Baptistbekendelsen af 1689 med katekismus€¦ · elsen, og apostlen skriver: ”Jeg ved på hvem...

Baptistbekendelsen af 1689med katekismus

FORLAGET TILBAGE TIL BIBELEN

2014

Baptistbekendelsen af 1689 med katekismus.

Originaltitler: The Baptist Confession of Faith 1689 The Westminster Shorter Catechism (1648)

Redaktør: Henrik MortensenOversættelse: Henrik & Ruth MortensenOmslag: David Steen HansenLayout og sats: David Steen Hansen

Copyright © 2014 Forlaget Tilbage til BibelenWebsite: www.tilbagetilbibelen.dkFørste udgave, 2014

Tryk: Drukarnia Wydawnicza im. W. L. Anczyca S.A.ul. Wroclawska 53, 30 - 011 Kraków, Polen.ISBN: 978-87-997377-1-0

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord s. 9

BAPTISTBEKENDELSEN AF 1689

1. Den hellige skrift s. 132. Gud og den hellige Treenighed s. 163. Guds rådslutning s. 184. Skabelsen s. 205. Guds forsyn s. 216. Menneskets fald, synden og dens straf s. 237. Guds pagt s. 248. Kristus som mellemmand s. 259. Den frie vilje s. 2910. Virkningsfuld kaldelse s. 3011. Retfærdiggørelse s. 3112. Barnekår s. 3313. Helliggørelse s. 3314. Frelsende tro s. 3415. Omvendelse og frelse s. 3516. Gode gerninger s. 3717. De helliges udholdenhed s. 3918. Frelsesvished s. 4019. Guds lov s. 4220. Evangeliet og nådens udstrækning s. 4421. Kristen frihed og samvittighedsfrihed s. 4522. Tilbedelse og sabbatsdagen s. 4623. Lovlige eder og løfter s. 4924. Den civile øvrighed s. 5025. Ægteskabet s. 5126. Kirken s. 5127. De helliges samfund s. 5628. Dåb og Herrens måltid s. 5629. Dåb s. 5730. Herrens måltid s. 5731. Menneskets tilstand efter døden samt opstandelsen s. 5932. Dommedag s. 60

DEN BAPTISTISKE KATEKISMUS IndledningMenneskets bestemmelse: At herliggøre og ære Gud

Første afsnitGuds inspirerede Ord: den eneste rettesnor for kristen tro og pligt.

A. De hellige Skrifters tilstrækkelighedB. De hellige Skrifters pålidelighedC. Hovedindholdet i De hellige Skrifter

Andet afsnitGuds evige herlighed og mægtige gerninger: indholdet af den kristne tro. A. Læren om Gud B. Læren om den oprindelige skabelse 1. Læren om skabelsen 2. Læren om forsynet 3. Læren om synden C. Læren om forløsningen fra synden 1. Fuldførelsen af forløsningen ved Jesus Kristus 2. Anvendelsen af forløsningen i det kristne liv 3. Fuldendelsen af forløsningen i den kommende verden

Tredje afsnitGuds åbenbarede vilje: indholdet af den kristne pligt. Introduktion til menneskets pligt A. Guds moralske lov: De ti bud 1. Introduktion: Guds moralske lov: vigtighed og sammenfatning 2. De ti bud overordnet 3. Udlægning af de ti bud 4. Overtrædelse af de ti bud

B. Guds evangelium 1. Introduktion: Guds evangeliums vigtighed 2. Kravene i Guds evangelium: omvendelse og udholdenhed 3. Kirken 4. Nådemidlerne 5. Bønnen

s. 67

s. 67

s. 67s. 67s. 68

s. 68

s. 68s. 71s. 71s. 72s. 72s. 76s. 76s. 81s. 86

s. 88

s. 88s. 88

s. 88s. 89s. 90

s. 104

s. 106s. 106s. 107

s. 110s. 113s. 119

9

FORORD

En kristen menighed bør have en trosbekendelse. Det havde Guds me-nighed allerede på Moses’ tid. Bibelens første trosbekendelse: ”Hør! Israel. Herren vor Gud, Herren er én.” (5 Mos 6,4) er en kompromisløs bekend-else til Herren som den eneste sande Gud. Bekendelsen beskytter Guds folk mod afgudsdyrkelse og minder os om at elske og adlyde Herren (v.5). Den kristne kirkes grundlag er bekendelsen til Jesus som Herre (Matt 16,18; Rom 10,9). Kirkens senere bekendelsesskrifter er en videreførelse af denne bibel-ske praksis og skal bruges som trosbekendelserne i Bibelen til at beskytte og vejlede Kristi menighed. Guds Ord formaner os til at holde fast ved bekend-elsen, og apostlen skriver: ”Jeg ved på hvem jeg tror” (2 Tim 1,12).

Et bekendelsesskrift og en katekismus er redskaber til undervisning i den kristne tro. Baptistbekendelsen af 1689 med katekismus giver et godt overblik over Bibelens lære. Det kræver bestemt et stykke arbejde at studere et så omfattende bekendelsesskrift og at lære en katekismus. Men det er det værd! Det svarer til at lære den grundlæggende matematik eller at kunne læse. Det grundlæggende i den kristne tro må læres. ”Troen kommer… af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17). Derfor har Gud forordnet, at hans kirke skal udbredes og grundfæstes ved omhyggelig bibelsk forkyndelse og sund undervisning. Vi ”skal holde fast ved lærens troværdige ord” (Tit 1,8), og vi skal anvende de ord, ”Ånden har lært os” (1 Kor 2,13). Når vi giver agt på undervisningen og holder fast ved den, vil vi blive til frelse for os selv og for dem, der hører på os, skriver Herrens apostel (1 Tim 4,16). For så vil Helligånden til sin tid bruge sit Ord og give åndeligt liv og vækst. Oplæring i den kristne tro og i det kristne liv var Jesu afskedsbefaling til sin kirke: ”Lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer” (Matt 28,20).

Baptistbekendelsen af 1689 er oversat fra Peter Masters: The Baptist Confession of Faith 1689 from the edition of C.H. Spurgeon, 1855. Updat-ed English with Notes The Wakeman Trust (1981). Peter Masters noter er ikke inkluderet, men har været til hjælp under oversættelsen. Den her fore-liggende katekismus er en oversættelse og baptistisk revision af Westminster Shorter Catechism (1648), som oprindeligt blev udarbejdet af Westminster


10

Assembly, et kirkemøde sammenkaldt i Westminster Abbey, London i 1643. Nogle få spørgsmål og svar er tilføjet denne udgave af katekismen. Det gælder nr. 22 om åbenbaringen af nådepagten og nr. 95-98 om kirken, som forekommer her for første gang. Fra tidligere katekismer er tilføjet spørgsmål og svar nr. 3 om Guds Ords autoritet og ufejlbarlighed (fra A Shorter Catechism – A Baptist Version, Simpson Publishing Company, 1991), nr. 40 om de ugudeliges straf og nr. 86 om lovens brug (fra Keach’s Catechism, 1693), nr. 93-94 om de troendes udholdenhed og bevarelse til enden (fra Westminster Larger Catechism, 1648) og nr. 106-108 om dåbens forudsætninger og måde (fra Keach’s Catechism).

Charles H. Spurgeon skrev i 1855: ”Denne lille bog er ikke udgivet som en autoritær regel eller troskodeks, som skal binde og baste jer, men som en hjælp til jer i kontroverser, en stadfæstelse i tro og et middel til opbyggelse i retfærdighed. Her vil de yngre medlemmer i vores kirke have en undervisning om Gud i miniformat, og ved hjælp af skrifthenvisningerne vil de være rede til forsvar for det håb de har. Vær ikke flove over jeres tro. Husk på, at det er det ældgamle evangelium som tilhørte martyrerne, bekenderne, re-formatorerne og helgenerne. Først og fremmest er det Guds sandhed, som helvedets porte ikke skal få magt over.”

Henrik Mortensen

Pastor, Kristuskirken

13

1. DEN HELLIGE SKRIFT

1. Den hellige Skrift er den eneste tilstrækkelige, sikre og ufejlbarlige anvisning til al frelsende kundskab, tro og lydighed.1

Selv om naturens lys og skaberværket og forsynet viser Guds godhed, visdom og magt så klart, at mennesket er uden undskyldning, er de ikke tilstrækkelige til at tilvejebringe den kundskab om Gud og hans vilje, som er nødvendig for frelse.2 Derfor behagede det Herren mangfoldige gange og på mangfoldige måder at åbenbare sig selv og gøre sin vilje kendt for menigheden.3 Siden behagede det Herren at lade hele sin åbenbarede sandhed nedskrive for bedre at bevare og udbrede sandheden og for at grundfæste og styrke kirken, så den kan bevares fra menneskers idéer og Satans og verdens ondskab. Derfor er Den hellige Skrift absolut nødvendig, da de måder, Gud førhen åbenbarede sig på, nu er ophørt.4

2. Under overskriften Den Hellige Skrift eller Skriften er nu indeholdt alle følgende bøger fra Det Gamle og Nye Testamente:

Det Gamle TestamenteFørste Mosebog, Anden Mosebog, Tredje Mosebog, Fjerde Mosebog, Femte Mosebog, Josvabogen, Dommerbogen, Ruths Bog, Første Samuelsbog, Anden Samuelsbog, Første Kongebog, Anden Kongebog, Første Krønikebog, Anden Krønikebog, Ezras Bog, Nehemias’ Bog, Esters Bog, Jobs Bog, Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog, Prædikerens Bog, Højsangen, Esajas’ Bog, Jeremias’ Bog, Klagesangene, Ezekiels Bog, Daniels Bog, Hoseas’ Bog, Joels Bog, Amos’ Bog, Obadias’ Bog, Jonas’ Bog, Mikas Bog, Nahums Bog, Habakkuks Bog, Sefanias’ Bog, Haggajs Bog, Zakarias’ Bog, Malakias’ Bog.

Det Nye TestamenteMatthæusevangeliet, Markusevangeliet, Lukasevangeliet, Johannesevangeliet, Apostlenes Gerninger, Paulus’ Brev til Romerne, Paulus’ Første og Andet Brev til Korinterne, Paulus’ Brev til Galaterne, Paulus’ Brev til Efeserne,

1 2 Tim 3,15-17; Es 8,20; Luk 16,29-31; Ef 2,20.2 Rom 1,19-21 etc.; Rom 2,14-15; Sl 19,2-4.3 Hebr 1,1.4 Rom 15,4; 2 Pet 1,19-20.


14

Paulus’ Brev til Filipperne, Paulus Brev til Kolossenserne, Paulus’ Første og Andet Brev til Thessalonikerne, Paulus’ Første og Andet Brev til Timotheus, Paulus’ Brev til Titus, Paulus’ Brev til Filemon, Brevet til Hebræerne, Jakobs Brev, Peters Første og Andet Brev, Johannes’ Første, Andet og Tredje Brev, Judas’ Brev, Johannes’ Åbenbaring.

Alle disse bøger er indblæst af Gud og givet af ham som retningslinje for tro og livsførelse.1

3. Bøgerne, kendt som Apokryferne, er ikke indblæst af Gud og er ikke en del af Skriftens kanon eller forskrift og har derfor ingen autoritet over Guds kirke, ej heller skal de anerkendes eller anvendes på nogen som helst anden måde end ethvert andet menneskeskabt skrift.2

4. Den hellige Skrifts autoritet, som gør at man bør tro på den, afhænger ikke af noget menneskes vidnesbyrd eller nogen kirkes vidnesbyrd, men udelukkende af Gud som dens forfatter (han som er Sandheden). Derfor bør den modtages og adlydes, fordi den er Guds Ord.3

5. Vi kan bevæges og påvirkes af Guds folks vidnesbyrd, så vi får en ophøjet og ærbødig opfattelse af den Hellige Skrift. Vi kan på lignende måde påvirkes af Skriftens udstråling: indholdets himmelske karakter, lærens kraft, stilens ophøjethed, de forskellige deles fuldkomne overensstemmelse, Skriftens rækkevidde: nemlig at give al æren til Gud, den fuldendte redegørelse for menneskets eneste vej til frelse foruden en lang række andre helt usammenlignelige og helt igennem fuldkomne egenskaber. Ved al dette vidnemateriale giver Skriften klart bevis for at være Guds Ord.

Ikke desto mindre er vores fulde overbevisning og forsikring om Skriftens ufejlbarlige sandhed og dens guddommelige autoritet givet ved Helligåndens virkning i vort indre, idet han bærer vidnesbyrd gennem Ordet og sammen med Ordet i vore hjerter.4

1 2 Tim 3,16-17.2 Luk 24,27 & 44; Rom 3,2.3 2 Pet 1,19-21; 2 Tim 3,16; 1Thess 2,13; 1 Joh 5,9.4 Joh 16,13-14; 1 Kor 2,10-12; 1 Joh 2,20 & 27.

15

6. Hele Guds råd om alt, der er nødvendigt til hans ære, menneskets frelse, tro og liv, er enten udtrykkeligt nedfældet eller kan selvklart udledes af den Hellige Skrift. Til Skriften må intet tilføjes på noget tidspunkt, hverken ved ny åbenbaring fra Ånden eller ved menneskers traditioner.1

Ikke desto mindre anerkender vi Guds Ånds oplysning som nødvendig for en frelsende forståelse af, hvad der er åbenbaret i Ordet.2

Der er nogle omstændigheder angående Guds tilbedelse og kirkens ledelse, der er fælles for alle menneskers aktiviteter og samfund, og som bør indrettes efter sund fornuft og kristen omtanke efter Ordets generelle retningslinjer, som altid skal følges.3

7. Alt i Skriften er ikke lige klart i sig selv, ej heller lige klart for alle,4 dog er det, der er nødvendigt at kende, tro og følge for frelse, så tydeligt fremhævet og åbenbaret flere steder i Skriften, så ikke kun de uddannede, men også de ikke-uddannede kan opnå en tilstrækkelig forståelse ved brug af almindelige midler.5

8. Det Gamle Testamente på hebraisk (som var modersmålet for Guds folk i tidligere tid)6 og det Nye Testamente på græsk (som, da det blev skrevet, var det mest almindeligt kendte sprog internationalt) var direkte udåndet af Gud og blev bevaret rene igennem de efterfølgende tidsaldre ved hans enestående omsorg og forsyn. De er derfor pålidelige, så at kirken i alle læremæssige uenigheder skal appellere til dem som endegyldige.7

Men fordi hele Guds folk ikke forstår disse oprindelige sprog – om end de har ret til og har en interesse i Skrifterne og er påbudt at læse8 og ransage dem9i gudsfrygt – derfor må Skrifterne oversættes til de almindelige sprog, der tilhører ethvert folk, de når til,10 så at mennesker, når Guds Ord bor rigt iblandt dem, kan tilbede Gud på en måde, der behager ham, og ved den

1 2 Tim 3,15-17; Gal 1, 8-9.2 Joh 6,44-45; 1 Kor 2, 9-12.3 1 Kor 11,13-14; 1 Kor 14,26 & 40.4 2 Pet 3,16.5 Sl 19,8.6 Rom 3,2.7 Es 8,20.8 ApG 15,15 & 17,11.9 Joh 5,39.10 1 Kor 14,6 & 9 & 11-12 & 24 & 28.

DEN HELLIGE SKRIFT


16

udholdenhed og trøst, som Skriften giver, leve i håb.1

9. Den fuldkomne regel for at udlægge Skriften er Skriften selv, og derfor når som helst der opstår et spørgsmål om den sande og fulde betydning af en hvilken som helst del af Skriften (som ikke er mangfoldig, men én), bør den ransages i lyset af andre skriftsteder, der taler tydeligere.2

Den højeste dommer - ved hvem alle læremæssige uenigheder vil blive afgjort og ved hvem alle forordninger ved kirkemøder vil blive prøvet, såvel som oldtidens forfattere og enkeltindividers læresætninger – kan umuligt være anden end den hellige Skrift, udtalt ved Helligånden. Og i Skriftens domsafsigelse bør vi hvile, fordi det er i Skriften givet ved Helligånden, at vores tro har sit endelig og fast grundlag.3

2. GUD OG DEN HELLIGE TREENIGHED

1. Herren vor Gud er den eneste levende og sande Gud,4 hvis eksistens er i og fra ham selv.5 Han er uendelig i sit væsen og i sin fuldkommenhed. Hans væsen kan umuligt forstås af andre end ham selv.6 Han er ånd,7 fuldstændig ren, usynlig, uden et legeme, lemmer eller lidenskaber. Han er den eneste, der har udødelighed og bor i et lys, som intet menneske kan nærme sig.8 Han er uforanderlig,9 uendelig,10 evig,11 langt over menneskelig forestillingsevne og forstand, almægtig12, i enhver henseende uendelig, hellig,13 vis, fri og uafhængig af alt og alle. Han udfører alle ting efter sin

1 Kol 3,16; Rom 15,4.2 2 Pet 1,20-21; ApG 15,15-16.3 Matt 22,29-32; Ef 2,20; ApG 28,23.4 1 Kor 8,4-6; 5 Mos 6,4.5 Jer 10,10; Es 48,12.6 2 Mos 3,14.7 Joh 4,24.8 1 Tim 1,17; 5 Mos 4,15-16. 9 Mal 3,6.10 1 Kong 8,27; Jer 23,23.11 Sl 90,2. 12 1 Mos 17,1.13 Es 6,3.

17

uforanderlige og fuldstændigt retfærdige viljes beslutning1 til sin egen herlighed.2 Han er absolut kærlig, nådefuld, barmhjertig, tålmodig og overstrømmende i godhed og sandhed. Han tilgiver skyld, overtrædelser og synd. Han belønner dem, der ihærdigt søger ham,3 og samtidig er han fuldstændig retfærdig og frygtindgydende i sine domme,4 idet han hader al synd5 og aldrig vil frikende den skyldige.6

2. Da Gud har alt liv,7 herlighed,8 godhed9 og lyksalighed i og fra sig selv, er han enestående som den, der er fuldt ud tilstrækkelig både i og til sig selv. Han står ikke i et afhængighedsforhold til nogen skabning, som han har skabt, og han får ingen herlighed fra dem.10 Tværtimod, det er Gud, som åbenbarer sin herlighed i dem, ved dem, til dem og over dem. Han er den eneste kilde til alt liv; fra hvem, ved hvem og til hvem alle ting er.11 Han har et fuldstændigt og suverænt herredømme over al skabningen. Han gør hvad som helst, der behager ham ved dem, for dem eller til dem.12 Alle ting ligger blottet og åbent for hans øjne;13 hans kundskab er uendelig, ufejlbarlig og uafhængig af skabningen. Derfor er intet tilfældigt eller usikkert for ham.14 Han er uendelig hellig i alle sine rådslutninger, i alle sine gerninger15 og i alle sine bud. Ham tilkommer fra engle og mennesker al tilbedelse,16 tjeneste og lydighed, som de som skabninger skylder Skaberen, tillige med alt andet, det behager ham at kræve af dem.

1 Sl 115,3; Es 46,10; Ef 1,11.2 Rom 11,36.3 2 Mos 34,6-7; Hebr 11,6.4 Neh 9,32-33.5 Sl 5,5-7.6 2 Mos 34,7; Nahum 1,2-3.7 Joh 5,26.8 Sl 148,13.9 Sl 119,68.10 Job 22,2-311 Rom 11,34-36.12 Dan 4,29 & 31-32.13 Hebr 4,13.14 ApG 15,18.15 1 Pet 1,15-16.16 Åb 5,12-14.

GUD O G DEN HELLIGE TREENIGHED


18

3. I dette guddommelige og uendelige væsen er der tre personer: Faderen, Ordet eller Sønnen og Helligånden.1 De er ét i væsen, magt og evighed. Hver især har de hele guddomsfylden, og alligevel er denne guddomsfylde udelt.2

• Faderen er ikke udledt af noget andet væsen; han hverken opstod fra eller udgik fra noget andet væsen

• Sønnen er fra evighed af udgået fra Faderen.3

• Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen.4

Alle tre er uendelige, uden begyndelse og er derfor kun én Gud, som ikke kan deles i natur og væsen. Men de er adskilt ved nogle særlige egenskaber, der vedrører deres forskellige og specifikke roller samt deres personlige indbyrdes forhold. Denne lære om Treenigheden er grundlaget for hele vores fællesskab med Gud og vores trygge afhængighed af ham.

3. GUDS RÅDSLUTNING

1. Gud har selv forordnet fra evighed af ved sin egen viljes allerviseste og allerhelligste rådslutning frit og uforanderligt alt, hvad der nogen sinde vil komme til at ske.5 Dog på en sådan måde at Gud hverken er ophav til synd eller deler ansvar med nogen i deres synd,6 ej heller øves der vold mod skabningens vilje, ej heller er naturlige årsagers uafhængighed eller tilfældighed fjernet, men snarere stadfæstet.7 I alt dette fremvises Guds visdom, idet han virker og styrer alle ting. Også hans magt og trofasthed fremvises i udførelsen af hans rådslutning.8

2. Selv om Gud ved alt, som må eller kan ske under alle mulige forhold,9 så er hans forordning ikke grundet i noget, han forudså, ville ske i fremtiden

1 Matt 28,19; 2 Kor 13,1.2 2 Mos 3,14; Joh 14,11; 1 Kor 8,6.3 Joh 1,14 & 18.4 Joh 15,26; Gal 4,6.5 Es 46,10; Ef 1,11; Hebr 6,17; Rom 9,15 & 18.6 Jakob 1,13-15; 1 Joh 1,5.7 ApG 4,27-28; Joh 19,11.8 4 Mos 23,19; Ef 1,3-5.9 ApG 15,18.

19

eller ville komme til at ske alligevel under bestemte forhold.1

3. Ved Guds forordning – for at udtrykke hans herlighed - er nogle mennesker og engle udvalgt og forudbestemt til evigt liv gennem Jesus Kristus2 til lov og pris for hans nådes herlighed.3 Andre er overladt til at fortsætte i deres synd til deres retfærdige fordømmelse, så hans herlige retfærdighed må blive åbenbaret og prist.4

4. De engle og mennesker, således udvalgt og forudbestemt, er særligt, uomskifteligt og individuelt udpeget, og tallet på dem er så sikkert og bestemt, at det hverken kan øges eller mindskes.5

5. De af menneskeheden, som er forudbestemt til liv, valgte Gud før verdens grundlæggelse i overensstemmelse med sit evige og uforanderlige formål og sin viljes hemmelige råd og gode behag. Gud udvalgte dem i Kristus til evig herlighed udelukkende på grund af sin nåde og kærlighed,6 uden at blive bevæget af noget forhold hos skabningen som betingelse eller årsag.7

6. Ligesom Gud har bestemt de udvalgte til herlighed, har han ved sin viljes evige og fuldstændigt frie hensigt forudbestemt alle midlerne til gennemførelse af deres frelse.8 Som følge deraf er alle de udvalgte, der alle er faldne i Adam,

• genløst af Kristus,9

• virkningsfuldt kaldet til tro på Kristus ved hans Ånd, der virker til rette tid,

• retfærdiggjort, givet barnekår, helliggjort,10

1 Rom 9,11-18.2 1 Tim 5,21; Matt 25,34.3 Ef 1,5-6.4 Rom 9,22-23; Jud 4.5 2 Tim 2,19; Joh 13,18.6 Ef 1,4 & 9 & 11; Rom 8,30; 2 Tim 1,9; 1 Thess 5,9.7 Rom 9,13-16; Ef 1,6 & 12.8 1 Pet 1,2; 2 Thess 2,13.9 1 Thess 5,9-10.10 Rom 8,29-30; 2 Thess 2,13.

GUDS R ÅDSLUTNING


20

• bevaret ved hans kraft gennem tro til frelse.1

Ingen, undtagen de udvalgte, er genløst af Kristus, virkningsfuldt kaldet, retfærdiggjort, givet barnekår, helliggjort eller frelst.2

7. Denne ophøjede og svære lære om forudbestemmelse bør omgås med særlig omhu og forsigtighed, så at mennesker, der hører og adlyder Guds vilje som åbenbaret i hans Ord, må på baggrund af deres oplevelse af frelsen være forsikret om deres evige forudbestemmelse.3 Derved vil denne lære forårsage pris,4 ærbødighed og beundring af Gud og tillige ydmyghed,5 flid og stor trøst hos alle, som oprigtigt adlyder evangeliet.6

4. SKABELSEN

1. I begyndelsen behagede det Gud Fader, Søn og Helligånd7 at skabe verden og alt i den, både synligt og usynligt, på seks dage og alt meget godt8 for at åbenbare sin herligheds evige magt9, visdoms og godhed.

2. Efter at Gud havde skabt alle andre skabninger, skabte han mennesket som mand og kvinde10 med fornuftige og udødelige sjæle11, idet han gjorde dem i stand til at leve deres liv for ham, som de var skabt til.

• De var skabt i Guds billede med kundskab, retfærdighed og sand hellighed12, med Guds lov skrevet på deres hjerter13 og med kraft til at holde den.

1 1 Pet 1,5.2 Joh 10,26; 17,9; 6,64.3 1 Thess 1,4-5; 2 Pet 1,10.4 Ef 1,6; Rom 11,33.5 Rom 11,5-6 & 20.6 Luk 10,20.7 Joh 1,2-3; Hebr 1,2.8 Kol 1,16; 1 Mos 1,31.9 Rom 1,20.10 1 Mos 1,27.11 1 Mos 2,7.12 1 Mos 1,26; Ef 4,24.13 Rom 2,14-15.

21

• Alligevel levede de med mulighed for overtrædelse, fordi de var givet en fri vilje, som var underlagt foranderlighed.1

3. Foruden loven, der var skrevet på deres hjerter, fik de et bud om ikke at spise af træet til kundskab om godt og ondt2. Så længe de holdt dette bud, var de glade i deres fællesskab med Gud og havde herredømme over alle andre skabninger.3

5. GUDS FORSYN

1. Gud, alle tings gode Skaber, opretholder, leder, forordner og styrer i sin uendelige magt og visdom alle skabninger og ting4, fra den største til den mindste5, ved sit vise og hellige forsyn til det formål, hvortil de var skabt.

• Gud styrer i overensstemmelse med sin urokkelige forudviden og sin viljes frie og uforanderlige rådslutning,

• Gud styrer til lov og pris for hans visdom, magt, retfærdighed, uendelige godhed og barmhjertighed og til sin forherligelse.6

2. Selv om alle ting sker uden ændring og urokkeligt7 efter Guds forudviden og rådslutning, så intet sker for nogen ved tilfældighed eller uden for hans forsyn,8 så styrer han alligevel begivenhederne således, at de sker i overensstemmelse med naturlige årsager, enten nødvendigvis, frit eller betinget.9

1 1 Mos 3,6.2 1 Mos 2,17.3 1 Mos 1,26 & 28.4 Hebr 1,3; Job 38,11; Es 46,10-11; Sl 135,6.5 Matt 10,29-31.6 Ef 1,11-12.7 ApG 2,23.8 Ordsp 16,33.9 1 Mos 8,22.

SKABELSEN


22

3. I sit almindelige forsyn gør Gud brug af midler,1 men han er fri til at virke udenfor,2 over3 og imod disse,4 når han vil.

4. Guds almagt, uransagelige visdom og uendelige godhed udtrykker sig så fuldstændigt i hans forsyn, at hans besluttede rådslutning endda udstrækker sig til det første fald og alle andre syndige handlinger begået af både engle og mennesker.5 Dette handler ikke blot om en slet og ret tilladelse, men en form for tilladelse, hvor han inkluderede yderst vise og magtfulde begrænsninger og andre midler til kontrol af synden.6 Disse forskellige begrænsninger har Gud udformet for at gennemføre sine allerhelligste formål.7 Men i alle disse forhold kommer både englenes og menneskenes syndighed fra dem selv, og ikke fra Gud, som er helt igennem hellig og retfærdig, og aldrig kan være ophav til eller godkende synd.8

5. Gud, som er helt igennem vis, retfærdig og nådefuld, overlader ofte sine børn for en tid til forskellige fristelser og til deres hjertes fordærv for at revse dem for de synder, de har begået, eller for at vise dem den skjulte kraft, som fordærvet og bedraget stadig har i deres hjerter. Således kan de blive ydmyget og vækket til en stadig tættere og mere konstant afhængighed af ham som deres støtte, og de kan blive gjort mere agtpågivende over for fremtidige anledninger til synd. Der kan også gives andre gode og hellige formål til Guds handlemåde.9 Altså, hvad som helst, der sker for nogen af hans udvalgte, er efter hans vilje, til hans ære og til deres bedste.10

6. Hvad angår de onde og ugudelige mennesker, som Gud, den retfærdige dommer, blinder og forhærder11 på grund af tidligere synder, dem undlader han ikke bare at give sin nåde, som ellers kunne have oplyst

1 ApG 27,31 & 44; Es 55,10-11.2 Hos 1,7.3 Rom 4,19-21.4 Dan 3,27.5 Rom 11,32-34; 2 Sam 24,1; 1 Krøn 21,1.6 2 Kong 19,28.7 1 Mos 50,20; Es 10,6-7 & 12.8 Sl 50,21; 1 Joh 2,16.9 2 Krøn 32,25-31; 2 Kor 12,7-9.10 Rom 8,28.11 Rom 1,24-28; 11,7-8.

23

deres forstand og berørt på deres hjerter,1 men til tider borttager han endog de gaver, de havde,2 og udsætter dem for visse ting eller situationer, som deres fordærvede tilstand vil gøre til en anledning til synd.3 Gud overgiver dem til deres eget begær, verdens fristelser og Satans magt,4 så de med tiden forhærder deres hjerter, selv når de er under den samme indflydelse, som Gud bruger til at blødgøre andres hjerter.5

7. Guds forsyn omfatter alle skabninger helt generelt, men på en særlig måde favner det hans kirke og styrer alle ting til hans kirkes bedste.6

6. MENNESKETS FALD, SYNDENOG DENS STRAF

1. Selv om Gud skabte mennesket retfærdigt og fuldkomment og gav ham en retfærdig lov, som sikrede ham liv, så længe han holdt den, og selv om Gud advarede ham om, at han ville dø, hvis han overtrådte den,7 så levede mennesket dog ikke længe i denne agtede stilling. Satan, der brugte slangens underfundighed til at kue Eva, forførte Adam ved hende. Og uden nogen som helst tvang overtrådte Adam egenrådigt budet, der blev givet dem, da de blev skabt, ved at spise den forbudte frugt.8 Det behagede Gud at tillade denne handling efter sin vise og hellige rådslutning, idet han valgte at forordne det til sin egen herlighed.

2. Ved denne synd faldt vore første forældre fra deres oprindelige retfærdighed og fællesskab med Gud, og vi faldt i dem. For ved faldet kom døden til alle,9 så at alle blev døde i synd10 og fuldstændig forurenet i alle

1 5 Mos 29,3.2 Matt 13,12.3 5 Mos 2,30.4 Sl 81,12-13; 2 Thess 2,10-12.5 2 Mos 8,15 & 28; Es 6,9-10; 1 Pet 2,7-8.6 1 Tim 4,10; Ef 1,22; Es 43,3-5.7 1 Mos 2,16-17.8 1 Mos 3,12-13; 2 Kor 11,3.9 Rom 3,23.10 Rom 5,12ff.

GUDS FORSYN


24

sjælens og legemets åndsevner og dele.1

3. Da de var menneskehedens rod, og ved Guds beslutning stod som menneskehedens stedfortrædere, blev denne synds skyld tilregnet deres efterkommere, ligesom deres fordærvede natur blev overført til hele deres slægt, der nedstammer fra dem ved almindelig fødsel.2 Deres efterkommere er derfor født i synd3 og er af natur vredens børn,4 syndens slaver og undergivet døden5 og alle andre kvaler, det være sig åndelige, timelige eller evige, med mindre Herren Jesus sætter dem fri.6

4. Alle egentlige overtrædelser udspringer fra dette oprindelige fordærv,7 hvilket gør os aldeles utilbøjelige og uegnede til noget godt, modsat alt godt og fuldstændig tilbøjelige til alt ondt.8

5. I dette liv forbliver den fordærvede natur i dem, som er født på ny,9 og selv om den er tilgivet og korsfæstet gennem Kristus, så er denne fordærvede natur – med alle sine initiativer, fremstød og fristelser – virkelig og egentlig syndig.10

7. GUDS PAGT

1. Afstanden mellem Gud og skabningen er så stor, at selv om rationelle skabninger skylder ham lydighed som deres skaber, ville de aldrig kunne opnå at fortjene livet, undtagen ved at Gud frivilligt bøjede sig ned. Det har det behaget ham at gøre ved en pagt.11

1 Tit 1,15; 1 Mos 6,5; Jer 17,9; Rom 3,10-19.2 Rom 5,12-19; 1 Kor 15,21-22, 45, 49.3 Sl 51,7; Job 14,4.4 Ef 2,3.5 Rom 6,20 & 5,12.6 Hebr 2,14-15; 1 Thess 1,10.7 Jak 1,14-15; Matt 15,19.8 Rom 8,7; Kol 1,21.9 Rom 7,18 & 23; Præd 7,20; 1 Joh 1,8.10 Rom 7,23-25; Gal 5,17.11 Luk 17,10; Job 35,7-8.

25

2. Desuden behagede det Herren, da mennesket havde bragt sig selv under lovens forbandelse ved sit fald at oprette en nådepagt.1 I denne pagt tilbyder han syndere liv og frelse ved Jesus Kristus frit og for intet, idet han kræver tro på ham for at opnå frelse,2 og han lover at give alle, der er forudbestemt til evigt liv, sin Hellige Ånd for at gøre dem villige og i stand til at tro.3

3. Denne pagt er åbenbaret gennem evangeliet, først til Adam i løftet om frelse ved kvindens sæd4 og senere trinvis indtil hele åbenbaringen blev fuldendt i det Nye Testamente.5 Denne frelsespagt hviler på en evig pagthandling mellem Faderen og Sønnen om de udvalgtes genløsning.6 Det er udelukkende ved denne pagts nåde, at alle den faldne Adams efterkommere, der nogensinde er blevet frelst, har opnået liv og salig udødelighed, da mennesket nu er helt uden evne til at opnå Guds accept på de betingelser, som Adam opfyldte i hans uskyldige tilstand.7

8. KRISTUS SOM MELLEMMAND

1. Det behagede Gud i hans evige rådslutning at vælge og indsætte Herren Jesus, hans evige Søn, i overensstemmelse med den pagt de havde oprettet mellem sig, til mellemmand mellem Gud og mennesker,8 og til profet,9 præst10 og konge,11 hoved og frelser for sin kirke,12 alle tings arving13 og hele verdens dommer.14 Fra evighed af gav Gud Herren Jesus et folk til at være hans afkom. Disse ville i rette tid blive løskøbte, kaldede, retfærdiggjorte,

1 1 Mos 2,17; Gal 3,10; Rom 3,20-21.2 Rom 8,3; Mark 16,15-16; Joh 3,16.3 Ez 36,26-27; Joh 6,44-45; Sl 110,3.4 1 Mos 3,15.5 Hebr 1,1.6 2 Tim 1,10; Tit 1,2.7 Hebr 11,6 &13; Rom 4,1-2 etc.; ApG 4,12; Joh 8,56.8 Es 42,1; 1 Pet 1,19-20.9 ApG 3,22.10 Hebr 5,5-6.11 Sl 2,6; Luk 1,33.12 Ef 1,22-23.13 Hebr 1,2.14 ApG 17,31.

GUDS PAGT


26

helliggjorte og herliggjorte ved Herren Jesus.1

2. Guds Søn, den anden person i den hellige Treenighed, sand og evig Gud, Faderens herligheds glans, af samme væsen og lige med ham.

• Han skabte verden og styrer og opretholder alle ting, som han har skabt.

• Han tog på sig, da tidens fylde kom, menneskets natur inklusiv alle dens essentielle egenskaber og almindelige svagheder,2 undtagen synd.3

• Han blev undfanget ved Helligånden i jomfru Marias moderliv, idet Helligånden kom over hende og den Højestes kraft overskyggede hende, således at han blev født af en kvinde af Judas stamme, af Abrahams og Davids slægt, som forudsagt i Skrifte

• To hele, fuldkomne og adskilte naturer blev således uadskilleligt føjet sammen i én person, uden forvandling, sammenblanding eller forvirring;

• Derfor er den Herre Jesus Kristus sand Gud og sand menneske, men én Kristus, den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker.4

3. Herren Jesus, hvis menneskelige natur således er forenet med hans guddommelige natur i Sønnens person, blev helliggjort og salvet med Helligånden uden mål,5 idet han allerede havde i sig alle visdommens og kundskabens skatte.6 Det behagede Faderen, at hele guddomsfylden skulle bo i ham,7 og da han er hellig, uskyldig, ubesmittet8 og fuld af nåde og sandhed,9 var han fuldstændigt udrustet til at udføre embedet som mellemmand og garant.10 En titel og pligt som han ikke tog på sig selv, men

1 Es 53,10; Joh 17,6; Rom 8,30; Gal 3,13.2 Joh 1,1 & 14; Gal 4,4.3 Rom 8,3; Hebr 2,14-17; 4,15.4 Rom 9,5; 1 Tim 2,5.5 Sl 45,8; ApG 10,38; Joh 3,34.6 Kol 2,3.7 Kol 1,19.8 Hebr 7,26.9 Joh 1,14.10 Hebr 7,22.

27

blev kaldet af sin Fader til at udføre.1 Og Faderen gav også al magt og dom i hans hænder og påbød ham at udføre disse embeder.2

4. Herren Jesus påtog sig dette embede som mellemmand og garant fuldstændigt villigt.3 For at gennemføre det blev han født under loven4 og opfyldte den til fuldkommenhed, og han udstod den straf, der tilkom os, den vi skulle have båret og lidt.5 Han blev gjort til synd og til en forbandelse for os.6 Han udholdt de mest ubeskrivelige sorger i sin sjæl og de mest smertefulde lidelser i sit legeme.7 Han blev korsfæstet og døde og forblev i dødens tilstand, men hans legeme undergik ikke forrådnelse.8 På den tredje dag opstod han fra de døde med det samme9 legeme, i hvilket han led på korset10 og i hvilket han også steg op til Himlen,11 hvor han sidder på sin Faders højre hånd og går i forbøn for sit folk,12 og han skal komme igen for at dømme mennesker og engle ved verdens ende.13

5. Herren Jesus har fuldstændigt tilfredsstillet Guds retfærdighed14 ved sin fuldkomne lydighed og opofrelse af sig selv, som han gennem den evige Ånd én gang for alle ofrede op til Gud. Han har herved erhvervet forligelse og købt en evig arv i Himmeriget til alle dem, som Faderen har givet ham.15

6. Selv om genløsningens pris ikke blev betalt de facto af Kristus før efter han blev menneske, så var den kraft og sikre virkning og det udbytte, som kom fra hans betaling, tilegnet de udvalgte i alle tidsaldre fra verdens begyndelse gennem de løfter, typer og ofre, i hvilke han blev åbenbaret og

1 Hebr 5,5.2 Joh 5,22 & 27; Matt 28,18; ApG 2,36.3 Sl 40,8-9; Hebr 10,5-10; Joh 10,18.4 Gal 4,4; Matt 3,15.5 Gal 3,13; Es 53,6; 1 Pet 3,18.6 2 Kor 5,21; Gal 3,13.7 Matt 26,37-38; Luk 22,44; Matt 27,46.8 ApG 13,37.9 1 Kor 15,3-4.10 Joh 20,25 & 27.11 Mark 16,19; ApG 1,9-11.12 Rom 8,34; Hebr 9,24.13 ApG 10,42; Rom 14,9-10; ApG 1,11; 2 Pet 2,4.14 Hebr 9,14; 10,14; Rom 3,25-26.15 Joh 17,2; Hebr 9,15.

KRISTUS SOM MELLEMMAND


28

billedligt udtrykt, som sæden der skulle knuse slangens hoved,1 og også som Lammet, slagtet fra verdens grundlæggelse,2 for han er den samme i går og i dag og til evig tid.3

7. I sin gerning som mellemmand handler Kristus i overensstemmelse med begge sine naturer, hver natur gør, hvad der passer til den. Men på grund af hans persons enhed, bliver det som passer til den ene natur nogle gange i Skriften tillagt den anden natur.4

8. Alle dem, som Kristus har skaffet evig forløsning, vil han ganske bestemt og effektivt tilføre og anvende forløsningen på, idet han går i forbøn for dem,5 forener dem med sig ved sin Ånd og åbenbarer for dem i Ordet og ved Ordet frelsens hemmelighed. Han overtaler dem til at tro og adlyde,6 idet han regerer over deres hjerter ved sit Ord og ved sin Ånd7 og overvinder alle deres fjender ved sin almægtige kraft og visdom.8 Dette opnås på en sådan måde og ad sådanne veje, som er i fuldkommen overensstemmelse med hans uendeligt vise styrelse af verden, og det er alt sammen udelukkende af fri nåde uden nogen betingelser forudset i de udvalgte til at bevirke det.9

9. Dette embede som mellemmand mellem Gud og mennesker tilhører udelukkende Kristus, som er profet, præst og konge i Guds kirke, og dette embede må ikke overføres fra ham til nogen anden, hverken helt eller delvist.10

10. Embedernes antal og rækkefølge er væsentlig. På grund af vores uvidenhed har vi brug for hans embede som profet.11 På grund af vores fjendskab mod Gud og mangelfuldheden i det bedste, vi kan tjene ham med,

1 1 Mos 3,15; Hebr 4,2; 1 Pet 1,10-11.2 Åb 13,8.3 Hebr 13,8.4 Joh 3,13; ApG 20,28.5 Joh 6,37; 10,15-16; 17,9; Rom 5,10.6 Joh 17,6; Ef 1,9; 1 Joh 5,20.7 Rom 8,9-14.8 Sl 110,1; 1 Kor 15,25-26.9 Joh 3,8; Ef 1,8.10 1 Tim 2,5.11 Joh 1,18.

29

behøver vi hans embede som præst til at forlige os med Gud og præsentere os som godkendte af ham.1 På grund af vores uvilje og komplet manglende evne til at vende tilbage til Gud har vi - for at blive reddet og bevaret fra åndelige fjender - brug for hans embede som konge til at overbevise, underlægge sig, drage, værne, befri og bevare os, indtil vi når hans himmelske rige.2

9. DEN FRIE VILJE

1. Gud har udstyret menneskets vilje fra naturens side med frihed og kraft til at vælge og til at handle ud fra sit valg. Denne frie vilje er hverken tvungen eller forudbestemt ved nogen naturlov til at gøre godt eller ondt.3

2. Mennesket havde i sin oprindelige uskyld frihed og kraft til at ville og at gøre det, som er godt og gudvelbehageligt,4 dog var det ikke urokkelig, men kunne falde fra denne tilstand.5

3. Ved menneskets fald i synd har det helt mistet enhver vilje og evne til at udføre noget af det åndelige gode, der ledsager frelsen.6 Som et naturligt menneske er det aldeles imod det, der er åndeligt godt, og er død i synden.7 Det evner ikke ved egen kraft at omvende sig eller at forberede sig til omvendelse.8

4. Når Gud omvender en synder og fører ham ind i nåden, frigør han ham fra hans naturlige trældom til synden9 og sætter ham af nåde alene i stand til frit at ville og at gøre det, som er åndeligt godt.10 Men på grund af det tilbageværende fordærv, der er i ham, er hans vilje ikke kun og ikke

1 Kol 1,21; Gal 5,17; Hebr 10,19-21.2 Joh 16,8; Sl 110,3; Luk 1,74-75.3 Matt 17,12; Jak 1,14; 5 Mos 30,19.4 1 Mos 1,27 & 31.5 1 Mos 3,6.6 Rom 5,6; 8,7.7 Ef 2,1-5.8 Tit 3,3-5; Joh 6,44.9 Kol 1,13; Joh 8,36.10 Fil 2,13.

KRISTUS SOM MELLEMMAND


30

fuldkomment tiltrukket af det gode, men også af det onde.1

5. Menneskets vilje bliver først fuldkomment og urokkeligt fri til kun at ville det gode i herligheden.2

10. VIRKNINGSFULD KALDELSE

1. Det behager Gud til sin egen fastsatte tid at virkningsfuldt kalde3 ved sit Ord og ved sin Ånd dem, som han har forudbestemt til liv, bort fra den tilstand af synd og død, som de af naturen er i, ind i nåden og frelsen ved Jesus Kristus.4 Han åbner deres sind åndeligt til frelse, så de forstår de ting, der har med Gud at gøre.5 Han fjerner stenhjertet fra dem og giver dem et hjerte af kød.6 Han fornyer deres vilje og ved sin almægtige kraft forårsager han, at de ønsker og trakter efter det, som er godt. Han drager dem på en virkningsfuld måde til Jesus Kristus,7 dog på en sådan måde at de kommer helt frivilligt af hans nåde.8

2. Dette virkningsfulde kald skyldes udelukkende Guds frie og særlige nåde og er ikke på grund af noget som helst, der kunne forudses i mennesket. Det udgår ikke på grund af nogen kraft eller kvalitet eller handling i skabningen,9 som er fuldstændig passiv i hele sagen. Mennesket er dødt i overtrædelser og synd, indtil det bliver gjort levende af Helligånden.10 Herved bliver mennesket givet at kunne besvare kaldet og modtage nåden, der er tilbudt og overbragt ved kaldet. Den kraft, der sætter det i stand til det, er ingen anden kraft end den, som oprejste Kristus fra de døde.11

1 Rom 7,15-23.2 Ef 4,13.3 Rom 8,30; 9,7; Ef 1,10-11; 2 Thess 2,13-14.4 Ef 2,1-6.5 ApG 26,18; Ef 1,17-18.6 Ez 36,26.7 5 Mos 30,6; Ez 36,27; Ef 1,19.8 Sl 110,3; Højs 1,4.9 2 Tim 1,9; Ef 2,8.10 1 Kor 2,14; Ef 2,5; Joh 5,25.11 Ef 1,19-20.

31

3. Udvalgte spædbørn, der dør i en tidlig alder, bliver genfødt og frelst af Kristus gennem Ånden,1 som virker når, hvor og hvordan han vil.2 På samme måde er det med alle udvalgte personer, som ikke har mulighed for at blive kaldet ved et ydre kald gennem Ordet.

4. Andre er ikke udvalgt, selv om de måtte blive kaldet ved Ordets forkyndelse og eventuelt opleve visse af Åndens almene gerninger.3 Men fordi de ikke er virkningsfuldt draget af Faderen, vil de ikke og kan de ikke komme til Kristus i sandhed og kan derfor ikke frelses.4 Endnu mindre kan mennesker, der ikke modtager den kristne tro frelses, lige meget hvor meget de forsøger at indrette deres liv efter naturlig indsigt og efter de krav, som den religion, de bekender sig til, stiller.5

11. RETFÆRDIGGØRELSE

1. Dem som Gud virkningsfuldt kalder, retfærdiggør han også frit og for intet,6 ikke ved at indgyde retfærdighed i dem, men ved at tilgive dem deres synder, og ved at regne dem for retfærdige7 og modtage dem som sådan, ikke på grund af noget der er gjort i dem eller af dem, men for Kristi skyld alene.8 De bliver ikke retfærdiggjort på grund af deres tro, deres hengivenhed, eller nogen som helst evangelisk lydighedshandling. De er retfærdiggjort ene og alene, fordi Gud tilregner dem Kristi retfærdighed. Han tilregner dem Kristi aktive lydighed mod hele loven og hans passive lydighed i døden.9 De modtager Kristi retfærdighed ved tro og hviler i ham. De ejer ikke og virker ikke denne tro selv, den er Guds gave.10

1 Joh 3,3-6.2 Joh 3,8.3 Matt 22,14; 13,20-21; Hebr 6,4-5.4 Joh 6,44-45 & 65; 8,24.5 ApG 4,12; Joh 4,22; 17,3.6 Rom 3,24; 8,30.7 Rom 4,5-8; Ef 1,7.8 1 Kor 1,30-31; Rom 5,17-19; Ef 2,8-10.9 Fil 3,8-9.10 Joh 1,12; Rom 5,17.

VIRKNINGSFULD KALDELSE


32

2. Troen, som modtager Kristi retfærdighed og er afhængig af ham, er det eneste middel til retfærdiggørelse,1 men dog er troen ikke alene hos det retfærdiggjorte menneske, men ledsages altid af alle de andre frelsende nådegaver. Og det er ikke en død tro, men den er virksom i kærlighed.2

3. Ved sin lydighed og død betalte Kristus fuldt ud skylden for alle dem, der bliver retfærdiggjorte, og ved give sig selv hen sig som et offer gennem blodet på korset led han i deres sted den straf, de fortjente, for således at fuldføre en passende, virkelig og fuldstændig tilfredsstillelse af Guds retfærdighed i deres sted.3 Men fordi han blev givet af Faderen for dem, og fordi hans lydighed og soning blev modtaget i stedet for deres (og begge dele frit og ikke på grund af noget i dem),4 derfor bliver de retfærdiggjorte helt og udelukkende af fri nåde, så at både Guds nøje retfærdighed og rige nåde må blive herliggjort ved synderes retfærdiggørelse.5

4. Fra evighed af besluttede Gud at retfærdiggøre alle de udvalgte,6 og da tidens fylde kom, døde Kristus for deres synder og opstod til deres retfærdiggørelse.7 Dog bliver de ikke personligt retfærdiggjort, før Helligånden, når tiden er inde, faktisk anvender Kristus på dem.8

5. Gud fortsætter med at tilgive de retfærdiggjorte deres synder,9 og selv om de aldrig kan falde fra deres retfærdiggørelse,10 kan de på grund af deres synd falde under Guds faderlige mishag.11 I den tilstand vil de normalt ikke have Guds ansigts lys fornyet, før de ydmyger sig, bekender deres synder, beder om tilgivelse og fornyer deres fortsatte vandring i tro og omvendelse.12

1 Rom 3,28.2 Gal 5,6; Jak 2,17-26.3 Hebr 10,14; 1 Pet 1,18-19; Es 53,5-6.4 Rom 8,32; 2 Kor 5,21.5 Rom 3,26; Ef 1,6-7; 2,7.6 Gal 3,8; 1 Pet 1,2; 1 Tim 2,6.7 Rom 4,25.8 Kol 1,21-22; Tit 3,4-7.9 Matt 6,12; 1 Joh 1,7-9.10 Joh 10,28.11 Sl 89,31-33.12 Sl 32,5; Sl 51; Matt 26,75.

33

6. Retfærdiggørelsen af de troende i Det Gamle Testamentes tid var på alle disse måder præcis den samme som retfærdiggørelsen af Det Nye Testamentes troende.1

12. BARNEKÅR

Gud har forundt, at alle retfærdiggjorte - i Kristus hans enbårne Søn og for hans skyld - skal gives den nåde at blive adopteret2 og regnet med i Guds børneskare og nyde barnets friheder og privilegier.3 De får hans navn på sig4 og den Ånd, der giver barnekår.5 De får lov at træde ind for nådens trone med frimodighed, og de bliver givet at kunne råbe: ’Abba, Fader!’6 De bliver omsluttet af kærlighed,7 beskyttet,8 forsørget9 og revset af ham som af en far.10 De bliver aldrig stødt bort,11 men er beseglet til forløsningens dag,12 hvor de arver løfterne som arvinger til evig frelse.13

13. HELLIGGØRELSE

1. De, der er forenede med Kristus, virkningsfuldt kaldede og genfødte med et nyt hjerte og en ny ånd skabt i dem ved kraften i Jesu Kristi død og opstandelse, bliver yderligere helliggjorte på en virkelig og personlig måde.14 På grund af kraften i Kristi død og opstandelse og ved hans Ord og Ånd, som bor i dem,15 bliver syndens overherredømme i dem ødelagt.16 De forskellige

1 Gal 3,9; Rom 4,22-24.2 Ef 1,5; Gal 4,4-5.3 Joh 1,12; Rom 8,17.4 2 Kor 6,18; Åb 3,12.5 Rom 8,15.6 Gal 4,6; Ef 2,18.7 Sl 103,13.8 Ordsp 14,26.9 1 Pet 5,7.10 Hebr 12,6.11 Es 54,8-9; Klages 3,31.12 Ef 4,30.13 Hebr 1,14; 6,12.14 ApG 20,32; Rom 6,5-6.15 Joh 17,17; Ef 3,16-19; 1 Thess 5,21-22.16 Rom 6,14.

RETFÆRDIGGØRELSE


34

lyster, der tilhører syndens legeme, bliver mere og mere svækkede og dræbt,1 og Kristi folk bliver mere og mere levendegjorte og styrkede i nådens gaver2 til at øve al sand hellighed, uden hvilken intet menneske kan se Herren.3

2. Denne helliggørelse gennemtrænger hele personen,4 dog forbliver den ufuldendt i dette liv. Rester af fordærv fortsætter i hele mennesket,5 og derfor opstår der en vedvarende kamp mellem uforenelige parter – kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod.6

3. Selv om det tilbageværende fordærv for en tid måske har overvægten i denne kamp,7 sejrer den genfødte del alligevel på grund af den uophørlige forsyning af kraft fra Kristi helliggørende Ånd.8 Og således vokser de hellige i nåde, idet de fuldender hellighed i gudsfrygt, mens de stræber efter et himmelsk liv i evangelisk lydighed mod alle budene, som Kristus deres Hoved og Konge i sit Ord har foreskrevet dem.9

14. FRELSENDE TRO

1. Troens nåde, ved hvilken de udvalgte bliver givet at kunne tro til deres sjæles frelse, er Kristi Ånds gerning i deres hjerter10 og opstår almindeligvis ved Ordets forkyndelse.11 Den bliver endvidere forøget og styrket ved Åndens gerning gennem Ordets forkyndelse, ved udførelse af dåb, deltagelse i Herrens nadver og ved bøn og andre midler, der er bestemt af Gud.12

1 Gal 5,24.2 Kol 1,11.3 2 Kor 7,1; Hebr 12,14.4 1 Thess 5,23.5 Rom 7,18 & 23.6 Gal 5,17; 1 Pet 2,11.7 Rom 7,23.8 Rom 6,14.9 Ef 4,15-16; 2 Kor 3,18; 7,1.10 2 Kor 4,13; Ef 2,8.11 Rom 10,14-17.12 Luk 17,5; 1 Pet 2,2; ApG 20,32.

35

2. Ved denne frelsende tro tror en kristen, at alt, der er åbenbaret i Ordet, er sandt, fordi dette Ord har Guds egen autoritet.1 Desuden indser den kristne ved denne tro, at Ordets ypperlighed udmærker det i forhold til alle andre skrifter og alt andet i verden,2 fordi Ordet forkynder Guds herlighed, afslører hans egenskaber, viser Kristi forunderlige natur og embeder og også Helligåndens kraft og fylde i hans gerning og virksomhed. Således bliver den kristne givet at kunne fuldt ud stole på den sandhed, han er kommet til tro på,3 og at se og modtage de forskellige former for lære, som forskellige skriftsteder indeholder. Frelsende tro giver ham at opfatte og adlyde budene,4 høre truslerne med frygt og respekt5 og tage Guds løfter til sig for dette liv og det kommende.6 Men den frelsende tros første og allervigtigste handlinger er dem, der har direkte med Kristus at gøre, når sjælen modtager og hviler i ham alene for retfærdiggørelse, helliggørelse og evigt liv i kraft af nådepagten.7

3. Selv om denne tro varierer i styrke og kan være svag eller stærk,8 er den, selv når den er allersvagest, i en hel anden kategori og af en hel anden natur (ligesom andre egenskaber ved den frelsende nåde) end den slags tro og almindelig nåde, som midlertidigt troende ejer.9 Derfor, selv om den ofte kan blive angrebet og svækket, sejrer den10 og vokser i mange til fuld frelsesvished gennem Kristus,11 som er både troens banebryder og fuldender.12

15. OMVENDELSE OG FRELSE

1. Dem blandt de udvalgte, der bliver omvendt som voksne efter at have levet noget tid i synden og således tjent forskellige lyster og nydelser, giver

1 ApG 24,14.2 Sl 19,8-11; 119,72.3 2 Tim 1,12.4 Joh 15,14.5 Es 66,2.6 Hebr 11,13.7 Joh 1,12; ApG 16,31; Gal 2,20; ApG 15,11.8 Hebr 5,13-14; Matt 6,30; Rom 4,19-20.9 2 Pet 1,1.10 Ef 6,16; 1 Joh 5,4-5.11 Hebr 6,11-12; Kol 2,2.12 Hebr 12,2.

FRELSENDE TRO


36

Gud omvendelse til liv ved en virkningsfuld kaldelse.1

2. Da der ikke findes et eneste menneske, som kun gør godt og ikke begår synd,2 og da selv de bedste blandt mennesker kan falde i store synder og udæske Gud ved deres iboende fordærvs kraft og bedrag og fristelsens store kraft, har Gud omsorgsfuldt sørget for i nådepagten, at troende mennesker, der falder i synd, vil blive genoprejst ved omvendelse til frelse.3

3. Frelsende omvendelse er en evangelisk nåde,4 hvorved et menneske ved Helligåndens gerning mærker syndens utallige onder, får givet tro på Kristus og ydmyger sig med gudfrygtig sorg og afsky over sine synder.5 I en sådan frelsende omvendelse beder mennesket også om tilgivelse og styrke ved nåden, og det stræber og længes efter ved Åndens kraft at vandre for Guds ansigt og fuldt ud behage ham i alle ting.6

4. Da omvendelse skal fortsætte gennem hele vort liv på grund af det iboende fordærv og dets handlinger, er det hvert menneskes pligt at omvende sig fra sine særlige, kendte synder i særdeleshed.7

5. Sådan sørger Gud for ved Kristus i nådepagten at bevare de troende på vejen til frelse, at selv om den mindste synd fortjener fordømmelse,8 findes der dog ingen synd stor nok til at bring fordømmelse over dem, der omvender sig.9 Derfor er uophørlig forkyndelse af omvendelse absolut nødvendigt.

1 Tit 3,3-6.2 Præd 7,203 Luk 22,31-32.4 Zak 12,10; ApG 11,18.5 Ez 36,31; 2 Kor 7,11.6 Sl 119,6 & 128.7 Luk 19,8; 1 Tim 1,13-15.8 Rom 6,23.9 Es 1,16-18; 55,7.

37

16. GODE GERNINGER

1. Gode gerninger er kun de gerninger, som Gud har påbudt i sit hellige Ord.1 Gerninger, som ikke har Skriftens berettigelse og er opfundet af mennesker på grund af blind nidkærhed eller på grund af et hvilken som helst foregivende af gode hensigter, er ikke gode gerninger.2

2. Gode gerninger, som er udført i lydighed mod Guds bud, er frugter af og tegn på en sand og levende tro.3 Herved udtrykker og viser de troende deres taknemlighed,4 de styrker deres frelsesvished,5 opbygger deres søskende i troen, pryder bekendelsen af evangeliet,6 stopper munden på modstanderne og ærer Gud.7 De troende er Guds værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger8 og til at bære frugt i hellighed, som fører til evigt liv.9

3. Deres evne til at udføre disse gode gerninger kommer på ingen måde fra dem selv, men den kommer udelukkende fra Kristi Ånd.10 For at gøre dem i stand til at udføre gode gerninger er det nødvendigt, at de får, sammen med de nådegaver de allerede fik ved omvendelsen, en yderligere virkelig påvirkning af den samme Hellige Ånd til at virke i dem at ville og at gøre hans gode vilje.11 Men dette må ikke få de troende til at blive efterladende, som om de ikke selv personligt er forpligtet til at udføre nogen pligt, undtagen hvis de bliver givet en særlig impuls eller motivation af Ånden. Tværtimod bør de være ihærdige til at opildne Guds nåde, der er i dem.12

4. De, der når længst muligt i dette liv i lydighed mod Gud, er stadig så langt fra at kunne gøre mere end Gud kræver, at de kommer til kort i meget,

1 Mik 6,8; Hebr 13,21.2 Matt 15,9; Es 29,13.3 Jak 2,18-22.4 Sl 116,12-13.5 1 Joh 2,3-5; 2 Pet 1,5-11.6 Matt 5,16.7 1 Tim 6,1; 1 Pet 2,15; Fil 1,11.8 Ef 2,10.9 Rom 6,22.10 Joh 15,4-5.11 2 Kor 3,5; Fil 2,13.12 Fil 2,12; Hebr 6,11-12; Es 64,7.

GODE GERNINGER


38

som de er forpligtiget til i forhold til Gud.1

5. Selv ved vore bedste gerninger kan vi ikke fortjene syndernes forladelse eller evigt liv fra Guds hånd på grund af det store misforhold mellem vore bedste gerninger og den kommende herlighed og på grund af den uendelige afstand mellem os og Gud. Med vore gerninger kan vi ikke være til gavn for Gud eller tilfredsstille ham med hensyn til det, vi skylder på grund af vore synder.2 Når vi har gjort vort allerbedste, har vi kun gjort vor pligt og er stadig unyttige tjenere. Og i de tilfælde og i den udstrækning vore gerninger er gode, skyldes de Helligåndens gerning.3 Selv da er de gode gerninger så besmittede af os og så blandet med svaghed og ufuldkommenhed, at de ikke kan bestå for Guds strenge dom.4

6. Dog, ligesom de troende personligt er modtaget i Kristus, er også deres gode gerninger modtaget i Kristus.5 Det er ikke sådan, at de troende (i dette liv) er fuldstændigt udadlelige og fejlfrie i Guds øjne, men han ser dem i sin Søn, og det behager ham at modtage og belønne det, der er ægte, selv om det er ledsaget af mange svagheder og ufuldkommenheder.6

7. Gerninger udført af ikke-genfødte mennesker, selv om de egentlig kan være ting, som Gud byder, og selv om de kan være gode og gavnlige både for dem selv og for andre,7 er syndige og kan ikke behage Gud, ej heller kan de gøre et menneske i stand til at modtage Guds nåde,8 fordi de ikke udgår af et hjerte renset ved troen9 og ikke er udført på ret måde efter Skriften,10 og fordi det ikke er deres grundlæggende hensigt at bringe ære til Gud,11 Alligevel er det en endnu større synd for ikke-genfødte mennesker at undlade sådanne gerninger, og det vil i endnu større grad medføre Guds mishag.12

1 Job 9,2-3; Gal 5,17; Luk 17,10.2 Rom 3,20; Ef 2,8-9; Rom 4,6.3 Gal 5,22-23.4 Es 64,5; Sl 143,2.5 Ef 1,6; 1 Pet 2,5.6 Matt 25,21-23; Hebr 6,10.7 2 Kong 10,30; 1 Kong 21,27-29.8 Am 5,21-22; Rom 9,16; Tit 3,5.9 1 Mos 4,5; Hebr 11,4-6.10 1 Kor 13,1.11 Matt 6,2-5.12 Job 21,14-15; Matt 25,41-43.

39

17. DE HELLIGES UDHOLDENHED

1. De, som Gud har antaget i den Elskede og virkningsfuldt kaldet og helliget ved sin Ånd og givet sine udvalgtes kostbare tro, kan hverken fuldstændigt eller endeligt falde fra nådens stand, men de vil helt sikkert holde ud indtil enden og blive evigt frelst. Det skyldes, at Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald, og derfor fortsætter han med at skabe og nære i dem tro, omvendelse, kærlighed, glæde, håb og alle Åndens frugter, som leder til udødelighed.1

Selv om mange storme og floder stiger og slår imod de hellige, vil disse aldrig kunne rive dem bort fra den grundvold og klippe, som de er fæstnet til ved tro. Ja, selv om de på grund af tvivl og Satans fristelser oplever, at synet og fornemmelsen af Guds lys og kærlighed bliver uklar og dunkel for dem,2 er Gud dog stadig den samme, og de vil med sikkerhed blive bevaret ved hans kraft, indtil de er endeligt frelst og nyder den arv, som er købt til dem og er deres, for de er skrevet i hans hænder, og deres navne er indskrevet i livets bog fra al evighed af.3

2. De helliges udholdenhed afhænger ikke af dem selv, det vil sige af deres egen frie vilje. Den hviler på Guds urokkelige beslutning i udvælgelsen,4 der flyder fra Gud Faders frie og uforanderlige kærlighed. Den hviler også på den sikre virkning af Jesu Kristi fortjeneste og forbøn for dem, og på den forening som de sande hellige har med ham.5 Den hviler på Guds ed6 og på hans Ånds nærvær. Den hviler på Guds sæd, der bliver i dem,7 og på selve nådepagtens natur.8 Alle disse forhold garanterer vist og urokkeligt de helliges evige tryghed og udholdenhed.

3. Det kan ske, at de hellige falder i frygtelig synd på grund af Satans og verdens fristelse og på grund af de tilbageværende syndige tilbøjeligheder og

1 Joh 10,28-29; Fil 1,6; 2 Tim 2,19; 1 Joh 2,19.2 Sl 89,32-33; 1 Kor 11,32.3 Mal 3,6.4 Rom 8,30; 9,11-16.5 Rom 5,9-10; Joh 14,196 Hebr 6,17-18.7 1 Joh 3,9.8 Jer 32,40.

DE HELLIGES UDHOLDENHED


40

på grund af forsømmelse af de nådemidler, Gud har forordnet til at bevare dem. De kan fortsætte i den tilstand nogen tid,1 så de pådrager sig Guds mishag, bedrøver Helligånden,2 tillader svækkelsen af deres kristelige dyder og velsignelser,3 lader deres hjerter blive hårde og deres samvittighed såret,4 sårer og vanærer andre. Herved vil de påføre sig selv timelig straf.5 Men trods dette vil de forny deres omvendelse og blive bevaret gennem troen på Jesus Kristus indtil enden.6

18. FRELSESVISHED

1. Selv om mennesker med en midlertidig tro eller andre ikke-genfødte mennesker bedrager sig selv med falske forhåbninger og kødelig selvsikkerhed, at de har Guds velbehag og ejer frelsen, vil dette håb gå til grunde.7 Derimod kan de, som i sandhed stoler på Herren Jesus og elsker ham af hjertet og anstrenger sig for at vandre for hans ansigt med en ren samvittighed, ganske sikkert i dette liv være forsikret om, at de er i nådens stand, og de kan glæde sig i håbet om Guds herlighed.8 Og det håb vil aldrig gøre dem til skamme.9

2. Denne vished er ikke bare en overbevisning, der hviler på en formodning, ej heller en mulig overbevisning grundet på et usikkert håb. Den er en urokkelig trosvished10 grundet på Kristi blod og retfærdighed åbenbaret i evangeliet.11 Den er også grundet på et indre bevis, nemlig Åndens frugt, forenet med klare løfter givet i Skriften,12 og tillige på det vidnesbyrd som den Ånd, der giver barnekår, aflægger, når han vidner sammen med

1 Matt 26,70-74.2 Es 64,4-8; Ef 4,30.3 Sl 51,12-14.4 Sl 32,3-45 2 Sam 12,14.6 Luk 22,32 & 61-62.7 Job 8,13-14; Matt 7,22-23.8 1 Joh 2,3; 3,14-24; 5,13.9 Rom 5,2-5.10 Hebr 6,11 & 19.11 Hebr 6,17-18.12 2 Pet 1,4-11.

41

vor ånd, at vi er Guds børn.1 Ånden bruger oplevelsen af frelsesvished til at holde vore hjerter ydmyge og hellige.2

3. Denne sikre trosvished er ikke så tæt forbundet med troens væsen, at det er en automatisk eller nødvendig erfaring. En sand troende kan vente længe og kæmpe med mange vanskeligheder, før han får den.3 Men ved Ånden bliver han givet at kende de ting, der frit er givet ham af Gud, og han kan således uden nogen ekstraordinær åbenbaring opnå denne trosvished ved brug af nådemidlerne på rette måde.4

Derfor er det alles pligt at befæste med største omhu deres kaldelse og udvælgelse, så hjertet må fyldes med fred og glæde i Helligånden, med kærlighed og taknemlighed til Gud og med styrke og glæde i udførelsen af pligter i lydighed mod Gud. Disse pligter er frugter, der følger frelsesvished,5 for det er langt fra, at den fører til slaphed.6

4. Sande troende kan komme ud for, at deres frelsesvished på forskellige måder bliver rystet, formindsket eller ophører for en tid. Det kan skyldes, at de forsømmer at bevare den,7 eller at de falder i en særlig synd, som sårer samvittigheden og bedrøver Helligånden,8 eller en pludselig eller kraftig fristelse,9 eller at Gud skjuler sit ansigts lys og forårsager, at selv de, der frygter ham, vandrer i mørket og ikke har lyset.10

Men de troende er aldrig uden Guds sæd11 og troens liv,12 som indebærer kærlighed til Kristus og brødrene, hjertets oprigtighed og samvittighed i forhold til deres åndelige pligt. Gennem disse kan deres frelsesvished ved Helligåndens virke blive genoprettes til rette tid,13 og i mellemtiden bevarer

1 Rom 8,15-16.2 1 Joh 3,1-3.3 Es 50,10; Sl 88; Sl 77,2-13.4 1 Joh 4,13; Hebr 6,11-12.5 Rom 5,1-5; 14,17; Sl 119,32.6 Rom 6,1-2; Tit 2,11-14.7 Højs 5,2-6.8 Sl 51,10-16.9 Sl 116,11; 77,8-9; 31,23.10 Sl 30,8.11 1 Joh 3,9.12 Luk 22,32.13 Sl 42,6-12.

FRELSESVISHED


42

disse nådegaver dem fra fuldstændig fortvivlelse.1

19. GUDS LOV

1. Gud gav Adam en lov om altomfattende lydighed, som var skrevet i hans hjerte, og han gav ham et meget konkret påbud om ikke at spise af frugten af træet til kundskab om godt og ondt.2 Ved denne lov var Adam og alle hans efterkommere bundet til personlig, fuldkommen, præcis og vedvarende lydighed,3 idet de blev lovet liv ved opfyldelsen af loven og truet med død ved overtrædelse af den. Samtidig var Adam skænket kraft og evne til at holde den.4

2. Den selvsamme lov, der først var skrevet i menneskets hjerte, fortsatte med at være den fuldkomne regel for retfærdighed efter faldet.5 Den blev givet af Gud på Sinajs bjerg i de ti bud, skrevet på to stentavler, de første fire bud omhandlende vor pligt over for Gud, og de andre seks vor pligt over for mennesker.6

3. Ud over denne lov, almindeligt kendt som den moralske lov, behagede det Gud at give Israels folk ceremonielle love, som indeholder adskillige ordninger, der er typologiske. Disse ordninger omhandlede dels deres gudsdyrkelse, og i dem var Kristus forud fremstillet billedligt sammen med hans egenskaber, handlinger, lidelser og velgerninger.7 Disse ordninger gav desuden påbud om forskellige moralske pligter.8

Alle disse ceremonielle love var kun fastsat indtil genoprettelsens tid, hvor Jesus Kristus, den sande Messias og eneste lovgiver, som var udrustet med myndighed af Faderen til dette formål, ophævede og fjernede dem.9

1 Klag 3,26-31.2 1 Mos 2,17; Præd 7,29.3 Rom 10,5.4 Gal 3,10-12.5 Rom 2,14-15.6 5 Mos 10,4.7 Hebr 10,1; Kol 2,17.8 1 Kor 5,7.9 Kol 2,14-17; Ef 2,14-16.

43

4. Han gav også forskellige juridiske love til Israels folk som udløb, da de ophørte med at være et folk. Disse er ikke længere bindende for nogen, da de var en del af nationens love, men deres generelle retfærdighed fortsætter med at være gyldig i moderne tid1

5. Den moralske lov binder altid enhver til lydighed, både retfærdiggjorte og andre,2 og ikke blot på grund af agtelse for dets indhold, men også på grund af ærefrygt for Gud vor Skabers autoritet, der gav loven.3 Kristus ophæver heller ikke loven på nogen måde, men derimod forstærker han vor forpligtelse til at adlyde den.4

6. Selv om sande troende ikke er under loven som en gerningspagt, så de kan blive retfærdiggjort eller fordømt af den,5 er den dog af stor gavn for dem som for andre, fordi den som en rettesnor for livet oplyser dem om Guds vilje og deres pligt, og fordi den leder og binder dem til at vandre derefter.

Desuden åbenbarer og udstiller den syndige forurening af deres natur, hjerte og liv, og ved at bruge den til selvransagelse vil de i større grad blive overbevist om synd, vokse i ydmyghed og opnå større afsky for deres synd.6 De vil endvidere opnå et klarere syn for deres behov for Kristus og fuldkommenheden af hans lydighed.

Den er endvidere brugbar for genfødte mennesker til at begrænse deres fordærv, på grund af den måde den forbyder synd. Lovens trussel viser dem, hvad deres synd i virkeligheden fortjener, og hvilke vanskeligheder der kan forventes i dette liv på grund af disse synder, også for genfødte mennesker der er befriet fra lovens forbandelse og uformindskede strenghed.

Desuden viser de løfter, der er forbundet med loven, de troende Guds anerkendelse af lydighed og hvilke velsignelser de kan forvente, når loven bliver overholdt og adlydt, selv om velsignelse ikke kommer, fordi de har tilfredsstillet loven som en gerningspagt. Hvis et menneske gør det gode og holder sig fra det onde, simpelthen fordi loven opmuntrer ham til det gode

1 1 Kor 9,8-10.2 Rom 13,8-10; Jak 2,8-12.3 Jak 2,10-11.4 Matt 5,17-19; Rom 3,31. 5 Rom 6,14; Gal 2,16; Rom 8,1; 10,4.6 Rom 3,20; 7,7 etc.

GUDS LOV


44

og afskrækker ham fra det onde, er dette ikke noget tegn på, at han er under loven og ikke under nåden.1

7. De oven for nævnte anvendelser af loven står ikke i modsætning til evangeliets nåde, men de føjer sig blidt efter den,2 idet Kristi Ånd underlægger sig menneskets vilje og giver det evnen, så det frit og glad gør de ting som Guds vilje, åbenbaret i loven, kræver.3

20. EVANGELIET OG NÅDENS UDSTRÆKNING

1. Da gerningspagten blev brudt ved synden og liv ikke kunne opnås ved den, behagede det Gud at love Kristus, kvindens sæd, som midlet til at kalde de udvalgte og til at frembringe tro og omvendelse i dem.4 I dette første løfte blev evangeliets kerne åbenbaret og vist som værende virkningsfuld til synderes omvendelse og frelse.

2. Dette løfte om Kristus og frelsen, som kommer ved ham, er kun åbenbaret gennem Guds Ord.5 Den skabte verden og forsynet med naturens lys åbenbarer ikke Kristus eller hans nåde, selv ikke på en generel eller dunkel måde.6 Derfor kan de, der er uden åbenbaringen om Kristus ved løftet eller evangeliet, meget mindre nå til en frelsende tro eller omvendelse ved naturens lys.7

3. Evangeliets åbenbaring til syndere, givet på forskellige tidspunkter og i mange forskellige dele med løfter og forskrifter om dets modtagelse, er blevet givet til folkeslag og individer alene efter Guds suveræne og gode vilje.

1 Rom 6,12-14; 1. Pet 3,8-13.2 Gal 3,21.3 Ez 36,27.4 1 Mos 3,15.5 Rom 1,17.6 Rom 10,14-17.7 Ordsp 29,18; Es 25,7; 60,2-3.

45

Den blev aldrig givet dem på grund af deres løfter eller fremvisning af gode hensigter om at indvie deres liv til det rette og forbedre deres liv, ledt af sund fornuft alene; for der er ingen, der har lovet noget sådant under disse vilkår, ej heller er der nogen der kan det.1

Derfor er evangeliets forkyndelse til alle tider blevet givet til individer og folkeslag i et stort eller begrænset omfang (med væsentlige forskelle) efter Guds viljes beslutning.

4. Selv om evangeliet er det eneste ydre middel til at åbenbare Kristus og den frelsende nåde og som sådan er helt tilstrækkeligt til at gennemføre dette, er der alligevel mere, der er nødvendigt, hvis mennesker, der er døde i overtrædelser, skal fødes på ny, bringes til live eller genfødes. Det er nødvendigt, at Helligåndens virkningsfulde, uovervindelige gerning i hele sjælen skaber et nyt, åndeligt liv i dem.2 Uden denne gerning vil intet andet middel bevirke deres omvendelse til Gud.3

21. KRISTEN FRIHED OG SAMVITTIGHEDSFRIHED

1. Den frihed, som Kristus har købt til de troende under evangeliet, ligger i deres frihed fra syndens skyld4 og fra Guds fordømmende vrede, fra lovens strenghed og forbandelse, og i deres udfrielse fra den nuværende onde verden,5 fra Satans slaveri,6 fra syndens herredømme,7 fra forfølgelsers fortræd,8 fra frygten for døden og dens brod, fra gravens sejr9 og fra evig fortabelse.10 Denne frihed ses også i deres frie adgang til Gud og deres evne til at adlyde ham ikke med en slaves frygt,11 men med et barns kærlighed og

1 Rom 1,18-32.2 Sl 110,3; 1 Kor 2,14; Ef 1,19-20.3 Joh 6,44; 2 Kor 4,4-6.4 Gal 3,13.5 Gal 1,4.6 ApG 26,18.7 Rom 8,3.8 Rom 8,28.9 1 Kor 15,54-57.10 1 Thess 1,10.11 Rom 8,15.

EVANGELIET O G NÅDENS UDSTR ÆKNING


46

et villigt sind.1

Alle disse friheder blev også oplevet af de hellige under det Gamle Testamentes lov,2 men for Nye Testamentes troende er denne frihed endnu større, for de er frigjorte fra den ceremonielle lovs åg, som den jødiske kirke var underkastet. De kan også med større frimodighed træde frem for nådens trone og opnå større delagtighed i Guds frie Ånd end troende under loven normalt oplevede.3

2. Gud alene er herre over samvittigheden4 og har holdt den fri fra alle læresætninger og menneskebud, som på nogen måde er i modsætning til hans Ord eller ikke indeholdt i det.5 At tro sådanne læresætninger og adlyde sådanne bud af samvittighedsgrunde er altså at forråde sand samvittighedsfrihed.6 Det at kræve ubetinget troskab, dvs. absolut og blind lydighed, er at ødelægge samvittighedsfrihed og også fornuft.7

3. De som under foregivelse af kristen samvittighedsfrihed gør synd eller huser en syndig lyst, forvrænger målet med evangeliets nåde til deres egen undergang.8 De ødelægger fuldstændigt formålet med kristen frihed, som er, at vi, udfriede fra vore fjenders magt, må tjene Herren uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.9

22. TILBEDELSE OG SABBATSDAGEN

1. Naturens lys viser, der er en Gud, som har herredømme og suverænitet over alle, som er retfærdig og god og som handler godt imod alle. Derfor bør enhver frygte ham, elske ham, prise ham, påkalde ham, stole på ham og tjene ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og hele sin styrke.10 Men den

1 Luk 1,73-75; 1 Joh 4,18.2 Gal 3,9-14.3 Joh 7,38-39; Hebr 10,19-21.4 Jak 4,12; Rom 14,4.5 ApG 4,19; 5,29; 1 Kor 7,23; Matt 15,9.6 Kol 2,20-23.7 1 Kor 3,5; 2 Kor 1,24.8 Rom 6,1-2.9 Gal 5,13; 2 Pet 2,18-21; Luk 1,74-75.10 Jer 10,7; Mark 12,33.

47

gudvelbehagelige måde at tilbede den sande Gud på har han selv indstiftet,1 og derfor er den måde, vi tilbeder på, afgrænset af hans åbenbarede vilje. Han må ikke tilbedes efter menneskers fantasi og idéer, ej heller efter Satans tilskyndelser. Han må ikke tilbedes ved hjælp af synlige gengivelser eller på nogen anden måde, som Skriften ikke foreskriver.2

2. Tilbedelse skal gives til Gud Faderen, Sønnen og Helligånden og alene til ham,3 ikke til engle, helgener eller nogen anden skabning.4 Og efter faldet bør tilbedelse ikke gives uden en formidler,5 og ikke gennem nogen anden formidler end Kristus.6

3. Bøn sammen med taksigelse er en del af naturlig tilbedelse, og dette kræver Gud af alle mennesker.7 Men for at den kan blive modtaget skal den bedes i Sønnens navn,8 ved Åndens hjælp9 og efter Guds vilje.10 Den skal bedes med forstand, ærbødighed, ydmyghed, inderlighed, tro, kærlighed og udholdenhed; og fællesbøn skal bedes på et kendt sprog.11

4. Bøn skal bedes for lovlige ting og for alle slags mennesker, som er i live nu og lever i fremtiden,12 men ikke for de døde,13 og heller ikke for dem, om hvem det vides, at de har syndet ’synden til døden’.14

5. At læse Skriften,15 at prædike og høre Guds Ord,16 at lære og formane hinanden i salmer, hymner og åndelige sange, at synge med tak i hjertet til

1 5 Mos 13,1.2 2 Mos 20,4-6.3 Matt 4,9-10; Joh 4,23; Matt 28,19.4 Rom 1,25; Kol 2,18; Åb 19,10.5 Joh 14,6.6 1 Tim 2,5.7 Sl 95,1-7; 65,3.8 Joh 14,13-14.9 Rom 8,26.10 1 Joh 5,14.11 1 Kor 14,16-17.12 1 Tim 2,1-2; 2 Sam 7,29.13 2 Sam 12,21-23.14 1 Joh 5,16.15 1 Tim 4,13.16 2 Tim 4,2; Luk 8,21.

TILBEDELSE O G SABBAT SDAGEN


48

Herren1 og ligeledes at forvalte dåben2 og Herrens nadver3 er alt sammen dele af tilbedelsen af Gud. Disse bør udføres i lydighed mod ham med forstand, tro, ærbødighed og gudsfrygt. Herudover bruges ved særlige anledninger alvorsfuld ydmygelse, faste4 og taksigelse5 på en hellig og ærbødig måde.

6. Under evangeliets tidsalder er hverken bøn eller nogen anden del af gudstjenesten bundet til eller gjort gudvelbehagelig på grund af stedet, hvor det udføres eller hvor det er rettet imod. Gud skal tilbedes alle steder i ånd og sandhed,6 hvad enten det er dagligt7 i private familier,8 i lønkammeret for hvert enkelt individ9 eller højtideligt i de offentlige menighedssammenkomster. Disse bør ikke tankeløst eller med vilje forsømmes eller svigtes, når Gud ved sit Ord og sit forsyn kalder os til dem.10

7. Ligesom det er naturens lov, at en vis del af tiden ved Guds beslutning skal sættes til side til tilbedelsen af Gud, sådan har han også i sit Ord givet et udtrykkeligt, moralsk og vedvarende bud, der er bindende for alle mennesker til alle tider til dette formål. Han har særligt udvalgt én dag af syv som en sabbatsdag, der skal holdes hellig for ham.11 Fra verdens begyndelse og indtil Kristi opstandelse var den ugens sidste dag, fra Kristi opstandelse blev den ændret til ugens første dag og kaldt Herrens dag.12 Denne skal fortsætte indtil verdens ende som den kristne sabbatsdag, idet overholdelsen af ugens sidste dag er afskaffet.

8. Sabbatsdagen bliver holdt hellig for Herren af dem, der efter nødvendig forberedelse af deres hjerter og tilrettelæggelse af deres hverdagsforetagender inden holder hele dagen som hellig hvile fra deres egne gerninger, ord og

1 Kol 3,16; Ef 5,19.2 Matt 28,19-20.3 1 Kor 11,26.4 Est 4,16; Joel 2,12.5 2 Mos 15,1-19; Sl 107.6 Joh 4,21; Mal 1,11; 1 Tim 2,8.7 Matt 6,11; Sl 55,18.8 ApG 10,2.9 Matt 6,6.10 Hebr 10,25; ApG 2,42.11 2 Mos 20,8.12 1 Kor 16,1-2; ApG 20,7; Åb 1,10.

49

tanker om deres verdslige arbejde og beskæftigelse,1 og hengiver sig til offentlig og privat tilbedelse hele dagen og udfører barmhjertigheds- og nødvendighedsgerninger.2

23. LOVLIGE EDER OG LØFTER

1. En lovlig ed er en religiøs tilbedelseshandling, hvor et menneske højtideligt i sandhed, retfærdighed og ægte dømmekraft3 kalder Gud til vidne på det, han sværger, og til at dømme ham i henhold til sandheden eller usandheden i det.4

2. Det er kun i Guds navn, at en retfærdig ed kan sværges, og kun hvis den bruges med den ypperste gudsfrygt og ærbødighed. Derfor er det syndigt og skal betragtes med afsky og væmmelse at sværge tankeløst eller overilet ved Guds herlige og frygtindgydende navn eller at sværge ved noget andet navn eller nogen anden ting.5 Men når det gælder vægtige og højt rangerede forhold, bekræftelse af sandhed og afslutning af stridigheder er en ed tilladt i Guds Ord.6 Således kan en lovlig ed pålagt af en lovlig myndighed rettelig påtages under sådanne forhold.7

3. Enhver, der afgiver en ed, som er tilladt i Guds Ord, må nødvendigvis overveje vægten af så højtidelig en handling og bekræfte og bekende intet andet end det som han ved er sandt. For ved overilede, falske eller tankeløse eder bliver Herren provokeret, og på grund af dem sørger dette land.8

4. En ed skal opfattes i ordenes ligefremme og almindelige forstand uden tvetydigheder eller indre forbehold.9

1 Es 58,13; Neh 13,15-22.2 Matt 12,1-13.3 2 Mos 20,7; 5 Mos 10,20; Jer 4,2.4 2 Krøn 6,22-23.5 Matt 5,34-37; Jak 5,12.6 Hebr 6,16; 2 Kor 1,23.7 Neh 13,25.8 3 Mos 19,12.9 Sl 24,4.

TILBEDELSE O G SABBAT SDAGEN


50

5. Et løfte bør ikke aflægges til nogen skabning, men kun til Gud. Det bør aflægges og udføres med den alleryderste forsigtighed og trofasthed.10 Men munkeløfter (som i romerkirken) om et vedvarende liv i cølibat,11 bekendelse til fattigdom12 og lydighed mod ordenspræster er langt fra at være grader af højere fuldkommenhed, men er tværtimod overtro og syndige snarer, hvori ingen kristen må lade sig indvikle.13

24. DEN CIVILE ØVRIGHED

1. Gud, som er den øverste Herre og konge over hele verden, har udpeget den civile øvrighed til at være under sig, over folket, til sin ære og til bedste for almenvellet. Til dette formål har han bevæbnet den med sværdets magt til beskyttelse og opmuntring for dem, der gør det gode, og til straf for dem, der gør det onde.14

2. Det er lovligt for en kristen at påtage sig og at udføre pligter som en øvrighedsperson, når han bliver pålagt dette. I varetagelsen af sådanne embeder er de især ansvarlige for at bevare retfærdighed og fred15 ved at anvende nationens gode og gavnlige love. For at bevare retfærdighed og fred må de endvidere lovligt (under det Nye Testamente) deltage i krig, hvis den er retfærdig og nødvendig.16

3. Fordi øvrigheden er indsat af Gud til de formål anført ovenfor, bør vi underordne os alle lovlige påbud som en del af vor lydighed mod Gud, ikke bare for at undgå straf, men for samvittighedens skyld.17 Vi bør også gå i forbøn og bede for dem, der styrer, og for alle øvrighedspersoner, så at vi under dem må leve et roligt og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed.18

10 Sl 76,12; 1 Mos 28,20-22.11 1 Kor 7,2 & 9.12 Ef 4,28.13 Matt 19,11.14 Rom 13,1-4.15 2 Sam 23,3; Sl 82,3-4.16 Luk 3,14.17 Rom 13,5-7; 1 Pet 2,17.18 1 Tim 2,1-2.

51

25. ÆGTESKABET

1. Ægteskabet skal være mellem én mand og én kvinde. Det er ikke lovligt for en mand at have mere end én hustru, ej heller for en kvinde at have mere end én mand på samme tid.1

2. Ægteskabet blev indstiftet for gensidig hjælp, mand og hustru imellem,2 for menneskeslægtens forøgelse med børn født inden for ægteskabet3 og for at undgå utugt.4

3. Det er lovligt for alle slags mennesker at gifte sig, hvis de har mental dømmekraft, så de kan give deres samtykke.5 Men det er kristnes pligt at gifte sig i Herren,6 og derfor bør de, der bekender den sande tro, ikke gifte sig med ikke-troende eller afgudsdyrkere. Ej heller bør gudfrygtige lade sig ulige sammenføje ved at gifte sig med dem, der er ugudelige i deres liv eller som holder sig til en kættersk lære, der er fordømt af Guds ord.7

4. Ægteskab bør ikke finde sted inden for de grader af blodslægtskab eller svogerskab, som er forbudt i Guds ord,8 ej heller kan sådanne incestuøse ægteskaber nogensinde blive gjort lovlige af nogen menneskelov eller ved almindelig enighed, så at sådanne personer kan leve sammen som mand og hustru.9

26. KIRKEN

1. Den universelle kirke, som kan kaldes usynlig, når det gælder Helligåndens og nådens indre gerning, består af alle Guds udvalgte, alle dem som tidligere er blevet, som nu er og som siden skal samles til ét under

1 1 Mos 2,24; Mal 2,15; Matt 19,5-6.2 1 Mos 2,18.3 1 Mos 1,28.4 1 Kor 7,2 & 9.5 Hebr 13,4; 1 Tim 4,3.6 1 Kor 7,39.7 Neh 13,25-27.8 3 Mos 18.9 Mark 6,18; 1 Kor 5,1.

ÆGTESKABET


52

Kristus, som er hovedet. Den universelle kirke er bruden, legemet, fylden af ham, som fylder alt i alle.1

2. Alle mennesker i hele verden, som sandt bekender troen på evangeliet og lydighed mod Kristus og som ikke ødelægger deres bekendelse ved nogen vildfarelse, der modsiger eller nedbryder evangeliets grundsandheder, eller ved ukristelig livsførelse, er synlige troende og må anses for at være det.2 Sådanne mennesker bør udgøre enhver enkelt menighed.3

3. Selv de reneste kirker under himlen er tilbøjelige til sammenblanding og vildfarelse,4 og nogle er så frafaldne, at de er ophørt med at være kirker og er blevet Satans synagoger.5 Alligevel har Kristus altid haft og vil altid have – indtil tidernes ende – sit rige i verden, som består af dem, som tror på ham og bekender hans navn.6

4. Herren Jesus Kristus er kirkens hoved. Ved Faderens udnævnelse er al magt overdraget ham til på en enestående og suveræn måde at kalde, indstifte, ordne og styre kirken.7

Paven i Rom kan ikke i nogen henseende være kirkens hoved, men han er den antikrist, det lovløshedens menneske og fortabelsens søn, som ophøjer sig selv i kirken imod Kristus og alt, hvad der hedder Gud, ham skal Herren tilintetgøre, når han kommer synligt.8

5. I udførelsen af den myndighed som er overdraget ham, kalder Herren Jesus alle dem, som er givet ham af Faderen,9 til sig ud af verden ved Ordets forkyndelse og ved sin Ånd, så de kan vandre for hans ansigt på lydighedens vej, som han har forordnet i sit Ord.10 Dem, som således er kaldede, byder han at vandre sammen i lokale samfund eller kirker til deres gensidige

1 Hebr 12,23; Kol 1,18; Ef 1,10 & 22-23; 5,23-32.2 1 Kor 1,2; ApG 11,26.3 Rom 1,7; Ef 1,20-22.4 1 Kor 5; Åb 2 & 3.5 Åb 18,2; 2 Thess 2,11-12.6 Matt 16,18; Sl 72,17; Sl 102,29; Åb 12,17.7 Kol 1,18; Matt 28,18-20; Ef 4,11-12.8 2 Thess 2,3-9.9 Johs10,16; Joh 12,32.10 Matt 28,20.

53

opbyggelse og med henblik på den offentlige gudstjeneste, som han kræver af dem, mens de er i verden.1

6. Medlemmerne i disse kirker er hellige, fordi de er blevet kaldet af Kristus og fordi de synligt og åbenlyst bevidner deres lydighed mod deres kaldelse ved deres bekendelse og livsførsel.2 Sådanne hellige indvilliger i at vandre sammen efter Kristi bestemmelse, idet de hengiver sig selv til Herren og til hinanden efter Guds vilje i erklæret underordnelse under evangeliets bud.3

7. Til hver af disse kirker, samlet på denne måde efter Herrens sind som udtrykt i hans Ord, har han givet al den magt og myndighed, som er påkrævet til at udføre den gudstjenesteorden og disciplin, som han har indstiftet for dem at holde. Han har også givet alle bud og regler for den passende og rette udførelse af denne magt.4

8. En lokal menighed, samlet og organiseret på rette måde efter Kristi sind, består af embedsmænd og medlemmer. De embedsmænd, Kristus har udpeget til at blive valgt og indsat af kirken, er tilsynsmænd eller ældste og menighedstjenere. Disse skal udvælges til at administrere de særlige nådemidler, Herrens nadver og dåben, samt til at udøve lederrollen og de særlige tjenester som undervisning og kirketugt, som Herren har betroet dem og kaldet dem til. Dette mønster for kirkens opbygning skal fortsætte indtil verdens ende.5

9. Den måde Kristus har fastsat til at kalde en given mand, som er kvalificeret og ved Helligånden udrustet til embedet som tilsynsmand eller ældste i en kirke, er, at han skal vælges ved fælles overenskomst og valg af kirken selv.6 En sådan mand skal højtideligt indsættes med bøn og faste og ved håndspålæggelse af ældsterådet i kirken (hvis der allerede er en eller flere udpegede ældste).7 Måden Kristus fastsatte for kaldelsen af en

1 Matt 18,15-20.2 Rom 1,7; 1 Kor 1,2.3 ApG 2,41-42; 5,13-14; 2 Kor 9,13.4 Matt 18,17-18; 1 Kor 5,4-5 & 13; 2 Kor 2,6-8.5 ApG 20,17 & 28; Fil 1,1.6 ApG 14,23.7 1 Tim 4,14.

KIRKEN


54

menighedstjener er, at han også skal vælges ved fælles overenskomst og af kirken og indsættes med bøn og ved håndspålæggelse.1

10. Da pastorers arbejde består i at hengive sig selv uophørligt til Kristi tjeneste i hans menighed ved Ordets forkyndelse og bøn og ved at våge over deres sjæle, da de skal stå til regnskab for Kristus,2 har kirkerne, som de tjener, en alvorlig forpligtelse til at give dem ikke bare tilbørlig respekt, men også en del af deres materielle indtægt, alt efter hvad de evner.3

Det bør gøres på en sådan måde, at pastorerne bliver forsørget, så de undgår trængsler, smerter og modgang, og så de undgår at blive opslugt af denne verdens anliggender,4 og så de har overskud til at vise gæstfrihed mod andre.5 Alt dette kræver naturen, og det bliver udtrykkeligt påbudt af vor Herre Jesus Kristus, som har forordnet, at de, der prædiker evangeliet, skal leve af evangeliet.6

11. Selv om en forpligtelse er pålagt de ældste eller pastorerne til ivrigt at forkynde Ordet i kraft af deres embede, så er Ordets forkyndelse ikke udelukkende begrænset til dem. Derfor må og bør andre, som også er kvalificeret og udrustet af Helligånden til denne gerning og som er anerkendt og kaldet af kirken, udføre den.7

12. Alle troende er forpligtede til at blive en del af en lokal menighed, når og hvor de har mulighed for det, og alle, som bliver optaget til at tage del i en menigheds privilegier, er også under den kirkes retledning og styre, sådan som Kristi lov er.8

13. Intet medlem i menigheden må på grund af en forsyndelse, der er begået imod ham af et andet medlem, når han har gjort den pligt, der er foreskrevet ham over for den, der har forsyndet sig, på nogen måde ødelægge kirkens ro og orden eller forblive borte fra kirkens møder eller

1 ApG 6,3-6.2 ApG 6,4; Hebr 13,17.3 1 Tim 5,17-18; Gal 6,6-7.4 2 Tim 2,4.5 1 Tim 3,2.6 1 Kor 9,6-147 ApG 11,19-21; 1 Pet 4,10-11.8 1 Thess 5,14; 2 Thess 3,6 & 14-15.

55

kirkens fællesskab omkring sakramenterne på grund af en sådan forsyndelse. Tværtimod bør de vente på Kristus i kirkens videre håndtering af sagen.1

14. Hver enkelt menighed og dens medlemmer er forpligtede til at bede uophørligt om fremgang og velsignelse for alle Kristi menigheder alle vegne2

samt at hjælpe enhver fremad på vejen, som kommer til deres område eller ind i deres arbejdsliv, ved at bruge deres givne nådegaver i forhold til disse.

Det er en selvfølge, at når kirker er plantede ved Guds godhed, så bør de også holde fællesskab med hinanden for hermed at fremme fred og forøge kærlighed og gensidig opbyggelse, når og hvor de nyder den mulighed at kunne gøre det til deres fordel.3

15. I situationer med vanskeligheder eller modsætninger, hvad enten det gælder lære eller embedsudførelse, der er relateret til menighederne generelt eller til en enkelt menighed og som påvirker deres fred, enhed og opbyggelse, og i situationer hvor eksempelvis et medlem i en kirke er krænket på grund af en eller anden disciplinær handling, som ikke er ifølge Guds Ord eller er ukorrekt udført, så er det rigtigt og ifølge Kristi sind, at et flertal af menigheder, der deler samme forståelse af Guds Ord, mødes gennem udpegede repræsentanter for at overveje sagen og give råd om emnet, der er uenighed om, og rapportere til alle de menigheder, der er indblandet i sagen.4

Det skal dog understreges, at når disse repræsentanter er samlet, er de ikke overdraget nogen kirkelig myndighed eller givet nogen domsret over de menigheder, involveret i problemet. De kan ikke udøve nogen form for censur over menigheder eller personer ej heller pålægge menighederne eller deres tilsynsmænd deres afgørelse.5

1 Matt 18,15-17; Ef 4,2-3.2 Ef 6,18.3 Rom 16,1-2; 3 Joh 8-10.4 ApG 15,2-6 & 22-25.5 2 Kor 1,24; 1 Johs 4,1.

KIRKEN


56

27. DE HELLIGES SAMFUND

1. Alle de hellige er forenede med Jesus Kristus, deres hoved, ved hans Ånd og ved tro– omend de ikke herved er gjort til én person med ham – og har del i hans nådegaver, lidelser, død, opstandelse og herlighed.1

Desuden har de, da de er forenede med hinanden i kærlighed, del i hinandens nådegaver2 og er forpligtede til på ordentlig vis at udføre de offentlige og private tjenester, der er til gensidig gavn, både når gælder det indre og det ydre menneske.3

2. I kraft af deres bekendelse er de hellige forpligtet til at bevare et helligt fællesskab og samfund i tilbedelsen af Gud og til at udføre alle andre åndelige tjenester, som fremmer deres gensidige opbyggelse.4 De skal også lette de ydre forhold for hinanden, afhængigt af de forskellige behov og af evnerne til at opfylde dem.5

Omend dette samfund eller fællesskab hovedsageligt udøves af de hellige i deres nærmeste kreds af medtroende, såsom i familier6 og i menigheder,7 skal det også ifølge evangeliets regel udvides til at omfatte hele Guds husstand, så vidt Gud giver mulighed derfor. Det betyder alle dem, der på ethvert sted påkalder Herren Jesu navn. Deres fællesskab med hinanden som hellige borttager eller krænker dog ikke det personlige ejerskab, som hver enkelt har til sin ejendom og ejendele.8

28. DÅB OG HERRENS MÅLTID

1. Dåb og Herrens nadver er udtrykkeligt og suverænt indstiftet af Herren Jesus, den eneste lovgiver, og han har bestemt, at de skal fortsætte i

1 1 Johs 1,3; Johs 1,16; Fil 3,10; Rom 6,5-6.2 Ef 4,15-16; 12,7; 1 Kor 3,21-23.3 1 Thess 5,11 & 14; Rom 1,12; 1 Johs 3,17-18; Gal 6,10.4 Hebr 10,24-25; 3,12-13.5 ApG 11,29-30.6 Ef 6,4.7 1 Kor 12,14-27.8 ApG 5,4; Ef 4,28.

57

hans kirke indtil verdens ende.1

2. Disse hellige forordninger skal kun administreres af dem, som er kvalificerede og kaldede til at administrere dem i overensstemmelse med Kristi befaling.2

29. DÅB

1. Dåb er en nytestamentlig forordning, indstiftet af Jesus Kristus, til at være for den, der bliver døbt, et tegn på hans fællesskab med Kristus i hans død og opstandelse, på hans indpodning på Kristus,3 på syndernes forladelse,4 og på den døbtes hengivelse af sig selv til Gud gennem Jesus Kristus til at leve og vandre i et helt nyt liv.5

2. De, som vitterligt bekender omvendelse til Gud og tro på og lydighed mod vor Herre Jesus Kristus, er de eneste rette modtagere af denne forordning.6

3. Det ydre element til brug i denne forordning er vand, hvori personen skal døbes i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.7

4. Neddypning i vand er nødvendig for en ret administration af denne forordning.8

30. HERRENS MÅLTID

1. Herrens måltid blev indstiftet af Herren Jesus den nat, han blev forrådt, og skal helligholdes i hans menigheder indtil verdens ende til uophørlig påmindelse om og fremvisning af det offer, han bragte med sin død.9

1 Matt 28,19-20; 1 Kor 11,26.2 Matt 28,19; 1 Kor 4,1.3 Rom 6,3-5; Kol 2,12; Gal 3,27.4 Mark 1,4; ApG 22,16.5 Rom 6,4.6 Mark 16,16; ApG 8,36-37; 2,41; 8,12; 18,8.7 Matt 28,19-20; ApG 8,38.8 Matt 3,16; Joh 3,23.9 1 Kor 11,23-26.

DÅB O G HERRENS MÅLTID


58

Det blev også indstiftet for at befæste de troende i alle de goder, hans død medfører, nemlig til deres åndelige næring og vækst i ham, til styrkelse i deres tjeneste og hengivenhed til alle de pligter, de skylder ham, og til at være et bånd og et pant på deres fællesskab med ham og deres trossøskende.1

2. I denne forordning bliver Kristus ikke ofret til sin Fader, ej heller bliver noget egentligt offer bragt overhovedet til syndernes forladelse (for de levende eller de døde). Det er udelukkende et minde om det ene offer, da Kristus ofrede sig selv på korset én gang for alle.2 Dette minde ledsages af et åndeligt offer, nemlig al den pris, vi kan lovprise Gud med for Golgata.3

Derfor er det såkaldte messeoffer i romerkirken en vederstyggelighed, da det er en krænkelse af Kristi eget offer, som er det eneste sonoffer for alle de udvalgtes synder.

3. Herren Jesus har i denne forordning bestemt, at hans ældste skal bede og velsigne elementerne, brødet og vinen (og således indvie dem fra almindelig til hellig brug), tage og bryde brødet, tage bægeret og give begge dele til nadvergæsterne og også til sig selv.4

4. At nægte bægeret til folket, at tilbede elementerne, at løfte dem op og bære dem rundt for at blive tilbedt eller at bevare dem til et foregivet religiøst brug er alt sammen imod meningen med denne forordning og Kristi indstiftelse.5

5. De ydre elementer i denne forordning, som er indviet på ret måde og brugt, som Kristus forordnede det, giver så virkeligt et billede af Kristus som korsfæstet, at de kan blive benævnt sandt, men billedligt det, de repræsenterer, nemlig Kristi legeme og blod.6 Dog forbliver de i deres substans og egenskab virkeligt og udelukkende brød og vin, som de var før.7

1 1 Kor 10,16-21.2 Hebr 9,25-28.3 1 Kor 11,24; Matt 26,26-27.4 1 Kor 11,23-26.5 Matt 26,26-28; 15,9; 2 Mos 20,4-5.6 1 Kor 11,27.7 1 Kor 11,26-28.

59

6. Den lære, almindeligvis kaldet transsubstantiation, som påstår, at en forvandling finder sted i brødets og vinens substans, så det forvandles til Kristi legeme og blod, når det helliges af en præst eller på en anden måde, er afskyelig ikke alene for Skriften,1 men også for almindelig sund fornuft. Den ødelægger forordningens natur og er og har været årsag til en mængde overtro og grotesk afgudsdyrkelse.2

7. Værdige modtagere af nadveren, som modtager de synlige elementer, modtager dem også indvendigt og åndeligt ved tro, vitterligt og konkret, men ikke som menneskekød og -blod. Den korsfæstede Kristus er deres føde sammen med alle de goder, der følger med hans død. Kristi legeme og blod er ikke til stede legemligt eller fysisk. Men de er åndeligt til stede for de troende i forordningen, ligesom elementerne er til stede for deres fysiske sanser.3

8. Alle uvidende og ugudelige personer, som er uværdige til fællesskab med Kristus, er ligeledes uværdige til at deltage i Herrens måltid og kan derfor ikke, uden at begå en stor synd imod ham, tage del i disse hellige mysterier eller gives adgang til nadveren, så længe de fortsætter i den tilstand.4 De, der modtager elementerne på uværdig vis, forsynder sig imod Herrens legeme og blod og spiser og drikker sig selv en dom til.5

31. MENNESKETS TILSTAND EFTER DØDENSAMT OPSTANDELSEN

1. Efter døden vender menneskets legeme tilbage til jorden og går i forrådnelse,6 men sjælen, som hverken dør eller sover, da den er udødelige, vender straks tilbage til Gud, som gav den.7

1 ApG 3,21; Luk 24,6 & 39.2 1 Kor 11,24-25.3 1 Kor 10,16; 11,23-26.4 2 Kor 6,14-15.5 1 Kor 11,29; Matt 7,6.6 1 Mos 3,19; ApG 13,36.7 Præd 12,7.

HERRENS MÅLTID


60

De retfærdiges sjæle bliver så gjort fuldkomne i hellighed og bliver modtaget i paradis, hvor de er sammen med Kristus og ser Guds ansigts lys og herlighed, mens de venter på legemets endelige forløsning.1

De ugudeliges sjæle bliver kastet i helvedet, hvor de forbliver i pine og i mørke, tilbageholdt til dommen på den store dag.2 Skriften tilkendegiver intet andet sted end disse to, for sjæle der er adskilt fra deres legeme.

2. På den sidste dag skal de troende, som stadig er i live, ikke dø, men forvandles.3 Og alle de døde skal blive genoprejst i deres eget legeme, og ikke i et andet,4 omend med andre egenskaber, og disse legemer skal genforenes med deres sjæle for evigt.5

3. De uretfærdiges legemer skal ved Kristi magt oprejses til vanære. De retfærdiges legemer skal ved Kristi Ånd oprejses til ære, og de skal gives skikkelse som hans herliggjorte legeme.6

32. DOMMEDAG

1. Gud har fastsat en dag, da han vil dømme verden i retfærdighed ved Jesus Kristus,7 som Faderen har overdraget al magt og dom. På den dag skal ikke alene de faldne engle dømmes,8 men også alle mennesker, der har levet på jorden. De skal stå frem for Kristi domstol for at aflægge regnskab for deres tanker, ord og gerninger, og for at modtage domsafsigelse for hvad de har gjort, mens de var i legemet, det være sig godt eller ondt.9

2. Formålet med Guds fastsættelse af dommedag er åbenlyst at vise herligheden ved hans barmhjertighed i de udvalgtes evige frelse og også

1 Luk 23,43; 2 Kor 5,1 & 6-8; Fil 1,23; Hebr 12,23.2 Jud 6-7; 1 Peter 3,19; Luk 16,23-24.3 1 Kor 15,51-52; 1 Thess 4,17.4 Job 19,26-27.5 1 Kor 15,42-43.6 ApG 24,15; Johs 5,28-29; Fil 3,21.7 ApG 17,31; Johs 5,22 & 27.8 1 Kor 6,3; Jud 6.9 2 Kor 5,10; Præd 12,14; Matt 12,36; Rom 14,10-12; Matt 25,32-46.

61

hans retfærdighed i de fortabtes evig fordømmelse, som er onde og ulydige.1 Da skal de retfærdige gå ind til evigt liv og modtage den fuldkomne glæde og herlighed med evig belønning for Herrens ansigt.2 Men de onde, der ikke kender Gud og ikke adlyder Jesu Kristi evangelium, skal kastes ud i evig pine og straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.3

3. Kristus vil, at vi skal være fuldt overbeviste om, at der kommer en dommedag, både for at holde mennesker fra synd4 og for at give de gudfrygtige større trøst i deres modgang.5 Ligeledes vil han, at datoen for den dag bliver holdt skjult for mennesker, så de må frasige sig al kødelig sikkerhed og altid være overvågne, fordi de ikke ved i hvilken time, Herren kommer.6 Desuden vil han, at mennesker skal blive berørt, så de altid siger:

“Kom, Herre Jesus!”7 Amen.

1 Rom 9,22-23.2 Matt 25,21 & 34; 2 Tim 4,8.3 Matt 25,46; Mark 9,48; 2 Thess 1,7-10.4 2 Kor 5,10-11.5 2 Thess 1,5-7.6 Mark 13,35-37; Luk 12,35-40.7 Åb 22,20.

D OMMEDAG

63

KATEKISMUS

65

KATEKISMUS | OVERSIGT INDLEDNINGMenneskets bestemmelse: At herliggøre og ære Gud

FØRSTE AFSNITGuds inspirerede Ord: den eneste rettesnor for kristen tro og pligt.

A. De hellige Skrifters tilstrækkelighedB. De hellige Skrifters pålidelighedC. Hovedindholdet i De hellige Skrifter

ANDET AFSNITGuds evige herlighed og mægtige gerninger: indholdet af den kristne tro. A. Læren om Gud B. Læren om den oprindelige skabelse 1. Læren om skabelsen 2. Læren om forsynet 3. Læren om synden C. Læren om forløsningen fra synden 1. Fuldførelsen af forløsningen ved Jesus Kristus 2. Anvendelsen af forløsningen i det kristne liv 3. Fuldendelsen af forløsningen i den kommende verden

TREDJE AFSNITGuds åbenbarede vilje: indholdet af den kristne pligt. Introduktion til menneskets pligt A. Guds moralske lov: De ti bud 1. Introduktion: Guds moralske lov: vigtighed og sammenfatning 2. De ti bud overordnet 3. Udlægning af de ti bud 4. Overtrædelse af de ti bud

B. Guds evangelium 1. Introduktion: Guds evangeliums vigtighed 2. Kravene i Guds evangelium: omvendelse og udholdenhed 3. Kirken 4. Nådemidlerne 5. Bønnen

SPØRGSMÅL1

2-4

234

5-42

5-910-2110 -11

1213-2122-4222-3031-3839-42

43-120

4344-88

44-4546-4849-8485-88

89-12089

90-94

95-9899-110

111-120

KATEKISMUS

67

Sp. 1 Hvad er menneskets bestemmelse?

Svar: Menneskets bestemmelse er at herliggøre Gud og glæde sig i ham for evigt.

1 Kor. 10, 31: ”Enten I altså spiser eller drikker, eller hvad I end gør, skal I gøre alt til Guds ære!”

Sl. 73, 25-26: ”Hvem har jeg ellers i himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden. Om end min krop og mit hjerte forgår, så er Gud for evigt mit hjertes klippe og min lod.”

Sp. 2Hvilken forskrift har Gud anvist os,

så vi kan herliggøre ham og glæde os i ham?

Svar: Guds ord i det gamle og nye testamente er den eneste forskrift, Gud har anvist os, så vi kan herliggøre ham og glæde os i ham.

Ef. 2,20: ”I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten.”

2. Tim. 3,16: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.”

1. Joh. 1,3: ”Det, som vi set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus.”

Sp. 3Er De hellige Skrifter pålidelige i alt, hvad de siger?

Svar: Det gamle og nye testamentes hellige Skrifter er urokkelige og ufejlbarlige i alle dele, da de er udåndet af Gud. De er derfor pålidelige i alt, hvad de siger om historie, videnskab, dogmatik, etik, gudsdyrkelse og alle andre emner.

KATEKISMUS

68

2. Tim. 3,16: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.”

1. Thess. 2,13: ”Derfor takker vi også Gud uophørligt. For da I modtog Guds Ord, som I hørte af os, tog I ikke imod det som menneskeord, men som det, det i sandhed er, Guds ord, og det virker i jer, som tror.”

Joh. 10,35: ”Skriften kan ikke rokkes.”

Sp. 4Hvad lærer De hellige Skrifter først og fremmest?

Svar: De hellige Skrifter lærer først og fremmest, hvad mennesket skal tro om Gud, og hvad Gud kræver af mennesket.

2. Tim. 1,13: ”Du skal tage det, du har hørt af mig, som eksempel på sund forkyndelse, i tro og kærlighed ved Kristus Jesus.”

2. Tim.3,16: ”Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed.”Mika 6,8: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Sp. 5Hvordan er Gud?

Svar: Gud er Ånd, uendelig, evig og uforanderlig i sit væsen og i sin visdom, magt, hellighed, retfærdighed, godhed og sandhed.

Joh. 4,24: ”Gud er Ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed.”

Job. 11,7: ”Kan du finde frem til det dybeste i Gud? Kan du finde ind til det inderste i den Almægtige.”

Sl. 90,2: ”Fra evighed til evighed er du Gud.”

KATEKISMUS

69

Jak. 1,17: ”Fra lysenes Fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge.”

2. Mos. 3,14: ”Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: ”Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.”

Sl. 147,5: ”Vor Herre er stor, mægtig i styrke, hans indsigt er uden mål.”

Åb. 4,8: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige, han som var og som er og som kommer!”

Åb. 15,4: ”Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig.”

2. Mos. 34, 6-7: ”Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed. Han bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelser og synd; men han lader ikke den skyldige ustraffet.”

Sp. 6Er der mere end én Gud?

Svar: Der er kun én levende og sand Gud.

5. Mos. 6,4: ”Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én.”

Jer. 10,10: ”Men Herren er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge.”

Sp. 7Hvor mange personer er der i Guddommen?

Svar: Der er tre personer i Guddommen; Faderen, Sønnen, og Helligånden; disse tre er én Gud, af samme væsen, lige i magt og herlighed.

Matt. 28,19: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”

KATEKISMUS

70

2. Kor. 13,13: ”Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle.”

Sp. 8Hvad er Guds rådslutninger?

Svar: Guds rådslutninger er hans evige plan, hvor han efter sin viljes beslutning har forudbestemt alt, hvad der skal ske, til sin herlighed.

Dan. 4,32: ”Jordens indbyggere er for intet at regne. Han handler, som han vil, med himlens hær og jordens beboere, ingen kan hindre ham og sige: Hvad er det, du gør?”

Rom. 11,36: ”Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.”

Ef. 1,11: ”Vi som var forudbestemt dertil ved Guds beslutning; for han gennemfører alt efter sin viljes forsæt, så at vi kan blive til lov og pris for hans herlighed.”

Sp. 9Hvordan udfører Gud sine rådslutninger?

Svar: Gud udfører sine rådslutninger i skabelsen og i forsynet.

1. Mos. 1,1: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.”

Hebr. 11,3: ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.”

1. Mos. 1,31: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.”

KATEKISMUS

71

Sp. 10Hvad er skabelsen?

Svar: Skabelsen er Guds frembringelse af alle ting af intet ved sit mægtige ord, på seks dage og alt meget godt.

1. Mos. 1,1-31: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…”

Kol. 1,16: ”I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt.”

Hebr. 11,3: ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det vi ser, ikke er blevet til af noget synligt.”

2. Mos. 20,11: ”For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”

1. Mos. 1,31: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.”

Sp. 11Hvordan skabte Gud mennesket?

Svar: Gud skabte mennesket som mand og kvinde, i sit billede, med sand erkendelse, retfærdighed og hellighed og med herredømme over alle skabninger.

1. Mos. 1,27: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.”

Kol. 3.10: ”I har iført jer det nye menneske, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse.”

Ef. 4,24: ”Og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.”

KATEKISMUS

72

1. Mos. 1,28: ”Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!”

Sp. 12Hvad er forsynet?

Svar: Forsynet er Guds hellige, vise og mægtige beskyttelse og styrelse af alle sine skabninger og alle deres handlinger.

Sl. 145,17: ”Herren er retfærdig på alle sine veje, han er trofast i alle sine gerninger.”

Es. 28,29: ”Også dette kommer fra Hærskarers Herre, hans råd er underfulde, hans visdom stor.”

Hebr. 1,3: ”Han bærer alt med sit mægtige ord.”

Sl. 103,19: ”Herren har grundfæstet sin trone i himlen, han hersker som konge over alle.”

Matt. 10,29-31: ”Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

Sp. 13Hvilket særligt forsyn udøvede Gud imod mennesket

i den tilstand, hvori det blev skabt?

Svar: Da Gud skabte mennesket, indgik han en pagt med det om liv på betingelse af fuldkommen lydighed, idet han forbød det at spise af træet til kundskab om godt og ondt under trussel om død.

Gal. 3,12: ”Loven derimod siger ikke, at det er af tro, men den siger: ”Den, der holder budene, skal leve ved dem.”1. Mos. 2,16-17: ”Men Gud Herren gav mennesket den befaling: Du må spise

KATEKISMUS

73

af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.”

Sp. 14Forblev vore første forældre i den tilstand,

hvori de blev skabt?

Svar: Vore første forældre, der var blevet overladt til deres egen frie vilje, faldt fra den tilstand, hvori de blev skabt, ved at synde imod Gud.

1. Mos. 3,11-12: ”Gud Herren spurgte: ”Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?” Adam svarede: ”Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.”

Præd. 7,29: ”Gud har skabt menneskene enfoldige, men de gør sig alle mulige spekulationer.”

Sp. 15Hvad er synd?

Svar: Synd er enhver mangel på overensstemmelse med Guds lov eller overtrædelse af denne.

1. Joh. 3,4: ”Enhver, som gør synden, begår også lovbrud, for synd er lovbrud.”

Sp. 16Ved hvilken synd faldt vore første

forældre fra den tilstand, hvori de blev skabt?

Svar: Vore første forældre faldt fra den tilstand, hvori de blev skabt, ved at spise af den forbudte frugt.

1. Mos. 3,6-8: ”Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt

KATEKISMUS

74

dem om livet. Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer.”

Sp. 17Faldt hele menneskeslægten ved

Adams første overtrædelse?

Svar: Den pagt, Gud indgik med Adam, gjaldt ikke bare for ham, men også for hans efterkommere. Ethvert menneske, der nedstammer fra ham ved naturlig forplantning, syndede i ham og faldt med ham ved hans første overtrædelse.

1. Mos. 1,28: ”Og Gud velsignede dem og sagde til dem: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden.”

1. Mos. 2,16-17: ”Men Gud Herren gav mennesket den befaling: ”Du må spise af alle træerne i haven Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø.”

Rom. 5,18: ”Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker,”

Sp. 18Hvilken tilstand medførte faldet for menneskeslægten?

Svar: Faldet medførte en tilstand af synd og elendighed for menneskeslægten.

Rom. 5,12: ”Derfor: Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.”

KATEKISMUS

75

Sp. 19Hvori består den tilstand af syndighed,

menneskeslægten faldt i?

Svar: Den tilstand af syndighed, menneskeslægten faldt i, består i skylden ved Adams første synd, manglen på den oprindelige retfærdighed og fordærvelsen af hele menneskets natur, sædvanligvis kaldt arvesynd, samt i alle egentlige overtrædelser, der udspringer fra den.

Rom. 5,19: ”For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed.”

Rom. 3,10: ”Der er ingen retfærdig, ikke en eneste.”

Ef. 2,1-3: ”Også jer har han gjort levende, jer der var døde i jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i, da I lod jer bestemme af denne verdens tidsalder og af ham, som hersker over luftens rige, den ånd, der stadig virker i ulydighedens børn. Til dem hørte også alle vi engang. I vort køds begær gjorde vi, hvad kødet og sindet ville, og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.”

Sl. 51,7: ”I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig.”

Matt. 15,19-20: ”Thi fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser. Det er det, som gør et menneske urent.”

Sp. 20Hvad er elendigheden ved den tilstand,

menneskeslægten faldt i?

Svar: Hele menneskeslægten mistede ved syndefaldet fællesskabet med Gud og er under hans vrede og forbandelse, og derfor er den udsat for al elendighed i dette liv, for døden og for helvedes straf for evigt.

1. Mos. 3,8: ”Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer.” v. 24: ”Han jog mennesket ud.”

KATEKISMUS

76

Ef. 2,3: ”Og vi var af natur vredens børn ligesom de andre.”

Rom. 6,23: ”Syndens løn er død.”

Matt 25,41: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Sp. 21Har Gud overladt hele menneskeslægten til at gå til grunde

i denne tilstand af synd og elendighed?

Svar: Da Gud i sin store nåde fra evighed af har udvalgt nogle til evigt liv, valgte han ved sin nådepagt at befri dem fra denne tilstand af synd og elendighed og føre dem til frelse ved en forløser.

Ef. 1,4: ”For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.”

Rom. 3,21-22: ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne, Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror.”

Sp. 22Hvornår blev denne nådepagt åbenbaret?

Svar: Denne nådepagt blev først åbenbaret til mennesker i løftet om frelse ved kvindens sæd, siden er den gradvist blevet åbenbaret indtil indstiftelsen og den fulde åbenbaring af nådepagten i den nye pagt ved Kristi blod.

1. Mos. 3,15: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.”

Hebr. 1,1-2: ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden.”

KATEKISMUS

77

Hebr. 11,13: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne.”

Joh. 8,56: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.”

Jer. 31,31 & 33: ”Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus ... Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

Ez. 34,23-25: ”Jeg vil sætte én hyrde over dem, min tjener David; han skal vogte dem og være deres hyrde. Jeg, Herren, vil være deres Gud, og min tjener David skal være fyrste hos dem. Jeg, Herren, har talt! Jeg vil slutte en fredspagt med dem.”

Luk 22,19-20: ”Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.”

Sp. 23Hvem er Forløser for Guds udvalgte?

Svar: Den eneste Forløser for Guds udvalgte er Herren Jesus Kristus, der som Guds evige Søn blev menneske og således blev og fortsætter med at være Gud og menneske i to adskilte naturer og en person for evigt.

1. Tim. 2,5: ”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus.”

Joh. 1,14: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Rom. 9,5: ”Og fra dem er Kristus kommet som menneske – han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.”

KATEKISMUS

78

Kol. 2,9: ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod.”

Hebr. 7,24: ”Han har et uforgængeligt præstedømme, fordi han selv er til for evigt.”

Sp. 24Hvordan blev Kristus, Guds Søn, menneske?

Svar: Kristus, Guds Søn, blev menneske ved at iklæde sig et sandt legeme og en virkelig sjæl, idet han blev undfanget ved Helligåndens kraft i jomfru Marias moderskød og født af hende, dog uden synd.

Hebr. 2,14: ”Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de.”

Matt. 26,38: ”Da sagde han til dem: ”Min sjæl er fortvivlet til døden.”

Luk. 1,31 & 35: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus... Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.”

Hebr. 7,26: ”For sådan en ypperstepræst trængte vi til, en der er hellig, uskyldig, ren, skilt ud fra syndere.”

Sp. 25Hvilke embeder beklæder Kristus som vor Forløser?

Svar: Som vor Forløser beklæder Kristus embederne som profet, præst og konge, både i sin fornedrelse og i sin ophøjelse.

ApG. 3,22: ”Moses har jo sagt: ”Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer.”

Hebr. 5,6: ”Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.”

Sl. 2,6: ”Jeg har indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!”

KATEKISMUS

79

Matt. 21,5: ”Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”

Sp. 26Hvordan beklæder Kristus embedet som profet?

Svar: Kristus beklæder embedet som profet ved at åbenbare os Guds vilje for vor frelse ved sit Ord og ved sin Ånd.

Joh. 1,18: ”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.”

Joh. 20,31: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”

Joh. 14,26: ”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt.”

Sp. 27Hvordan beklæder Kristus embedet som præst?

Svar: Kristus beklæder embedet som præst ved at bringe sig selv én gang for alle som et offer for at tilfredsstille Guds retfærdighed og forlige os med Gud samt ved til stadighed at gå i forbøn for os.

Hebr. 9,28: ”Sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder.”

Hebr. 2,17: ”Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder.”

Hebr. 7,25: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.”

KATEKISMUS

80

Sp. 28Hvordan beklæder Kristus embedet som konge?

Svar: Kristus beklæder embedet som konge ved at underlægge sig os, ved at forsvare og regere over os og ved at beherske og besejre alle sine og vore fjender.

ApG. 15,14-15: ”Simeon har fortalt, hvordan Gud allerede har sørget for at skaffe sig et folk af hedninger for sit navn. Og det stemmer overens med profeternes ord, sådan som der står skrevet: ”Derefter vender jeg tilbage og genopbygger Davids faldne hytte; jeg genrejser det, der er revet ned, og genrejser den.”

Sl. 110,3: ”Dit folk møder villigt frem på din kampdag.”

Es. 33,22: ”For Herren er vor dommer, Herren er vor hersker, Herren er vor konge, han vil frelse os.”

ApG. 5,31: ”Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.”

Ef. 1,22: ”Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken”

1. Kor. 15,25: ”For Kristus skal være konge, indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder.”

Sp. 29Hvori bestod Kristi fornedrelse?

Svar: Kristi fornedrelse bestod i, at han blev født, og det i små kår og under loven, tillige i at han udholdt dette livs lidelser, Guds vrede og den forbandede død på korset, samt i at han blev begravet og fortsatte under dødens magt for en tid.

Luk. 2,7: ”Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe.”

KATEKISMUS

81

Gal. 4,4: ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven.”

Es. 53,3: ”Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom.”

Matt. 27,46: ”Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ”Elí, Elí, lemá sabaktáni?” – det betyder: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Fil. 2,8: ”Han ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.”

Matt. 12,40: ”For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter.”

Sp. 30Hvori består Kristi ophøjelse?

Svar: Kristi ophøjelse består i hans opstandelse fra de døde på den tredje dag, i hans himmelfart, i at han har taget sæde ved Gud Faders højre hånd, og i at han kommer for at dømme verden på den yderste dag.

1. Kor. 15,4: ”At han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne.”

Mark. 16,19: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd.”

ApG. 17,31: ”For han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.”

Sp. 31Hvordan får vi del i den forløsning Kristus købte?

Svar: Vi får del i den forløsning Kristus købte ved Helligånden, der virkningsfuldt anvender den på os.

KATEKISMUS

82

Joh. 3,5-8: ”Jesus svarede: ’Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Joh. 1,12-13: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.”

Sp. 32Hvordan anvender Helligånden

den forløsning, som Kristus købte, på os?

Svar: Helligånden anvender den forløsning, som Kristus købte, på os ved at virke tro i os og derved forene os med Kristus gennem vor kaldelse.

Ef. 2,8: ”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds.”

Ef. 3,17: ”At Kristus ved troen må bo i jeres hjerter.”

1. Kor. 1,9: ”Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.”

Sp. 33Hvad er den virkningsfulde kaldelse?

Svar: Den virkningsfulde kaldelse er Gud Helligånds gerning. Han overbeviser os om vor synd og elendighed, oplyser vor forstand til erkendelse af Kristus og fornyr vor vilje, og således overtaler han os og sætter os i stand til at modtage Jesus Kristus, som han frit tilbydes os i evangeliet.

2. Tim. 1,9: ”Han frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse.”

ApG. 2,37: ”Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ”Hvad skal vi gøre, brødre?”

KATEKISMUS

83

ApG. 26,18: ”For at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud.”

Ez. 36,26: ”Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.”

Joh. 6,44: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” v.45: ”Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.”

Sp. 34Hvilke velsignelser får de,

der bliver virkningsfuldt kaldet, i dette liv?

Svar: De, der bliver virkningsfuldt kaldet, får i dette liv retfærdiggørelse, barnekår, helliggørelse og adskillige velsignelser, der enten ledsager eller udspringer fra disse.

Rom. 8,30: ”Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.”

Ef. 1,5: ”I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus.”

1. Kor. 1,30: ”Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning.”

Sp. 35Hvad er retfærdiggørelse?

Svar: Retfærdiggørelse er Guds frie, nådige handling, hvori han tilgiver os alle vore synder og godtager os som retfærdige for sit ansigt, alene på grundlag af Kristi retfærdighed tilregnet os og modtaget ved troen alene.

Ef. 1,7: ”I ham har vi forløsning ved hans blod, tilgivelse for vore synder ved Guds rige nåde.”

KATEKISMUS

84

2. Kor. 5,21: ”Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.”

Rom. 5,19: ”For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed.”

Gal. 2,16: ”Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger.”

Fil. 3,9: ”Og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.”

Sp. 36Hvad er barnekår?

Svar: Barnekår er Guds frie, nådige handling, hvori han antager os som sine børn og giver os ret til alle de privilegier, hans børn har.

1. Joh. 3,1: ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!”

Joh. 1,12: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.”

Rom. 8,17: ”Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger.”

Sp. 37Hvad er helliggørelse?

Svar: Helliggørelse er Guds frie, nådige gerning, hvorved han fornyer hele vort nye menneske efter sit billede og gør os mere og mere i stand til at døde synden og leve for retfærdigheden.

2. Thess. 2,13: ”Gud udvalgte jer som en førstegrøde til frelse ved Åndens helligelse og ved tro på sandheden.”

KATEKISMUS

85

Ef. 4,24: ”Og at I skal fornyes i sind og ånd og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.”

Rom. 6,4-6: ”Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden;”

Gal. 5,24: ”De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.”

Rom. 8,1 & 4: ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus… som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.”

Fil. 2,12-13: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær: For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.”

Sp. 38Hvilke velsignelser ledsager eller udspringer i dette liv

fra retfærdiggørelse, barnekår og helliggørelse?

Svar: De velsignelser, som i dette liv ledsager eller udspringer fra retfærdiggørelse, barnekår og helliggørelse, er vished om Guds kærlighed, en god samvittighed, glæde i Helligånden, vækst i nåde og udholdenhed i nåde til enden.

Rom. 5,1-2 & 5: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed... Og det håb gør ikke til skammer, for Guds kærlighed er udgydt i vores hjerter ved Helligånden, som er givet os.”

KATEKISMUS

86

Ordsp. 4,18: ”Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.”

1. Joh. 5,13: ”Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.”

Sp. 39Hvilke velsignelser modtager de troende

af Kristus ved døden?

Svar: De troendes sjæle bliver ved døden fuldendt i hellighed og går straks ind til herligheden, og deres legemer, der fortsat er forenede med Kristus, hviler i graven indtil opstandelsen.

Hebr. 12,23: ”Til deres ånder, som er retfærdige og har nået målet.”

Fil. 1,23: ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste.”

Luk. 23,43: ”Og Jesus sagde til ham: Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.”

1. Thess. 4,14: ”Gud vil også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.”

Es. 57,2: ”De går ind til freden, de hviler på deres leje, de der fulgte den rette vej.”

Sp. 40Hvad skal der ske med de ugudelige ved døden?

Svar: De ugudeliges sjæle bliver ved døden kastet i helvedets pinsler, og deres legemer ligger i graven indtil opstandelsen og dommen på den yderste dag.

Luk. 16,23-24: ”Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer.”

KATEKISMUS

87

ApG. 24,15: ”Jeg har det samme håb til Gud som de: at der skal komme en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige.”

Joh. 5,28-29: ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”

2. Peter. 2,9: ”Herren formår at fri de gudfrygtige fra fristelse, men at holde de uretfærdige i forvaring til straffen på dommens dag.”

Sp. 41Hvilke velsignelser modtager de troende

af Kristus ved opstandelsen?

Svar: Ved opstandelsen, hvor de troende bliver oprejst i herlighed, skal de åbent blive anerkendt og frikendt på dommedag, og de skal glæde sig i Gud i al evighed.

1. Kor. 15,43: ”Hvad der bliver sået i vanære, opstår i herlighed.”

Matt. 10,32: ”Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene.”

1. Joh. 3,2: ”Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.”

1. Thess. 4,17: ”Og så skal vi altid være sammen med Herren.

Sp. 42Hvad skal der ske med de ugudelige på dommedag?

Svar: På dommedag, hvor de ugudelige bliver oprejst i vanære, skal de blive idømt en ubeskrivelig lidelse på legeme og sjæl i helvede sammen med djævelen og hans engle i al evighed.

Joh. 5,28-29: ”I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle

KATEKISMUS

88

de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”

Dan. 12,2: ”Mange af dem, der sover i jorden skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky”.

2. Thess.1,8-9: ”Med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt.”

Matt. 13,49-50: ”Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdige og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren.”

Åben. 14,10-11: ”Han skal drikke Guds harmes vin, skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for øjnene af de hellige engle og Lammet. Og røgen fra deres pinsler stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile, hverken dag eller nat, de der tilbeder dyret og dets billede eller tager dets navn som mærke.”

Sp. 43Hvad kræver Gud af mennesket?

Svar: Gud kræver lydighed imod sin åbenbarede vilje af mennesket.

Mika 6,8: ”Menneske, du har fået af vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.”

Sp. 44Hvad åbenbarede Gud i begyndelsen

som forskrift for menneskets lydighed?

Svar: Som forskrift for menneskets lydighed åbenbarede Gud i begyndelsen den moralske lov.

Rom. 2,14-15: ”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov. De viser, at de har den

KATEKISMUS

89

gerning, som loven kræver, skrevet i deres hjerte.”

Sp. 45Hvor er den moralske lov kort sammenfattet?

Svar: Den moralske lov er kort sammenfattet i de ti bud.

5. Mos. 10,4: ”Herren skrev det samme på tavlerne som før, de ti bud, han havde talt til jer på bjerget inde fra ilden, den dag I var forsamlet.”

Matt. 19,17: ”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!”

Sp. 46Hvad er hovedindholdet af de ti bud?

Svar: Hovedindholdet af de ti bud er at elske Herren vor Gud af hele vort hjerte, af hele vor sjæl, af hele vor styrke og af hele vort sind og vor næste som os selv.

Matt. 22,37-40: ”Han sagde til ham: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.” På disse to bud hviler hele loven og profeterne.”

Sp. 47Hvad er forordet til de ti bud?

Svar: Forordet til de ti bud er: Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.

Sp. 48Hvad lærer forordet til de ti bud os?

Svar: Forordet til de ti bud lærer os, at vi er forpligtet til at holde alle Guds bud, fordi han er Herren vor Gud og Forløser.

KATEKISMUS

90

5. Mos. 11,1: ”Du skal elske Herren din Gud og holde hans bud, hans love, hans retsregler og hans befalinger alle dage.”

Luk. 1,74-75: ”At fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.”

Sp. 49Hvad er det første bud?

Svar: Det første bud er: Du må ikke have andre guder end mig.

2. Mos. 20,3: ”Du må ikke have andre guder end mig.”

Sp. 50Hvad kræver det første bud?

Svar: Det første bud kræver, at vi skal kende og bekende Gud som den ene sande Gud og vor Gud og derfor tilbede og herliggøre ham.

1. Krøn. 28,9: ”Og du, min søn Salomo, kend din fars Gud.”

5. Mos. 26,17: ”Du har i dag erklæret, at Herren skal være din Gud, og at du vil vandre ad hans veje, holde hans love og befalinger og retsregler og adlyde ham.”

Matt. 4,10: ”Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.”

Sp. 51Hvad forbyder det første bud?

Svar: Det første bud forbyder fornægtelse eller manglende tilbedelse og herliggørelse af den sande Gud som Gud og som vor Gud samt tilbedelse og herliggørelse af nogen anden.

Sl. 14,1: ”Tåberne siger ved sig selv: ”Gud er ikke til!”

KATEKISMUS

91

Rom. 1,20-21: ”De har altså ingen undskyldning. For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud.”

Sl. 81,12: ”Men mit folk ville ikke adlyde mig, Israel ville ikke vide af mig.”

Rom. 1,25: ”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for skaberen – han være lovet til evig tid! Amen.”

Sp. 52Hvad er det andet bud?

Svar: Det andet bud er: Du må ikke gøre dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled.

Sp. 53Hvad kræver det andet bud?

Svar: Det andet bud kræver, at vi modtager, overholder og helligholder hele den religiøse tilbedelse og alle de ordninger, Gud har forordnet i sit ord.

5. Mos. 32,46: ”I skal lægge jer alle de ord på sinde, som jeg i dag indskærper jer; I skal befale jeres sønner omhyggeligt at følge alle ordene i denne lov.”

Matt. 28,20: ”Lær dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

5. Mos.13,1: ”Alt det, jeg befaler jer, skal I omhyggeligt gøre. Du må ikke føje noget til og heller ikke trække noget fra.”

KATEKISMUS

92

Sp. 54Hvad forbyder det andet bud?

Svar: Det andet bud forbyder tilbedelsen af Gud ved hjælp af billeder eller på nogen anden måde ikke forordnet i Ordet.

5. Mos. 4,15-16: ”Men tag jer godt i agt! I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form.”

Kol. 2,23: ”Det går for at være visdom med selvvalgt gudsdyrkelse, falsk ydmyghed og skånselsløshed mod legemet, men det har ikke nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse.”

Sp. 55Hvilke begrundelser er knyttet til det andet bud?

Svar: Begrundelserne knyttet til det andet bud er Guds herredømme og ejendomsret over os og den nidkærhed, han har for sin tilbedelse.

Sl. 95,2-3: ”Lad os træde frem for ham med takkesang, bryde ud i lovsang til ham. For Herren er en stor Gud, en mægtig konge over alle guder.”

2. Mos. 34,14: ”Du må ikke tilbede nogen anden gud ”Lidenskabelig” er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud.”

Sp. 56Hvad er det tredje bud?

Svar: Det tredje bud er: Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn.

KATEKISMUS

93

Sp. 57Hvad kræver det tredje bud?

Det tredje bud kræver en hellig og ærbødig brug af Guds navne, titler, egenskaber, ordninger, Ord og gerninger.

Sl. 29,2: ”Vis Herrens navn ære.”

Åben. 15,3-4: ”Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn?”

Præd. 4,17: ”Vogt din fod, når du går til Guds hus. Det er bedre at gå derhen for at høre end for at bringe offer, som tåberne gør, for de forstår ikke andet end at volde ondt.”

Sl. 138,2: ”Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn for din godhed og troskab, for du har gjort dit ord stort over hele din himmel.”

Job. 36,24: ”Glem ikke at lovprise hans værk.”

Sp. 58Hvad forbyder det tredje bud?

Svar: Det tredje bud forbyder al vanhelligelse og misbrug af det, Gud gør sig selv kendt ved.

Mal. 2,2: ”Hvis I ikke adlyder og ikke lægger jer på sinde at give mit navn ære, siger Hærskarers Herre, sender jeg forbandelse over jer.”

Sp. 59Hvilken begrundelse er knyttet til det tredje bud?

Svar: Begrundelsen knyttet til det tredje bud er, at selv om dette buds overtrædere slipper for menneskers straf, vil Herren vor Gud ikke tillade

KATEKISMUS

94

dem at undslippe fra hans retfærdige dom.

5. Mos. 28,58-59: ”Hvis du ikke omhyggeligt følger alle denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter det herlige og frygtindgydende navn Jahve, din Gud, så vil Herren ramme dig og din slægt.”

Sp. 60Hvad er det fjerde bud?

Svar: Det fjerde bud er: Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller din datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.”

Sp. 61Hvad kræver det fjerde bud?

Svar: Det fjerde bud kræver helligholdelse for Gud af de tider, han har forordnet i sit ord; nærmere bestemt hver syvende hele dag som en hellig sabbat for Herren.

3. Mos. 19,30: ”I skal holde mine sabbatter, og I skal nære ærefrygt for min helligdom. Jeg er Herren!”

5. Mos. 5,12: ”Giv agt på sabbatsdagen og hold den hellig, sådan som Herren din Gud har befalet dig.”

Sp. 62Hvilken dag blandt de syv har Gud forordnet

som den ugentlige sabbat?

Svar: Fra verdens begyndelse til Kristi opstandelse har Gud forordnet ugens syvende dag som den ugentlige sabbat; efter Kristi opstandelse og indtil

KATEKISMUS

95

verdens ende har han forordnet den første dag i ugen som Herrens dag, den kristne sabbat.

1. Mos. 2,3: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.”

ApG. 20,7: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem.”

Åben. 1,10: ”På Herrens dag blev jeg grebet af Ånden.”

Sp. 63Hvordan bør sabbatten helligholdes?

Svar: Sabbatten bør helligholdes ved en hellig hvile hele dagen, selv fra sådan verdslig beskæftigelse og adspredelse som er lovlig på andre dage, samt ved at bruge hele tiden til offentlig og privat tilbedelse af Gud, på nær den tid som skal bruges til nødvendige og gode gerninger.

3. Mos. 23,3: ”Seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag skal der være fuldstændig hvile med hellig festforsamling. Da må I ikke udføre noget arbejde, det er sabbat for Herren, overalt hvor I bor.”

Sl. 92,1-2: ”En salme. En sang på sabbatsdagen. Det er godt at takke Herren og at lovsynge dit navn, du den Højeste, at forkynde din godhed om morgenen og din trofasthed om natten.”

Matt. 12, 11-12: ”Hvem af jer, der har et får, ville ikke gribe fat i det og trække det op, hvis det faldt i grøften på en sabbat? Et menneske er dog meget mere værd end et får. Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.”

Sp. 64Hvad forbyder det fjerde bud?

Svar: Det fjerde bud forbyder undladelse eller den ligegyldige udførelse af de krævede pligter, samt vanhelligelse af dagen ved dovenskab eller egentlige

KATEKISMUS

96

synder, eller ved unødvendige tanker, ord eller gerninger angående vor verdslige beskæftigelse eller adspredelse.

Mal. 1,13: ”Og I siger: ’Hvilket besvær’ og blæser på det, siger Hærskarers Herre. I kommer med stjålne dyr og med de halte og syge og bringer dem som offergaver. Skulle jeg tage imod det fra jer? siger Herren.”

Ez. 23,38: ”På denne dag gør de min helligdom uren, og de vanhelliger min sabbatter.”

Es. 58,13-14: ”Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren.”

Sp. 65Hvilke begrundelser er knyttet til det fjerde bud?

Svar: Begrundelserne knyttet til det fjerde bud er, at Gud har overladt os seks dage om ugen til vort eget arbejde, at han har en særlig ret til den syvende dag, hans eget eksempel og hans velsignelse af sabbatsdagen.

2. Mos. 31,15: ”I seks dage må der udføres arbejde, men på den syvende dag skal der være fuldstændig hvile; den er hellig for Herren.”

3. Mos. 23,3: ”Da må I ikke udføre noget arbejde, det er sabbat for Herren, overalt hvor I bor.”

2. Mos. 31,17: ”Den er et tegn mellem mig og israelitterne til evig tid; for på seks dage skabte Herren himlen og jorden, men på den syvende dag hvilede han og pustede ud.”

1. Mos. 2,3: ”Gud velsignede den syvende dag og helligede den.”

KATEKISMUS

97

Sp. 66Hvad er det femte bud?

Svar: Det femte bud er: Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den jord, Herren din Gud vil give dig.

Sp. 67Hvad kræver det femte bud?

Svar: Det femte bud kræver, at den ære bevares og de pligter udføres, som tilhører enhver i deres respektive positioner og relationer som overordnede, underordnede eller ligestillede.

Ef. 5,21-22: ”I skal underordne jer under hinanden i ærefrygt for Kristus, I hustruer under jeres mænd som under Herren.”

Ef. 6,1: Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt.” v. 5: ”Slaver, adlyd jeres jordiske herrer.”

Rom. 13,1: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem.”

Ef. 6,9: ”Og I, som er herrer, optræd på samme måde over for dem; lad være med at true. I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen.”

Rom. 12,10: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.”

Sp. 68Hvad forbyder det femte bud?

Svar: Det femte bud forbyder forsømmelse eller oprør imod den ære og pligt, som tilhører enhver i deres respektive positioner og relationer.

Rom. 13,7-8: ”Giv alle, hvad I skylder dem; den, der har krav på skat, skat; den,

KATEKISMUS

98

der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den I skylder ære, ære. Vær ingen nogen andet skyldig end at elske hinanden.”

Sp. 69Hvilken begrundelse er knyttet til det femte bud?

Svar: Begrundelsen for det femte bud er løftet om et langt liv og velstand (så langt som det vil tjene til Guds ære og deres eget bedste) for alle, som holder dette bud.

Ef. 6,2-3: ”Ær din far og din mor!” Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: ”for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.”

Sp. 70Hvad er det sjette bud?

Svar: Det sjette bud er: Du må ikke begå drab.

Sp. 71Hvad kræver det sjette bud?

Svar: Det sjette bud kræver al lovlig bestræbelse på at bevare vort eget og andres liv.

Ef. 5,28-29: ”Sådan bør også mændene elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, der elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen hader jo sin egen krop, men nærer og plejer den, som Kristus gør med kirken.”

Sl. 82,3-4: ”Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt.”

Job 29,13: ”Folk, der var at gå til grunde, takkede mig, jeg skabte jubel i enkers hjerte.”

KATEKISMUS

99

Sp 72Hvad forbyder det sjette bud?

Svar: Det sjette bud forbyder selvmord, uretfærdigt drab af vor næste, og hvad som helst der stiler imod det.

ApG. 16,28: ”Men Paulus råbte højt: ”Gør ikke en ulykke på dig selv.”

1. Mos. 9,6: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket.”

Ordsp. 24,11-12: ”Red dem, der føres til døden, og dem, der vakler til retterstedet, skån dem dog! Du siger: ”Vi kender jo ikke den mand”; men mon ikke han, der prøver hjerterne, har indsigt?”

Sp. 73Hvad er det syvende bud?

Svar: Det syvende bud er: Du må ikke bryde et ægteskab.

Sp. 74Hvad kræver det syvende bud?

Svar: Det syvende bud kræver bevarelse af vor egen og vor næstes renhed i hjerte, tale og opførsel.

1. Thess. 4,3-4: ”For dette er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære.”

Ef. 5,11-12: ”Og tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem. For man skammer sig ved blot at nævne, hvad de gør i det skjulte.”

2. Tim. 2,22: ”Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte.”

KATEKISMUS

100

Kol. 4,6: ”Jeres tale skal altid være venlig, krydret med salt.”

1. Pet. 3,2: ”Når de får syn for jeres rene, gudfrygtige liv.”

Sp. 75Hvad forbyder det syvende bud?

Svar: Det syvende bud forbyder alle urene tanker, ord og handlinger.

Matt. 5,28: ”Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.”

Ef. 5,4: ”Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke.”

Ef. 5,3: ”Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer.”

Sp. 76Hvad er det ottende bud?

Svar: Det ottende bud er: Du må ikke sjæle.

Sp. 77Hvad kræver det ottende bud?

Svar: Det ottende bud kræver den lovlige tilvejebringelse og forbedring af vor egen og andres rigdom og levevilkår.

Rom. 12,17: ”Tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker.”

Ordsp. 27,23: ”Hold dig underrettet om dit småkvægs tilstand, vær opmærksom på dine hjorde.”

3. Mos. 25,35: ”Når det går dårligt for din landsmand, og han ikke kan klare sig, skal du understøtte ham.”

KATEKISMUS

101

Fil. 2,4: ”Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel.”

Sp. 78Hvad forbyder det ottende bud?

Svar: Det ottende bud forbyder alt, som uretfærdigt hæmmer vor egen eller andres rigdom og levevilkår.

1. Tim. 5,8: ”Den, som ikke sørger for sine egne, og særligt for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro.”

Ordsp. 28,19: ”Den, der dyrker sin jord, kan spise sig mæt, den, der forfølger tomme mål, mættes med armod.”

Ordsp. 21,6: ”At skaffe sig skatte ved løgnagtig tunge er en luftig tomhed for dem, der iler mod døden.”

Job 20,18-19: ”Han kan ikke glæde sig over sit rige udbytte; for han har knust de svage og svigtet dem, han har røvet huse, men kommer ikke til at bygge på dem.”

Sp. 79Hvad er det niende bud?

Svar: Det niende bud er: Du må ikke vidne falsk mod din næste.

Sp. 80Hvad kræver det niende bud?

Svar: Det niende bud kræver opretholdelse og styrkelse af sandhed mand og mand imellem og af vort eget og vor næstes gode ry, specielt ved vidneaflæggelse.

Zak. 8,16: ”Tal sandhed med hinanden!”

1. Pet. 3,15-16: ”I skal altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver

KATEKISMUS

102

jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.”

ApG. 25,10: ”Paulus svarede: ”Jeg hører under kejserens domstol. Dér bør jeg dømmes. Jøderne har jeg ikke forbrudt mig imod.”

3. Joh. 12: ”Demetrios har fået et godt vidnesbyrd af alle, ja, af sandheden selv; vi giver ham samme vidnesbyrd.”

Ordsp. 14,5: ”Et troværdigt vidne lyver ikke.” v. 25: ”Et sanddru vidne redder liv.”

Sp. 81Hvad forbyder det niende bud?

Svar: Det niende bud forbyder alt, som er skadeligt for sandheden, eller for vort eget eller vor næstes gode ry.

Rom. 3,13: ”Med deres tunge taler de svig.”

Job 27,5: ”Jeg giver jer aldrig ret, til min død fastholder jeg min uskyld.”

Sl. 15,3: ”Den som ikke løber med sladder, ikke skader sin næste og ikke bringer skam over sin nærmeste.”

Sp. 82Hvad er det tiende bud?

Svar: Det tiende bud er: Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.

KATEKISMUS

103

Sp. 83Hvad kræver det tiende bud?

Svar: Det tiende bud kræver fuld tilfredshed med vore egne kår samt en retfærdig og barmhjertig indstilling til vor næste og alt, der er hans.

Hebr. 13,5: ”Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har.”

Rom. 12,15: ”Glæd jer med de glade, græd med de grædende.”

1. Kor. 13,4-6: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden.”

Sp. 84Hvad forbyder det tiende bud?

Svar: Det tiende bud forbyder al utilfredshed med vor egne kår, misundelse eller ærgrelse over vor næstes lykke og alt ondt begær efter det, der tilhører vor næste.

1. Kor. 10,10: ”Giv heller ikke ondt af jer, sådan som nogle af dem gjorde det, og de blev dræbt af dødsenglen.”

Gal. 5,26: ”Lad os ikke bilde os noget ind, lad os ikke tirre og misunde hinanden.”

Kol. 3,5: ”Så lad da det jordiske i jer dø: utugt, urenhed, lidenskaber og onde lyster, og griskhed, for det er afgudsdyrkelse.”

KATEKISMUS

104

Sp. 85Er noget menneske i stand til

fuldkomment at holde Guds bud?

Svar: Siden syndefaldet er intet menneske i stand til i dette liv fuldkomment at holde Guds bud, men bryder dem dagligt i tanke, ord og gerning.

Præd. 7,20: ”Intet menneske på jorden er så retfærdigt, at han kun gør det gode og aldrig synder.”

1. Mos. 8,21: ”Menneskene, som kun vil det onde fra ungdommen af.”

Jak. 3,8: ”Men tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.”

Jak. 3,2: ”Alle begår vi mange fejl.”

Sp. 86Hvad er da formålet med loven siden syndefaldet?

Svar: Formålet med loven er, siden syndefaldet, at åbenbare Guds fuldkomne retfærdighed, for at hans folk må kende hans vilje for deres liv, og for at de ugudelige, ved erkendelsen af deres synd, må hæmmes i deres ugudelighed og komme til Kristus for frelse.

1. Tim. 1,8: ”Men vi ved, at loven er god, hvis man bruger den som lov skal bruges.”

Sl. 1,1-2: ”Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, som ikke går på synderes vej og ikke sidder blandt spottere, men har sin glæde ved Herrens lov og grunder på hans lov dag og nat.”

Sl. 19,8-12: ”Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen. Herrens vidnesbyrd står fast, det giver den uerfarne visdom. Herrens forordninger er retskafne, de glæder hjertet. Herrens befaling er ægte, den giver øjnene glans. Herrens ord er rent, det består til evig tid. Herrens bud er sandhed, de er alle

KATEKISMUS

105

retfærdige. De er mere kostbare end guld, end det reneste guld i mængde, de er sødere end honning, end flydende honning. Din tjener lader sig advare af dem, der er stor løn ved at holde dem.”

Sl. 119,1 & 4: ”Lykkelig den, hvis færd er fuldkommen, og som vandrer efter Herrens lov ... Du har givet dine forordninger, de skal nøje overholdes.

Sl. 119, 11-12 & 18: ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig. Lovet være du, Herre, lær mig dine lovbud! ... Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov.”

Jer. 31,33: ”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

Rom. 8,4 & 7-9: ”For at lovens krav skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden. ... For det kødet vil er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det heller ikke. De, som er i kødet, kan ikke være Gud til behag. Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds Ånd bor i jer.”

Rom. 13,8-10: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ”Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,” og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde.”

Jak. 2,8: ”Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: ”Du skal elske din næste som dig selv,” så handler I ret.”

Rom. 3,19-20: ”Og vi ved, at alt, hvad loven siger, taler den til dem, der er under loven, for at hver mund skal lukkes og hele verden stå strafskyldig over for Gud. For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse.”

Rom. 3,31: ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.”

KATEKISMUS

106

Rom. 7,7 & 12: ”Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ”Du må ikke begære!”... Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.”

Sp. 87Er alle overtrædelser af loven lige afskyelige?

Svar: Nogle synder er i sig selv og på grund af visse forværrende omstændigheder mere afskyelige i Guds øjne end andre.

Joh. 19,11: ”Derfor har han, der udleverede mig til dig, større synd.”

Sp. 88Hvad fortjener enhver synd?

Svar: Enhver synd fortjener Guds vrede og forbandelse både i dette liv og i det næste.

Gal. 3,10: ”Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det.”

Matt. 25,41: ”Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Sp. 89 Hvilken udvej har Gud åbenbaret for syndere,

så de kan undgå hans vrede og forbandelse på grund af deres synd?

Svar: Gud har for syndere åbenbaret evangeliet om sin Søn Jesus Kristus som den eneste vej til frelse fra deres synd.

Rom. 1,16: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.”

ApG. 4,12: ”Og der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker

KATEKISMUS

107

noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.”

Sp. 90Hvad kræver Gud i evangeliet af syndere,

for at de kan blive frelst?

Svar: Gud kræver i evangeliet, at syndere skal tro på Herren Jesus Kristus og omvende sig, så de kan undgå hans vrede på grund af deres synd og blive frelst.

ApG. 20,21: ”Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus.”

Mark. 1,14-15: ”Efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og prædikede Guds evangelium og sagde: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Sp. 91Hvad er tro på Jesus?

Svar: Tro på Jesus Kristus er en frelsende nåde, hvorved vi modtager ham og stoler på ham alene for frelse, således som han tilbydes os i evangeliet.

Hebr. 10,39: ”Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.”

Joh. 1,12: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem der tror på hans navn.”

Fil. 3,9: ”Og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen.”

Es. 33,22: ”For Herren er vor dommer, Herren er vor hersker, Herren er vor konge, han vil frelse os.”

KATEKISMUS

108

Sp. 92 Hvad er omvendelse til liv?

Svar: Omvendelse til liv er en frelsende nåde, hvorved en synder gennem en sand erkendelse af sin synd og modtagelse af Guds nåde i Kristus, med sorg over og had til sin synd, vender sig fra den til Gud med beslutning om og bestræbelse på ny lydighed.

ApG. 11,18: ”Så har Gud da også givet hedningerne omvendelsen til livet.”

ApG. 2,37: ”Da de hørte det, stak det dem i hjertet, og de spurgte Peter og de andre apostle: ”Hvad skal vi gøre, brødre?”

Joel 2,13: ”Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken.”

Jer. 31,18-19: ”Lad mig vende om, så jeg vender om, for du er Herren min Gud. Når jeg vender om, angrer jeg; når jeg kommer til fornuft, slår jeg mig på hoften, for jeg fyldes af skam, jeg bærer min ungdoms skændsel.”

Sl. 119,59: ”Jeg har gennemtænkt mine veje, og jeg vil rette mine skridt efter dine formaninger.”

Sp. 93Vil alle, der udadtil bekender lydighed mod evangeliet,

undgå Gud vrede over deres synd?

Svar: Ikke alle, som udadtil bekender lydighed mod evangeliet, men kun de, som holder ud i tro og hellighed til enden, vil blive frelst.

Matt. 7,21: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den der gør min himmelske faders vilje.”

Matt. 24,13: ”Men den, der holder ud til enden, skal frelses.”

Hebr. 3,14: ”For vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt

KATEKISMUS

109

fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.”

Hebr. 12,14: ”Stræb efter fred med alle og efter den helligelse, uden hvilken ingen kan se Herren.”

Sp. 94Hvem vil holde ud i tro og hellighed

til enden og blive frelst?

Svar: Alle sande troende, Jesu Kristi disciple, bliver bevaret af Guds magt på grund af hans evige rådslutning, hans uforanderlige kærlighed, Kristi forbøn og Åndens og Guds Ords forbliven i dem. De er blevet givet enhver åndelig velsignelse i Kristus og vil derfor helt sikkert holde ud i tro og hellighed til enden og blive frelst.

Rom. 8,28-30: ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.”

Hebr. 7,25: ”Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem.”

Joh. 14,16: ”Jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid.”

Joh. 10,28-29: ”Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.”

1. Pet. 1,5: ”Som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.”

Ef. 1,3: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i Kristus har velsignet os med al himlens åndelige velsignelse.”

KATEKISMUS

110

1. Kor. 1,8-9: ”Han vil også grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag. Trofast er Gud, som kaldte jer til fællesskab med sin søn, Jesus Kristus, vor Herre.”

Fil. 1,6: ”I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag.”

Sp. 95Hvad er den usynlige kirke?

Svar: Den usynlige og universelle kirke er den samlede menighed af udvalgte, som er blevet eller vil blive kaldt til at tilhøre Kristus og gjort til ét under ham, der er kirkens hoved og sit legemes frelser.

Hebr. 12,22-23: ”Nej, I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling og en menighed af førstefødte, som er indskrevet i himlene”

Ef. 1,22-23: ”Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle.”

Joh. 10,16: ”Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.”

Joh. 11,51-52: ”Som ypperstepræst det år profeterede han, at Jesus skulle dø for folket; og ikke for folket alene, men også for at samle Guds spredte børn til ét.”

Ef. 5,23: ”Kristus er kirkens hoved og sit legemes frelser.”

Sp. 96Hvad bør ethvert troende menneske under den nye pagt gøre

i lydighed mod Kristi befaling?

Svar: Enhver Jesu Kristi discipel bør under den nye pagt lade sig døbe og tilslutte sig en lokal menighed i lydighed mod Herrens bud.

KATEKISMUS

111

ApG. 2,38 & 41: ”Peter svarede: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave”... De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.”

ApG. 9,26: ”Da han var kommet til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene.”

Sp. 97Hvad er en lokal menighed?

Svar: En lokal menighed eller kirke er et fællesskab af troende mennesker, der er helliget ved Kristus Jesus og frivilligt sluttet sammen i hengivenhed til Gud og hinanden, for at våge over og opbygge hinanden i troen, for at tilbede og påkalde Gud, som han har forordnet i Ordet, samt for at leve i nøje lydighed mod Kristi befalinger.

ApG. 2, 41-42: ”De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til. De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.”

1. Kor. 1,2: ”Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige, sammen med alle dem, der påkalder vor Herre Jesu Kristi navn på ethvert sted, deres og vores.”

Rom. 1,7: ”Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige.”

Kol. 1,2: ”Til de hellige i Kolossæ, de troende brødre i Kristus.”

ApG. 20,7: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet.”

Sl. 119,4: ”Du har givet dine forordninger, de skal nøje overholdes.”

KATEKISMUS

112

Sp. 98Hvilken særlig befaling gav Kristus til menigheden,

før han for til himmels?

Svar: Før han for til himmels, befalede Kristus først og fremmest apostlene, men derigennem også menigheden til alle tider, ved forkyndelsen af evangeliet at gøre mennesker af alle folkeslag til disciple og at døbe disse Kristi disciple og lære dem at holde hans befalinger.

Matt. 28,16-20: ”Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Luk. 24,45: ”Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne, og han sagde til dem: ”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.””

Matt. 24,14: ”Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

ApG. 1,8: ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.”

2. Kor. 5,20-21: ”Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham.”

KATEKISMUS

113

Sp. 99Hvad er de ydre og sædvanlige nådemidler, hvorved Helligånden giver

os del i velsignelserne ved forløsningen i Kristus?

Svar: De ydre og sædvanlige nådemidler, hvorved Helligånden giver os del i velsignelserne ved forløsningen i Kristus, er Ordet, hvorved han kalder os til åndeligt liv, og hvorved vi sammen med sakramenterne og bønnen bliver yderligere opbygget i vor hellige tro.

Matt. 28,20: ”Idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.”

Jak. 1,18: ”Efter sin vilje fødte han os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger.”

ApG. 2,41-42: ”De, som tog imod hans ord, blev døbt... De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.”

Sp. 100Hvordan bliver Ordet virkningsfuldt til frelse?

Svar: Guds Ånd gør læsningen, men især forkyndelsen af Ordet, til et virkningsfuldt middel til synderes overbevisning og omvendelse og til deres opbyggelse i hellighed og trøst gennem troen til frelse.

2. Tim. 3,15: ”Og fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus.”

1. Thess. 1,6: ”I efterlignede os, og Herren, og I tog under stor trængsel imod ordet, glade i Helligånden.”

Rom. 1,16: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror.”

KATEKISMUS

114

Sp. 101Hvordan bør Ordet læses og høres,

for at det kan blive virkningsfuldt til frelse?

Svar: For at Ordet kan blive virkningsfuldt til frelse, må vi lytte til det med omhu, forberedelse og bøn, modtage det i tro og kærlighed, gemme det i vore hjerter og praktisere det i vore liv.

Ordsp. 8,34: ”Lykkeligt det menneske, der hører på mig, så han dag efter dag våger ved mine døre og holder vagt ved mine dørstolper.”

1. Pet. 2,1-2: ”Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og enhver bagtalelse og som nyfødte børn hige efter ordets rene mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.”

Sl. 119,18: ”Luk mine øjne op, så jeg kan iagttage underne i din lov.”

Hebr. 4,2: ”Men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det.”

2. Thess. 2,10: ”Fordi de ikke har taget imod kærlighed til sandheden, så de kunne blive frelst.”

Sl. 119,11: ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte, for ikke at synde mod dig.”

Jak. 1,25: ”Men den, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.”

Sp. 102Hvad er et sakramente under den nye pagt?

Svar: Et sakramente under den nye pagt er en hellig ordning indstiftet af Jesus Kristus, hvori Kristus og den nye pagts velsignelser ved synlige tegn er fremstillet, beseglet og anvendt på troende mennesker.

1. Kor. 11,23-26: ”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer,

KATEKISMUS

115

at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”

Sp. 103Hvad er sakramenterne under den nye pagt?

Svar: Sakramenterne under den nye pagt er dåb og Herrens måltid.


1. Kor. 11,23-25: ”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer…”

Sp. 104Hvorledes bliver dåb og Herrens måltid

virkningsfulde midler til frelse?

Svar: Dåb og Herrens måltid bliver virkningsfulde midler til frelse, ikke ved nogen kraft i dem, eller i ham der forvalter dem, men kun ved Kristi velsignelse og hans Ånds gerning i de mennesker, som ved tro modtager dem.

1. Kor. 3,6-7: ”Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”

1. Peter. 3,21: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse.”

KATEKISMUS

116

Sp. 105Hvad er dåb?

Svar: Dåb er et sakramente under den nye pagt indstiftet af Jesus Kristus. Den er et tegn for det døbte menneske på dets fællesskab med Kristus i hans død, begravelse og opstandelse, et tegn på dets indpodning på Kristus, et tegn på syndernes forladelse og et tegn på dets overgivelse til Gud ved Jesus Kristus for at leve et nyt liv.


Rom. 6,3-4: ”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.”

Kol. 2,12: ”I blev begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde.”

Gal. 3,26-27: ”For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.”

Sp. 106Hvem bør dåben forvaltes til?

Svar: Dåben bør forvaltes til alle, som troværdigt bekender omvendelse til Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus og lydighed mod ham, og til ingen anden.

ApG. 2,38 & 41: ”Peter svarede: ”Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave.”... De, som tog imod hans ord, blev døbt, og den dag blev der føjet næsten tre tusind mennesker til.”

KATEKISMUS

117

ApG. 8,12: ”Men da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.”

Sp. 107Skal bekendende kristnes spædbørn døbes?

Svar: Bekendende kristnes spædbørn skal ikke døbes, fordi der hverken er et påbud eller et eksempel i Bibelen, ej heller sikre følgeslutninger fra den om at døbe dem.

5. Mos. 13,1: ”Alt det, jeg befaler jer, skal I omhyggeligt gøre. Du må ikke føje noget til og heller ikke trække noget fra.”

ApG. 8,12: ”Men da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.”

ApG. 10,46-48: ”Da tog Peter til orde: ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?” Han befalede da, at de skulle døbes i Jesu Kristi navn.”

Sp. 108Hvorledes forvaltes dåb ret?

Svar: Dåb forvaltes ret ved neddykning, dvs. ved at nedsænke hele den troendes legeme i vand, i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, efter Kristi indstiftelse og apostlenes skik og ikke ved bestænkelse eller overøsning med vand efter menneskers tradition.

Matt. 3,16: ”Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet.”

Joh. 3,23: ”Også Johannes døbte, i Ænon ved Salem, for dér var der meget vand, og folk kom og blev døbt.”

ApG. 8,38-39: ”De gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op ad vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip.”

KATEKISMUS

118

Sp. 109Hvad er Herrens måltid?

Svar: Herrens måltid er et sakramente under den nye pagt, hvori hans død forkyndes ved at give og modtage brød og vintræets frugt efter Kristi forordning. Værdige modtagere bliver ikke legemligt eller fysisk, men ved tro delagtige i hans legeme og blod og i alle hans velsignelser til åndelig næring og vækst i nåde.

1. Kor. 11,23-26: ”For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: ”Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!” Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!” For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”

1. Kor. 10,16: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?”

Sp. 110Hvad kræves for at modtage Herrens måltid værdigt?

Svar: For at modtage Herrens måltid værdigt kræves, at vi prøver os selv, om vi agter på Herrens legeme, om vor tro får sin føde i ham, om vi angrer vore synder og om vi stræber efter ny lydighed, så vi ikke ved at komme uværdigt til Herrens måltid spiser og drikker os en dom til.

1. Kor. 11,28-29: ”Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til.” 2. Kor. 13,5: ”Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke prøve.”

1. Kor. 11,31: ”Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt.”

KATEKISMUS

119

1. Kor. 5,7-8: ”Rens den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej. I er jo usyret brød, for også vort påskelam er slagtet, Kristus. Lad os derfor fejre festen, ikke med gammel surdej, ikke med en slet og ond surdej, men med rene og sande usyrede brød.”

Sp. 111Hvad er bøn?

Svar: Bøn er fremlæggelse af vore ønsker for Gud for sådanne ting som er efter hans vilje, i Kristi navn, med bekendelse af vore synder og taknemmelig påskønnelse af hans nåde. Sl. 62,9: ” Stol altid på ham, du folk, udøs jeres hjerte for ham, Gud er vor tilflugt.”

1. Joh. 5,14: ”Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.”

Joh. 16,23: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Dan. 9,4: ”Jeg bad til Herren min Gud og bekendte.”

Fil. 4,6: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak.”

Sp. 112Hvilken vejledning har Gud givet os for vor bøn?

Svar: Hele Guds ord er en vejledning i bøn, men en særlig plads indtager den bøn, Kristus lærte sine disciple, sædvanligvis kaldt Fadervor.

1. Joh. 5,14: ”Og dette er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os.”

Matt. 6,9: ”Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige...”

KATEKISMUS

120

Sp. 113Hvad lærer forordet til Fadervor os?

Svar: Forordet til Fadervor, som er Vor Fader, du som er i himlene, lærer os at nærme os Gud med al hellig ærbødighed og tillid som børn til en far, der kan og vil hjælpe os, og at vi skal bede med og for andre.

Es. 64,8: ”Vær ikke så vred, Herre, og husk ikke synden for evigt! Se til os alle, vi er dit folk.”

Luk. 11,13: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!”

Rom. 8,15: ”I har jo ikke fået en Ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den Ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, Fader!”

Ef. 6,18: ”Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige.”

Sp. 114Hvad bede vi om i den første bøn?

Svar: I den første bøn, som er Helliget blive dit navn, beder vi om, at Gud vil gøre os og andre i stand til at herliggøre ham i alt, og at han vil styre alt til sin egen ære.

Sl. 67, 2-4: ”Gud være os nådig og velsigne os, han lade sit ansigt lyse over os, så din vej kendes på jorden og din frelse blandt alle folkene. Folkene skal takke dig, Gud, alle folkene skal takke dig.”

Rom. 11,36: ”Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen.”

KATEKISMUS

121

Sp. 115Hvad beder vi om i den anden bøn?

Svar: I den anden bøn, som er Komme dit rige beder vi om, at Satans rige må blive ødelagt, at nåderiget må gøre fremskridt, at vi og andre bliver bragt ind i det og bevaret i det, og at herlighedsriget snart må komme.

Sl. 68,2: ”Gud rejser sig, hans fjender spredes, og hans modstandere flygter for ham.”

Sl. 51,20: ”Gør i din nåde godt mod Zion, opbyg Jerusalems mure!”

2. Thess. 3,1: ”I øvrigt, brødre, bed for os om, at Herrens ord må få frit løb og æres, som det allerede sker hos jer.”

Rom. 10,1: ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de må frelses.”

Åben. 22,20: ”Han, der vidner om dette, siger: ”Ja, jeg kommer snart.” Amen, kom, Herre Jesus!”

Sp. 116Hvad beder vi om i den tredje bøn?

Svar: I den tredje bøn, som er: Ske din vilje som i himlen således også på jorden, beder vi om, at Gud ved sin nåde vil gøre os i stand til og villige til at kende, adlyde og underordne os under hans vilje i alt, ligesom englene gør det i himlen.

Sl. 119, 34-36: ”Giv mig indsigt, så jeg overholder din lov og holder den af hele mit hjerte. Før mig ad den sti, du befaler, for den holder jeg af. Vend mit hjerte til dine formaninger og ikke til vinding!”

ApG. 21,14: ”Da han ikke kunne overtales, blev vi rolige og sagde: ”Herrens vilje ske!”

Sl. 103,20-21: ”Pris Herren, I hans engle, I stærke krigere, der udfører hans

KATEKISMUS

122

befaling i lydighed mod hans ord. Pris Herren, alle hans hære, hans tjenere, der udfører hans vilje.”

Sp. 117Hvad beder vi om i den fjerde bøn?

Svar: I den fjerde bøn, som er Giv os i dag vort daglige brød, beder vi om, at vi må modtage en passende del af dette livs goder og at vi må nyde hans velsignelse med dem.

Ordsp. 30,8: ”Hold løgn og løgneord borte fra mig! Giv mig hverken armod eller rigdom, men giv mig det at spise, der tilkommer mig.”

1. Tim 4,4-5: ”For alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, når man tager imod det med tak; for det helliges ved Guds ord og ved bøn.”

Sp. 118Hvad beder vi om i den femte bøn?

Svar: I den femte bøn, som er Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, beder vi om, at Gud for Kristi skyld vil tilgive alle vore synder. Dette tilskyndes vi til at bede om, da vi ved hans nåde er i stand til af hjertet at tilgive andre.

Sl. 51,3: ”Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!”

Matt. 6,14: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer.”

Matt.18,35: ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

KATEKISMUS

123

Sp. 119Hvad beder vi om i den sjette bøn?

Svar: I den sjette bøn, som er Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde, beder vi om, at Gud enten vil bevare os fra at blive fristet til at synde eller bistå og udfri os, når vi fristes.

Matt. 26,41: ”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er skrøbeligt.”

Sl. 119,133: ”Styr mine skridt ved dit ord, lad ingen uret få magten over mig!”

Sl. 51,12 & 14: ”Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! ... Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd!”

Sp. 120Hvad lærer afslutningen på Fadervor os?

Svar: Afslutningen på Fadervor, som er For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen, lærer os at modtage opmuntring i bøn fra Gud alene og at prise ham i vore bønner, idet vi tilskriver ham herredømme, magt og ære. Og som vidnesbyrd om vort ønske og vor vished om bønhørelse, siger vi Amen.

Dan. 9,18-19: ”Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden tøven! Gør det for din egen skyld, min Gud!”

1. Krøn. 29,11 & 13: ”Din er storheden, magten, herligheden, glansen og pragten, Herre, ja alt i himlen og på jorden; dit er riget. ... Så takker vi dig nu, vor Gud, og lovpriser dit herlige navn.”

Åben. 22,20: ”Amen, kom, Herre Jesus!”

Baptistbekendelsen af 1689 med katekismus€¦ · elsen, og apostlen skriver: ”Jeg ved på hvem...

Documents

Transcript of Baptistbekendelsen af 1689 med katekismus€¦ · elsen, og apostlen skriver: ”Jeg ved på hvem...