Forside

1

Summary

The thesis is an attempt to reconstruct value theory as the foundation of economic theory. This is

done cogently in a process of several stages.

First the value theory of the founding fathers of economic science, Adam Smith and David

Ricardo, is examined. It is established that they believed firmly in the necessity of value theory,

but also that they viewed value first and foremost as a tool in understanding long term price

changes. They understood market dynamics, but that did not sway their dedication to value

theory. An interesting point is also that Ricardo clearly expressed a strong disbelief in value

founded on (marginal) utility - long before such a theory was even formalized.

Smith's and Ricardo's focus on price coupled with the much better and more exact modern

day understanding of price brings the necessity of value theory into question. And as long as the

main objective of economic analysis is determination of price it makes good sense to abandon

value theory as it has been done in economic theory at least since the 1930s. But there could be

other reasons for and benefits from value theory, and the rest of the thesis is an exploration into

such reasons and benefits.

The investigation starts out with the value theory of Karl Marx who used the same

concepts of 'value in use' and 'value in exchange' as Smith and Ricardo, but at the same time

evolved the theory into something completely new. This transformation of value theory into

something very different from price theory is the hard to grasp and for several reasons strangely

hidden critical potential in Marx' critique of political economy. The central part of the thesis is to

unveil this potential and make it understandable.

The remarkable Marxian insight is that abstract and immaterial social economic 'value' is

something undeniable real and that it plays an all-important role in the economic sphere. This is

due to fact that 'value' somehow materialises in things both physical and factual such as money

and capital. Without this understanding both money and capital are impossible to grasp in other

than their absolute surface - as can be verified by traditional economic analysis.

In the thesis this insight is reproduced by understanding money and the historical evolution

of the money-form. Money is a mysterious thing as it apparently has no value in itself, but still

can be exchange for valuable commodities. In turns out, however, that the mystery of money has

nothing to do with the money-form as this can be dissolved all the way back to pure commodity-

barter. But this must then by implication mean that the mystery is present already in the barter!

The root of problem is found to be in the fact that in all exchange one part of the exchange must

embody abstract value and thus turns into a contradiction in itself, as it is something concrete

expressing something abstract. And money is just the general expression of this contradiction.

2

This sheds light on the changing form of money observable in history. Money seems to become

the ever purer incarnation of abstract value - loosing even its physical form.

The implications of Marxian value theory are numerous. They can be grouped into two

categories: Effects on society as a whole and effects on the consciousness of the individual. The

later being the main concern as the thesis evolves, the effects on overall society is treated in more

general terms. Both types of effects however stem from the same fundamental problem in a

commodity-based economy: the value-form. The value-form is the means-whereby value can be

expressed. And in a commodity-economy value, which is something abstract and immaterial, can

only be expressed in something physical and/or factual such as goods and money.

These different expressions are always contradictive, as something concrete can never fully

express something abstract. Even more remarkably in money and capital the expressions of the

abstract economic social relationships turn into something that has its own existence and is a

factor strongly affecting the relations of which it is really just the mirror. This is the impact of the

value-form on the level society. Marx views the strong controlling power of what is just an

expression of their economic inter-relationships as an enslavement of conscious man. Viewed

from present day it has however had numerous positive effects and it is worth discussing the

extent to which money can be seen as an almost utopian expression of equality and freedom (as

Marx surprisingly enough also does).

On the personal level the value-form leads to commodity-fetishism, which Marx defined as

the process of ascribing the exchange value as belonging to the object in which it is expressed.

Value belongs to man but is ascribed to objects. What is really a social economic relationship

between people becomes a relationship between things. As described in the thesis fetishism can

however also indicate that many other properties than value are attributed to the object. And

'magical fetishism' is defined as when the attributed property is real within the specific social

context.

An important theory about the connection between commodity-fetishism and the

blooming magical fetishism in modern societies is formulated. Commodity-fetishism initiates the

process of seeing the object as more than just an object. And with this constant effect being all

around it is relatively easy to add other properties to the object than just value. Commodity-

fetishism opens the door to the 'deep' object and all things cultural can then fill this open space.

These insights lead naturally to Jean Baudrillard's theories of 'sign value' in the consumer

society. The commodity-sign is a commodity in which the exchange value (as the signifier)

signifies the use value. Sign value is thus an exchange value based on the signification of use

value. Baudrillard views this signification as ideological and an alibi - and it enables exchange

3

value to be freed from its economic rational Marxian form. In the consumer society needs and

use value are no longer real and serve only as an alibi for the ruling economic logic of 'the code' -

which is Baudrillard's very loosely defined governing economic principle.

Sign logic functions both within the commodity and on the cultural level where the

commodity in itself is a signifier that signifies a cultural meaning. In a pure sign-commodity

traditional use value ceases to exist even in its ideological form and is completely absorbed by the

cultural logic of fashion and status. This then enables sign-value to be determined solely by

reference to difference, which is the governing logic of sign value. Completely invalidating

traditional economy based on use value determined by needs and exchange value determined by

production.

Baudrillard views sign-value as the leading value system of the consumer society but realize

that different value systems can co-exist and cover different areas of the economic. It is thus

possible for Baudrillard to formulate a general theory of economic value that encompasses both

functional value, economic (in the Marxian sense) value and sign value. And through his analysis

of the symbolic Baudrillard is also able to draw a line between the economic and that which lies

beyond. Following Baudrillard who is building on Marx it is then possible to formulate a value

theory that can work as a foundation for all economic theory.

Through out the thesis theoretical arguments are augmented by empirical observations and

simple introspection. In the final chapter everything is brought together in formulating an

alternative model of consumer behavior. The model can be clearly understood on the basis of the

formulated foundational value theory and gives a reasonable description of all mentioned

empirical and introspectional phenomena. And as such it is a promising first step in a new and

fertile direction for economic theory.

4

Indholdsfortegnelse

Summary.................................................................................................................................... 2

Indholdsfortegnelse .................................................................................................................. 5

Forord. Marx og mig ................................................................................................................ 8

Redegørelse for specialets selvstændige bidrag ................................................................................................ 10

I. Problemformulering............................................................................................................ 12

II. Værditeori. Smith og Ricardo - og Marx.......................................................................... 13

Indledning............................................................................................................................................................ 13

Værditeori og økonomisk teori ........................................................................................................................... 13

Smith og de forskellige værdityper ..................................................................................................................... 14

Værditeori og pristeori ........................................................................................................................................ 14

Ricardo og bytteværdien ..................................................................................................................................... 15 Vand-diamant-paradokset.................................................................................................................................. 16 Den klassiske opfattelse af forbrug og behov ..................................................................................................... 18 Værditeoriens problemer ................................................................................................................................... 19

Værditeoriens potentiale - Marx og bytteværdien ............................................................................................. 20

Værditeori skal være andet og mere end pristeori ............................................................................................. 21

Opsamling............................................................................................................................................................ 22

III. Økonomisk værdi. Marx og bytteværdien...................................................................... 23

Indledning............................................................................................................................................................ 23

Forvaltningen af arven fra Smith og Ricardo..................................................................................................... 23

Marx' store problemer med at viderebringe sin indsigt.................................................................................... 25 Marx' problematiske metodiske valg .................................................................................................................. 26

Mystikken i kapitalismen .................................................................................................................................... 28

Penge er ikke kun papir ...................................................................................................................................... 29

Penge er altid penge, men penge er ikke altid bare penge............................................................................... 29 Kort rids af pengenes historie ............................................................................................................................ 30 Mystikkens mange skjulesteder .......................................................................................................................... 31

Mystikkens skjulte udspring i varebyttet ........................................................................................................... 32

Grundlæggende bestemmelser i varebyttet ....................................................................................................... 33

Pengenes historiske udvikling forklaret............................................................................................................. 36

Pengene og den samfundsmæssige værdi ......................................................................................................... 38

5

Værdiformen til nærmere eftersyn ...................................................................................................................... 39 Varernes værdi - den store åbenbaring ............................................................................................................... 41 Marx' indirekte anerkendelse af kapitalismen...................................................................................................... 42

Pengenes utopi .................................................................................................................................................... 43 Penge som frihed og lighed................................................................................................................................ 43 Værdiens selvstændighed ................................................................................................................................... 44 Broderskabet ..................................................................................................................................................... 46 De to spor i den marxske analyse....................................................................................................................... 48

Opsamling............................................................................................................................................................ 48

IV. Fetichisme. Marx og kritikken af vareøkonomien ........................................................ 50

Indledning............................................................................................................................................................ 50 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 50

De levende varer .................................................................................................................................................. 50 Den marxske sprogpragt.................................................................................................................................... 51 Sproget som spejling.......................................................................................................................................... 51

Vareverdenens fetichisme ................................................................................................................................... 52

Fetichismens empiriske virkelighed .................................................................................................................. 54

Fetichismens omfangslogiske status ................................................................................................................. 55 Svagheden i den konkrete forståelse af penge-fetichismen ................................................................................. 56 Den fetichistiske cirkelslutning .......................................................................................................................... 57

Kapitalfetichismen og kapitallogikken .............................................................................................................. 58 Kapitallogikken ................................................................................................................................................. 58 Fetichismens forskellige niveauer....................................................................................................................... 59

Refleksioner over penge-fetichismen ................................................................................................................. 60 Magisk fetichisme .............................................................................................................................................. 60 Pengenes yderste logik....................................................................................................................................... 61

De tre slags fetichisme ........................................................................................................................................ 62 Sammenhængen mellem den konkrete og den magiske fetichisme...................................................................... 62

Opsamling............................................................................................................................................................ 63

V. Tegnværdi. Baudrillard og forbrugersamfundet.............................................................. 64

Indledning............................................................................................................................................................ 64 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 64

Forbrugersamfundet............................................................................................................................................ 65

Bytteværdien i forbrugersamfundet.................................................................................................................... 67

Det radikale tegn og altings udskiftelighed....................................................................................................... 69

Tegnvarens oprindelse i den marxske fetichisme ............................................................................................. 70

Den konkrete økonomiske betydning af tegnværdien ...................................................................................... 70

Koden ................................................................................................................................................................... 73

Empirisk belæg for tegnværdien ........................................................................................................................ 74

6

Begæret ................................................................................................................................................................ 75

Tegnlogikkens to niveauer.................................................................................................................................. 76

Koden og den magiske fetichisme ..................................................................................................................... 78

Virkeligheden i fetichismen ................................................................................................................................ 79

En fundamental fejl hos Marx ............................................................................................................................ 80 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 81

Opsamling............................................................................................................................................................ 81

VI. Værdisystemer. Baudrillard og økonomisk teori ........................................................... 82

Indledning............................................................................................................................................................ 82

De forskellige typer økonomisk værdi ............................................................................................................... 82

Den funktionelle værdi - kritik og perspektiver................................................................................................. 84

Marx' økonomiske værdi - kritik og perspektiver ............................................................................................. 86

Tegnværdien som løsning................................................................................................................................... 89

Skematisk oversigt over de tre værdisystemer ................................................................................................... 89

Symbolsk 'værdi', ambivalens - økonomiens og produktionens grænse ......................................................... 91 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 91

Eksempel.............................................................................................................................................................. 93

Overgange mellem værdisystemerne ................................................................................................................. 95 Overgangene til og fra tegnværdi ....................................................................................................................... 95 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 96

Opsamling............................................................................................................................................................ 98

VII. Forbrugerteori. Nye muligheder.................................................................................. 100

Indledning.......................................................................................................................................................... 100

Modellen ............................................................................................................................................................ 100 Fortolkning af modellen .................................................................................................................................. 101

Generelle betragtninger over modellering af forbrugerens problem.............................................................. 103

Opsamling.......................................................................................................................................................... 104

VIII. Konklusion ................................................................................................................... 105

Litteraturliste......................................................................................................................... 108

7

Forord. Marx og mig

Dette speciale er vokset frem af mange forskellige og dybe rødder. Det er kulminationen på en udvikling, der startede, da jeg allerede tidligt i gymnasiet købte 'Kapitalen' - og dengang også forgæves forsøgte at læse og forstå den. Universitetsmarxismen fremstod dengang som et uopnåeligt ideal. Jeg var overbevist om, at det var sandheden om samfundet, men jeg kunne simpelthen ikke finde nøglen til at forstå den sandhed. Der var noget mytisk og mystisk over det. Men jeg opgav ikke håbet om en dag at kunne forstå eller snarere dechifrere, hvad det i grunden handlede om.

I 3.g arrangerede jeg en studiekreds i marxistisk teori, og især min dansklærer var behjælpelig med at åbne mine øjne for de skjulte dybder. Men jo mere jeg forstod, jo mere følte jeg samtidig, at jeg løb panden mod en mur. Selve kernen i teorien, essensen, undslap mig. Og jeg måtte til min overraskelse konstatere den samme mangel på forståelse hos mennesker, som ellers var både begavede og havde interesseret sig for Marx. Og senere, når jeg forsøgte at forklare mine ansatser til forståelse for andre, blev det endnu mere klart, at det vigtigste manglede. For selvom jeg kunne forklare om varens dobbeltnatur af brugsværdi og bytteværdi - og om bytteværdiens tiltagende dominans - så var reaktionen altid uforstående eller i bedste fald 'og hvad så?'. Hvad var det for et problem, som Marx forsøgte at åbenbare? Jeg vidste det faktisk ikke! Kunne kun fornemme det - ikke formulere det.

Gennem mine år på økonomistudiet løb de marxistiske anelser som en altid tilstedeværende understrøm. På første år skrev jeg den større opgave i Samfundsbeskrivelse om penge og pengeteori ud fra en grundlæggende marxistisk forståelse. Ingen anede uråd. Men faktisk kan nogle elementer i dette speciale føres direkte tilbage til den opgave. BA-projektet var en kritik af den almindelige forbrugerteori - igen ud fra et så marxistisk udgangspunkt, som jeg kunne have og samtidig skjule. Igen gik det godt. Men jeg manglede jo også stadig den endelige erkendelse af, hvad det større perspektiv hos Marx egentlig var.

Min interesse for Marx havde længe været krydret med en fascination af den franske filosof Jean Baudrillard. Baudrillard var sociolog af uddannelse, og hans filosofi voksede ud af den marxske, men var samtidig både en videreudvikling, radikalisering og afvisning af denne. Så vidt jeg kunne forstå i hvert fald! For Baudrillard er notorisk svært forståelig. Og hans tidlige, Marx-inspirerede tekster, som han havde forfattet i en periode i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne, var for længst blevet afløst af noget, der normalt blev betegnet som postmoderne filosofi og en nærmest total afvisning af overordnet samfundsmæssig analyse.

Men jeg havde besluttet, at jeg på et tidspunkt ville opsøge og bruge hans tidlige værker konstruktivt. Specialet syntes at være det oplagte sted for denne udforskning. Formålet med mit speciale blev således bestemt som en slags rationalisering af Baudrillard - en gøren ham brugbar for økonomisk teori. Under arbejdet med specialet fik jeg dog et par afgørende indsigter, som skulle ændre den plan.

8

Først blev jeg klar over, at det ikke kunne nytte at skrive om Baudrillard uden at skrive om Marx - dertil byggede Baudrillard alt for direkte på Marx. Specialet tvang mig altså tilbage til Marx - og denne gang var der ingen vej udenom: Jeg blev nødt til at forstå ham helt til bunds. Så jeg læste Marx igen - og igen og igen. Hovedsageligt var det bare et lille skrift, men et skrift, som tydeligvis indeholdt essensen af hans indsigt: Noget så bizart som en oversættelse af første oplag af første afsnit af første kapitel af første bog af 'Kapitalen' (normalt var det vareanalysen fra andet oplag, der blev oversat og brugt). Det blev til utallige gennemlæsninger og gennemtænkninger, længere pauser og megen indre kamp, før indsigten dæmrede.

Det var en slags åbenbaring. Som når man pludselig ser noget helt tydeligt, som man ikke før kunne se. Og jeg kunne også se, hvor meget Marx selv havde kæmpet for at gøre sin indsigt forståelig - og hvor meget han havde fejlet. Jeg havde aldrig hørt, læst eller set hans store indsigt gengivet på en umiddelbart forståelig måde. Nu sad jeg selv inde med nøglen. Og nu var det min tur til at prøve.

Men specialet handlede jo stadig hovedsageligt om Baudrillard. Og jeg måtte forlade Marx og kaste mig over Baudrillards endnu mere kryptiske tekster. Og langsomt gryede den næste afgørende indsigt: Baudrillards teorier kunne ikke indpasses i den økonomiske ramme på en fornuftig måde. Og det ville derfor være hovedløst at strukturere specialet omkring dem. Ikke mindst når jeg også have en gylden og skrøbelig indsigt om Marx, som jeg gerne ville udfolde.

Jeg fik nu den oplagte ide i stedet at vende specialet mod Marx - og så bruge Baudrillards bøger til netop det, de var: Forsøg på udviklinger og afviklinger af Marx. Baudrillard kunne være det ultimative eksempel på, hvordan den marxske indsigt og teori kunne videreudvikles, og hvordan den kunne bringes til at analysere en type samfund, som Marx ikke selv havde forudset.

Beslutningen gjorde det også muligt at vælge et citat, der længe havde lyst som en forjættende stjerne over hele projektet, som ledetråd for specialet. Et direkte lån fra citatet blev gjort til specialets nye titel. Og citatet i sin fulde længde indleder problemformuleringen. At det har været så afgørende skyldes, at citatet indgav mig den tro og det mod, som gjorde det muligt at fastholde udgravningen af et potentiale hos Marx, som ellers var blevet overset og ignoreret. Jeg ville finde og belyse det helt afgørende element, som hidtil havde ligget i mørke, og som hverken tilhængere eller modstandere havde forstået eller ønsket at se. Jeg ville åbenbare det stadig relevante og brugbare kritiske potentiale i den marxske økonomikritik.

Specialet er således materialiseringen af en indre teoretisk modningsproces, der blev sat i gang for snart 15 år siden. Den blev første gang forsøgt konkretiseret i økonomiske termer for snart 10 år siden. Og de sidste 5 år har jeg været i en kontinuert kamp for at få min langsomt voksende indsigt til at bære frugt. Det er således helt og aldeles mit eget projekt. Og jeg har ikke kendskab til, at andre har bedrevet noget, der ligner. Jeg skylder dog tak til Jesper Duelund, som jeg skrev den større opgave i 'Samfundsbeskrivelse' sammen med. Og til Niels Johannesen, som var en glimrende med- og modspiller på vores fælles BA-projekt.

9

Det er en meget speciel og specifik Marx, der trækkes frem i dette speciale. Jeg har ikke set ham præsenteret sådan før. Fyldt med grove fejl og oplagte mangler. Yderst tvetydig i sin analyse af kapitalismen. Og alligevel bærende på en kostbar og unik indsigt, som han havde meget svært ved at gøre forståelig. Jeg håber, at det bliver både en øjenåbner for både tilhængere og modstandere af det marxske - en overraskelse og en inspiration. Det skal bemærkes, at jeg næsten udelukkende har læst Marx i dansk oversættelse. Men jeg har ikke oplevet det som et problem, da han ikke bliver hverken mere eller mindre umiddelbart forståelig på tysk.

Baudrillard, som han fremstilles i specialet, er helt og aldeles min konstruktion og mit ansvar. Jeg har formet ham i min indsigts billede. Jeg har bevidst oversprunget næsten alle hans paradokser og ekstreme teoretiseringer. Og jeg har i det hele taget udelukkende holdt mig til en meget specifik periode i hans teoretiske arbejde. Jeg har været sparsom med citater, fordi de ofte ville skabe mere forvirring end klarhed - og tit virker rabiate eller uforståelige taget ud af kontekst. Alligevel er det mit håb, at jeg er forblevet tro mod den kølige analyse, der ligger under og bag den enigmatiske og meget franske postmodernist Baudrillard. Jeg har ikke forsøgt at læse Baudrillard på det franske originalsprog, men holdt mig til de anerkendte engelske oversættelser, som jeg også citerer fra.

Redegørelse for specialets selvstændige bidrag

Det har været afgørende for mig, at specialet skulle være læseligt for en bred gruppe af mennesker. Som økonomi i sin oprindelige form skulle det være tilgængeligt og oplysende for den interesserede borger. Klarheden var også afgørende, fordi en diskussion af så abstrakte emner, som specialet berører, nemt bliver forvrøvlet, fordi det ikke er klart, hvad der egentlig diskuteres. Jeg har derfor gjort mig den yderste umage for at gøre alting så gennemskueligt og forståeligt for den rationelt og selvstændigt tænkende læser som overhovedet muligt. Og jeg føler, at jeg i høj grad har opnået dette. Desværre medfører det et nyt problem. Det kan virke, som om jeg bare refererer tilgængelige og overskuelige tekster fra Marx og Baudrillard. Det er langt fra tilfældet.

Alt materiale er vasket frem gennem langvarig insisterende tålmodighed. Og jeg opfordrer læseren til at læse originalteksterne for at få et indtryk af, hvor meget arbejde der egentlig ligger i dette projekt. Forhåbentlig vil det med specialet i hånden være muligt at få en hel del ud af originalteksterne (og at se både uafklarede problemstillinger, fejl og mangler), men samtidig skulle det forhåbentlig også være klart, at noget tilsvarende ikke umiddelbart ville have været muligt uden specialet.

De grundlæggende begreber og ideer er hentet fra Marx og Baudrillard. Men formen er helt min egen. Systematiseringen og struktureringen af stoffet er helt min egen. Udviklingen og rationaliseringen af begreberne er helt min egen. Det, som dette speciale præsenterer, fandtes ikke før dette speciale. Det gælder samlet for helheden. Alligevel vil jeg også fremhæve de ting, som

10

jeg opfatter som helt unikke for specialet - i den forstand, at jeg aldrig har set dem beskrevet, forstået eller defineret på den måde før. Jeg håber, at læseren vil bære over.

- Pengenes mysterium - og dettes løsning og sammenhængen med pengenes historie.

- Penges mysterium og pengenes historie som indgang til forståelse af værdiformen.

- Værdiformens problem opstillet klart og gennemskueligt.

- Analysen af pengenes utopi.

- Magisk varefetichisme (og den klare adskillelse fra marxsk varefetichisme).

- Den direkte kobling mellem Marx' vareanalyse og Baudrillards tegnanalyse (gennem sammenhængen mellem fetichismeformerne).

- Tegnværdiens to niveauer.

- Forståelsen af værdisystemerne som parallelt tilstedeværende strukturer i forbrugerens bevidsthed.

- cj-modellen, som dog selvfølgelig er fra 'Slaget om forbrugerens sjæl'. Den 'irrationelle' tolkning er helt ny.

Marx og Baudrillards teorier er begravet i vrøvl. Både deres eget og andres. Og jeg har ikke villet forstyrres af dette i min indsigt. Hver gang jeg har følt mig distraheret i forhold til det afgørende spor, er jeg vendt tilbage til det centrale. Jeg har ikke udforsket forstæder og sideveje, men insisteret på at skabe overblik og tydelighed. Det er mit håb herved at have skabt noget faktisk nyt - at have blotlagt et faktisk overset potentiale hos Marx og åbenbaret en faktisk stringens hos Baudrillard. Bagsiden er, at store dele af det omkringliggende teorifelt kan føle sig unødvendigt firkantet kritiseret eller direkte overset. Det er selvfølgelig beklageligt. Til gengæld er muligheden for en meget mere omfattende og konstruktiv udforskning nu til stede, fordi der nu endelig er et forståeligt og brugbart udgangspunkt at arbejde ud fra. Afslutningsvis en bemærkning om min ret omfattende brug af 'enkelte' anførselstegn. De indikerer på ingen måde en afstandtagen fra eller en svækket version af det anførte. De bruges derimod til at indikere, at der her er tale om et specifikt begreb eller en specifik formulering, der skal forstås i netop den specifikke betydning og ikke i alle mulige andre. De bruges ofte første gang et begreb introduceres - og så ellers til at indikere, at det er vigtigt, at det netop her skal forstås i den specifikke betydning. God fornøjelse!

11

I. Problemformulering

"Jeg tror, at man kan sige, at intet har været så ødelæggende, så ufrugtbargørende i forhold til

Marx' økonomikritik som det forhold, at den historiske materialisme - i hans navn - blev gjort til

dogme og verdensanskuelse. Socialister kunne nøjes med den historiske materialisme og kunne så

plukke ideer og synspunkter hist og pist fra økonomikritikken. Ikke socialistiske teoretikere

kunne affærdige Marx' økonomikritik ved at angribe den historiske materialisme. Men det kritiske

potentiale, som lå og ligger i den marxske økonomikritik blev forbigået. Forbigået og overset - og

derfor heller ikke præcist kritiseret.

Efter Murens fald og socialismens inattraktivitet er den historiske materialisme afgået ved

døden som verdensanskuelse. Hermed frisættes således egentlig for første gang i bredden en

chance for at få øje på det teoretiske potentiale, som ligger gemt i Marx' økonomikritik - rent

teoretisk."1

Sådan skrev Hans-Jørgen Schanz i 'Karl Marx i tilbageblik efter murens fald' fra 1994.

Schanz, der selv var en af landets førende marxistiske teoretiske i 70'erne, argumenterer for, at

hele den lange kommunistiske og socialistiske marxistiske tradition ramte sørgeligt forbi netop

det, som han betragter som Marx' vigtigste teoretiske bidrag. Marx selv havde også taget fejl.

Grundigt fejl. Det stod uigenkaldeligt klart efter Murens fald, der således gav titel til Schanz' bog.

Men Schanz mente, at netop nu, hvor fejlene var åbenlyse, så kunne de afgørende elementer hos

Marx, der var blevet glemt og gemt for at gøre plads til en dogmatisk marxistisk

verdensanskuelse, bringes frem i lyset.

Det er ikke sket. Hverken Schanz eller andre har siden forsøgt at blotlægge et overset

kritisk potentiale hos Marx. Dette speciale er et forsøg. Marx' forbløffende og svært tilgængelige

værditeoretiske indsigt vil blive trukket frem i lyset og stillet nøgen. Og dens mange

forskelligartede perspektiver vil blive undersøgt.

Efterfølgende vil Baudrillards videreudvikling af den marxske teori forsøges rekonstrueret

på en måde, som funderer den direkte på den gemte og glemte Marx. Det vil kaste yderligere lys

over det tilbageværende potentiale i økonomikritikken. Det videre perspektiv er opstillingen af en

overordnet værditeoretisk model, der etablerer et møde mellem den i specialet konstruerede

Baudrillard og almindelig økonomisk teori. Det vil samlet forsøges påvist, at Baudrillard forstået

på disse betingelser har ydet et bidrag, der kan være med til at oplyse den økonomiske videnskabs

dunkle fundament - og befrugte dens fremtid.

1 Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald, s. 100

12

II. Værditeori. Smith og Ricardo - og Marx

Indledning

For at forstå det udtryk, som den marxske teori får, er det nødvendigt at kende lidt til den

teoretiske tradition, som den voksede ud af. Sine grundlæggende begreber henter Marx i den

klassiske økonomi - især hos Adam Smith og David Ricardo. Ved at se på hvordan disse begreber

bliver defineret, udfoldet og begrundet i de klassiske tekster, bliver den betydning, Marx tillægger

dem, mere forståelig. Det, Marx henter hos Smith og Ricardo, er en værditeori. Derfor er det

indledningsvist nødvendigt med nogle mere generelle overvejelser om værditeori, fordi en sådan

tilsyneladende ingen rolle spiller i almindelig økonomisk teori.

Værditeori og økonomisk teori

En værditeori er en teori, der beskriver, hvorfor og hvordan et objekt har økonomisk værdi.

Økonomisk værdi forstået i modsætning til eksempelvis moralsk værdi. Ordet 'værdi' skal i

specialet i det hele taget kun forstås i den økonomiske betydning. Med lidt eftertanke bliver det

klart, at økonomisk teori slet ikke kan bestå uden en værditeori. En økonomisk teori må have en

forståelse af, hvad der giver økonomisk værdi. Ellers kan det ikke være en teori om økonomi!

Der findes derfor heller ikke økonomiske teorier, som ikke i en eller anden forstand

indeholder en værditeori. Alligevel lyder ordet 'værditeori' meget fremmed for den, der studerer

moderne økonomisk teori. Det er noget, der skal slås op i et økonomisk leksikon. Og her kan

man så læse, at 'værditeorien' i slutningen af 1800-tallet blev opgivet til fordel for 'pristeori' - og at

der i dag ikke længere skelnes mellem de to. En vares økonomiske værdi skulle så altså bare være

det samme som dens pris.

Sådan forholdt det sig dog slet ikke, da den økonomiske videnskab blev grundlagt. Som de

største klassiske teoretikere nævnes normalt Adam Smith og David Ricardo, og de to skelnede

omhyggeligt mellem pris og værdi. At værdi- og pristeori i moderne teori skulle være identiske

størrelser, er dog også en forhastet og grundlæggende forkert konklusion. Det vil blive klart

senere. For nu er det tilstrækkeligt at konstatere, at det snarere forholder sig sådan, at

værditeorien i dag spiller en så minimal og underkuet rolle, at den uden problemer kan overses og

ignoreres. Og at det medfører, at begreberne 'pris' og 'værdi' igen bliver blandet sammen - hvilket

Smith og Ricardo ellers gjorde deres bedste for at forhindre.

For når først værdi og pris bliver rodet sammen, er der mulighed for enorm teoretisk

forvirring. Ricardo konstaterer: "for from no source do so many errors, and so much difference

13

of opinion in that science [political economy] proceed, as from the vague ideas which are

attached to the word value."2

Smith og de forskellige værdityper

Og det er ikke kun pris og værdi, der risikerer at blive blandet sammen. Smith indfører et berømt

skel mellem to forskellige former for økonomisk værdi, der begge er nødvendige i en økonomisk

analyse: "The word VALUE, it is to be observed, has two different meanings, and sometimes

expresses the utility of some particular object, and sometimes the power of purchasing other

goods which the possession of that object conveys. The one may be called 'value in use'; the

other 'value in exchange'."3 Ricardo opfatter denne skelnen som så afgørende og præcis, at han

bruger netop dette citat som start på hans egen udredning om 'værdi' - et emne han opfattede

som så centralt, at det optager første kapitel af hans hovedværk 'Principles of Political Economy

and Taxation' (herefter blot 'Principles') fra 1817.

Denne skelnen mellem 'value in use' og 'value in exchange' er også helt afgørende for alt,

der følger i dette speciale. Begreberne vil blive uddybet og præciseret senere, men her skal de blot

umiddelbart fordanskes til 'brugsværdi' og 'bytteværdi'. Og så skal det konstateres, at megen

forvirring omkring 'værdi' skyldes, at der ikke skelnes klart og forståeligt mellem disse to former

for værdi. En klassisk værditeori skelner altså mellem både 'pris', 'brugsværdi' og 'bytteværdi'.

Yderligere kan også prisen splittes op i forskellige slags priser - eksempelvis 'markedspris' og

'naturlig pris'4 - men det påvirker ikke selve værditeorien.

Værditeori og pristeori

Det kan virke besværligt, forvirrende og unødvendigt at holde styr på de forskellige former for

værdi og pris. Især når moderne økonomisk analyse er kommet så langt uden at bekymre sig om

disse ting. Og det er sandt, at den klassiske værditeori set ud fra en ganske bestemt synsvinkel er

både upræcis og helt overflødig. Moderne økonomisk teori opstiller en model, der viser, hvordan

samtlige priser i økonomien bliver bestemt. Og netop hvis det er den økonomiske teoris

fremmeste formål at beskrive, hvordan priserne bestemmes, så bliver værditeorien problematisk.

Værditeorien kan nemlig ikke forklare noget om bestemmelsen af priserne, som den

moderne pristeori ikke også kan forklare. Og den moderne pristeori kan forklare en hel masse

om priserne, som den klassiske værditeori ikke kan forklare. Faktisk kan de resultater, som den

klassiske værditeori når frem til omkring bestemmelse af priserne, betragtes som et specialtilfælde

2 Ricardo: Principles of political economy and taxation, s. 19. 3 Smith: The wealth of nations, s. 131. 4 Se Wealth of nations, s. 132 og Principles s. 61-64.

14

af den således mere generelle udbud-efterspørgsel-teori. Og det er faktisk et problem for

værditeorien. For en af de ting, den mente at kunne, var at bestemme den 'naturlige pris', som en

vares 'markedspris' altid ville tendere imod. Værditeorien ville altså oprindeligt også være en teori

om priser, og på det område er den i dag forældet og uhåndterlig - selvom dens resultater sådan

set lokalt er i overensstemmelse med moderne teori.

Så på det grundlag er afvisningen af værditeori rigtig, men synsvinklen overser, at

værditeorien var meget mere end bare en pristeori. Især Marx udviklede den til noget, der er så

langt fra blot at være en pristeori, at det slet ikke har kunnet finde indpas i gængs økonomisk

teori og er blevet ignoreret. I stedet afvises Marx' værditeori ved at bevise, at den alligevel ikke

kunne bestemme priserne. Det er en korrekt påpegning af fejl hos Marx, men samtidig en helt

uhørt skyllen barnet ud med badevandet. Et groft eksempel kan findes i Mark Blaugs ellers

berømmede bog 'Economic theory in retrospect'. I sin gennemgang af 'Kapitalen' konkluderer

Blaug omkring det afgørende afsnit i første kapitel af 'Kapitalen', hvor Marx udfolder dybden i

sin værditeori: "The reader will miss little by skipping the pedantic third section of chapter 1 on

which the hands of Hegel lie all too heavily."5 Rystende arrogant - men et absolut slående

eksempel på, hvordan essensen i det marxske er blevet totalt ignoreret.

Det er derfor afgørende at anerkende, at værditeori er andet og mere end en pristeori, hvis

den skal forstås i dybden. Og det er nødvendigt for at kunne indse, at værditeori stadig er

relevant. Et første spor på denne rejse kan være at forsøge at forstå, hvorfor den skarpe

analytiker Ricardo gik så meget op i et begreb, som den skarpe moderne økonomiske analyse har

fundet overflødigt.

Ricardo og bytteværdien

Det er vigtigt at gøre sig klart, at de klassiske økonomer havde en udmærket forståelse af

dynamikken mellem udbud-efterspørgsel og pris. Det var ikke. fordi de ikke havde forstået denne

dynamik, at de fastholdt værdibegrebet. Ricardo skriver eksempelvis helt fra starten af 'Principles':

"Is not the value of labor equally variable; being not only affected, as all other things are, by the

proportion between supply and demand, which uniformly varies with every change in the

condition of the community"6. Citatet handler umiddelbart om arbejdskraftens værdi, men

Ricardo får udtrykkeligt gjort opmærksom på, at alle tings 'værdi' er påvirket af forholdet mellem

udbud og efterspørgsel, og at disse varierer med alle ændringer i samfundet.

Selvom Ricardo ikke havde en formaliseret udbud-efterspørgsels-teori, var han helt

opmærksom på de grundlæggende mekanismer i en sådan. Det bliver understreget i kapitlet om 5 Blaug: Economic theory in retrospect, s. 256. 6 Ricardo: Principles, s. 20.

15

'naturlig pris og markedspris'.7 Her skriver han, at selvom arbejdskraft er grundlaget for værdi, så

betyder det ikke, at en vares faktiske pris ikke kan være forskellig fra denne værdi. Han kalder den

faktiske pris for 'markedsprisen' og prisen bestemt ved forbruget af arbejdskraft for den 'naturlige

pris' (eller 'primære pris'). Og han skriver: "In the ordinary course of events, there is no

commodity which [...] is not subject to accidental and temporary variations of price"8. Herefter

beskriver han både, hvordan ændringer i efterspørgslen kan hæve og sænke markedsprisen - og

hvordan profitmaksimering (og følgende udjævning af profitrater) vil bringe markedsprisen

tilbage til den naturlige pris. Disse analyser er helt i overensstemmelse med moderne teori.

Alligevel fastholder han, at værditeori er den økonomiske teoris grundlag.

For Ricardo er værditeorien først og fremmest et redskab til at forstå grundlæggende eller

langsigtede ændringer i en vares pris. Og redskabet er faktisk nyttigt. Det giver det rigtige resultat.

Moderne økonomisk teori når nemlig også frem til det resultat, at på langt sigt og under

profitmaksimering og fuldkommen konkurrence bliver en vares pris faktisk bestemt udelukkende

fra udbudssiden, og den bliver lig med de minimale gennemsnitomkostninger. Et resultat, der

måske ikke i form og udtryk, men i indhold og sjæl svarer til Ricardos: En vares naturlige pris er

det, det koster at producere den. Det kan således være tillokkende at vælge den fortolkning, at

Ricardo kun havde blik for det langsigtede specialtilfælde, og at han, da han ikke havde adgang til

moderne analyse, brugte værditeorien som forklaringsmodel. Men Ricardos forhold til

bytteværdien er dybere end som så.

Vand-diamant-paradokset

Efter fra starten at have citeret Smiths skelnen mellem 'value of use' og 'value of exchange'

forsætter Ricardo med citere Smiths uddybning af forskellen på de to: "The things which have

the greatest value in use have frequently little or no value in exchange; and, on the contrary, those

which have the greatest value in exchange have frequently little or no value in use."9 Og Ricardo

konkluderer: "Utility then is not the measure of exchangeable value"10. For den værdi, som en

vare har for forbrugeren af den, har jo tilsyneladende intet at gøre med prisen. Ricardo bruger

eksemplet guld og luft. Men han kunne lige så godt have fortsat med at citere Smith - for lige

efter ovenstående citat følger det, der er gået over i den økonomiske teoris historie som 'vand-

diamant-paradokset': "Nothing is more useful than water: but it will purchase scarce anything;

7 Principles, s. 61-64. 8 Principles, s. 61. 9 Smith: Wealth of Nations, s. 131-132 (Principles, s. 17). 10 Ricardo: Principles, s. 17.

16

scarce anything can be had in exchange for it. A diamond, on the contrary, has scarce any value

in use; but a very great quantity of other goods may frequently be had in exchange for it."11

Det er faktisk lidt besynderligt, at det er blevet kaldt et paradoks. For eksemplet skal jo

netop illustrere værditeoriens styrke og forklaringskraft. Diamanter er dyre, fordi de er dyre at

producere - og vand er billigt, fordi det er billigt at producere. Og for Smith og Ricardo viser det

lige præcis, at efterspørgslen ikke påvirker en vares grundlæggende værdi. Et paradoks bliver det

først, hvis man forkaster (arbejds-)værditeorien og mener, at værdien (også) bliver bestemt af

efterspørgslen. For vand er umiddelbart meget mere nyttigt end diamanter.

Den moderne forståelse er, at marginalnytteteorien løste dette paradoks: Ja, vand er

generelt meget mere nyttigt end diamanter, men nytten af en ekstra enhed diamant (altså

marginalnytten) er meget, meget større end nytten af en ekstra enhed vand.12 Og det er der

selvfølgelig noget sandhed i. Og det er oplagt at fortolke det sådan, at Smith og Ricardo bare ikke

havde opfanget det marginale aspekt. Ricardo skriver jo netop også, at 'nytten' ikke måler en

vares bytteværdi - men derfor kunne 'marginalnytten' jo godt gøre det.

Desværre for tilhængere af en sådan fortolkning er Ricardos støtte til værditeorien slet ikke

afhængig af en manglende forståelse af det marginale. Selvom det kunne se sådan ud fra det hidtil

citerede. Faktisk tager han senere i 'Principles' ret klart afstand fra den ide, der ligger bag

marginalnytteteorien - selvom den slet ikke var formuleret endnu! Han skriver: "If, then, I give

one shilling for a loaf, and 21 shillings for a guinea, it is no proof that this in my estimation is the

comparative measure of their utility."13 Ricardo sammenligner her nytten mellem et brød og den

besynderlige engelske møntenhed guinea14. Det kan både betragtes som nytteforholdet mellem de

to varer - og som forholdet mellem en vare og penge. Men Ricardo afviser altså i begge tilfælde,

at hans villighed til at give 1 shilling for et brød udtrykker hans relative nytte derved. Hans

betalingsvilje for den næste enhed brød er ikke funderet på nytten ved det brød.

Han skriver også: "When I give 2000 times more cloth for a pound of gold than I give for a

pound of iron, does it prove that I attach 2000 times more utility to gold than I do to iron?

certainly not; it proves only [...] that the cost of productions of gold is 2000 times greater than the

cost of production of iron. If the cost of production of the two metals were the same, I should

give the same price for them; but if utility were the measure of value, it is probable I should give

more for the iron."15 Disse citater viser med al ønskelig tydelighed en nærmest hånlig afvisning af

11 Smith: Wealth of Nations, s. 132. 12 Det gælder selvfølgelig ikke nødvendigvis for alle, men skal gælde for de forbrugere, der køber diamanter. 13 Ricardo: Principles, s. 197. 14 En guinea var en guldmønt, der netop havde værdien 21 shilling, mens et pund var 20 shilling. 15 Ricardo: Principles, s. 197.

17

de tanker, der ligger bag marginalnytteteorien. Og det er virker, som om Ricardo havde en helt

anden opfattelse af forbrug end den, der præger moderne økonomisk teori.

Den klassiske opfattelse af forbrug og behov

Og opfattelsen af behov og forbrug synes faktisk at være det springende punkt. Smith og Ricardo

opfatter næsten ikke forbruget som en selvstændig størrelse. Det er bestemt af nødvendighed og

ikke præferencer, og derfor kan det ignoreres i analysen. Udviklingen har siden vist, at det var

eller i hvert fald blev et fejlagtigt synspunkt. Efterspørgslen er blevet en selvstændig og meget

afgørende faktor. Selvom det klassiske syn på efterspørgslen således var meget præget af tiden, er

det alligevel interessant at se, hvad det var for et samfund og en økonomi, som Ricardo

forestillede sig.

"In the ordinary course of events, there is no commodity which continues for any length of

time to be supplied precisely in that degree of abundance which the wants and wishes of

mankind require".16 Det fremgår af citatet, at behov er noget, der kan tilfredsstilles 'præcist' -

selvom det altså ikke sker hele tiden. Behov er ikke noget i teorien umætteligt. Det svarer også til

Ricardos eksempel med brød og penge. Marginalnytteteorien ville sige, at hvis prisforholdet 1/21

ikke svarede til Ricardos personlige vurdering af nytteforholdet mellem brød og penge ved 1 brød

og 1 guinea, så ville han vælge et andet forhold mellem brød og penge, hvor det var tilfældet.

Ricardo ville sikkert i stedet sige, at med 1 brød var hans behov dækket, og derfor var der ingen

grund til at efterspørge anderledes.

Disse betragtninger fører nemt til en diskussion af alle de grundlæggende problemerne i

nytteteorien, men det vil blive gemt til senere. Her handler det om, at Ricardo opfatter behov

som en given størrelse, der i vid udstrækning er bestemt af nødvendighed, og derfor er behov og

efterspørgsel noget, der enten bliver dækket eller ej. Og hvis de bliver dækket, er der ingen, som

vil efterspørge mere.

Den tanke kan også ses ud af Ricardos lønteori. Lønnen bliver nemlig bestemt af den

omkostning, der er ved at dække arbejdskraftens givne behov i forhold til at kunne reproducere

sig selv. Denne teori er siden blevet grundigt modsagt af virkeligheden. Men bare fordi Ricardos

opfattelse af forbrug har vist sig ikke at kunne beskrive virkeligheden, betyder det ikke, at den

opfattelse af behov, på hvilken han grundlagde sin teori, nødvendigvis er helt forkert. Han havde

på forhånd afvist de tanker, der kom til at dominere den moderne forbrugerteori, og det kan der

sagtens være sandhed i, selvom hans egen model viste sig at være fejlagtig. Der kunne jo være en

helt tredje teori med større sandhedsindhold eller forklaringskraft.

16 Principles, s. 61.

18

Værditeoriens problemer

Ricardo var ikke interesseret i at forstå de overfladiske ændringer i økonomien. Eller han fandt

måske snarere, at de var banale. Smith og Ricardo havde en udmærket forståelse af banal udbud-

efterspørgsels-dynamik, så det var ikke derfor, at de underkendte den. Men de ville noget andet

og mere. De ville forstå, hvordan den økonomiske udvikling grundlæggende blev bestemt. Og

hertil fandt de værdi-begrebet. Og nødvendigheden af at skelne mellem værdi og pris. Og værdi

og rigdom. Det var et forsøg på stringent anvendelse af begreber, men det var åbenbart svært, og

Ricardo måtte påpege, at selvom Smith havde givet de rigtige definitioner og bestemmelser, så

havde han faktisk også givet nogle forkerte og havde fået modsagt sig selv.17

For Ricardo er værdien en indre samfundsmæssig logik, der dikterer udviklingen i blandt

andet priserne. Men den udvikling ville også kunne forstås og forudsiges med et generelt udbud-

efterspørgselsskema. Desuden er Ricardo (og Smith) godt klar over, at der er rigtig mange

praktiske problemer ved at måle bytteværdien ved hjælp af det relative forbrug af arbejdskraft.

Det er i teorien nemt ved sammenligning af helt simpel arbejdskraft. Men herfra vælter

problemerne frem. Værditeorien ('arbejdsværditeorien') kræver, at alle typer arbejde kan reduceres

til samme type ensartet arbejde, og det bliver hurtigt umuligt at gøre teoretisk, og Smith og

Ricardo må blot antage, at den store omregning til sammenlignelig arbejdskraft sker via markedet.

Der bliver også problemer så snart, der kommer fysisk kapital ind i billedet, for selvom den i

teorien kan reduceres til arbejdskraft, så har forskellig kapital forskellig holdbarhed, og

dynamikken bliver hurtigt meget mudret. Ricardo kommer med nogle ganske dybsindige analyser

af disse problemstillinger.18 Men det mest tydelige er, at det i praksis er umuligt at bruge

værditeorien til praktisk analyse. I stedet må det blot antages, at markedet realiserer dens logik.

Og så var det måske mere nærliggende at holde sig til en ren markedsanalyse med udbud og

efterspørgsel.19

Det må i tilbageblik konstateres, at det ikke lykkes Ricardo at give overbevisende grunde til

at fastholde værditeorien i stedet for en udbud-efterspørgsels-teori. Men samtidig er det også

blevet vist, at Ricardo tydeligt afviste alternativet til hans værditeori - nemlig at varens værdi var

lig med det, forbrugeren ville betale for den. Måske var værditeorien for Ricardo blot den ide fixe,

som den blevet gjort til, mens han i forbindelse med analysen af 'rent' er blevet udråbt som

marginalanalysens pioner. Han formår i hvert fald ikke at overbevise om dens rigtighed og

17 Se Principles, s. 19-23. 18 Se Principles, s. 23-38. 19 Og så er der endda slet ikke blevet taget fat op, hvordan arbejdskraftens bytteværdi (lønnen) bestemmes. Det gør den ifølge teorien ved den arbejdsmæssige omkostning, der er ved at producere arbejdskraften. Men det er igen et helt umuligt regnestykke. Og et eksempel på Ricardos (og Marx') naivitet omkring forbrug. Den naturlige løn bestemt af de grundlæggende behov er i hvert fald en af de mest modbeviste teser i økonomisk teori.

19

blotlægger faktisk i stedet en masse af dens problemer. Alligevel holdt han fast i den. Måske

havde han fat i noget. Det mente Marx i hvert fald.

Værditeoriens potentiale - Marx og bytteværdien

Marx byggede nærmest hele sin teori op på bytteværditeorien.20 Med følgende bredside hylder

han de klassiske økonomer og udtaler sin foragt for alternativerne: "- For at sige det én gang for

alle forstår jeg ved den klassiske politiske økonomi hele den økonomi [...] som udforsker den indre

sammenhæng i de borgerlige produktionsforhold, i modsætning til vulgærøkonomien, som kun farter

rundt i de tilsyneladende sammenhænge for at finde en plausibel forklaring på så at sige de groveste

fænomener, og som til borgerligt husbehov bestandigt tygger drøv på den videnskabelige

økonomis længst indvundne materiale, men som i øvrigt indskrænker sig til at systematisere,

pedantisere og som evige sandheder proklamere de borgerlige produktionsagenters banale og

selvbehagelige forestillinger om deres egen verden som den bedste."21

Citatet illustrerer Marx' skarpe pen, men samtidig får han påpeget forskellen på sit eget

projekt og det, han kalder 'vulgærøkonomien'. Han vil forstå den 'indre sammenhæng' og ikke

kun 'finde plausible forklaringer på tilsyneladende sammenhænge'. Det sidste kunne lidt frækt

kaldes den moderne økonomiske teoris ledestjerne: Brugbare forklaringer. At 'forstå' økonomiens

'indre sammenhænge' er blevet opgivet. Men det er ikke desto mindre Marx' projekt. Og for Marx

var bytteværdien grundstenen i det projekt.

Men selvom Marx umiddelbart bestemte bytteværdien på samme måde som Ricardo, så

forstod han den på en helt anden måde. For Marx var bytteværdien ikke et generelt, ahistorisk

fænomen, men noget, der var knyttet specifikt til kapitalismen og vareproduktionen. Marx

skriver: "Brugsværdier udgør rigdommens stoflige indhold, uanset hvad dens samfundsmæssige form end

måtte være. I den samfundsform, som vi skal betragte, optræder de tillige som de stoflige bærere

af - bytteværdien."22 Og den samfundsform, Marx vil analysere, er den, "hvor der hersker en

kapitalistisk produktionsmåde"23. Bytteværdien er noget, der hører uløseligt til kapitalismen.

Og kapitalismen er kendetegnet ved, at vareproduktionen er den altdominerende

produktionsform. En vare er en genstand, der er produceret for at blive byttet på et anonymt

marked. Marx skriver at: "For at producere en vare må han [producenten] ikke blot producere

brugsværdi, men derimod også brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi."24 Så varen er en

brugsgenstand/brugsværdi, der er produceret for samfundet via markedet. Og dens værdi på

20 Hvilket har gjort det nemt at forkaste hele hans teori sammen med afvisningen af værditeori. 21 Marx: Vareanalysen, s. 62 (note 24). 22 Vareanalysen, s. 31. 23 Vareanalysen, s. 30. 24 Vareanalysen, s. 35.

20

markedets er netop dens bytteværdi. Bytteværdien er således den indre logik, der regulerer

bytningen af varer.

Bytteværdien bliver bestemt ved forbruget af 'simpelt samfundsmæssigt

gennemsnitsarbejde'. Og det giver en indsigt i det unikke ved kapitalismen. For det indebærer, at

alt arbejde skal kunne sammenlignes kvantitativt og derfor ikke i det samfundsmæssige perspektiv

er kvalitativt forskelligt. Alle varer kan byttes mod hinanden, og værdien af alle varer er bestemt

på samme måde - med samme logik. For at parafrasere nogle berømte borgerlige ord, kunne det

siges, at ikke kun alle mennesker, men også 'alle varer er skabt lige.'

Netop ligestillingen af alt arbejde gør det muligt at sammenligne alle varers værdi. Før

kapitalismen, før bytteværdien ville det ikke have været muligt. En vare er skabt til at blive byttet,

og derved bliver dens værdi kunne meningsfuld målt mod andre varer. Og i denne måling er det

netop ikke varens konkrete brugsværdi, der bliver målt, men dens samfundsmæssige værdi. Marx

formulerer det som: "Varens værdiform er [...] dens samfundsmæssige form."25 I en markedsøkonomi

bliver varer hele tiden byttet (det vil normalt sige 'købt') - og det meste af den bytning sker

mellem personer, der ikke selv skal forbruge varerne (producenter, grossister osv.). Og den

bytning må for Marx være dikteret af bytteværdien. Ikke åbenlyst, men så at sige bag de

handlendes bevidsthed.

Bytteværdien er en logik, der dikterer, hvad noget er værd. Og den bliver tydeligere jo

mindre de overfladiske markedsmekanismer dominerer et marked. Markeder, hvor varerne bliver

handlet til bestemte, ret faste priser. Det er også en logik, der har gennemsyret al offentlig

virksomhed: Priserne skulle være bestemt af omkostningerne. Det er også en logik, der ligger

dybt i mennesker, når de bliver spurgt tilstrækkeligt grundigt og præcist, om hvad de mener,

noget er værd: Omkostningen ved produktionen. Der er bestemt også andre logikker. Det så

Marx måske ikke - eller han formodede at bytteværdilogikken var så meget stærkere end de andre,

at den ville blive den eneste afgørende.

Værditeori skal være andet og mere end pristeori

Men alt dette er for så vidt stadig kun teori. Marx mere dybsindige forståelse af bytteværdien gør

det stadig ikke klart, hvad værditeorien kan, som udbud-efterspørgsels-teori ikke kan. Marx var

helt klar over, at analysen på det niveau ikke nødvendigvis ville virke overbevisende. Værditeorien

indeholder grundlæggende ikke en pristeori. Det handler ikke om priserne. Synspunktet kunne

fremstilles som: Varepriserne ville ikke være uden bytteværdien, men priserne kan sagtens

bestemmes teoretisk uden overhovedet at have noget begreb om bytteværdien. Sagt en gang for

25 Vareanalysen, s. 73.

21

alle: Til bestemmelse af priserne kan værditeorien aldrig være andet end en teori om en indre

sammenhængende logik bag disse. Og om udviklingen i de faktiske priser kan værditeorien kun

sige noget præcist under nogle meget specifikke omstændigheder, der normalt ikke kan antages at

være opfyldt.

Men en afvisning af værditeori til fordel for blot en pristeori er alligevel en stor

misforståelse. For værditeorien viser først sin styrke, når den udfoldes over andre og mere

komplicerede økonomiske fænomener. Og så får den pludseligt en forklaringskraft og bibringer

nogle så grundlæggende indsigter, at dens værdi er ubetvivlelig. Og det gør det nødvendigt også at

bruge værditeorien på de helt grundlæggende forhold. For det er netop via den værditeoretiske

forståelse af disse simple forhold, at de andre indsigter vokser frem. Og med den tanke er det

muligt at overlade scenen til den marxske vareanalyse.

Opsamling

Det er blevet påvist, at værdi og værditeori spillede en afgørende rolle i klassisk økonomisk teori.

Adam Smith og David Ricardo gjorde en dyd ud af at skelne mellem brugsværdi, bytteværdi og

pris. Og de forestillede sig, at deres værditeori var den oplagte teori til at forklare udvikling i

priserne. Det er siden blevet klart, at den klassiske værditeori ikke er nødvendig for at forstå

prisfastsættelsen, og at den moderne pristeori kan forklare og systematisere en hel masse tilfælde,

som værditeorien blot kunne henvise generelt til markedsudsving.

Men det er også blevet påvist, at Ricardo holdt fast i sin værditeori, selvom han fuldt ud

havde forstået den opfattelse, der ligger bag moderne forbrugerteori. Det antyder, at der kunne

være en mere omfattende teori, der rummer både Ricardos forståelse for værdiens afgørende

betydning og samtidig ikke låser sig fast i at forsøge at forklare prisbestemmelsen.

Marx anså bytteværdi for et system, der organiserede hele den kapitalistiske

vareproduktion. Bytteværdien var altså ikke bare den ene side af vareværdien, men en struktur,

der gennemsyrede hele økonomien. Og for Marx var værditeori derfor ikke først og fremmest et

redskab til at forstå priserne, men en mulighed for at gennemføre en omfattende og

sammenhængende analyse af det økonomiske.

22

III. Økonomisk værdi. Marx og bytteværdien

Indledning

Med sin værditeori ville Marx meget mere end blot forsøge at bestemme de relative priser.

Værditeorien var et redskab til at forstå hele det økonomiske system - fra dets simpleste enhed

(varen) til den fuldt udfoldede kapitalisme. Med udgangspunkt i Smith og Ricardo skabte Marx

noget, der var fuldstændigt forskelligt fra al anden klassisk økonomi. Han skabte også en masse

andet, som siden har fyldt ulige meget mere i forståelsen af det marxske. I dette kapitel forsøges

den tilsyneladende konstant undvigende kerne i teorien udgravet og fastholdt. Og det undersøges,

hvor langt indsigten kan bære i forståelsen af det økonomiske.

Forvaltningen af arven fra Smith og Ricardo

Marx syn på den klassiske økonomiske teoris fortrin frem for den 'vulgærøkonomiske' blev

citeret i afsnittet om 'Værditeoriens potentiale'. I forbindelse hermed kalder han Smith og Ricardo

for den klassiske teoris "bedste repræsentanter"26. Og Marx overtog sine økonomiske begreber

fra deres værker. Hans grundlæggende begrebspar til analysen af varen, brugsværdi og bytteværdi,

er hentet direkte fra Smiths 'value of use' og 'value of exchange', som også Ricardo benyttede. Og

de tre er også enige om den grundlæggende forståelse af de to begreber. Brugsværdien udtrykker

varens nytte eller funktion i forhold til forbrugeren, og bytteværdien bliver bestemt ved det

relative indhold af simpelt samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde.

Alligevel mener Marx, at Smith og Ricardo slet ikke får fat i den egentlige indsigt, der følger

af deres begreber. For Marx er det fundamentale problem, at Smith og Ricardo ikke forstår deres

begreber historisk. "Forser man sig derfor på den [borgerlige produktionsmåde] som den evige

naturform for samfundsmæssig produktion, så overser man nødvendigvis også det specifikke i

værdiformen, altså vareformen, videreudviklet i pengeformen, kapitalformen osv."27

For dem, der ikke er bekendt med det marxske begrebsapparat, virker citatet sikkert

uigennemskueligt. Og en eksakt forståelse kræver sikkert en ganske betydelig indsigt i den

marxske teori. Og det er for tidligt at forsøge at viderebringe en sådan. Alligevel er det vigtigt at

få en fornemmelse af indholdet i citatet. 'Værdiformen' er den logiske form, der bestemmer,

hvordan værdien fremtræder og nødvendigvis må fremtræde. Med bedre og enklere ord er det

den 'måde hvorpå', værdien fremtræder. 'Vareformen' er varens logiske form - hvad og hvordan

en vare nødvendigvis må være. Så Marx påpeger i citatet, at der er noget specifikt i den 'måde

hvorpå', værdien fremtræder i den kapitalistiske produktionsmåde ('værdiformen'), og at dette

26 Marx: Vareanalysen, s. 62 (note 24). 27 Vareanalysen, s. 62 (note 24).

23

specifikke kan genfindes i alle kapitalismens former (vareformen, pengeformen og

kapitalformen).

Men fordi Smith og Ricardo ikke ser kapitalismen som et historisk fænomen, bliver de ikke

opmærksom på den logiske sammenhæng mellem dens forskellige former. Formuleret mere

direkte: Fordi Smith og Ricardo ikke opfatter varen som historisk knyttet til kapitalismen, kan de

ikke se den intime forbindelse mellem de to. De kan ikke se, at den måde, hvorpå værdien

udtrykker sig i varen, er den samme, som gentager sig i videreudviklet form i penge og kapital.

Smith og Ricardo forstår forskellen mellem brugsværdi og bytteværdi som et nyttigt og

uforanderligt analytisk redskab, mens Marx ser skellet som en dynamisk modsætning og et udtryk

for den indre logik, der driver den kapitalistiske økonomis udvikling. I sin egen optik mente Marx

således både at kunne overtage den klassiske liberale økonomis grundbegreber og samtidige

bruge dem mod selve den kapitalisme, som den støttede. I et brev fra 1858 skriver han:

"Arbejdet, som det nu handler om, går ud på at levere en kritik af de økonomiske kategorier,

eller, if you like, kritisk at fremstille den borgerlige økonomis system. Det er på en og samme

gang fremstilling af systemet og gennem fremstillingen kritik af samme..."28

Brugsværdi og bytteværdi er ikke bare to forskellige former for værdi. De indgår i

kapitalismen i et helt specifikt forhold til hinanden. Det er netop det 'specifikke', som Marx

henviser til i det forrige citat. Og det overses, hvis de blot betragtes som naturgivne og

naturnødvendige størrelser. For deres faktiske betydning åbenbarer sig kun i deres historiske

specifikhed.

Marx' pointe er, at bytteværdi udelukkende er et historisk fænomen. Bytteværdien har ikke

altid været og vil ikke altid nødvendigvis være.29 Sådan ser det kun ud, hvis kapitalismen betragtes

som den eneste mulige indretning af produktionen. Men historien viser, at der har været mange

andre måder at indrette økonomierne på. Og for Marx var der også fremtidigt andre muligheder.

Endemålet for Marx er også et ganske andet end hos de klassiske økonomer. Marx mener,

at de nærmest så sig blinde på at ville bestemme 'værdistørrelsen' (på samme måde som moderne

teori søger og er tilfreds med teoretisk at kunne bestemme 'prisen'). For Marx er værdistørrelsen

og endnu mere prisen kun det mest overfladiske resultatet af den samfundsmæssige udveksling.

Han ville i stedet forstå, hvilken effekt udvekslingens logik har på bevidstheden hos de

mennesker, der lever under den. Og helt specifikt på forståelsen af deres egen samfundsmæssige

virkelighed. Uden denne afgørende ændring af perspektivet fortoner meningen med den

abstrakte værdianalyse, der både er diamanten og akilleshælen i den marxske analyse, sig.

28 Citeret efter Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald, s. 98. 29 Marx problematiserede aldrig på samme måde brugsværdien historisk, og det skulle mange år senere blive et af Baudrillards største kritikpunkter mod hans teori.

24

Marx' store problemer med at viderebringe sin indsigt

I problemformuleringen blev Hans-Jørgen Schanz citeret for den opfattelse, at der ligger et

kritisk potentiale i den marxske økonomikritik, som er blevet 'forbigået og overset'. Det lyder

næsten utænkeligt, for få teorier vel blevet udsat for så megen kritik, hyldest og fortolkning som

den marxske. Schanz forklarer mærkværdigheden ved at påpege, at Marx' teori i løbet af hans liv

gennemgik flere grundlæggende forandringer, og de forskellige faser faktisk ofte modsagde

hinanden, men alligevel normalt ikke separeres. Og det skyldes i høj grad, at Marx ikke tydeligt og

måske ikke en gang bevidst adskilte dem.

Schanz inddeler overordnet den marxske teori i tre faser. Den første fase forløber frem til

1845, og det centrale tema er her den menneskelige fremmedgørelse. Den anden fase løber

mellem 1845-1857, og det er her, at Marx formulerer den såkaldte historiske materialisme, som

blev socialismens og kommunismens teoretiske grundlag. Den tredje fase løber fra 1857 og frem

til Marx' død i 1883. Marx problematiserer i den periode den politiske økonomis grundbegreber.

Og det er det, som Schanz kalder 'økonomikritikken'.

Specialet forholder sig udelukkende til den sene fase i Marx' tænkning og følger Schanz i

den holdning, at der mellem anden og tredje fase er et så kraftigt og afgørende brud, at tredje fase

faktisk undergraver den historiske materialismes determinisme og skråsikkerhed. Ingen af

skrifterne fra første og anden fase vil således blive benyttet, og de kan følgelig heller ikke bruges

til at belyse, modsige eller underminere den argumentation, der gennemføres. De lades

simpelthen helt ude af betragtning under den opfattelse at de ikke indeholder nogen

sandhedsværdi, som er relevant for dette projekt.30

Hvis Schanz' analyse er rigtig, må dem, der har forsøgt at udlægge og viderebringe en

forståelse af den marxske teori, bære en stor del af ansvaret for forvirringen og misforståelserne.

Og sagt meget firkantet passer fortolkerne da også normalt i to grupper. Dem, der ikke forstod

selve analysen, men blev grebet og rørt af den kritik, som analysen var fundamentet for. Og dem,

der havde indset, at uden analysen var kritikken blot ideologi, men som enten heller ikke forstod

analysen og derfor blot sad fast i evindelige fortolkninger af denne - eller muligvis forstod

analysen, men ikke forstod at gøre det klart, hvori den afgørende forbindelse mellem analysen og

kritikken bestod.

30 Marx' teoretisk udvikling kan også forstås som en stadig mere nøjagtig indramning af den egentlige kerne i vareøkonomiens problemstilling. Den unge Marx' interesse i arbejdsdelingens påvirkning af den menneskelige bevidsthed kan derfor minde om en del af det, der senere vil blive åbenbaret. Men den afgørende forskel er, at den sene Marx baserer sin opfattelse på en helt specifik indsigt i vareøkonomiens indre sammenhæng. Og det er i denne specifikke nøjagtighed, at specialet forsøger at forblive mest tro mod Marx.

25

Schanz selv kan ikke fralægge sig et ansvar i den forbindelse. Hans hovedværk fra de tidlige

70'ere havde den umulige titel 'Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis

omfangslogiske status', og i et interview fra 1995 indrømmer han, at bogen var så langt fra at

blive forstået som overhovedet muligt. "Tænk engang: Den blev en bestseller, ene og alene fordi

den blev komplet misforstået. Man kan jo blive helt bange for at udtrykke sig, når det, man har at

sige, kan vendes til det stik modsatte."31 Men Schanz skulle måske i stedet vende brodden mod

egne formuleringer. I hvert fald har jeg hørt mennesker fortælle, at de har brugt bogen som hjælp

mod søvnproblemer.

Det kunne også siges, som Schanz næsten gør, at problemet var, at Marx' økonomiske

analyse blev rodet så grundigt sammen med socialistisk teori, at det har været næsten umuligt at

holde de to adskilt - både for dem, der havde socialistiske sympatier - og dem, der havde det

modsatte. Men Marx var jo faktisk socialist og kommunist og mente, at hans teorier dannede

videnskabelig basis for disse ideologier. For Marx var der en uløselig sammenhæng mellem hans

analyse af kapitalismen og en kritik af denne. Og det er også rigtigt. Det hører med til det kritiske

potentiale i hans teori. Alligevel må det i tilbageblik være klart, at essensen af den marxske kritik

af den kapitalistiske økonomi ikke har nogen direkte forbindelse med socialisme. Og det er lige

præcist nødvendigt at fjerne den socialistiske spændetrøje for at kunne se nøgternt på analysen.

Hvis resultatet er givet på forhånd, så er der jo ikke megen grund til at interessere sig for

analysen.

Og faktisk var Marx' vigtigste budskab ikke kritisk, men oplysende og forløsende. Han ville

gøre det, der var mystisk og uigennemskueligt, klart og forståeligt. Smukt formuleret i følgende

citat: "Det religiøse genskær af den virkelige verden kan kun forsvinde i det øjeblik, det praktiske

hverdagslivs forhold dag efter dag fremstår for menneskene som [disses] gennemskuelige og

fornuftige forhold til hinanden og til naturen."32 Den marxske teoris skæbne er således behæftet

med en hel del ironi. Marx ønskede at afmystificere økonomien og samfundsforholdene. I stedet

blev hans teori udgangspunkt for en mængde mystificerende udlægninger.

Marx' problematiske metodiske valg

Men Marx kan bestemt ikke siges selv at være uden skyld i denne ulykke. Hans skrivestil er ofte

ekstremt tung og samtidig præget af et håb om stringent videnskabelighed33, der i dag synes

håbløst forældet i samfundsvidenskaberne. Det er meget nemt at knække halsen på netop de

31 Det fri Aktuelt, 13/2-1995. 32 Marx: Vareanalysen, s. 67-68. 33 Følgende citater til illustration: "Dér forsøger jeg at fremstille sagen så simpelt og desuden så pædagogisk, som dens videnskabelige karakter tillader det." Vareanalysen, s. 29. "Til videnskaben fører der ingen kongevej, og kun de, der ikke skyr møjen ved at klatre op ad dens stejle stier, har udsigt til at nå dens lysende tinder." Kapitalen, s. 107.

26

vigtigste elementer og så enten give op og gå i stå eller fortsætte uden den forståelse, som får det

hele til at hænge sammen. Han kæmper og kæmper og forsøger på alle mulige måder at

viderebringe sin store indsigt, men jo mere han kæmper, jo mere mudret og uoverskueligt bliver

det hele.

Ikke at Marx har været uvidende om problemerne. Hele essensen af hans kritiske analyse af

kapitalismen findes i 1. afsnit af 1. kapitel af 1. bog af 'Kapitalen'34. I første udgave af 'Kapitalen'

var dele af afsnittet både i en version, som Marx kaldte 'videnskabelig', og i en version, som han

kaldte 'skolemesteragtig' - altså mere pædagogisk. I anden udgave droppede han dette skel og

skrev en helt ny version af afsnittet. Det gjorde dog kun det hele værre, og for dem, der virkelig

ville til bunds i sagen, har det ikke været unormalt at vende tilbage til de to versioner i

førsteudgaven. Det er også udgangspunktet i dette speciale.

Men selv med alle versioner tilgængelige er indtrykket rodet og uigennemskueligt. Og det

virker pludseligt ikke længere så mærkeligt, at diamanten i den marxske teori stadig ligger næsten

uberørt efter alle disse år. Marx trådte forkert. På flere fronter. Måske var hans indsigt så ny og

anderledes, at han havde svært ved at finde et sprog til den. Viljen til, at indsigterne skulle passe

ind i det socialistiske skema, har også været i vejen. Men det største problem er Marx' ønske om

at bedrive stringent videnskab. Det var et ønske, der lå i tiden, men ekstra stærkt hos Marx. Det

var sikkert motiveret af alle de socialistiske teorier, som Marx opfattede som fejlagtige og tåbelige

og derfor mere problem end løsning. Og løsningen for Marx var videnskabelighed. Og resultatet

blev, at nærmest ingen forstod det, han ville meddele.

Ingen tror i dag på, at de samfundsvidenskabelige discipliner kan efterligne eller overtage

den sandhedsværdi, der ligger i den naturvidenskabelige metode. Det er blevet klart, at sproget og

den verden, det beskriver, er alt for ukontrollable størrelse til at kunne bedrive stringent

videnskab. For at finde nøglen til det marxske pengeskab er det derfor helt afgørende ikke at

begå samme fejl som Marx. Og som hovedparten af dem, der har villet viderebringe hans indsigt.

Deres forståelse var nemlig tilsyneladende så usikker, at de ikke kunne andet end overtage den

form, som den havde fået hos Marx. Og på den måde gav de aben videre til deres læsere.

Marx brugte i traditionen fra de empiriske videnskaber en induktiv fremstilling: "I de

samfund, hvor der hersker en kapitalistisk produktionsmåde, fremtræder rigdommen som en

"uhyre vareansamling", og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder

derfor med en analyse af varen."35 Sådan begynder 'Kapitalen' - og det første afsnit hedder netop

'Varen'. Varen er den grundlæggende enhed i kapitalismen, og derfor skal analysen af

34 Dette gælder kun første oplag. I andet oplag er det første afsnit gjort til første kapitel. 35 Marx: Vareanalysen, s. 30.

27

kapitalismen starte med denne. Hele kapitalismens hemmelighed lå gemt i varen. Så en forståelse

af varen ville skabe mulighed for forståelse af kapitalismen.

Marx mente, at varen var noget mystisk: "En vare synes ved første øjekast at være en

selvfølgelig, triviel ting. Analysen af den åbenbarer, at den er en særdeles indviklet ting, fuld af

metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker."36 Men det lykkes ham aldrig at gøre det

indlysende, hvad det er, der er så mystisk. Fordi hans metode er så tilstræbt videnskabelig. Og når

det mystiske ikke fremstår klart, så er der ikke meget slagkraft over en afmystificering.

I stedet vil der her blive benyttet en mere lokkende og øjenåbnende metode. Det mystiske i

vareøkonomien bliver gjort til udgangs- og omdrejningspunkt for hele analysen. Lidt som i et

kriminaldrama, hvor en indledende forbrydelse siden skal afdækkes og opklares. For der er noget

mystisk i kapitalismen, som almindelig økonomisk teori slet ikke kan gribe. Og det er afgørende

at trække det frem i forgrunden, for ellers kan det være svært at forstå formålet med den

abstrakte og komplekse analyse. Men fordi det mystiske er så indgroet og udbredt, at det normalt

slet ikke ænses og langt mindre blive reflekteret, skal det virkelig tvinges frem i lyset. Først når det

mystiske står helt klart, vil det rigtig være muligt at værdsætte dybden og spidsfindighederne i den

marxske vareanalyse.

Mystikken i kapitalismen

Marx spørger: "Hvorfra stammer så den gådefulde karakter ved arbejdsproduktet, så snart det

antager varens form?"37 Men før det spørgsmål overhovedet kan give mening, skal det være klart at

varen har en gådefuld karakter. Og det er ikke nemt at indse. Selv hvis det godtages, at varen har

både en brugsværdi og bytteværdi, så er der vel ikke noget gådefuldt ved det. Varen fremtræder

for et menneske i et vareproducerende samfund som noget af det mest naturlige af alt, og

påpegningen af, at den har både en brugsværdi og en bytteværdi, gør det ikke umiddelbart mere

mærkeligt. Men der er andre dele af den vareproducerende økonomi, der, selvom de også ved

tilvænning føles naturlige, ved nærmere eftersyn hurtigt fremstår gådefulde.

Som skrevet kan almindelig økonomisk teori sagtens forklare værdistørrelsen/prisen uden

eksplicit at støtte sig på en værditeori. Men så snart det handler om penge, bliver den normale

økonomiske forklaringsmodel pludselig meget svag. Penge bliver i normal teori blot defineret ved

sine forskellige funktioner.38 Men der er ingen forklaring på, hvad penge egentlig er, eller hvorfor

de opstår - andet end at de gør udvekslingen af varer meget nemmere. Og det er faktisk

36 Vareanalysen, s. 62. 37 Vareanalysen, s. 65. 38 Se eksempelvis Mankiw: Macroeconomics, s. 155-156.

28

mærkeligt, for penge er ved nærmere eftersyn en ganske underfundig ting. Rejsen ind i

kapitalismens mystiske hjerte starter således mest oplagt ved pengene.39

Penge er ikke kun papir

Nogle ting er så dagligdags, at vi slet ikke reflekterer over dem. En af de samfundsmæssige

rutiner, der gentages flest gange i løbet af en dag af stort set alle mennesker, er indkøbet,

forbruget. Det at købe noget. Handlingen er så velkendt, at der stort set aldrig bliver tænkt

dybere over den. Og det er på sin vis mærkeligt. For ikke meget er vel umiddelbart mere mystisk.

Forbrugeren går ind i en butik - afleverer noget i sig selv ubrugeligt og stort set værdiløst metal

eller papir og får i stedet lov til at tage en mængde nyttige og værdifulde varer med sig. Eller

forbrugeren kører et plastikkort gennem en maskine, indtaster en kode - og får så lov at tage

varer med hjem. Noget absolut unyttigt byttes med noget nyttigt - eller nogle nyttige fysiske

genstande byttes mod nogle tal, der kun findes et eller andet sted på en computer.

Udvekslingen er så almindelig og dagligdags, at der næsten aldrig tænkes nærmere over det.

Men for en udenforstående ville det være et mysterium: En nyttig vare byttes mod papir. Eller

blot ved at køre et kort gennem en maskine og trykke på nogle taster kan man gå bort med store

mængder varer, uden at nogen brokker sig. Stop. Tænk grundigt over denne problemstilling. Lad

den egentlige forundring indfælde sig. Tænk over, hvor stærk en underliggende struktur, der skal

til at holde noget så usynligt og usikkert sammen.

Hvis sælgeren ikke kunne vide sig sikker på, at pengene kunne omveksles til andre varer,

ville ingen modtage penge som betaling. Penge er på forunderlig vis både værdiløse og

inkarnationen af værdi. Eller: De har ingen brugsværdi - kun bytteværdi. Alligevel er der ingen,

der normalt betvivler denne bytteværdi eller bekymrer sig om, at den skal forsvinde. Det er svært

at tænke over det uden at blive slået af forundring over, hvor fasttømret og almindeligt noget så

spidsfindigt forekommer. At den mystik, der omgiver os, føles så naturlig. Sagt helt direkte: Ren

bytteværdi giver ingen mening, hvis der ikke er en basis for bytteværdien. Der må være en ukendt

struktur, der holder pengenes værdi fast i det tilsyneladende umulige spændingsfelt mellem ren

værdi og værdiløshed.

Penge er altid penge, men penge er ikke altid bare penge

For at forstå den mystik, som penge indeholder, er det værdifuldt at se på penge som historisk

fænomen. For penge er ikke bare penge. Penge har gennemgået en lang historisk udvikling og har

39 Se min Samfundsbeskrivelses-opgave for mit første livtag med denne problemstilling. Den følgende fremstilling af pengenes mysterium og historie bygger på mit arbejde fra dengang.

29

ændret form mange gange. At følge denne historie giver mange interessante indsigter og gør kun

mystikken endnu større - og øger derfor den potentielle tilfredsstillelse ved en forklaring.

Kort rids af pengenes historie

Spørgsmålet om, hvad penge egentlig er, må vente lidt endnu. Men historisk kan det konstateres,

at penge tilsyneladende altid og uden undtagelse opstår i samfund, hvor der foregår omfattende

byttehandel. Det kan også konstateres, at alle mulige forskellige fysiske objekter har fungeret som

penge: sten, muslingeskaller, korn, kakaobønner, sølv, guld og meget andet. Pengefunktionen er

altså en naturlig ting i større samfund med arbejdsdeling, men samtidig er pengefunktionen ikke

naturligt knyttet til noget bestemt fysisk objekt. I udviklede økonomier knyttedes pengenes

funktion efterhånden nærmest uden undtagelse til ædelmetaller: Guld og sølv. Det er der selvsagt

nogle gode grunde til. Alligevel har de seneste 100 års vist, at pengenes udvikling bestemt ikke

standsede med deres inkarnation i guld og sølv. Faktisk har der været tale om en lang, men sikker

løsrivelsesproces fra guldet.

På et tidspunkt var pengerollen altså smeltet afgørende og entydigt fast med varerne sølv

og guld. Og pengene indeholdt disse ædelmetaller, og de havde en værdi, der var lig med værdien

af det indeholdte ædelmetal. Og det at købe med penge var altså stadigvæk lig med at bytte guld

eller sølv for en anden vare.

Det første store skridt væk fra det egentlige bytte var, da penge i stedet for at indeholde

ædelmetallet blot kom til at repræsentere det. Selve ædelmetallet blev opbevaret andetsteds - og

pengenes fysiske form kunne være noget så almindeligt og luftigt som papir. Det må have været

et stort bevidsthedsskift pludseligt blot at stå med et stykke papir i hånden. Et stykke papir, der

kunne brænde eller flyve bort. Og skiftet var også kun muligt med klare garantier om, at der mod

papiret altid kunne udveksles faktisk ædelmetal. Ellers var der jo ingen sikkerhed for værdien af

papiret!

Med tid og tilvænning - og vel især fordi systemet i store træk virkede - blev det muligt at

løsne båndene til ædelmetal endnu mere. Indløseligheden blev afskaffet. Pengene repræsenterede

stadig ædelmetal, der blev opbevaret i banken, men det kunne ikke blive udleveret. Dette skridt

kan kun have været muligt, efter systemet med de repræsentative penge havde virket så og godt

og så længe, at der ikke syntes nogen grund til at indløse papirpengene. Men det var samtidigt

afgørende, at de udstedte penges værdi altid skulle være helt dækket af ædelmetal - for ellers

havde de jo ingen egentlig værdi!

Alligevel skete der endnu et afgørende skridt videre i denne udvikling, da nationalbankerne

i de forskellige lande ikke længere var forpligtet til at have pengemængden dækket i guld eller

andre faktisk værdier. I USA blev dette skridt faktisk først fuldt gennemført i 1970'erne. Og

30

stadig i dag findes der rundt omkring store lagre af guld, der til tider flyttes rundt mellem de

forskellige bankers depoter. Det er en sidste rest af pengenes bundethed til en fysisk værdi.

Men papirpenge kan i dag grundlæggende ikke henvise til nogen værdi ud over deres egen.

Deres værdi er end ikke i teorien dækket af ædelmetal eller andet. Pengene er holdt op med at

henvise til en faktisk fysisk værdi - uden at det er blevet klart, hvilken værdi de så henviser til, og

hvad der sikrer denne værdi. Inflation og ikke mindst hyperinflation viser tydeligt, at pengenes

værdi ikke noget givent og sikkert. Men samtidig viser de samme tilstande, at penge tydeligvis

repræsenterer en værdi, der findes og et eller andet sted på en eller anden måde bliver bestemt.

Og i dag er fysiske penge så i høj grad blevet afløst af plastikkort og numre på en computer

et eller andet sted. Så nu udveksles altså ettaller og nuller på computere med fysiske varer - og det

i den skønneste orden! Det er i hvert fald udtryk for et ekstremt højt struktureret, organiseret og

stabilt samfund. Penge har været kendt i alle mulige forskellige former i alle mulige forskellige

samfund. Men de har aldrig før eksisteret i en så uhåndgribelig form som i dag.

Mystikkens mange skjulesteder

Et køb med betalingskort eller anden elektronisk overførsel er selvfølgelig kun muligt, fordi der

indirekte overføres penge. I stedet for at betale med kort kunne penge være hævet, og betalingen

gennemført med fysiske kontanter. Men det er interessant at overveje, om køb med penge eller

betalingskort er mest mystisk. Brugen af betalingskort har næsten fjernet de sidste spor af det

oprindelige varebytte, der ligger i købet. Hvis der bruges papirpenge er der stadig noget, der

byttes mod noget andet. Så umiddelbart er det måske købet med betalingskort, der er mest

mærkværdigt: Køberen får noget uden tilsyneladende overhovedet at give noget tilbage. Dette er

selvfølgelig kun den umiddelbare overflade. Men det er interessant - ikke mindst når det

betænkes, at mange især ældre mennesker har haft en stor skepsis mod betalingskort, digitale

overførsler og lignende, hvor følelsen af 'bytte' ikke er så håndgribelig. Hvis en fysiske udveksling

ikke cementerer købet, kan det føles usikkert og uvirkeligt.

Det ligger implicit i denne fortolkning og den følelse, at byttet afklarer mystikken - og at jo

nærmere man kommer et rigtigt varebytte, jo mindre mystisk ville udvekslingen være. Og det er

netop den opfattelse, som Marx forsøger at vise er fejlagtig. Mystikken i pengebyttet (købet)

ligger allerede gemt i varebyttet.

For der er ingen grundlæggende forskel på de forskellige pengeformer - kun et spring i,

hvor stor en abstraktion der er nødvendig. For problemet bliver ikke mindre, når fysiske penge

betragtes. Det er jo også blot i sig selv værdiløse stykker papir og metal. Og det var

grundlæggende det samme, dengang der stadig blev byttet med guld. Der er i virkeligheden kun

tale om skift i abstraktionsniveauet. For der er heller ikke noget, der garanterer gulds værdi eller

31

forklarer hvorfor guld overhovedet skulle være værdifuldt. I sig selv er guldet ret unyttigt, og det

vil i hvert fald ikke kunne tjene nogen til livets opretholdelse - altså hvis det ikke ubesværet kunne

byttes mod andre varer. Mystikken synes at sprede sig. Pengene i alle deres former synes i

virkeligheden ikke at have nogen fast værdi - selvom de netop i praksis netop udtrykker ren

værdi.

Når vi køber varer på betalingskort, svarer det til at bytte penge for varer. Og når vi bytter

penge for varer, er det altså ikke anderledes end at bytte guld for varer. Og når vi bytter guld for

varer, svarer det altså til at bytte varer for varer. Pengene gør, at den varebytning, der kendetegner

et samfund med arbejdsdeling, kan foregå meget nemmere. Og det er da også den gængse

økonomiske forklaring på penge. Men denne forklaring er kun en beskrivelse af, hvad der foregår

- ikke en forklaring af, hvordan det er muligt. Ikke en forklaring af pengenes historiske udvikling

og de problemer, den har indeholdt. Helt basalt forklares det ikke, hvad det er, der holder

systemet sammen. Og det forklares ikke, hvad penge egentlig er - eller hvilken værdi de

udtrykker.

Marx starter med at analysere det rene varebytte og udleder heraf pengene. Problemet med

den fremgangsmåde er, at forståelsen bliver så klar, at man ikke helt kan se, hvad problemet var.

Og problemet er, at pengevaren i alle dens former må være repræsentant for en værdi, der ikke er

dens egen. Penge i alle former bærer på en værdi, som ikke kan genfindes i deres fysiske form -

lige meget hvor grundigt man leder. Og netop fordi værdien ingen fast relation har til den fysiske

form, hvori den fremtræder, kan formen ændres i det uendelige. Og der er ingen grænser, for

hvor ikke-fysisk den kan ende med at blive. Men det er en proces, som kun yderst langsomt og

med svære problemer har kunnet komme til udtryk i den faktiske samfundsmæssige virkelighed.

At trykke flere penge forøger ikke rigdommen i samfundet - så meget medgiver den gængse

økonomiske teori. Men den redegør ikke rigtig for hvorfor. Den gør det heller ikke rigtig klart,

hvad penge er - og så sig helst fri for dem for at kunne regne i blot reale størrelser. Og når penge

nu er ren værdi, er det jo faktisk også mærkeligt, at der ikke bliver mere værdi, når der trykkes

flere penge!

Mystikkens skjulte udspring i varebyttet

Det er mystisk, at varer kan købes for ubrugelige penge. Penge er umiddelbart mystiske. Men det

forunderlige er, at pengene ikke er skyld i mystikken. Mystikken ville ikke forsvinde ved at

afskaffe pengene, for de ikke er ikke kilden til mysteriet - kun dets manifestation. Den følgende

gennemgang vil illustrere dette. For at anskueliggøre processen er udgangspunktet igen det helt

almindelige forbrug.

32

En vare købes. Eller med andre ord: Penges byttes mod en vare. Definer dette som P-V.

Det antages nu, at disse penge stammer fra at arbejde. Altså at de er løn for udført arbejde. Det

kan siges, at det udførte arbejde er blevet byttet mod lønnen. Det, der byttes mod lønnen, er

selvfølgelig ikke bare 'arbejde' som sådan, men det konkrete produkt (det behøver ikke

nødvendigvis være noget fysisk), som det konkrete arbejde resulterer i. Og det er dette konkrete

arbejde, dette konkrete produkt, der byttes mod lønnen, mod pengene. Og det vil altså sige, at vi i

vores arbejde bytter varer mod penge. Definer dette som V-P. Sætter vi de to udtryk sammen

fremgår det, at når en vare købes for penge, svarer det til, at der indirekte er blevet byttet varer

mod varer: V-P-V ≈ V-V

Pengene formidler blot et varebytte. Og det synes der ikke at være noget mærkeligt i. Og

det er også den normale økonomiske forståelse af penges rolle. Og den ovenstående udredning

kan synes triviel og overflødig. Men det er næsten hele pointen. For mystikken er ikke blevet

mindre! Pengenes funktion er altså ikke det mystiske, men deres dobbelte rolle som værdiløse og

ren værdi er stadig mystisk. Indkøbet er stadig en udveksling af unyttige penge mod nyttige varer.

Og det er stadig ikke klart, hvad der holder det system sammen. Den helt afgørende konklusion

er, at den mystik, der ligger i pengene og i at købe varer med penge, også må findes allerede i det

rene varebytte. Pengene har ikke lagt noget fundamentalt nyt til varebyttet - de kunne undværes.

Og derfor må deres besynderlige natur have sit udspring i og kunne spores til det rene varebytte.

Og det er derfor, at Marx tager udgangspunkt i varebyttet. Pengene er kun en udvikling af

den mystik, der ligger i varebyttet, og derfor kan mystikken ikke blotlægges ved at se på pengene.

Men omvendt kan det mystiske ved pengene netop ophæves ved at forstå det grundlag, de vokser

ud af - varebyttet.

Så for at komme til bunds i mysteriet vil det rene varebytte nu endelig blive analyseret. Og

det vil gøre det klart, at der ikke er noget mysterium i pengene, der ikke findes i varebyttet - og

ikke noget mysterium i varebyttet, der ikke genfindes i pengene. Marx' analyse af varebyttet kan

være ganske vanskelig at begribe, men ved en pædagogisk trinvis gennemgang er en forståelse

forhåbentlig mulig. Det vil dog ikke være nogen lille præstation, da det netop er her hele analysen

funderes - og samtidigt her næsten alle i tidens løb er stået af. I analysen vil Marx' tanker blive

gengivet så ukritisk som muligt - for ikke at slukke lyset, før det overhovedet er blevet tændt.

Grundlæggende bestemmelser i varebyttet

"Vi står her ved et springende punkt for alle de vanskeligheder, som hindrer forståelsen af

værdiformen."40 Det er i analysen af varebyttet, at Marx grundlægger sin værditeori. Og samtidig er

40 Marx: Vareanalysen, s. 47.

33

det netop her, at forståelsen bliver svær. For varebyttet analyseres normalt med henblik på at

forstå værdistørrelserne eller priserne. Varebyttet betragtes og fortolkes så at sige kvantitativt. Og

det har jo sin absolutte relevans, men varebyttet gemmer også på noget helt andet. "Hvis man i

det simple relative værdiudtryk: x vare A = y vare B kun betragter det kvantitative forhold, så

finder man kun frem til de ovenfor udviklede love for den relative værdis bevægelser, som alle

beror på at varernes værdistørrelse er bestemt af den arbejdstid, som er nødvendig til deres

produktion. Hvis man derimod betragter de to varers værdiforhold i dets kvalitative aspekt, så

opdager man i hint simple værdiudtryk værdiformens og dermed, in nuce, pengenes

hemmelighed."41

Formålet med dette afsnit er at gøre de begreber, som Marx bruger, forståelige og at

klargøre den struktur, som Marx opstiller og analyserer. Først når dette grundlag er forstået,

bliver det muligt at følge Marx i hans konklusioner.

Udgangspunktet er den producerede nyttige genstand. Den har i følge Marx en brugsværdi,

der svarer til dens nyttighed. Denne nyttighed er noget, der er tilknyttet genstanden som fysisk

objekt - den tilhører genstanden uafhængigt af de samfundsforhold, som den indgår.42

Denne nyttige genstand er ikke nødvendigvis en vare. En vare er objektet kun, hvis dets

brugsværdi er produceret til markedet. På markedet har objektet til gengæld også en bytteværdi.

Bytteværdien svarer til det relative indhold af gennemsnitligt samfundsarbejde. En vare har en

bytteværdi, men denne bytteværdi kan ikke konstateres, når varen betragtes for sig selv. Ingen

som helst steder i genstandens fysiske fremtrædelse kan bytteværdien måles eller vejes. Bytteværdi

er kun noget en vare har i forhold til andre vare.

For at kunne konstatere og analysere bytteværdien er det altså nødvendigt at se på to varer i

forhold til hinanden. To varer, hvis værdi ligestilles, er det simpleste forhold, hvori bytteværdien

kommer til udtryk. Det er det, som Marx kalder 'værdiformen'43. Det er den 'form hvori' eller

med de tidligere valgte ord 'måde hvorpå', værdien kan udtrykkes. Den kan ikke udtrykkes i varen

isoleret. Værdien kan også udtrykke sig på mere komplicerede måder, men de to ligestillede varer

er værdiformens simpleste udtryk. Den simpleste form, hvori bytteværdien viser sig.

(Bytte)værdiformens simpleste udtryk er altså: a vare X1 = b vare X2, eller blot: aX1 = bX2.

Hvor X1 og X2 er givne varer - og a og b udtrykker de mængder, der ligestiller værdien i de to. I

Marx' analyse udtrykker ligningen, at a vare X1 er b vare X2 værd. Hvilket betyder. at vare X1

41 Vareanalysen, s. 48-49. 42 Den opmærksomme læser vil muligvis finde Marx' definition af brugsværdien som en egenskab, der tilhører genstanden i sig selv, problematisk. Det er den også, men indtil videre gengives Marx' argumentation ukritisk. Baudrillard retter en stor del af sin kritik mod netop dette punkt i den marxske teori. 43 Det burde hedde 'bytteværdiformen', men Marx forkorter og forsimpler ofte sine udtryk ved at bruge ordet 'værdi' for 'bytteværdi'.

34

måler sin bytteværdi i vare X2. Fordi udtrykket er så simpelt, kan ligningen lige så godt siges at

udtrykke at b vare X2 er a vare X1 værd - og at vare X2 således måler sin bytteværdi i vare X1.

Men det er afgørende at forstå, at begge varer ikke på samme tid kan få målt deres

bytteværdi. De kan måle deres værdi i den anden på skift, men ikke på samme tid. Det må altid

være sådan, at den ene vare får målt sin værdi, men den anden netop bliver målet for den førstes

værdi. Det er helt afgørende for Marx, at de to forskellige roller holdes adskilt, og det er

nødvendigt at følge ham heri, selvom rollerne altid kunne byttes om. Marx giver følgende navne

til de to roller:

"Relativ værdiform" til den vare (X1), der får målt sin værdi, fordi "dens værdi er fremstillet som

relativ værdi"44.

"Ækvivalantform" til den vare (X2), der måler den andens værdi, fordi "den fungerer som

ækvivalent for den første vare"45.

Disse begreber er tunge og ikke videre oplysende. Mere enkelt kunne det måske kaldes, at

den ene vares værdi bliver 'målt', mens den andens værdi er 'målende' for den første. Det kan

være svært at forstå meningen med disse spidsfindigheder på nuværende tidspunkt, men det

bliver klart senere.

Ved nu at sætte definitionerne om brugsværdi og bytteværdi sammen med definitioner af

'målt' (relativ værdiform) og 'målende' (ækvivalentform) gøres følgende afgørende iagttagelse:

Den 'målte' vare får sin bytteværdi målt i den 'målende' vare, men det betyder, at den 'målende'

vare som brugsværdi bliver udtryk for bytteværdien. Brugsværdien, der er noget konkret og

fysisk, bliver således repræsentant for bytteværdien, der er noget samfundsmæssigt og

immaterielt.

Den 'målte' vare udtrykker sin bytteværdi i en anden vare og adskiller derved dens

bytteværdi fra dens egen brugsværdi. Men i den 'målende' vare er det netop den nyttige genstand,

der skal udtrykke noget fra den selv helt forskelligt - nemlig bytteværdien for den 'målte' vare. I

dens rolle som 'målende' spiller varens fysiske form og nyttighed ingen rolle. Alligevel er det

denne fysiske form, der kommer til at inkarnere dens modsætning: Den abstrakte

samfundsmæssige værdi. Dette er stadigvæk tilsyneladende blot en spidsfindighed, men igen, den

afgørende betydning heraf bliver klar senere.

Ud fra ovenstående bestemmelse bliver det muligt at udlede og forstå penge - eller med

Marx: pengeformen. Udfold vare X1's værdimåling til at gælde alle varer: aX1 = bX2 , aX1 = cX3 ,

aX1 = dX4 , aX1 = eX5 og så videre i uendelighed. Vare X1 er her i sin 'udfoldende relative

44 Marx: Vareanalysen, s. 75. 45 Vareanalysen, s. 75.

35

værdiform', mens varerne X2, X3, X4, X5 osv. stadig står i ækvivalentform. Alle disse udtryk kan

vendes om. Herved fås: bX2, cX3, dX4, eX5, osv. = aX1.

Vare X1 er her i 'almen ækvivalentform'. Den måler alle andre varers værdi og kan

umiddelbart udveksles med disse. Indsættes nu pengevaren - eksempelvis guld - som vare X1 fås

pengeformen. Her er det vigtigt at huske på det historiske faktum, at pengefunktionen netop

oprindelig var knyttet til en specifik vare. Guld fik historisk pladsen som pengevare. Det er her

igen klart, at penge ikke er noget mystisk. Der er mystik i penge, men de skyldes ikke

pengeformen. For pengeformen er en direkte udvikling af den simple værdiform. Og

pengeformen kan uden besvær reduceres til den simple værdiform. b vare X2 = a guld er helt

formmæssigt identisk med b vare X2 = a vare X1. Men alligevel er det blevet klart, hvad penge er,

og drivkraften bag pengenes historiske udvikling er faktisk blevet blotlagt.

Pengenes historiske udvikling forklaret

Penge er ikke i sig selv mystiske. Pengevaren er den vare, der gennem en historisk proces er

blevet udvalgt som værdimål for alle andre varer. Valget af pengevaren har været forbundet med

praktiske fordele, men også med en minimering af de problemer, som en pengevare nødvendigvis

må medføre.

For pengevaren er jo stadig en faktisk fysisk genstand med en brugsværdi. Og det er et

forhold, der er i grundlæggende modstrid med pengevarens pengerolle. Som penge er varen

udelukkende udtryk for bytteværdi, for samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde. Det abstrakte

samfundsmæssige udtrykker sig således i noget konkret - den samfundsmæssige værdi i en

konkret fysisk genstand. Og det samfundsmæssige gennemsnitsarbejde udtrykker sig i det

konkrete arbejde, der har produceret pengevaren. De fysiske penge er således i grundlæggende

modstrid med sig selv. Og det er den indre kamp, der kan ses udfoldet i pengenes historie.

Pengevaren er blot en ham for den abstrakte samfundsmæssige værdi. Og så længe pengene

er afhængige af deres ham eller hylster, er der en masse usikre faktorer i bestemmelsen af deres

værdi og deres funktion. Det er problematisk, hvis pengevaren også indtager en anden

samfundsmæssig funktion, som eksempelvis korn eller kakao. Som penge kan de ikke benyttes i

forbrug - og samtidig kan de forsvinde i råd eller mug. Pengevaren har derfor ofte været en vare

med begrænset praktisk anvendelighed og stor holdbarhed - eksempelvis guld eller

muslingeskaller. Men disse varer bruges også til eksempelvis smykker. Pengevarens naturlighed

gør det også ofte svært at kontrollere pengemængden, fordi den bestemmes af produktionen af

pengevaren. Og den kan svinge voldsomt og uhensigtsmæssigt - eksempelvis ved store guldfund.

36

Og det er netop absurd, at pengene er knyttet til en vare, der kan findes i naturen. Pengene

repræsenterer det modsatte: En udelukkende samfundsmæssig værdi. Og den kan ikke bare

samles op i naturen. Denne modsigelse illustrerer glimrende det absurde ved at penge fremtræder

i et naturlig, fysisk hylster. Og ved at følge pengenes udviklingshistorie bliver det klart, at

udviklingen har været mod, at pengene får deres stadig mere rene samfundsmæssige form.

For Marx er disse faktiske praktiske problemer udtryk for en mere grundlæggende

modsætning og modstrid. Noget konkret (pengevaren) kan ikke give et dækkende udtryk for

noget alment (bytteværdien), og derfor mente Marx, at en indre samfundsmæssig logik ville sætte

sig igennem - det almene ville forsøge at bryde det konkretes begrænsning. Det lyder metafysisk,

og det er det sådan set også. Men det giver en forunderlig præcis og elegant forklaring på

pengenes historiske udvikling.

Det løste nogle problemer, at ædelmetallet blev fjernet fra de faktiske penge. Statsmagten

fik bedre kontrol med pengemængden46, for pengene blev nemmere at fremstille - og de kunne

ikke smeltes om eller på anden måde ødelægges, uden at værdien samtidig gik tabt.47

Og det er den samme indre logik, der har drevet den videre udvikling. Men det har været

en lang og sej kamp, og muligheden er altid til stede for, at pengeformen må vende tilbage til et

tidligere udtryk. I dag er computerpengene begyndt at dominere, og den umiddelbart mulige

regression er derfor en tilbagevenden til fysiske sedler og mønter. Og det vil ske, hvis tilliden til

computerpengene forsvinder.

Disse besværligheder skyldes bagsiden af pengenes udvikling: Jo mere rent de fremstår som

bytteværdi, jo mere tydelig bliver deres skrøbelige samfundsmæssighed også. Guld er stadig en

fysisk faktisk genstand, men computerpenge er næsten ingenting. Og uden for det

højtorganiserede samfund findes de slet ikke. Det er selvfølgelig i en forstand naivt at klynge sig

til værdien af guld, for uden for samfundet har den heller intet fundament. Alligevel er det en helt

basal opfattelse, og den har også baggrund i virkeligheden. For guld er en vare, der skal

produceres og derfor har en reel bytteværdi. Og i en samfundsmæssig krise vil samfundspengene

langt hurtigere miste deres værdi end guld - om ikke andet, så fordi det er formodningen, at det

vil være sådan.

46 Hvilket selvfølgelig også er et potentielt problem, som er forsøgt løst med uafhængige nationalbanker. 47 Samtidig begyndte falskmøntneri at blive en stadig mere oplagt trussel. Alle kan jo lave et stykke papir, der påstår at repræsentere ædelmetal. Pengenes udvikling er en konstant balancegang mellem at nærme udtrykket det rent samfundsmæssige, samtidig med at jo nærmere dette udtryk kommes, jo mere tydeligt fremstår det samfundsmæssiges absolutte uhåndgribelighed og følgende grundlæggende totale usikkerhed. Det kan på ingen mådes garanteres. Det kan forsvinde på et øjeblik. Og der gives ingen umiddelbar mulighed for at kende forskel på et falsk og et sandt udtryk for dette abstrakte samfundsmæssige.

37

Drivkraften bag pengenes historiske udvikling er nu beskrevet og forklaret. Pengene har

gradvist smidt deres konkrete ham, fordi den var i modstrid med deres egentlige

samfundsmæssige natur. Pengenes form har historisk nærmet sig en mere og mere faktisk

overensstemmelse med deres natur. De nærmer sig at være blot og bar samfundsmæssig værdi.

En immateriel værdi, der udelukkende findes i samfundet, og som ikke er virkelig uden for

samfundet.

Måske har pengene med deres udvikling til computerpenge taget det sidste skridt i at kaste

deres fysisk ham. Måske er der stadig mulighed for et mere rent udtryk mellem form og indhold.

Al tale om det pengeløse samfund er dog helt misforstået. Pengene har ændret form. De er ikke

længere nødvendigvis fysiske. Men de er stadig lige virkelige og nødvendige, og der er intet der

tyder på, at de skulle ophøre med at være det. Hvilket det efterfølgende også vil gøre klart.

Pengene og den samfundsmæssige værdi

"Hvad der gør opfattelsen af pengene i deres fulde bestemthed som penge særligt vanskelig -

vanskeligheder, som den politiske økonomi forsøger at undslippe derigennem, at den glemmer

den ene af deres [pengenes] bestemmelser for den anden, og at den, når den ene foreholdes den,

appellerer til den anden - er, at et samfundsforhold, et bestemt forhold individerne imellem her

fremtræder udenfor disse som et metal, en sten, en rent legemlig ting, der forefindes som sådan i

naturen, og hvor der end ikke forbliver en formbestemmelse, der adskiller den fra dens naturlige

eksistens."48 (G, s. 141)

Således Marx. Igen med sin skarpe og præcise pen. Først hån og så åbenbaring. Marx'

forståelse af penge er uafhængig af deres historiske form. Den er lige så rigtig i dag, som da han

formulerede den. Pengene er manifestationen af et samfundsforhold. I lang tid ville det have

været muligt at skrive 'den fysiske manifestation', men i dag er det ikke længere nødvendigvis

rigtigt. Marx skriver om forvirringen, der opstår, når penge ikke blot er fysiske, men også har

form af en specifik faktisk fysisk vare. Med forståelsen af penge er ikke blevet nemmere i dag,

hvor de ellers fremtræder mere rent. Pengenes mystik er stadig stort set uberørt.

Det samfundsforhold, som Marx refererer til, er vareproduktionen. Det forhold, at alle

varer produceres til det samme abstrakte marked, og deres værdi måles på samme abstrakte måde

i bytteværdien. Og pengene er netop bytteværdien i løsgjort form. Pengene er bytteværdiens

(fysiske) manifestation. Pengene er bytteværdiens (fysiske) bevis. Bytteværdien er det, der holder

pengenes værdi fast. Uden bytteværdien er pengene umulige.

48 Marx: Grundrids, s. 141.

38

Bytteværdien er et udtryk for det abstrakte samfundsmæssige arbejde. Og pengene er et

udtryk for denne grundlæggende samfundsmæssige værdi. Penge opstår altid i en bytteøkonomi.

Det kan forklares med, at det er nødvendigt af praktiske årsager, men samtidigt viser det, at den

samfundsmæssige værdi altid manifesterer sig i en bytteøkonomi. Og at varernes

samfundsmæssige værdi, deres bytteværdi, bliver nødt til at få et selvstændigt udtryk.

Penge er det tættest mulige på et bevis for, at der findes en endog meget virkelig

selvstændig samfundsmæssig værdi - at den er virkelig, selvom den ikke er noget fysisk. Og

pengene er således et slags bevis på, at Ricardo og Smith havde ret, når de fastholdt, at der lå

noget samfundsmæssigt bag den umiddelbare værdi. Og det viser, at værditeorien er en

nødvendig teori, selvom den ikke har nogen særlig præcision eller styrke, når det kommer til

bestemmelsen af priser. For værditeorien kan give et meningsfuldt svar med stor forklaringskraft

på pengenes mysterium. Men det svar kræver, at værditeorien som vist bliver anerkendt allerede i

det simple varebytte.

Værdiformen til nærmere eftersyn

Der er nu blevet ført en slags bevis for bytteværdiens (og dermed også selve værdiens)

virkelighed. Bytteværdien giver en stærk forklaring på penge. Og uden bytteværdien forbliver

pengene noget mystisk og nærmest uforklarligt. Som illustration af bytteværdiens forklaringskraft

er der blevet redegjort overbevisende for pengenes historiske udvikling. Og alt dette er blevet

åbenbaret ved at undersøge den simple værdiform - måden hvorpå værdien kommer til udtryk

(bytteværdien).

Således overbevist om det givtige i analyse af værdiformen har den gjort sig fortjent til et

endnu nærmere eftersyn. For forklaringen af penge var faktisk slet ikke det centrale for Marx i

forståelse af værdiformen. Pengene er en del af den overordnede dynamiske samfundsmæssige

udvikling, som bytteværdien sætter i gang. Og selvom denne er fantastisk spændende og bestemt

havde Marx' store interesse, så er det helt forkert at blive stående ved den, fordi det endnu en

gang blokerer for den egentlige indsigt, som Marx mente at have fundet. Under dette

overordnede dynamiske element lå nemlig nogle konstante forhold, der har at gøre med

oplevelsen/opfattelsen/bevidstheden hos de mennesker, der lever i en vareøkonomi.

I det følgende lange og tunge citat udreder Marx meget præcist for, hvad der efter hans

opfattelse er indholdet i værdiformen - og hvordan dette indhold fremtræder for de involverede.

Det er et meget åbenbarede sted, hvis det ellers bliver forstået. Så der vil efterfølgende blive brugt

en del tid på at klargøre indholdet.

39

"At f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke eller 20 alen lærred er 1 frakke værd, udtrykker blot, at 1) de

forskelligartede arbejder, som er nødvendige for at producere disse ting, har samme gyldighed som

menneskeligt arbejde; 2) at det kvantum arbejde, som forbruges til deres produktion, måles efter

bestemte samfundsmæssige love; og 3) at skrædder og væver indtræder i et bestemt

samfundsmæssigt produktionsforhold. Det er et bestemt samfundsmæssigt forhold mellem producenterne, i

hvilket de ligestiller deres forskellige nyttige arbejdsarter som menneskeligt arbejde. Det er ikke i

mindre grad et bestemt samfundsmæssigt forhold mellem producenterne, i hvilket de måler størrelsen af

deres arbejder ved varigheden af forbruget af den menneskelige arbejdskraft. Men inden for vor

interaktion fremtræder - for producenterne - disse samfundsmæssige karaktertræk ved deres egne

arbejder, som samfundsmæssige naturegenskaber, som genstandsagtige bestemmelser ved arbejdsprodukterne

selv, ligheden mellem de menneskelige arbejder som arbejdsprodukternes værdiegenskab, målestokken

for arbejdet i den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid som arbejdsprodukternes værdistørrelse,

og endelig det samfundsmæssige forhold mellem producenterne gennem deres arbejder som disse

tings, arbejdsprodukternes, værdiforhold eller samfundsmæssige forhold."49

Dyb indånding. '20 alen lærred = 1 frakke' er det eksempel på værdiformen, som Marx

bruger i hele vareanalysen. Og de to stakkels varer bliver udstyret med temmelig meget og

tungtvejende indhold i Marx' forsøg på at få dem til at illustrere hans pointer. Her forsøger Marx

dog at skære ind til benet, hvilket både gør det meget klart og nærmest umuligt at forstå. Hvis

man ikke på forhånd ved, hvad det betyder, kan det være meget svært at trække meningen ud af

teksten. Det er nødvendigt at forstå hver sætning - men samtidig er det nødvendigt ikke at blive

fokuseret på Marx' på sin vis ubehjælpsomme sprog og besynderlige ord, for så glipper

forståelsen helt.

Men jeg vil efter bedste evne og på mest pædagogisk vis forsøge at redegøre for indholdet.

Efter redegørelsen anbefales det at læse citatet igen for at få bekræftet, at ja, det er jo faktisk det,

der står.

Værdiformen, måden hvorpå (bytte)værdien kommer til udtryk, indeholder/indebærer

nogle grundlæggende bestemmelser. Dem redegør han først for. Herefter beskriver han, hvordan

disse bestemmelser fremstår/fremtræder for de mennesker, der er involverede i det varebytte, der

indeholder værdiformen. Marx' helt afgørende pointe er nemlig, at de fremtræder på en helt

anden måde end deres faktiske indhold. Værdiformen indebærer at en vare kan ligestilles med en

anden i et kvantitativt forhold. Det simple faktum udtrykker:

1) At det konkrete arbejde, der har produceret dem, er kvalitativt ligestillet som

menneskeligt arbejde.

49 Marx: Vareanalysen, s. 93.

40

2) At der må findes samfundsmæssige love, der sammenligner den mængde arbejde, som

hver vare indeholder.

3) At vareproducenterne indgår i et samfundsmæssigt forhold, hvor de ligestiller deres

arbejde generelt kvalitativt og specifikt kvantitativt efter bestemte love.

Mere kompliceret er det umiddelbart ikke. På så lidt plads kan de dybtliggende og

grundsættende bestemmelser i varebyttet anføres. I Marx' optik indebærer det organiserede

varebytte nødvendigvis disse bestemmelser - ligegyldigt om de er bevidste for producenterne eller

ej. Og det er netop den anden pointe: At disse bestemmelser for producenterne fremtræder i en

aldeles forvrænget form.

1) At det konkret forskellige arbejde er kvalitativt ligestillet, fremtræder som det forhold, at

begge varer har (den samme type) værdi.

2) At det indeholdte arbejde i hver vare bliver målt efter samfundsmæssige love, fremtræder

som det forhold, at hver vares værdi en har vis, bestemt størrelse.

3) Det samfundsmæssige forhold mellem producenterne, hvor de ligestiller deres arbejde

efter de to foregående bestemmelser, fremtræder blot som værdiforholdet mellem deres

arbejdsprodukter.

Producenterne er altså helt blinde for de egentlige grundlæggende bestemmelser bag deres

interaktion. De oplever blot, at deres produkt (eller deres arbejde) har en værdi, der er af samme

slags som al anden værdi i samfundet og samtidig bestemt specifikt størrelsesmæssigt i forhold til

disse andre værdier. Og for Marx må det nødvendigvis være sådan. Det kan ikke være anderledes

i en vareproducerende økonomi. for forvrængningen skyldes det mest fundamentale i

vareøkonomien: Værdiformen - måden hvorpå værdien kan fremtræde. Under vareproduktion

kan det abstrakte, samfundsmæssige (værdien, bytteværdien) kun fremtræde gennem det

konkrete, tingslige (brugsværdien). Og på samme måde kan de abstrakte, samfundsmæssige

aspekter ved arbejdsprodukterne kun fremtræde som konkrete aspekter ved disse

arbejdsprodukter (deres værdi og deres værdistørrelse).

Varernes værdi - den store åbenbaring

Hvis læseren på nuværende tidspunkt føler sig nogenlunde tryg ved Marx' formuleringer, kan

man finde en opsummering af ovenstående indsigter i det følgende citat. Ellers spring det over.

Eller nyd det som udtryk for Marx' unikke ulæselighed. "Mystikken ved varen udspringer altså af,

at privatarbejderens [: -produktionernes] samfundsmæssige bestemmelser for privatproducenterne

fremtræder som samfundsmæssige naturbestemtheder ved arbejdsprodukterne, at personernes samfundsmæssige

produktionsforhold fremtræder som tingenes samfundsmæssige forhold til hinanden og til personerne.

41

Privatarbejdernes [: -producenternes] forhold til det samfundsmæssige totalarbejde genstandsgøres i

forhold til dem og eksisterer derfor for dem i form af genstande."50

For Marx er vi her ved selve roden til vareproduktionens forbandelse. Vareøkonomien

indebærer og indeholder en fundamental, kvalitativ ligestilling mellem alle producenter og en

uundgåelig samfundsmæssig relation mellem samme producenter. Men disse bestemmelser

skjuler sig. De klæber i stedet til varerne som tilsyneladende egenskaber ved vare-genstandene i

sig selv. Den kvalitative lighed og den uundgåelig gensidighed opfattes som tilhørende varerne.

Og fremtræder som deres værdi.

Varerne opfattes og opleves som havende en værdi, der tilhører dem som fysiske

genstande. Men - og her kommer en af de helt store åbenbaringer - varen som ting i sig selv har

ingen værdi (brugsværdi har den selvfølgelig i Marx' optik - men ingen (bytte)værdi). Ligegyldigt

hvor nøje og grundigt en vare undersøges vil det ikke være muligt at finde 'værdien'. Den findes

ikke i varen. Tilhører ikke varen. Det er udelukkende den samfundsmæssige relation mellem

producenterne, der kommer til udtryk i (bytte)værdien. Og det er udelukkende det

samfundsmæssige arbejde, der har værdi. Varen (i sig selv) har ingen (bytte)værdi. Varen har

ingen værdi. Det er næsten for oprørende en påstand til at kunne forstå, i hvor høj grad det er i

modstrid med den almindelige opfattelse. Heldigvis bliver der god tid til at lade de

omfangslogiske konsekvenser af indsigten indfinde sig. For det er faktisk implikationerne af

denne forståelse, der fylder hovedparten af resten af specialet!

Men først er det nødvendigt endnu en gang at vende blikket mod det store dynamiske

perspektiv i den marxske teori for at se, hvor langt det er muligt at komme i den retning med

indsigterne hentet fra analysen af værdiformen.

Marx' indirekte anerkendelse af kapitalismen

Marx' forståelse af værdiformen rummer hans dybeste kritik af vareøkonomien, men samtidig

bliver nuancerne i Marx' opfattelse af kapitalismen også synlige her, når der ses endnu nærmere

efter. For vareproduktionen indeholder åbenbart en fundamental kvalitativ lighed mellem alt

arbejde og en samfundsmæssig gensidighed mellem alle producenter. Og begge dele er helt i tråd

med Marx' socialistiske sympatier. Så for Marx er det slet ikke problemet. Problemet er, at

ligheden og gensidigheden producenterne imellem slet ikke fremtræder for de involverede. Men

hvis Marx kunne gennemskue det, og det kan læses i dette speciale, så er det vel ikke teoretisk

umuligt, at alle skulle kunne bringes til at have samme indsigt. Marx var faktisk ganske

interesseret i dette spørgsmål om, hvad der kunne kaldes 'den borgerlige utopi' eller mere dristigt

for 'pengenes utopi'. Forklaring følger. 50 Vareanalysen, s. 67.

42

Pengenes utopi

Det står på nuværende tidspunkt klart, at penge er bytteværdiens umiddelbare faktisk-fysiske

udtryk. Og at bytteværdien indebærer, at alle varer er produceret kvalitativt ligestillet og handles

kvalitativt ligestillet. Og den indebærer dermed netop også de forhold at vareproducenterne står i

et kvalitativt ligestillet og gensidigt samfundsmæssigt forhold. Pengene er altså det faktisk-fysiske

udtryk for det faktum, at den vareproducerende økonomi er et system baseret på kvalitativ lighed

og gensidighed.

Penge som frihed og lighed

Med mindre præcise ord et pengene et udtryk for, at kapitalismen er et sammenhængende hele.

Pengene er det det fysisk-faktiske udtryk for samfundet. For pengene har kun værdi inden for

samfundet. Med penge bliver alle betalt for deres bidrag til samfundet. Og med disse penge kan

de nyde frugterne af alle andres bidrag. Yderligere er bytteværdien i pengene blevet frisat fra dens

tilknytning til en specifik fysisk vare. Den kan i pengeformen finde sit udtryk i alle varer. Penge er

den levende borgerlige utopi - virkeliggørelsen af lighed og frihed.

Og ja, det er faktisk netop Marx' opfattelse! "Når denne økonomiske form - byttet - altså i

alle henseender sætter subjekternes lighed, så er det - mere individuelle såvel som tingslige -

indhold, stof, der leder til byttet: friheden. Lighed og frihed er altså ikke blot respekteret i det bytte,

der beror på bytteværdier, men byttet af bytteværdier er den produktive, reale basis for al lighed og

frihed."51 Det var en overraskelse!

Men Marx stopper selvfølgelig ikke med den konstatering: "På den anden side viser det lige

så klart fjolletheden hos de socialister (navnlig de franske, der vil påvise socialismen som

realiseringen af de af den franske revolutions udtalte ideer om det borgerlige samfund), der

demonstrerer, at byttet, bytteværdien, etc. oprindeligt (i tiden) eller ifølge deres begreb (i deres

adækvate form) er et system af alles frihed og lighed, men er blevet forfalsket af pengene,

kapitalen etc."52 "De skal svares: at bytteværdien eller rettere pengesystemet faktisk er lighedens

og frihedens system, og at det, der træder dem forstyrrende i møde i systemets senere udvikling,

er systemets immanente forstyrrelser, [at det] netop [er] virkeliggørelsen af lighed og frihed, der viser

sig som ulighed og ufrihed. Det er et lige så fromt som dumt ønske, at bytteværdien ikke ville

udvikle sig til kapital, eller at det arbejde, der producerer bytteværdier, ikke ville udvikle sig til

lønarbejde."53

51 Marx: Grundrids, s. 145-146. 52 Grundrids, s. 149. 53 Grundrids, s. 149.

43

Marx var altid i indædt kamp med andre socialistiske teoretikere. Og ovenstående citater

gør det nemt at forstå hvorfor. Marx fastslår simpelthen, at 'pengesystemet er et lighedens og

frihedens system'. Det er ikke ligefrem et udsagn, man normalt ville forbinde med Marx i den

forståelse af ham, der er den fremherskende. Men, og det er et meget stort 'men', bytteværdien

standser ikke ved sit udtryk i pengene. Bytteværdien, pengene, vil nødvendigvis udvikle sig til

kapital. Og i kapitalen slår systemet ifølge Marx over i 'ulighed og ufrihed' (ulighed i forhold til,

hvem der ejer kapitalen - og ufrihed for dem, der må arbejde for kapitalen). Det er her, det

overordnede, dynamiske element i Marx kritik af kapitalismen igen kommer til udtryk. Og det

sætter nogle rammer for forestillingen om pengenes utopi.

Værdiens selvstændighed

Marx havde i værdiformen fundet frem til, at i en vareøkonomi kunne den abstrakte,

samfundsmæssige værdi kun komme til udtryk i noget konkret. I første omgang i en anden vares

fysiske væren - dens brugsværdi. Den fremtrædelsesform er helt besynderlig, fordi den nærmest

er det absolut modsatte af det abstrakt samfundsmæssige. Og helt i tråd med Marx' helgelsk-

dialektiske forståelse finder (bytte)værdien fremtrædelsesformer, der er mere i overensstemmelse

med dens egenskaber. I første omgang som penge.

Som penge er værdien meget bedre i overensstemmelse sig selv. Det gælder selvfølgelig

meget mere i dag, hvor penge er blevet noget næsten helt abstrakt og globalt, mens pengeformen

stadig var meget begrænset på Marx' tid, hvor penge stadig var et udtryk for de konkrete varer

guld og sølv. Men selvom pengene tilsyneladende - og især i deres moderne form - løser

modsigelsen mellem brugsværdi og bytteværdi i varebyttet, så mente Marx, at der stadig var noget

helt galt.

For samtidig med i form at nærme sig indhold har bytteværdien, der jo faktisk blot er

udtryk for samfundsmæssige relationer, i pengene fået en faktisk-fysisk løsrevet eksistens. I

pengene har de samfundsmæssige relationer pludselig fået et selvstændigt liv. De findes som en

ting i verden og spiller en afgørende rolle i den verden. Spejlbilledet af de samfundsmæssige

relationer er blevet levende og har fået sit eget liv. Og spejlbilledet står som en selvstændig magt

overfor netop det, som det er et billede af.

Det er essensen af Marx' overordnede kritik af de dynamiske kræfter i kapitalismen.

Spejlbilledet af de samfundsmæssige relationer bliver en magt, som står over de selv samme

relationer - uforståelig og uregerlig. Det er det, Marx mener, når han skriver, at det er

'virkeliggørelsen af lighed og frihed, der viser sig som ulighed og ufrihed'. Det kan godt gælde for

penge, men for Marx træder det uigendriveligt frem i bytteværdiens mere udviklede

fremtrædelsesform: kapitalen. Kapital er, med et meget meget simpelt udtryk, penge, der bliver til

44

flere penge. Og for Marx kan denne værdiforøgelse kun finde sted via en udbytning af

lønarbejdet. Dette speciale er ikke stedet til en redegørelse for de åbenlyse fejl i Marx'

merværditeori. Men et kort historisk overblik kan give nogle vigtige konklusioner omkring denne

del af Marx' teori.

Marx formodede, at kapitalens udbytning af lønarbejdet ville føre til gradvis forarmelse af

arbejderklassen, og at kapitalismen ville drive sig selv ud i stadig større kriser. Begge disse

formodninger har vist sig helt fejlagtige. I de lande, hvor den frie markedsøkonomi er blevet

omfavnet, er arbejderklassen i årenes løb blevet belønnet med stadig større rigdom og overflod.

Og selvom kapitalismen stadig oplever kriser, er det er intet, der tyder på, at disse bliver hverken

flere eller mere voldsomme. På det område synes det værste at være overstået i første halvdel af

det tyvende århundrede.

Så Marx' formodning om kapitalismens stadig større elendighed er (med forbehold for

fremtiden, selvfølgelig) blevet uigenkaldeligt modbevist. Denne tese kan dog heller ikke finde

støtte i Marx' økonomikritik. Økonomikritikken kan kun fastslå, at bytteværdien kommer til

udtryk som kapital, og at kapitalen står som en selvstændig magt over for det samfund, hvis

relationer den er et billede af. Og her har Marx ret. For at høste gevinsterne ved kapitalismen skal

de arbejdende acceptere systemet og de krav og restriktioner og den disciplinering, det indebærer.

Kapitalen står som en upersonlig og i høj grad ukontrollerbar magt, der i høj grad dikterer,

hvad der er muligt og umuligt på samfundsmæssigt niveau. Og det selvom den i udgangspunktet

blot er udtryk for de samfundsmæssige produktionsrelationer. Kapitalen er en vældig

rationaliserende kraft, og belønningen for at underlægge sig54 er en historisk helt uhørt materiel

overflod for et hidtil uhørt stort antal mennesker. Der er intet, der tyder på, at en tilpas politisk

styret og reguleret kapitalisme ikke er den absolut mest effektive metode til at skabe generel

materiel rigdom.

For Marx ville det ikke ændre på den principielle kritik: Det er spejlbilledet af vores egne

relationer, der har taget magten over os. Vi vælger ikke med vores bevidsthed, men følger en

magt, som vi selv har sat i verden uden at vide det. Marx skriver om "den utopisme, det er, ikke

at begribe den nødvendige forskel mellem det borgerlig samfunds reale og ideale udformning og

derfor igen at ville give sig i lag med den overflødige geschæft at ville realisere selve det ideelle

udtryk, da dette faktisk kun er denne realitets lysbillede."55 For Marx var der en 'nødvendig'

forskel på realitet og det ideale. Og det er måske nok rigtigt.

54 Det skal bemærkes, at det er et ret unikt træk ved kapitalismen, at rationaliseringen i høj grad indskrænker sig til arbejdslivet, og i hvert fald efterlader de fleste med en følelse af frihed i fritiden. 55 Marx: Grundrids, s. 149.

45

Men den historiske udvikling har alligevel været, at kapitalismen på mange områder har

nærmet sig det ideale billede med frihed og lighed for alle. Pengenes udvikling giver et bevis for

denne udvikling. Pengene er i dag nærmere deres realisering som løsgjort samfundsmæssig værdi

end nogensinde. Og det kan kun være muligt, fordi friheden og lighedens system er så virkeligt,

så fasttømret og stærkt, at pengene kan aflægge deres fysiske ham, uden at tilliden til dem

svækkes.

Perspektiverne på disse betragtninger er utallige. Og her er der ikke plads til andet en kort

afrunding. Ja, (bytte)værdien er blevet en enorm og meget svært kontrollerbar selvstændig magt.

Nej, det har ikke været en katastrofe, men ført til historisk uhørte grader af frihed og lighed og en

overflod af brugsværdier. Kapitalen har tilsyneladende ført os ned ad den bane, som de fleste

ønsker.

Der er dog også store konkrete problemer. Kapitalen tager ikke af sig selv hensyn til natur

og miljø. Og mange føler, at grænsen for menneskelig rationalisering er nået eller for længst

overskredet. Alligevel synes der ikke at være anden vej frem end yderligere rationalisering, for

kapitalismen som system fungerer kun under stadig vækst. Men kapitalismen har allerede

overvundet mange problemer. Den viser tegn på at kunne rumme natur- og miljøhensyn. Og

humanistiske værdier er så dybt rodfæstede i udviklede kapitalistiske økonomier, at der

umiddelbart ingen grund er til at tro, at rationaliseringens menneskelige grænser ikke skulle kunne

inkluderes i disse værdier. Om ikke andet så når de viser sig som en fare for kapitalismen selv.

Broderskabet

Fra den vellykkede kapitalisme og den vellykkede borgerlighed er der dog et stykke vej til den

oplyste borgerlighed, den borgerlige utopi. Denne rummede jo ud over frihed og lighed også

broderskab. Men Marx mener faktisk, at også denne dyd ligger i vareøkonomien. I varebyttet

gælder det ifølge Marx, at "den anden anerkendes og forstås også som en, der ligeledes

virkeliggør sin egenkærlige interesse, således at begge ved, at den fælles interesse netop kun består

i dobbeltsidigheden, mangesidigheden og selvstændiggørelsen i de forskellige henseender af byttet

mellem egenkærlige interesser. Almeninteressen er netop de egenkærlige interesseres

almenhed."56

Almeninteressen ('broderskabet') er altså en underforstået del af varebyttet og således af

vareøkonomien. Men i modsætning til ligheden og friheden, der faktisk realiserer sig byttet, så

forbliver almeninteressen et bagvedliggende element, som sådan set ikke behøves og faktisk står i

modstrid til den egeninteresse ('enkeltinteresse'), der er drivkraften i kapitalismen. Følg Marx i

følgende fornøjelige udredning af disse forhold: 56 Grundrids, s. 145-146.

46

"Men dette er ikke alt: individ A tjener individ B's behov formedelst varen a, men kun for

så vidt som og fordi individ B tjener individ A's behov formedelst varen b, og vice versa. Enhver

tjener den anden for at tjene sig selv; enhver af dem betjener sig gensidigt af den anden som sit

middel. Begge [forhold] er nu forhånden i begge individers bevidsthed: 1) at ethvert [individ] kun

når sig mål, for så vidt det tjener det andet som middel; 2) at ethvert bliver middel for det andet

(væren for det andet) som formål i sig selv (væren for sig); 3) at den gensidighed, hvorefter

ethvert på én gang er middel og formål og vel at mærke kun når sit formål, for så vidt det

[individet] bliver middel, og kun bliver middel, for så vidt det [individet] sætter sig som et formål i

sig, at enhver altså sætter som for væren for det andet [individ], for så vidt han ["enhver"] [er]

væren for sig, og [sætter] den anden som væren for sig [dvs. for førstnævnte "enhver"], for så vidt

denne anden er væren for sig [selv] - at denne gensidighed er et nødvendigt faktum, forudsat som

en naturlig betingelse for byttet, men [at] den som sådan er ligegyldig for ethvert af byttets to

subjekter, og [at] denne gensidighed kun har interesse for ham, for så vidt den tilfredsstiller hans

interesse som en interesse, der udelukker, ikke står i relation til den andens interesse. Det vil sige,

[at] den fælles interesse, der fremtræder som motiv for totalakten, rigtignok anerkendes som et

faktum fra begge sider, men som sådant er det ikke motiv, men foregår så at sige kun bag om

ryggen på de i sig selv reflekterede særinteresser, bag om ryggen på den enkeltes interesse i

modsætning til den andens interesse. I denne sidste henseende kan individet højst endnu have

den trøstende bevidsthed, at tilfredsstillelsen af dets modsætningsfulde enkeltinteresse netop er

virkeliggørelsen af den ophævede modsætning, virkeliggørelsen af den samfundsmæssige

almeninteresse."57

Så forståelsen af broderskabet eller almeninteressen ligger altså i forståelsen af, at enhver er

helt afhængig af de andre. Som Marx skriver, er det et problem, at det selvom almeninteressen er

nødvendig, så er den ikke et direkte motiv for at handle. Den er derfor ikke nødvendig at indse

eller fastholde - den virker under alle omstændigheder. Det er også kun muligt at tjene

almeninteressen ved at tjene sin egeninteresse. Det er værdiformens forvrængning og

broderskabets eller 'almeninteressens' indirekte og modsigelsesfulde form i vareøkonomien, der

gør, at pengenes utopi forbliver uvirkeliggjort.

Alligevel er det svært at se, at der skulle være noget til hinder for, at den kunne realiseres i

en oplyst borgerlighed. Det synes ikke umuligt, at alle skulle kunne lære at se, at de indgår i et

samfundsmæssigt fællesskab og er helt afhængig af andres indsats. Og at penge netop er

manifestationen af denne samfundsmæssighed og det fællesskab. At indse, at den enkelte kun

lever og overlever i kraft af det samfundsmæssige fællesskab, og derved anerkende og glædes ved

57 Grundrids, s. 145.

47

det bidrag, som alle andre yder. At kunne se på penge med nøgternhed, ydmyghed og respekt

som et fysisk udtryk for det samfundsmæssige fællesskab. Og således en virkeliggørelse af den

borgerlige utopi: Frihed, lighed og broderskab - og overflod til alle.

Måske Marx i dag, hvor socialismens utopi er forduftet, faktisk kan bruges som grundlag

for en realisering af det borgerlige samfunds idealbillede! Fordi Marx netop så og insisterede på at

se alt det fundamentalt positive i kapitalismen. Han nedvurderede det efterfølgende, fordi han

forestillede sig, at disse elementer kunne realiseres meget mindre modsætningsfuldt i en

kommunistisk økonomi. I dag hvor den mulighed ikke længere på nogen tænkelig måde synes

brugbar, og hvor kapitalismen har vist sig ikke nødvendigvis at blive det monster, som Marx

mente, den var, er det måske tid til en politisk omvending af Marx.

De to spor i den marxske analyse

Her på nippet til at erklære Marx for kapitalismens hemmelige profet er det dog nødvendigt at

vende tilbage til analysen af værdiformen. Marx fandt her frem til, at bestemmelserne i de

samfundsmæssige relationer klæbede til varerne som objekter i stedet for at fremtræde klart for

de involverede. Den indsigt er nu blevet fulgt hele vejen gennem pengenes utopi til de teoretiske

muligheder for realisering af kapitalismens idealbillede.

Men det var faktisk en vej væk fra det egentlige emne i specialet. For der er hele tiden to

spor i Marx' kritik: Det overordnede, dynamiske - og det individuelle og bevidsthedsmæssige. Og

selv i dag hvor kapitalismen fremtræder i sin mest charmerende og triumferende form, er der

noget afgørende at hente hos Marx. Selv hvis den overordnede kritik af kapitalismen opgives eller

blødes op, er det i analysen af det bevidsthedsmæssige, at det egentlige og hidtil godt skjulte

kritiske potentiale i den marxske økonomikritik bedst kommer til udtryk. For at varerne bliver

besjælet med de samfundsmæssige relationer, indebærer en hel del mere, end det hidtil er blevet

gjort klart. Og sikkert også en del mere end Marx selv indså!

Opsamling

Af mange og lange og snørklede veje er det skjulte omdrejningspunkt i den marxske

økonomiteori nu blevet blotlagt. I analysen af værdiformen fandt Marx roden til både

kapitalismens dynamiske udvikling og dens mere mystiske fremtrædelser. Mystikken indtræder,

fordi en ikke-fysisk værdi bliver sat i spil, så snart der produceres varer - og denne værdi kun kan

komme til udtryk i noget fysisk. Og værdien kommer så til at fremstå som tilhørende det fysiske.

Varen er mystisk, fordi den tilsyneladende har en værdi, men denne værdi tilhører alene det

samfundsmæssige forhold menneskene imellem.

48

På det overordnede plan giver analysen en unik forståelse af pengenes lange

udviklingshistorie. Den kaster også et helt nyt lys på det forhold, at det økonomiske står over for

samfundet som en selvstændig magt. De samfundsmæssige implikationer af disse indsigter er

blevet undersøgt. Samtidig er det klart, at der også er andre konsekvenser, som relaterer sig til det

enkelte individs virkelighed. Og efter forståelsen af 'det økonomiske' er forståelsen af det

økonomiskes afsmitning på den menneskelige virkelighed det oplagte næste skridt.

49

IV. Fetichisme. Marx og kritikken af vareøkonomien

Indledning

I analysen af værdiformen blev det klart, at de samfundsmæssige bestemmelser mellem

producenterne klæber til de producerede varer, som om det var egenskaber ved dem i sig selv

som objekter. Det blev undersøgt, hvordan dette forhold kom i vejen for en realisering af den

borgerlige utopi. Vareøkonomien har kvalitativ lighed som fundament, og i byttet og pengene lå

også en fundamental frihed. Men disse forhold kom kun til udtryk som forhold mellem ting

(mellem varerne) og i ting (i pengene), og det var en afgørende grund til, at vareøkonomien ikke

automatisk realiserede borgerlighedens ideale udtryk. Men ud over dette samfundsmæssige aspekt

har værdiformens forvrængning også afgørende konsekvenser for den enkelte samfundsborgers

oplevede virkelighed.

Ekskurs

Analysen af fetichismen var oprindeligt en del af kapitlet om 'Marx og bytteværdien', men ville

simpelthen ikke passe ind - og kapitlet truede med at blive uoverskueligt og helt

uforholdsmæssigt stort. Det gik gradvist op for mig, at årsagen var, at det marxske fetich-begreb

faktisk indeholdt en kæmpe mangel - selvom det også bar en meget vigtig og unik indsigt.

Manglen var til gengæld noget af det, som Baudrillard havde fat i, og jeg fik den afgørende

indsigt, at fetichismen var den mest levende vej fra Marx til Baudrillard.

Marx' analyse af varefetichismen er en direkte forlængelse af hans analyse af værdiformen.

Nogle dele kan derfor muligvis virke lidt som repetition af i forvejen repeterede pointer. Men det

er forskydningen af perspektivet, der er den afgørende forskel. Perspektivet er grundlæggende et

andet, fordi varerne nu kommer i selvstædigt fokus - og det er netop dette fokus på varerne, der

leder til Baudrillard. Kapitlet forsøger at formidle og klargøre alle disse mange modstridende ting.

De levende varer

For der er meget mere på spil i det faktum, at varerne bliver tillagt egenskaber, der slet ikke er

deres. Forvrængningen sætter ikke kun nogle problematiske rammer for den samfundsmæssige

interaktion - den bliver et grundlæggende vilkår i den enkeltes oplevede konkrete virkelighed. Det

er dette andet aspekt af værdiformen, der skal trækkes frem nu. Mest tillokkende og inspirerende

gøres det ved at gå tilbage og undersøge, hvordan Marx egentlig udtrykker sin indsigt - rent

sprogligt. Hidtil er den kun blevet betragtet i sin nøgterne form. Men Marx sprogbrug er på dette

område faktisk meget blomstrende, selvom den også forekommer besynderlig og forvirrende.

50

Den marxske sprogpragt

I analysen af varebyttet og værdiformen er det, som om varerne antager selvstændigt liv, og selv

er aktive deltagere i processen. Og som om selve 'værdien' også er en levende medspiller, der selv

ønsker at komme til udtryk ('fremtræde'). Følgende del af analysen af værdiudtrykket '20 alen

lærred = 1 frakke' kan bruges som eksempel: "Brugsværdien frakke bliver kun til

fremtrædelsesform for lærred-værdien, fordi lærredet forholder sig til frakkematerialet som det

abstrakt menneskelige arbejdes umiddelbare materiatur, altså arbejde af samme art som det, der er

genstandsgjort i lærredet selv. Genstanden frakke gælder for lærredet som sanselig, håndgribelig

genstandsagtighed af ensartet menneskeligt arbejde, og dermed som værdi i naturalform. Da

lærredet som værdi er af samme væsen som frakken, bliver naturalformen frakke

fremtrædelsesform for dets egen værdi."58

Højst besynderligt! Det er 'lærredet der forholder sig til frakken' - og 'lærredets værdi

bruger frakken som fremtrædelsesform'. Indtil nu er det i videst muligt omfang forsøgt undgået

at overtage og benytte denne sprogbrug, fordi den forstyrrer og afskrækker og skaber

misforståelser. Men der er faktisk afgørende og vigtige grunde til, at Marx skriver, som han gør.

Desværre er der også en del mindre hensigtsmæssige elementer, der ligger bag en

formulering som den ovenstående. Og et element, det er nødvendigt at kunne sortere fra, er den

kraftige hegelske afsmitning. Det hegelske har altid været et diskussionspunkt i Marx-forståelsen

og kan nemt gøre de fleste helt opgivende. Marx vedstod sig den kraftige formmæssige

inspiration fra Hegel, og uden et vist kendskab til helgelsk tænkning er Marx' formmæssige og

formuleringsmæssige valg uforståelige - ligesom hele den underliggende tankegang kan virke

besynderlig.

Men set i tilbageblik er det meget tvivlsomt, om Marx får brugt den hegelske inspiration

konstruktivt. Det var for en stor del igennem den, at Marx søgte videnskabelighed, men netop

den tunge logisk-dialektiske stil har gjort hans indsigter utilnærmelige for de fleste. Og

videnskabeligheden er der næppe nogen, der imponeres af i dag. Så selvom hegelsk tankegang må

være forudsat i forståelsen af Marx, så gælder det om at holde den direkte indvirkning på det

lavest mulige niveau. For indholdet kan sagtens bære at blive sat formmæssigt fri af Hegel. For

mens formen er skyld i ulæseligheden i ovenstående citat, så har den faktisk ikke noget at gøre

med årsagen til de levende varer. De besjælede ting kan sagtens begribes uden Hegel.

Sproget som spejling

Marx har en helt klar pointe med de besjælede varer. Han ønsker med sine formuleringer at

eksemplificere sin indsigt - at formuleringerne skal være eksempler på den indsigt, de forsøger at 58 Marx: Vareanalysen, s. 46.

51

viderebringe. Og han er faktisk helt åbenlyst reflekteret omkring, hvad han gør og hvorfor: "Når

jeg siger, at frakke, støvle osv. forholder sig til lærred59, som abstrakt menneskeligt arbejdes

almene materiatur, så springer det forrykte i dette udtryk i øjnene. Men når producenterne af

frakke, støvle osv. relaterer disse varer til lærredet som almen ækvivalent, fremtræder det

samfundsmæssige forhold mellem deres privatarbejder for dem nøjagtigt i denne forrykte form."60

Marx kalder selv sin sprogbrug forrykt, men han vælger den, fordi den netop skal beskrive

noget forrykt. Og det forrykte er, at værdien, som er et forhold mellem mennesker, i værdiformen

('værdiudtryksmåden') bliver til et forhold mellem levendegjorte ting. Så med sin sprogbrug

ønsker Marx at illustrerer, hvordan forholdet mellem mennesker tager form under kapitalismen.

"Det er blot det bestemte samfundsmæssige forhold mellem menneskene selv, som her for dem antager

den fantasmagoriske form af et forhold mellem ting."61

Problemstillingen er selvfølgelig den samme, som gjorde det samfundsmæssige

uigennemskueligt i vareøkonomien, men perspektivet er et andet her. Det handler ikke om

samfundet, og på sin vis heller ikke om den økonomiske værdi - i hvert fald ikke i den form, hvor

den har direkte økonomisk betydning. Det handler om tingene som varer og det liv, de får, når de

samfundsmæssige menneskelige relationer kun kan fremtræde via dem. Når varerne bliver

levende, forvandles vareverdenen til et teater, der gentager og gennemspiller de dramaer, der

finder sted i det menneskelige.

Vareverdenens fetichisme

For Marx er varerne i sig selv blot brugsværdien. Men fordi de spejler de menneskelige relationer,

bliver de ikke bare opfattet som sådanne, men kommer til at antage et selvstændigt liv. "I

forholdet vare til vare, f.eks. støvle til støvleknægt, har man set, at støvleknægtens brugsværdi,

altså nytten af dens virkelige tingslige egenskaber er aldeles ligegyldigt for støvlen. Kun som

fremtrædelsesform for sin egen værdi er støvleknægten interesseret i støvlevaren. Hvis varerne

altså kunne tale, så ville de sige: vor brugsværdi kan måske interessere menneskene. Den

tilkommer os ikke som ting. Hvad der imidlertid tilkommer os som ting, er vor værdi. Vort eget

samkvem som vareting beviser det. Vi forholder os kun til hinanden som bytteværdi."62

Det lyder vanvittigt, men Marx har her fat i den lange ende. Værdien kan kun komme til

udtryk i bytteværdi, men bytteværdien kan kunne komme til udtryk i brugsværdi. Alligevel er det

bytteværdien, der dikterer udvekslingen af varerne, og det er derfor samtidigt i udvekslingen

nødvendigt at abstrahere fra brugsværdien. "For at kunne relatere produkterne til hinanden som 59 Forholdet er her vendt om i forhold til ovenstående citat, men det betyder intet for indholdet. 60 Marx: Vareanalysen, s. 66. 61 Vareanalysen, s. 93. 62 Vareanalysen, s. 70.

52

varer, er menneskene tvunget til at sætte deres forskellige arbejder lig med abstrakt menneskeligt

arbejde. De ved det ikke, men de gør det, idet de reducerer den materielle ting til abstraktionen

værdi."63 Og jo mere gentaget og indgroet den abstraktion bliver, jo mere oplagt bliver det at

fuldende kortslutningen og betragte bytteværdien som det egentlige ved varen.

Men værdien og bytteværdien tilhører ikke genstanden, selvom den netop udtrykker sig i

denne genstand. Værdien og bytteværdien udtrykker et samfundsmæssigt forhold mellem

mennesker. Dette forhold kan under vareproduktionen nødvendigvis kun udtrykke sig gennem

genstandene, og hvis denne sammenhæng ikke er blevet gennemskuet, vil det være nærmest

umuligt at undgå, at værdien og bytteværdien bliver opfattet som en egenskab, der ikke kun

tilhører genstanden som vare, men genstanden som fysisk objekt.

Om dette fænomen skriver Marx: "For derfor at finde en analogi, må vi flygte ind i den

religiøse verdens tågede regioner. Her fremtræder produkterne af den menneskelige hjerne som selvstændige

væsner, der er begavet med eget liv, og som står i forhold til hinanden indbyrdes og til

menneskene. På samme måde forholder det sig i vareverdenen med produkterne af den menneskelige

hånd. Dette kalder jeg den fetichisme, som klæber ved arbejdsprodukterne, når de produceres som

varer, og som således er uadskillelig fra vareproduktionen."64

I vareverdenen gælder det altså, at 'produkterne af den menneskelige hånd fremtræder som

selvstændige væsner, der er begavet med eget liv, og står i forhold til hinanden indbyrdes og til

menneskene.' En fetich er en genstand, der tillægges magisk kraft, og derfor dyrkes religiøst, og

det er således et stærkt begreb, Marx vælger til sin beskrivelse. Tilsyneladende henviser han med

ordet blot til det forhold, at vareverdenen bliver en tingslig og uigennemskuelig

fremtrædelsesform for de samfundsmæssige relationer. Men at han netop vælger ordet fetich kan

næsten ikke opfattes som andet end en profetisk forudanelse om den nærmest religiøse dyrkelse

af varer, som senere tider har oplevet. Under alle omstændigheder er det en afgørende tanke, som

vil dukke op med fornyet styrke ved undersøgelsen af Baudrillards teorier.

Fetichisme er det forhold, at genstande tillægges egenskaber, som ikke er deres egne, men

hører til hos de mennesker, der tillægger dem til genstandene. Den fetichisme, som Marx

opdagede, er, at de samfundsmæssige former, som værdien iklæder tingene i dens forskellige

fremtrædelser, kommer til at klæbe til tingene som deres naturlige egenskaber. At en ting, fordi

den har en bytteværdi, bliver opfattet som havende en iboende værdi. Overordnet bliver

opfattelsen, at værdi(en) er noget, der tilhører tingene i stedet for noget, der tilhører den

samfundsmæssige relation. Og at tingene i sig selv har en anden værdi end deres brugsværdi - at

63 Vareanalysen, s. 65. 64 Vareanalysen, s. 93.

53

tingen for samfundsmennesket fremtræder, som om den har en værdi, selvom den for samme

menneske er ubrugelig.

Fetichismens empiriske virkelighed

Alle tanker om fetichisme kunne selvfølgelig umiddelbart affejes som blotte teoretiske

konstruktioner, der intet har at gøre med den økonomiske virkelighed. Men der findes faktisk et

fænomen, der er et næsten ubestrideligt bevis på vareverdenens fetichisme. Det er et

tilsyneladende ubetydeligt fænomen, der er så almindeligt og udbredt, at ingen tilsyneladende

tænker nærmere over det. Men det er mere end en eftertanke værd. For det ikke alene beviser

varernes fetichkarakter - det strider også mod hele den gængse økonomiske forbrugerteori.

Det handler om fænomenet 'før-priser'. Det er helt gængs praksis at reklamere med disse,

og der er fra de detailhandlendes side slet ingen tvivl om deres effekt. Enhver reklametryksag er

da også fyldt med før-priser. Den store effekt gør det selvfølgeligt tillokkende for forretninger at

snyde, og forbrugere, der bliver udsat for sådan svindel, føler en så stor forargelse og

uretfærdighed, at der faktisk findes lovgivning imod det. Der er altså tale om et helt konkret og

aldeles virkeligt økonomisk fænomen. Og alligevel findes der ingen forklaring i den almindelige

forbrugerteori. Ifølge denne skulle før-prisen ingen som helst rolle kunne spille ved

forbrugsvalget, der kun handler om de faktiske priser og marginalnytten.

Men virkeligheden beviser, at de penge, der opleves som værende sparet, har stor

betydning - at de i en eller anden forstand bliver opfattet som virkelige. Og det er fetichisme. For

forskellen mellem før- og nu-priser har jo intet at gøre med varens fysiske beskaffenhed. Det er

altså en værdi, der ikke tilhører varen som fysisk genstand, men som alligevel netop bliver tillagt

den. Det er svært, at opfatte dette fænomen som andet end et bevis på varefetichismens

virkelighed. Og altså endnu en illustration af, at Marx' abstrakte teoretiske begreber faktisk har en

tendens til at materialisere sig fysisk-faktisk, sådan som han mente, de måtte gøre.

Forståelsen er dog ikke givet med begrebet fetichisme alene. For fetichismen er en

konsekvens og refleksion af værdiformen, og det således i værdiformens begrebsramme, at dette

eksempel fra den konkrete samfundsmæssige virkelighed bedst forstås. Og før-pris-fetichismen

viser, at prisen bliver opfattet som værende udtryk for en faktisk værdi, der tilhører varen.

Det skyldes selvfølgelig, at prisen netop ikke bare er en pris, men bliver opfattet som

udtryk for bytteværdien i varen, der yderligere antages at repræsentere en slags indre værdi i

varen. Kun sådan giver det mening, at tillokkelsen til at anskaffe varen i høj grad er påvirket af,

hvor meget der opfattes som værende sparet. Det må betyde, at før-prisen fortolkes som

54

angivende varens egentlige værdi, og at nu-prisen således er en mulighed for at erhverve denne

værdi 'billigt'. Og jo billigere værdien opfattes at kunne fås, jo mere tillokkende er det.

Før-pris-fetichismen følger altså direkte af analysen af værdiformen. Den fysiske

brugsgenstand fungerer som fremtrædelsesform for bytteværdien. Og konsekvensen er, at

bytteværdien, der udtrykker en samfundsmæssig relation mellem producenterne, ender med at

være knyttet til brugsgenstanden, som om den var en egenskab ved denne.

Fetichismens omfangslogiske status

Marx var ganske grundig i sin analyse af fetichismen. Han mente eksempelvis, at det var muligt at

differentiere graden af fetichisme inden for værdiformen. Med Marx' ord: "Denne fetichkarakter

træder mere slående frem i ækvivalentformen end i den relative værdiform."65

For at forstå denne indsigt er det nødvendigt at genkalde de abstrakte bestemmelser i

værdiformen. Den relative værdiform var den 'målte' position i varebyttet, mens

ækvivalentformen var den 'målende' position. Og forskellen i fetichismen styrke skyldes, at i den

relative værdiform bliver bytteværdien formidlet gennem en anden vare. Den 'målte' vare får sin

bytteværdi målt, men bytteværdien bliver netop målt via en vare, der er forskellig fra den selv.

Med Marx' ord: "I denne værdiform [den relative værdiform] bliver varens værdi udtrykt som

noget, der er aldeles forskelligt fra varens egen sanselige eksistens."66 For en vare i relativ værdiform

er det derfor nemmere at indse, at bytteværdien ikke tilhører den som fysisk genstand, fordi den

netop kun kan komme til udtryk i noget, der er forskelligt fra den selv.

Omvendt med ækvivalentformen. For at være ækvivalent betyder, at varens fysiske form er

umiddelbart udvekslelig med en anden eller flere andre eller alle andre vare (det sidste gælder

pengeformen, den almene ækvivalent). For varen i ækvivalentform er netop den fysiske genstand

fremtrædelsesform for det samfundsmæssige forhold - værdien. Værdien bliver således ikke

udtrykt i noget andet, men smelter sammen med den fysiske form.

Heri ligger en nøgle til forståelse af pengenes enorme tiltrækning og magi. Marx skriver:

"Men blot fordi ækvivalentformen i værdiudtrykket for varen A naturligt tilkommer varen B, synes

den også uden for dette forhold af naturen at tilhøre sidstnævnte. Heraf [udspringer] f.eks. det

gådefulde ved guldet, som ved siden af dets øvrige naturegenskaber [...] også af naturen synes at

besidde ækvivalentformen eller den samfundsmæssige kvalitet at være umiddelbart udveksleligt med

andre varer."67

65 Vareanalysen, s. 93. 66 Vareanalysen, s. 93, 67 Vareanalysen, s. 95.

55

Det er umiddelbart helt korrekt, og det er forbløffende at tænke på, hvor stærk guld-

fetichismen egentlig er. Selv i dag, hvor penge ingen officielle bånd har til ædelmetal og gradvist

bliver elektroniske, besidder varen guld en speciel rolle, der udelukkende tilkommer den som

følge af denne gamle fetichkarakter. Guld opfattes stadig på et eller andet niveau som 'sande

penge' eller 'sand værdi'. Der er jo i virkeligheden intet, der principielt adskiller varen guld fra en

hvilken som helst anden vare. Men guldets specielle penge-fetichkarakter klæber til det den dag i

dag.

Svagheden i den konkrete forståelse af penge-fetichismen

På trods af dette skarpsyn og den store sandhedsværdi er Marx' formulering af

ækvivalentformens (og deraf pengeformens) fetichisme faktisk problematisk. Det er en meget

nøgtern konstatering, der handler specifikt om den konkrete pengevares (gulds) fetichkarakter,

hvor det i stedet kunne og burde handle om selve pengeformens fetichkarakter. Marx får hverken

skærpet indsigten maksimalt eller bredt den ud i sit fulde omfang. Det er yderst sjældent at fange

Marx i den slags synder, da han normalt strækker sine indsigter til det yderste og ofte længere.

Men han har selvfølgelig været begrænset af, at penge på hans tid stadig var nærmest synonym

med guld. Faktisk ender formuleringen med at afsløre en svaghed i Marx' fetichisme-forståelse.

For efterhånden som penge mere og mere nærmer sig en helt immateriel form, indtræder

en modsigelse i den marxske forståelse af ækvivalentformens 'mere slående' fetichisme. For

pengenes immaterialitet betyder jo, at der ikke længere er noget faktisk materielt, som kan

tillægges pengenes værdiegenskab og sløre deres samfundsmæssighed.

Selvom metalpenge stadig på skrømt giver sig ud for at være lavet af ædelmetal, så er der

vel ingen, der tillægger papir en særlig værdi, blot fordi mange penge og især de mest værdifulde

har været lavet af netop dette materiale. I marxsk forstand burde pengenes fetichkarakter blive

opløst, efterhånden som de fremtræder som det, de er - ren samfundsmæssig værdi. Men det

gælder jo samtidig i følge Marx, at fetichkarakteren er 'mere slående i ækvivalentformen' - og

pengene er stadig den almene ækvivalent.

Og der er heller intet, som tyder på, at penge i dag, hvor fysiske penge er et sted mellem at

være en kun rent symbolsk undskyldning og blive afskaffet, er ved at miste deres unikke

fetichkarakter. Penge bliver stadig opfattet som havende en egentlig værdi (i sig selv). Deres værdi

er kun udtryk for et fasttømret samfundsmæssigt forhold, men forholdet er så fasttømret, at selv i

deres åbenlyse (immaterielle) form opfattes pengene som havende værdi. Og det har de

selvfølgelig også i praksis - men denne praksis er netop det fasttømrede samfundsmæssige

forhold (uden for dette har penge jo ingen værdi).

56

Fetichkarakteren er således tilsyneladende ikke knyttet entydigt til ækvivalentformens

materielle udtryk, men til selve (ækvivalent)formen. Den almene ækvivalent kan byttes til al anden

værdi. Derfor er det så nærliggende at opfatte den som havende værdi i sig selv, at penge i enhver

tænkelig form tilsyneladende uundgåeligt underlægges den betragtning. Så stærk er pengeformens

effekt på den menneskelige bevidsthed.

Den fetichistiske cirkelslutning

Et andet problem med Marx' beskrivelse af den slående fetichisme i ækvivalentformen er, at det

ikke giver en relevant beskrivelse af hverdagens økonomiske virkelighed. For den almindelige

forbruger bytter jo sjældent vare mod vare (V-V) eller vare mod penge (V-P). Langt de fleste

konkrete transaktioner sker i dag via penge byttet mod varer (P-V). Men i et sådant bytte bliver

varen (den faktiske brugsværdi) til ækvivalent for pengene!

Varen fungerer som en bekræftelse af værdien i pengene. Varens fysiske form68 skal kunne

indeholde den værdi, der allerede på fetichistisk vis tillægges pengene - varens fysiske form må

opleves som besiddende den værdi, som pengene bliver oplevet som havende. I den grad

pengenes fetichisme ikke er gennemskuet, må den nødvendigvis blive overført til varen i byttet.

Pengenes fetichkarakter smitter af på alle (andre) varer.

Processen er en salgs cirkelslutning. En dobbelt- eller selvforstærkende fetichisme. Pengene

er den almene ækvivalent og som sådan allerede underlagt en stærk fetichisme. De fungerer og

betragtes som 'værdi i sig selv', men er i deres fysiske form værdiløse. Så når penge byttes mod

faktiske varer med brugsværdi forstærkes fetichismen, fordi varen bliver ækvivalenten, der

bekræfter værdien i pengene. Eftersom pengene er underlagt en stærk fetichisme, må varen

underlægges en endnu stærkere fetichisme, når dens fysiske form skal kunne rumme værdien af

noget, der i sin fysiske form ingen værdi har.

Givet denne forståelse er det tydeligvis svært at sætte grænser for fetichismen. Den

omfatter i teorien alle varer og kan potentielt sive ud i alle afkroge af samfundet. Alt, hvad der

købes for penge, kan smittes, ja bliver i en forstand nødvendigvis smittet, med fetichisme. Men

dermed er langt fra sagt, at fetichisme er det eneste aspekt i menneskets forhold til varer.

Det er et aspekt, som ved nærmere eftersyn næsten altid er til stede i en eller anden grad.

En vares pris bliver næsten altid i et eller andet omfang opfattet som en værdi, der hører til varen

i sig selv. Tankegangen gennemsyrer vores forhold til varer. Men den er ikke det eneste og

altdominerende aspekt. Og selvom fetichismen er en direkte følge af vareøkonomien og

68 I forhold til tjenesteydelser og lignende ikke-fysiske varer gælder samme princip, men fetichismen kan her ikke knytte sig til et fysisk objekt, og den er derfor mindre konkret.

57

værdiformen, så er det i hvert fald i teorien muligt at tænke sig ud af den. At det dog ikke bare er

så nemt vil blive tydeligt, når Baudrillard prikker hul på brugsværdien.

Kapitalfetichismen og kapitallogikken

Marx' fetich-begreb er umiddelbart meget konkret og snævert: Bytteværdien klæber til

brugsgenstandene. Men han havde måske også en bredere forståelse end den hidtil analyserede. I

hvert fald skriver han et sted følgende: "Vareformen var som den borgerlige produktions mest

almene og uudviklede form [...] endnu relativ let at gennemskue. Men [hvad med] mere konkrete

former, som f.eks. kapitalen? Her bliver fetichismen i den klassiske økonomi håndgribelig."69

Marx uddyber ikke på dette sted, hvad han mener. Han mente bestemt, at den klassiske

økonomiske teori havde en meget naiv forestilling om kapital, men det er ikke umiddelbart en

grund til at kalde det fetichisme.

Måske var Marx bare blevet for glad for sit begreb. Men det kan også være, at han faktisk

havde en grund. Fetichisme i opfattelsen af kapitalen må betyde, at den tillægges egenskaber, der

ikke er dens egen. Og i Marx' opfattelse endvidere, at den blev tillagt egenskaber, som i

virkeligheden er et udtryk for de menneskelige samfundsmæssige relationer.

Kapital er penge, der bliver til flere penge. Sagt mere populært: Kapital er penge, der yngler.

Der findes den forunderlighed ved penge, at de kan yngle. Penge synes i sig selv at indeholde

kimen til egen vækst.70 Men denne egenskab er selvfølgelig ikke noget, der tilhører pengene som

blot og bare penge. Det er menneskelige og samfundsmæssigt økonomiske egenskaber, som

kommer til udtryk gennem pengene og bliver tillagt pengene.

Marx mente, at kapital i den teoretiske økonomi blev betragtet alt for naivt og slet ikke

forstået i dens helhed. Men samtidig så han måske også en fetichisme i forestillingen om, at

kapital som den naturligste ting i verden skal forrentes. Penge yngler jo faktisk ikke i dette udtryks

bogstavelig forstand. Forrentningen var for Marx et udtryk for et udbytningsforhold mellem

kapital og lønarbejde - altså for et forhold mellem mennesker: Dem, der ejer kapitalen, og dem,

der ejer arbejdskraften. Og denne samfundsmæssige menneskelige relation bliver så tillagt

kapitalen som en egenskab ved denne.

Kapitallogikken

Det viser sig altså, at kapital-fetichismen i et perspektiv ligner vare-fetichismen. Både varen og

kapitalen bliver tillagt egenskaber, som i virkeligheden tilhører de menneskelige økonomiske

69 Marx: Vareanalysen, s. 70. 70 Og det er sikkert derfor, at forargelsen over penge, der ødsles bort eller ligefrem destrueres, er så meget større end over destruktion af værdi i form at faktiske varegenstande.

58

relationer i samfundet. Det er ikke varen i ækvivalentform, der har (bytte)værdi. Det er det

abstrakte samfundsmæssige arbejde, der er virkeliggjort i den. Og penge har ingen værdi i sig selv.

Værdi har de kun inden for samfundet som udtryk for det abstrakte samfundsmæssige arbejde.

Og kapital skaber ikke bare en naturlig forretning. Forrentning opstår kun som følge af kapitalens

udbytning af arbejdskraften.

Det er her muligt at fornemme rækkevidden af Marx' såkaldte kapitallogik. Nemlig at den

logik, der hersker i den simpleste værdiform, i alle henseender spejles i de mere udviklede

økonomiske forhold. Og således også fetichismen. Ækvivalentformens fetichisme spejles i

pengenes fetichisme. Penge er blot som en naturlig ting i sig selv værdifulde. Og pengenes

fetichisme spejles i kapitalen. Kapital skaber blot som en naturlig ting af sig selv forrentning.71

Fetichismens forskellige niveauer

Det marxske fetichismebegreb er ikke entydigt. Det indeholder en helt konkret betragtning, hvor

det dækker over, at fysiske genstande, bliver tillagt egenskaber, der intet har med deres fysiske

virkelighed at gøre. Og samtidig rummer det en kritik af, at værdien og dens forskellige former

(penge, kapital) betragtes med en blanding af naiv realisme og ophøjet mangel på perspektiv.

Deres eksistens og forskellige egenskaber betragtes blot som nødvendige og naturgivne. At tale

om 'kapitalismen' er eksempelvis allerede fetichistisk. Kapitalismen er vores samlede indbyrdes

samfundsmæssige økonomiske relationer. Den gør intet og er intet i sig selv.

Marx har således både fat i en konkret fysisk fetichisme og en overordnet begrebsmæssig.

Alligevel synes hans forståelse af fetichismen i vareøkonomien mangelfuld. Imellem den konkrete

og den overordnede fetichisme findes et afgørende felt, hvor fetichismen handler om

tiltrækningen og det tilsyneladende magiske ved den umiddelbare vareøkonomiske virkelighed.

Marx analyserede ikke dette område. Men hans begreber og teori åbnede feltet for andre -

heriblandt Baudrillard.

Det oplagte sted at starte udforskningen af denne 'mellem-fetichisme' er ved en nærmere

undersøgelse af penge-fetichismen. For det er her, at den konkrete marxske fetichisme først

kommer til kort, når den ikke kan forklare pengenes vedblivende fetichisme i deres ellers ikke-

fetichistiske moderne form. Og den overordnede begrebsmæssige forståelse af fetichismen kan

ikke rumme andet end en konstatering af den generelle naivitet omkring pengeformen. Men 71 Det klassiske skel mellem penge og kapital bliver stadig mindre relevant. I kapitallogisk forstand er penge en uløst modsætning: Både ufravigeligt samfundsmæssige og helt private. Som kapital kommer de nærmere en løsning på den modsigelse. De mister egenskaben af at være helt private, fordi de er samfundsmæssigt engagerede. Men kapitalen er ikke en egentlig løsning, fordi den stadig er privatejet. Der er således ikke en fundamental logisk forskel på penge og kapital. Og skellet mellem penge og kapital bliver da også gradvist mere og mere utydeligt, efterhånden som pengene nærmer sig en mere ren form. I deres moderne form smelter penge i praksis næsten sammen med kapital. Og der er næppe nogen grund til fastholde et egentligt skel mellem penge og kapital, efterhånden som 'penge' i den gammeldags forstand forsvinder.

59

penge er så meget mere end blot bytteværdiens levende spejlbillede indsmurt i nøgtern konkret

fetichisme.

Refleksioner over penge-fetichismen

Penge har til alle tider haft en næsten magisk tiltrækning. De har efterhånden mistet deres fysiske

ham, men selv i deres immaterielle form besidder de en tilsyneladende overnaturlig kraft og

magisk effekt. Der er en glæde ved penge som blot og bare penge, der synes aldeles irrationel, og

som også synes at kunne betegnes med ordet fetich. Penge bliver normalt ikke opfattet som det,

de er - en faktisk næsten-fysisk manifestation af de samfundsmæssige værdi-relationer - men det

er jo ikke i sig selv en begrundelse for den ærbødighed, hvormed penge normalt omgås. Pengenes

magi ville måske fordufte, hvis de blev forstået, men den manglende forståelse kan ikke forklare

magien.

Magisk fetichisme

Fetichisme er det, at en genstand tillægges egenskaber, der ikke tilhører den, men de mennesker,

der tillægger den dem. Et forunderligt aspekt herved er, at med visse typer af egenskaber så kan

genstanden faktisk i praksis have denne - i virkeligheden kun tillagte - egenskab i den konkrete

samfundsmæssige virkelighed. Og netop her bliver fetichismen magisk: Når den tillagte egenskab

bliver faktisk virkelig.

At penge tillægges 'værdi i sig selv' er hovedsageligt et bevidsthedsfænomen hos den

enkelte, og derfor spiller den konkrete pengefetichisme umiddelbart mest en indirekte rolle i den

menneskelige interaktion. Det skyldes måske også, at det er en abstrakt samfundsmæssig

økonomisk egenskab, der her bliver lagt over i pengene (og varerne). Helt anderledes er det, når

det er mere menneskelige egenskaber, der bliver tillagt penge eller ting.

Magtforhold er en del af de menneskelige relationer. Og netop denne mellemmenneskelige

magt er en af de ting, der på fetichistisk vis tillægges penge. De fleste samfundsmæssige forhold

kan manipuleres med penge - penge er samfundsmæssig magt. Det er pengenes rolle som almen

ækvivalent og den medfølgende umiddelbare udvekslelighed med alle varer, der gør det

nærliggende, at de må være noget, der kan købe alt. Og faktisk i høj er noget, der kan købe alt.

Alt har sin pris, som det siges.

Og de er jo faktisk en nærmest overnaturlig effekt at noget immaterielt, og kun inden for

samfundet virkeligt og meningsfuldt, faktisk foreligger i en mere eller mindre materiel form og

kan løsrives og bruges og udnyttes og manipuleres med. Penge er samfundsmæssig magt, men

netop en frisat magt, der kan manipuleres med efter personligt forgodtbefindende. Værdien, der

er udtryk for den yderste samfundsmæssige rationalitet, er som penge ikke selv underlagt denne

60

rationalitet, men overlades til menneskets egen rationalitet eller mangel på samme. Pengenes magt

er en yderst begribelig og håndgribelig ting. Og på en måde således også en magtens

demokratisering. For alle, der har penge, har magt. Og pengenes magt er både i teorien og til en

vis grad i praksis tilgængelig for alle.

Den magiske fetichisme er en slags stabil ligevægt. For så længe det virker, så længe penge

rent faktisk kan udøve en sådan magt, er der jo god grund til at fastholde et sådant syn på dem.

Og det at gennemskue pengenes egentlige væsen gør ingen positiv forskel for den enkelte, så

længe alle andre fastholder deres syn på dem. Når næsten alle er villige til at lade sig manipulere af

penge, så er effekten af den enkelte, der ikke lader sig manipulere, forsvindende lille. Og effekten

for denne enkelte kan meget vel være negativ. Penge har en kraft og magt over mennesker, som

netop lever af og bestyrkes ved, at de har denne kraft og magt over mennesker.

At pengene er den almene ækvivalent påvirker selvfølgelig, hvilke typer af menneskelige

egenskaber de kan tillægges. Eftersom penge er ens, kan de ikke udtrykke noget specifikt eller

individuelt. De kan kun udtrykke almene egenskaber som magt, succes og prestige. Men tillagt

alle disse fantastiske egenskaber forvandles penge til en magisk ting. Og det er jo også næsten

ubegribeligt! Penge kan forvandles til alt. Og penge har en tiltrækning på alle. Og alligevel er de jo

i sig selv ingenting.

En lignende problematik knytter sig til en hel masse andre varer. Penge er blot det mest

ekstreme eksempel, fordi de tillægges så meget og i sig selv er så lidt. Overflodskapitalismen

omgiver mennesket med et hav af magiske varer. I modsætning til hvad Marx forestillede sig,

lader kapitalismen i allerhøjeste grad mennesket forblive i en religiøs væren.

Der gives intet generelt pres i forhold til en generel affortryllelse. I det private kan det

magiske og det religiøse frit sprede sig. Vareverdenen ligefrem lever af magi og fortryllelse. Og

det til stadighed mere. Hvilket er til menneskets store tilfredsstillelse. Og vel også i høj grad er

med til at gøre, at den stadigt øgede disciplineringsbyrde i det ikke-private kan bæres. Vi belønnes

ikke kun med materiel overflod, men også med magisk overflod. Og som religiøst væsen er det

yderst behageligt for mennesket at få lov at leve i denne fortryllede verden af magiske objekter.

Pengenes yderste logik

Penge svarer på en interessant måde til individernes situation i vareøkonomien. Ufravigeligt

samfundsmæssigt bestemte og alligevel helt private. Uden penge, i en ren uformidlet gensidig

samfundsmæssighed, der i marxsk forstand ville være gennemskuelig, ville det private element

forsvinde. Efter temperament kan man forestille sig, hvor uudholdeligt det ville være. Pengene

medierer på nærmest perfekt vis mellem det samfundsmæssige og det private. Eller med andre

61

ord: Pengene tillader det samfundsmæssige at være privat. Men omvendt muliggør pengene

(bytteværdien) selvfølgelig også at det private bliver samfundsmæssigt.

Penge kan byttes for alt, der har en bytteværdi. Og ting, der ikke har bytteværdi, er i

økonomisk forstand værdiløse. Den enkeltes incitament til at underlægge flere og flere ting

bytteværdien er stærkt, fordi de penge, der modtages som bytte, kan byttes til alt andet. Alt, der

kan tillægges bytteværdi, kan byttes til alt andet (i et eller andet kvantitativt forhold). Så hvorfor

ikke sælge sin samvittighed, når man kan købe alt muligt andet for den. Denne grundlæggende

menneskelige problemstilling i vareøkonomien er formmæssigt identisk med prostitutionens.

De tre slags fetichisme

Det er altså muligt at tale om tre forskellige slags fetichisme - umiddelbart i forhold til penge,

men også i det hele taget i det økonomiske område.

En 'konkret' fetichisme, hvor pengene (eller varen eller genstanden) i sig selv tillægges en værdi

eller egenskab, som i virkeligheden tilhører den samfundsmæssige relation, hvori pengene (eller

varen, eller genstanden) indgår. Det var denne fetichisme, som Marx opdagede, som han indså

blokerede for at gennemskue og forholde sig objektivt til den samfundsmæssige virkelighed.

En 'overordnet begrebsmæssig' fetichisme, hvor abstrakte begreber, som 'kapital' og 'penge' bliver

opfattet umiddelbart og naivt, hvilket samtidig muliggør, at de kan tillægges egenskaber, som helt

og aldeles tilhører de samfundsmæssige relationer.

En 'magisk' fetichisme, hvor pengene (eller varen eller genstanden) bliver tillagt mere almene

menneskelige egenskaber, som de så faktisk i en slags samfundsmæssig ligevægt også har i den

konkrete samfundsmæssige virkelighed.

Den magiske fetichisme er meget tæt på fetichismen i dens oprindelige religiøse betydning

og ikke umiddelbart noget, der optog økonomen og rationalisten Marx. Men det synes i dag

oplagt, at Marx aldeles undervurderede den økonomiske betydning af den magiske fetichisme.

Det er der mange gode grunde til. Ikke mindst at han i den konkrete fetichisme havde opdaget en

helt ukendt og unik slags fetichisme. Alligevel viser det sig med Baudrillard at være udtryk for en

afgørende mangel hos Marx.

Sammenhængen mellem den konkrete og den magiske fetichisme

Den er her på sin plads at fremsætte en teori om sammenhængen mellem den konkrete og den

magiske fetichisme. Det er en teori, der både viser styrken og nødvendigheden af den marxske

indsigt, men samtidig fastholder, at den i dag langt fra er tilstrækkelig.

Marx var dedikeret oplysningsmand. Han ønskede sig et samfund baseret på fornuft og

gennemsigtighed. Et samfund, som ophævede nødvendigheden af al religion. Og selvom han så

62

den konkrete fetichisme, som vareproduktionen medførte, forestillede han sig sikkert, at den

samfundsmæssige rationalisering, der fulgte med, ville arbejde i fornuftens tjeneste. Snarere er det

gået sådan, at den af Marx opdagede vare-fetichisme har åbnet sluserne for en tilbagevenden til

den magiske fetichisme, som ellers var på tilbagetog og udsat for latterliggørelse på Marx' tid.

Vareproduktionen gør, at varer allerede i udgangspunktet tillægges egenskaber

(bytteværdien), der ikke er deres egne. Denne allestedsnærværende konkrete fetichisme tildeler

således alle varer et lag af 'dybde'. En vare bliver altid oplevet som et objekt, der indeholder mere

end dens blotte fysiske eksistens. Og denne 'dybde' har vist sig at kunne rumme meget, meget

mere end blot værdien. Alle tænkelige menneskelige egenskaber kan lægges over i varerne. Og

tesen er, at det er så uforholdsmæssigt nemt i dag at gøre en vare til en slags magisk fetich, fordi

den allerede i udgangspunktet indeholder dybde ('mere'). Den konkrete betydning af disse

betragtninger vil blive meget mere klar i det efterfølgende afsnit om Baudrillard og

forbrugersamfundet.

Opsamling

Ud over den uigennemskuelige og problematiske samfundsmæssighed og værdiens

selvstændiggørelse i penge og kapital og de problemer, der følger heraf, medfører værdiformen

altså også et andet problem - fetichismen. Og dette problem kan både betragtes som værende

større og mindre end de andre. Mindre, fordi det ikke materialiserer sig som en fysisk-faktisk

samfundsmæssig magt, men forbliver et bevidsthedsfænomen. Og større, fordi det netop er dette

bevidsthedsfænomen, der giver kapitalismen dens enorme tiltrækningskraft. Og samtidig gør

mennesket til den nødvendige og umættelige medspiller i kapitalismens vækst og ustoppelighed.

Alligevel er det vigtigt at påpege, at der i dette kapitel ikke er gjort nogen som helst

antagelser om eller konklusioner i forhold til fetichisme som en god eller dårlig ting i sig selv.

Den trives i alle samfund. Og mennesker har eksempelvis til alle tider være fascineret af runde og

glatte ting - og kaldt dem smukke. Der er således ikke gjort nogen konklusioner om

hensigtsmæssigheden i eller overhovedet muligheden for at leve et fetich-frit liv. Fetichisme er i

høj grad med til at give livet farve og mening.

63

V. Tegnværdi. Baudrillard og forbrugersamfundet Indledning

I 'Kapitalen' forsøgte Marx at give en forståelse af den økonomiske virkelighed i en

vareproducerende økonomi. Det strukturerende i den marxske forståelse var 'værdien', som kom

til udtryk i 'bytteværdi', 'penge' og 'kapital'. Marx opfattede sin teori som videnskab.

Virkeligheden har for længst godtgjort, at videnskabeligheden i Marx' teorier i hvert fald intet

havde at gøre med eksakt videnskab. Også i dette speciale er det blevet gjort helt klart. at

forholdet mellem den marxske teori og den økonomiske virkelighed er meget mindre entydigt,

end Marx selv ville se. Marx havde tydeligvis fat i noget vigtigt, men det blev uklart og

uigennemskueligt i Marx' forsøg på at gøre det til alt-forklarende sandhed (og er derfor blevet

overhørt og glemt). Den økonomiske virkelighed indeholder meget mere og er meget mere

kompleks end den marxske teori kan rumme. Det var langt fra alt om en vareproducerende

økonomi, der var blevet sagt med 'Kapitalen'.

Alligevel har det marxske begrebsapparat levet videre i forskellige teoretiske nicher og

sammenhænge. Ofte blot som misforstået reproduktion. Andre gange har det givet anledning til

ny indsigt og nye brugbare teorier. Et af de mest radikale og samtidigt interessante forsøg på at

kritisere og reformulere Marx med Marx' egne begreber stod den franske sociolog Jean

Baudrillard for i en periode fra slutningen af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne. Baudrillard

formulerede i de år en værditeori, som både var et brud med og en videreudvikling af den

marxske. Og samtidig lykkedes det Baudrillard at indarbejde Marx' teori som en del af noget

større, som han ganske rimeligt opfattede som en mere generel teori. I dette kapitel om

'forbrugersamfund' og 'tegnværdi' undersøges, hvordan Baudrillard videreudvikler de marxske

begreber. Det kræver dog først en forståelse af, hvorfor Baudrillard fandt det nødvendigt at

opgive den traditionelle marxske analyse.

Ekskurs

En kort oversigt over værkerne i Baudrillards tidlige Marx-inspirerede periode:

Le système des objets (The system of objects), 1968. Hovedsageligt en analytisk beskrivelse af

forskellige faktiske tegn og tegn-kodede objekter.

La société de consummation (The consumer society), 1970. Indeholder flere konkrete

beskrivelser og analyser, men også en begyndende formulering af overordnet teoretisk ramme til

forståelse af vare-tegnene. Rammen umiddelbart kaldet 'forbrugersamfundet'.

Pour une Critique de l'économie politique du signe (For a critique of the political economy of the

sign), 1972. Må gælde, i hvert fald i forhold til dette speciale, som det teoretiske hovedværk,

selvom det faktisk er en artikelsamling. Som følge heraf indeholder den også nogle kapitler

64

(artikler), der igen analysere mere konkrete fænomener. Den bedste overordnede beskrivelse af

Baudrillards værditeori opnås ved at samle følgende kapitler: (2) The ideological genesis of needs,

(5) The art auction: Sign exchange and sumptuary value, (6) For a general theory, (7) Beyond use

value, (8) Towards a critique of the political economy of the sign, (11) Concerning the fulfillment

of desire in exchange value. Baudrillards syn på fetichisme belyses bedst i kapitlet: (3) Fetishism

and ideology: The semiological reduction.

La Miroir de la production (The mirror of production), 1973. En rimeligt stringent teoretisk kritik

af fejl og mangler hos Marx.

Baudrillard er meget svær at referere i forhold til indholdet i specialet. Det skyldes flere

forhold. Langt de fleste af hans skrifter er enten analyse af faktiske fænomener, kritik af andre

(heriblandt Marx), eller de peger frem mod hans store fascination af det symbolske. Meget

sjældent er han systematisk eller definerende i forhold til sine egne værditeoretiske begreber. Og

når han endelig er, så interesserer Baudrillard sig mest for tegn-formen, hvilket svarer til

vareformen. Men den Marx-tanke, der forfølges i specialet er netop ikke vareformen, men

værdiformen, og den (eller dens pendant i forbrugersamfundet) skriver Baudrillard ikke meget

om. Indsigterne i tegn-formen giver selvfølgelig mange indsigter i tegn-værdien, men ikke på en

måde, der kan forbindes direkte til Marx og det økonomiske.

Forbrugersamfundet

I udgangspunktet giver Baudrillard Marx ret i kritikken af 'den vareproducerende økonomi'72. Og

han opfatter faktisk kritikken af vareøkonomien som værende afsluttet med Marx.73 Problemet

er, at Baudrillard ikke længere anser 'vareproducerende økonomi' som en dækkende beskrivelse af

den økonomiske samfundsstruktur. I sit forsøg på at beskrive den nye økonomiske virkelighed

vælger han betegnelsen 'forbrugersamfund'. Det ligger flere afgørende brud gemt i dette begreb.

For Marx var den afgørende dynamik i økonomien entydigt forbundet med produktionen.

Efterspørgslen var blot et vedhæng til produktionen og havde ingen aktiv indvirkning på

udviklingen af det økonomiske system. Baudrillard vender stort set den opfattelse på hovedet. I

forbrugersamfundet kan det økonomiske kun forstås gennem efterspørgslen. For Marx (og de

klassiske økonomer) var forbruget en indlysende ting, der gav sig selv. I Baudrillards optik er

forbruget blevet den afgørende dynamiske økonomiske faktor i det, han så netop kalder

'forbrugersamfundet'.

72 Dette udtryk foretrækkes frem for 'kapitalismen', fordi 'kapitalisme' er et vagt begreb - og fordi det at skrive om 'kapitalismen' nemt blive begrebs-fetichistisk 73 Se eksempelvis afsnittet 'The critique of political economy is basically completed' i 'The mirror of production', s. 50-51.

65

På sin vis er denne drejning af perspektivet næsten en nødvendig konsekvens af en af

fejlene i den marxske teori. Marx mente, at den vareproducerende økonomi ville gå under som

følge af overproduktion. Rent logisk kan denne død jo undgås, hvis det lykkes at få efterspørgslen

op på et niveau, der svarer til det, som Marx opfattede som 'overproduktion'. Men så bliver den

afgørende dynamik i økonomien altså også et spørgsmål om (tilstrækkelig) efterspørgsel, mens

det er produktionen, som giver sig selv.

For Marx var det nok umuligt at tænke sådan. Både fordi den tid, han levede i, var så

anderledes - og fordi hans og tidens almindelige opfattelse af menneskelige behov umuliggjorde

det. Behov var noget naturgivent og naturbestemt. Behov var noget, der kunne tilfredsstilles og

mættes. Så om ikke før, så når alles behov var blevet tilfredsstillet, ville vareøkonomien falde

sammen under vægten af sin egen overproduktion.74 Det givne og begrænsede i efterspørgslen er

således en følge af opfattelsen af behovene som givne og begrænsede.75

For Baudrillard er det blevet tydeligt, at menneskelige behov er en yderst kompliceret

affære. De er bestemt ikke naturgivne og bestemmelige. De er fleksible, påvirkelige, justerbare,

manipulerbare - ikke-givne, ubestemmelige og tilsyneladende umættelige. Baudrillard mener, at de

blevet underlagt produktionen: "needs - such as they are - can no longer be defined adequately in

terms of the naturalist-idealist thesis - as innate, instinctive power, spontaneous craving,

anthropological potentiality. Rather, they are better defined as a function induced (in the

individual) by the internal logic of the system: more precisely, not as a consummative force liberated by

the affluent society, but as a productive force required by the functioning of the system itself, by its

process of reproduction and survival. In other words, there are only needs because the system

needs them."76

Baudrillard betvivler endda, at det overhovedet længere er meningsfyldt at tale om 'behov'.

Ordet 'længere' er vigtigt her, hvis man vil bruge Baudrillard til noget konstruktivt. For

Baudrillard kan godt finde på at benægte, at der overhovedet findes behov,77 men det er ikke et

universelt udsagn, der påstår altid at have været gældende. Det er en beskrivelse, af den

nærværende virkelighed, og det kunne mere diplomatisk formuleres som, 'at i den nuværende

økonomiske virkelighed spiller egentlige behov en så forsvindende lille rolle, at det er mere

meningsfuldt at sige, at de slet ikke findes'. 74 Det skal bemærkes, at det ikke var denne yderste konsekvens, som Marx forestillede sig ville føre til vareøkonomiens sammenbrud. Sammenbruddet ville komme langt før, fordi 'udbytningen' af arbejdskraften ville hæmme dennes efterspørgsel i en grad, der ville umuliggøre afsætning af den kraftigt stigende produktion. 75 Og det at behovene er givne og bestemmelige er faktisk en helt afgørende forudsætning i det marxske system. For hvis behovene ikke kan bestemmes, kan arbejdskraftens reproduktionsomkostning ikke bestemmes, og så kan bytteværdien af arbejdskraften ikke bestemmes - og så kan bytteværdien slet ikke bestemmes. Dette er endnu et yderst problematisk element i Marx' analyse. 76 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 82. 77 Lidt på samme måde som han benægtede at Golfkrigen havde fundet sted.

66

For Baudrillard er det ikke længere behovene der driver forbruget, men begæret. Fornuften

vil påpege, at der gemt bag alt begærs-forbruget stadig ligger nogle 'naturlige' behov. Hertil ville

Baudrillard nok svare, at vores virkelighed er så langt væk fra disse behov, at vi slet ikke længere

kan vide, om de er der. Det er blot en påstand, en rationalisering, en idealisering at tale om

behov. Og for Baudrillard er det endda langt mindre uskyldigt end som så.

Det teoretiske ryk, som Baudrillard laver, er faktisk i Marx' ånd. Marx mente, at

økonomiske teorier var en spejling, af den økonomiske virkelighed. Det må derfor gælde, at når

denne virkelighed ændrer sig, må teorien også ændre sig for stadig at have gyldighed. På samme

måde som Marx opfattede Ricardos 'Principles' som meget langt fra en generel teori - og langt

mere en teori om økonomien i Storbritannien i starten af 1800-tallet, kan Marx' økonomiske teori

altså opfattes som en teori for beskrivelse af den økonomiske virkelighed i 1860'erne. I 1970'erne

var samfundsøkonomien fuldstændig forandret i forhold til dengang, og det ville i det perspektiv

derfor være yderst usandsynligt, at den marxske teori stadig skulle være gældende.

Bytteværdien i forbrugersamfundet

Baudrillard opfatter altså 'forbrugersamfundet' som en mere dækkende beskrivelse af den

økonomiske virkelighed end 'en vareproducerende økonomi'. Og det er ikke bare en lille ændring.

For hele strukturen i Marx' teoretiske system hviler på produktionen af varer. Det er den, der er

fundamentet for den værditeori, der holder hele systemet sammen. Marx' værditeori beskriver

nemlig vareøkonomien på alle niveauer. Det er en teori om, hvad der bestemmer en vares værdi.

Men det er også en teori om værdien (den samfundsmæssige værdi) som en aktiv og skabende

kraft i samfundsudviklingen. Den udfoldede marxske teori lever og dør med værditeoriens

gyldighed. Og en eventuel sandhedsværdi forsvinder, hvis værditeorien enten ikke er gyldig - eller

hvis den mister sin gyldighed.

Og det er netop her, at Baudrillard skærer igennem. Den marxske værditeori har haft sin

gyldighed, men i forbrugersamfundet bliver værdi bestemt på en anden måde, og som

konsekvens falder hele strukturen og dynamikken i marxske teori. Eller mere præcist: Den

marxske teori kunne måske beskrive den økonomiske virkelighed i en vareproducerende

økonomi, men den er helt ude af stand til at beskrive den økonomiske virkelighed i

forbrugersamfundet.

Værdien kom i Marx' teori altid til udtryk i bytteværdi. Og bytteværdien kunne rationelt

bestemmes ved det til produktionen nødvendige forbrug af abstrakt samfundsmæssigt arbejde.

Baudrillard opgiver ikke bytteværdien som sådan. Han holder fast i begreberne brugsværdi og

bytteværdi, men han mener, at bytteværdi i forbrugersamfundet bliver bestemt på en helt anden

67

måde, end den Marx beskrev for den vareproducerende økonomi. Og samtidig mener

Baudrillard, at Marx fuldstændig manglede at analysere brugsværdien.78

For Marx var et af problemerne ved vareproduktionen, at bytteværdien blev bestemt

uafhængigt af brugsværdien, og at det var bytteværdiens strenge logik, der blev den bestemmende

faktor i stadig flere områder af samfundslivet. Det passer fint samme med den indsigt, at den

marxske værditeori er (lokalt) sammenfaldende med den moderne pristeori i specialtilfældet 'på

langt sigt med fuldkommen konkurrence'. For fuldkommen konkurrence beskriver en

udmarvende situation, hvor enhver (overnormal) profit, forsvinder og enhver 'unødvendig'

kvalitet skæres bort.

Det er ubarmhjertigt at producere under fuldkommen konkurrence, og det er ikke

unormalt i driftsøkonomi at omtale fuldkommen konkurrence som 'ruinøs konkurrence'.

Virksomheder på næsten alle markeder gør et stort arbejde for at differentiere deres produkt i

forhold til andre produkter for netop at undgå en sådan situation. Og det lykkes! Det er meget få

varer, der med bare en vis rimelig kan siges at bliver produceret under fuldkommen konkurrence.

Og det er i denne virkelighed, at Baudrillard formulerer sin nye teori. Det er stadig en værditeori,

men en værditeori for en 'tegn-producerende' økonomi - ikke for en vareproducerende. En

værditeori for en økonomisk virkelighed, hvor bytteværdien ikke kan bestemmes økonomisk

rationelt ud fra forbruget af arbejdskraft, men i stedet bliver bestemt ud fra en differentiel

kulturel logik. Disse punkter bliver uddybet i det følgende.

Tegn-varen

Varen er altså for Baudrillard ikke længere en vare i marxsk forstand. Derfor foretrækker han

også at tale om objekter frem for varer, og han kalder objekt-varen for et tegn. Da Baudrillard

skrev sine værditeoretiske værker var tegnteori meget i vælten - kendt under navne som

semiologi, semiotik og lignende. Det var hovedsageligt en teori for kulturvidenskaberne, og da

den desuden siden har mistet meget af sin store popularitet, kan der ikke forventes noget som

helst forhåndskendskab blandt økonomer. Og det er derfor nødvendigt med en smule basal

tegnteori.

Begrebet 'tegn' har sin oprindelse i sprogvidenskaberne, og blev oprindeligt brugt til at

beskrive det forhold, at et ord både har et konkret betydende udtryk (ordet selv) og en betydning

(det, ordet henviser til). Ordet er således hverken kun det betydende udtryk eller betydningen,

men netop begge dele. Og hermed er definitionen på et tegn givet: Enheden af en betydende-del

78 Det er oplagt at drage en parallel til den måde, hvorpå Marx overtog begreberne brugsværdi og bytteværdi fra Ricardo og Smith, men samtidig gennem analysen af bytteværdien blotlagde deres naivitet og fejltagelser - og økonomiens skjulte dynamik.

68

og en betydnings-del. De to elementer vil herefter blive omtalt som 'betydende' og 'betydning'.

Tegnteori handler så grundlæggende om forholdet mellem betydende og betydning. Og med

dette begrebsapparat er det muligt at beskrive Baudrillards teori om tegnværdi.

Tegnværdien er ikke et brud med brugsværdi og bytteværdi, men en videreudvikling af

disse. Den marxske vare indeholdt brugsværdi og bytteværdi, men de to værdibestemmelser

forholdt sig ikke til hinanden i den enkelte vare. Deres eneste relation var det forhold, at en vare

kun kunne have en bytteværdi, hvis den også var en brugsværdi. Brugsværdien og bytteværdien

blev bestemt helt uafhængigt af hinanden. Men når varen forvandles til et tegn, forsvinder dette

skel.

Tegnvaren har også en brugsværdi og en bytteværdi, men relationen mellem dem er aktiv

og strategisk. Brugsværdien er tegn-varens 'betydning', og bytteværdien er dens 'betydende'.

Bytteværdien (prisen) begrundes og retfærdiggøres via brugsværdien. Og tegnværdien er således

en bytteværdi, der begrundes via direkte henvisning til brugsværdien (i modsætning til den

marxske bytteværdi). Ved hjælp af denne leverende relation til brugsværdien, kan bytteværdi

komme fri af den stramme marxske bestemmelse. Hvordan tegnværdien (tegn-bytteværdien) så

bliver bestemt, vil blive klart lidt senere. Forholdet mellem vare, tegn og tegnvare kan illustreres i

følgende figur, hvor pilene illustrerer den betydendes henvisning til betydningen:

Figur 1. Vare, tegn og tegnvare.

Det radikale tegn og altings udskiftelighed

I sine radikale udgaver siger tegnteorien, at der ingen nødvendig eller reel forbindelse er mellem

betydende og betydning. Sammenhængen er blot tilfældig og kan tænkes manipuleret på alle

mulige måder. Baudrillard læner sig mod denne forståelse og omtaler gerne betydningen som det

betydendes alibi. Det skal forstås på den måde, at det betydende begrunder sin eksistens med

betydningen, men i virkeligheden lever sig eget liv uafhængigt at denne.

Og i sine mest radikale øjeblikke hævder Baudrillard således, at tegn-varen faktisk slet ikke

har en reel brugsværdi (hvilket jo på sin vis også er den nødvendige konsekvens af, at der ingen

reelle behov er). Og derfor er tegn-varen også udskiftelig med en hvilken som helst anden vare.

Et køleskab kan problemfrit udskiftes med en bil. Tegnvarens brugsværdi er udelukkende

69

betydningen. Så hvis betydningen af en bil og et køleskab er den samme, kan den ene være lige så

god som den anden. Det hele er blot tegn, og der gives ingen egentlig forskel.

Radikaliteten i denne anskuelse kan virke afskrækkende, men den tjener et formål. Ikke at

vise, hvordan virkeligheden almindeligvis opfattes. Men at vise den yderste konsekvens af en

logik, der faktisk spiller en afgørende rolle i virkeligheden. I det omfang forbrugsvarer mere og

mere købes for at udsende signaler, er det klart at en vare uden problemer kan udskiftes med en

anden, der udsender samme (eller et andet) signal. Hvis alle varer kun var underlagt denne logik

ville 'betydning' være den eneste slags brugsværdi, og alt ville kunne udskiftes med noget andet.79

Tegnvarens oprindelse i den marxske fetichisme

Den marxske vare er ikke et tegn, fordi brugsværdi og bytteværdi bliver bestemt helt uafhængigt

af hinanden. Brugsværdi tilkommer den af 'naturen' og bytteværdien gennem den menneskelige

arbejdsdeling og interaktion. Men selvom Marx derfor med god grund ikke undersøgte det

betydningsmæssige forhold mellem brugsværdi og bytterværdi, så opdagede han faktisk alligevel

det fænomen, der lagde fundamentet til varens forvandling til tegn. Nemlig bytteværdi-

fetichismen: Det forhold, at i en vareproducerende økonomi blev bytteværdien i den

menneskelige bevidsthed tillagt varen som en faktisk egenskab ved denne. For det indebærer lige

præcis, at bytteværdien begynder at 'betyde' (sige) noget om brugsværdien (den fysiske vare).

I det fetichistiske perspektiv kan bytteværdi og brugsværdi ikke længere holdes adskilt.

Marx så ikke selv den afgørende betydningen heraf. Eller også opfattede han bytteværdi-

fetichismen som noget, der på samme måde som religiøse tågeslør ville fordufte i rationalismens

skarpe lys. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet blev det fetichistiske element det fremtrædende

ved varen. Og varen gik fra at være en vare (enhed af brugsværdi og bytteværdi) til at være et tegn

(sammenblanding af brugsværdi og bytteværdi). Tegn-varen er nærmest per definition underlagt

fetichisme, fordi den altid har en betydning. Betydningen er noget, der bliver tillagt tegnet

gennem fortolkning, og er dermed altid en slags fetich.

Den konkrete økonomiske betydning af tegnværdien

Ud fra en umiddelbar betragtning virker de grundlæggende bestemmelser i tegnværdien

indlysende og oplagte. En bytteværdi eller pris er kun meningsfuld, hvis den henviser til en

79 Et dristigt eksempel, som jeg fik inspirationen til fra et radiointerview med Schanz, er den måde, hvorpå religioner for moderne mennesker er noget meget udskifteligt. Religionen bliver brugt som et tegn. Den tillægges en betydning, og det er den betydning, der er afgørende - ikke religionen i sig selv. Og derfor kan den ene religion snildt udskiftes med en anden, hvis den skønnes at kunne passe bedre til betydningen. Og den kan lige så snildt udskiftes med noget helt andet end religion, hvis det skønnes at være endnu mere passende. Der kan selvfølgelig også gives mange mere objektbaserede eksempler. Et samtalekøkken kan være alternativ til en firhjulstrækker, når det vellykkede moderne familieliv skal vises frem.

70

brugsværdi. Og tværtimod synes det mærkværdigt i den ricardoske og marxske model, at

bytteværdien bliver bestemt helt uden hensyntagen til brugsværdien, som blot skal være der. De

fleste forbrugere ville vel nikke genkendende til et udsagn om, at deres villighed til at betale for

en vare afhang af, hvor meget fornøjelse eller brugsværdi, den gav dem. Og det da er også

formodningen i den gængse forbrugerteori.80

Men selvom Baudrillard betragter forholdet mellem brugsværdi og bytteværdi som levende

og dynamisk, så afviser han alligevel tankegangen om, at brugsværdien er med til at bestemme

bytteværdien. Langt fra at bestemme bytteværdien, fungerer brugsværdien i stedet som

bytteværdiens alibi. Bytteværdien 'lader som om', at den bestemmes af brugsværdien, men bliver

reelt set fastlagt uden hensyn til denne. Det kan siges på følgende måde: Tegnvaren eller

'forbrugsobjektet' siger: 'Min pris (bytteværdi) er en afspejling af min brugsværdi, så hvis jeg er

dyr, må det være fordi, jeg har en høj brugsværdi.' Og forbrugsobjektet bruger denne strategi

netop for at undslippe den marxske værdi(teori), der dikterede, hvad der ville svare til

fuldkommen konkurrence, omkostningsbestemt bytteværdi (pris) og nul profit.

Det er således selve muligheden for at tjene en overnormal profit, der er på spil. Hvis en

vare falder fra den baudrillardske tegnværdi over i den marxske værdibestemmelse er der ikke

penge at tjene. Varen glider ind i vareverdenen som en grå, ligegyldig og anonym massevarer.

Hvis derimod varen formår at fastholde sin tegnværdi og derved slippe fri af den marxske værdi,

så kan der potentielt tjenes store penge, fordi prisen kan sættes som henvisning til brugsværdien

og ikke ud fra omkostningerne.

Fuldkommen konkurrence kræver udbud af en ensartet vare fra et potentielt uendeligt antal

udbydere. Virkeligheden modsiger i næsten alle tilfælde denne forudsætning. Der gives nærmest

ikke helt ens varer. Selv basisvarer findes i et utal af mærker og påståede kvaliteter. Og hvad en

vare kan sælges til, bestemmes netop i høj grad ud fra, hvor meget den i positiv forstand kan

differentiere sig fra andre lignende varer.

Driftsøkonomien er selvfølgelig i praksis udmærket klar over disse forhold, fordi en

virksomheds indtjening afhænger så afgørende af det.81 Men den abstrakte teoretiske økonomi

befinder sig stadig i den samme verden som Marx, hvor det var muligt at tro, at varer ville blive

stadig mere ens og ikke stadig mere differentierede. Men udviklingen er gået entydigt mod, at alle

varer bliver tilsyneladende forskellige, og alle producenter derfor har en slags monopol på deres

eget mærke. Derved falder hele teorien om konkurrencens indbyggede udvikling mod

80 Marx' ville næppe heller benægte dette, men påpege at i hans model påvirker forbrugernes villighed til at betale for en vare ikke dennes bytteværdi. 81 En lærerig og interessant bog i den henseende er Rolf Jensens 'Dream society', der beskriver hvordan alle varer bliver gjort unikke ved at få tilknyttet en historie.

71

fuldkommenhed i en fri markedsøkonomi. Konkurrence fører i stedet til stadig større

differentiering. 82

Med sine teorier om tegnværdi har Baudrillard skabt rammerne for en ny forståelse af

virksomhedens problem. I første omgang i forhold til den konkurrencesituation som

virksomheden står i. Han skriver, at tegnværdien bliver bestemt gennem en differentiel logik,

mens Marx' bytteværdi var bestemt af en økonomisk logik. At tegnværdien bestemmes af en

differentiel logik betyder netop, at tegnværdien bestemmes af, hvor meget varen som tegn kan

differentiere sig i forhold til de andre tegnvarer.

I økonomiske termer: Der findes ikke rene monopoler, for der er altid mulige substitutter

af samme eller lignende vare, men styrken af det enkelte 'mærkemonopol' afhænger af, hvor

stærkt differentieret mærket er i forhold til de andre mærker. Og denne differentiering sker

næsten altid under en eller anden form for henvisning til en brugsværdi, der således bliver et alibi

for mærkets strukturelle placering.

Anskuet på den måde, at tegnværdien er en strategi for at undslippe det marxske

værdisystem, så eksisterer der også altid en fare for at blive trukket tilbage i dette. Værdien af et

mærke afspejler direkte, i hvor høj grad det er løftet over den grå massevare. Og det er

selvfølgelig en afstand, som det er værd at forsvare og forsøge at udbygge - selv med høje

omkostninger. Langt de fleste reklameudgifter må i hvert fald kunne skrives på den konto. Og

den enkelte mærkevares løftede position bliver hele tiden testet af andre varer af samme type,

som ofte forsøger at udnytte det område mellem den omkostningsbestemte pris og

mærkevareprisen. For hvis forbrugerne kan overbevises om, at den nye vare har næsten samme

placering i varernes hierarki, og den samtidig er billigere, så kan der være store penge at tjene.

Producenter er som tidligere skrevet altid monopolister på netop deres mærke, men

profitmaksimeringsproblemet er alligevel anderledes end normalt for et monopol. For betragtet

som tegn, så udsiger prisen i sig selv noget om brugsværdien af varen. Så en nedsættelse af prisen

vil ikke kun have den negative effekt, at indtjening på hver enhed bliver mindre, men også at

produktets status vil falde - og dermed også forbrugernes tilskyndelse til at købe produktet. En

prissænkning kan således føre til kortsigtet gevinst, men langsigtet ruin, hvis den fører til, at

mærkets status formindskes. Og derfor vil producenterne gerne have kontrol med priserne i

detailhandlen - ikke for sikre, at prisen ikke bliver for høj, men for at sikre at den ikke bliver for

lav!

82 Det skal bemærkes, at den såkaldte Industriøkonomi ofte forsøger at modellere mere realistiske scenarier. Men fordi den er funderet på de urealistiske grundlæggende principper i teoretisk økonomi, må den slå ypperlige matematiske knuder på sig selv for at beskrive ellers helt oplagte problemstillinger.

72

Koden

Sandhedsværdien i den baudrillardske værditeori er ret åbenlys, og den spejles da også i

driftsøkonomien, som eksempelvis regner på værdien af forskellige mærker. Men det er mindre

klart, hvordan teorien eventuelt ville kunne formaliseres, så den kunne benyttes mere direkte i

økonomisk teori. Baudrillards bidrag hertil er mildt sagt begrænset, og det har hans interesse i det

sikkert også været. Baudrillard formoder, at tegnværdierne bestemmes af noget, han kalder

'koden'. Men han har aldrig opstillet en bare nogenlunde præcis teori om, hvordan koden bliver

bestemt eller hvordan den gør sin magt gældende. Men tanken om en kode er alligevel et

udmærket startpunkt.

Koden indeholder nøglen til 'afkodningen' af varen som socialt tegn. Baudrillard definerer

netop et tegn som 'kodet forskel'83. At en sådan afkodning finder sted og er virkelig i et utal af

daglige situationer kan ikke meningsfuldt benægtes. Og når afkodningen er virkelig, så må 'koden'

altså også være virkelig. Koden er immateriel og uhåndgribelig, men ikke desto mindre en

ubestridelig social virkelighed. Og denne sociale virkelighed er også i mange tilfælde en

økonomisk virkelighed. Fordi det netop er denne sociale kode, der bestemmer værdien af en hel

masse varer. Mere matematisk kan koden afbilledes som en matrix. For hver varetype bestemmer

koden placeringen af et givet mærke i en vertikal differentiering. Og jo højere placeringen er, jo

højere kan prisen være i forhold til konkurrenterne.

Koden minder om den marxske værdi, der aldrig kan endegyldigt blotlægges eller med

sikkerhed konstateres, men alligevel strukturer dele af den sociale og økonomiske virkelighed.

Men værdien får dog i pengene, en slags fysisk manifestation, der ved nærmere analyse gør det

meget svært at benægte dens virkelighed. Koden materialiserer sig ikke, men dens påvirkning af

den enkeltes bevidsthed er til gengæld meget mere åbenlys. At værdien af (prisen på) mange varer

er kulturelt betinget er ubestrideligt. Og ved at undersøge et menneskes vurdering af forskellige

mærker ville der kunne gives et billede af koden i den enkelte. Og ved at undersøge mange ville

der også kunne laves et overordnet øjebliksbillede af koden.

Men det ville ikke hjælpe meget, for koden er under stadig forandring. Fra utallige sider

gøres der konstante forsøg på at påvirke den. At kunne bestemme koden er en afgørende form

for økonomisk magt. Men det er også et uafslutteligt projekt, fordi koden bliver drevet af modens

logik. Den værdifulde er altid det nye, det unikke og det anderledes. Et mærke må hele tiden

forny sig for ikke at blive 'almindeligt'. Det almindelige, det, som alle har, har ingen tegnværdi,

83 Se 'For a critique of the political economy of the sign', s. 65: "as a sign, that is, as coded difference".

73

fordi det er udifferentieret. Mærket må hele tiden leve i og løse det paradoks at udtrykke noget

'forskelligt fra', selvom det jo netop er noget ens.84

Empirisk belæg for tegnværdien

På samme både som betydningen af før-priser beviste virkeligheden af den marxske værdi i

menneskers bevidsthed, så gives der også beviser på den differentielle tegnværdi. Alle denne slags

beviser vedrører forhold, der ikke kan forklares inden for den almindelige forbrugerteori, som

ellers er formuleret så vagt og bredt, at næsten alt er muligt. Men den kan helt grundlæggende

ikke forklare, at ting, der hverken har indflydelse på forbrugeren (subjektet) eller varen (objektet),

skulle kunne påvirke forbrugerens valg.85 Den kan ikke rumme, at der findes en samfundsmæssig

virkelighed, som påvirker bevidstheden hos de mennesker, der bor i samfundet. Værditeorier er

derimod netop teorier om disse samfundsmæssige strukturer, der i høj grad udøver deres

betydning bag om ryggen på de involverede.

Der findes ikke et lige så udbredt og indlysende og empirisk ubestrideligt fænomen

omkring tegnværdien, som 'før-priserne' er det for den marxske bytteværdi. Men der gives en

masse fænomener, der viser at tegn-teorien har langt større sandhedsindhold end den gængse

økonomiske teori. Et godt empirisk eksempel på tegnværdiens virkelighed er det forhold, at

producenter af stærke mærkevarer ser sig nødsaget selv at opkøbe deres varer, hvis de bliver

udbudt til en pris, som de finder for lav. Eller med forskellige magtmidler forsøger at forhindre

en forretning, hvis status en for lav, i at sælge varen - især hvis prisen samtidig er for lav.86

Disse umiddelbart ganske besynderlige fænomener kan slet ikke forklares inden for gængs

økonomisk teori, hvor producenterne forsøger at få solgt så mange varer som muligt. Men de er

til gengæld helt forståelige inden for tegnværdiens differentielle logik. Det er netop den logik, der

driver producenterne til at forsvare mærkets status, selvom det umiddelbart koster penge og ikke

maksimerer salget.

Et mere generelt fænomen, der beviser, at tegnværdien er en samfundsmæssig virkelighed,

der påvirker den enkeltes bevidsthed, er det forhold, at en vares status afhænger af, hvem der ejer

den. Hvis andre eller i hvert fald de forkerte ejer en vare, er det muligt helt at miste lysten til at eje

den samme vare. Varen er et tegn, og den fysiske vare er en betydende, der henviser til en

84 Dette paradoks forsøges for tiden løst via en stadig større individualisering af varerne. Og det er bestemt muligt at tænke sig en situation, hvor alle mærkevarer er blevet 'unikgjort'. Efterspørgslen efter unikke 'håndlavede' varer er også stigende. Og de rigtigt dyre mærker skjuler da også netop deres mærke, for at virke unikke. 85 Og her var før-priserne så glimrende et eksempel. Det viste nemlig virkeligheden af noget samfundsmæssigt, som den gængse teori ikke kan indeholde. 86 Der gengives masser af den slags historier i aviserne. Selskabet bag Coca Cola forhindrede eksempelvis supermarkedskæden Aldi i at sælge deres sodavand. Og Helly Hansen havde medarbejdere til opkøbe deres tøj i Føtex, der det blev sat til salg billigt i en kampagne.

74

betydning. Og denne betydning kan blive helt ødelagt af, at andre, de forkerte eller for mange ejer

den samme vare, fordi den vigtigste betydning ofte er individualitet, unikhed eller tilhørsforhold

til en bestemt gruppe.87

Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor stærkt forskellige mennesker er påvirket af den

differentielle logik. Og netop økonomer med deres kendskab til og forkærlighed for homo

economicus kan være nogle af de mest stædige fastholdere at rationalismens kombination af

sandhed og løgn. Men alle bliver påvirket af den differentielle logik. Og tegnværdiens

omfangslogiske status vokser nødvendigvis med forbrugersamfundets stadigt mere dominerende

rolle i det økonomiske.

Der er ingen grund til bare at fornægte eller skammes over den differentielle irrationalisme.

For tegnværdien er en samfundsmæssig virkelighed, og et samfundsmæssigt liv kan ikke ignorere

den samfundsmæssige virkelighed, som er virkelig i menneskets liv. Og den differentielle logik er

bare en anden blanding af sandhed og løgn end rationalismen. Begge lever i fornægtelse omkring

en egentlig forståelse af de behov, som de begrunder sig på. Det bliver forhåbentlig mere klart i

næste kapitel.

Begæret

Med behovenes forsvinden er det selvfølgelig også noget andet, der driver forbrugerens indkøb.

Baudrillard vælger ordet 'begær'. Behovene er mættet i sådan grad, at de udelukkende fungerer

som rationalistisk undskyldning for begærets hersken. Selv hvis behovene stadig opfattes som

virkelige, så ville de kunne tilfredsstilles billigt af de grå massevarer. Det er kun muligt at tjene

penge, hvis forbrugerens begær kan aktiveres. Det irrationelle begær efter en given vare er det,

der driver forbruget af mærkevarer - forbruget inden for kodens herredømme.

Og der gøres fra reklameindustrien et ihærdigt forsøg på at vække forbrugeres begær. I

reklamer udstyres en vare ofte med en nærmest magisk brugsværdi. En anden reklame-strategi er

at appellere til varens strukturelle status og differentiering. Men det er stadig et forsøg på at

aktivere forbrugerens begær - begæret efter social status og social differentiering (følelsen af at

være unik). I den udstrækning hvor varen faktisk har en social effekt, lover reklamen noget

virkeligt. Og den strukturelle henvisning er derfor umiddelbart mere langsigtet holdbar end at

fodre forestillingen om en urealistisk brugsværdi, der nemmere kan føre til skuffelse. Uden det

aktiverede begær falder kodens strukturerende effekt sammen. Og det økonomiske system er

derfor i dag ikke længere holdt oppe og sammen af behov, men af begær.

87 Der var eksempelvis en lærerig historie om, at guld er ved at miste sin sociale status, fordi for mange (og ofte 'de forkerte') efterhånden går med (lavkarats) guld.

75

Tegnlogikkens to niveauer

Tegnlogikken er til stede på to niveauer. I tegnvarens (økonomiske) 'indre' fungerer dens

bytteværdi som en betydende, der kan tolkes som udtryk for dens brugsværdi-betydning. Det kan

kaldes for den økonomiske tegnlogik. Men forbrugsobjektet ('varen') er også i sig selv en

betydende, som kun kan afkodes til dens kulturelle betydning gennem kendskab til koden. Det

kan kaldes for den kulturelle tegnlogik.88 Det gælder for det rene kulturelle tegn, at det er

betydningen, der er afgørende, mens den konkrete betydende er ligegyldig.89

Det unikke ved forbrugersamfundet er, at tegnlogikken ikke er begrænset til det kulturelle,

men spiller en helt afgørende i den økonomiske sfære. Ikke bare specielt udvalgte objekter, men

snart sagt alle varer fungerer som kulturelle tegn. Og det er kun muligt, fordi varen i sig selv er

blevet til et tegn.

Varens indre tegnlogik er en slags udvikling af den marxske fetichisme, hvor bytteværdien

bliver tillagt forbrugsobjektet som en egenskab ved dette i sig selv. Med den marxske fetichisme

begyndte 'fortolkningen' af varen (bytteværdien fortolkes som tilhørende varen). For at varen skal

blive et tegn mangler så blot den forskydning, at bytteværdien fortolkes som betydende

brugsværdien.

I varen som tegn bliver bytteværdien til objektets egentlige økonomiske virkelighed, fordi

brugsværdien blot er en strategisk henvisning til behov, der ikke længere er virkelige. Fra at være

en fetichistisk tilføjelse til varen i sig selv er bytteværdien blevet varens egentlige eksistens, mens

brugsværdien er reduceret til den fetichistiske illusion. De forskellige sammenhænge kan

illustreres i følgende figur:

Figur 2. Kulturelt tegn, fetichistisk vare og fetichistisk tegnvare.

De fuldt optrukne pile illustrerer stadig den betydendes henvisning til betydningen. En

stiplet linje mellem de to niveauer illustrerer fetichismens sammenrodende effekt. Den stiplede

pil illustrerer, hvordan bytteværdien tendere mod at blive tillagt brugsgenstanden som en

egenskab ved denne i sig selv.

88 Det skal bemærkes, at kulturel kodning (og dertil hørende fetichisme) er et universelt fænomen og kendes til alle tider og i alle samfund. 89 Et flag er et godt eksempel på et rent kulturelt tegn.

76

I sin funktion som tegn efterligner varen den kulturelle tegnlogik. Men i

forbrugersamfundet støtter den kulturelle tegnlogik sig også hele tiden på den økonomiske tegn-

virkelighed. Denne vekselvirkning gør, at de to niveauer bliver stadig mindre adskilt. Det

kulturelle bliver økonomisk, og det økonomiske bliver kulturelt. I det omfang en vares

brugsværdi bliver identisk med dens kulturelle betydning, smelter de to niveauer i tegnlogikken

næsten sammen.

Forskellen er blot den ganske slående, at kulturelt er den betydende ligegyldig, mens

bytteværdien, som er den betydende i tegnvaren, økonomisk betragtet er helt afgørende. Når

brugsværdien reduceres til kulturel status, er den eneste begrænsning på varens bytteværdi også

kulturel. Hvilket giver ultimative frihedsgrader i fastsættelsen af prisen.

Sammensmeltningen forklarer også det besynderlige fænomen, at bytteværdien for

tegnvaren kan være både ligegyldig ('det er lige meget, hvad den koster') og helt afgørende ('hvis

den ikke er dyr, er den ikke interessant'). For når den selvstændige brugsværdi i den økonomiske

tegnvare forsvinder, er bytteværdien i tegnvaren både den betydende i det økonomiske tegn, hvor

den er afgørende, og det eneste udtryk for den betydende i det kulturelle tegn, hvor den er

ligegyldig. Den komplekse sammenhæng kan illustreres i følgende figur:

Figur 3. Tegnlogikkens to niveauer.

De fuldt optrukne pile har den sædvanlige henvisnings-betydning. Den store stiplede pil

illustrerer den egentlige brugsværdis tendentielle forsvinden i den kulturelle betydning.

Det er koden, der bestemmer forbrugsobjekternes indbyrdes differentiering. Og

forbrugsobjekternes henvisning til en kulturel betydning er således kodens umiddelbare

77

virkelighed. Og det er kodens strukturering, der bestemmer den (tegn)bytteværdi, der fungerer

som betydende i den enkelte tegnvare. Koden fungerer efter modens logik, og denne logik bliver

derfor bestemmende for alle de områder, hvor koden regerer: "The logical processes of fashion

might be extrapolated to the dimensions of 'culture' in general - to all social production of signs,

values and relations."90 CPES, s. 79

Som del af det 'større' tegn, hvor den i sig selv henviser til en kulturel betydning, bliver

varen underlagt den magiske fetichisme. Det var den fetichisme, hvor elementer af de

menneskelige relationer lægges over i tingene, og potentielt faktisk kan have den givne egenskab i

den konkrete sociale virkelighed. Og det er derfor især denne fetichisme, der interesserer

Baudrillard.

Koden og den magiske fetichisme

Følgelig bliver Baudrillard også nødt til at afskrive Marx' fetichismeteori. Bytteværdien er ikke et

fetichvedhæng i den enkelte vare, men et udtryk for dens faktiske placering i tegnenes hierarki,

som for Baudrillard er den egentlige økonomiske virkelighed. Det er langt nærmere

brugsværdien, der har fetichkarakter. For Baudrillard er der ingen sandhed eller essens, der kan

forpurres. Og bestemt ingen uskyldig og naturgiven brugsværdi, der kan overskygges af

bytteværdien. Og fetichisme er for Baudrillard derfor heller ikke at anse bytteværdien som

tilhørende varen, men at blive opslugt i kodens værdisystem. Inden for kodens sfære er

bytteværdien sand, og det er i stedet graden af overensstemmelse mellem koden og egne

præferencer, der dikterer graden af fetichisme.

Med Baudrillards ord: "If fetishism exists it is thus not a fetishism of the signified, a

fetishism of substances and values (called ideological), which the fetish object would incarnate

for the alienated subject. Behind this reinterpretation (which is truly ideological) it is a fetishism of

the signifier. That is to say that the subject is trapped in the factitious, differential, encoded,

systematized aspect of the object. It is not the passion (whether of objects or subjects) for

substances that speaks in fetishism, it is the passion of the code, which, by governing both objects

and subjects, and by subordinating them to itself, delivers them up to abstract manipulation."91

Underlagt koden er alle varer underlagt den magiske fetichisme. Baudrillard bryder sig ikke

om alle de konnotationer, der følger med ordet fetichisme, og bruger det derfor sjældent. Men

om forbrugersamfundet skriver han, at "[...] consumption is governed by a form of magical

thinking; daily life is governed by a mentality based on miraculous thinking, a primitive mentality,

in so far as that has been defined as being based on a belief in the omnipotence of thoughts 90 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 79. 91 For a critique of the political economy of the sign, s. 92.

78

(though what we have in this case is a belief in the omnipotence of signs)."92 Så forbruget er

baseret på en magisk tænkning/fetichisme, der tillægger tegnene overnaturlig kraft.

Og hvor både bytteværdien for Marx og brugsværdien for Baudrillard kan gennemskues

som blot og bart fetichistiske, så er den kulturelle fetichisme magisk i netop det øjeblik, den også

er virkelig. En given vare kan virkelig give en reel status i en given social virkelighed. Og selvom

denne status i en rationel betragtning ikke tilhører varen i sig selv, så gør den det faktisk reelt. Det

unikke ved den magiske fetichisme er, at den faktisk er virkelig, selvom den er fetichistisk. Under

kodens herredømme kan det fetichistiske således ikke længere afvises som bare fetichistisk. Det

kan slet ikke bare afvises, fordi det faktisk er mere virkeligt end det virkelige - for nu for en gangs

skyld at tale i baudrillardske paradokser.

Det er tilsyneladende en universel og gennem alle tider tilstedeværende menneskelig

egenskab at tillægge objekter magiske egenskaber. Og disse egenskaber er i høj grad virkelige i

den konkrete sociale virkelighed. Det nye og unikke ved den moderne tid er, at så enormt mange

varer er blevet magiske fetichobjekter. Og det kan kun forstås som et resultat af den økonomiske

virkelighed, der gør alle varer til 'tegn i sig selv'. I samme øjeblik varen i sig selv er tegn, er det

heller intet, der hindrer, at den kan blive et kulturelt tegn. Den er allerede uvirkelig og fetichistisk.

Og at gøre den magisk forøger blot mulighederne for at aktivere forbrugerens begær.

Virkeligheden i fetichismen

For Marx spejlede de faktiske samfundsmæssige forhold sig i varerne, og han kaldte det

fetichisme. Baudrillard fastholder tanken, men vender også den på hovedet. Ved at undersøge

den fetichistiske opfattelse af tingene er det muligt at få et indblik i den samfundsmæssige

virkelighed - netop fordi den spejler sig i tingene. Og faktisk er det hovedvejen til

samfundsmæssig indsigt. Fordi det giver indsigt i den faktiske virkelighed, mens Marx' og andre

rationalistiske systemer er konstruktioner, der forsøger at presse virkeligheden ind i deres

rammer. Men virkeligheden passer ikke (længere) ind. Og der gives ikke et system, der kan

rumme forbrugersamfundets konstant skiftende virkelighed. Kun ved at undersøge den

fetichistiske opfattelse af tingene er det muligt at få et sandt indblik i de kræfter, der bestemmer

udviklingen. Der gives kun den sandhed, som tingene udsiger.

Det bliver således for Baudrillard meget meningsfuldt at undersøge opfattelsen og

markedsføringen af konkrete forbrugsobjekter. Nøgternt og rationelt betragtet tjener varen et

bestemt behov, men det siger næsten intet om dens samfundsmæssige virkelighed. Nøgternt og

rationelt betragtet tilhører alle de egenskaber, en given vare kan tillægges, ikke det givne objekt.

92 Baudrillard: The consumer society, s. 31.

79

Men det givne objekt i sig selv siger intet om den samfundsmæssige virkelighed. Det gør derimod

alle de egenskaber, som objektet bliver tillagt. Indblik i fetichismen er derfor en vej til forståelse

af samfundet, når næsten alle andre veje synes blokeret.

En fundamental fejl hos Marx

I sin analyse af tegnværdien i forbrugersamfundet borer Baudrillard i det, han betragter som den

mest fundamentale fejl i den marxske økonomikritik. En marxsk vare giver kun mening med en

helt given og fuldstændig ureflekteret brugsværdi. Det er rimeligt at spørge, om der overhovedet

findes den slags varer, hvor brugsværdien er endegyldigt givet og fuldt ud forstået af forbrugeren.

Brugsværdien er også rationelt betragtet en udflydende størrelse, hvor det er uklart, hvor

meget, der skal regnes med, og i hvor stort et perspektiv den skal betragtes. Vand slukker tørst,

men tjener også mange indre kropslige og livsnødvendige formål. Og er det således nærmest

umuligt at sammenligne brugsværdien af vand med andre tørstslukkere, som måske har helt andre

fysiske konsekvenser, der måske endda kun viser sig efter lang tid. De fleste brugsværdier er

således også rationelt betragtet underlagt en enorm fundamental usikkerhed.

Disse usikkerheder kan selvfølgelig ignoreres, og der kunne i teorien skabes en slags

rationalistisk konsensus om en given vares brugsværdi. Og det er netop sådanne varer, der

nødvendige i det marxske system. For en helt given brugsværdi vil selvfølgelig blive udsat for den

yderste kræmmermentalitet hos både producenter og forbrugere. Producenterne vil konkurrere

om at finde den absolut billigste måde at producere den på - og forbrugerne vil ikke være villige

til at betale mere end det minimalt nødvendige. Men denne form for rationalistisk konsensus

findes ikke. Selv omkring de meste enkle varer spiller kvalitet, status og eksternaliteter som miljø

en afgørende rolle for forbrugerens valg. Og samtidig spiller de en afgørende rolle i

virksomhedernes forsøg på at undgå den ruinøse fuldkomne konkurrence.

Både kvalitet, status og eksternaliteter kan være virkelige ting. Det kan også være illusioner.

Når varen er et tegn, er det lige meget, om de er det ene eller det andet. For varen købes ikke for

disse differentierende elementer i sig selv, men for den sociale, kulturelle betydning de har. Men

denne forskydning er kun mulig, fordi differentieringen potentielt er virkelig. En dyr vare kan

være af bedre kvalitet end en billig (om denne ekstra kvalitet så er relevant for forbrugeren, er et

helt andet spørgsmål). Den kan give mere status. Den kan have færre negative eksternaliteter eller

flere positive. Uklarheden omkring brugsværdien er således selve mulighedsbetingelsen for

tegnværdien. At Marx fuldstændig overså alle brugsværdiens spidsfindigheder er unægtelig den

mest graverende fejl i hans system. Men selvfølgelig også en fejl, uden hvilken systemet ikke ville

have kunnet formuleres.

80

Ekskurs

For Marx er brugsværdien noget indlysende og givent. For Baudrillard eksisterer brugsværdien

ikke som andet end et alibi. Marx tager åbenlyst fejl, men har selvfølgelig alligevel en vigtig

pointe. Og hvor meget Baudrillard end har ret, er det ikke rigtig tilfredsstillende at dele hans

sortsyn. Der må findes et rum for sand brugsværdi. Og også selvom det ikke er et stort og

afgørende rum, så er det dog et vigtigt rum. Der må findes sande behov - eller behov dikteret af

sandhed eller forbundet med sandhed. For at kunne leve et anstændigt liv er det nødvendigt at

kunne udvælge brugsværdier, som er forbundet med sandhed - alt andet kan misbruges og

manipuleres.

Opsamling

Varen som tegn har altså to forskellige betydninger. Varen er en betydende, der henviser til social

kulturel betydning, som kun kan aflæses med koden. Forholdet mellem betydende og betydning

er sådan, at den betydende nærmest er ligegyldig, og den kan udskiftes med en anden betydende,

hvis den mister sin betydning. Men også som sammenblanding af brugsværdi og bytteværdi er

varen et tegn.

For at kunne gennemføre en løsrivelsesstrategi fra den marxske værdibestemmelse

efterligner den økonomiske tegn(værdi)bestemmelse den kulturelle kodebestemmelse. Den siger,

at bytteværdien, som den betydende, er ligegyldig, fordi det er brugsværdien, betydningen, der er

afgørende. Men faktisk er det lige omvendt. Brugsværdien er en illusion, et alibi, og den

økonomiske bestemmelse handler kun om bytteværdien.

Der er således ikke tale om, at Baudrillard opgiver værditeori, men at han udskifter Marx'

værditeori baseret på en 'økonomisk' logik med en anden baseret på en 'differentiel' logik. Marx

ville have medgivet, at hans værditeori måtte være åben for forandring, for han så teori som en

afspejling af den dialektisk materielle virkelighed, og teorien må således ændre sig med

virkeligheden.

Men Marx viste ingen vej ud af sit værdisystem. Han mente tværtimod, at det måtte slå

igennem med stadig større styrke. Baudrillard påpeger gennem sin analyse de fejl i den marxske

optik, der har medført, at mange af Marx' profetier ikke holdt stik.

Baudrillard opdaterer den marxske værditeori, men det er ydermere en afgørende tanke

hos ham, at et værdisystem aldrig er enerådende. Forskellige værdisystemer eksisterer side om

side, men forbrugersamfundets gennembrud betyder, at tegnværdien bliver stadig mere udbredt

og dominerende, men uden at de andre værdisystemer forsvinder.

81

VI. Værdisystemer. Baudrillard og økonomisk teori Indledning

I sidste kapitel blev det undersøgt, hvordan den af Baudrillard definerede tegnværdi,

kendetegnede vareøkonomien i det såkaldte forbrugersamfund. Det fremgik også, at Baudrillard

ikke anså tegnværdi som en universel og ahistorisk sandhed, men netop som knyttet til den

moderne økonomisk virkelighed - forbrugersamfundet. En anden formulering kunne være, at et

samfund er et forbrugersamfund, i netop den grad som tegnværdien er den dominerende

værdiform.

Baudrillard anklager således ikke Marx for at have taget fejl på Marx' egen tid (eller: det gør

han også, men ikke omkring bytteværdien), men fastslår, at den marxske værditeori er ganske

utilstrækkelig til at beskrive den moderne økonomi. Den tanke indebærer, at der må have været

en overgang fra den af Marx analyserede værdi til den af Baudrillard bestemte. Og det er klart, at

en sådan overgang ikke sker fra det ene øjeblik til det andet. Og heri ligger en afgørende indsigt

gemt. Værdi er ikke bare værdi. Der findes forskellige slags værdi. Og de forskellige typer værdi

kan sagtens eksistere side om side. Baudrillard fremstiller det på den måde, at der findes

forskellige værdisystemer, og at et værdisystem kan være dominerende, men aldrig er

eneherskende eller kan udelukke de andres i hvert fald potentielle eksistens.

I denne åbenhed for forskellige typer af værdi møder og indfanger Baudrillard også

traditionel økonomisk tankegang. Og han opstiller en generel teori, der indeholder både

værditeorien bag moderne økonomisk teori, Marx' værditeori og tegnværdien. Den samlende,

generelle teori er et forbindelsespunkt mellem Baudrillard og almindelig økonomisk teori, og den

peger frem imod, hvordan Baudrillards indsigter kan være anvendelige og givtige i en

reformulering af grundlæggende postulater i økonomisk teori.

De forskellige typer økonomisk værdi

Økonomisk værdi i bred forstand (altså ikke kun i specifik marxsk forstand) er et udtryk for de

regler, der ligger bag den samfundsmæssige udveksling af arbejdsprodukter. Og disse regler

afspejler en specifik logik, der dikterer værdien. Hvert værdisystem er således kendetegnet ved

nogle bestemte regler og en given logik. Baudrillard opererer umiddelbart med tre værdisystemer.

I overskrift kan de kaldes:

Funktionel værdi

Økonomisk værdi

Differentiel værdi

82

Den økonomiske (ordet bruges her i den specifikke marxske betydning) værdi er den, som

Marx analyserede under navnet bytteværdi. Og den differentielle værdi er den, som Baudrillard

betegnede tegnværdi. Begge disse har været analyseret grundigt i det foregående. Lidt mere

uddybende kunne de altså opskrives som:

Økonomisk værdi. Kommer til udtryk som bytteværdi. Bytteværdien bestemmes af en

økonomisk logik. ('Økonomisk logik' er normalt et meget vagt begreb, men bruges altså her som

en eksakt beskrivelse af de rationelle regler, som Marx beskrev som gældende for bestemmelsen

af bytteværdien i vareøkonomien.)

Differentiel værdi. Kommer til udtryk som tegnværdi. Tegnværdien bestemmes af en differentiel

logik. ('Differentiel' i den betydning, som Baudrillard bruger ordet: At værdien bestemmes

gennem (betydnings-)forskellene til andre tegnvarer.)

Den funktionelle værdi har indtil videre kun været beskrevet mere indirekte. I stil med de

to overstående definitioner kan den beskrives som:

Funktionel værdi. Kommer til udtryk som brugsværdi. Brugsværdien bestemmes af en funktionel

logik. ('Funktionel' henviser her til, at brugsværdien bestemmes gennem den funktion, som den

udfører. Mere om det senere.)

Ifølge Baudrillards analyse vil alle beskrivelser af det økonomiske (ordet bruges nu igen i

den generelle betydning) baserer sig på en af disse tre værdisystemer - en af disse tre logikker. Og

hans teori, der rummer alle tre systemer, er således en generel teori om økonomisk værdi.

Det må derfor også gælde for moderne økonomiske teori, at den baserer sine udsagn på et

værdisystem. Også selvom den benægter ethvert kendskab til værditeori. Og det viser sig da også,

at gængs økonomisk teori benytter netop den funktionelle logik som værdimæssig begrundelse.

Et såkaldt 'gode' er værdifuldt for forbrugeren, og det har denne værdi, fordi det tjener en

funktion for forbrugeren. Og det udsagn er baseret på den funktionelle værdilogik. Og så længe

det skal forsøges forklaret, hvordan og hvorfor forbrugeren vælger, så er en værditeori

nødvendig.

I teoretisk-økonomiske termer er værdien bestemt som nytten ved den næste enhed af

varen (marginalnytten).93 At den definition faktisk indeholder værditeorien bag moderne

økonomisk teori, kan ses ved, at standardforklaringen på det såkaldte vand-diamant-paradoks94

netop er baseret på marginalnytten.95

93 Da 'nytte' dog ikke længere bruges som et egentligt mål eller en egentlig enhed, kan marginalnytten kun ses i relation til en anden vare. Mere intuitivt og praktiske anvendeligt kan den i teorien måles ved de penge, som den enkelte maksimalt er villig til at betale for enheden. 94 Se Værditeori-kapitlet. 95 Se eksempelvis Boserup: Deres egne ord, s. 177.

83

Grunden til at den 'unyttige' diamant kan være så meget dyrere end det 'nyttige' vand er

nemlig ifølge moderne økonomisk teori, at nytten af en ekstra diamant (den marginale nytte) er

meget høj sammenlignet med nytten af en ekstra enhed vand. Det skyldes, at forbrugeren

normalt i udgangspunktet har meget vand og få diamanter. Værdien er således givet ved den nytte

den næste enhed af varen giver - og den nytte er bestemt af den 'funktion' (funktion må her

endelig ikke forstås i den matematiske betydning), som varen tjener. Derfor er værdien bestemt af

en 'funktionel logik'.

Og denne logik er jo umiddelbart ganske overbevisende. Værdien er det, som forbrugeren

er villig til at betale. Og økonomisk teori har med dette udgangspunkt opstillet en teori, der kan

forklare prisfastsættelsen i en generel ligevægt. Og det kan ikke benægtes, at menneskets

opfattelse af værdi kan være påvirket af den funktion, en given vare udfører. I en situation med

tørst vil vand selvfølgelig være yderst værdifuldt. Men selvom den funktionelle logik således

tydeligt vil vise sig i ekstreme situationer, er det ikke noget bevis for dens generelle gyldighed.

Den funktionelle værdi - kritik og perspektiver

Den funktionelle logik er faktisk næsten kun en værditeori - intet egentligt værdisystem. For

værdien forbliver noget individuelt og personligt.96 Den kan skifte fra det ene øjeblik til det andet

og er således ikke i stand til at strukturere den økonomiske virkelighed i et system. Og den kan

således ikke leve op til værditeoriens formål med at forstå økonomiens underliggende

konstruktion.

Det er selvfølgelig også derfor, at moderne økonomisk teori ikke behøver beskæftige sig

med værditeori. Og i ligevægtsteorierne er der fundet en erstatning for værditeoriens

grundlæggende strukturering. Så hvis alle ligevægtsteoriens postulater accepteres, er det muligt i

mange henseender at ignorere manglen på værdi-struktur. Men graden af stabilitet i den

økonomiske virkelighed må dog alligevel vække forundring, hvis det virkeligt var rigtigt, at

efterspørgslen blev bestemt af noget så flygtigt som funktionelt bestemt nytte.

Meget værre er det, at teorien bygger på nogle aldeles urealistiske psykologiske antagelser.

Det afgørende begreb er 'betalingsviljen' - det beløb, forbrugeren er villig til (maksimalt) at betale

for varen givet dens funktion og følgelig den 'nytte', den giver. Det må betegnes som yderst

tvivlsomt, om den enkelte overhovedet kender denne yderste betalingsvilje i langt, langt

størstedelen af de forbrugsvalg, der træffes. Og lige så tvivlsomt, om den overhovedet findes.

Den yderste betalingsvilje for vand er eksempelvis umulig at fastlægge. Den er noget plastisk, der

nok er bestemt af situationen, men endnu mere er fastlagt af de strukturer, som de overordnede

96 Den populære version lyder: 'Price is what you pay. Value is what you get.'

84

værdisystemer fastsætter. Og langt de fleste forbrugsvalg bliver truffet, uden at den slags

overvejelser overhovedet kommer i spil.

Der kan gives mange eksempler på, at noget bliver opfattet som 'for dyrt'. Og det betyder

vel umiddelbart, at priser overskrider den maksimale betalingsvilje. Men hvis det gælder varer,

som normalt købes, er det meget snarere et spørgsmål om, at varen er for dyr i forhold til, hvad

den plejer at koste. Og overskridelsen af betalingsviljen er funderet på en forventning om, at

varen eller en passende substitut kan anskaffes til sædvanlig pris et andet sted eller til et andet

tidspunkt. Forbrugeren bliver således nærmest aldrig tvunget til at overveje, hvad den 'egentlige

værdi' af en given varen er - i yderste konsekvens. Det centrale begreb i forhold til overskridelse

af betalingsviljen er således den forventede pris - og ikke den maksimale betalingsvilje.97

Endnu mere generelt må der sættes spørgsmålstegn ved, om den funktionelle værdi

overhovedet kan oversættes til en pris. Værdien af vand er jo i sidste ende i hvert fald

ubestemmelig eller uendelig. Og hvor mange glæder eller tilfredsstillelser er det egentligt muligt at

fastsætte en pris på? Det ville utvivlsomt føles som et psykologisk overgreb at skulle gøre det. Og

det føles da også sådan, når man en gang imellem i overført forstand får kniven sat på struben og

bliver nødt til at beslutte, hvor meget man faktisk i yderste konsekvens vil betale for noget, som

man faktisk gerne vil have. Og det er et overgreb netop, fordi det kræves, at noget, der faktisk er

umåleligt, bliver målt.

Det er næppe muligt at formulere ovenstående kritik på måde, der overbeviser alle.

Økonomisk teori i hele dens enorme omfang illustrerer, at det er muligt at komme endog meget

langt med de gjorte antagelser. Og der er heller ikke nogle grundlæggende logiske brister i

systemet som sådan. Problemet er snarere, at forbrugerteorien grundlæggende er tautologisk. Den

er således nødvendigvis (i teorien) sand, men samtidig udsiger den intet om virkeligheden. Men

det forsøger økonomer selvfølgelig alligevel at gøre, og her kommer de meget hurtigt i store

problemer, da teorien er nærmest uden forbindelse med forbrugerens virkelighed. Fanget i disse

fejl og urimeligheder, har økonomerne så desværre altid den mulighed at falde tilbage til deres

ubestridelige tautologier. Og det er således ikke muligt endegyldigt at få skovlen under

økonomisk teori på dens egne præmisser. Den må nødvendigvis indses som værende fejlagtig helt

i udgangspunktet.

Almindelig selvindsigt og introspektion vil for de fleste være nok til at afvise teorierne om

forbrugeradfærd. Og ellers er der alle de fænomener, der er i direkte modstrid med

forbrugerteorien. Stærkt står her betydningen af før-priser. Denne betydning er ubestridelig. Og

denne betydning er uforklarlig ud fra en funktionel logik. Den ville simpelthen ikke kunne

97 Se mere om dette i 'Slaget om forbrugerens sjæl'.

85

eksistere, hvis forbrugerne alene fastsatte værdi funktionelt. Den almindelige forbrugerteori er

altså i direkte modstrid med den mest almindelige virkelighed. Derfor må teorien være fejlagtig.

Længere er den sådan set ikke. Og så snart man holder op med at forsøge at forsvare den

økonomiske forbrugerteori, virker den nærmest øjeblikkeligt tåbelig. Især når alternativerne er så

frugtbare.

Men ifølge Baudrillard er problemet faktisk endnu større. Han anser ikke bare den

funktionelle værdi som en fejlagtig forklaring på forbrugsefterspørgsel, men også som et

strategisk alibi. Igen skal det først understreges, at fejlen ikke angår den mulige 'sandhed' af den

funktionelle logik. Der kan sagtens tænkes eksempler, hvor den vil være gældende. Illusionen er,

at den funktionelle logik har nogen som helst betydning i et normalt forbrugsvalg. Det er

simpelthen ikke virkeligt.

Det normale forbrugsvalg er ikke bestemt af funktion og behov. For Baudrillard befinder

forbruget sig langt hinsides disse ting. Det er bestemt af koden og drevet af begær. Men den

funktionelle logik fungerer som et alibi for den differentielle økonomiske virkelighed. Baudrillard

skriver: "The differential function of sign exchange always overdetermines the manifest function

of what is exchanged, sometimes entirely contradicting it, repossessing it as an alibi, or even

producing it as an alibi."98

Forbrugerne bliver bildt ind - og bilder efterfølgende sig selv ind - at de køber varer, fordi

de tjener en funktion. Disse funktioner præsenteres som henvisninger til formodede

underliggende behov som tørst, sult, menneskelig kontakt, lykke. Men forbruget selv foregår i en

helt anden dimension - og kommer ikke i kontakt med det påståede behov i andet end en yderst

perverteret form.

For en mere omfattende, udfoldet og afsluttet kritik af den økonomiske forbrugerteori

henvises til min BA-opgave 'Slaget om forbrugerens sjæl'. For nærværende er det tilstrækkeligt at

konkludere, at der findes en funktionel logik for værdi, og at den ligger bag gængs økonomiske

teori. Samt at tilføje, at den ikke kan strukturere den økonomiske virkelighed, og at den også er i

direkte modstrid med denne virkelighed.

Marx' økonomiske værdi - kritik og perspektiver

For Baudrillard føder den funktionelle logik illusionen om brugsværdien. Illusionen om behov.

Og en af hans største anker mod Marx er, at Marx ikke antaster denne illusion. Marx slugte

brugsværdien råt - og beskæftigede sig så i stedet med bytteværdien og dennes bestemmelse og

konsekvenserne i vareøkonomien. For Baudrillard er brugsværdien Marx' egentlige blinde punkt.

98 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 78.

86

Fordi Marx anser den og forbruget som noget, der giver sig selv, kan han ikke se, at netop i

illusionen om brugsværdien findes muligheden for at slippe fri af den strenge bytteværdi-logik,

som han mente, ville bringe kapitalismen i knæ og til sammenbrud. Men brugsværdien og

forbruget giver bestemt ikke bare sig selv. De er yderst fleksible og manipulerbare størrelser.

Men det gør selvfølgelig ikke bytteværdien mindre virkelig. I forbrugerens bevidsthed er

varens bytteværdi bedst bestemt ved den pris, som forbrugeren forventer at betale for varen. I

den moderne virkelighed har denne pris tilsyneladende ofte ingen særlig forbindelse til

omkostningen ved produktionen af varen. Og det er umiddelbart i direkte modstrid med den

marxske værditeori. Men produktionsomkostningerne er yderst komplicerede at beregne. For de

fleste varer er det nærmest umuligt (hvilke udviklingsomkostninger skal regnes med, hvor meget

administration og så videre). Og det har været den marxske teoris nødudgang, når den blev

konfronteret med virkeligheden.

Alligevel er der en stærk logik i tanken om den omkostningsbestemte værdi. For hvad

skulle varen egentlig ellers være værd? Alt andet er jo i sidste ende bare mentale konstruktioner.

Og ikke mindst samfundsøkonomisk er det af afgørende værdi at kunne gennemskue, hvad

samfundets omkostning ved produktionen af varen er. Og denne omkostning er i

samfundsøkonomisk forstand varens værdi.

Men bag bytteværdierne ligger stadig den marxske antagelse om brugsværdier, der giver sig

selv. Bytteværdien er kun virkelig, hvis den er knyttet til en virkelig brugsværdi. Og for Marx er

alle virkelige brugsværdier skabt lige. De tilfredsstiller et behov. En mere naiv forestilling om

brugsværdi kan næppe tænkes. Og følgeslutningen er den dramatiske, at hvis en bytteværdi er

virkelig, så må dens brugsværdi jo også være virkelig - for ellers ville den bytteværdi jo ikke være

virkelig. Marx antagelser viser sig således pludseligt at bevise, at de menneskelige behov generelt

er både uendelige og umættelige. For produktionen af bytteværdier synes i hvert fald potentielt at

være uendelig.

Og her fanger Baudrillard den marxske teori i ureflekteret at godtage vareøkonomiens mest

grundlæggende drivkraft: Produktionens ustoppelighed og potentielle uendelighed. Her havde

Marx intet alternativ til kapitalismen. Kommunismen var blot en endnu mere rendyrket

produktionisme (et nyt, selvopfundet ord). Kapitalismens kritikere har talt om 'kunstige behov',

men det viser netop, at de stadig tror på ægte behov og derfor ikke har set ned til bunden af

manglen i behovsteorierne. Teorien om behov er den ultimative undskyldning, det ultimative alibi

for uhæmmet forbrug. Der er et behov, og derfor skal det tilfredsstilles.

Marx' kapitallogiske model kan faktisk ses som den ypperste repræsentant for denne

tankegang. For den grundlæggende værdi kan mest meningsfyldt ses som en spejling af de behov,

87

der findes i samfundet. Der findes kun værdi, fordi der findes behov. Men når behovene så er

eller bliver til en løgn, så er det klart, at værdien ikke længere er en hjælpende hånd til

tilfredsstillelsen af menneskets behov, men en logik, der tjener et andet formål under dække af

behovenes behagelige illusion. Og dette skjulte formål er for Baudrillard produktionens

videreførelse og den modsvarende konstante akkumulation (af varer, penge, kapital).

Kapitalisme og kommunisme var for Baudrillard to former af den samme produktionistiske

logik. Og da produktionen og akkumulationen er den dybeste logik i de to systemer, så var

kommunismen faktisk slet ikke et alternativ til kapitalismen. For Baudrillard måtte et sandt

alternativ være ikke-producerende og ikke-akkumulerende. Og her er det først og fremmest

relevant at bemærke, at det netop er behov og brugsværdi, der danner grundlaget for en økonomi

funderet på akkumulering og produktion. Og Marx kritiserede kun bytteværdien og dens

ødelæggelser. Han så, at bytteværdien hvilede på brugsværdiens fundament. Men han så ikke, at

det netop var dette fundament, der var vareøkonomiens egentlige fundament, illusion og løgn -

ifølge Baudrillard.

Den marxske analyse har bidraget med vigtige indsigter, og den underliggende såkaldte

økonomiske logik er stadig relevant på mange områder. Men det må alligevel konstateres, at den

omkostningsbestemte værdi er aldeles utilstrækkelig som beskrivelse af den struktur, der ligger

bag prisdannelsen på en hel masse varer. Det er simpelthen ikke en brugbar beskrivelse. Heller

ikke selvom omkostningen er nærmest umulig at bestemme. For så ender forklaringen i en

tautologisk fælde: Prissystemet struktureres af den omkostningsbestemte værdi (omregnet til

gennemsnitligt samfundsmæssigt arbejde), og den faktiske pris må derfor være struktureret af

omkostningerne, for ellers ville prisen jo være en anden.99

Svag forklaringskraft kan tit bruges som en styrke, når en teori skal forsvares (fordi det er

svært eller umuligt at modbevise teorien), men svag forklaringskraft er ikke ensbetydende med

god teori. Marx kunne også blot henvise til, at markedet ville sørge for, at hans teori blev

virkeliggjort, men senere økonomisk teori har meget tydeligt slået fast, at markedet i langt de

fleste tilfælde (kun undtaget 'fuldkommen konkurrence på langt sigt'), kommer til et andet

resultat. Så hvis den marxske værditeori kun har markedet at læne sig op ad som garant for dens

virkelighed, så har den fraskrevet sig muligheden af at være generel forklaringsmodel.

Problemerne skyldes, at Marx fuldstændigt har overset efterspørgslens strukturerende rolle i

prisdannelsen. Den ære tilfalder den senere økonomiske teori, der til gengæld intet brugbart svar

har på, hvad der så strukturerer den strukturerende efterspørgsel.

99 Det svarer helt til den økonomiske forbrugerteoris tautologi: Forbrugeren vælger det bedste, og det forbrugeren vælger må derfor nødvendigvis være det bedste, for ellers ville forbrugeren havde valgt noget andet.

88

Tegnværdien som løsning

Hverken den funktionelle eller den økonomiske logik kan tilvejebringe et dækkende værdimæssigt

fundament for prisdannelsen i en moderne økonomi. Og Baudrillard tilføjer derfor en tredje type

værdi: Tegnværdien og dens differentielle logik. Tegnværdien er en bytteværdi, men den er ikke

som den marxske bestemt af omkostningerne. Og tegnværdi indebærer en direkte henvisning til

brugsværdien som begrundelse for bytteværdien, der således kan frisættes af den

omkostningsbestemte pris.

Tegnværdien tillader således både varens brugsværdi og dens bytteværdi at spille en rolle

for forbrugerens efterspørgsel. Og på den måde kan Baudrillard både inkludere brugsværdiens

realistiske element, og bytteværdiens strukturerende. Men hverken brugsværdi eller bytteværdi

optræder i tegnværdien i deres oprindelige form. De følger ikke deres oprindelige logik, men har i

stedet antaget en slags irrationel eller perverteret form. Brugsværdien er ikke længere funderet på

rationelle behov, men på irrationelt begær. Og bytteværdien henviser ikke længere til en rationelt

kalkulerbar omkostning, men til den irrationelle kode.

Men brudene med de rationelle rødder er sjældent fuldstændige. Brugsværdien i tegnvaren

husker stadig i et eller andet omfang sin fortid, og kan også henvise til denne som alibi og

undskyldning. Og det samme gælder bytteværdien. Tegnvaren er altid et gradsspørgsmål. Det

rene tegn har ingen hukommelse om behov og omkostninger, men det er de færreste varer, der

lever som rene tegn. Til gengæld er langt de fleste konsumvarer i dag i et eller andet omfang

blevet tegn.

Skematisk oversigt over de tre værdisystemer

Funktionel værdi - instrumental logik. Objektet tjener en funktion. Det er et instrument til at

tilfredsstille et behov. Derfor er det nyttigt. Subjektet har nytte af det. Værdien bestemmes af

graden af behovstilfredsstillelse og kan måles i brugsværdi. Den funktionelle logik definerer

derfor begrebet brugsværdi og giver en begrundelse for den. Som instrument kan objektet kun

udskiftes med en objekt, der kan udføre en tilsvarende funktion.

Økonomisk værdi - økonomisk logik. Objektet er en vare. Økonomiske værdier er kun

kvantitativt forskellige - ikke kvalitativt. Værdierne skabes og måles inden for det økonomiske

system - markedet. Værdien bestemmes uafhængigt af nytten/brugsværdien. Den økonomiske

logik definerer begrebet bytteværdi og giver en begrundelse for den. Varen er kvalitativt ligestillet

med alle andre varer. Den økonomiske logik er ækvivalens: Alle varer kan ligestilles i bestemt

kvantitativt forhold.

89

Tegn-værdi - differentiel logik. Objektet er en forbrugsgenstand, der giver status. Tegn-værdien

bestemmes af varens forskellighed fra andre varer. Det almene har ingen værdi - eller rettere: det

synker ned i den økonomiske logik. Brugsværdien er erstattet af betydning, mens bytteværdien

bestemmes af den af kulturelt bestemte differentielle logik - modens logik. En vare må hele tiden

forsøge at fastholde sin forskellighed i forhold til andre. For som betydning er varen potentielt

udskiftelig med en hvilken som helst anden vare.

Det er nu muligt at lave en rationalistisk rekonstruktion af objektets kulturhistorie. Objektet

tjener umiddelbart som et instrument, der har en given funktion og dermed tilfredsstiller et givent

behov ('objektet er nyttigt'). Jo mere nyttigt objektet er, jo større værdi har det. Men så snart

objektet indgår i vareøkonomien og bliver produceret, bliver dets værdi bestemt beregneligt

økonomisk (som bytteværdi). Men når varen bliver et tegn antager både de funktionelle og

økonomiske forskelle semiotisk funktion. De bliver kulturelt betydningsfulde. De antager en

kulturel og statusmæssig betydning.

Omvendt kan et objekt, der bliver taget ud af sin sociale sammenhæng, øjeblikkeligt miste

sin tegnværdi (status). Det kan herefter forfalde til en økonomisk bestemmelse (hvor det antages

at tilfredsstille et givent behov, og dets værdi bliver målt ved omkostningen ved produktionen).

Eller til en funktionel bestemmelse, hvor dets værdi bestemmes ved dets funktionelle funktion.

Et meget værdifuldt tegn kan under sådanne omstændigheder blive fuldstændig værdiløst, fordi

dets værdi udelukkende er social, og det faktisk ikke tilfredsstiller andre former for behov.

Det afgørende at forstå, at de tre værdisystemer på ingen måde udelukker hinanden.

Værdien af en given vare kan således i teorien potentielt falde ind under alle tre systemer. Én vare

handles for dens funktionelle værdi, en anden for den økonomiske og en tredje for den

tegnmæssige. Eller den samme vare kan på ét tidspunkt handles efter den instrumentelle logik, på

et andet tidspunkt efter den økonomiske logik - og på et tredje tidspunkt efter den differentielle.

Eller den givne vare kan af forskellige personer bliver vurderet efter forskellige værdistrukturer.

Baudrillard mente ikke, at den funktionelle værdi grundlæggende var andet end et

ideologisk alibi. Og han har nok ret i, at den fylder meget lidt, når det kommer til bestemmelsen

af de priser, varer handles til. Men den har alligevel en sandhedsværdi og kan i både ekstreme og

mere realistiske eksempler forestilles at have en effekt. Som grundlæggende værdimæssig struktur,

spiller den dog næppe nogen rolle.

Værdien af en given (masseproduceret, massehandlet markeds)vare falder således normalt

under enten den marxske bytteværdis økonomiske logik eller kodens differentielle logik. En vare

90

kan være en anonym massevare eller et tegn. Tegn-varerne findes i mange forskellige grader. Det

er et spørgsmål om, hvor meget en given vare kan differentiere sig i forhold til andre varer - hvor

meget den kan løsrive sig fra den marxske bytteværdi. Langt de fleste varer, der handles i

detailhandlen, er i eller anden grad tegn. Forskellen er, i hvor høj grad de stadig husker deres

væren som 'almindelige marxske varer'.

Symbolsk 'værdi', ambivalens - økonomiens og produktionens grænse

Funktionel værdi, økonomiske værdi, og tegn-værdi afgrænser Baudrillards forståelse af det

økonomiske. Men han opererer faktisk også med en fjerde form for 'værdi'. Den har ikke været

nævnt indtil nu, men det skyldes, at den faktisk falder uden for det økonomiskes område. Og den

har derfor ikke været relevant for alle de betragtninger omkring vareøkonomien, der har båret

dette speciale. Frem for at forvirre kan den så nu, hvor alle de andre typer af værdi er blevet

grundigt analyseret og afgrænset, være med til at kaste et afrundende blik på, hvad økonomi er -

og hvad det ikke er.

Baudrillard kalder den fjerde værdiform for symbolsk, men fastslår samtidig, at det

symbolske netop ikke er en 'værdi' i den overordnede økonomiske forstand. Grundlaget for

vareøkonomi og produktion er værdi, og det symbolske er netop det, som står uden for

vareøkonomien, produktionen og værdien i det hele taget. Men det symbolske kan alligevel være

et værdisystem, fordi det i formen 'symbolsk udveksling' ('symbolsk bytte') kan fungere som

strukturerende system for udveksling af samfundsmæssige værdier. Og det er netop definitionen

på et værdisystem.

Ekskurs

Det er vigtigt i disse betragtninger at skelne klart mellem 'tegn' og 'symbol'. Mange af de ting, som

i daglig tale kaldes symboler, er i virkeligheden blot tegn. Et tegn er enheden af en given

'betydende' og dennes 'betydning'. Et symbol udtrykker derimod altid mere, end der kan

redegøres for. Det har en betydning, men denne er uudgrundelig. Symbolet udtrykker altid mere

end fortolkningen. Dets betydning kan ikke fuldt eller endegyldigt afkodes. Og hvis fortolkningen

blev dækkende ville symbolet være blevet til et tegn.

I lighed med de andre værdisystemer kan det symbolske beskrives som værende behersket af en

bestemt logik. Overordnet kan det symbolske beskrives som:

Reciprok værdi. Kommer til udtryk gennem symbolsk udveksling (symbolsk bytte). Den

symbolske værdi styres af en reciprok logik.

91

Det enkleste eksempel på symbolsk udveksling er gaven (mange gaver er dog i vores kultur

for længst blevet til tegn eller ren bytteværdi - alligevel har de stadig en smag af deres oprindelige

funktion). I forståelsen af gaven bliver det reciprokke ved den symbolske udveksling klart. Under

gaveudvekslingens logik skal en gave fra en person til en anden altid modsvares af en gave den

modsatte vej. Idet man giver en gave, indtræder der således et afhængighedsforhold de to parter

imellem. Jo større en værdi, der er blevet givet - jo større en værdi skylder modtageren af gaven.

Der ligger endog en slags vækstlogik gemt - fordi den modsvarende gave måske endda helst

skal være lidt større end den oprindelige. Det symbolske afhængighedsforhold er således aldrig

helt gennemsigtigt eller gennemskueligt. Baudrillard kalder relationen for 'ambivalent'. Gaven er

givet - og skal af princip være vederlagsfri. Men den reciprokke logik gør, at gaven samtidig er en

gæld. Gaven er altid både gave og gæld. Den symbolske værdi er aldrig entydig eller målelig, men

altid usikker og omskiftelig (ambivalent). Det symbolske er i det hele taget kendetegnet ved at

være ambivalent. Det er aldrig fastlagt eller endelig givet.

Og det er netop gavens reciprokke logik, der gør, at de samfund, hvor udvekslingen af

objekter foregår gennem symbolsk udveksling, står uden for det egentligt økonomiske:

produktionen og akkumulationen. Baudrillard mener, at det gælder for de fleste såkaldt primitive

samfund. Fordi alting opfattes som gaver, skal det altid gives videre. Det er aldrig egentligt ejet.

Det overskud, som opstår i sådanne samfund, skal derfor altid på et tidspunkt gives tilbage - til

naturen eller guderne. Ifølge Baudrillard er denne logik grundlaget for 'festen' og 'ofringen'.

Et andet karakteristisk træk ved det symbolske er, at det altid indeholder en psykisk binding

(en 'psykisk investering'). I det symbolske spiller objektet i sig selv en underordnet rolle. Et

hvilket som helst objekt kan være et symbol. Det afgørende er, at et subjekt er knyttet (bundet)

psykisk til det. Og det kan ikke bare udskiftes med et andet objekt - også selvom dette

tilsyneladende er tilsvarende. Det symbolske objekt er således unikt. (I modsætning til

instrumentet, der er funktionelt udskifteligt, varen, der kvalitativt er ækvivalent med alle andre

varer, og tegnet, der er fuldstændig udskifteligt.)

I den symbolske udveksling er det således hverken brugsværdi, bytteværdi eller betydning,

der udveksles. Det er en gensidig psykisk binding. En gensindig psykisk afhængighed mellem

giver og modtager. Men det er stadig et system til udvekslingen af samfundsmæssige værdier -

udvekslet efter bestemte regler. Disse regler er ofte religiøst bestemt, men kan indeholde mange

elementer. Og det er ofte netop en rationalisering af disse regler, der udgør overgangen til det

økonomiske.

I en vareøkonomi kan det symbolske stå i et uklart forhold til det økonomiske, Symbolsk

udveksling er i modstrid med det økonomiske, værdien og produktionen. Men et objekt kan godt

92

antage symbolsk 'værdi' (form) i en vareøkonomi - eksempelvis når det bliver 'personligt' og

'unikt'. Men det kan så nemt komme til at ligne eller blive blandet sammen med tegn, der skal

udtrykke 'personlighed' og 'unikhed'.

Forholdet mellem det symbolske og fetichismen er også speget. Det symbolske er altid

fetichistisk, fordi det bliver tillagt objektet. Men al fetichisme er ikke symbolsk. For at det

fetichistiske skal være symbolsk skal objektets brugsværdi og bytteværdi være nærmest ligegyldige,

og dets betydning skal indeholde noget 'mere', noget uforklarligt. Men samtidig spiller disse

betingelser fint sammen med tegnværdien, fordi objektets funktion bliver underordnet og prisen

ligegyldig. Og det er perfekte arbejdsbetingelser for, at tegnværdien og koden kan udøve deres

dominans - og for at forbruget i det hele taget kan fremmes. I teorien er tegn og symboler næsten

modsætninger, men i praksis kan de nogle gange være meget svære at adskille.

Svært definerbare kvaliteter som eksempelvis 'enkelhed', 'funktionalitet' og 'lækkerhed'

ligger også og svæver på grænsen til det symbolske. Mennesket har altid haft en tendens til at

helliggøre visse objekter og kvaliteter. Men på forunderlig vis er denne evne og forkærlighed i dag

blevet en af de stærkeste motorer i forbrugerismen. Det er, som om det symbolske også kan

gøres til en betydning. Og som betydning kan det symbolske hele tiden udskiftes med noget, der i

teorien endnu bedre udtrykker det symbolske.

Eksempel

Efter alle disse teoretiske overvejelser er det måske på sin plads med et jordnært eksempel. En

hvilken som helst type vare kan bruges til at illustrere forskellene mellem de forskellige slags

værdi. (At valget netop er faldet på det givne eksempel skyldes min samfundsbeskrivelseslærer fra

1. år. Han brugte nemlig en trøje til eksemplificere sin komplette misforståelse af vores projekt -

selvom han troede, at han var enig.) En trøje er noget, de fleste ejer adskillelige af og har et

rimeligt stort erfaringsgrundlag med. Den er også umiddelbart et ganske simpelt objekt og dækker

fint alle fire typer værdi. Den er derfor et udmærket indledende eksempel.

Funktionel værdi: En trøje har funktionel værdi, fordi den kan holde på varmen. Sekundært tjener

den funktionen at dække den nøgne overkrop. Til at tilfredsstille disse behov er de fleste trøjer (af

samme 'type') nogenlunde lige gode. Der er dog mange mulighed for at en given trøje i nogle

situationer kan tilfredsstille disse behov bedre end andre trøjer, og at dens brugsværdi således er

højere.

Økonomisk værdi: Når en trøje handles på markedet, har den en økonomiske værdi (bytteværdi),

der komme til udtryk ved, at den har en pris. Hvis trøjen bare skal tjene en funktion

(udelukkende købes for den umiddelbare brugsværdi), er det fordelagtigt at vælge den billigste

93

trøje. Marx forestillede sig, at denne dynamik ville føre til, at alle varer blev handlet til en pris, der

afspejlede den arbejdsmæssige omkostning ved deres produktion. Så længe trøjen kan handles på

markedet, har den denne bytteværdi - også selvom personen, der ejer trøjen, ingen brugsværdi

kan få af trøjen (eventuelt fordi vedkommende har masser af trøjer i forvejen). Denne dynamik

gør, at varer kan handles uafhængigt af deres brugsværdi (så længe de har en brugsværdi, der i

sidste ende kan realiseres).

Tegn-værdi: Som tegn udtrykke trøjen noget både socialt og kulturelt. Den signalerer status. Den

kan signalere et tilhørsforhold til bestemt en social gruppe. Eller afstandtagen fra en social

gruppe. Med et ord: Forskel. Trøjen i sig selv er ligegyldig. Det er kun dens betydning, der er

interessant. Den kan udskiftes med et hvilket som helst andet objekt med samme betydning. Og

hvis forbrugeren ønsker en anden betydning, kan trøjen også bare udskiftes. Baudrillard

forestiller sig, at betydningerne af de forskellige tegn-varer fastlægges af det, han kalder koden.

Koden følger en modens logik, der tilsiger, at det værdifulde er forskelligt og nyt ('nyt' i den

forstand, at det er anderledes end det, der var før).

Symbolsk værdi: Som symbol er trøjen noget helt unikt. Den har en betydning, der ikke kan

rationelt forklares eller begrundes. Og den kan ikke erstattes af en ellers tilsyneladende identisk

trøje. De fleste har sikkert oplevet at få en psykisk binding til noget bestemt tøj. Tøjet er ikke

længere bare tøj, men opleves, som om det udtrykker noget om eller sammenhængende med

personligheden. Det sker normalt med tøj, som man har haft længe, og som har været med en i

forskellige emotionelt intense situationer. Det er umuligt at angive værdien af et symbol. Det

opleves normalt som meget værdifuldt, selvom det ikke har en speciel brugsværdi og måske

endda slet ingen bytteværdi.

Alle typer varer ville kunne gennemgås på samme måde - og det er faktisk hver gang en

ganske interessant øvelse. Det skyldes, at de forskellige typer værdi normalt enten bliver

sammenblandet eller overset, når værdien af en vare skal bedømmes. Og det er sundt at begynde

at se dem tydeligt og at skille dem ad. Ikke mindst fordi den refleksion vil gøre det klart, hvor

svært det er entydigt at bestemme ting som brugsværdi og bytteværdi. De færreste kan angive en

specifik værdi på en given vare, men vil alligevel entydigt kunne svare på, om varen har en værdi

eller ej. I deres begrundelse herfor vil de nødvendigvis støde ind i en eller flere af de ovenstående

værdityper. Værdi ligger gemt et eller andet sted i enhver økonomisk transaktion.

Det er også klart ud fra eksemplet, at den givne vare kan ændre værdiform. Ja, faktisk at

den i sin 'livscyklus' må ændre værdiform. På markedet er trøjen bytteværdi, men efter at den er

købt, bliver den brugsværdi for forbrugeren (om det så er i den funktionelle forstand eller den

tegnmæssige eller begge dele er en anden historie). Men disse overgange mellem værdiformerne

94

gælder ikke kun for de enkelte objekter. Det gælder også på det overordnede

samfundsøkonomiske plan. Hele det såkaldte økonomiske kredsløb er funderet på, at værdien

skifter form. I den simple normale analyse er det overgangene mellem brugsværdi og bytteværdi,

der er åndedrættet i økonomien. Brugsværdier bliver i produktionen forvandlet til bytteværdier

for så i forbruget at blive forvandlet til brugsværdi igen.

Overgange mellem værdisystemerne

Baudrillard udvider dette skema voldsomt. Alle fire typer værdi kan forvandles til en hvilken som

helst anden af de andre. De giver i alt 12 overgange. Men de kan grupperes, og det gør, at det

blive nemmere at se det store billede.

Overgangene mellem brugsværdi-bytteværdi og bytteværdi-brugsværdi er allerede blevet

berørt. De udgør tilsammen det klassiske (og marxske) økonomiske kredsløb. Produktion består i

produktivt forbrug af brugsværdier - og heri forvandles brugsværdi til bytteværdi. Denne

bytteværdi bliver så enten endegyldigt forbrugt af forbrugerne eller forbrugt som brugsværdi i ny

produktion.

Overgangene fra symbolsk udveksling til brugsværdi, bytteværdi og tegn-værdi følger alle

tre et identisk skema. Det er overgangen til det økonomiske. Objektet bliver trukket ud af sin

symbolske cirkulation og bliver enten et instrument, en vare eller et tegn. Det er den proces, der

indtræder, når det rationelle gennembryder det symbolske (det hellige).

Det modsatte - brugsværdis, bytteværdis eller tegn-værdis forvandling i symbolsk

udveksling - sker, når brugsværdi, bytteværdi, eller tegn-værdi destrueres (forbruges) i en proces

for at overskride det økonomiske. Det falder uden for disse rammer at beskrive de processer

indgående, men det er det, der potentielt sker med gaven, ofringen og festen. Der findes ingen

egentlig forvandling af økonomisk værdi til symbolsk værdi. Kun ved at ophøre med at være

økonomisk værdi kan noget antage symbolsk værdi - og omvendt.

Overgangene til og fra tegnværdi

Mest interessant for den baudrillardske analyse er selvfølgelig overgangene mellem tegnværdi og

brugsværdi og bytteværdi. Det er her, at hans analyse er mest original, og heri, at han får

beskrevet forbrugersamfundets normale økonomiske kredsløb.

Overgangen fra brugsværdi til tegnværdi var dog allerede blevet analyseret længe før

Baudrillard - af den amerikanske økonom Torsten Veblen.100 Hans begreber om 'conspicuous

consumption' ('iøjnefaldende forbrug') og 'the leisure class' analyserede for første gang

systematisk, hvordan 'unyttigt' forbrug kunne fungere som en måde at markere status og sociale 100 I hans bog 'The Theory of the Leisure Class' fra 1899.

95

skel. Det er altså forbrug, der ikke er knyttet til behov. Forbrug der kun tjener det formål at

markere en betydning eller en forskel. Dem, der har brugsværdier i overflod, kan således via et

ikke-behovsbestemt eller direkte destruktivt forbrug af dem markere en statusmæssig forskel.

Brugsværdi forvandles til tegnværdi.

Ekskurs

Dette speciale er selvfølgelig ikke første gang, at økonomisk teori - og ikke mindst

forbrugerteorien og dens manglende realisme - er blevet anklaget for at være grundlæggende

fejlagtig. Og Veblen kan betragtes som en slags hovedfigur inden for de kritiske, alternative

opfattelser. Og selvom Baudrillard påpeger manglerne i Veblens tilgang, giver han ham også

megen anerkendelse: "We should refer at this point to Veblen, who, even if he posited the logic

of differentiation more in terms of individuals than of classes, of prestige interaction rather than

of exchange structure, nevertheless offers in a way far superior to those who have followed him

and who have pretended to surpass him the discovery of a principle of total social analysis, the

basis of a radical logic, in the mechanisms of differentiation."101

Veblen og andre har ret i mange af deres påstande og analyser. Men det forbliver en kritik

af det lokalt individuelle. Der mangler en overordnet, strukturel forståelsesramme, der ikke kan

afvises, og som gør, at kritikken ikke bare kan affejes som 'snak', der måske nok kan være noget

om, men som ikke har noget at gøre med 'rigtig økonomi'. Den lokale kritik skal være funderet i

en rationelt begrundet og rationelt forståelig global forståelse, hvis den skal gøres sig håb om at

trænge gennem økonomisk teoris muskelpanser. Og det er netop det, som dette speciale forsøger:

Med Marx' unikke indsigt i værdiformen i vareøkonomien som det strukturerende motiv og

konstante omdrejningspunkt og Baudrillard som fartøj at skabe et frugtbart og spændende

alternativ, der ikke lader sig afvise som snak og løst struktureret teoretisering.

Baudrillard har også nogle interessante perspektiver på overgangene fra brugsværdi til tegnværdi:

"Here technique and knowledge are divorced from their objective practice and recovered by the

'cultural' system of differentiation."102 Altså at viden og teknik mister deres rationelle

'videnskabelige' betydning og bliver overtaget af det kulturelle som en måde at skabe forskel på.

Og: "it is functional difference playing as a statutory difference (semi-automatic vs. entirely

automatic washing machine)."103 Den funktionelle forskel bliver til en statusmæssig forskel. En

101 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 75-76. 102 For a critique of the political economy of the sign, s. 124. 103 For a critique of the political economy of the sign, s. 124.

96

fuldautomatisk vaskemaskine har mere status end en semi-automatisk - også når den funktionelle

forskel er fuldstændig ligegyldig for forbrugeren.

Omvendt forvandles tegnværdi til brugsværdi, når tegnene tilfredsstiller netop de behov

for forskelle og sociale hierarkier, der driver selve tegn-værdiens strukturerende magt. Driften til

forskellighed opleves som et 'behov', og når et tegn kan tilfredsstille dette behov, forvandles det

til en brugsværdi for forbrugeren.

Men overgangene mellem brugsværdi og tegnværdi er stadig mest noget, der foregår på det

personlige niveau. Det kan lidt søgt kaldes 'forbrugssiden' i forbrugersamfundets (eller 'tegn-

økonomiens') økonomiske kredsløb. For Baudrillard er den egentlige økonomiske magt funderet

på overgangene mellem bytteværdi og tegnværdi. Forbruget af bytteværdierne (traditionel

økonomisk magt) fungerer også i forbrugersamfundet som social markør. Varer forbruges med

det formål at skabe forskel og betydning. På overordnet samfundsmæssigt plan benyttes

økonomisk magt til at påvirke koden. Økonomisk magt er i høj grad med til at fastsætte den

kulturelle virkelighed.

Baudrillard skriver samlet om overgangen fra bytteværdi til tegnværdi: "here more

accurately, we have the ascension of the commodity into sign form, the transfiguration of the

economic into sign systems and the transmutation of economic power into domination and

social caste privilege."104 Varerne bliver til tegn. Det økonomiske bliver til tegnsystemer. Og

økonomisk magt forvandles til kulturel dominans og social kasteinddeling.

Og dominansen i den sociale, kulturelle virkelighed kan så transformeres tilbage til

økonomisk magt. Baudrillard skriver: "This involves the reconversion of cultural privilege, of the

monopoly of the signs, etc., into economic privilege."105 Den kulturelle magt, monopoliseringen

af tegn, bruges til fastholde den økonomiske magt og de økonomiske strukturer.

Overgangene mellem økonomisk og kulturel magt er således for Baudrillard selv

forbrugersamfundets magtstruktur. Det er "the total cycle of a political economy in which

economic exploitation based on the monopoly of capital and 'cultural' domination based on the

monopoly of the code engender one another ceaselessly."106 Det kan samtidig lige så søgt kaldes

'produktionssiden' i forbrugersamfundet - og sammen med overgangene mellem tegnværdi og

brugsværdi udgør den forbrugersamfundets totale økonomiske kredsløb.

Samtlige overgange og deres funktion i de økonomiske kredsløb kan illustreres i en figur.

Udseendet på figuren er selvfølgelig arbitrært. Det er ingen mening i, at det symbolsk er rundt og

det økonomiske trekantet. Men figuren illustrerer, at det økonomiske er indlejret som noget

104 For a critique of the political economy of the sign, s. 124. 105 For a critique of the political economy of the sign, s. 125. 106 For a critique of the political economy of the sign, s. 125.

97

radikalt anderledes i det oprindeligt symbolske menneskefællesskab. Det er også forsøgt

illustreret, at det symbolske stadig findes rundt om det økonomiske, og at det økonomiske også

kan rumme symbolske elementer. Det er også antydet, at det økonomiske kan overskride det

symbolsk - altså skabe helt nye menneskelige relationer.

Figur 4. Overgange mellem værdiformerne.

Opsamling

Baudrillards tre økonomiske værdisystemer er blevet gennemgået. Også hans begreber om

symbolsk værdi og symbolsk udveksling er blevet undersøgt. Og det er blevet påvist, hvordan

disse fire systemer strukturerer dem samfundsøkonomiske virkelighed. Og det gælder både på

niveauet for den enkelte vare og den enkelte forbruger - og på overordnet samfundsmæssigt

niveau. I det af Baudrillard beskrevne forbrugersamfund fungerer den funktionelle brugsværdi

som alibi for en systematisk økonomisk udnyttelse og reproduktion, der er baseret på både

økonomisk magt og kulturel dominans.

I forbrugersamfundet forvandles alle varer til tegn, hvis værdi bestemmes gennem en

differentiel logik (rationalitet). I den konkrete virkelighed indebærer det, at funktionelle og

98

økonomiske forskelle bliver ladet med kulturel, statusmæssig værdi. Forskellen bliver det

dominerende princip, som omslutter hele det sociale. Det er umuligt at stå udenfor, fordi det er

umuligt at være forskellig fra logikken om forskellighed. Det ville kræve at være ikke-forskellig -

altså ens. Men det er ikke muligt at være ens med det forskellige uden at være forskellig.

Ved det økonomiskes grænser findes det symbolske. Hvor de tre økonomiske værdityper

har hver deres rationalitet, er det symbolske økonomisk irrationelt. For Baudrillard er det

symbolske det eneste alternativ til det økonomiske, som gennem den differentielle logik opsluger

enhver kulturel modstand og gør den til netop en af de forskelle, som den lever af. Men det er

samtidig med sin grundlæggende irrationalitet et umuligt og ubrugeligt alternativ. Det symbolske

ligner mere en både forjættende og skræmmende drøm, der ligger gemt på grænsen til det

bevidste og truer med at bryde igennem, hver gang vores rationalitet falder i søvn.

99

VII. Forbrugerteori. Nye muligheder

Indledning

I BA-opgaven 'Slaget om forbrugerens sjæl' gennemførte Niels Johannesen og undertegnede en

grundlæggende kritik af den forbrugerteori, der anvendes i økonomisk teori. I den forbindelse

opstillede vi en ny model for forbrugerens valg (herefter cj-modellen). Denne var på mange

afgørende måder bedre end den normale. Det er interessant at undersøge den nye model igen i

lyset af den forståelse, som er opnået hidtil i dette speciale. Det skyldes, at modellen i sin tid var

inspireret af nogle af de tidligste indsigter i forhold til disse emner. Men især at der nu er givet et

fyldestgørende teoretisk grundlag at opstille og forstå modellen på. Endeligt skulle det også gerne

tjene til yderligere at udbrede kendskabet til denne alternative model. For indledende, forklarende

og perspektiverende betragtninger henvises til BA-opgaven selv. Her belyses kun det centrale.

Modellen

Som argumenteret for i 'Slaget om forbrugerens sjæl' kan 'forbrugerens problem' opstilles som en

forhandlingssituation mellem forskellige dele af personligheden. I 'Slaget' opstilles de to

delpersonligheder 'behovspersonen' og 'kræmmeren'. Forstået i lyset af de baudrillardske

værdisystemer er behovspersonen den del af personligheden, som vurderer varen ud fra dens

'instrumentelle brugsværdi'. Kræmmeren er derimod den del af personligheden, hvis

værdiforståelse er den 'økonomiske bytteværdi'. Der blev opstillet følgende matematiske

funktioner til at illustrerer de tos tilbøjeligheder:

Behovspersonen: f(x,t)

hvor x er mængden af en given vare, og t er tiden siden sidste behovstilfredsstillelse. Funktionen f

måler Behovspersonens glæde ved forbruget, og den antages at være stigende i x indtil et

mætningspunkt, hvorefter der ikke er yderligere incitament til at øge x. Funktionen er normalt

voksende i t, men der kan selvfølgelig sagtens konstrueres eksempler, hvor det ikke er tilfældet.

Kræmmeren: (E[p⏐I(t)]-p)⋅x

hvor x er mængden af den givne vare, p er varens pris, I(t) er forbrugerens information på

tidspunkt t, og E[] betegner forventningen (altså forventning til prisen givet informationen på

tidspunkt t). Funktionen illustrerer altså, at kræmmerens glæde afhænger af, om den faktiske pris

er større eller mindre end den forventede. Er p mindre end E[p⏐I(t)] er udtrykket således

voksende i x.

Behovspersonens instrumentelle rationalitet står altså over for kræmmerens ønske om at

handle billigt. Samspillet modelleres som en forhandling mellem de to parter, og der kan findes

100

en løsning på forhandlingen ved at finde den mængde x, der maksimerer Nash-

forhandlingsproduktet:

Ω = [f(x,t)]β(t)⋅[E[p⏐I(t)]-p)⋅x]1-β(t) ; for β∈[0;1]

på et givet tidspunkt t og ved en given pris p.

f(x,t) er som skrevet behovspersonens glæde eller nytte ved et køb og (E[p⏐I(t)]-p)⋅x er

kræmmerens glæde. β(t) og 1-β(t) udtrykker henholdsvis behovspersonens og kræmmerens

forhandlingsstyrker. At disse afhænger af t kan forstås på den måde, at behovspersonens

forhandlingsstyrke bliver gradvist større, jo længere der er gået siden sidste behovstilfredsstillelse

- og kræmmerens derfor tilsvarende mindre. Ved at lave en logaritmiske transformation Ω og

vælge en for situationen passende funktion f(x,t) kan problemet løses matematisk.

For at der overhovedet bliver tale om en forhandling, er der dog den betingelse, at begge

parter skal have glæde af at købe. Behovspersonen har altid glæde af at købe (hvis der er et

behov), men kræmmeren har kun fornøjelse af købet, hvis p er mindre end E[p⏐I(t)]. Hvis p =

E[p⏐I(t)] forsvinder kræmmeren ud af ligningen, og behovspersonen vælger en tilfredsstillende

mængde. Er p > E[p⏐I(t)] ønsker kræmmeren ikke at handle og forhandlingen lukkes ned indtil

enten β bliver lig 1 og kræmmeren forsvinder eller E[p⏐I(t)] eventuelt har tilpasset sig. Modellen

og dens implikationer drøftes indgående i BA-opgaven og interesserede henvises dertil.

Fortolkning af modellen

Det interessante er nu, at modellen helt uden problemer kan fortolkes i de termer, der er blevet

introduceret i dette speciale. Behovspersonen vurderer varen ud fra den funktionelle værdi. Og

kræmmeren er underlagt ægte værdifetichisme og opfatter således prisbesparelsen på en given

vare som faktisk værdi. Spørgsmålet er så, hvordan modellen kan indpasses i en baudrillardsk

forståelsesramme, hvor tegnværdien i forbrugersamfundet er blevet til den afgørende værdiform.

For tilsyneladende kan modellen kun rumme behov og besparelse.

Det synes derfor umiddelbart oplagt at indføre en tredje delperson, der repræsenterer den

differentielle værdiopfattelse. Denne delperson kunne kaldes for 'statuspersonen'.

Statuspersonens overvejelser går på de sociale statusmæssige implikationer af købet - på det

signal, som købet og varen udsender. Forbrugeren indeholder alle de tre værdiopfattelser og skal

balancere dem i forhold til hinanden i forbrugsvalget. Der ville således være tale om en udvidelse

af cj-modellen. Men denne tilgang har flere ulemper. For det først ville det være svært at opstille

en brugbar matematisk funktion for statuspersonen. Det afgørende værdibegreb er her 'forskel',

og det er svært at matematisere. Yderligere ville noget at modellens enkle skønhed forsvinde.

101

Et interessant og smukt alternativ er at omtolke cj-modellen i stedet for at udvide den.

Baudrillards vare-tegn indeholder også både brugsværdi og bytteværdi. Og hvis behovspersonen i

stedet opfattes som en 'begærsperson' kan modellen faktisk bruges til at beskrive forbruget af

tegn.

Begærspersonen har glæde ved at købe, når begæret er blevet vakt i forhold til en given

vare.107 Det kan ske på alle mulige måder og undskyldes ofte med en henvisning til et eller andet

behov, der dog nemt kan tilfredsstilles med mange andre varer. Når begæret er vakt, skal der en

vis mængde af varen (typisk bare 1) til umiddelbart at tilfredsstille begæret. Så længe begæret er

vakt, vil det være voksende i t indtil det eventuelt på et tidspunkt begynder at aftage. Det vil også

være meningsfuldt at inddrage prisen i begærspersonens glæde. Og det på den måde, at jo højere

prisen er, jo stærkere vil begæret og glæden være. En generel funktion for begærspersonen kan

derfor skrives som: f(x,t,p).

Kræmmerens funktion er tilsvarende den oprindelige model. Blot skal E[p⏐I(t)] fortolkes

lidt bredere som forventningen, til hvad et tegn (statussymbol) af tilsvarende (tegn-bytte)værdi

(ifølge kræmmeren) kan købes til.

For at gøre det nemt vil den oprindelige cj-model blive kaldt for rationel og den nye

irrationel. De beskriver grundlæggende det sammen. Men mens der i den oprindelige tolkning er

tale om en 'rationel' overvejelse mellem behov og pris, er det i nye den nye tolkning en 'irrationel'

konflikt mellem begær og pris. I den rationelle model ønsker behovspersonen at forbruge en

rimeligt rationel mængde af varen i forhold til behovet, og det er kræmmeren, der i tilfældet p <

E[p⏐I(t)] trækker mod et 'irrationelt' (bedømt ud fra et almindeligt rationalistisk perspektiv) stort

forbrug.

Omvendt i den irrationelle tolkning, hvor begærspersonen forsøger at gennemtvinge et

'irrationelt' (fordi det ikke er baseret på behov) forbrug, og hvor kræmmeren fungerer som en

slags rationalistisk stopklods, der hele tiden vurderer, om varen er sin pris værd i status.

Kræmmerens rationalisme er dog funderet udelukkende på fetichisme, og den er derfor ikke

egentligt rationalistisk.

cj-modellen har således vist sig stærk nok til at kunne modellere både traditionelt rationelt

forbrug og moderne tegn-forbrug. I forlængelse af Baudrillards åbne værdisystemer er det snildt

muligt at forestille sig den rationelle tolkning værende gældende for én type af indkøb og den

irrationelle for en anden type - for den samme forbruger. Eller at begge tolkninger er relevante i

et givent forbrugsvalg.

107 Bemærk, at 'begær' her skal forstås meget bredt. Det dækker altså eksempelvis også 'begæret' efter social staus (eller bare social accept).

102

Modellens afgørende fordel er, at den kan rumme en indre splid i forbrugeren. Og denne

splid kender de fleste nok, hvis de foretager en lille smule introspektion. Modellen har også vist

sig yderst velegnet til at illustrere de indsigter, der ligger i den baudrillardske værditeori (eller de

baudrillardske værditeorier). Og indtil en bedre model bliver opstillet, er den det bedste alternativ

til den almindelige økonomiske forbrugerteori.

Generelle betragtninger over modellering af forbrugerens problem

En realistisk model for forbrugsvalget må kunne rumme følgende fundamentale spørgsmål for

forbrugeren.

Er det overhovedet noget, jeg gerne vil have ('har et behov for')? Kun hvis der svares ja til det

spørgsmål, er forbrugeren interesseret i varen - og først da kommer de forskellige

værdibedømmelser i spil. Et behov eller et begær skal være vakt.

Hvad koster det i forhold til andre ting, jeg gerne vil have? Der er selvfølgelig en

budgetrestriktion for de fleste forbrugere. Men det påvirker ikke indkøbet så direkte som

modelleret i almindelig teori. Snarere er der en indirekte effekt via svaret på dette spørgsmål (og

fra en delvist fleksibel mængde penge, der opfattes som disponible)

Hvad koster det i forhold til den pris, jeg forventede, at det ville koste? Det er kræmmerens

generelle spørgsmål, og svaret afgør umiddelbart, om der kommer en indre forhandling i gang

om et køb.

Hvad koster det i forhold til sin normale pris? Det er kræmmerens specifikke spørgsmål. Og en

besparelse vil altid være motiverende for kræmmeren.

Hvor attraktivt (forskelligt på den gode måde) er det sammenlignet med andre ting, der dækker

samme behov? Jo mere forskelligt fra 'det almindelige' varen er, jo mere vil den virke tillokkende

på begærspersonen og dennes kræmmer.

Hvad koster det i forhold til andre ting, der dækker samme behov? Det er et mere rationalistisk

spørgsmål, som motiverer en mindre status-orienteret kræmmer.

For at kunne svare på alle disse spørgsmål er det således nødvendigt at inddrage alle tre

værdibestemmelser. De er nemlig højst sandsynligt alle med til at bestemme forbrugerens valg:

Brugsværdi: Tjener den et uopfyldt behov (den nødvendige undskyldning)?

Bytteværdi: Hvad koster den (i forhold til forventning, alternativer, 'før')?

Tegnværdi: Hvilken status (forskel) bevirker forbruget (bestemt af den kulturelle kode og prisen)?

Et forbrugsvalg er således en stor samlet beslutning, hvor mange elementer mere eller

mindre bevidst spiller ind. Der skal være en oplevelse af behov - og den oplevelse kommer

103

normalt overraskende hurtigt, så snart begæret er vakt. Jo stærkere begæret er aktiveret, jo mindre

vil rationelle overvejelser spille ind.

Pris i forhold til behov er umiddelbart en meget rationel betragtning, men den fylder

normalt meget lidt. Det skyldes selvfølgelig, som berørt adskillige gange i løbet af specialet, at det

er nok er umuligt at gennemføre betragtningen egentligt rationelt, fordi behov er så problematisk

en størrelse. Prisen i forhold til alternativer er også en ganske rationel betragtning, og den spiller

ofte en større rolle. Besparelse kan være både en rationel (hvis varen ville være købt alligevel) og

irrationel motivation (hvis det er besparelsen i sig selv, der lokker).

Hvor meget tegnværdien spiller ind i forbrugsvalget, er bestemt af graden af indlevelse i

den af koden definerede kulturelle virkelighed. Denne indlevelse er netop den baudrillardske

fetichisme. For nogen kan tegnværdien være det eneste afgørende. For andre kan den spille en

minimal rolle.

Det symbolske kan have en indflydelse på forbruget, men det kan være svært at adskille fra

både det vakte begær og den differentierende effekt (det unikke). I det hele taget er den

symbolske værdi ikke forsøgt modelleret, fordi den står uden for den økonomiske rationalitet. Til

gengæld er det i højeste grad muligt, at det symbolske i hin enkelte kan være i voldsom konflikt

med den økonomiske rationalitet. Om der er tale om en uløselig konflikt, eller der er mulighed

for en forhandlingsløsning mellem det symbolske og det økonomiske, er både en kulturel

problemstilling og et personlighedsspørgsmål. Jesus smed kræmmerne ud af templet.

Opsamling

Modellen af forbrugerens problem fra 'Slaget om forbrugerens sjæl' er blevet genopstillet. Og det

viste sig, at den nemt kunne forstås ud fra de værditeorier, der er blevet opstillet i specialet.

Gennem en omtolkning af modellen var det også muligt at få den til rumme og beskrive alle de

forskellige økonomiske værdiaspekter: funktionel brugsværdi, økonomisk bytteværdi og

tegnværdi.

Desuden er modellen en tilfredsstillende realistisk beskrivelse af forbrugsvalget, fordi den

er i stand til at rumme alle de spørgsmål, der med rimelighed kan stilles til en sådan model. Der er

altså alle gode grunde til overveje at benytte modellen som et realistisk alternativ til den normale

forbrugermodel. Især på baggrund af de værditeoretiske indsigter, der er blevet trukket frem i

specialet. Indsigterne illustrerer nødvendigheden af en ny teori, og udgør et fundament for en

sådan. Og cj-modellen tilfredsstiller alle de krav til en model af forbrugerens valg, som

værditeorien dikterer.

104

VIII. Konklusion

Som postuleret af Schanz, har der vist sig at være et hidtil stort set forbigået kritisk potentiale i

den marxske økonomikritik. Og gennemgangen af Marx' vareanalyse lokaliserede det stadigt

frugtbare område i den marxske værditeori. Det viste sig også muligt at frisætte den afgørende del

af indholdet fra alle de uheldige formmæssige valg, som Marx traf. Tilbage står den forbløffende

indsigt, at abstrakte samfundsmæssige forhold mennesker imellem tilsyneladende ubestrideligt

materialiserer sig i en for selv samme mennesker uigennemskuelig og tingslig form. Det er

'værdien', der kommer til udtryk som bytteværdi og materialiserer sig i penge og kapital.

Perspektiverne af disse indsigter er omfattende. De belyser overraskende klart pengenes

forunderlige historie og viser, at det samfundsmæssige er en gennemtrængende, men til stadighed

problematisk del af vareøkonomien. Mindst lige så afgørende forklarede vareanalysen og

værdiformen, hvorfor varer og værdi bliver blandet så grundigt sammen. Marx samlede

fænomenet under betegnelsen fetichisme, og tankegangen blev videreudviklet af Baudrillard.

Tegnvarer og tegn-bytteværdi, som defineret af Baudrillard, beviser, at den marxske værdianalyse

kan udvides og udvikles til at rumme forbrugersamfundets komplicerede værdistruktur.

Alle specialets forskellige elementer kunne samles i en generel værditeoretisk model, der

rummer og forklarer både almindelig økonomisk teori, Marx og Baudrillard. Og den generelle

model kunne på glimrende vis kobles sammen med den specifikke cj-model for forbrugerens

problem.

Alt i alt antydes med Marx' grundlæggende værdianalyse, Baudrillards indsigter og specialets

strukturering et interessant og frugtbart alternativ til den herskende og på mange områder

mangelfulde økonomiske tænkning. Det oversete kritiske potentiale i den marxske økonomikritik

er således muligheden for på stringent og sammenhængende vis at skabe en overordnet

værditeoretisk ramme for forståelsen af samspillet mellem det økonomiske og det

samfundsmæssige. En ramme, som samtidig (igen) forbinder økonomisk teori med psykologiske,

sociologiske og antropologiske problemfelter.

Overraskende nok indbefatter det kritiske potentiale i økonomikritikken faktisk en

opvurdering af kapitalismen i forhold til et normalt venstreorienteret synspunkt. Det er ikke

kapitalismen, der er noget galt med. Det er vores blindhed i forhold til kapitalismens skjulte

indhold. At det så ligger i vareøkonomiens allerdybeste struktur at forblinde og skjule, er netop

det problem, som Marx påpeger. Men at bedømme kapitalismen negativt ud fra denne blindhed

er faktisk at være underlagt kapitalen. Fra et mere oplyst synspunkt er sammenhængene meget

mere komplekse, og det bliver muligt at se perspektiverne i det eksisterende. Det er her på sin

plads med et smukt Baudrillard-citat: "There is no possible or impossible. The utopia is here in all

105

the energies that are raised against political economy. But this utopian violence does not

accumulate; it is lost."108

Samlet set har specialet mere end levet op til forhåbningerne. Den baudrillardske værditeori

er gennem optikken af det kritiske potentiale i den marxske økonomikritik blevet transformeret

til noget, der forholder sig direkte til økonomisk teori og de problemstillinger, som den normalt

beskriver. Det var ikke muligt at rationalisere Baudrillard i sig selv, men rekonstrueret på Marx

viste det sig faktisk muligt.

Blandt omkostningerne er en likvidering af Marx, hvor kun de solvente dele af teorien

betragtes. Og en teoretisk voldshandling mod Baudrillard, hvor hans komplekse og uregerlige

teori bliver regnet med i det marxske bo. Et sådant projekt havde ikke Baudrillards interesse, og

han ville ikke have brudt sig om det. Men det er gjort for at skabe en ny og meget anderledes,

men samtidig realistisk og overbevisende ramme for forståelse af økonomisk værdi.

Baudrillard havde ikke blik for hvor realistisk, selvfølgelig, uhistorisk og ubestemt109 den

oplevede virkelighed faktisk stadig er. Og det er et problem. For det er nødvendigt at forholde sig

til det menneskelige, som det bliver oplevet, og ikke som det kan opfattes i sin mest ekstreme

teoretiske variant, hvis der skal oprettes en meningsfuld og konstruktiv diskurs.

Specialet fastholder nogle overbevisende forklaringer på fænomener, som ellers ignoreres

eller overses. Men økonomiens største og mest basale spørgsmål står også efter specialet

ubesvarede hen. Forhåbentlig kan det give appetit til endnu en gang at kaste sig over disse

samfundsteoretiske grundproblemer. Hvad er værdi? Kan vi leve af at klippe hinanden? Bliver

der mere værdi eller kun mere rigdom? Hvordan opstår fortjeneste? Der bør igen gøres forsøg på

at forstå disse spørgsmål. Og indsigterne i specialet kan være et skridt på vejen.

På trods af - men også på grund af - alle de indsigter en værditeoretisk indgang til det

økonomiske giver, indeholder den også en masse umiddelbare problemer og mysterier, som kan

og bør undersøges og udforskes af den økonomiske videnskab. Den abstrakte samfundsmæssige

værdi må ligge bag en masse empiriske fænomener, men det er uklart, hvordan værdien faktisk

indvirker på den samfundsmæssige virkelighed. Penge kan eksempelvis kun forstås som udtryk

for den samfundsmæssige værdi, men det giver ingen indsigt i, hvordan værdien faktisk

bestemmer pengenes værdi. Det er selvfølgelig i første omgang et spændende forskningsfelt, men

det kan også tænkes at udtrykke en mangel i de værditeoretiske forklaringsmodeller (selvom

almindelig økonomisk teori heller ikke har brugbare forklaringer på bestemmelsen af penges

værdi).

108 Baudrillard: The mirror of production, s. 166. 109 Jeg alluderer her til Schanz, der i forskellige bøger - især den glimrende 'Selvfølgeligheder' - har gjort op med ideen om det menneskelige som entydigt bestemt af det historiske.

106

Økonomisk teori har forklaret og systematiseret en masse fænomener udelukkende ved at

henvise til udbud og efterspørgsel. Markedsmekanismerne er en helt afgørende økonomisk

faktor. Og det må være afgørende og frugtbart at forsøge at forstå, hvordan de spiller sammen

med det værditeoretiske. Sammenhængen er tydeligvis meget mere kompleks end Marx, Ricardo

og Smith forestillede sig. Markedsmekanismerne realiserer ikke blot gnidningsløst

værdisystemerne. Den levende økonomi er et komplekst system, der ikke bare kan ignoreres ved

hjælp af gennemsnittets store lov, som Marx forsøgte at gøre.

Men økonomisk teori mangler i eklatant grad et brugbart værditeoretisk fundament. Alt for

mange fænomener kan ikke forklares. Økonomisk teori er blevet klinisk steril og kastreret som

konsekvens af verdensfjerne matematiske abstraktioner. Der er nødvendigt at finde mødesteder

og mødemuligheder mellem værditeori og moderne økonomisk analyse. Den nye model for

forbrugerens valg, der gengives i dette speciale, viser trods alle begrænsninger, at det helt bestemt

er muligt. Den værditeoretiske befrugtning kan give nye og meget bedre modeller, som er mere

levende og i kontakt med den konkrete økonomiske virkelighed. Og heri kan anes en fremtid for

den teoretiske økonomi, der ellers blot 'bestandigt tygger drøv på længst indvundet materiale' og

er ved at miste sin almenmenneskelige relevans fuldstændigt.

Steriliseringen af økonomisk teori har den triste, men yderst forståelige konsekvens, at

offentligheden stort set ingen interesse har i akademisk økonomi. Økonomer er blevet til

embedsmænd og teknokrater, for hvem økonomisk teori mest var noget, der skulle overstås. Og

til meteorologer, som får deres fem minutter til at give økonomiske vejr-prognoser, som alle ved,

er mindst lige så usikre som den danske sommer. Økonomi er som bekendt den eneste

videnskab, der kan forklare eksakt, at den ikke kan forudsige noget. Og alt dette kunne måske

være fint nok, hvis der stadig var et bankende, levende, menneskeligt hjerte i centrum af den

økonomiske teori. Et forsøg på at forstå og begribe det menneskelige i det økonomiske. Ring

efter ambulancen.

107

Litteraturliste

Primærlitteratur

Jean Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign. Telos Press, 1981.

Jean Baudrillard: The consumer society. Sage Publications, 2006.

Jean Baudrillard: The mirror of production. Telos Press, 1975.

Jean Baudrillard: The system of objects. Verso, 2005.

Marc Blaug: Economic theory in retrospect, 5th edition. Cambridge University Press, 1998.

Jeppe Juhl Christensen & Niels Johannesen: Slaget om forbrugerens sjæl. BA-projekt ved

Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 2001. Kan lånes af forfatteren.

Jeppe Juhl Christensen & Jesper Duelund: Penge og værdi. Samfundsbeskrivelsesprojekt ved

Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 1999. Kan lånes af forfatteren.

Karl Marx: Vareanalyseafsnittet fra Kapitalens første oplag, 1867. 2. udgave. Modtryk, 1975.

Karl Marx: Grundrids. Modtryk, 1974.

David Ricardo, Principles of political economy and taxation. Prometheus Books, 1996.

Hans-Jørgen Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald. Forlaget Modtryk, 1994.

Adam Smith, The wealth of nations, books I-III. Penguin Books, 1999.

Sekundærlitteratur

Jean Baudrillard: Selected Writings, 2nd edition. Stanford University Press, 2001.

Mogens Boserup: Deres egne ord. Akademisk forlag, 1976.

Det singulæres politik - om og af Jean Baudrillard. Det kgl. danske Kunstakademi, 1992.

Hector Estrup: Nogle grundtræk af den økonomiske teoris udvikling, 2. udgave. Jurist- og

Økonomforbundets Forlag, 1998.

Hinsides Marx. Artikel i Det fri Aktuelt, 13/2-1995.

Rolf Jensen: Dream society. Børsens Forlag, 2006.

N. Gregory Mankiw: Macroeconomics, 4th edition. Worth Publisheres, 2000.

Karl Marx: Kapitalen. Rhodos, 1970.

Marcel Mauss: Gaven. Forlaget Spektrum, 2001.

Peter Nyord: Kapitallogik og bevidsthedsdannelse. I BIDRAG. Bevidsthedssociologisk tidsskrift.

Nr. 2, 1976.

Hans-Jørgen Schanz: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske

status. Modtryk, 1974.

Hans-Jørgen Schanz: Selvfølgeligheder. Forlaget Modtryk, 1999.

108