-

telsen blev reguleret af de to landes uden-

rigsministerier, og at det politiske system

kunne fungere videre, uden at der blev

indført et nazistisk Quisling-styre som i

Norge. Ulempen var, at forhandlingspo-

litikken kunne udlægges som kollabora-

tion, hvilket fi k stadig større betydning,

da krigslykken vendte i 1942/43. De ty-

ske nederlag på slagmarken gjorde i sti-

gende grad politikken moralsk umulig at

videreføre.

Med samlingsregeringens tilbagetræden i

1943 blev Frihedsrådet og modstandsbe-

vægelsen ledende aktører, og deres mili-

tære aktiviteter sikrede, at det danske re-

nommé hos De allierede, især de Vestalli-

erede, blev beskyttet. På den måde kan for-

handlingspolitikken og modstanden siges

at have indgået i en art symbiose, selv om

det er vigtigt at understrege, at symbiosen

var et resultat af held snarere end kløgt.

Ind i NATOEfter krigen og Tysklands totale nederlag

dukkede en ny dominerende stormagt op

i det danske nærområde, nemlig Sovjet-

unionen. Selv om besættelseserfaringen

og det nye medlemskab af FN lagde op til

et opgør med den lavprofi lerede neutrali-

tetstradition, iførte dansk udenrigspolitik

i perioden 1945-48 sig sine velkendte ge-

vandter. Problemet var, at det hurtigt stod

klart, at FN ikke var nogen effektiv sik-

kerhedsalliance, og at Danmark ligesom i

mellemkrigstiden var tvunget til at møde

udfordringerne fra stormagtsmodsætnin-

gerne på egen hånd. Det ændrede sig imid-

lertid i 1948-49, hvor der opstod realisti-

ske muligheder for at indgå i et nordisk

forsvarsforbund og/eller en bredere atlan-

tisk forsvarspagt. Med andre ord dukkede

der for første gang det perspektiv op, at

neutraliteten kunne vejes op mod realisti-

ske og acceptable alliancemuligheder. Da

den socialdemokratiske Hedtoft-regering,

støttet af Venstre og De Konservative, i

marts 1949 valgte Atlant-løsningen, blev

der altså skabt en helt ny basis for dansk

udenrigspolitik. Selv om man kan se NA-

TO-medlemskabet som et skridt i retning

»Fodnotepolitikken, som det

alternative flertal i Folketinget

påtvang Schlüter-regeringen,

var nemlig både engageret og

højtprofileret – det var bestemt

ikke nogen ’ligge-død’ politik«

1989

9. november: Berlinmuren falder som symbolet på Den Kolde Krigs afslutning.

1992

Danmark stemmer NEJ til Maastricht-traktaten og får de fire forbehold.

2001

September: Terrorangreb på World Trade Center i New York.

2001

Oktober: USA og Storbritannien går ind i Afghanistan og starter ”Krigen mod terror” uden NATO-mandat.

1993

Poul Nyrup Rasmussen danner regering sammen med CD, de Radikale og Kristeligt Folkeparti.

2000

September: Dansk afstemning om medlemskab af ØMU-samarbejdet. 53,2% stemmer NEJ tak.

03

ANALYSE

af en højnelse af den internationale profi l i

dansk udenrigspolitik, levede elementer af

den lavprofi lerede tilpasningspolitik vide-

re inden for NATO-medlemskabet. Brud-

det med neutraliteten betød altså ikke, at

danske regeringer automatisk førte en ak-

tiv internationalistisk politik. Aktivismen

svingede meget i takt med de internatio-

nale konjunkturer.

Engagement og aktivismeDette ændrede sig imidlertid efter Dan-

marks ansøgning til EF i 1961 og i takt

med den sikkerhedspolitiske afspænding,

der slog igennem i Europa i 1960’erne.

Både på det europapolitiske felt og i

NATO- og FN-politikken blev politikken

mere offensiv. Det nye var, at politikken

ikke kun var indrettet på at afbøde inter-

nationale påvirkninger af Danmark, men

også på at yde et bidrag til den internati-

onale udvikling. Det kom bl.a. til udtryk

i Hækkerups og Krags forsøg på at skabe

dynamik i den fastlåste europapolitiske si-

tuation, hvor britiske og franske modsæt-

ninger forhindrede en bredere europæisk

markedsløsning gennem en udvidelse af

EF og det gjaldt for de systematiske forsøg

på gennem FN at bringe apartheid-styret i

Sydafrika til ophør. Endelig viste aktivis-

men sig i den aktive støtte i sidste halvdel

af 1960’erne og første halvdel af 1970’erne

til bestræbelserne på at stable en europæ-

isk sikkerhedskonference med amerikansk

og sovjetisk deltagelse - og som mundede

ud i indgåelsen af Helsinki-aftalen i 1975.

Eksemplerne viser, at det er misvisende

at præsentere dansk udenrigspolitik under

Den Kolde Krig som udelukkende uenga-

geret, lavprofi leret og entydigt tilpasnings-

orienteret. Det gælder endda også for den

forkætrede fodnoteperiode i 1980’erne.

Det, man kan diskutere i forbindelse med

fodnoterne, er, hvorvidt Danmark førte

en rimelig eller fornuftig alliancepolitik.

Fodnotepolitikken, som det alternative

fl ertal i Folketinget påtvang Schlüter-re-

geringen, var nemlig både engageret og

højtprofi leret – det var bestemt ikke nogen

’ligge-død’ politik. Ej heller var det en til-

pasningspolitik over for Sovjetunionens

forsøg på at udnytte den vesteuropæiske

modstand mod NATO’s dobbeltbeslut-

ning, idet tyngden i modstanden og det

alternative fl ertals politik frem til midten

af 1980’erne lå på at holde NATO fast på

forhandlingsdelen i dobbeltbeslutningen

og at forhindre et nyt oprustningskapløb

på mellemdistanceraketter.

Med tiden virkede det dog som om, at

partitaktiske og indenrigspolitiske hensyn

blev dominerende, så fodnotepolitikken i

»I det hele taget må man sige, at dansk europapolitik og

Nordenpolitik er påfaldende uaktivistisk og uengageret, hvilket dog

ikke kun skyldes den USA-orienterede sikkerhedspolitik, men også

EU-forbeholdene og regeringens afhængighed af Dansk Folkeparti

som koalitionspartner«

2003:

20. marts: USA sender militær til Irak. Danmark er med i ”koalitionen af villige lande”, der bakker op om krigen. Krigen skaber splittelse mellem USA og Europa og internt i Europa.

2008:

Juni: Den danske ambassade i Pakistan angribes. Angrebet formodes at have relationer til Muhammed-tegningerne.

2001

November: Anders Fogh Rasmussen overtager statsministerposten. Venstre og Konservative danner regering.

2002

Et flertal i folketinget sender danske styrker til Afghanistan.

2005:

Jyllandsposten trykker 12 tegninger af profeten Muhammed, hvilket skaber røre og uro. En række arabiske ambassadører klager til Anders Fogh Rasmussen, men han afviser at gribe ind.

037

ANALYSE

038

sidste halvdel af 1980’erne og frem til det

såkaldte atomvalg i 1988 mere end no-

get andet blev et redskab til at tryne Uffe

Ellemann-Jensen og den borgerlige rege-

ring. Men at partitaktiske og indenrigspo-

litiske hensyn præger udenrigspolitikken

er ikke noget særsyn, og heller ikke noget

de borgerlige partier har holdt for sig for

gode til at praktisere.

Aktiv internationalisme versus international aktivismeDet afgørende nye i dansk udenrigspoli-

tik efter Murens fald er derimod, at Dan-

mark har øget sit militære engagement på

den internationale scene, og at dette først

og fremmest er gjort muligt af det epo-

kegørende fravær af stormagtstrusler mod

det danske territorium. Dette kan ses af,

at den militære aktivisme for alvor blev

påbegyndt under Nyrup Rasmussen-rege-

ringerne og cementeret under Fogh Ras-

mussen. Selv om der altså er tale om en

betydelig grad af kontinuitet, er der dog

også sket et skred fra Nyrup Rasmussen

til Fogh Rasmussen, nemlig at dansk sik-

kerhedspolitik fra hovedsagligt at være

bundet op på en stærk forankring i NATO

og FN har knyttet sig stadig tættere til

amerikansk sikkerhedspolitik og dens

prioriteringer.

Der er altså ikke grundlæggende tale om

en forskel i engagement og aktivisme, og

på det retoriske plan heller ikke engang i

formuleringen af målsætningerne om, at

dansk politik tager sigte på at styrke de-

mokrati, menneskerettigheder og kampen

mod terror. Alligevel er orienteringsskif-

tet afgørende, idet det har ret stor betyd-

ning, om dansk politik tilrettelægges ud

fra en aktiv internationalistisk tilgang

med en stærk forankring omkring FN og

ønsket om at bakke op om en internatio-

nal retsorden, eller om det sker på bag-

grund af en international aktivisme, hvor

Danmark følger tæt i hælene på USA og

dermed bliver sat i bås med forsvaret af

amerikanske nationale interesser frem for

bredere internationalistiske.

Prioriteringen er væsentlig, fordi den også

har konsekvens for mange andre sider af

dansk udenrigspolitik. Eksempelvis er

det ikke entydigt, at Danmark pt. vareta-

ger sine europapolitiske interesser bedst

muligt, ligesom det er oplagt, at Danmark

i den nordiske kreds er blevet lidt af en

outsider. I det hele taget må man sige,

at dansk europapolitik og Nordenpoli-

tik er påfaldende uaktivistisk og uenga-

geret, hvilket dog ikke kun skyldes den

USA-orienterede sikkerhedspolitik, men

også EU-forbeholdene og regeringens

afhængighed af Dansk Folkeparti som

koalitionspartner.

Den danske tradition: tilpasning og aktivismeAfsluttende lægger argumentationen op

til, at der er god grund til at forholde sig

kritisk til Anders Fogh Rasmussens ud-

lægning af den danske udenrigspoliti-

ske tradition og karakteren af hans egen

udenrigspolitik. For det første er traditio-

nen ikke så entydigt lavprofi leret og til-

pasningsorienteret, som statsministeren

vil gøre den til, selv om lavprofi leret neu-

tralitetspolitik og tilpasningspolitik har

været markant fra 1864 og ind i den før-

ste 1945-efterkrigstid. For det andet er det

vigtigt at erkende, at Danmark efter Den

Kolde Krig har haft stærkt forbedrede

muligheder for et internationalistisk en-

gagement, idet landet for første gang siden

1864 ikke skal tage hensyn til naboskabet

med en potentielt truende stormagt. For

det tredje er det ikke indlysende, at Fogh

Rasmussens USA-loyalitet står på et stær-

kere moralsk fundament end FN-interna-

tionalismen. For det fjerde kan man argu-

mentere for, at regeringens USA-bundne

internationale aktivisme hæmmer mulig-

heden for at føre en engageret og aktivi-

stisk kurs på andre helt centrale felter for

dansk udenrigspolitik, ikke mindst i for-

hold til EU og Norden.

Dette lægger for det femte op til, at der

kan være mere end almindelig god grund

til at tage den debat om den overordnede

karakter og de overordnede prioriteringer

i dansk udenrigspolitik, som Margrethe

Vestager efterlyser.

039

AF PH.D. LARS HOVBAKKE SØRENSEN,

EKSTERN LEKTOR VED AFDELING FOR

HISTORIE, AARHUS UNIVERSITET.

Det er ingen tilfældighed, at sagen om EU-

lovgivningen og den danske udlændinge-

politik er blevet ét af sensommerens var-

meste politiske emner herhjemme. Sagen

er nemlig symptoma-

tisk for det dilemma,

som mange danskerne

netop i disse år føler,

at de befi nder sig i.

Og det gælder både

mange SF’ere, mange

socialdemokrater og

mange borgerlige. På

den ene side ønsker

de, at Danmark skal

deltage i et vidtgåen-

de og åbent europæ-

isk samarbejde. Dels

fordi dette har mange

håndgribelige økono-

miske såvel som poli-

tiske fordele. Dels af symbolske årsager,

fordi de ikke ønsker, at Danmark skal

signalere over for omverdenen, at man er

sig selv nok. På den anden side ønsker de,

selv om de er positive over for europæisk

samarbejde, ikke, at de andre europæiske

landes befolkninger skal være med til at

bestemme Danmarks forhold til omverde-

nen i øvrigt. Problemet er imidlertid, at

det er meget vanskeligt at gennemskue,

i hvilket omfang dette vil blive tilfældet

fremover. Både embedsmænd, politikere

og juridiske eksperter er meget uenige om

de fremtidige konsekvenser af EF-dom-

stolens afgørelse. Og det er netop det, der

er med til at gøre den store gruppe af dan-

skere, der både er tilhængere af europæisk

samarbejde og af en stram udlændingepo-

litik, usikre. Disse menneskers frygt for,

at Dansk Folkeparti og de juridiske eks-

perter, der taler om, at EF-domstolens af-

gørelse ”udhuler” den stramme udlændin-

gepolitik, har ret, kan meget vel føre til, at

deres holdning til EU generelt begynder

Politikernes største opgave

at blive mere negativ. Det afgørende for

udfaldet af evt. kommende folkeafstem-

ninger om Danmarks tre EU-forbehold vil

derfor være, om vælgerne i tilstrækkelig

grad vil være opmærksomme på, at debat-

ten om ophævelsen af Danmarks tre forbe-

hold intet har at gøre med den verserende

sag om EF-domstolens afgørelse. Desværre

er der en lang tradition

for, at ting, der intet har

med hinanden at gøre,

bliver godt og grun-

digt rodet sammen,

når der skal være fol-

keafstemning om EU-

spørgsmål. Den største

opgave for ledelsen i

de EU-positive partier

i Europadebatten i den

kommende tid må der-

for være at forhindre,

at dette sker igen. Det

gælder ikke mindst for

Socialdemokraterne,

som altid har haft både

en relativ stor andel nej-sigere blandt de-

res vælgere og en relativ stor andel af deres

vælgere, der ønskede en stram udlændin-

gepolitik. Hvis ikke S-ledelsen løser denne

opgave, kan det, der i øjeblikket ser ud til at

være Anders Fogh Rasmussens store pro-

blem, meget hurtigt blive Helle Thorning-

Schmidts i stedet.

KLUMME