Korstogene - Kampen om det hellige land

Thomas_Asbridge_Korstogene_Materie_Final.indd 2 03/07/12 22.33

THOMAS ASBRIDGE

KORSTOGENE

KAMPEN OM DET HELLIGE LAND

Oversat fra engelsk af

Morten Andersen


Til min far

Gerald Asbridge


OM OVERSÆTTELSEN

Praksis for oversættelse af navnene på de mange personer og steder, som denne bog rummer, følger som hovedregel Den Store Danske

Encyklopædi. Citater fra Koranen er gengivet efter Ellen Wulffs over-sættelse udgivet på Forlaget Vandkunsten 2006. Citater fra Bibelen er

hentet fra 1992-udgaven udgivet af Bibelselskabet.


PALÆSTINA OG SYDLIBANON

Latakia

Tripoli

Antiochia Aleppo

Edessa

Homs

Shaizar

Apamea

Maarrat

Tell Bashir

Samosata

Saruj

al-BiraRawendan

Marash

MamistraAdana

Trapesac

BaghrasBelenpasset

Alexandretta

St. Symeon

Cursat

Saone

Jabala

Tortosa

Marqab

Safita

Arqa

Krak desChevaliers

Barin

Masyaf Hama

Inab

Ash-Shogur-broen

Sarmin

ZardanaTell Danith

Blodets Mark

al-Atharib

Sarmada

Artah

Harim

Jernbroen

0 100 km

N

B E E K A

SU

MM

AQ

Bel

usm

assi

vet

Bel

usm

assi

vet

K I L I K I E NK I L I K I E N

PP y r a m uu s ff ll o dd e n

Eu

f ra

t

O r o n t e s

An

ss aarr ii yy

ahh

bbj ee

rge

ne

NORDSYRIEN


Damaskus

Saidnaya

Baalbek

Tripoli

Beirut

Sidon

Beaufort

BanyasChastel Neuf

ToronMontfort

SafadJacobs

Vadested

Scandelion

Tyrus

Acre

Haifa

Pilgrimsfæstningen

Caesara

Arsuf

JaffaLydda

RamlaLatrun

Beit NubaJerusalemBetania

Jeriko

BethlehemMont

Gisard

Bethgibelin

HebronGaza

Darum

Askalon

Ibelin

Bosra

Nablus

BethsanAyn Jalut

BelvoirNazareth

SepphorisHattinTiberias

TaborbjergetCave de Sueth

Ashtara

Sennebra

Montreal

Kerak

Jubail

A

nt i li b

anon-b

j erg

ene

Gol

anhø

jder

ne

Lib

anon

b je r

gene

Lit

ani f

lode

n

Jo

rd

an

fl

od

en

Baradafloden

Dødehavet

GeneseratsøenB

e e k a d a l e n

H A U R A N

T E R R ED E

S U E T H

LI

BAA

NO

N

PA

LÆ

ST

IN

A

T R A N S J O R D A N I E NT R A N S J O R D A N I E N

J U D Æ A

G A L I L Æ AG A L I L Æ A

0 100 km

PALÆSTINA OG SYDLIBANON


FØRSTE DEL

KORSTOGENE BEGYNDER


47

1:

HELLIG KRIG, HELLIGT LAND

En morgen sent i november 1095 holdt pave Urban 2. en prædiken, der skulle forandre Europas historie. På en lille mark uden for den sydfran-ske by Clermont tryllebandt han den tilstedeværende forsamling med sine inciterende ord, og i de følgende måneder gav hans budskab gen-lyd i hele Vesten og blev startskuddet til en bitter hellig krig, der endte med at vare i flere århundreder.

Urban bedyrede, at den kristne verden befandt sig i en yderst fare-truende situation, hvor den risikerede at blive invaderet og undertrykt på det groveste. Den hellige stad, Jerusalem, var faldet i hænderne på muslimerne – “et folk”, som havde en voldsom hang til rituel tortur og usigelig vanhelligelse, og som i det hele taget var “fremmed for Gud”. Han opfordrede det latinske Europa til at påtage sig rollen som “Kristi soldater” og gøre front mod denne angiveligt grusomme fjende, genero-bre det hellige land og befri Østens kristne fra deres “trældom”. Forført af løftet om, at denne retfærdige kamp ville lutre deres sjæle for synd, forlod titusinder af mænd, kvinder og børn Vesten og marcherede ud for at føre krig mod den muslimske verden under det første korstog.13


KORSTOGENE

48

PAVE URBAN OG KORSTOGSTANKEN

Urban var omtrent 60 år gammel, da han iværksatte det første korstog i 1095. Han kom fra en nordfransk adelsfamilie og havde været både præst og cluniacensermunk, før han blev pave i 1088 – midt i en tid, hvor pavedømmet vaklede efter en langtrukken og uforsonlig magtkamp med den tyske kejser og faktisk var på randen til at blive væltet. Urbans position var så skrøbelig, at det tog ham seks år at genvinde kontrol-len over pavemagtens traditionelle sæde, Lateranet i Rom. Takket være forsigtigt diplomati og en moderat snarere end aggressiv reformpolitik lykkedes det imidlertid den nye pave at bibringe sit embede fornyet pre-stige og indflydelse. I 1095 var denne langsommelige genrejsningspro-ces allerede begyndt, men forestillingen om pavens ret til at handle som den latinske kirkes overhoved og som en åndelig leder for hver eneste kristen i hele Vesteuropa var endnu langt fra realiseret.

Det var på baggrund af denne delvise genopretning, at ideen om det første korstog blev udklækket. I marts 1095, mens Urban præsiderede over et kirkekoncil i den norditalienske by Piacenza, blev han opsøgt af en gruppe byzantinske udsendinge, der medbragte en appel fra den græsk-kristne kejser, Alexios 1. Komnenos – en regent, som med sit drevne og bestemte styre havde formået at bremse årtiers indre forfald i det mægtige rige mod øst. Ved hjælp af et heftigt beskatningsprogram var det lykkedes Alexios at fylde det kejserlige skatkammer i Konstan-tinopel op på ny og derved genoprette Det Byzantinske Riges aura af myndighed og storsind, men han manglede stadig at få bugt med en række udenlandske fjender, herunder de muslimske tyrkere i Lilleasien. Han rettede derfor henvendelse til koncilet i Piacenza og bad Urban om at sende et detachement af latinske tropper ud for at hjælpe med at afværge den islamiske trussel. Alexios havde sikkert ikke håbet på stort andet end en symbolsk styrke af franske lejesoldater – en lille hær, som nemt ville kunne tilpasses og styres – men i løbet af de næste to år blev hans rige praktisk talt oversvømmet af en flodbølge af mennesker.

Den græske kejsers anmodning lader til at have harmoneret fortrin-ligt med nogle forskellige ideer, som Urban 2. i forvejen havde gået og barslet med, og som han bryggede videre på og finpudsede i løbet af foråret og sommeren. Paven forestillede sig et projekt, hvormed han


1 : HELLIG KRIG, HELLIGT LAND

49

kunne opfylde indtil flere målsætninger på én gang: en slags bevæbnet pilgrimsrejse til Østen, eller et “korstog”, som vi kalder det nu om dage. Nogle historikere har argumenteret for, at Urban ikke helt var bevidst om omfanget og betydningen at det foretagende, han var i færd med at stable på benene – at han kun havde regnet med at mobilisere nogle få hundrede riddere med sit krigsbud. Men i realiteten lader han til at have haft et ret skarpt blik for perspektiverne i projektet og at have arbej-det ganske flittigt på at skabe grobund for en bred tilslutning.

Urban forstod, at en støtteekspedition til Byzans ikke alene repræsen-terede en mulighed for at forsvare den østlige kristenhed og forbedre forholdet til den græske kirke, men også en chance for at konsolidere og udbrede Roms magt samt at tøjle og udnytte de destruktive og stridbare kræfter blandt de kristne hjemme i det latinske Vesten. Hans storslåede plan blev sat i værk som et led i en større bestræbelse på at styrke pave-stolens indflydelse uden for det centrale Italien, ikke mindst i Urbans eget fædreland, Frankrig. Fra og med juni 1095 drog han ud på en længerevarende turné med sine prædikener nord for Alperne – et om-råde, ingen pave havde besøgt i næsten et halvt århundrede – og i den forbindelse bekendtgjorde han, at der i november ville blive afholdt et stort kirkekoncil i Clermont, som lå i Auvergne-regionen i det centrale Frankrig. Med henblik på at skabe opbakning omkring pavedømmet og gøde jorden for afsløringen af ideen om et “korstog” gæstede Ur-ban i løbet af sommeren og de tidlige efterårsmåneder en række frem-trædende klostre – blandt andet det cluniacenserkloster, hvor han selv havde været munk. Derudover orienterede han to mænd, der skulle komme til at spille en central rolle under den forestående ekspedition: dels biskoppen af Le Puy, Adhémar, som var en ledende skikkelse i den provencalske gejstlighed og en varm fortaler for pavedømmet; og dels grev Raymond af Toulouse, den rigeste og mest magtfulde mand uden for det kirkelige miljø i Sydfrankrig.

I november var paven klar til at afsløre sine planer. 12 ærkebiskop-per, 80 biskopper og 90 abbeder forsamlede sig i Clermont til det største kirkemøde under hele Urbans pontifikat. Efter ni dages almindelige gejstlige drøftelser bekendtgjorde paven, at han havde i sinde at holde en særlig prædiken. Og den 27. november stimlede hundredvis af til-skuere så sammen på en mark uden for byen for at høre ham tale.14


KORSTOGENE

50

Prædikenen i Clermont

I Clermont kaldte Urban det latinske Vesten til våben ved at henvise til to internt forbundne målsætninger. For det første påpegede han nød-vendigheden af at beskytte den kristne verdens østlige grænser i Byzans, og i den sammenhæng fremhævede han det kristne broderskab med grækerne og den overhængende trussel om muslimsk invasion, som de angiveligt stod over for. Ifølge én udlægning ansporede han sine tilhø-rere “til at løbe, så hurtigt I kan, for at komme jeres brødre mod øst til hjælp”, fordi “tyrkerne … har trængt dem helt tilbage til Middelhavet.” Men det episke foretagende, Urban talte om, handlede om andet og mere end at yde militær støtte til Konstantinopel. På mesterlig og visio-nær vis udvidede han projektets tiltrækningskraft ved at fremføre endnu en målsætning – en målsætning, der med garanti ville gribe de fran-kiske hjerter. Den ekspedition, han skitserede, blev nemlig fremstillet som en sammenkobling af to væsensforskellige fænomener, krigsførel-sen og pilgrimsfærden, fordi den i sidste ende ville åbne vejen til selve det hellige land, hvor man kunne generobre Jerusalem, det helligste sted i det kristne kosmos. Urban betonede byens uforlignelige hellighed og fastslog, at denne “verdens navle” var “[kilden] til hele den kristne lære”, det sted, “hvor Kristus havde levet og lidt.”15

Disse tæt sammenknyttede målsætninger vakte utvivlsomt genklang blandt tilhørerne, men ligesom enhver anden leder, der ønskede at rekruttere folk til krig, manglede paven stadig at forlene sin sag med en aura af legitimitet og bydende nødvendighed, og her havde han et problem. Den nylige historie bød ikke på nogen oplagte begivenhe-der, man kunne rette fokus mod for at vække en bølge af lidenskabelig hævntørst. Godt nok blev Jerusalem regeret af muslimer, men sådan havde det været siden det 7. århundrede. Og selv om Byzans muligvis stod over for en stadig større trussel om tyrkiske angreb, var det kristne Vesten omvendt ikke på nippet til at blive invaderet eller udslettet af Nærøstens islamiske verden. I mangel på oprørende grusomheder og overhængende farer at henvise til valgte Urban i stedet at dæmonisere fjenden for derved at oppiske en rasende hævnlyst og en fornemmelse af, at hans “korstog” var presserende.

Muslimerne blev således fremstillet som dyriske vildmænd, der var



51

fast besluttet på at udsætte den kristne verden for de mest barbariske ugerninger. Urban beskrev, hvordan tyrkerne var i færd med at “slagte og tilfangetage mange [grækere], at ødelægge kirker og at lægge Guds rige øde.” Han påstod også, at kristne folk, der tog på pilgrimsrejse til det hellige land, blev udnyttet eller ligefrem mishandlet af muslimerne; de rige blev lænset for penge gennem ulovlige skatter, mens de fattige blev udsat for tortur:

Så grusomme er disse ugudelige mænd, at de, når de bilder sig ind, at staklerne har slugt deres guld og sølv, enten putter scammonium i deres drikkevarer for at tvinge dem til at kaste op eller tømme deres tarme, eller også – og det her er rædselsfuldt – eller også kan de finde på at flå deres maver op med en kniv og rykke indvoldene i stykker for at afsløre, hvad naturen gemmer.

Urban hævdede, at kristne, der levede under muslimsk herredømme i Levanten, var blevet reduceret til “slaver” ved hjælp af “sværd, plynd-ring og flammer.” Som led i den konstante forfølgelse, disse ulykkelige mennesker led under, risikerede de at blive udsat for tvungen omskæ-ring, rituel ofring eller at få fjernet indvoldene under langtrukne, pine-fulde seancer. Hvad angik “de afskyelige forbrydelser mod kvinder”, så mente paven angiveligt, at det ville være “mere ondt at tale om dem end at tie”. Urban synes at have benyttet sig flittigt af et malende og opviglende billedsprog, der bringer mindelser om den retorik, man nu om dage forbinder med krigsforbrydelser og folkedrab. Hans beskyld-ninger havde kun lidt eller intet at gøre med virkelighedens muslim-ske styre i Nærøsten, men det er umuligt at vurdere, om paven troede på sin egen propaganda, eller om hans kampagne byggede på bevidst manipulation og forvanskning. Under alle omstændigheder fungerede hans eksplicitte umenneskeliggørelse af den muslimske verden som en afgørende katalysator for “korstogssagen”, og den tillod ham endvidere at argumentere for, at krig mod en “fremmed” fjende var at foretrække frem for krig mellem kristne eller krig inden for Europas grænser.16

Pave Urbans beslutning om at fordømme islam skulle få dystre og varige konsekvenser i de følgende år. Men det er vigtigt at forstå, at fore-stillingen om en konflikt med den muslimske verden i realiteten ikke


KORSTOGENE

52

stod indskrevet i korstogstankens dna. Det, Urban havde en vision om, var en religiøs ekspedition, som var sanktioneret af Rom, og som først og fremmest handlede om at forsvare eller tilbageerobre hellige territo-rier. På en måde var det nærmest tilfældigt, at han udpegede islam som fjenden, og efter alt at dømme opfattede hverken latinerne eller deres græske forbundsfæller den muslimske verden som en svoren fjende før 1095.*

Ideen om at hævne de dæmoniserede muslimers “afskyelige over-greb” fungerede måske nok som en adrenalinindsprøjtning på Urbans publikum i Clermont, men hans “korstogsbudskab” indeholdt desuden et endnu mere besnærende element – et element, der angik selve tilvæ-relsens væsen i den kristne middelalder. Eftersom Vestens latinere blev opflasket med et religionssyn, hvor bevidstheden om synden og truslen om forbandelsen vejede tungt, udspillede den enkeltes liv sig som en desperat åndelig kamp for at lutre sjælen for moralsk fordærv. Idealet om at søge frelse lå med andre ord dybt i pavens tilhørere, og derfor vakte det stor genklang, da han bekendtgjorde, at denne ekspedition til Østen var et helligt foretagende, og at deltagerne ville få “forladelse for alle deres synder”. Hidtil var selv “retfærdig krig” (det vil sige vold, som Gud accepterede som nødvendig) blevet opfattet som syndig. Men nu talte Urban om en konflikt, der overskred de traditionelle grænser. Den sag, han gjorde sig til talsmand for, besad en hellig dimension – der var tale om en krig, som “Vorherre” ikke blot tolererede, men aktivt gik ind for. Ifølge et øjenvidne hævdede paven sågar, at det var “Kristi befaling”, at de troende skulle lade sig hverve.

Urbans genistreg var, at han formulerede ideen om at føre “korstog” inden for rammerne af det 11. århundredes religiøse sædvaner, og på den måde sikrede han sig, at den forbindelse, han etablerede mellem krig og frelse, gav god mening og virkede fornuftig – i det mindste for en datidig betragtning. Latinske kristne anno 1095 var fuldt fortrolige med forestillingen om, at en eventuel straf, der skulle udstås på grund af syn-dig adfærd, muligvis kunne blive annulleret, hvis den skyldige skriftede eller udførte forskellige bodsøvelser som for eksempel at bede, faste el-

* Det er en udbredt misforståelse, at korstogene var et slags voldeligt missionsprojekt. Faktisk var religiøs omvendelse ikke en essentiel del af korstogsideologien, i hvert fald ikke til at begynde med.



53

ler drage på pilgrimsrejse. I Clermont lod Urban det velkendte begreb om den frelsebefordrende rejse smelte sammen med den noget mere dristige ide om at gå i krig for Gud. Han tilskyndede “alle og enhver, ligegyldigt fra hvilken samfundsklasse … riddere såvel som fodfolk, rige såvel som fattige” til at deltage i hans projekt, der i bund og grund var en bevæbnet pilgrimsrejse. De, der valgte at begive sig ud på denne monumentale færd, risikerede at komme ud for store farer og uudhol-delige pinsler, men til gengæld gik turen helt til selveste Jerusalem, den kristne verdens fornemste valfartssted. I den forstand tegnede det til at blive en oplevelse, der var mættet med muligheder for at finde frelse – en slags “ultimativ” bodshandling, i kraft af hvilken man kunne rense en hvilken som helst forsyndelse bort fra sjælen.

Hvad enten Urban talte om den fremmede fjendes forbrydelser mod den hellige stad eller det forjættende løfte om en ny vej til frelsen, be-nyttede han sig af en overbevisende og følelsesladet blanding af billeder og ideer for at skabe opbakning omkring sine mobiliseringsbestræbel-ser. Efter alt at dømme var det en helt elektrificerende oplevelse for hans tilhørere; nogle havde “tårevædede øjne, [mens andre] skælvede”. Den første til at træde frem og stille sig til rådighed for sagen var biskop Adhémar af Le Puy, hvilket sandsynligvis har været aftalt på forhånd. Dagen efter blev det annonceret, at biskoppen skulle være pavelig le-gat (Urbans officielle repræsentant) under den forestående ekspedition. Som projektets åndelige leder forventedes han at bakke op om pavens dagsorden, herunder ikke mindst at opretholde afspændingspolitikken i forhold til den græske kirke i Byzans. Omtrent samtidig ankom et par udsendinge fra grev Raymond af Toulouse for at bekendtgøre hans støtte til sagen. Urbans prædiken havde været en bragende succes, og i løbet af de næste syv måneder fulgte han op på den ved at tage på en omfattende rundrejse og sprede sit budskab over hele Frankrig.17

Men selv om man ganske vist må betragte begivenhederne i Cler-mont som oprindelsen til det første korstog, er det forkert at opfatte tingene sådan, at Urban 2. egenhændigt skabte “korstogsidealet”. Tid-ligere historikere har med rette fremhævet hans gæld til fortiden, især til Gregor 7.’s banebrydende adforskning af den hellige krigs teori. Det er imidlertid lige så vigtigt at gøre sig klart, at idegrundlaget for det første korstog – hvad det gik ud på, hvad formålet var, og hvad man


KORSTOGENE

54

forventede at opnå – udviklede sig løbende under hele ekspeditionen. Faktisk fortsatte denne udviklingsproces også efter korstoget, i takt med at verden forsøgte at fortolke og forstå dette skelsættende hændelses-forløb. Det er en forsimpling at forestille sig det første korstog som én eneste velorganiseret hærskare, der blev drevet frem mod Jerusalem af Urbans lidenskabelige prædikener. I realiteten drog de involverede af sted i usammenhængende bølger i årene og månederne efter november 1095. Selv korstogets “hovedhære”, som vi normalt kalder dem, indled-te ikke den første fase af deres rejser som samlede styrker, men snarere som ujævne ophobninger af mindre kontingenter, der gradvist følte sig frem til nogle fælles mål og fælles kommandoveje.

Allerede i løbet af den første måned efter pavens prædiken begyndte populære (og ofte uautoriserede) prædikanter rundt omkring i Europa at istemme kravet om et korstog. I deres demagogiske hænder forsvandt der tilsyneladende nogle af de finere detaljer omkring de åndelige be-lønninger, der var forbundet med ekspeditionen – det, der siden hen er blevet kendt som “korstogsafladen”. Urbans hensigt havde sandsynligvis været, at den syndsforladelse, folk fik stillet i udsigt, kun skulle gælde den jordiske afstraffelse for synder, de havde bekendt, og selv om det var en temmelig kompleks formel, holdt den sig i det mindste inden for rammerne af kirkerettens subtiliteter. At dømme ud fra tingenes videre udvikling var mange korsfarere af den opfattelse, at man havde garante-ret dem himmelsk frelse, og derfor troede de også, at de, der døde under felttogene, ville blive hellige martyrer. Den slags forestillinger blev ved med at præge korstogstænkningen i de følgende århundreder, hvilket bidrog til at skabe en kløft imellem, hvordan disse hellige krige blev fremstillet fra officiel side, og hvordan de populært blev opfattet.

Det er værd at bemærke, at pave Urban 2. ikke opfandt betegnelsen “korstog”. Den ekspedition, han søsatte i Clermont, var så nyskabende – og på nogle punkter også så ufuldbåren – at der endnu ikke fandtes noget ord at beskrive den med. De fleste af Urbans samtidige nøjedes ganske enkelt med at omtale dette “korstog” som en iter (rejse) eller en peregrinatio (pilgrimsrejse). En mere specifik terminologi opstod først mod slutningen af det 12. århundrede. Her begyndte man eksempelvis at kalde en korsfarer for crucesignatus (én, der bærer korsets tegn), li-gesom man hen ad vejen også overtog den franske betegnelse croisade,



55

der lidt groft kan oversættes til “korsets vej”. Historikere har for klarhe-dens og konventionens skyld valgt at anvende benævnelsen “korstog” om den serie af hellige krige, der blev ført i kristendommens navn fra 1095 og fremefter, men man bør være opmærksom på, at denne praksis giver de tidlige “korstog” en noget vildledende aura af sammenhæng og ensartethed.18

Korsets kalden

I månederne efter koncilet i Clermont spredtes korstogsideen over hele Vesteuropa og fremkaldte en ganske uhørt reaktion. Urbans oprindelige prædiken var blevet overværet af en række biskopper fra alle hjørner af den latinske verden, og mens paven selv forkyndte sit budskab i Frank-rig, sørgede disse biskopper for at formidle beskeden hjemme i deres egne bispedømmer.

Sagen vandt også opbakning blandt en række populære, folkefo-rførende prædikanter, der for de flestes vedkommende ikke var sank-tioneret af kirken og unddrog sig dens kontrol. Den mest berømte og bemærkelsesværdige af disse var Peter Eremitten. Han voksede så vidt vides op under fattige kår i Amiens (i det nordøstlige Frankrig) og blev siden kendt for sin nøjsomme, nomadiske livsstil, sit frastødende ydre og sine usædvanlige spisevaner – ifølge en af hans samtidige levede han “af vin og fisk; han spiste kun sjældent eller aldrig brød.” I vore dage ville han nok være blevet anset for en simpel vagabond, men i det 11. århundredes Frankrig ærede de lavere klasser ham som en profet. Han var så hellig, at hans tilhængere indsamlede hårene fra hans muldyr og gemte dem som relikvier. En græker fra samtiden kommenterede: “Det var, som om Peter Eremitten fik en guddommelig røst til at runge i alles hjerter; han inspirerede frankere fra nær og fjern til at samle sig med deres våben, deres heste og deres øvrige udrustning.” Han må have været en morderligt inspirerende taler. Allerede seks måneder efter begivenhederne i Clermont havde han formået at mobilisere en hær, som mestendels bestod af fattigt rakkerpak, men som talte mere end 15.000 mand. Sammen med en række andre kontingenter fra Tyskland er denne styrke gået over i historien som “Folkekorstoget”. Ansporet af en glødende hengivenhed til korstogsprojektet begav dette korstogs


KORSTOGENE

56

forskellige enheder sig af sted mod det hellige land i foråret 1096 – flere måneder før nogen anden hær – og selv om det haltede gevaldigt med disciplinen, rykkede de lige så stille frem mod Konstantinopel. Under-vejs besluttede nogle af disse “korsfarere”, at de lige så godt kunne be-kæmpe “Kristi fjender” på et mere lokalt plan og gennemførte således en frygtelig massakre på Rhinlandets jøder. Da Folkekorstoget endelig nåede ind på muslimsk territorium, blev de dog udslettet så godt som omgående. Men Peter Eremitten overlevede.19

Korstogets første bølge endte måske nok med at løbe ind i et ne-derlag, men hjemme i Vesten var større hære ved at gøre sig klar. Der blev afholdt offentlige stormøder, hvor folk mødte op i hobetal og blev bombarderet med følelsesladet retorik, hvilket resulterede i skyhøje re-krutteringsrater, og derudover synes korstogsfeberen også at have bredt sig ad mere uformelle kanaler: fra familiemedlem til familimedlem, gennem pavelige støttenetværker og på tværs af bindeleddene mellem adelen og de forskellige klostersamfund. Blandt historikere er der fortsat uenighed om de eksakte tal – primært fordi datidens egne upålidelige skøn virker overdrevne (ifølge nogle kilder drejede det sig om mere end en halv million mennesker). Vores bedste bud er, at det første korstog talte et sted mellem 60.000 og 100.000 latinske kristne, hvoraf 7.000 til 10.000 var riddere, 35.000 til 70.000 var fodfolk, og resten var civilister, kvinder og børn. Sikkert er det i hvert fald, at opfordringen til at drage på korstog fremkaldte en overvældende reaktion, som vakte forbløffelse i den middelalderlige verden. Ikke siden Roms storhedstid var militære styrker af denne størrelsesorden blevet mobiliseret.20

Rygraden i hærene var middelalderens fremvoksende krigselite, de aristokratiske riddere.* Pave Urban vidste udmærket, at det for disse

* Ud fra en datidig målestok bar de første korsriddere oftest ganske svære rustninger: en kegleformet hjelm over en ringbrynjehætte eller tætsluttende hue samt en ring-brynje, der nåede ned til lårene og dækkede over en polstret vams. I en sådan munde-ring kunne man måske nok modstå strejfslag, men ikke dybere snit eller direkte hug, og derfor bar man sædvanligvis også et stort skjold af træ, der var beklædt med metal. Standardvåbnene til nærkamp var en lanse – som man enten stødte frem fra en hvile-position mellem hånden og armhulen eller sendte af sted med et overhåndskast – og et tveægget sværd, der var omtrent en halv meter langt og beregnet til at bruge med én hånd. Disse tunge våben var bedst til at støde eller slå med og egnede sig mindre godt til at stikke med. Både riddere og fodfolk benyttede sig sædvanligvis også af buer – som



57

kristne krigere var en kilde til bekymring, at de på den ene side var fanget i en verdslig profession, der var gennemsyret af vold, mens de på anden side havde lært af kirken, at krigsførelse var en synd, der kunne føre til fortabelse. En af hans samtidige bemærkede:

Gud har indstiftet hellige krige i vor tid for at give ridderordenen og det slæng, der følger i deres fodspor … en ny måde at opnå frelse på. Nu behøver de ikke længere give fuldstændig afkald på deres verdslige livsførelse og vælge klosterlivet eller en anden religiøs profession, så-dan som det engang var tilfældet. I stedet kan de i nogen grad gøre sig fortjent til Guds nåde, samtidig med at de dyrker deres egne karrierer i frihed og i deres vante klæder.

Paven havde i det mindste delvist konstrueret ideen om den bevæb-nede pilgrimsrejse for at tage hensyn til dette åndelige dilemma, der tru-ede ridderaristokratiet. Han var også udmærket klar over, at når adelen var med om bord, ville en eskorte af riddere og fodfolk automatisk følge efter, for selv om korstoget krævede et frivilligt engagement, eksisterede der et indviklet net af familiære bånd og feudale forpligtelser, der bandt sociale grupper sammen om fælles sager. I den forstand havde paven re-elt iværksat en kædereaktion, hvor hver eneste adelsmand, der sluttede sig til korstoget, foranledigede en bølge af nye rekrutteringer.

Ingen konger sluttede sig til ekspeditionen – dertil var de fleste for optaget af deres egne politiske rænkespil – men cremen af det kristne Vestens aristokrati følte sig draget af forehavendet. Disse mænd, som var medlemmer af den franske, vestgermanske, nederlandske og italienske højadel og således tilhørte samfundsklassen umiddelbart under de kon-gelige, havde ofte titel af greve eller hertug, og de var så magtfulde, at de kunne hamle op med eller i visse tilfælde endda overstrålede konger. I hvert fald opererede de med en sådan selvstændighed og autoritet, at de som gruppe betragtet bedst kan betegnes som “fyrster”. Disse ledende skikkelser havde hver især kommandoen over deres eget militære kon-tingent, men derudover tiltrak de også omskiftelige skarer af løst tilknyt-

regel i underkanten af to meter lange og i stand til at sende en pil op mod 275 meter væk – mens nogle endvidere tog rudimentære former for armbrøster i brug.


KORSTOGENE

58

tede tilhængere. Den slags flydende forbindelser blev etableret på basis af slægts- og lensmæssige bånd og opretholdt takket være fælles etniske eller sproglige rødder.

Grev Raymond af Toulouse, den mægtigste ikke-gejstlige mand i det sydøstlige Frankrig, var den første fyrste, der bekendtgjorde sin støtte til korstoget. Greven, som var erklæret tilhænger af den gregorianske reformbevægelse og havde en forbundsfælle i Adhémar af Le Puy, var næsten med sikkerhed blevet informeret om projektet af pave Urban allerede før prædikenen i Clermont. Den godt 55-årige Raymond var ekspeditionens ældre statsmand; med sin stolte og stædige fremtræden, sin rigdom og sin vidtrækkende magt og indflydelse satte han sig i spid-sen for de provencalske og sydfranske hære. Ifølge senere opståede sagn havde han allerede tidligere været på felttog mod Den Iberiske Halvøs maurere og endda foretaget en pilgrimsrejse til Jerusalem, under hvil-ken han havde fået stukket et øje ud som straf for ikke at ville betale den ublu muslimske skat, de latinske pilgrimme blev pålagt. Det hed sig oven i købet, at han ved hjemkomsten til Vesten bar sit øjeæble i lom-men som et symbol på sit had til islam. Selv om disse fortællinger måske nok var temmelig fantasifulde, havde Raymond ikke desto mindre erfa-ringen og ikke mindst ressourcerne til at lægge billet ind på positionen som korstogets øverste sekulære leder.21

Grevens mest oplagte rival var i denne sammenhæng en 45-årig syditaliensk normanner ved navn Bohemond af Taranto. Han var søn af Robert Guiscard (Robert “Den Listige”) – en af de normanniske even-tyrere, der havde været med til at erobre Syditalien i det 11. århund-rede – og ad den vej havde han fået en uvurderlig militæruddannelse. I 1080’erne havde han kæmpet side om side med sin far under et fire år langt felttog mod grækerne på Balkan, hvilket havde lært ham, hvad det vil sige at have kommandoen på slagmarken og at føre belejringskrig. På det tidspunkt, hvor det første korstog stod for døren, havde Bohe-mond efterhånden oparbejdet et militært cv, der var uden sidestykke, og en af hans samtidige kommenterede da også, at han med sin “krigsmæs-sige kunnen og viden ikke stod tilbage for nogen mand.” Og selv hans byzantinske fjender måtte medgive, at han havde en fængslende fysisk fremtoning:



59

Bohemond lignede kort sagt hverken en græker eller en barbar eller nogen anden mand i datidens romerske verden. Synet af ham vakte beundring, lyden af hans navn indgød frygt … Han var så høj, at han ragede en halv meter op over andre høje mænd. Om livet var han slank, og han havde brede skuldre, et kraftigt bryst og stærke arme … Huden over hele hans krop var meget hvid, bortset fra i ansigtet, hvor den både var hvid og rød. Hans hår var lysebrunt og noget kortere end de fleste andre barbarers (det hang med andre ord ikke ned over skuldrene). Hans øjne var lyseblå og gav et glimt af mandens livskraft og værdighed. Selv om han havde en vis charme over sig, var der noget vildt og brutalt ved hele hans fremtræden, hvilket velsagtens skyldtes hans enorme højde og hans øjne; selv hans latter lød som en trussel.

Trods sin løveagtige statur var Bohemond ikke nogen rig mand. Hans bjærgsomme halvbror havde nemlig gjort ham arveløs i 1085. Så da han sluttede sig til korstoget i sommeren 1096, var det i det mindste delvis med egen vinding for øje, for han var drevet af en voldsom ærger-righed og drømte om at blive herre over sit eget landområde et sted i Levanten. På korstoget fik Bohemond følgeskab af sin nevø, Tancred af Hauteville. Denne unge fyrstespire var knap nok fyldt 20, men hvad han manglede i krigserfaring, kompenserede han for med sin uudslukkelige energi og initiativrigdom (og derudover kunne han tilsyneladende tale arabisk). Tancred blev hurtigt næstkommanderende i den relativt lille, men frygtindgydende hær af syditalienske normannere, der ledsagede Bohemond til Østen. Med tiden udviklede han sig endvidere til en af korstogssagens ivrigste forkæmpere.22

De ledende skikkelser blandt Sydfrankrigs og Italiens normanniske korsfarere var alle tilhængere af den gregorianske reformbevægelse, og efter 1095 valgte selv nogle af pavens bitreste fjender at deltage i eks-peditionen til Jerusalem. En af dem var Godefroy af Bouillon, der var den anden søn af greven af Boulogne og kom fra Lorraine-regionen. Han var født omkring år 1060, men kunne spore sine rødder tilbage til Karl den Store (ifølge et senere opstået sagn skulle han endog være blevet bragt til verden af en svane). Godefroy var efter sigende “højere end gennemsnittet … uforligneligt stærk, med solidt byggede lemmer og en brystkasse af stål. [Han havde] tiltalende ansigtstræk [og] skæg


KORSTOGENE

60

og mellemblond hår.” Officielt havde han titel af hertug af Nedre Lor-raine, men han havde vist sig at være ude af stand til for alvor at hævde sin autoritet i denne notorisk ustabile region, så bag hans beslutning om at slutte sig til korstoget lå der sandsynligvis nogle overvejelser om at starte en ny tilværelse i Jerusalem. Selv om rygtet ville vide, at Godefroy indimellem stjal fra kirken, og selv om han kun i begrænset omfang havde en militær baggrund, demonstrerede han gennem de følgende år en urokkelig troskab over for korstogsidealet og et tydeligt talent for klarsynet lederskab i krig.

Sammen med sin bror, Baudouin af Boulogne, stod Godefroy i spid-sen for et løst konglomerat af tropper fra Lorraine og Tyskland. Bau-douins hår var angiveligt mørkere end Godefroys, mens hans hud om-vendt var lysere, og han havde efter sigende et gennemborende blik. Ligesom Tancred havde han levet et liv i relativ ubemærkethed indtil korstoget, hvor han markerede sig ved at udvise en genstridig hårdfør-hed i kamp og en nærmest uudslukkelig tørst efter avancement.

Disse fem magtfulde mænd – Raymond af Toulouse, Bohemond af Taranto, Godefroy af Bouillon, Tancred af Hauteville og Baudouin af Boulogne – var alle med til at forme korstogenes tidlige historie; tilsam-men stod de i spidsen for tre af de største frankiske hære og spillede på den måde en central rolle i bestræbelserne på at generobre Jerusalem. Derudover var der et fjerde og sidste kontingent, som også drog med på felttoget. Det bestod af folk fra Nordfrankrig, og de dominerende skik-kelser i denne hær var en fast sammentømret gruppe af tre prominente adelsmænd: hertugen af Normandiet, Robert, der som den ældste søn af Vilhelm Erobreren og bror til kong Vilhelm 2. af England havde masser af indflydelserige forbindelser; Roberts svoger Étienne, som var greve af Blois; og hans navnefælle og fætter, Robert 2., der var greve af Flandern.

For disse magtfulde mænd og deres ledsagere – og måske endda også for de fattigere klasser – var der en dramatisk og ofte følelsesladet cere-moni forbundet med at slutte sig til korstoget. Ligesom man gjorde det før en pilgrimsrejse, skulle alle aflægge et korstogsløfte, hvor de svor at rejse hele vejen til Jerusalem, og derefter markerede folk deres status som korsfarere ved at sy et kors fast på deres tøj. Da Bohemond først hørte korsets kalden, reagerede han tilsyneladende prompte: “Inspireret



61

af Helligånden gav [han] ordre til, at hans mest værdifulde kappe straks skulle skæres i stykker og laves om til kors, og de fleste af de [tilstede-værende] riddere fulgte omgående trop, for de var fulde af begejstring.” Andre udførte mere ekstreme varianter af dette ritual og kunne eksem-pelvis finde på at brændemærke deres eget kød med korset eller skrive på deres kroppe og tøj med blod.

Meningen med at lade folk bruge et synligt symbol som identifika-tion har givetvis været at udskille og definere korsfarerne som gruppe, og pilgrimsløftet fungerede helt sikkert også som en slags juridisk værn, der i et vist omfang beskyttede den enkelte korsfarers person og ejen-dele. I samtidens beskrivelser af disse indvielsesceremonier lægges der som regel vægt på korsfarernes åndelige motivation. Eftersom dette kil-demateriale næsten altid stammer fra gejstlige hænder, kan man måske have sine tvivl om dets gyldighed, men beretningerne understøttes af et væld af juridiske dokumenter fremstillet af – eller på foranledning af – folk, der skulle have orden i deres sager før afrejsen til Jerusalem. Dette materiale synes at bekræfte, at mange korsfarere ganske rigtigt opfat-tede deres deltagelse som religiøst begrundet. Én korsfarer, Bertrand af Moncontour, var så inspireret, at han besluttede sig for at give afkald på et stykke land, han på ulovlig vis havde nægtet at overdrage til et kloster i Vendôme, fordi “han mente, at han umuligt ville kunne få udbytte af at følge Herrens veje [tage med på korstoget], så længe han var i besid-delse af disse tyvekoster.”

De overleverede dokumenter vidner også om en atmosfære af frygt og selvopofrelse. De vordende korsfarere synes at have været dybt nervøse over den lange og farlige rejse, de skulle ud på, men samtidig var de villige til at sælge stort set alle deres ejendele for at finansiere deres deltagelse. Selv en mand som Robert af Normandiet var tvunget til at pantsætte sit hertugdømme hos sin bror. Den engang så frem-herskende myte om, at korsfarerne var selviske yngre sønner, der var blevet gjort arveløse og nu håbede på at bemægtige sig et stykke land, må manes i jorden. At drage på korstog kunne ganske vist kaste både åndelige og materielle belønninger af sig, men det var først og fremmest en afskrækkende og yderst bekostelig aktivitet. Det var gudfrygtighed, der inspirerede Europas befolkning til at drage på korstog, og i de lange år, der fulgte, beviste de første korsfarere igen og igen, at deres mæg-


KORSTOGENE

62

ÆG

ÆI

SK

E

HA

V

SO

RT

EH

AV

ET

MI

DD

EL

HA

VE

T

KR

ET

A

CY

PE

RN K

IL

IK

IE

NK

IL

IK

IE

NJerusalem

Dam

askus

Arqa M

aarrat

Aleppo

Latakia

Tripoli

Tyrus

Caesara

JaffaR

amla

Antiochia

Belenpasset

Marash

Coxon

Hereclea

Konya

Philom

elium

Dorylæ

um

Nikæ

a

Konstantinopel

N

0300 km

Eu

fr

at

DE

FØ

RST

E K

OR

SFAR

ER

ES

RU

TE

TIL

DE

T H

EL

LIG

E L

AN

D

Hovedhæ

rens ruteO

mveje taget af andre kontingenter



63

tigste våben var deres ukuelige åndelige beslutsomhed og deres følelse af, at de delte et fælles mål.23

BYZANS

Fra november 1096 begyndte det første korstogs hovedhære at an-komme til Det Byzantinske Riges prægtige hovedstad, Konstantinopel (Istanbul), der siden gammel tid havde fungeret som en port til Orien-ten. Det næste halve år passerede ekspeditionens forskellige kontingen-ter gennem Byzans under deres færd mod Lilleasien og den islamiske verdens udkant. Konstantinopel var et naturligt sted for de forskellige styrker at mødes – dels fordi byen lå på den traditionelle pilgrimsrute til det hellige land, og dels fordi frankerne netop var rejst østpå for at hjælpe deres græske brødre.

Alexios’ ambitioner

Den byzantinske kejser, Alexios 1. Komnenos, havde i forvejen over-været Folkekorstogets kaotiske kollaps, og det hævdes som regel, at han afventede det primære korstog med ringeagt og mistænksomhed. Hans datter og levnedsskildrer, Anna Komnena, skrev, at Alexios havde “fryg-tet [frankernes ankomst], fordi han var bekendt med deres hæmningslø-se lidenskabelighed, deres uberegnelige natur og deres ubeslutsomhed – for slet ikke at tale om deres grådighed.” Et andet sted beskrev hun korsfarerne som “alle Vestens barbarer”, og hun var særligt svidende i sin beskrivelse af Bohemond som en “uforbederlig kæltring”, der var “løgner af natur”. På baggrund af hendes smædefulde retorik har hi-storikere ofte formidlet det indtryk, at de første græsk-latinske møder i 1096-97 led under dybtliggende mistro og indgroet fjendtlighed. Anne Komnenas udlægning, som blev nedfældet, flere årtier efter at disse mø-der fandt sted, er imidlertid stærkt farvet af bagklogskab. Ganske vist var forholdet mellem korsfarere og byzantinere præget af vagtsomhed, end-da antipati, og indimellem var der da også udbrud af uvilje og interne stridigheder. Men eksemplerne på dette blev overstrålet af eksemplerne på konstruktivt samarbejde – i det mindste til at begynde med.24


KORSTOGENE

64

For rigtigt at forstå de første korsfareres rejse gennem Byzans og vi-dere østpå er det nødvendigt at rekonstruere frankernes og grækernes forudfattede meninger og fordomme om hinanden. Mange forestiller sig, at når det kommer til rigdom, magt og kultur, så har Vesten altid væ-ret den dominerende part i Europas historie. Men i det 11. århundrede lå civilisationens knudepunkt mod øst, i Byzans, som havde arvet den græsk-romerske magt og vælde og udgjorde en fortsættelse af verdens mest langtidsholdbare imperium. Alexios kunne spore sin kejserlige arv tilbage til folk som kejser Augustus og Konstantin den Store, og i fran-kernes øjne gav dette kejseren og hans rige en aura af nærmest mytisk storhed.

Korsfarernes ankomst til Konstantinopel forstærkede blot dette ind-tryk. Synet af den kolossale bymur – der var mere end seks kilometer lang, op til fire en halv meter tyk og atten meter høj – efterlod ingen tvivl om, at man stod ved hjertet af det kristne Europas store supermagt. De, der var heldige nok til at få adgang til selve byen, blev endnu mere duperede over det hele. Med et indbyggertal, der måske nærmede sig en halv million, var denne storby mere end ti gange større end den største by i det latinske Europa. Besøgende kunne lade sig betage af den kristne verdens mest spektakulære kirke, Sofiakirken med dens kupler, eller beundre de kæmpemæssige triumferende statuer af Alexios’ le-gendariske forgængere. Derudover var Konstantinopel hjemsted for en uforlignelig samling af religiøse relikvier, herunder Kristi tornekrone, nogle lokker af jomfru Marias hår, mindst to eksemplarer af noget, der angiveligt var Johannes Døberens hoved, samt stort set samtlige apostles knogler.

På den baggrund kan det ikke undre, at de fleste korsfarere havde en naturlig forventning om, at de i begyndelsen af deres ekspedition skulle tjene kejseren. Hvad angik Alexios selv, så bød han forsigtigt frankerhæ-rene velkomne og vogtede årvågent over dem, mens de bevægede sig fra udkanten af hans imperium og ind mod hans hovedstad. Han opfattede korstoget som et militært redskab, der skulle bruges til at forsvare hans rige. Efter at have bedt pave Urban om hjælp i 1095 stod han nu ansigt til ansigt med en horde af latinske korsfarere. Men selv om frankerne skulle forestille at være vilde og uregerlige, havde han indset, at deres dyriske energi kunne tøjles og bruges til at fremme imperiets interesser.



65

Hvis bare korstoget blev afviklet på en kontrolleret og forsigtig måde, kunne det vise sig at være det afgørende våben i hans kamp for at gen-erobre Lilleasien fra de seldsjukiske tyrkere. Selv om både grækere og latinere således var indstillet på at samarbejde, var der ikke desto mindre basis for uoverensstemmelser. De fleste frankere forventede, at kejseren personligt ville tage kommandoen over deres hære og føre dem frem til Jerusalems porte som et led i en større koalition. Men det havde Alexios ingen planer om. Som det skulle vise sig, prioriterede han fra først til sidst Byzans’ behov højere end korstogets. Han ydede gerne latinerne hjælp og lukrerede gladelig på deres sejre, ikke mindst hvis disse sejre gjorde det muligt for ham at afvise den islamiske trussel og måske endda genvinde den syriske by Antiochia, der havde afgørende strategisk be-tydning. Men han var ikke til sinds at tage på et langtrukkent felttog i det fjerntliggende hellige land og derved risikere, at hans dynasti skulle blive væltet eller hans imperium invaderet i hans fravær. Denne kløft mellem de forskellige parters mål og forventninger viste sig med tiden at få tragiske konsekvenser.

I kejserens tjeneste

Alexios var fast besluttet på at hævde sin autoritet over for frankerne og udnyttede i den forbindelse korstogsbevægelsens fragmenterede beskaf-fenhed ved at sætte sig i respekt over for de enkelte fyrster, efterhån-den som de kom til Konstantinopel. Han bestræbte sig også på at drage fordel af sin prægtige, imposante hovedstad i forsøget på at intimidere latinerne. En af de første fyrster, der ankom, var Godefroy af Bouillon, og den 20. januar 1097 blev han sammen med sine vigtigste adelsmænd inviteret til at komme i audiens hos Alexios i det overdådige kejserpa-lads Blachernai. Da Godefroy blev ført ind til kejseren, sad han efter si-gende “på sit herredømmes trone med et magtfuldt udtryk, ganske som han sædvanligvis gjorde det. Han rejste sig hverken for at give hertugen eller nogen anden et [velkomst]kys.” Uden at løsne op for sin majestæ-tiske mine afkrævede Alexios Godefroy et højtideligt løfte om, at “hvad end han i fremtiden måtte indtage af byer, lande og forter, så skulle de overdrages til en af kejserens officerer, hvis de oprindeligt havde tilhørt Romerriget.” Det betød, at alle territorier, der blev erobret i Lilleasien


KORSTOGENE

66

og endda også udenfor, skulle overlades til byzantinerne. Derpå tilbød hertugen at aflægge en lens-ed, der gjorde ham til kejserens vasal. En sådan ed ville binde de to mænd sammen i en gensidigt forpligtende alliance, hvor Alexios fik tilkendt retten til at dirigere korstoget, mens Godefroy til gengæld kunne gøre krav på råd og støtte fra imperiets side. Med karakteristisk byzantinsk gavmildhed forsødede kejseren denne af-tale ved at overdænge den frankiske fyrste med gaver af guld og sølv, smukke purpurfarvede tekstiler og værdifulde heste. Da aftalen var i hus, gennede Alexios prompte Godefroy og hans hær hen over Bospo-russtrædet – den smalle stribe af vand, der forbinder Middelhavet med Sortehavet og adskiller det europæiske kontinent fra det asiatiske – for at undgå en potentielt destabiliserende ophobning af latinske tropper uden for Konstantinopel.

I de følgende måneder valgte stort set samtlige førende korsfarere at følge hertug Godefroys eksempel. I april 1097 dukkede Bohemond af Taranto op for at slutte fred med sin tidligere græske fjende, og også han gik godvilligt ind på at aflægge lens-eden. Som belønning fik han et helt værelse fuldt af rigdomme, der ifølge Anna Komnena nær havde fået øjnene til at trille ud af hovedet på ham. Tre af de frankiske adelsmænd forsøgte imidlertid at vige uden om Alexios’ spind. De to ambitiøse små-fyrster, Tancred af Hauteville og Baudouin af Boulogne, prøvede begge at undgå lens-eden ved at krydse Bosporusstrædet øjeblikkeligt, men de blev senere overtalt til at underkaste sig. Den eneste, der stædigt mod-satte sig kejserens tilnærmelser, var grev Raymond af Toulouse; ganske vist indvilligede han til sidst i at indgå en pagt, men kun i en modifice-ret form, hvor han svor ikke at ville forbryde sig mod Alexios’ magt og besiddelser.25

Belejringen af Nikæa

I februar 1097 begyndte det første korstogs hovedhære at forsamle sig på Lilleasiens kyst, og hen over de næste måneder voksede de i antal, indtil der var i omegnen af 75.000 korsfarere, herunder godt 7.500 fuldt bevæbnede, beredne riddere og 35.000 lettere udrustede fodfolk. Ti-mingen for deres ankomst til tærsklen af den muslimske verden viste sig at være yderst gunstig. Få måneder forinden havde regionens seldsju-



67

kiske sultan, Kiliç Arslan, udraderet Folkekorstoget uden større besvær. Af samme grund forventede han heller ikke, at denne anden bølge af frankere ville udgøre nogen særlig trussel, så han rejste ud for at tage sig af en mindre territorial strid langt ude østpå. På grund af denne fejlbedømmelse kunne de kristne uhindret krydse Bosporusstrædet og etablere et brohoved det forår.

Latinernes første aktion mod muslimerne blev dikteret af deres alli-ance med grækerne, og Alexios’ primære mål var Nikæa – en by, som lå et lille stykke inde i landet fra Bosporusstrædet, og som Kiliç Arslan hav-de været så uforskammet at udråbe til sin hovedstad. Byen gav tyrkerne et fodfæste i det vestlige Lilleasien, og derfor repræsenterede den også en trussel mod selve Konstantinopel, men den havde stædigt nægtet at lade sig generobre trods kejserens ihærdige bestræbelser. Nu deploye-rede Alexios imidlertid sit nyeste våben: de “barbariske” frankere. Da de ankom til Nikæa den 6. maj, måtte de sande, at det var et imponerende fæstningsværk, de stod overfor. Et latinsk øjenvidne beskrev, hvordan “dygtige mænd havde indesluttet byen bag så knejsende mure, at den hverken behøvede frygte et angreb fra sine fjender eller fra en nok så kraftfuld katapult.” Murene var ni meter høje og havde en omkreds på næsten fem kilometer, og derudover var de udbygget med mere end hundrede tårne. Endnu mere bekymrende var det, at byens vestlige ud-kant grænsede op til den kæmpemæssige Ascanius-sø, hvilket gjorde det muligt for den tyrkiske garnison, som sandsynligvis kun talte nogle få tusinde mand, at få tilført forsyninger og forstærkninger, selv om de var helt omringet til lands.

I belejringens første fase var de kristne nær kommet ud for et alvor-ligt tilbageslag. Det var efterhånden gået op for Kiliç Arslan, at hans hovedstad var i fare, så han vendte hjem fra det østlige Lilleasien sidst på foråret. Den 16. maj forsøgte han at overrumple hærene uden for Nikæa med et overraskelsesangreb, hvor hans mænd kom strømmende ned fra de stejle, træklædte bakker syd for byen. Heldigvis for frankerne havde de fanget en tyrkisk spion, der, efter at være blevet truet med død og pine, havde røbet seldsjukkernes planer. Så da muslimerne iværk-satte deres angreb, var latinerne klar, og takket være deres talmæssige overlegenhed sendte de hurtigt Arslan på retræte. Han undslap med det meste af sin hær i behold, men hans militære renommé havde fået sig et


KORSTOGENE

68

ordentligt hak, og inde i Nikæa dalede garnisonens kampånd gevaldigt. I håb om at skabe yderligere desperation i fjendens lejr halshuggede korsfarerne hundredvis af døde tyrkere, satte deres hoveder på stager og paraderede rundt med dem ude foran bymuren; de kastede endda nogle hoveder over muren “for at indgyde endnu større frygt”. Denne form for barbarisk psykologisk krigsførelse var ganske almindelig under middelalderlige belejringer, og det var bestemt heller ikke noget, de kristne havde patent på. De følgende uger hævnede Nikæas tyrkere sig på makaber vis. Ved hjælp af jernkroge fastgjort til reb begyndte de at fiske efter de frankiske lig, der lå tilbage nær bymuren efter kampene, og når de havde fået hejst kadaverne op, lod de dem hænge uden på murene og rådne “for at krænke de kristne”.26

Efter at have afværget Kiliç Arslans angreb tog korsfarerne fat på at kæmpe sig forbi Nikæas forsvarsværker, og i den forbindelse benytte-de de sig af to forskellige belejringsteknikker på en gang. På den ene side forsøgte de at afskære Nikæa fra omverdenen ved at etablere en finmasket blokade af byens nordlige, østlige og sydlige mure, der alle vendte ind mod land. Derved håbede de på lige så stille at få garni-sonen til at bukke under for den fysiske og psykiske isolation og give op. Indtil videre havde frankerne imidlertid ikke mulighed for at kappe de kommunikationslinjer, garnisonen havde mod vest i kraft af søen, så derfor benyttede de sig også af en mere aggressiv strategi, hvor de kombinerede belejringen med stormløb. De indledende forsøg på at trænge ind i byen ved hjælp af stiger slog dog fejl, så i stedet fokuserede korsfarerne på at skyde en breche i murene. Først byggede de nogle blider – katapulter, der kunne slynge sten af sted – men disse havde kun begrænset styrke og kunne ikke affyre skyts af tilstrækkelig størrelse til at forvolde de robuste mure nogen særlig skade. I stedet satsede la-tinerne på at distrahere tyrkerne med lettere kasteskyts, alt imens de under dække af dette bombardement forsøgte at nedbryde Nikæas mure med håndkraft.

Denne metode var livsfarlig. For at nå frem til foden af fæstningsvær-ket skulle tropperne først undvige en dødbringende regn af muslimske pile og sten, og når de nåede derhen, risikerede de at blive angrebet med brændende olie og beg fra oven. For at imødegå disse farer ekspe-rimenterede frankerne med en række forskellige afskærmningsanord-



69

ninger, hvoraf nogle var mere effektive end andre. Eksempelvis blev 20 korsfarere dræbt, da deres værn, som de havde bygget af egetræsbjælker og forsynet med det stolte navn “ræven”, braste sammen så godt som omgående. En gruppe sydfranske korsfarere havde større succes. De byggede en mere solid indretning med et skråt tag, og på den måde nåede de helt hen til muren og tog fat på at underminere den. Minø-rer gravede en tunnel under de sydlige mure og afstivede omhyggeligt udgravningen med tømmer, før de til sidst fyldte hulrummet op med grene og pindebrænde. Omkring den 1. juni 1097 satte de ild til træet, så hele tunnelbyggeriet kollapsede, og en mindre sektion af forsvars-værkerne ovenover skred sammen i tusmørket. Desværre for frankerne lykkedes det den tyrkiske garnison at udbedre skaderne i løbet af natten, og der skete ikke nogen yderligere fremrykning på den front.

I midten af juni havde korsfarerne stadig ikke gjort noget nævnevær-digt fremskridt, og i stedet blev det byzantinerne, der fik vægtskålen til at tippe. Alexios havde holdt sig på diskret afstand af begivenhederne en dagsrejse mod nord, men han havde fulgt nøje med i belejringen og sørget for at sende tropper og rådgivere af sted for at assistere latinerne. Den mest fremtrædende af disse rådgivere var Taticius, en koldblodig veteran fra det kejserlige hof, som var af halvt arabisk, halvt græsk her-komst og kendt for sin loyalitet over for kejseren.* Det var imidlertid først midt i juni, at Alexios ydede sit afgørende bidrag til belejringen af Nikæa. På anmodning af korsfarerfyrsterne fik han fragtet en lille flåde af græske skibe 35 kilometer hen over land til Ascanius-søen. Ved dag-gry den 18. juni sejlede denne flotille af sted mod Nikæas vestvendte mure med gjaldende trommer og trompeter, og parallelt hermed iværk-satte frankerne et koordineret angreb fra landjorden. De seldsjukiske tropper, som nu kunne mærke løkken stramme om halsen, var efter sigende “dødsensangste og begyndte at jamre og klage”. Inden for få timer anmodede de om fred, og så kunne Taticius og byzantinerne tage byen i besiddelse.

Erobringen af Nikæa repræsenterede højdepunktet af det græsk- frankiske samarbejde under første korstog. Til at begynde med beklage-

* Taticius, som foruden at være eunuk også var en dygtig general, havde efter sigende fået skåret næsen af tidligere i sin militærkarriere og bar nu en forgyldt kopi af den i stedet.


KORSTOGENE

70

de nogle af de menige latinske soldater sig over, at der ikke blev plyndret noget mere, men deres protester forstummede, da Alexios besluttede sig for at belønne sine allierede med rigelige mængder af klingende mønt. I senere tiders vestlige krøniker er der blevet gjort en del ud af, hvor store spændinger der angiveligt skulle have været efter Nikæas fald, men det fremgår tydeligt af et brev, som den ledende korsfarer Étienne af Blois sendte hjem senere samme sommer, at stemningen fortsat var præget af venskabelighed og samarbejdsvilje. Kejseren holdt nu et møde med de frankiske fyrster for at diskutere felttogets næste fase. Under dette møde vedtog man sandsynligvis korsfarernes rute hen over Lilleasien og udpegede byen Antiochia som et af ekspeditionens mål. Alexios’ plan var at følge i kølvandet på korsfarerne og sætte sig på de territorier, de eventuelt måtte erobre, og i håb om at bevare kontrollen over begivenhederne beordrede han Taticius til at ledsage latinerne som hans officielle repræsentant sammen med en lille styrke af byzantinske tropper.

I løbet af foråret og sommeren forsynede Alexios latinerne med uvur-derlige råd og efterretninger. Anna Komnena noterede, at Alexios “gav dem nyttige råd [og] advarede [dem] om de ting, der kunne ske på de-res rejse. De blev orienteret om, hvilke metoder tyrkerne sædvanligvis benyttede sig af i krig; de fik at vide, hvordan de skulle trække frontlin-jerne op, og hvordan de skulle lave bagholdsangreb; de blev rådet til ikke at forfølge fjenderne for langt, når de flygtede.” Han rådede også korstogets ledere til at supplere de rent militære angreb på den islami-ske verden med nogle mere pragmatiske, diplomatiske strategier. De fulgte denne anvisning og forsøgte eksempelvis at udnytte de politiske og religiøse splittelser i den muslimske verden ved at sende et skib med gesandter af sted til fatimidernes kalif i Egypten for at diskutere en mu-lig overenskomst.27

Da korsfarerne forlod Nikæa i den sidste uge af juni 1097, kunne Alexios se tilbage på de forgangne måneder med en vis grad af tilfreds-hed. Den frankiske horde var blevet lempet gennem hans rige uden no-gen større optrin, og seldsjukken Kiliç Arslan havde fået nogle alvorlige knubs. Selv om der momentvist havde været gnidninger mellem de for-skellige parter, havde latinerne generelt optrådt ydmygt og samarbejds-villigt under kejserens myndige tilstedeværelse. Spørgsmålet var, hvor



71

længe fortryllelsen ville holde, nu hvor korstoget bevægede sig videre mod det hellige land og bort fra den byzantinske autoritets centrum.

GENNEM LILLEASIEN

Da frankerne ikke længere havde Alexios’ lederskab at læne sig op ad, skulle de til at bøvle med spørgsmål om organisation og kommando-veje. Deres hær var i bund og grund en sammensat størrelse, en hel-hed bestående af mange mindre dele, som blev holdt sammen af en fælles tro – latinsk katolicisme – men som kom fra alle egne af det vestlige Europa. Mange af dem havde været fjender, før ekspeditionen be gyndte. Alene det at kommunikere internt voldte dem store proble-mer. Som den nordfranske korsfarer Fulcher af Chartres bemærkede: “Hvor har man nogensinde hørt sådan en mangfoldighed af sprog i én hær?”

Denne brogede skare havde brug for at blive styret med hård hånd. Faktisk dikterede al militær visdom, at korstoget var dømt til at falde fra hinanden uden en klart udpeget enkeltperson i spidsen. Men fra som-meren 1097 og fremefter havde ekspeditionen ikke nogen overordnet leder. Ganske vist kunne den pavelige legat, Adhémar af Le Puy, gøre krav på at have åndelig forrang, og grækeren Taticius spillede tydeligvis en vejledende rolle, men i praksis havde ingen af dem den fulde magt. I stedet måtte korsfarerne føle sig frem til en fornuftig organisations-struktur ved at eksperimentere og tænke innovativt, og i den forbindelse fungerede deres fælles religiøse målsætning som en samlende kraft, de kunne forlade sig på. Stik imod al forventning opnåede de betydelig succes. Deres mest værdifulde redskab til at træffe beslutninger med viste sig at være rådslagninger, hvilket ellers normalt er bandlyst under militæraktioner. Der blev nedsat et råd bestående af de ledende franki-ske fyrster – mænd som Raymond af Toulouse og Bohemond af Taranto – og fra nu af mødtes de jævnligt for at diskutere og vedtage taktikker og fremgangsmåder. De oprettede allerede tidligt en fælles fond, som alt rov fra plyndringer kunne kanaliseres og redistribueres igennem. En anden ting, de skulle beslutte, var, hvordan man bedst krydsede Lille-asien.


KORSTOGENE

72

På grund af korstogets størrelse var det urealistisk at bevæge sig frem-ad som én samlet hær. 70.000 mennesker, der gik på rad og række i en enkelt kolonne, ville være flere dage om at passere et givent punkt på de romerske veje og pilgrimsruter, der lå forude. Og da de desuden var nødt til at finde føde og forsyninger undervejs, ville de ende med at ribbe og rasere de omkringliggende egne som en sværm af græshopper. På den anden side havde de kristne dårligt råd til at dele sig op i mindre kontingenter og rejse hver for sig, sådan som de havde gjort det under turen til Konstantinopel, for Kiliç Arslan og de seldsjukiske tyrkere ud-gjorde stadig en yderst alvorlig trussel. Til sidst besluttede fyrsterne at dele deres folk op i to styrker, der skulle holde relativt tæt kontakt under marchen.28

Slaget ved Dorylæum

Den 29. juni 1097 begav Bohemonds syditalienske normannere sig af sted sammen med Robert af Normandiets hær, og et stykke efter dem fulgte Godefroy af Bouillon, Robert af Flandern og de sydfranske korsfarere. Planen var at mødes ved en forladt byzantinsk militærfor-lægning ved navn Dorylæum, der lå omtrent fire dages march mod sydøst. Kiliç Arslan havde imidlertid andre planer. Efter ydmygelsen ved Nikæa havde han samlet sig en stor hær og håbede nu på at kunne overraske korsfarerne i et bagholdsangreb, mens de rejste gennem hans land. Deres beslutning om at dele sig op i to enheder gav ham en chan-ce for at slå til. Om morgenen den 1. juli angreb han Bohemonds og Roberts forreste styrke på et åbent stykke land mellem to dale i nærhe-den af Dorylæum. En person fra Bohemonds hær genkaldte sig senere den rædsel, han følte, da tyrkerne pludselig kom til syne og “begyndte at hyle og galpe og råbe, mens de med høje stemmer fremsagde et el-ler andet djævelsk ord på deres eget sprog, som jeg ikke forstod … De skreg som dæmoner.” Kiliç Arslan havde valgt at medbringe en skare af seldsjukiske ryttere, der var let bevæbnede, men mobile og hurtige; han håbede på at skabe kaos i korsfarernes noget langsommere geledder ved at omringe dem som en hvirvelvind og smadre deres formation med en uophørlig regn af kasteskyts. Og latinerne blev ganske rigtigt over-rumplet af modstandernes taktik. Et øjenvidne, der oplevede kampene



73

på nært hold, skrev: “Tyrkerne hylede som ulve og sendte hidsigt en sky af pile af sted. Vi var lamslåede. Eftersom mange af os blev sårede og stod ansigt til ansigt med døden, valgte vi snart at flygte. Og det er der sådan set ikke noget mærkværdigt ved, for der var ingen af os, der havde oplevet den form for krigsførelse før.”

Selv om der måske nok var nogle, der flygtede, lykkedes det utroligt nok Bohemond og Robert at samle deres tropper og oprette en impro-viseret lejr ved en mose. I stedet for at kaste sig ud i et kaotisk tilbage-tog valgte de at holde stand, etablere en forsvarsformation og vente på forstærkninger. Der gik en halv dag, hvor de forlod sig på deres større antal og deres overlegne udrustning for at modstå det fortsatte tyrkiske angreb. For at bevare kampgejsten mens tyrkere myldrede frem, lod korsfarerne dette valgsprog vandre ned gennem geledderne: “Stå fast, og stå sammen i troen på Kristus, og på at det hellige kors vil sejre. Må vi alle høste et stort bytte i dag.” Indimellem lykkedes det imidlertid de fjendtlige tropper at bryde igennem:

Tyrkerne kom talstærkt buldrende ind i lejren. De angreb med pile fra deres hornbuer og dræbte fodfolk, piger, kvinder, børn og gamle mennesker – ingen af pilgrimmene blev skånet på grund af deres al-der. Fine unge piger af yderst fornem herkomst var så chokerede og skrækslagne over disse rædselsfulde nedslagtninger, at de skyndte sig at pynte sig og tilbyde sig selv til tyrkerne, i håb om at synet af deres skønhed ville beruse dem og gøre dem mildere stemt, sådan at de i det mindste ville begynde at føle medlidenhed med deres fanger.

Trods episoder som denne formåede korsfarerne at holde skansen. I middelalderen stod og faldt militært lederskab med en stærk person-lighed, med evnen til at fremkalde lydighed, og det tjener til Bohe-monds og Roberts ære, at de var i stand til at kontrollere deres styrker under den slags angreb. Efter fem forfærdende timer ankom korsfa-rernes hovedhær, og så var Kiliç Arslan tvunget til at trække sig tilba-ge. Tabstallene var høje – sammenstødet har muligvis kostet op mod 4.000 kristne og 3.000 muslimer livet – men forsøget på at skræmme korsfarerne på flugt var slået fejl. Fra nu af undgik Kiliç Arslan dem. Lilleasiens nomadiske seldsjukker var ikke blevet besejret, men deres


KORSTOGENE

74

modstandskraft havde lidt et knæk, og dermed var vejen gennem Ana-tolien åben.29

Forbindelser og erobringer

Efter slaget ved Dorylaeum fik korsfarerne en ny fjende at kæmpe mod under deres tre måneder lange march til Antiochia. Sult, tørst og sygdom plagede dem gennem sommeren 1097, hvor de passerede en række bosættelser, som tyrkerne havde forladt. Ifølge én krønikeskriver opstod der på et tidspunkt akut vandmangel:

Op imod 500 mennesker bukkede under for tørsten og døde. Derud-over led heste, æsler, kameler, muldyr, okser og mange andre dyr den samme skæbne efter at have døjet med denne meget smertefulde tørst. Mange folk var så udmattede af anstrengelserne og heden, at de med gabende åbne svælg forsøgte at indtage den tyndeste tågedis for at stille deres tørst. Mens alle gik rundt og led under denne plage, fik de pludselig øje på det, de havde længtes og ledt efter, nemlig en flod. På grund af deres umådelige tørst var alle i den store flok ivrige efter at komme først hen til floden. Og så drak de uden hæmninger. De drak så meget, at rigtig mange – mennesker såvel som pakdyr – der i forve-jen havde været svage, døde af det.

Det virker måske mærkværdigt, at der berettes næsten lige så indgå-ende om døde dyr som om døde mennesker, men i alle samtidige kilder finder man den samme besættelse af heste og pakdyr. Hæren havde brug for sidstnævnte til at transportere udrustninger og forsyninger, og ridderne var afhængige af deres gangere i kamp. Førhen lagde histori-kere stor vægt på, at korsridderne havde en militær fordel i kraft af deres større og stærkere europæiske heste, men i virkeligheden døde de fleste af disse heste, før ridderne overhovedet nåede til Syrien. Som et frankisk øjenvidne senere bemærkede, betød dette, at “mange af vores riddere måtte spadsere, som var de fodfolk, og på grund af hestemanglen måtte vi bruge okser til at ride på.”30

Korsfarerne løb også ind i andre, mere usædvanlige farer. Eksempel-vis oplevede Godefroy af Bouillon at blive angrebet og alvorligt såret



75

af en bjørn, mens han var på jagt. Det var rent held, at han slap med livet i behold. Strabadser og faresituationer som disse synes at have for-anlediget korsfarerne til at planlægge rejsens næste etape med større omhu. Da de nåede ned til det frugtbare sydøstlige hjørne af Lilleasien, begyndte de at smede alliancer med den lokale armensk-kristne befolk-ning, som indtil da havde levet under tyrkisk herredømme. Ved He-raklea blev Tancred og Baudouin af Boulogne sendt sydpå til Kilikien, mens hovedhæren tog den nordlige rute via Coxon og Marash. Begge grupper fik skabt kontakt til de armensk-kristne befolkninger i deres re-spektive områder, men Tancred og Baudouin og deres forbundsfæller formåede endvidere at etablere en forrådscentral, som i de følgende måneder gjorde det lettere at skaffe forsyninger til hele korstoget. En-delig lykkedes det dem også at sikre en mere direkte rute ind i Syrien for de hære af forstærkninger, som frankerne forventede at få selskab af ved Antiochia.

I kølvandet på sin ekspedition til Kilikien besluttede Baudouin at bryde ud af korstoget for at prøve lykken i det østlige grænseland mel-lem Syrien og Mesopotamien. Han øjnede muligheden for at etablere sit eget uafhængige domæne i Levanten, og efter at være taget af sted med et lille kompagni på bare hundrede riddere indledte han et felttog, hvor han med sine brutale erobringer og sin ustandselige selvpromove-ring ikke blot afslørede sig som en dygtig feltherre, men også som en snedig politisk aktør. Ved at iscenesætte sig selv som en “befrier”, der vil-le frelse de kristne armeniere fra et tyrannisk tyrkisk styre, fik Baudouin hurtigt kontrol over en bred stribe land, der løb østpå mod Eufrat. Tak-ket være sin hastigt voksende anseelse blev han dernæst inviteret til at alliere sig med Thoros, den aldrende armenske regent i byen Edessa, som lå i Den Frugtbare Halvmåne på den anden side af Eufrat. Faktisk blev de to mænd smedet sammen som adoptivfar og -søn under et be-synderligt offentligt ritual: Begge klædte sig af til livet, hvorefter Thoros omfavnede Baudouin, og mens han således “bandt ham til sit nøgne bryst”, lagde man en lang skjorte hen over dem for at besegle deres forening. Desværre for Thoros gjorde denne ceremoni ikke meget for at mildne Baudouins skånselsløse ærgerrighed. Nogle få måneder senere blev Baudouins armenske “far” myrdet – sikkert med “sønnens” egen stiltiende billigelse. Derpå overtog frankeren herredømmet i byen og


KORSTOGENE

den omkringliggende region og skabte dermed Nærøstens første korsfa-rerstat, grevskabet Edessa.31

I mellemtiden reorganiserede det første korstogs hære sig i begyn-delsen af oktober 1097 ved grænsen til Nordsyrien. De havde overle-vet turen gennem Lilleasien, om end med store tab. Som det følgende århundredes begivenheder skulle demonstrere, var dette i sig selv en utrolig præstation, for flere af de senere korstog strandede i denne re-gion. Deres hidtidige strabadser blegnede imidlertid i forhold til den kolossale opgave, de nu stod over for: belejringen af Antiochia.


Korstogene - Kampen om det hellige land

Documents

Transcript of Korstogene - Kampen om det hellige land