Blå luft

Blå luftOversat fra engelsk efter “Thin Air”ved Brian ChristensenCopyright © Ann Cleeves 2014Dansk udgave © Forlaget Hetland 2014First published by Macmillan, LondonOmslag: ©Blacksheep Design Ltd. 2014Forfatterfotografi: ©Anjie DeistlerOmslagsfotografi: Shutterstock / AlamyBogen er sat med Minion Proog trykt hos CPI Clausen & Bosse, LeckPrinted in Germany1. udgave. 1. oplagISBN: 978-87-9966-635-5

http://www.ForlagetHetland.dk

Forlaget HetlandKøbenhavn

Ann Cleeves

Blå luft

Ved Brian Christensen

Forlaget HetlandKøbenhavn

Til Joseph Clarke. Og hans smukke mor.

Tak

Jeg vil gerne takke alle dem, der har hjulpet mig med at gøre denne bog bedre: mine agenter, Sara Menguc og Moses Cardona, og min redaktør, Catherine Richards. Jeg sætter stor pris på Pan Macmillan-holdet: Jeremy, Becky, Emma og Sam og hele Andy Belshaws gruppe. Tak til mine venner på Shetlandsøerne, især Ingirid Eunson og Jim Dickson for deres dejlige mad og selskab, Mary Blance for hendes rådgivning om shetlandske forhold, Steven og Charlotte for at have givet mig idéen til bogen, og tak til alle andre, som har forsynet mig med te, øl og historier. Alle fejl tager jeg på min kappe – jeg ved godt, at det er umuligt at sende en e-mail fra en iPhone på Unst, men dette er en fiktiv historie. Lad os til sidst udbringe en skål (i champagne) for min gode fe, Elaine.

8

Kapitel 1

Musikken gik i gang. En enkelt akkord slået an på violin og harmonika, et øjebliks åndeløs tavshed, da scenen forevigedes i Pollys hukommelse som et fotografi, og så begyndte Meoness forsamlingshus at hoppe og danse. Polly havde tilbragt tretten timer på natfærgen fra Aberdeen til Lerwick, og da hun var gået fra borde, havde det føltes, som om jorden gyngede under hende, og dette var et lignende sansebedrag. Det var, som om musikken blev kastet tilbage fra væggene og gulvet, fik gæsterne til at rejse sig og skubbede dem ind mod midten af salen. Selv de hjemmelavede flagguirlander og ballonerne, der hang ned fra tagspærene, syntes at danse. Orkestrets rytme fik folk til at vippe med tæerne og nikke. Børn i festtøj klappede, og de gamle i familien skubbede sig op af stolene for at danse med. En ung mor sad og red ranke med et lille barn. Lowrie tog sin nye brud, Caroline, ved hånden og førte hende ud på dansegulvet for at vise hende frem for sin familie igen.

Dette var the hamefarin, hjemkomstfesten for brudgommen og hans nye kone. Lowrie var shetlænder, og efter flere års kurmageri havde Caroline til sidst overtalt, eller trynet, ham til at gifte sig med hende. Det egentlige bryllup var blevet holdt i nærheden af Carolines barndomshjem i Kent, og hendes to bedste veninder var rejst med hende til Unst,

9

Shetlandsøernes nordligste ø, for at afslutte fejringen af brylluppet. Og de havde taget deres mænd med.

“Ser hun ikke bare skøn ud?” Det var Eleanor, der satte sig på hug ved siden af Pollys stol.

De to kvinder havde kendt Caroline lige siden deres studietid, og hun var deres fornuftens stemme og medsøster. De havde været hendes brudepiger i Kent, og nu var de igen stadset ud i de flødefarvede silkekjoler, som de havde valgt sammen i London. De var rejst nordpå for at tage del i bryllupsfesten. Under brudevalsen havde de fulgt Caroline rundt i salen, og nu beundrede de igen hendes elegance, selvsikre fremtoning og meget dyre kjole.

“Det er det, hun har villet, lige fra første gang hun så Lowrie under rusugen,” fortsatte Eleanor. “Allerede dengang var det tydeligt for enhver, at hun ville få sin vilje. Hun er en målbevidst dame, hende Caroline.”

“Lowrie lader ikke til at have noget imod det. Han har strålet som en sol, lige siden de blev gift.”

Eleanor lo. “Det er sjovt, det her, synes du ikke?”Polly tænkte, at hun ikke havde set Eleanor så glad i

månedsvis. “Jo, meget,” sagde hun. Polly slappede sjældent af i sociale sammenhænge, men konstaterede, at hun rent faktisk hyggede sig denne aften. Hun smilede til veninden og følte et øjebliks samhørighed, ømhed. Efter hendes forældres død var disse mennesker den eneste familie, hun havde. Så tænkte hun, at vinen gjorde hende rørstrømsk.

“Man er ved at gøre klar til aftensmaden.” Eleanor var nødt til at råbe for at overdøve orkestret. Hun var rød i ansigtet, og øjnene var helt blanke, som om hun havde feber. “Brudens og gommens venner skal hjælpe med til at servere. Det byder traditionen.”

10

Musikken stoppede, og gæsterne klappede og lo. Pollys kæreste, Marcus, havde danset livligt med Lowries mor, selv om han ikke rigtig kunne følge trinnene. Han kom over mod dem, nærmest i spring, som om han stadig fulgte musikkens takt.

“Det er tid til aftensmaden,” sagde Eleanor til ham. “Du skal hjælpe med til at sætte serveringsbordene op. Ian er allerede gået i gang. Vi kommer lige om lidt og serverer maden.”

Marcus gav Polly et kys på panden og forsvandt. Polly var stolt over, at hun ikke havde spurgt ham, om han hyggede sig. Hun bekymrede sig konstant om deres forhold og fornemmede, at hendes behov for at blive beroliget og bekræftet var begyndt at irritere ham.

Mændene havde gjort klar med borde og bænke i et mindre lokale, og Lowries venner rakte krus med suppe til de ventende gæster. Eleanor og Polly tog en bakke hver. Eleanor hyggede sig gevaldigt. Hun førte sig frem, flirtede med de gamle mænd og nød opmærksomheden i fulde drag. Så kom der bannocks, skotsk bygbrød, og fade med fårekød og salt kød. Bannocks og sul, havde Lowrie kaldt det. Polly var vegetar, og de bjerge af kød, som hun bar ind på fade fra køkkenet, gav hende en let kvalme. Der var noget aparte ved hele sammenkomsten. Det skyldtes en blanding af, at hun havde sejlet med færge i tretten timer natten før og været ude i det fri hele dagen, at aftenlyset var så underligt, og at Eleanor virkede så overstadig. Hun sippede til teen og småspiste af et stykke bryllupskage og syntes, at hun stadig kunne mærke skibet gynge under sig.

Da man var færdig med at spise, hjalp hun og Marcus med at rydde af bordene, og så begyndte orkestret igen at spille, og trods sine protester blev hun svunget med i en ottemandsreel.

11

Hun befandt sig midt i kredsen og snurrede rundt, mens hun blev sendt videre fra mand til mand. Lowries far var hendes partner. Han holdt godt fast i hende med krydsede arme, og bevægelsens kraft fik hende næsten til at lette fra gulvet. Hun havde opfattet ham som en ældre mand og ikke troet, at han var så stærk. Hun mærkede et øjebliks flygtigt og forbløffende begær. Da musikken stoppede, mærkede hun, at hun rystede. Det skyldtes den fysiske anstrengelse og en underlig opstemthed. Hverken Eleanor eller Marcus var at se nogen steder, og hun gik udenfor for at få lidt frisk luft.

Klokken var næsten syv om aftenen, men det var stadig lyst. Lowrie havde fortalt, at på Shetlandsøerne kaldte man det the simmer dim, sommerskumringen. Så langt nordpå blev det aldrig rigtig mørkt i juni, og nu var kysten grå og sølvglinsende. Polly arbejdede med at analysere folkeeventyr, og hun kunne godt forstå, hvordan shetlænderne havde fundet på trowes, de små troldelignende væsener med magiske evner. Det skyldtes sikkert de dramatiske årstider og det underlige lys. Hun fik den tanke, at hun måske kunne skrive en artikel om det. Måske ville den vække interesse i den skandinaviske akademiske verden.

Inde fra forsamlingshuset hørtes lyden af orkestret, der spillede endnu en melodi færdig, latter og klirrende service, der blev vasket op i køkkenet. På stranden nedenfor hende sad et par og røg. Polly kunne kun se dem som silhuetter. Så dukkede der en lille pige op på stranden, tilsyneladende ud af det blå. Hun var klædt i hvidt, og det svage lys ramte hende og fik hende nærmest til at skinne. Kjolen var højtaljet og besat med blonder, og hun havde hvide bånd i håret. Hun holdt ud i skørtet og hoppede over sandet, mens hun dansede til musikken i hovedet. Mens Polly stod og kiggede, vendte

pigen sig om mod hende og nejede meget alvorligt. Polly klappede.

Hun kiggede rundt for at se, om der var andre voksne, der så på. Hun havde ikke bemærket pigen ved festen tidligere, men hun var der vel med sine forældre. Måske tilhørte hun parret, der sad nede på stranden. Men da hun igen vendte sig mod pigen, var hun forsvundet, og det eneste, der var tilbage, var en flimrende genspejling i vandet af månen, der var på vej op.

13

Kapitel 2

Da festen var slut, kunne de ikke sove. Caroline og Lowrie var taget hen til Lowries forældres hus. Polly og Eleanor og deres mænd havde lejet et feriehus ved navn Sletts, der lå i gåafstand fra Meoness forsamlingshus, og nu sad de alle fire udenfor i hvide stole og så tidevandet trække sig tilbage. Ingen andre lyde end vandet, deres egen dæmpede snak og en klukken, når der af og til blev skænket vin i store glas. Polly mærkede ørheden vende tilbage og tænkte igen, at hun havde fået for meget at drikke. Hun vendte sig om mod sine venner og så, at de var midt i en samtale.

“Så I Lowries kusines baby?” Misundelsen i Eleanors stemme var tydelig. “Lille Vaila. Kun fire uger gammel.”

Eleanor var seksogtredive år og ønskede sig brændende et barn. Hun havde engang aborteret sent i graviditeten, og barnet ville have været en pige. Ingen af dem vidste, hvad de skulle sige, og der fulgte en lang tavshed.

“Jeg så noget virkelig mærkeligt, da I andre var ude at gå en tur i eftermiddags,” fortsatte Eleanor, som tydeligvis forsøgte at skifte emne. Måske indså hun, at snakken om børn gjorde dem forlegne.

“Der var en lille pige, som dansede på stranden. Hun var klædt helt i hvidt – en slags gammeldags festkjole. Hun virkede lidt for lille til at være alene, men da jeg gik ud for at tale med hende, var hun forsvundet. Ud i den blå luft.”

14

“Hvad mener du? Du tror vel ikke, at det var et spøgelse, du så?” spurgte hendes mand, Ian, i et drillende, men ikke uvenligt tonefald.

Polly sagde ikke noget. Hun huskede pigen, som hun selv havde set danse i sandet.

“Jeg ved det ikke rigtig,” sagde Eleanor. “Jeg kunne sagtens tro på spøgelser sådan et sted her. Der er så meget historie så tæt på. Noget af den research, som jeg har foretaget for Bright Star, har virkelig givet stof til eftertanke. Mange af de mennesker, jeg har talt med, mener, at de har oplevet noget overnaturligt.”

“Det var sikkert tosser alle sammen, kan jeg forestille mig.”“Nej! Almindelige mennesker, der har oplevet noget

overnaturligt.”“Du er på ferie nu,” sagde Ian. “Du behøver ikke at tænke

på arbejdet eller produktionsselskabet eller den nye opgave. Du ender med at blive syg igen. Bare slap af, og glem det.” De andre lo nervøst og håbede, at han havde klaret den akavede situation, og at de igen kunne nyde aftenen.

Polly tænkte, at Ian kun havde sagt ja til at tage med til Shetlandsøerne, fordi hun og Marcus også ville være der. Han kunne ikke rigtig klare at være alene med sin kone, selv om hendes depression lod til at være lettet en smule de sidste par måneder. Efter hendes abort havde han været bange for, at hun var ved at gå i spåner, og at han ville miste hende. Polly vidste ikke, om han overhovedet ville have et barn. Måske ville han bare have, at Eleanor igen blev, sådan som hun var, da de i sin tid mødte hinanden. Elegant og ukompliceret, fuld af sjov.

Eleanor rødmede. Hun havde drukket siden først på aftenen. Hun arbejdede inden for tv-verdenen og kunne normalt styre

15

sit drikkeri, men i aften virkede hun småsnalret. “Du tror måske, at jeg er ved at blive syg igen, og synes, at jeg burde tage tilbage til tosseanstalten?” Hun kiggede ud på vandet. “Eller du tror måske, at jeg bare opdigter ting for at få opmærksomhed?”

Der fulgte en ny tavshed. Et kort øjeblik var Polly fristet til at sige noget og fortælle, at hun også havde set en hvidklædt pige danse på stranden, men hun forholdt sig tavs. En slags svigt.

“Kun hvis du påstår, at du har set ånder fra det hinsides.” Ian lød affærdigende. Han var lydtekniker og lidt af en nørd. Han syntes tydeligvis, at hele samtalen var latterlig, og han følte sig ilde til mode, uden for sine trygge rammer.

Det var nu så mørkt, som det blev heroppe, og en tåge steg op fra havet og dækkede for det tilbageværende lys. Polly rystede. Hun var iført en foret jakke, men det var koldt. “Jeg synes, vi skal gå indenfor,” sagde hun. “Jeg er klar til at se dyner.”

“Du tror da på mig, ikke, Pol?” Eleanor havde været en skønhed, da hun studerede, på en voksen, frodig måde, der havde fået Polly til at ligne et gråt, underernæret barn. Ian lænede sig frem og tændte et hvidt bloklys på bordet. Lyset flimrede, og Polly så rander under venindens øjne. Stress og en slags fortvivlelse. Hun bar et stort sort slag over sin brudepigekjole. “Der var en lille pige lige uden for huset, da jeg vågnede af min lur her til eftermiddag. Da I var ude at gå en tur. Og så forsvandt hun. Det var, som om hun bare gik ud i havet.”

“Selvfølgelig tror jeg på dig.” Polly ville give Eleanor sin støtte, få hende til at holde op med at tale om børn og udstille sig selv. Hun tav lidt. “Jeg tror faktisk, at jeg selv så hende i aftes, da jeg gik ud af forsamlingshuset for at trække lidt frisk

luft efter aftensmaden. Hun legede på stranden. Men jeg tror nu ikke, at det var et spøgelse – bare en lokal pige, der var klædt fint på til festen. Og i eftermiddags løb hun nok bare hjem ad stien.” Polly sagde ikke noget om, at den pige, som hun havde set under festen, også var forsvundet, mens hun havde kigget væk. Det ville bare have givet næring til Eleanors fikse idéer, og hun ville også gerne have sin gamle veninde tilbage og deres tætte forhold, latteren og fjolleriet.

Polly rejste sig og bar glassene ind i huset. Mændene fulgte efter. Hun spekulerede på, hvad Marcus mon tænkte om alt det her. Han var hendes nye kæreste – forholdsvis ny i det mindste – og hun var stadig forbløffet over, at de var et par. Hun følte sig som en fjantet teenager, når hun tænkte på ham. Han havde straks indvilliget i at tage med til festen, da hun forsigtigt havde spurgt ham, om han havde lyst. “Shetlandsøerne midt om sommeren? Selvfølgelig,” havde han sagt med det store drengede smil, som hun var faldet for. “Og hvis vi skal nordpå, findes der da ikke noget bedre sted end Unst, det nordligste, man kan komme og stadig befinde sig i Storbritannien.” Det virkede, som om livet for ham udelukkende bestod af nye oplevelser.

Gennem køkkenvinduet kunne Polly se, at Eleanor stadig sad udenfor. Tågen var drevet helt op til huset nu, og alt stod sløret. Det så ud, som om Eleanor var lavet af is og langsomt smeltede. Polly gik hen til døren og råbte ud til hende.

“Kom ind, søde. Du bliver forkølet.”Eleanor vinkede. “Jeg kommer lige om lidt.” Hun pustede

lyset ud.Da Polly vendte sig for at gå ind på sit værelse, syntes hun,

at hun fik et glimt af en hvid skikkelse, der dansede i strandkanten.

17

Kapitel 3

Jimmy Perez fulgte Cassie ned ad bakken til Ravenswick School. Nogle dage lod han hende gå alene, men så holdt han øje fra huset og kiggede efter den røde hue fra Fair Isle, som hans mor havde strikket, og som Cassie gik med i al slags vejr, indtil den forsvandt ind i skolebygningen. Hans overbeskyttende facon skyldtes, at han led af skyldfølelse, og at Cassie ikke var hans barn. Man havde betroet ham at tage sig af hende, og ansvaret føltes både som en ære og en byrde.

Han havde aftenvagt, så han gik langsomt tilbage til det ombyggede kapel, som engang havde været Frans hjem, og tænkte igen, at han burde gøre noget ved sit hus i Lerwick. Han var i tvivl om, hvorvidt han nænnede at sælge det, og desuden mente han, at det ville udgøre en slags sikkerhed for Cassie, hvis der skulle ske ham noget. Hendes rigtige far lod til altid at have penge, men Perez syntes, at han var uduelig. Huset i Lerwick kunne måske betale for Cassies universitetsstudier eller dække udbetalingen på hendes første hjem. Ejendomme i byen indbragte meget mere end dem på landet. Men det virkede nærmest kriminelt, at det stod tomt, når folk manglede steder at bo, og det ville snart blive klamt, når der ikke boede nogen i det. Han besluttede at kigge forbi en ejendomsmægler, inden han tog på arbejde, for at forhøre sig om muligheden for at leje huset ud. For et år siden, da