Doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau · Concerning Kilcullens 28-articles, they could...

DOKTRIN FOR

OPRØRSBEKÆMPELSE

PÅ KOMPAGNINIVEAU

Eskild Harsberg Clausen MA. Nr.: 39 65 30

Fødselsdato: 21.09.90

Afleveringsdato: 10.10.2019

Vejleder: Thomas N. Jørgensen / Institut for militære operationer

Antal anslag: 96.857

Hærens Officersskole Doktrin for oprørsbekæmpelse på KMP-niveau LT E. H. Clausen

UKLASSIFICERET Side 1 af 53

ABSTRACT

This study is about doctrine and counterinsurgency on the company-level. Should the

Danish army develop a national doctrine of counterinsurgency on the company-level and

can the 28-articles but forth by David Kilcullen be a basis of such doctrine? The study applies

a social constructivist approach and seeks to explore that question through a closer

examination and discussion of ‘Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency’ by Kilcullen together with a supporting article about the development

and utility of a Danish doctrine of land warfare by Susanne Kiholm Lund. The model of the

anatomy of military doctrine by Harald Høiback is used as an important theory.

The study finds that culture is an important element in the development and implementation

of new doctrine as culture helps to shape military theory. Furthermore, factors as the local

populations as the center of gravity, an environment-centric approach and communication

with the population seems to be some of the important factors in counterinsurgency, not

covered in depth by the current infantry doctrine on the company-level.

The study concludes that it could be beneficial for the Danish army to develop a doctrine

concerning counterinsurgency on the company-level to assist the company commander

however, counterinsurgency could for example also be dealt with through better training of

Danish soldiers. Concerning Kilcullen’s 28-articles, they could be a start for a further

examination of the mechanisms of counterinsurgency on the company-level.



1 INDLEDNING 4

1.1 PROBLEMFELT 5

1.2 PROBLEMFORMULERING 7

2 VIDENSKABSTEORETISK POSITION 8

3 TEORI OG UNDERSØGELSESDESIGN 10

3.1 UNDERSØGELSESMETODE 10

3.2 TEORI 12

3.2.1 HARALD HØIBACKS MODEL OM DOKTRIN 12

3.2.2 FEM HOVEDTRÆK VED OPRØRSBEKÆMPELSE 19

3.2.3 FELTREGLEMENT I, DEN OVERORDNEDE RAMME FOR DANSKE ENHEDERS INDSÆTTELSE 20

4 ANALYSE 24

4.1 SUSANNE KIHOLM LUND, ’UDVIKLING OG ANVENDELSEN AF DANSK FORSVARS LANDMILITÆRE

DOKTRIN’ 24

4.1.1 ARTIKLENS SOCIALE KONTEKST: 24

4.1.2 EN DOKTRIN TILPASSET DANSK KULTUR OG ANDRE NATIONALE FORHOLD 25

4.1.3 TILPASNINGSEVNE 27

4.1.4 STYRKELSE AF VIDENSGRUNDLAG OG FORMIDLINGSEVNE 27

4.2 DAVID KILCULLEN, ’TWENTY-EIGHT ARTICLES: FUNDAMENTALS OF COMPANY-LEVEL

COUNTERINSURGENCY’ 29

4.2.1 ARTIKLENS SOCIALE KONTEKST: 30

4.2.2 KOMPAGNIETS ORGANISATION OG OPGAVELØSNING: 31

4.2.3 OPRØRSBEKÆMPELSE 33

4.2.4 KOMMUNIKATION MED CIVILBEFOLKNINGEN 35

4.2.5 OPRØREREN 36

5 DISKUSSION 39



5.1 BEHOVET FOR EN NATIONAL DOKTRIN FOR OPRØRSBEKÆMPELSE PÅ KOMPAGNINIVEAU 39

5.2 DAVID KILCULLENS 28 ANBEFALINGER SOM DOKTRINGRUNDLAG 40

5.3 VURDERING OG KRITIK AF UNDERSØGELSESMETODE 43

6 KONKLUSION 44

7 PERSPEKTIVERING 46

8 REFERENCER 51



1 Indledning

Formålet med denne opgave er at undersøge, hvorvidt der er et behov for at indføre en

doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau. Ifølge Hærtaktisk ordliste oversættes

’counter-insurgency’ til ’oprørsbekæmpelse’ og den engelske forkortelse er ’COIN’

(Forsvarets Elektroniske Skole 2017). Efter engagementerne i henholdsvis Afghanistan og

Irak har blandt andet USA og NATO udarbejdet specifikke doktriner for, hvordan de vil

håndtere oprørsbekæmpelse. Spørgsmålet er, om Danmark også bør udarbejde en sådan

doktrin og tilføje den til reglementet for det mekaniserede infanterikompagni (MEKINFKMP-

reglement)? Det er sandsynligt, at oprørsbekæmpelses-operationer også fremadrettet vil

være en væsentlig del af hærens opgaver (Forsvarsforlig 2018-2023 2018, 2). På trods af

det er der i reglementet for det mekaniserede infanterikompagni ikke dedikerede kapitler til

dets indsættelse i sådanne operationer (Hærstaben 2013).

Forskeren David Kilcullen indleder sin artikel ’Counterinsurgency Redux’ publiceret i 2006

med at konstatere, at der er blevet skrevet mere om emnet oprørsbekæmpelse de sidste

fire år end i det sidste årti (D. J. Kilcullen 2006, 1). Derfor er oprørsbekæmpelse et vidt og

bredt emne, meget større end det er muligt at behandle i denne opgave. Derudover er det

et emne som typisk er blevet henført til det strategiske og operative niveau. Her skal det

anføres, at det på trods af det også har betydning for, hvordan operationer udføres på det

taktiske niveau.

I disse år har truslen fra Rusland ført til et øget engagement i Baltikum og et større fokus på

at træne og uddanne hæren til det, der normalt forstås som konventionel krig. Man er i vid

udstrækning gået bort fra at beskæftige sig med oprørsbekæmpelse og fokuserer nu (igen)

på afskrækkelse, som oprettelsen af 1. brigade kan ses som et udtryk for (Jørgensen 2019).

Det pudsige i denne sammenhæng er, at både Danmarks tidligere, nuværende, men også

kommende operationer i høj grad har haft, har og sandsynligvis også i fremtiden vil komme

til at have oprørsbekæmpelse som et vigtigt element i stabiliseringen af svage stater

(Taksøe-Jensen 2016, 9f). Det kan derfor umiddelbart undre, at man fra dansk side ikke har

udgivet en selvstændig doktrin for oprørsbekæmpelse. Særligt når både USA og NATO har

udarbejdet et specifikt reglement det.

David Kilcullen beskriver i sin artikel ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-

Level Counterinsurgency’, hvordan oprørsbekæmpelse ikke handler om at slå oprørerne



ihjel, men om at vinde retten og evnen til at vinde lokalbefolkningens gunst. Det synes, at

være i modstrid med en konventionel tankegang, hvor der fokuseres på modstanderen.

Uden et reglement, som definerer, hvad der er dansk doktrin, står kompagnichefen på bar

bund og grobunden for, at man opfinder sine egne ’doktriner’ er skabt. I værste fald kan det

have den konsekvens, at danske styrker bliver anvendt forkert med spild af ressourcer og

manglende opnåelse af end-state til følge (Høiback 2011, 898).

1.1 Problemfelt

Ud fra problemstillingerne i indledningen er det opgavens formål at undersøge begrebet

oprørsbekæmpelse og sætte det i relation til nuværende dansk doktrin på kompagniniveau,

som det kommer til udtryk i reglementet for det mekaniserede infanterikompagni

(MEKINFKMP-reglement). Her skal det dog anføres, at MEKINFKMP-reglementet indgår i

et større reglementshierarki med overordnede danske reglementer, tillige også NATO-

reglementer. Undersøgelsen udspringer af en undren over, at MEKINFKMP-reglementet

ikke har et kapitel dedikeret til oprørsbekæmpelsesoperationer eller det mere overordnede

begreb stabiliseringsoperationer. Dette på trods af, at man ved reglementets udgivelse i

2013 og senere revidering i 2017 havde mulighed for at inddrage de erfaringer, som danske

styrker havde gjort sig i både Irak og Afghanistan (Hærstaben 2013).

I denne opgave belyses to interessante emner, oprørsbekæmpelse og doktrin, der på hver

sin måde er udfordrende at beskæftige sig med. Oprørsbekæmpelse på grund af selve

omfanget af emnet og mængden af litteratur som findes på området. Tillige alle de

personlige erfaringer som de mange danske soldater har gjort sig i forbindelse med deres

udsendelser til blandt andet Irak og Afghanistan. Doktrin giver en anden udfordring, da

militære teoretikere stadigvæk diskuterer, hvordan begrebet skal defineres. Det bliver

yderligere uklart af, at doktrin som begreb ikke kun anvendes inden for det militære

fagområde, men også inden for det politiske, ledelsesmæssige og erhvervsmæssige

fagområde (Klarup 2019). Oprørsbekæmpelse og doktrin er to begreber, der hver for sig

kan være udgangspunkt for lange afhandlinger. Derfor forsøger denne opgave at begrænse

sig ved at tage udgangspunkt i Harald Høibaks model for doktrin og anvende den som

indgangsvinkel for bedre at forstå begrebet doktrin.



Til at belyse behovet for en doktrin for oprørsbekæmpelse anvendes artiklen ”Udviklingen

og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin” af Susanne Kiholm Lund. I denne

artikel beskriver Kiholm vigtigheden af at fastholde og udvikle en egen landmilitær doktrin,

for at styrke den danske officers analytiske, kritiske og kompetente doktrinære evner (Lund

2017, 1).

Ifølge Kilcullens ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency’ er der på kompagniniveau behov for en ny tilgang til

oprørsbekæmpelse, der ikke er dækket af det nuværende reglement, hvor der fokuseres

mere på at vinde befolkningens tillid end på at nedkæmpe oprører - det der traditionelt er

blevet kaldt ’hearts and minds’ (D. Kilcullen 2006, 31). Oprørsbekæmpelse definerer ikke

blot det overordnede kampagnetema på det operative niveau, det er også en tilgang til,

hvordan man på kompagniniveau udfører sine operationer og kommunikerer med

civilbefolkningen (D. Kilcullen 2006, 31). Kilcullen forsøger her at trække teorierne om

oprørsbekæmpelse ned på kompagniniveau og forklare kompagnichefen, hvad det betyder

for ham og hans indsættelse af sit kompagni (D. Kilcullen 2006, 29)

Både USA og NATO har udgivet doktriner omhandlende oprørsbekæmpelse på både det

operative og det taktiske niveau. Her har det amerikanske reglement FM 3-24, Insurgensies

and counterinsurgensies, som dækker det operative niveau, været centralt, fra første gang

det blev udgivet ultimo 2006, og senere da det blev suppleret af FM 3-24.2, Tactics in

Counterinsurgensy, april 2009, der dækker det taktiske niveau. I sig selv er det relevante

dokumenter, men de er dog ikke medtaget som empiri for denne undersøgelse.

Begrundelsen er, at dokumenterne allerede fremstår som reglementer og er således et

udtryk for bearbejdet viden, både teori og praktisk erfaring, der efterfølgende er blevet sat i

en specifik kontekst, i dette tilfælde den amerikanske kontekst. Således er de amerikanske

reglementer formet af amerikanske normer, værdier og strategisk kultur. Denne opfattelse

trækker på Harald Høibacks teori om doktrin, og med udgangspunkt i denne teori, og Lunds

artikel om behovet for dansk doktrin, undersøges det, om der er et behov for en national

doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau, samt om Kilcullens artikel kan udgøre

et grundlag for en sådan doktrin.



Dette leder til følgende problemformulering:

1.2 Problemformulering

Hvad er behovet for en national doktrin for oprørsbekæmpelse på

kompagniniveau, og i hvilket omfang kan David Kilcullens 28 artikler danne

grundlag for en sådan doktrin?



I det følgende afsnit vil der blive redegjort for, hvor denne undersøgelse stiller sig i det

videnskabsteoretiske felt og hvordan det valg former den videre undersøgelse.

2 Videnskabsteoretisk position

Opgaven tager videnskabsteoretisk udgangspunkt i socialkonstruktivismen, der betragter

teori som udfoldelsen af begreber, der gør en forskel i konstruktionen af den sociale

virkelighed. Analysestrategien i socialkonstruktivismen handler om at gøre rede for, hvordan

den sociale virkelighed konstrueres gennem anvendelsen af bestemte iagttagelsesledende

begreber (Pedersen 2012). Ifølge Kirsten Bransholm Pedersen skal socialkonstruktivistisk

forskning, gennem dekonstruktion af naturligheder og synliggørelsen af magten bag det

naturlige, åbne op for at kunne se nye muligheder. Det særlige formål med

socialkonstruktivistisk analyse er at producere viden, som kan afdække og skabe bevidsthed

om, at det, vi betragter som naturligt og virkeligt, kunne se ud på en anden måde (Pedersen

2012).

Teorien i et socialkonstruktivistisk perspektiv betragtes som forskerens forforståelse. Der

opereres ikke med en forklarende teori, der kan sige noget sandt eller forkert om sociale

fænomener. Virkeligheden eksisterer ikke uafhængigt af teorier, men skabes gennem disse

og vores øvrige forforståelser (Pedersen 2012). Der er dog alligevel nogle krav til den teori,

som forskeren vælger at inddrage. Det første krav er, at der skal kunne argumenteres for,

at den teori, der inddrages, kan bidrage til belysningen af problemstillingen. Det andet krav

er, at den eller de valgte teorier skal have videnskabelig kvalitet. Forskningsprocessen

beskrives som en cirkulær proces, hvor kvalitetsvurderingen indlejres i de enkelte processer

og delresultater. Dermed er kvalitetsvurderingen ikke sidste led i forskningsprocessen, men

en indlejret del af hele forskningsstrategien. Et helt centralt valideringskriterium er

transparens i analysen med begrundelse for valg i alle led af processen. Forskeren kan ikke

stå på nogen neutral grund i forskningsprocessen, men er en vigtig medkonstruktør gennem

problemidentifikation og valg af metode og teori (Pedersen 2012).

Analysen ud fra et socialkonstruktivistisk ståsted starter med identificering af et

analysebærende begreb, der efterfølgende udfoldes ved at introducere en række tilknyttede

begreber. Socialkonstruktivistisk analyse bekræfter eller afviser ikke teser, men konstruerer



en analyse af virkeligheden ud fra de udfoldede begreber. Dermed bliver konklusionen til en

opsamling af den udførte konstruktion af begrebet og repræsenterer blot en ny måde at

betragte verden på (Pedersen 2012).



3 Teori og undersøgelsesdesign

På baggrund af redegørelsen for det videnskabsteoretiske ståsted i opgaven redegøres der

i dette afsnit for opgavens teori og undersøgelsesdesign samt valg og fravalg.

3.1 Undersøgelsesmetode

Denne opgave har socialkonstruktivismen som videnskabsteoretisk ståsted. Inden for

denne retning er der vide rammer for valg af undersøgelsesmetode. Metoden eller

metoderne vælges ud fra evnen til at de- og rekonstruere det fænomen, som analyseres

(Pedersen 2012). I denne opgave vil begrebet doktrin ifølge Høiback, blive anvendt som

indgangsvinkel til den teoretiske forforståelse. Begrebet vil blive foldet ud ved at introducere

teoretikeren Harald Høiback og hans model om, hvordan doktrin kan anskues.

Til brug for den videre undersøgelse vil relevante dele af Høibacks model fra hans artikel

’What is Doctrine’ blive udledt (Høiback 2011). På den måde rammesætter Høibacks model

den videre undersøgelse samtidig med, at den også fungerer som en afgrænsning, idet

både doktrin og oprørsbekæmpelse kan anskues fra mange vinkler. Som K. B. Pedersen

anfører, er teori med til at skabe undersøgerens forforståelse. Det vil sige, at virkeligheden

ikke eksisterer uafhængigt af teorier, men skabes igennem disse og igennem vores øvrige

forforståelser (Pedersen 2012, 221). Forforståelsen skal forstås som den indgangsvinkel

opgaven anvender for at anskue problemstillingen. Teorien er således med til at guide

opgaven i en bestemt retning og er med til at skabe en ny konstruktion af det begreb, som

undersøges. Høibaks model er blevet valgt, da den for tiden har stor popularitet blandt de

studerende på diplomuddannelsen på Hærens Officersskole. Samtidig er Høibacks model

let at gå til og forstå og overskueliggør således et indviklet begreb som doktrin.

Ud over Høiback udgøres denne opgaves forforståelse af Feltreglement I, som er den

overordnede danske landmilitære doktrin (Hærstaben 2014). Reglementet er blevet

inddraget fordi, det vurderes, at reglementet kan understøtte denne undersøgelse.



I opgaven foretages en dokumentanalyse af to artikler, henholdsvis Susanne Kiholms

indlæg på krigsvidenskab.dk, ’Udviklingen og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære

doktrin’ samt David Kilcullens artikel, ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-

Level Counterinsurgency’. Kiholms artikel er valgt, fordi Kiholm i artiklen redegør for dansk

landmilitær doktrin, hvad det er, hvordan den udvikles og hvorfor vi har behov for en national

landmilitær doktrin. Derudover har Kiholm gennem sit arbejde med dansk doktrin som

tidligere chef for Center for Landmilitære Operationer indgående kendskab til emnet (Lund

2017). Dermed er Kiholms artikel med til at belyse, om der er behov for en national doktrin

for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau.

Kilcullens artikel er skrevet direkte til officerer, der stod forud for indsættelse i Irak eller

Afghanistan og er en række principper, som Kilcullen har formuleret på baggrund af egne

og andres erfaringer fra indsættelser i et oprørsbekæmpelsesscenarie. Artiklen er særlig

relevant, fordi den har fokus på kompagniniveauet, og derfor er i tråd med denne opgaves

problemformulering (D. Kilcullen 2006). Kilcullen er inddraget i denne opgave, fordi hans

tekster bliver anvendt som undervisningsmateriale på Hærens Officersskole, derudover er

Kilcullen en repræsentant for den moderne oprørsbekæmpelsesteori, der er kommet i

kølvandet af indsættelserne i Irak og Afghanistan.

Ifølge K. B. Pedersen skal et dokument i en socialkonstruktivistisk analyse sættes i en social

kontekst, da dokumenter i sig selv ikke er en kilde til sandhed og dokumenters informationer

ikke kan løsrives fra den sociale situation, som de indgår i. På baggrund af dette redegøres

for, i hvilke institutioner dokumentet er produceret, hvilke interesser og diskursive forståelser

der ligger bag dokumentet og hvilken indflydelse det har på de informationer, der kan hentes

ud af dokumentet (Pedersen 2012, 221-224).

Resultatet af analysen af de to artikler diskuteres med opgavens teori i diskussionsafsnittet

med henblik på at besvare opgavens problemformulering. I konklusionen samles der op på

den gennemførte undersøgelse, hvor resultatet af opgavens diskussion inddrages og vigtige

fund fra analysen fremhæves. Slutteligt åbnes der i opgavens perspektiverende afsnit op for

nye perspektiver på begreberne oprørsbekæmpelse og doktrin.



3.2 Teori

I følgende afsnit præsenteres valgt teori, der danner grundlag for opgavens forforståelse og

indgår i diskussionen af den analyserede empiri.

3.2.1 Harald Høibacks model om doktrin

Harald Høiback er oberstløjtnant og underviser ved det Norske Forsvarsakademi i Oslo.

Han har en kandidat i filosofi fra Oslo Universitet samt en mastergrad i historie fra Glasgow

Universitet. I 2011 udgav han artiklen ’What is Doctrine’ i Journal of Strategic Studies.

Høiback indleder artiklen med at redegøre for den historiske baggrund for doktrin, og

hvordan begrebet har udviklet sig helt tilbage fra antikken, til den Franske Revolution,

begyndelsen af 1900-tallet og til nu. Ifølge Høiback er doktrin i sin moderne form en fransk

opfindelse med to formål: at forklare hvordan den næste krig vindes samt skabe viljen til

dette. Ifølge Høiback kan doktrin defineres på følgende måde:

,,…doctrine is an authoritative theory of war that allows for cultural idiosyncrasies’’ (Høiback

2011, 897).

Altså at doktrin er en autoritær teori om krig, der giver plads til særlige kulturelle kendetegn.

Autoritær betyder i denne sammenhæng, at det forventes, at doktrinen efterleves af de

militære enheder, som anvender den. I forhold til at være en teori om krig, ligger der i denne

formulering og begreb nogle antagelser om, hvad krig er, for eksempel modstanderen og

operationsmiljøet. Betragtes krig som et totalt fænomen, hvor alle dele af modstanderen,

lige fra soldater til nationens industri til civilbefolkningen, må bekæmpes. Betragtes krig

derimod som begrænset, vil der være mål som ikke må, eller som det vil være uklogt, at

bekæmpe (Long 2016, 18). Høiback tilføjer også et kulturelement til sin definition.

Kulturelementet giver mulighed for, at teorien tilpasses til den organisation, som skal

anvende den (Høiback 2011). I det følgende uddybes, hvordan Høiback forholder sig til

begreberne teori, kultur og autoritet, som, han mener, udgør doktrinens grundelementer.

Ifølge Høiback udgøres doktrin af tre elementer: teori, kultur og autoritet. Teori skal forstås

som antagelser om, hvad der fører til sejr og have en forklaringskraft, der er bygget på

fornuft (Høiback 2011, 883). Kultur er et udtryk for, at doktrinen skal passe ind i en

sammenhæng. Med andre ord skal den være brugertilpasset. Det betyder, at doktrinen også



bygger på kulturelle elementer. Som det sidste skal doktrinen have autoritet forstået på den

måde, at brugerne af doktrinen skal tage dennes anvisninger alvorligt. Ovenstående samler

Høiback i nedenstående figur:

3.2.1.1 Teori

Ifølge Høiback er en doktrins teori med til at forklare hvorfor, at netop denne doktrin er alle

andre realistiske alternativer overlegen (Høiback 2011, 884). Det vil sige, at teorien har en

forklaringskraft, som gør, at teorien er overbevisende. Dermed skal teori forstås meget bredt

og det overbevisende argument skifter alt afhængig efter hvilken videnskab, der giver svaret

(Høiback 2011). Høiback definerer teori som:

,,An attempt to bind together in a systematic fashion the knowledge that one has of some

particular aspect of the world of experience. The aim is to achieve some form of

understanding, where this is usually cashed out as explanatory power and predictive

fertility.’’ (Høiback 2011, 898).

Det vil sige, at teorien skal være begrundet i viden, der er indsamlet på en systematisk

måde, hvor målet er at opnå en form for forståelse. Det vil ofte være forbundet med, at

teorien er i stand til at forklare fænomener og i større eller mindre grad kunne forudsige dem.

En frugtbar måde at forstå Høibacks udlægning af teori på er, at teorien skal være

Figur 1: Høibacks doktrinære 'treenighed' (Høiback 2011, 884)



videnskabelig, da det er den måde, vi i den vestlige verden typisk forholder os til de teorier

og data, som bliver fremlagt for os.

3.2.1.2 Kultur

Et andet element, som doktrin udgøres af, er kultur. Ifølge Høiback er kultur meget svært at

definere, og han anvender da også selv den meget brede definition, at kultur skal forstås,

,,som alt inden for det menneskelige samfund, der er socialt overført frem for biologisk

overført’’ (Høiback 2011, 885).

Kultur tilbyder et andet rationale end teorien og Høiback anvender betegnelsen ’a-rational’,

som skal forstås som forskellig fra irrationel (Høiback 2011, 885). Høiback opstiller to krav

til kultur, for at denne har relevans i forbindelse med doktrin. For det første skal kulturen

besidde en uformel magt, der er i stand til at få folk til at handle på baggrund af den og den

skal kunne få ting til at ske. For det andet skal kulturen på den ene eller anden måde være

i stand til at manipulere sine omgivelser. Ifølge Høiback stiger anvendeligheden af kultur,

som et element af doktrin, med den uformelle magt, som kulturen har, samt dens evne til at

manipulere sine omgivelser. Derudover er der en sammenhæng således, at jo mere uformel

magt kulturen har, jo mere er den også i stand til at manipulere sine omgivelser. Yderligere

slår Høiback fast, at personen, som vil skrive en doktrin, skal have en kulturel bevidsthed,

der gør vedkommende i stand til at tage stilling til kulturen og anvende den aktivt i

udarbejdelsen af en doktrin (Høiback 2011, 886).

3.2.1.3 Autoritet

Det sidste element i Høibacks model for doktrin er autoritet. Autoritet er med til at binde teori

og kultur sammen. En autoritet godkender de handlingsforeskrifter, som doktrinen beskriver.

Autoritet skal således umiddelbart forstås som en magtposition i det militære system, der er

med til at godkende den militære teori og dermed skabe institutionel accept af den. Med

andre ord skal de undergivne, som en del af det militære hierarki, følge autoritetens

anvisninger. Ifølge Høiback kan autoritet dog også forstås mere bredt. Ifølge Den Danske

Ordbog kan autoritet forstås som evne til at påvirke andres handlemåde eller opfattelse i

kraft af indre egenskaber og ikke i kraft af ydre magtbeføjelser (Den Danske Ordbog 2019).



Autoritet vil typisk pege i en retning og udpege, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Denne autoritet kan for eksempel være centreret om en person. Essensen er, at autoriteten

udstikker retningen i et ofte tvetydigt informationsbillede (Høiback 2011, 887).

3.2.1.4 De tre elementers betydning for anvendelsen af doktrin

Der er nu redegjort for de tre elementer, som doktrin, ifølge Høiback, udgøres af. Selvom

en doktrin nødvendigvis må indeholde alle tre elementer, kan der være forskel i deres

indbyrdes vægtning alt efter, hvordan doktrinen skal anvendes. Som eksempel kunne der

lægges større vægt på teori og kultur og dermed nedtone autorisationen af doktrinen.

Afhængig af de tre elementers indbyrdes balancering kan der ifølge Høiback udledes tre

arketyper for doktrins anvendelse: som et værktøj til uddannelse, et værktøj til føring af

enheder eller et værktøj til forandring (Høiback 2011, 888).

Helt kort fortæller doktrin som et værktøj til føring, hvad vi skal gøre, som et værktøj til

forandring hvad vi skal være, og som et værktøj til uddannelse fortæller det, hvem vi er på

det nuværende tidspunkt. Ifølge Høiback ses doktrin som et værktøj til føring som det mest

almindelige (Høiback 2011, 888-895). Der følger nu en kort redegørelse for doktrins tre

arketyper, der også er præsenteret i nedenstående figur.

Figur 2: Doktrins tre arketyper og doktrins anvendelsesrum (Høiback 2011, 888).



3.2.1.5 Doktrin som uddannelsesværktøj

Som uddannelsesværktøj beskriver Høiback doktrin som en fælles kerne af basal og absolut

nødvendig viden, der er nødvendig for, at militære enheder kan samarbejde. Det er viden,

som det forventes, at enhver person inden for en given militær tjenestegren kender til. Ifølge

Høiback kan en sådan doktrin beskrive regler og principper, men også baseres på specifikke

eksempler, f.eks. taget ud af krigshistorien. For at de forskrifter som uddannelsesdoktrinen

beskriver kan accepteres, må der være en autoritet bag, der kan blåstemple dem. Den

autoritet vil typisk være en instans i det militære system, men kan ifølge Høiback også være

en fagperson inden for det militære samfund, som nyder stor anerkendelse. Som eksempel

nævnes Colin Powell, Sir Rupert Smith og David H. Patraeus (Høiback 2011, 889).

3.2.1.6 Doktrin som føringsværktøj

Doktrins funktion som føringsværktøj er at facilitere militær samhørighed og koordination og

samtidig minimere friktion1 (Høiback 2011). En sådan doktrin giver alle i den militære enhed

en fælles forståelse af situationen og et fælles sprog til at beskrive den. Derigennem

minimeres behovet for tidskrævende koordination. Fordi doktrinen skal anvendes som

føringsværktøj vægtes elementerne autoritet og teori højst og er med andre ord en autoritets

godkendelse af en specifik teori.

Høiback fortsætter sin redegørelse af doktrin som føringsværktøj med nogle generelle

betragtninger om doktrin. Ifølge Høiback er doktrin særligt anvendeligt for en hær med

mange forskelligartede opgaver, dermed kan en hær også have flere doktriner som en del

af et overordnet doktrinhierarki. Det er værd at hæfte sig ved, at fraværet af en doktrin ikke

nødvendigvis vil gøre ens militære enheder mere opfindsomme og innovative, men derimod

skaber et tomrum, der giver grobund for dannelsen af et væld af uautoriserede doktriner.

Derved mistes grundlaget for det fælles sprog, der ellers skulle være med til at minimere

friktionen (Høiback 2011, 891).

1 Friktion jævnfør Carl von Clausewitz’ beskrivelse af begrebet (Høiback 2011, 890).



3.2.1.7 Doktrin som forandringsværktøj

Ifølge Høiback er doktrin typisk blevet anvendt som et forandringsværktøj som reaktion på

militære nederlag og andre revolutionære forandringer. Høiback underbygger dette med

flere historiske eksempler, hvor et militært nederlag, nogle gange en katastrofe, har ført til

udarbejdelsen af en ny doktrin i erkendelsen af, at den gamle ikke længere var tidssvarende.

Udover den logik at man efter et nederlag bliver nødt til at gøre tingene på en ny måde, kan

en ny doktrin også tilbyde ny mening for det militære system. På den måde kan en ny doktrin

være med til at understøtte forandring i hele den militære organisation. Hvordan det militære

system skaber ny mening, er i høj grad påvirket af kulturen inden for systemet. Derfor mener

Høiback, at doktrin som forandringsværktøj udgøres af autoritet og kultur (Høiback 2011,

892ff). Logikken bag eksklusionen af teori er selv sagt, at man ønsker noget nyt, som endnu

ikke er blevet prøvet, og som der derfor ikke foreligger noget empirisk bevis for endnu.

3.2.1.8 Høibacks mening om en doktrin for oprørsbekæmpelse

I indledningen til sin artikel giver Høiback udtryk for, at en generisk doktrin, der passer på

alle tænkelige situationer og modstandere, ikke har en plads i den moderne hær og i bedste

fald er spild af tid at udarbejde. Høiback fortsætter ved at argumentere for, at doktrin i særlig

grad passer dårligt til oprørsbekæmpelses-operationer med den begrundelse, at en doktrin

ville fjerne initiativet og handlefriheden fra officererne på jorden ved at binde dem til at følge

et bestemt handlemønster og ikke give dem mulighed for at reagere på situationen, som

den udfolder sig på slagmarken. Dog argumenterer Høiback på den anden side også for en

doktrin for oprørsbekæmpelsesoperationer såfremt, at denne er fornuftigt formuleret,

således at den støtter beslutningstagerne på jorden frem for at fungere som en mental

spændetrøje (Høiback 2011, 891).

3.2.1.9 Kritik af Høiback

Med sin model forsøger Høiback at skabe en generel forståelsesramme for doktrin. Doktrin

skal her forstås som forskrifter for, hvordan militære enheder skal agere og en begrundelse

for, hvorfor de skal agere på den måde. På grund af den enorme diversitet mellem militære

enheder i verden, vil der givetvis også være vidt forskellige argumenter for det enkelte

doktrins forskrifter. For at kunne inkludere dem alle sammen og være en generel



forklaringsmodel, bliver Høibacks model også generel af natur. En udfordring med Høibacks

model for doktrin er derfor de brede definitioner af henholdsvis teori, kultur og autoritet. Det

er svært at se en skarp grænse mellem, hvad der er teori og hvad der er kultur. At for

eksempel Colin Powell’s erindringer ifølge Høiback kan ses som uddannelsesdoktrin i

forklædning er med til at udvide begrebet autoritet og ses som en konsekvens af den

generelle karakter, som Høibacks model har. De brede rammer er dog med til at gøre

modellen fleksibel og inkluderende. Modellen kan dermed udgøre fundamentet for en bedre

forståelse af doktrin.

Høiback har inkluderet kultur som en del af sin model for doktrin. Andre teoretikere ville

måske argumentere for, at selvom kultur ses som et vigtigt element, er kultur ikke en specifik

del af doktrin. I det hele taget kan det være svært at skelne mellem, hvad der er militær

doktrin og hvad der er militær kultur (Long 2016, 20).

3.2.1.10 Relevante dele for den videre undersøgelse

I de ovenstående afsnit er der redegjort for Høibacks udlæg af, hvad doktrin er og hvilke

elementer doktrin udgøres af. I forhold til denne opgaveses problemformulering kunne en

diskussion af Høibacks model i forhold til Kilcullens artikel tage udgangspunkt i, hvordan

den stiller sig med hensyn til Høibacks tre elementer for doktrin. Her vil elementet teori

muligvis være særligt centralt, da man kan diskutere, hvorvidt Kilcullens artikel kan udgøre

det teoretiske grundlag for en ny dansk doktrin. Høibacks kulturelement ses som

udgangspunkt at være ensbetydende med dansk kultur generelt og mere specifikt kulturen

i hæren, som skal anvende doktrinen. Elementet autoritet ses som udgangspunkt at være

mindre relevant. Argumentet for det er, at en ny doktrin givetvis skal autoriseres af en instans

i Hæren på grund af opbygningen af det militære system. Som en konsekvens af

ovenstående kan Kilcullens artikel ikke umiddelbart anskues som et af de tre værktøjer, som

Høiback definerer, da artiklen hovedsageligt vil virke som teori.

Om kultur skal siges, at dette er et stort og spændende emne, der i sig selv kan være

udgangspunkt for mange undersøgelser. Det er dog ikke denne opgaves ærinde at være en

kulturanalyse, hvorfor dette overlades til dygtigere folk. For den videre analyse forstås kultur

blot som, at en given teori sættes i en dansk kontekst, det vil sige bearbejdes, så den passer

til kulturen i Den Danske Hær.



3.2.2 Fem hovedtræk ved oprørsbekæmpelse

I bogen ’Norge i internasjonale operationer’ analyseres det norske forsvars indsættelse i

internationale operationer fra 1990’erne og frem til nu. I bogens første kapitel gives en kort

redegørelse for fem hovedtræk ved oprørsbekæmpelse. De fem hovedtræk læner sig op af

flere af de konklusioner, som Galula er kommet frem til (Heier 2014, 26-28). De fem

hovedtræk gengives her kort i bearbejdet form:

a. Civil kontrol med militære operationer: Sammenlignet med den civile indsats er den

militære indsats forholdsvis beskeden, og balancen mellem civil og militær bistand

bør som tommelfingerregel være 80% civil og 20% militær. Derfor nedtones

betydningen af militære styrker i forhold til den civile indsats (Heier 2014, 26).

b. Civil-militær samordning: Den militære indsats integreres i et overordnet strategisk

plankompleks, hvor lederen bør være en civil person. Det betyder, at alle former for

militær aktivitet må koordineres med den civile indsats i operationsområdet og

underordnes denne, da den militære aktivitet kan have en negativ påvirkning (Heier

2014, 26).

c. Befolkningens tillid: Et vigtigt kendetegn ved oprørsbekæmpelse er at vinde

befolkningens tillid, som typisk er blevet brudt på grund af ineffektiv regeringsførelse.

Det vil sige, at ’samfundskontrakten’ mellem befolkning og den siddende regering er

blevet brudt. Oprørsbekæmpelse vil derfor indebære, at de internationale styrker

opererer sammen med lokale sikkerhedsstyrker i mindre enheder med henblik på at

genoprette befolkningens tillid til regeringen (Heier 2014, 27).

d. Varighed: På trods af overlegen kampkraft lader taktiske sejre sig sjældent omsætte

til sejre på det strategiske niveau. Fraværet af afgørende slag, som kulminerer i store

militære overgivelser og efterfølgende fredsslutninger bidrager til, at oprørskonflikter

bliver trukket i langdrag med en øget politisk belastning til følge. For et land med

soldater udsendt til internationale operationer trækkes indenrigspolitikken på den

måde ind i oprørskonflikten (Heier 2014, 27).

e. Legitimitet: Det måske vigtigste kendetegn ved oprørsbekæmpelse er legitimitet. De

internationale styrkers, lokale myndigheders og sikkerhedsstyrkers tilstedeværelse

må af befolkningen opleves som legitim, hvis de skal overbevises om, at den

gældende ’samfundskontrakt’ er værd at støtte (Heier 2014, 27f).



3.2.3 Feltreglement I, den overordnede ramme for danske enheders indsættelse

Feltreglement I (FR I) beskriver den overordnede landmilitære doktrin for den danske Hær.

Det er ud fra den ramme, de øvrige doktriner og reglementer på de underliggende taktiske

niveauer bliver udviklet. Som sådan kan FR I ikke ses som en teori, der kan udgøre en del

af denne undersøgelses forforståelse, fordi reglementet ikke lever op til de gængse kriterier

for god videnskab, ved for eksempel at fremlægge empiriske argumenter for sine påstande

og henvise til sine kilder. Dog skaber FR I de overordnede rammer for hele den danske

landmilitære doktrin og dermed også det mekaniserede infanterikompagni. En ny doktrin for

oprørsbekæmpelse på kompagniniveau kan ikke undgå at skulle forholde sig til de rammer,

som er sat af FR I. FR I danner derudover grundlag for udarbejdelse af underliggende felt-

og enhedsreglementer og udgør dermed en del af rammen for uddannelses- og

øvelsesvirksomheden (Hærstaben 2014, 1). Blandt andet derfor er FR I inddraget i denne

undersøgelse samtidig med, at det giver et fælles sprog og forståelsesramme. Der gives

derfor et kort uddrag af vigtige elementer fra FR I, der betragtes som relevante for

undersøgelsens diskussion.

I forhold til kompagniniveauet kan det ud slås fast, at MEKINFKMP-reglementet er bundet

af de rammer, der er fastsat i FR I. Formuleringen om at danne en del af rammen for

uddannelses- og øvelsesvirksomheden kan tolkes i retning af, at doktrinen anvendes som

et uddannelses- frem for et føringsværktøj, jævnfør Høibacks tre arketyper for anvendelsen

af doktrin. Dette underbygges tillige af udgivelsesnotatet til reglementet for

bataljonskampgruppen (se figur i indledningen), hvor der står anført, at reglementet er

skrevet til elever på skole, stabsofficerer og officerer, der ikke har arbejdet med operationer

i længere tid (Hærstaben 2017, 3). Dog udgør FR I også den overordnede landmilitære

doktrin for indsættelsen af hærstyrker, hvilket peger på FR I som et føringsværktøj.

Det holdes i mente, at doktriner i form af skrevne reglementer sjældent er det ene eller det

andet, men inddrager alle tre elementer (teori, kultur og autoritet) samtidig, selvom

balanceringen af dem kan være forskellig.

3.2.3.1 Feltreglement I og doktrin

Ifølge FR I fastsætter dette reglement det taktiske grundlag for alle publikationer i ”Hærens

publikationssystem” (Hærstaben 2014). Reglementet tager udgangspunkt i og ligger inden



for rammen af NATO’s doktrin som fastsat i gældende publikationer, og afspejler de særlige

forhold, der udspringer af dansk organisation og materielindhold (Hærstaben 2014, II).

Dermed forholder reglementet sig til NATO’s doktrin eller doktriner og sætter det eller dem

i en dansk kontekst. Forholdet mellem danske reglementer og NATO-reglementer fremgår

af nedenstående figur:

Figur 3: Sammenhængen mellem danske reglementer og NATO-reglementer og hvordan de forholder sig til operationernes niveauer og styrkestruktur (Hærstaben 2014).

I forhold til Høibacks model kan det tolkes i retning af, at NATO’s doktrin tilpasses den unikke

kultur, som er i Danmark og i Hæren, dog inden for de rammer som er givet af NATO. I

forhold til Høibacks model kan NATO’s doktrin tolkes som et udtryk for både autoritet og

teori. Som autoritet fordi Danmark i vid udstrækning er forpligtet til at holde sig inden for

rammerne fastsat af NATO og som teori fordi NATO’s doktrin også tolkes efter Høibacks

definition af begrebet teori.



FR I definerer doktrin som følgende:

,,Begrebet doktrin omfatter de grundlæggende principper, hvorefter militære styrker udfører

deres handlinger for at opnå fastsatte mål. Doktrinen er retningsgivende og bør i hvert enkelt

tilfælde anvendes tilpasset situationen, herunder den ramme i hvilken enheder indgår.’’

(Hærstaben 2014, 1).

Dette citat siger noget om den tillid, man i Danmark har til officererne i Hæren, idet man

kræver af dem, at de ikke blindt anvender doktrinen uafhængig af situationen, men derimod

foretager deres egen vurdering af den. Dette kan ses som et udtryk for en del af kulturen i

Hæren; At officerer har forholdsvis stor handlefrihed med hensyn til deres anvendelse af

reglementet alt efter deres vurdering af situationen på slagmarken. Derudover kan det ses

som Den Danske Hærs tilgang til doktrin, da doktrinen skal ses som retningsgivende og

anvendes alt efter vurderingen af situationen.

På baggrund af ovenstående gennemgang af dansk doktrins position i forhold til Høibacks

model vil indgangsvinklen til den følgende analyse være anvendelsen af doktrin som et

uddannelsesværktøj, der i sin rene form udgøres af teori og kultur.

3.2.3.2 Fuldspektrumoperationer

Det mekaniserede infanterikompagni løser sine opgaver ved at udføre taktiske aktiviteter.

En taktisk aktivitet angiver en enheds anvendelse af en given doktrin til løsning af den

pålagte opgave. For KMP gælder, at BGK nedbryder sin pålagte taktiske aktivitet til en

række forskellige taktiske aktiviteter for dispositionsenhederne. BKG vil normalt blive befalet

taktiske aktiviteter af troppeenheden (Hærstaben 2017, 101ff). Taktiske aktiviteter er

gældende for alle niveauer fra troppeenheden og ned til og med delingsniveauet. For

troppeenheden gælder, at dennes taktiske aktiviteter ved deres samtidige og/eller

sekventielle udførelse er med til at opnå et eller flere operative mål. Troppeenhedens lokale

udførelse af taktiske aktiviteter er derved et udtryk for den overordnede operative

kampagne. Kampagner inden for et givent område bidrager til opnåelse af militær-

strategiske mål. Den operative kampagne, også kaldet kampagnetemaer eller operative

temaer, anvendes på det operative niveau til at beskrive den forventede overordnede

vægtning af de indsættelser, der gennemføres på det taktiske niveau. På det operative



niveau anvendes i dansk regi følgende kampagnetemaer, som anses som fremherskende:

Combat, Security, Peace Support (PS) og Peacetime Military Engagement (PME)

(Hærstaben 2014, 103-105).

Uanset det overordnede operative kampagnetema gennemføres alle landmilitære

operationer som fuldspektrumoperationer. Fuldspektrumoperationer nedbrydes i fire

indsættelseskategorier: offensive, defensive, stabiliserings- og forudsætningsskabende

operationer. En af de fire indsættelseskategorier vil oftest kunne karakteriseres som den

dominerende. Begrebet fuldspektrumoperationer skal forstås således, at den militære

enhed er i stand til henholdsvis at eskalere og deeskalere anvendelsen af sine midler

afhængig af, hvad situationen kræver. Nedenstående figur illustrerer sammenhængen

mellem de operative kampagnetemaer, indsættelseskategorierne og de taktiske aktiviteter

(Hærstaben 2014, 101-110).

Figur 4: Sammenhængen mellem de operative kampagnetemaer, indsættelseskategorierne og de taktiske aktiviteter (Hærstaben 2014, 111).

Ifølge FR I gennemføres alle offensive, defensive og stabiliserende taktiske aktiviteter under

en landoperation grundlæggende med det formål at påvirke adfærd hos en eller flere aktører

i operationsmiljøet. Aktører kan påvirkes på deres vilje, forståelse og evne, og påvirkningen

kan finde sted i såvel det fysiske som i det kognitive domæne (Hærstaben 2014, 113).

På nuværende tidspunkt opfattes oprørsbekæmpelse som hørende til det operative niveau

i forhold til operationernes fire niveauer og karakteriserer det overordnede kampagnetema.

Oprørsbekæmpelse hører ind under kampagnetemaet ’security’ (NATO Standardization

Office 2018, 1-7).



4 Analyse

Følgende afsnit præsenterer en analyse af opgavens empiri, to udvalgte artikler

omhandlende henholdsvis doktrin og oprørsbekæmpelse.

Den første artikel ’Udvikling og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin’ er

skrevet af Susanne Kiholm Lund. Hendes artikel inddrages for at belyse behovet for en

national doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau. Efterfølgende analyseres

Kilcullens artikel ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency’. Artiklen analyseres for at belyse, hvorvidt den kan danne grundlag for

en dansk doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau.

4.1 Susanne Kiholm Lund, ’Udvikling og anvendelsen af dansk forsvars

landmilitære doktrin’

Analyse af Susanne Kiholm Lunds artikel ’Udvikling og anvendelsen af dansk forsvars

landmilitære doktrin’ publiceret på krigsvidenskab.dk.

Susanne Kiholm Lund er tidligere chef for Center for Landmilitære Operationer (CLO),

tidligere overlærer på Operations- og Føringsuddannelsen (OFU) ved Institut for Militære

Operationer (IMO) på Forsvarsakademiet (FAK) og nuværende chef for Forsvarets

Veterancenter (Lund 2017, 1).

4.1.1 Artiklens sociale kontekst:

Artiklen er publiceret den 17. november 2017 og udspringer af Kiholms inspiration og

refleksion over en artikel omhandlende Flyvevåbnets arbejde med doktrin også publiceret

på krigsvidenskab.dk. I sin artikel søger Kiholm at redegøre for hvad dansk landmilitær

doktrin er, hvordan den udvikles og hvorfor vi har behov for en national doktrin for

landmilitære operationer. Det vil sige, at artiklen specifikt omhandler dansk landmilitær

doktrin, hvor Feltreglement I (FR I) er det øverste reglement i doktrin-hierarkiet inden for det

landmilitære felt. FR I betegnes som Hærens rammedoktrin og danner grundlaget for

udvikling af doktriner på de lavere taktiske niveauer (Lund 2017). Selvom artiklen ikke

specifikt omhandler kompagniniveauet, argumenteres der for, hvorfor det er vigtigt, at



Danmark har og udvikler sine egne nationale doktriner på taktisk niveau. Derfor ses artiklen

som relevant i forhold til at belyse behovet for en dansk doktrin for oprørsbekæmpelse på

kompagniniveau.

Som allerede nævnt er artiklen udgivet på webportalen krigsvidenskab.dk, der drives af Det

Krigsvidenskabelige Selskab (DKVS). Ifølge DKVS selv henvender deres webportal sig til

alle, der beskæftiger sig med eller interesserer sig for militære forhold generelt. DKVS

ønsker gennem deres webportal at fremme, at debat om forsvaret og militærfaglige forhold

kan ske på et oplyst grundlag. Særligt kan militære fagfolk anvende portalen til at dele deres

viden med andre (Om os: Krigsvidenskab.dk 2019). Publikummet for Kiholms artikel er

derfor generelt militære fagfolk og særligt officerer i hæren. Publikummet har mulighed for

at komme med kommentarer til Kiholms artikel. Dette ses som en styrkelse af artiklens

position. Det er ikke det samme som peer-review, men det er trods alt en mulighed for, at

andre kan evaluere Kiholms artikel.

I sin artikel refererer Kiholm særligt til Feltreglement I (FR I), men også til reglementer fra

både NATO, Storbritannien og USA. Kiholm fremlægger flere argumenter for, at man i

Danmark skal beholde og fortsat udvikle en national landmilitær doktrin. Denne analyse ser

på et overordnet tema understøttet af to yderligere temaer.

4.1.2 En doktrin tilpasset dansk kultur og andre nationale forhold

Kiholm påpeger i artiklen, at en national doktrin er et udtryk for, at en nation har forholdt sig

til sin omverden og taget stilling til, hvor den vil placere sig.

,,Ved at have vores egen doktrin forholder vi os nationalt til Danmarks situation i verden og

adapterer ikke blot en doktrin, som er en konsensus af mange nationers fokus eller et

resultat af én nations verdensbillede i et operativt miljø, hvor det primære forhold er

menneskelig interaktion.’’ (Lund 2017, 1-2).

Det vil sige, at en doktrin ikke bare er en doktrin. Den er på sin vis et billede af den nation,

som har udarbejdet den idet, med andre ord, at den er skabt i den nations verdensbillede

og forståelse af det operative miljø. Derudover kan man ikke uden videre implementere en

NATO-doktrin, som ifølge Kiholm netop er blevet til ved kompromis mellem mange nationer.

Samtidig påpeger Kiholm et primært forhold, som adskiller landoperationer fra sø- og



luftoperationer, nemlig menneskelig interaktion. Det forhold gør, at man ikke uden videre

kan implementere en anden nations doktrin, men er nødt til at bearbejde den og sætte den

i en national kontekst (Lund 2017, 2).

,,Da landmilitære operationer til stadighed handler om menneskelig interaktion, er det

væsentligt, at vores doktrin er funderet i et sæt ’spilleregler’, hvor også dansk strategisk

kultur er inkluderet – på den måde afspejles de danske nationale værdier.’’ (Lund 2017, 4).

Kiholm beskriver her vigtigheden i at tage den danske strategiske kultur i betragtning ved

implementering af en doktrin. Deri ligger vigtigheden af danske nationale værdier, da

landmilitære operationer består af menneskelige interaktioner. Danske militære værdier kan

derfor ikke uden videre sættes lig med for eksempel amerikanske værdier i en doktrin, da

kulturen og forståelsen ikke nødvendigvis er den samme, og brugbarheden af en doktrin

dermed heller ikke uden videre vil være den samme. Udover de nationale værdier påvirkes

doktrinen også af andre nationale forhold.

,,Doktrinen er således et resultat af fysiske komponenter (personel, materiel, træning,

udholdenhed), konceptuelle komponenter (foresattes doktriner, underliggende doktriner og

processer, kontekst forståelse, uddannelse) og en moralsk komponent (motivation, moral,

etisk fundament).’’ (Lund 2017, 5).

Ovenstående trækker på modellen om krigsførelsens indre og ydre kredsløb, som Kiholm

også anvender i sin artikel. Her påvirkes Forsvarets og dermed Forsvarets doktrin af det

omgivende samfund i form af samfundets ideologi, politiske struktur og udviklingsniveau.

Dermed kan man ikke uden videre implementere en anden nations doktrin, da det ifølge

Kiholm vil være betinget af sammenlignelige fysiske, konceptuelle og moralske

komponenter (Lund 2017, 5).

,,Anvendelse af en anden nations doktrin for landmilitære operationer i samspil med dansk

strategisk kultur og generel uddannelse vil (…) kunne medføre friktion i forhold til vores

nationale normer, værdier ståsted og strategiske agendaer.’’ (Lund 2017, 5).

På baggrund af ovenstående citater mener Kiholm således, at et land bør udvikle sine egne

doktriner, da de er udviklet på baggrund af unikke nationale forhold, der ikke uden videre

lader sig overføre fra nation til nation med mindre, at man har et sikkert blik for forskelle og

ligheder nationerne imellem. Kiholm peger som eksempel på, at de østeuropæiske og



sydeuropæiske NATO-lande har hver deres strategiske fokus samtidig med at USA har et

tredje strategisk fokus (Lund 2017, 5).

4.1.3 Tilpasningsevne

Kiholm peger på et yderligere argument for fortsat at arbejde med og udvikle en national

doktrin nemlig tilpasningsevne. Ifølge Kiholm vil man med en adaption af NATO-doktriner

risikere, at doktrinerne er utidssvarende, da NATO’s cyklus for revidering af doktriner i

bedste fald er hvert syvende til ottende år. I Danmark er eksempelvis, ved artiklens

publicering, ni kapitler i FR I blevet revideret inden for de seneste fire år (Lund 2017, 5)

,,Det betyder, at dansk doktrinudvikling kan håndtere og påvirke Hærens generelle studie-

og udviklingsfokus mere dynamisk og adaptivt på både kort, mellemlangt og langt sigt.’’

(Lund 2017, 5-6).

På den måde kan dansk doktrin forholdsvist hurtigt tilpasses nationale fokusområder,

teknologiindførelse og skift i det udenrigspolitiske klima. Samtidig er der mulighed for at se

fremad ved at inkludere emner, som vurderes at ville få væsentlig betydning for Hæren i

fremtiden (Lund 2017, 4).

4.1.4 Styrkelse af vidensgrundlag og formidlingsevne

Et andet argument i forhold til national doktrinudvikling er ifølge Kiholm, at det generelt

styrker vidensgrundlaget i organisationen samt vidensformidlingen. For at doktrinen skal

være relevant, skal den ifølge Kiholm bygge på viden og ideer på højeste niveau inden for

det militære fagområde. Det er betinget af et stærkt fagligt miljø.

,,Dette kan kun sikres gennem en systematisk og kritisk tilgang til de emner, som studeres,

samt via et kontinuerligt fokus på at skabe og vedligeholde aktive og dynamiske fagmiljøer,

fagfællebedømmelser og et netværk, som indbefatter relevante internationale

forskningsmiljøer.’’ (Lund 2017, 6).

Dog pointerer Kiholm, at det er vigtigt, at studie- og udviklingsvirksomheden er praksisnær

og tilpasses Hærens behov. Derfor skal der også tages højde for erfaringer og behov fra

den operative virkelighed og struktur. Et stærkt fagmiljø er samtidig en forudsætning for at



kunne deltage aktivt i NATO’s doktrinudvikling, hvor Danmark kan fremme egne nationale

agendaer ved at påvirke udformningen af NATO’s doktriner. En anden vigtig del af arbejdet

med doktrinudvikling er at kunne se fremad for at sikre, at Hærens doktriner er opdaterede

og danner det bedst mulige grundlag for indsættelse af Hærens enheder (Lund 2017, 6).

I sin artikel ’Udvikling og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin’ argumenter

Kiholm for, at Danmark fortsat skal have og udvikle en national landmilitær doktrin, hvor de

unikke nationale forhold ses som et meget væsentligt argument. Det kan anføres, at dette

argument ikke blot gør sig gældende på det overordnede landmilitære niveau, men også på

de lavere taktiske niveauer, for eksempel kompagniniveauet, da der også her kan peges på

særlige nationale forhold, som gør sig gældende, og som skal tages højde for ved

udarbejdelsen af en doktrin. Det har yderligere den betydning, at man ikke uden en grundig

tilpasning og øje for særlige nationale forhold kan implementere en anden nations doktrin.



4.2 David Kilcullen, ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency’

Analyse af David Kilcullens artikel ’Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency’, herefter 28-anbefalinger.

David Kilcullen er pensioneret oberstløjtnant fra den australske hær, hvor han har gjort

tjeneste i 21 år. I løbet af den tid har han blandt andet været kompagnichef for et

infanterikompagni i Øst Timor og undervist i oprørsbekæmpelse på British School of Infantry.

Efter sin tid i den australske hær har han blandt andet været rådgiver for U.S. State

Department (U.S. Army Combined Arms Center 2006).

Oversigt over Kilcullens forfatterskab i perioden op til udgivelsen af 28-articles

(Listen er ment som et overblik og er ikke nødvendigvis udtømmende.)

Titel Publikation Dato

Countering Global Insurgency Journal of Strategic

Studies

Vol. 28, No. 4, 597-617

August 2005

Globalisation and the

Development of Indonesian

Counterinsurgency Tactics

Small Wars and

Insurgensies Vol. 17, No.

1, 44-64

Marts 2006

Twenty-Eight Articles:

Fundamentals of Company-

Level Counterinsurgency

Military Review Maj 2006

Twenty-Eight Articles:

Fundamentals of Company-

Level Counterinsurgency

Iosphere Sommer 2006

Counterinsurgency Redux Survival November 2006



4.2.1 Artiklens sociale kontekst:

Kilcullens artikel blev første gang publiceret i Military Review, maj-juni udgave i 2006 og

efterfølgende, med marginale ændringer i tidsskriftet Iosphere i sommeren 2006 (U.S. Army

Combined Arms Center 2006) (D. Kilcullen 2006). Artiklen fremgår også i lettere redigeret

form i den første udgave af Field Manual 3-24 fra 2006, Appendiks A, men fremgår dog ikke

af den nyeste udgave fra 2014 (Headquarters Department of The Army 2006). Artiklen, som

den fremstår i Iosphere, vil være det primære grundlag for den videre analyse, da den er

udgivet sidst. Military Review, som artiklen første gang blev publiceret i, er et tidsskrift for

den amerikanske hær udgivet af U.S. Army Combined Arms Center. Publikummet er

således soldater i den amerikanske hær og mere specifikt soldater, der står forud for

udsendelse til oprørsbekæmpelsesoperationer i Irak eller Afghanistan og særligt

kompagnichefer. Kilcullen henvender sig ofte direkte til læseren med ’you’ og ud fra

sammenhængen er det tydeligt, at der refereres til kompagnichefen. Ud over det åbenlyse

faktum, at artiklen er udgivet i et tidsskrift for den amerikanske hær, anvender artiklen flere

amerikanske betegnelser. I artiklen refereres der til andre forfattere, der også har

beskæftiget sig med oprørsbekæmpelsesteori, folk som Galula, T. E. Lawrence og Robert

Thompson. Tillige refereres der til FM 3-24, Counterinsurgency Operations (D. Kilcullen

2006, 29).

Artiklen er både baseret på Kilcullens egne erfaringer fra sine egne indsættelser i

oprørsbekæmpelsesoperationer samt andres erfaringer og observationer på området. Som

titlen antyder, er artiklens perspektiv kompagniets indsættelse i oprørsbekæmpelse. Netop

artiklens fokus på kompagniniveauet er årsagen til, at artiklen er valgt samtidig med, at

artiklen nævner konkrete råd og retningslinjer for kompagniet og i sidste ende

kompagnichefen (D. Kilcullen 2006, 29).

Som tidligere nævnt er Kilcullen ved artiklens udgivelse oberstløjtnant i den australske hær

og Kilcullens militære baggrund fornemmes gennem hele teksten. Det ses blandt andet ved

brug af begreber som: ’main effort’, ’initiative’, ’situational awareness’, ’maneuver warfare’

og ’operational design’ (D. Kilcullen 2006, 29-35).

I artiklen forsøger Kilcullen at forklare, hvad oprørsbekæmpelsesteori betyder på

kompagniniveau og skabe et bindeled mellem teori og praksis i indsættelsesområdet ved at

forklare, hvordan principperne for oprørsbekæmpelse oversættes til konkret handling for



kompagniet. Det gør Kilcullen ved at opstille såkaldte 28 artikler, eller anbefalinger, der ses

som anvisninger for, hvordan kompagnichefen skal gribe sin opgave an. Ifølge Kilcullen skal

kompagnichefen anvende de 28 artikler velovervejet og med en vis skepsis. Læseren af

artiklen skal se anbefalingerne som ’husråd’ og ’folkelærdom’ forstået på den måde, at

anbefalingerne nogle gange modsiger hinanden og derfor skal fortolkes inden, at de

anvendes (D. Kilcullen 2006).

Ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv udfoldes det overordnede tema

’oprørsbekæmpelse’, der understøttes og udbygges af følgende temaer:

• Kompagniets organisation og opgaveløsning

• Kommunikation med civilbefolkningen

• Oprøreren (modstanderen)

Den følgende analyse tager fat i hvert enkelt tema med henblik på at skabe en ny forståelse

for Kilcullens artikel og dens relevans som et grundlag for en doktrin for oprørsbekæmpelse

på kompagniniveau.

4.2.2 Kompagniets organisation og opgaveløsning:

Et af de emner, som Kilcullen berører i forhold til kompagniets indsættelse i et

oprørsbekæmpelsesscenarie, er kompagniets organisation. Det drejer sig specifikt om

tilstedeværelsen af særlige specialister til at støtte kompagniets opgaveløsning. Det er

specialister, der varetager funktioner som tolk(e), politiskrådgiver, kulturrådgiver,

efterretningsofficer og kontaktperson til NGO’er.

Ifølge Kilcullen har et kompagni sjældent sin egen efterretningscelle og operationsofficer

(S2). Det må kompagnichefen imødegå ved at udnævne sin egen S2 og oprette sin egen

efterretningscelle samt en spejdergruppe (reconnaissance and surveillance element), ideelt

set ved at anbringe kompagniets dygtigste soldater i de respektive elementer.

,,You will need a company S2 and intelligence section – including analysts’’ (D. Kilcullen

2006, 30) og

,,Put the smartest soldiers in the S2 section and the R&S squad’’ (D. Kilcullen 2006, 30).



Begrundelsen er, at oprørsbekæmpelsesoperationer er drevet af de efterretninger, som

kompagniet ofte selv indsamler, det vil sige ’intelligence driven’ (D. Kilcullen 2006, 30).

Deres opgaveløsning understøttes af en politisk og/eller kulturel rådgiver.

,,Find a political/cultural adviser from among your people (…) Someone with people skills

and a “feel” for the environment …’’ (D. Kilcullen 2006, 30)

Ideelt set skal denne person kunne tale sproget og navigere i det lokale politiske eller

kulturelle miljø. Den politiske- og kulturellerådgiver kan være sammen person.

Vedkommendes rolle er ifølge Kilcullen at støtte kompagnichefen og medvirke til at forme

det politiske miljø. (D. Kilcullen 2006, 30).

Kilcullen slår fast, at næsten alt i oprørsbekæmpelse tager udgangspunkt i civilt-militært

samarbejde og at kompagniets vigtigste opgaver vil kræve, at det arbejder sammen med

civile aktører. Disse aktører kan være både nationale, internationale og lokale. De er

centrale for kompagniets opgaveløsning selvom, de er uden for kompagnichefens

umiddelbare kontrol og gerne vil distancere sig fra kompagniet for at opretholde en nogle

gange forestillet neutralitet. De er dog helt essentielle for kompagniets succes idet, at civile

instansers langsigtede udviklingsarbejde i sidste ende vinder krigen.

,, … longterm development and stabilization by civilian agencies will ultimately win the war’’

(D. Kilcullen 2006, 30)

Det er derfor kompagniets opgave at sørge for de civiles sikkerhed. På den baggrund

anbefaler Kilcullen, at der i hver gruppe udpeges en soldat, der kan være en kontaktperson

til de civile myndigheder (D. Kilcullen 2006, 30).

,,Train the company in inter-agency operations (…) Train point-men in each squad to deal

with the inter-agency’’ (D. Kilcullen 2006, 30)

For at kunne skabe sikkerhed for lokalbefolkningen er det afgørende, at man er tilstede.

Derfor er det ved ankomsten til ens operationsområde nødvendigt at etablere sin

tilstedeværelse i, ideelt set, hele ens ansvarsområde. Kompagniet skal dog handle varsomt

i dets bestræbelser på at skabe sikkerhed i sit ansvarsområde.



,, … you have more combat power than you can or should use in most situations (…) The

most beneficial actions are often local politics, civic action, and beat-cop behaviors’’ (D.

Kilcullen 2006, 29).

Dermed peger Kilcullen også på en tilgang forskellig fra den, som militære styrker normalt

anvender. For at kunne udføre den slag operationer, som Kilcullen beskriver, anbefaler han,

at tilstedeværelsen sikres gennem en tilgang, der indebærer, at ens enheder bor i ens

ansvarsområde i tæt tilknytning til lokalbefolkningen (residential approach). Herved

opbygges bånd til lokalbefolkningen, der ser kompagniets soldater som mennesker, de kan

stole på og lave aftaler med. Ifølge Kilcullen lyder denne tilgang mere farlig, end den i

virkeligheden er og betegner alternativet, hvor der foretages angreb fra sikre baser ind i

ansvarsområdet, eller der køres rundt i pansrede kolonner, som ultimativt er mere farligt, da

det forringer situational awareness2 og gør en til et mål. Kilcullen beskriver det som følgende:

,,[They red.] see you as real people they can trust (…) not as aliens who descend from an

armored box. Driving around in an armored convoy – day-tripping like a tourist in hell –

degrades situational awareness, makes you a target and is ultimately more dangerous.” (D.

Kilcullen 2006, 31)

Kilcullen pointerer således, at soldaterne skal imødegå deres umiddelbare frygt for at færdes

til fods og forlade deres pansrede køretøjer. På den måde er det også lettere for soldaterne

at kommunikere med civilbefolkningen.

4.2.3 Oprørsbekæmpelse

Ifølge Kilcullen er essensen af oprørsbekæmpelsesteori en konkurrence med oprøreren om

retten og muligheden for at vinde befolkningens gunst. Kilcullens definition af

oprørsbekæmpelse ses af følgende citat, idet oprørsbekæmpelse defineres som:

,, … a competition with the insurgent for the right and the ability to win the hearts, minds and

acquiescence of the population” (D. Kilcullen 2006, 29).

2 Jf. Hærens Taktiske Ordbog: Viden om og forståelse af operationsmiljøet, der muliggør rettidige, relevante, nuancerede og præcise vurderinger med henblik på at træffe beslutninger i forhold til opgaven.



Af citatet ses det, at civilbefolkningen er omdrejningspunktet i oprørsbekæmpelse og

hovedmålet er at vinde dem over på sin side. Derudover introducerer Kilcullen et alment

kendt begreb – ’hearts and minds’. Kilcullens forståelse af ’hearts and minds’-konceptet er

at overbevise lokalbefolkningen om, at det er i deres interesse at støtte kompagniet (hearts)

og at forsikre dem om, at kompagniet kan beskytte dem og yderligere modstand er

formålsløs (minds).

,,For your side to win, the people do not have to like you but they must respect you, accept

that your actions benefit them, and trust your integrity and ability to deliver on promises,

particular regarding their security.” (D. Kilcullen 2006, 29).

Kilcullen understreger, at konceptet på ingen måde kræver, at lokalbefolkningen kan lide en.

Befolkningen skal tro på, at ens handlinger vil komme dem til gode, samt stole på

kompagniets integritet og i særdeleshed kompagniets evne til at yde dem sin beskyttelse.

Det handler udelukkende om egeninteresse for civilbefolkningen.

Kilcullen underbygger og præciserer det ovenstående samt befolkningens centrale

placering i konflikten ved at skrive:

,,Counterinsurgency is fundamentally a competition, between each side, to mobilize the

population in support of its agenda. So you [kompagnichefen red.] must understand what

motivates the people and how to mobilize them.’’ (D. Kilcullen 2006, 29).

Her uddyber Kilcullen, hvad hovedmålet i oprørsbekæmpelse er, nemlig at mobilisere

befolkningen til fordel for ens egen sag. Samtidig fremgår det af Kilcullens karakteristik af

oprørsbekæmpelse, at det ikke er en konflikt, hvor oprøreren og oprørsbekæmperen

bekæmper hinanden, men kæmper mod hinanden om befolkningen. Det ses også i artiklens

konklusion, hvor Kilcullen runder artiklen af ved at skrive:

,,focus on the population, build your own solution, further your game plan and fight the

enemy only when he gets in the way.’’ (D. Kilcullen 2006, 35).

Kilcullen betegner denne tilgang som ’environment-centric’ frem for ’enemy-centric’ (D.

Kilcullen 2006, 34), og som i denne opgave frit oversættes til henholdsvis den miljø-

fokuserede og den modstander-fokuserede tilgang.



4.2.4 Kommunikation med civilbefolkningen

Befolkningen bliver ifølge Kilcullen centrum for konflikten, og det har flere afledte

konsekvenser. Blandt andet bliver kommunikation et centralt virkemiddel. Kilcullen skriver

om oprørsbekæmpelse, at den offentlige holdning og de rygter, der cirkulerer blandt

civilbefolkningen, betyder langt mere end den kampkraft, som kompagniet bringer ind på

slagmarken.

,,In this battlefield popular perceptions and rumor are more influential than the facts and

more powerful than a hundred tanks.” (D. Kilcullen 2006, 29).

Det er de fortællinger og rygter blandt civilbefolkningen, som kompagniet skal forsøge at

påvirke og på den måde vinde civilbefolkningen over på sin side. Det betyder også, at

kompagnichefen skal forstå, hvad der driver civilbefolkningen for at kunne mobilisere den.

Måden at vinde lokalbefolkningen over på sin side er ved at kommunikere med dem med

henblik på at opbygge et netværk baseret på tillid (networks of trust), som med tiden, såfremt

man lykkes med det, vil fortrænge oprørernes netværk (D. Kilcullen 2006, 31-32).

,, … build networks of trust, these will grow like roots in the population, displacing the

enemy’s networks… ‘’ (D. Kilcullen 2006, 31-32)

I følge Kilcullen inkluderer disse netværk, eller tillidsbånd, både lokale alliancer, lokale

sikkerhedsstyrker, kontakt til lokale ledere, NGO’er og andre venligtsindede eller neutrale

aktører i ens ansvarsområde samt medierne (D. Kilcullen 2006, 32). For at opbygge disse

netværk anbefaler Kilcullen, at man opnår mere viden om ens ansvarsområde ved at

henvende sig direkte til lokalbefolkningen og gennemføre opinionsundersøgelser i

lokalområdet.

,,Conduct village and neighborhood surveys to identify needs in the community (…) build

common interests and mobilize popular support. This is your true main effort: everything

else is secondary.’’ (D. Kilcullen 2006, 32).

Da hovedmålet i oprørsbekæmpelse er at vinde civilbefolkningen over på sin side, vil ens

kræfter således koncentreres om at mobilisere civilbefolkningen. Mobilisering af

civilbefolkningen kræver effektiv kommunikation med dem. Såfremt det ikke lykkes at

mobilisere civilbefolkningen, risikerer man at tabe til oprørerne, derfor bliver alt andet

sekundært selv det at nedkæmpe oprørere.



,,Provided you mobilize the population, you will win. If you are reacting to the enemy – even

if you are killing or capturing him in large numbers – then he is controlling the environment

and you will eventually lose.’’ (D. Kilcullen 2006, 35)

Dermed er mobilisering af civilbefolkningen også en del af kontrollen med ens omgivelser

eller ansvarsområde (environment). Som et middel til at kommunikere med civilbefolkningen

anbefaler Kilcullen også brug af medierne med henblik på at vinde civilbefolkningen over på

sin side. Som kompagnichef skal man derfor være rede til at gå i dialog med især de lokale

medier.

,,Good relationships with non-embedded media – especially indigenous media –

dramatically increase your situational awareness, and help get your message across to the

global and local audience.’’ (D. Kilcullen 2006, 33).

Lokale medier har ofte en helt anden og bedre fornemmelse for, hvad der sker i

lokalområdet, og hvad der rører sig blandt civilbefolkningen. Det kan hjælpe med til at give

en bedre situational awareness, og samtidig kan medierne også være et middel til at

kommunikere ens budskab ud til lokalbefolkningen som et led i at fjerne oprørernes

indflydelse (D. Kilcullen 2006, 33-34).

4.2.5 Oprøreren

I dette afsnit redegøres for Kilcullens beskrivelse af oprørssoldaten (the insurgent). Kilcullen

beskriver oprøreren som fleksibel, snarrådig og med et omfattende lokalkendskab, da han

sandsynligvis voksede op i indsættelsesområdet; han fordi hovedparten af oprørssoldater

er mænd. Lokalbefolkningen kender ham sandsynligvis og han er en karismatisk person,

der kunne være ens bedste delingsfører. De folk, der følger ham, er hverken naive eller på

anden måde ført bag lyset. Oprørernes succes skyldes udelukkende dårlig regeringsførelse

(D. Kilcullen 2006, 30).

,,The enemy is adaptive, resourceful and probably, grew up in the region where you will

operate. (…) [he red.] is the charismatic follow-me warrior who would make your best platoon

leader. His followers are not misled or naïve…’’ (D. Kilcullen 2006, 29-30).



Således har fjenden ifølge Kilcullen et omfattende lokalkendskab og socialt netværk i

området. Det giver oprøreren mulighed for at gemme sig blandt civilbefolkningen og gør

ham noget nær umulig at identificere. Det gør det muligt for oprøreren at slå til hvor som

helst og når som helst. Han er hurtig og adræt, fordi han ikke skal bære på den samme

tunge udrustning som kompagniets egne soldater og kun medbringer et gevær eller

raketstyr, et partisanertørklæde og en flaske vand. Det gør det muligt for oprøreren

konsekvent at udmanøvrere kompagniets enheder.

,,The enemy will carry a rifle or RPG, a shemagh and a water bottle if he is lucky. (…) the

insurgents will consistently out-run and out-maneuver you.’’ (D. Kilcullen 2006, 30).

Ligesom kompagniet forsøger oprørerne også at vinde befolkningen over på deres side

gennem kommunikation. Her er medierne et middel til at kommunikere med både

lokalbefolkningen, men også et globalt puplikum. Når de detonerer en vejside- eller

bilbombe eller udfører et bagholdsangreb er målet at skabe scener med brændende bilvrag

og døde kroppe, som kan blive distribueret til et verdensomspændende publikum, både

sympatisører og ikke-sympatisører med budskabet om, at oprørsbekæmperen ikke er i

stand til at skabe sikkerhed.

,,When the insurgents ambush your patrols or set off a car bomb, they do so not to destroy

one more track, but because they want graphic images of a burning vehicle and dead bodies

for the evening news.’’ (D. Kilcullen 2006, 30).

Dermed søger oprørerne ikke at bekæmpe kompagniet direkte, men blot materiale, som kan

anvendes i kommunikationen med blandt andet lokalbefolkningen i deres bestræbelserne

på at vinde dem over på oprørernes side, hvilket i sidste ende vil sikre deres sejr i konflikten

(D. Kilcullen 2006, 32).

Kilcullen peger i sin artikel på flere relevante faktorer i forbindelse med oprørsbekæmpelse

på kompagniniveau. Fordi kompagniet er tilknyttet en stab, må der foretages en række

ændringer af kompagniets organisation, for at tilpasse den til operationsmiljøet. At være

indsat i oprørsbekæmpelse betyder også for kompagniet, at det bør rette sit fokus mod

civilbefolkningen med henblik på at vinde deres tillid. Dette gøres blandet andet gennem

kommunikation, som i oprørsbekæmpelse bliver et centralt virkemiddel i bestræbelserne på



at vinde befolkningens tillid. I det hele taget må kompagniet anlægge en miljø-fokuseret

tilgang for at vinde befolkningen og nedkæmpe oprøret.



5 Diskussion

I dette afsnit af undersøgelsen diskuteres resultatet af analysen med inddragelse af

undersøgelsens teori. Blandt anden inddrages Harald Høibacks model om doktrin og de

elementer doktrin udgøres af. Det vil blive diskuteret, om Kilcullens artikel ’Twenty-Eight

Articles: Fundamentals of Company-Level Counterinsurgency’ kan danne grundlaget for en

ny doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau. Derudover diskuteres det, om der er

behov for en national doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau. En del af den

diskussion er, hvad doktrinen skal bidrage til og eventuelt også, hvor normativt reglementet

skal være.

5.1 Behovet for en national doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau

Susanne Kiholm Lund argumenterer i sin artikel for, at Danmark fortsat skal have og udvikle

sin egen landmilitære doktrin med det argument, at en national doktrin er bearbejdet på

baggrund af de særlige forhold, som gør sig gældende inden for den specifikke nation og

derfor ikke uden videre lader sig overføre og blive til en anden nations doktrin. Selvom

Kiholms artikel har sit primære fokus på feltreglement I og dermed troppeenhedsniveauet

kan argumentet om nationale forhold stadigvæk gøres gældende, da et forsvar og dermed

dets doktriner, i høj grad påvirkes af det samfund, som omgiver landets sikkerhedsstyrker.

Dette vurderes at være i tråd med Høibacks model for doktrin, hvor kulturen er et bærende

element. Her skal det dog anføres, at Høiback anvender en meget bred definition af kultur,

som dog sagtens kan omfavne de særlige nationale forhold som Kiholm gør gældende.

Behovet for en national doktrin for oprørsbekæmpelse må givetvis have forbindelse til:

1. Hvorvidt man ser oprørsbekæmpelse som et af Hærens fremtidige

indsættelsesområder.

2. Hvorvidt der kan peges på faktorer, der er unikke for oprørsbekæmpelse og som ikke

er dækket af hærens nuværende doktriner, i dette tilfælde MEKINFKMP-reglementet.

Med hensyn til det første spørgsmål refereres der allerede i undersøgelsens indledning til

det nuværende forsvarsforlig, der betoner, at stabiliseringsaktiviteter og



kapacitetsopbygning også vil være en af Forsvarets fremtidige opgaver (Forsvarsforlig

2018-2023 2018) (Taksøe-Jensen 2016, 8). Med det argument er der et behov for at

forholde sig til stabiliseringsoperationer generelt og mere specifikt med al sandsynlighed

også oprørsbekæmpelse.

I forhold til det andet spørgsmål kan den miljø-fokuserede tilgang, befolkningen som ’centre

of gravity’ og kommunikation som et vigtigt virkemiddel ses som faktorer, der i større eller

mindre grad er unikke for oprørsbekæmpelse.

5.2 David Kilcullens 28 anbefalinger som doktringrundlag

Set i lyset af Høibacks model om doktrin kan Kilcullens artikel belyses fra flere vinkel, både

ud fra autoritet, kultur og teori, hvor teori og autoritet ses som de primære. Ifølge Høiback

skal teorien kunne anskueliggøre en række af handlinger, som vil føre til sejr i den konflikt,

hvor den pågældende doktrin anvendes. I det lys foreskriver Kilcullen en række af konkrete

handlinger, som efter artiklens egen logik vil føre til sejr, såfremt de følges. På grund af

artiklens natur fremlægges der dog ikke mange argumenter for, hvorfor netop disse

handlinger vil føre til succes. I forhold til autoritet gives de 28 anbefalinger vægt i kraft af

Kilcullens erfaring som officer fra flere indsættelser og i kraft af Kilcullens position som

forsker.

Med hensyn til kultur kan der argumenteres for, at Kilcullen formidler en specifik kultur. Det

er under alle omstændigheder meget sandsynligt, at Kilcullen er formet af kulturen i den

australske hær og af hans militære profession som officer i det hele taget. Det skal man

være opmærksom på, når man læser hans 28 anbefalinger. Det kan i hvert fald ikke

udelukkes, at de 28 anbefalinger udelukkende er teoretisk begrundede og at der derfor er

et element af kultur tilstede. Som det dog så ofte er med kultur, og som Høiback også

påpeger, er kultur svær at definere og trække frem i lyset.

Set fra den danske hærs synspunkt, med Høibacks model taget i betragtning og i forhold til

at skulle anvende Kilcullens 28 anbefalinger som et grundlag for en ny doktrin for

oprørsbekæmpelse, må Kilcullens artikel hovedsageligt anskues som teori. Begrundelsen

for det er, at en ny doktrin ifølge Kiholm skal tilpasses den danske kultur og samtidig



autoriseres inden for rammerne af Forsvaret i Danmark. Anskuet som teori skal Kilcullens

anbefalinger kunne forklare, hvorfor anvendelsen af dem vil føre til succes i

oprørsbekæmpelse. En yderligere konkretisering af teori må være, at teorien er generel i sin

natur og/eller definerer inden for hvilket område, den opererer og er gyldig. Derudover at

teorien er i stand til at fremlægge en form for empirisk begrundet bevis for sine påstande. I

den henseende er Kilcullens anbefalinger begrundet i ,,observations from collective

experience’’ (D. Kilcullen 2006, 29), altså et destillat af erfaringer fra tidligere indsættelser i

et oprørsbekæmpelsesscenarie behandlet af en forsker, i dette tilfælde Kilcullen selv.

Praktiske erfaringer kan, behandlet på den rigtige måde, sagtens danne grundlag for

formulering af en mere generel teori. Det er i vid udstrækning den måde, som militære

organisationer opererer på, hvilket Susanne Kiholm også påpeger, idet studie- og

udviklingsvirksomheden i den danske Hær skal være praksisnær. Dog fremgår det i tilfældet

med Kilcullen ikke klart, hvor og fra hvilken tidsperiode disse praktiske erfaringer stammer

fra. Der er altså både en faktor i forhold til både tid og geografi. Som Kilcullen selv påpeger,

er der faktorer, der i høj grad adskiller de krige og konflikter, som blev udkæmpet i

forbindelse med afkoloniseringen, fra dem, der blev udkæmpet i Irak og Afghanistan, blandt

andet på grund af tilstedeværelsen af globale medier. Der kan yderligere være store

geografiske forskelle inden for det landområde, hvor der gennemføres oprørsbekæmpelse.

Succes i den ene region giver ikke nødvendigvis succes i den næste. Alt i alt må det lede

frem til spørgsmålet, om der overhovedet kan generaliseres over konflikter med

oprørsbekæmpelse som det overordnede tema? Svaret på det spørgsmål må tage

udgangspunkt i, hvilke ideer man har om konflikters natur. Er hver konflikt unik på grund af

forhold, som kun kan siges at tilhøre netop denne konflikt, eller er det derimod muligt at

sammenligne konflikter og udlede forskelle og ligheder?

Styrken ved Kilcullens artikel er, at den henvender sig direkte til kompagniniveauet. Den

forsøger at konkretisere teorierne om oprørsbekæmpelse og operationalisere dem ved at

forklare, hvilken betydning de har for kompagnichefen på jorden. De konkrete anvisninger

gør dem lette for kompagnichefen at forholde sig til og lette at implementere.

Der kan sættes spørgsmålstegn ved, om oprørsbekæmpelse giver mening på

kompagniniveau, da det traditionelt har været henvist til det operative niveau. Her kan det



anføres, at både USA og NATO ser oprørsbekæmpelse som relevant på det taktiske niveau,

da begge har givet reglementer om oprørsbekæmpelse på taktisk niveau, her tænkes

specifikt på FM 3-24.2 og AJP-3.4.4.1. Derudover kan Kilcullens 28 anbefalinger og forsøg

på at trække teorier om oprørsbekæmpelse ned på de lavere taktiske niveauer som udtryk

for, at der eksisterer faktorer, som gør det relevant at have en doktrin for oprørsbekæmpelse

på kompagniniveau. Det er faktorer som befolkningen som ’centre of gravity’ og den miljø-

fokuserede frem for den modstander-fokuserede tilgang. Det er faktorer, der har betydning

for kompagniets opgaveløsning. Som modsætning står de offensive og defensive

operationer i MEKINFKMP-reglementet, der i vid udtrækning fokuserer på at påvirke

modstanderen og ikke civilbefolkningen.

I det nuværende reglement er oprørsbekæmpelse dækket af tankegangen om

fuldspektrumoperationer, der i FR I betegnes som samtidig og/eller sekventiel udførelse af

offensive, defensive, stabiliserings- og forudsætningsskabende operationer. I den

henseende er der et åbenlyst hul i MEKINFKMP-reglementet, da kapitlet om

stabiliseringsoperationer slet ikke er skrevet, men det kan derudover også diskuteres,

hvordan oprørsbekæmpelse, der jævnfør FR I tilhører det operative niveau, kommer til

udtryk på det taktiske niveau? Ifølge FR I kommer det til udtryk som en vekselvirkning

mellem offensive, defensive, stabiliserings- og forudsætningsskabende operationer. Ifølge

den logik vil man i det ene område kunne gennemføre offensive operationer som for

eksempel angreb med henblik på at nedkæmpe modstanderen, i et andet område forsvare

sig imod angreb fra en eller flere oprørsgrupper og i et tredje område gennemføre taktiske

stabiliseringsaktiviteter i form af for eksempel træning og mentorvirke (Hærstaben 2014,

bilag 1).

Hvor skellet mellem det taktiske niveau og de øvre niveauer går, er i det hele taget ikke helt

let at definere. Netop et af kendetegnene med oprørsbekæmpelse og moderne konflikter er

i det hele taget, at de fire niveauer, det politisk-strategiske, militær-strategiske, operative og

taktiske niveau, så at sige bliver komprimeret (Smith 2005) og handlinger på det taktiske

niveau kan skabe problemer, der må håndteres på det politiske niveau.



5.3 Vurdering og kritik af undersøgelsesmetode

Denne opgave har valgt socialkonstruktivismen som videnskabsteoretisk ståsted og

efterfølgende gennemført en dokumentanalyse for at besvare problemformuleringen. I

denne sammenhæng kunne en anden tilgang være at gennemføre interviews med danske

kompagnichefer, der har været indsat i Irak eller Afghanistan. En sådan undersøgelse kunne

fokusere på, om kompagnicheferne oplevede mangler i den doktrinære ’værktøjskasse’.

Resultatet af en sådan undersøgelse vil være afgrænset af, hvad kompagnicheferne

oplevede under deres udsendelse og i deres respektive operationsområder. En sådan

undersøgelse skulle for eksempel tage højde for, om kompagnicheferne udførte deres

opgaver på en uhensigtsmæssige måde uden at være bevidst om det, eller om en oplevet

mangel, var en reel mangel eller ej. En anden tilgang kunne være en teoretisk, hvor der

tages udgangspunkt i doktrin for derefter at spørge, hvilke krav der kan stilles til militære

erfaringer eller militærteori for, at det kan anvendes som grundlag for doktrin. Det er denne

tilgang, som denne undersøgelse tager udgangspunkt i. Bredden af emnerne

oprørsbekæmpelse og doktrin gør, at denne opgave kun kan belyse en meget begrænset

del af disse to emner.



6 Konklusion

I dette afsnit samles der op på hele undersøgelsen, den gennemførte analyse og hvilke

pointer, der kan uddrages af den. Der tages udgangspunkt i opgavens problemformulering,

som holdes op imod undersøgelsens analyse og efterfølgende diskussion.

Med hensyn til behovet for en national doktrin så vil svaret gå i retning af, at hvis man i

Danmark ønsker at deltage i internationale operationer, som involverer oprørsbekæmpelse

og indsætte Hæren i sådanne operationer, eller i det hele taget finder det sandsynligt, at

denne kunne være en del af fremtidens operationer, er der et behov for en national doktrin.

Argumentet er, at en doktrin tilpasses den organisation, som skal anvende den. Faktorer

som det samfund den militære organisation er en del af, det personel og materiel som

organisationen har, samt den kultur der er inden for selve organisationen, er alle med til at

påvirke den teori, som doktrinen i større eller mindre grad bygger på. Med andre ord er

doktrinen tilpasset den sociale kontekst, hvori den skal indgå. Susanne Kiholm påpeger, at

en national doktrin inkluderer dansk normsæt, værdier og rammer, der alle indgår i den

danske doktrinudviklingsproces (Lund 2017, 4). Det betyder, at en anden nations doktrin for

oprørsbekæmpelse ikke uden videre kan indføres i den danske hær, da doktrinen er et

resultat af netop dén nations verdensbillede.

Harald Høiback betegner også kultur som et bærende element for doktrin og pointerer

derudover, at tilstedeværelsen af en doktrin gør det lettere at forudse, hvad egne enheder

gør på slagmarken. Fraværet af en doktrin, ud fra en idé om at gøre ens enheder innovative,

vil blot bidrage til større usikkerhed og gøre det sværere for officeren at kommunikere sine

intentioner til sine medarbejdere. Derudover vil fraværet af en doktrin give mulighed for

opblomstringen af et væld af uautoriserede doktriner. Hvis man i Danmark ønsker et

indsætte Hæren i oprørsbekæmpelseskonflikter, vil man i høj grad kunne drage nytte af at

have en doktrin for indsættelsen i sådanne operationer. På den baggrund er der et behov

for en national doktrin for oprørsbekæmpelse. Hvorvidt der er behov for en doktrin for

oprørsbekæmpelse på kompagniniveau, afhænger af i hvor høj grad, man mener, en konflikt

med oprørsbekæmpelse som det overordnede kampagnetema har betydning for

kompagniets indsættelse. Her vil faktorer som befolkningen som ’centre of gravity’, den

miljø-fokuserede tilgang og kommunikation med befolkningen som et vigtigt virkemiddel



kunne siges at have betydning for kompagniets indsættelse, hvorfor der godt kan

argumenteres for en doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau.

Kan David Kilcullens 28 anbefalinger danne grundlag for en national doktrin for

oprørsbekæmpelse på kompagniniveau? Her må det konkluderes, at de måske kan være

udgangspunkt for en nærmere undersøgelse af de mekanismer, som virker inden for

oprørsbekæmpelse, men måske ikke har tyngde nok til at blive anvendt som

doktringrundlag. Godt nok falder de 28 anbefalinger inden for rammen af Høibacks definition

af teori som et element af doktrin, da de forklarer hvilke handlinger, der fører til sejr og

hvorfor de gør det. Dermed kan Kilcullens 28 anbefalinger godt anvendes som et grundlag

for en doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau, men det ville måske være bedre

blot, at anvende dem som udgangspunkt for en videre undersøgelse, som også inddrager

danske erfaringer for at sætte teorien i en dansk kontekst.

I forhold til behovet for en national doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau så er

der måske et behov, hvis man ønsker at indsætte danske kompagnier i sådanne konflikter,

men en anden løsning kunne dog også være mere og bedre træning forud for indsættelse i

et oprørsbekæmpelsesscenarie. En tredje løsning kunne være i højere grad at justere

kompagniets organisation til oprørsbekæmpelse og tilføje flere af de funktioner, som

Kilcullen mener, at kompagniet bør have for effektivt at kunne udføre oprørsbekæmpelse.



7 Perspektivering

I dette perspektiveringsafsnit åbnes der op for tre nye perspektiver på denne undersøgelses

resultater.

Tirsdag den 5. februar 2019 fandt den officielle præsentation af krigsudredningen sted.

Udredningen blev iværksat på baggrund af en folketingsbeslutning de 25. maj 2016.

Udredningen skulle have særligt fokus på at kortlægge baggrunden for de politiske

beslutninger om dansk deltagelse og sikre en retvisende beskrivelse for eftertiden (Hansen

2019). Udredningen erstattede Irak- og Afghanistankommissionen, der blev lukket af den

forrige regering i 2015 (Elkjær 2019).

Krigsudredningen var en undersøgelse på det politiske niveau og kan ses som et ønske om

at ville blive klogere og lære af krigene i Irak og Afghanistan for ikke at begå de samme fejl

i fremtiden. Samme ønske om at lære af krigene i Irak og Afghanistan er der dog ikke set i

Hæren, idet der ikke er blevet iværksat en formel evaluering af indsatsen i de to lande på

trods af, at man var tilstede i Irak og Afghanistan fra henholdsvis 2003 og 2002 og stadigvæk

opretholder en tilstedeværelse i begge lande. Derudover har missionerne resulteret i 6

faldne og 19 sårede i Irak og 37 faldne og 212 sårede i Afghanistan (Forsvarsministeriets

Personalestyrelse 2019). Alene ud fra de menneskelige omkostninger kan der

argumenteres for, at der bør iværksættes en evaluering af Hærens indsats. Derudover bør

det sikres at vigtige og dyrekøbte erfaringer ikke går tabt ved, at de forplantes i Hærens

organisation.

I sin artikel ’Formålet med Helmandindsatsen skal findes ved Dybbøl’ publiceret på

krigsvidenskab.dk i 2014 efterspørger Jan W. Mathiasen en reel militærfaglig evaluering af

indsatsen i Helmandprovinsen (Mathiasen 2014). Ifølge Mathiasen var Hæren stålfast

fokuseret på, at freden i Helmandprovinsen kun kunne sikres ved, gennem offensiv kamp,

at nedkæmpe Taliban inden for et nærmere bestemt geografisk område selvom, at det var

i modstrid med Forsvarets egen forskning på området (Mathiasen 2014). Mathiasen mener,

at det er foruroligende, at anvendelsen af ’kampdoktrinen’ i Helmandprovinsen generelt

forsvares i Hæren, som bør fokusere mere på anvendelsen af teorier om oprørsbekæmpelse

(Mathiasen 2014). Ifølge Mathiasen skyldes dette fokus, at dansk strategisk praksis har

taget karakter af et ideologisk legitimeringsprojekt, der skal ’genvinde’ nationens ære, som

gik tabt i slaget ved Dybbøl (Mathiasen 2014).



I forhold til evaluering af militære indsatser undersøger bogen ’Om læring og indsigt fra krig’

gennem en række historiske nedslag som case eksempler, hvordan man i Danmark har

taget ved lære af de militære erfaringer, som man har gjort sig i forbindelse med de krige og

konflikter, som man har engageret sig i. Her undersøges blandt andet en dansk let

opklaringseskadrons indsættelse i Musa Qula i Afghanistan i 2006 og hvordan den danske

hær som organisation har lært af denne indsættelse. Ifølge bogen var det praksis, at chefen

for den enhed, som havde været udsendt, skrev en omfattende såkaldt ’end-of-tour rapport’

med henblik på at fastholde erfaringer fra indsendelserne i organisationen. Denne praksis

blev dog senere droppet og man overgik til mundtlig erfaringsoverdragelse i stedet, da det

blev vurderet, at det arbejde, som blev lagt i at udfærdige rapporterne, ikke stod mål med

den effekt, som man fik ud af dem (Rasmussen 2018). Det er i sig selv et validt argument,

men nu mere end et årti senere er der fare for, at erfaringerne fra indsættelserne i Irak og

Afghanistan går tabt, fordi de ikke i tilstrækkelig grad er blevet skrevet ned og det personel,

som har gjort sig de erfaringer, ikke længere arbejder i Forsvaret.

Et andet perspektiv kunne være kultur. Gennem denne undersøgelse er kultur flere gange

blevet fremhævet som en faktor, der påvirker udformningen af doktrin. I sin bog ’The Soul

of Armies’ undersøger forfatteren Austin Long, hvordan en hærs evne til at gennemføre

effektiv oprørsbekæmpelse, påvirkes og formes af kulturen i den pågældende organisation

(Long 2016). Long finder, at kulturen i organisationen har særlig stor betydning for

fortolkningen af informationer når, informationsmiljøet er tvetydigt eller fraværende. I denne

sammenhæng skal informationsmiljøet bredt forstås som, hvad der virker i krig. I forhold til

militære organisationer vil informationsmiljøet typisk være tvetydigt i længere perioder med

fred eller begrænsede krige og konflikter, da der ikke kan opnås tilstrækkelig feedback på

militære dispositioner.

Ifølge Long har kulturen to basale retninger. En retning der ser udad på de omgivelser, hvor

organisationen befinder sig og en retning der ser indad på organisationen selv. De to

retninger betegner Long som henholdsvis strategisk kultur og ledelsesmæssig kultur. Den

indledende hypotese i bogen var, at nogle militære organisationer er dygtigere til

oprørsbekæmpelse end andre militære organisationer på grund af kulturen i de pågældende

organisationer. Kulturen i organisationen er blandt andet funderet i en række antagelser om,



hvad krig er. Er krig for eksempel et begrænset fænomen, der nærmest kan betragtes som

en form for voldelig forhandling, eller er krig derimod total et totalt fænomen, hvor alle dele

af modstanderen, fra industri til civilbefolkning, må bekæmpes? Longs konklusion er, at

nogle militære organisationer har bedre muligheder for at opnå succes med

oprørsbekæmpelse end andre og denne forskel har rod i de pågældende organisationers

kultur fremfor i de pågældende organisationers doktrin (Long 2016, 222f).

Et tredje perspektiv er kommunikation som virkemiddel i oprørsbekæmpelse.

Kommunikation er i denne opgave blevet nævnt som et vigtigt virkemiddel for blandt andet

at vinde civilbefolkningens tillid. Kommunikation skal forstås bredt, da der ikke blot kan

kommunikeres med ord, men også med handlinger. Det er blandt andet det, som oprørerne

drager nytte af, når de detonerer en bombe rettet mod civilbefolkningen (D. Kilcullen 2006).

Her kommunikerer oprørerne for eksempel, at sikkerhedsstyrkerne ikke har kontrol over

situationen og at man derfor ikke bør fæstne sin lid til dem.

Et vigtigt element i moderne konflikter er tilstedeværelsen af globale medier og et globalt

publikum, som giver oprørerne mulighed for, stort set i real-time, at udgive deres

kommunikation. Globaliseret internetkommunikation giver mulighed for, at oprørernes

sympatisører langt væk fra operationsområdet kan foretage pengeoverførsler til oprørerne,

finde ligesindede i internetfora, dele propaganda og sågar planlægge operationer. Det giver

potentielt oprørerne mulighed for at rekruttere ligesindede fra hele verden (D. J. Kilcullen

2006). Derfor kan episoder i operationsområdet mellem oprører og sikkerhedsstyrker

sagtens en del af en påvirkningskampagne målrettet det globale publikum. Det globale

publikum udgøres både af oprørernes sympatisører, men også af de nationer, der soldater

udstationeret i området, hvor målet med påvirkningskampagnen er at få de enkelte nationer

til at trække deres styrkebidrag hjem (Nissen 2011, 17). Det har den konsekvens, at næsten

hvilken som helst handling på det taktiske niveau kan få konsekvenser på det strategiske

niveau (D. J. Kilcullen 2006, 6). Kilcullen drager den slutning, at moderne

oprørsbekæmpelse muligvis kan være 100% politisk. Derfor bliver førere på de lavere

taktiske niveauer måske nødt til at forstå selv simple operationer som en del af politisk

krigsførelse, hvor opfattelser og politiske sejre betyder mere end succes på slagmarken (D.

J. Kilcullen 2006, 10).



Den norske bog ’Norge i internasjonale operasjoner’, som tidligere er blevet præsenteret i

denne opgave, behandler blandt andet også kommunikation, hvor en scene fra den danske

film ’Armadillo’ bliver anvendt som et eksempel. Kort fortalt har en dansk deling soldater fået

til opgave at angribe en mindre gruppe af talibankrigere, som har forskanset sig i en lille

landsby. Inden kampene begynder, flygter landsbyens civilbefolkning til fods. Resultatet af

kamphandlingerne er, at delingen driver modstanderne ud af landsbyen og nedkæmper to

talibankrigere, som forsøger at udføre et bagholdsangreb på delingen (Rønnfeldt 2014, 35).

Rønnfeldt rejser i den forbindelse en række spørgsmål: Vil episoden overbevise de

overlevende talibankrigere om at opgive kampen, eller er de mere indstillet på at tage hævn?

Hvordan har angrebet påvirket landsbyens indbyggere? Nogle har fået deres hjem ødelagt

på bekostning af, at Taliban er blevet drevet ud af landsbyen. Har handlingerne bidraget til

at vinde indbyggernes tillid (Rønnfeldt 2014, 35)?

En måske utilsigtet konsekvens af kamphandlingerne blev også, at de indirekte kom til at

påvirke den danske befolkning. I Danmark førte filmen til en heftig debat om danske

soldaters indsættelse i Afghanistan, hvor forsvarsminister Gitte Lillelund Bech blev kaldt i

samråd i Folketinget og Forsvarets Auditørkorps blev sat til at undersøge episoden

(Rønnfeldt 2014, 35). Eksemplet viser, hvordan handlinger i operationsområdet på det

taktiske niveau kan udvikle sig til en sag, som må håndteres herhjemme på politisk niveau.

På den måde illustrerer eksemplet et centralt aspekt ved moderne konflikter og hvordan en

episode kan sende vidt forskellige signaler til indbyggerne i landsbyen og til befolkningen i

Danmark (Rønnfeldt 2014, 35). Den militære fører på de lavere taktiske niveauer må derfor

være bevidst om, hvilke budskaber man ønsker at sende og hvordan det påvirker ens

operationer.

I det hele taget ses en tendens, hvor moderne konflikter i højere grad bliver udkæmpet i

byerne blandt civilbefolkningen. Grunden til det er, at oprørerne har brug for byen for at

kunne skjule sig blandt civilbefolkningen. Derfor bliver byerne en central del af slagmarken

i moderne oprørsbekæmpelse. En konsekvens heraf er, at skudvekslinger foregår på korte

afstande og tilskuere, som stort set altid er tilstede, udnyttes kraftigt af oprørerne som en

del af deres påvirkningskampagne (D. J. Kilcullen 2006, 8). I det hele taget er der en tendens

mod et større fokus på megabyer, særligt i udviklingslande, som yderst komplekse,



forbundne netværk. FN vurderer, at 6,5 milliarder mennesker i år 2050 vil bo i byerne. Det

forventes derudover, at antallet af megabyer med over 10 millioner indbyggere vil være

steget til 40 megabyer. Disse byer vil mærke udfordringer som store slumkvarterer, ulighed,

forurening, vandmangel, utilstrækkelige affaldsløsninger og infrastrukturproblemer (Taksøe-

Jensen 2016, 13). De nævnte udfordringer kan danne grobund for intern splid og ustabilitet,

som kan vokse til problemer, der skal håndteres af det internationale samfund, potentielt

med militære midler som en del af en stabiliseringsoperation. Indsættelse i megabyer vil

give nye udfordringer for fremtidens hærstyrker.

Den nu pensionerede britiske general Sir Rupert Smith argumenterer i sin bog ’The Utility

of Force’ for at moderne krige og konflikter repræsenterer et helt nyt paradigme inden for

krigsførelse, hvor det centrale punkt er, at moderne krige og konflikter finder sted blandt

civilbefolkningen. Han anvender betegnelsen ’War amongst the people’. At moderne krige

og konflikter bliver udkæmpet blandt civilbefolkningen, er helt centralt, da det styrer, hvordan

militær magt skal og bør anvendes. Brugen af militær magt er nødt til at blive begrænset for

at undgå civile tab. Derudover kan det overvejes, hvordan moderne vestlige enheder skal

udrustes til fremtidens konflikter. De seneste år er tendensen gået imod mere

pansring/beskyttelse, både af køretøjer og soldater, som bliver tungere og tungere for at

imødegå truslen fra vejsidebomber og IED’er. Samtidig er størstedelen af hærstyrkerne i de

vestlige lande og tidligere sovjetrepublikker i vid udstrækning stadigvæk organiseret til

industrialiseret krigsførelse (Smith 2005, 269).

Hvad end fremtiden bringer af trusler og konflikter må det være klart, at de militære

organisationer, skal være klar til at imødegå disse, blandt andet med doktriner, der er

tilpasset organisationen og det scenarie, som organisationen skal indsættes i. Det betyder

at militære organisationer til stadighed må være i stand til at se fremad med henblik på at

identificere nye tendenser inden for det militære fagområde.



8 Referencer

Clemmesen, Michael H. Om læring og indsigt fra krig : Isted 1850 til Musa Qala 2006. Årg.

1. 2 bind. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Den Danske Ordbog. Ordnet.dk : Den Danske Ordbog. marts 2019.

https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=autoritet (senest hentet eller vist den 9. oktober

2019).

Elkjær, Bo. Information. 6. februar 2019.

https://www.information.dk/indland/2019/02/krigsudredning-giver-svar-efterlader-

ogsaa-huller-vores-viden-danmarks-krig-irak (senest hentet eller vist den 5. oktober

2019).

Forsvarets Elektroniske Skole. Hærtaktisk ordliste. 2017. http://dfo.fels.dk/descriptioneng

(senest hentet eller vist den 28. august 2019).

»Forsvarsforlig 2018-2023.« Aftale på forsvarsområdet 2018-2023. 28. januar 2018.

Forsvarsministeriets Personalestyrelse. Faldne og sårede. 20. august 2019.

http://forpers.dk/hr/Pages/Faldneogsaarede.aspx (senest hentet eller vist den 5.

oktober 2019).

Hansen, Carsten M. Danmarks militære engagement i Kosovo, Irak og Afghanistan. 28.

januar 2019. https://krigsudredning.ku.dk/presseinvitation/ (senest hentet eller vist

den 5. oktober 2019).

Headquarters Department of The Army. FM 3-24, Counterinsurgency. Washington, DC:

Headquarters Department of The Army, 2006.

Heier, Tormod. »Hva er internasjonale operasjoner?« Kap. 1 i Norge i internasjonale

operasjoner - Militærmakt mellom idealer og realpolitik, af Tormod Heier, Anders

Kjølberg og Carsten F. Rønnfeldt, 21-33. Oslo: Universitetsforlaget, 2014.

Hærstaben. HRN 010-001 Feltreglement I. Hærstaben, 2014.

—. HRN 023-031 Mekaniseret Infanterikompagni. 2013.

—. HRN 023-300 Bataljonskampgruppen. 2017.



Høiback, Harald. »What is Doctrine.« Journal of Strategic Studies, 19. december 2011: 879-

900.

Jørgensen, Martin S. Historisk dag for Hæren: Ny brigade indviet. 10. 01 2019.

https://www2.forsvaret.dk/nyheder/overige_nyheder/Pages/HistoriskdagforH%C3%

A6renNybrigadeindviet.aspx (senest hentet eller vist den 9. oktober 2019).

Kilcullen, David. »Twenty-Eight Articles: Fundamentals of Company-Level

Counterinsurgency.« Iosphere: Joint Information Operations Center, 2006.

Kilcullen, David J. »Counter-insurgency Redux.« Survival, 30. november 2006, Survival

udg.: 111-130.

Klarup, Vibe. A: civilsamfund. 7. februar 2019.

https://www.altinget.dk/civilsamfund/artikel/hvilken-slags-ledelse-skal-der-til-for-at-

civilsamfundet-kan-lykkedes (senest hentet eller vist den 8. oktober 2019).

Long, Austin G. The Soul of Armies : counterinsurgency doctrine and military culture in the

US and UK. New York: Cornell University Press, 2016.

Lund, Susanne K. Udviklingen og anvendelsen af dansk forsvars landmilitære doktrin. 17.

november 2017. https://www.krigsvidenskab.dk/udviklingen-og-anvendelsen-af-

dansk-forsvars-landmilitaere-doktrin (senest hentet eller vist den 6. oktober 2019).

Mathiasen, Jan W. Formålet med Helmandindsatsen skal findes ved Dybbøl. 6. februar

2014. https://www.krigsvidenskab.dk/form%C3%A5let-med-helmandindsatsen-skal-

findes-ved-dybb%C3%B8l (senest hentet eller vist den 9. oktober 2019).

NATO Standardization Office. ATP-3.2.1 Allied Land Tactics. B. NATO, 2018.

Nissen, Thomas E. Tactical Information Operations In Contemporary COIN Campaigns.

København: Royal Danish Defence College, 2011.

Om os: Krigsvidenskab.dk. 22. maj 2019. https://krigsvidenskab.dk/node/17 (senest hentet

eller vist den 6. oktober 2019).

Pedersen, Kirsten Bransholm. »Socialkonstruktivisme.« Kap. 6 i Samfundsvidenskabernes

videnskabsteori - En indføring, af Søren Juul og Kirsten Bransholm Pedersen, 187-

232. Hans Reitzels Forlag, 2012.



Rasmussen, Jakob B. »Den lille krig i fredstid : danske militære erfaringer i Musa Qula i

2006.« I Om læring og indsigt fra krig, Bind 1 : Isted 1850 til Musa Qula 2006, af

Michael H. Clemmesen. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2018.

Rønnfeldt, Carsten F. »Makt i internasjonale operasjoner.« I Norge i internasjonale

operasjoner - Militærmakt mellom idealer og realpolitik, af Tormod Heier, Anders

Kjølberg og Carsten F. Rønnfeldt, 34-42. Oslo: Universitetsforlaget, 2014.

Smith, Rupert. The Utility of Force. London: Penguin Books, 2005.

Taksøe-Jensen, Peter. Dansk diplomati og forsvar i en brydningstid - Vejen frem for

Danmarks interesser og værdier mod 2023. Udredning, København: Den

Udenrigspolitiske Udredning, 2016.

U.S. Army Combined Arms Center. Military Review. Årg. LXXXVI. Fort Leavenworth,

Kansas: U.S. Army Combined Arms Center, 2006.

Doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau · Concerning Kilcullens 28-articles, they could...

Documents

Transcript of Doktrin for oprørsbekæmpelse på kompagniniveau · Concerning Kilcullens 28-articles, they could...